We are on our way!

[Deleted]

Tatiana Vanessë Móreadhiel

---

En lang tur igennem Procias, og Manjarno havde det været, før de langt om længe, nærmede sig den dvasianske grænsemur. I forbindelse med dette, var det vel også bare på høje tid, at de kære heste, også ville få sig en velfortjent pause, nu hvor de havde muligheden for det? Carlisle havde tildels fået sin vampyr under kontrol igen, og for ham, ar det rart. Ikke havde han nogensinde drømt om, at det skulle gå så vidt. Han brød sig ikke om det. Det havde nok været noget af det mest ubehagelige, som han nogensinde havde været udsat for!
"Vi kan overnatte her," meddelte Carlisle denne gang. Han tog styringen. Han havde brug for det. Solen var oppe nu, og efter en tur på flere timer under denne, så var det begyndt at blive for ubehageligt for ham. Han klarede det for en stund, men at bevæge sig under den permanent, det kunne han ikke.

Hingsten stoppede op lige ved en ussel og gammel kro. Carlisle havde været forbi en gang for lang tid siden, så han vidste godt, hvad han kunne forvente på den anden side. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. "Her må det blive." Elegant hoppede Carlisle af hesten, hvor han denne gang blev stående med blikket mod hende. Irriteret var hans blottede hud, hvor der flere steder, også var at se små røde og irriterede plamager. Ikke brød han sig om solens lys, og særligt efter det indtag af blod, som han havde fået, var vampyren også kun blevet den større del af ham, som han heller ikke kunne vende ryggen til længere. Han trak vejret dybt. At komme ind og samle sig.. få et bad og lignende, ville uden tvivl gøre dem begge godt. Afventende blev han stående ved siden af den smukke hingst.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

I timevis havde Tatiana og Carlisle redet, og det var efterhånden at se på dem alle. Tatiana selv var ved at være udmattet. Carlisles hud begyndte at se traumatiseret ud af at være udsat for dagslys. Hestene var dækket af sved, og deres skridt var langsomme. Derfor passede det hende ganske udmærket, at Carlisle fik øje på en kro. Opholdet ville gøre dem begge godt. Hovedet lod hun kort glide fra side til side, så hendes nakke til sidst sagde knæk. ”Lad os holde ind,” medgav hun, hvor hun styrede sin hoppe over til kroen. Billigt så stedet ud, og derfor var der end ikke en staldknægt til at tage imod deres heste. Kun en pæl, hvor man kunne tøjle dem og et vandtrug. Tøjlerne tog hun i, så hoppen stoppede, så hun kunne springe af. Dampende var hesten, hvor dens hvide pels også var blevet mørkere efter at være blevet gennemblødt. Prustende stod den, som hun tøjlede den til pælen og frigav den for sadlen, som hun lagde på jorden ved siden af. ”Kom med,” sagde hun kort for hovedet, som hun forventede, at Carlisle fulgte trop. Døren til kroen slog hun op. Dag var det, og de eneste der syntes at være her, var byens landsbytosser og drukkenbolte. På trods af det sindsstadie, vidste de dog stadig, at de skulle se bort, som hun trådte ind. Et overordnet blik gav hun selv kun stedet, inden hun fandt et tomt bord ud til vinduet. Der satte hun sig, hvorefter en fed lille nedladende mand kom i hendes retning. ”H-Hvad kan jeg byde Dem, frue?” skræppede manden. ”To tallerkner mad, et glas blod, et glas af det fineste du har, og et værelse,” bestilte hun afmålt. ”Det bliver 2 sølvmønter og 4 kobbermønter, frue…” Krofatterende stoppede, som han så hendes gennemborende blik. Hun behøvede ikke at betale for dette sted! Hendes tilstedeværelse måtte være betaling nok. ”Dit liv burde være betaling nok,” svarede hun kynisk igen. En meddeling der fik krofatteren til at blegne, inden han ilede tilbage til disken.

[Deleted]

Carlisle havde uden tvivl brug for at komme indenfor, og hestene havde brug for hvile. Som Tatiana denne gang istemte, var en tanke, som kun glædede ham. Træt var han selv ved at blive, og dette var muligheden for ham, for at skulle gøre det. Han bandt hesten fast til pælen, og frigjorde ham for sadlen, hvilket uden tvivl gjorde godt. Våde var de begge af sved. Det var jo ligeledes også tungt og hårdt for dem, at befærde sig ude og særligt på den lange tur, som de nu havde været tvunget på, kunne man da sige.
Mere end glædeligt trådte Carlisle efter hende, hvor han selv søgte indenfor, hvor han hurtigt lukkede døren efter dem. Hans krop dirrede. Kontrollen havde han skam vundet igen, men det var stadig eftervirkningen, som han havde det meget ubehageligt med, kunne man da sige. Han bed tænderne svagt, men kraftigt sammen. "Meget bedre," sagde han denne gang. Noget næring og noget hvile, inden de tog videre, var vel også fint. At hun så valgte en plads ved vinduet, sagde han intet til. Som han heller ikke tog sig af de andre, som skævede i deres retning. For nu, var det nok bare fint, at de holdt sig for sig selv, og særligt frem til efterlysningerne ville komme fra Procias. Før eller siden kom de.. Og han vidste det. Han tog selv pladsen. "Du var hård ved den kære mand," kom det roligt fra Carlisle, som var vant til en helt anden tilgang til andre mennesker. Manden blev jo bange for dem! Og det var jo meningen, at de skulle vække mindst mulig opsigt!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Krofatteren hastede bort fra deres bord, hvilket passede Tatiana udmærket. Respekt. Det var hvad hun forlangte. Roen lod hun finde sin krop, som de sad ved bordet og ventede på det, som hun havde bedt om. Det ville formentligt ikke tage lang tid.. Krofatteren havde vel hjerneceller nok til at vide, at hun ikke var interesseret i at vente? Det gennemtrængende blik vendte hun mod Carlisle over for sig. ”Har du nogensinde hørt om fødekæden, Carlisle? Dette er blot naturen.. Vil du også sige, at en ugle skal stoppe med at spise musen, fordi du mener, at det er ikke er humant?” lød det sigende fra hende. Hun var i toppen af fødekæden. Hun var mørkelver, en kvinde og højtrangerende. Det var sådan, at det skulle være. Benene lod hun glide over kors. Yndefuld var hun bestemt, men hun var på ingen måde som en normal kvinde. Det havde Carlisle vel også fundet ud af? Mange minutter gik der ikke før, at krofatteren hastede tilbage til deres bord. Vant til hårde og sleske typer var krofatteren, men ikke var han vant til at have mørkelvere i sin kro. Tallerknerne blev hastigt stillet ud foran dem. Glasset med blod gik til Carlisle, og et krus mjød og et sæt nøgler gik til Tatiana. Ikke at det chokerede hende, at han ikke havde bedre.. Dog måtte hun stadig ærgre sig, som et vinglas ville have været tiltrængt. ”..Dagens måltid er hø..hønsegryde, frue. Nøglen er til et værelse på førstesalen længst nede ad gangen,” forklarede han så respektfuldt, som han kunne. I retur hverken smilede eller takkede Tatiana ham. ”Du kan gå,” afsked hun ham kort for hovedet. Noget der hurtigt fik fut i krofatterens ben. Selv han havde vel hørt, at mørkelvere ikke lavede sjov? Yderst veltilpas gjorde situationen Tatiana. Hun havde uden tvivl manglet, at tingene havde været, som det burde være.

[Deleted]

Carlisle havde aldrig været præget af fødekæden, og særligt ikke på den her måde. Den kære krofatter var jo direkte gået hen og blevet bange for hende, og det var slet ikke noget som Carlisle brød sig om, i det hele taget. Han vendte blikket i retningen af Tatianas skikkelse endnu en gang. Nej, han ville ikke redde musen fra uglen, men dette var jo straks noget helt andet! Han rystede kort på hovedet. "Er der en grund til at gøre en mand mere frygtsom, end hvad der i forvejen er godt?" spurgte han denne gang. Hovedet lod han denne gang søge på sned. Bange var han jo ikke ligefrem for hende, og ikke ville det komme til at ske. Han vidste jo godt i forvejen, at hun kom fra helt andre kår, end hvad han selv gjorde, og her kom det tydeligt frem.
Blodet blev serveret foran ham, hvor han denne gang nikkede mod den kære krofatter, som et tegn til taknemmelighed. Selvom denne nok næppe blev vist af den kvinde, som han nu var i selskab med. "Lidt taknemmelighed, ville gøre godt," sagde han denne gang. Han tog omkring glasset med blod, hvor han førte det til læberne. Han bundede det nærmest med det samme. Allerede i takt med det, forsvandt nogle af de pladsmager, som han havde fået i ansigtet, på halsen og på hans hænder, grundet solens lys. Det var faktisk vildt ubehageligt, når det var på den her måde! Han lukkede øjnene lettende, hvorefter han lod glasset møde bordet igen med et mildt 'klonk'. Så langt, så godt!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Køligt holdt Tatiana blikket på Carlisle. Al den tvivl.. Hun brød sig ikke om, at han nærede den tvivl til hendes dømmekraft. Alt hvad hun sagde, skulle han bøje sig for, da hun var hans herskerinde. Hans dominae for at være helt præcis. ”Han kom med en pris, og jeg fortalte ham, hvad den var,” sagde hun direkte. Skulle dette virkelig diskuteres? Ville han virkelig diskutere dette med hende? Hun tog en tår af sit mjød. Det var bestemt ikke vin, men den ene eller anden form for alkohol gjorde da godt i denne situation. Øjnene kneb hun en anelse sammen. Han fortalte hende, hvad hun skulle gøre? Det var tydeligvis på tide, at hun viste ham, hvordan tingene fungerede. Han var hendes nu, og han gjorde klogt i at tænke, om han ville have det godt eller skidt. Sin højre hånd hævede hun, som hun lænede sig ind over bordet, så hun kunne give ham en syngende lussing. En handling der ikke kaldte på hjælp fra de andre, som det derimod fik kroens gæster til skræmt at vende ryggen til dem. Ikke ville de gå mellem en mørkelvisk kvinde og hendes slave. ”Betvivler du mine handlinger?” lød det advarende fra hende. Her var det kun ét rigtigt svar, og det var: Nej, frue. Undskyld. Hun vidste, hvad hun lavede, og det skulle ingen betvivle! Hverken mand eller kvinde. Krofatteren havde fået som fortjent, og nu måtte hun sætte Carlisle på plads. Han skulle nok lære at forstå, at hun havde ret i alle sine handlinger. Ønsket havde det dog været, at de havde nået til Maerimydra, inden hun skulle træne ham. Tilbage i stolen gled ud. Hun havde advaret ham. Man blev straffet, hvis man gjorde noget galt, og man blev belønnet, hvis man gjorde det korrekte.

[Deleted]

Carlisle kunne slet ikke lide, at Tatiana var sådan overfor nogen som helst, og det stod han også fast på i den anden ende. Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse, som hun sad der overfor ham. Han selv fik det meget bedre nu, så det var uden tvivl også forbandet rart. Hans blik faldt direkte mod hendes skikkelse igen. "Se på hvad han har skænket dig, ikke sandt?" sagde han denne gang. Nej, han havde ikke tænkt sig, at diskutere det med hende, men han kunne nu heller ikke lade være. Han var en mand, der gik meget op i retfærdighed, og han synes bestemt ikke, at dette havde vist sig at være retfærdigt på nogen måde.
Den lussing som hun skænkede hans kind, slog ham næsten som et chok. Hvad pokker var det der var sket? Hans øjne faldt til hendes som havde det været et rovdyr overfor sit byttedyr. Havde hun lige slået ham? For at give udtryk for sin mening, og rent faktisk fortælle hende, at han ikke synes, at hun have handlet retfærdigt? "Det giver dig ingen ret til at slå mig..!" sagde han denne gang. Han trak sig mere tilbage på sin stol, hvor han denne gang hævede hånden og lagde mod det ømme kind. Hvorfor havde hun? Var det sådan at mørkelverne var overfor andre? I det tilfælde, måtte han da sige, at han godt nok var skuffet, og efterhånden måtte han vel begynde at tænke på, om han havde taget det rette valg, hvad det her angik at skulle give hende sin frihed og tage med hende. Han kneb øjnene svagt sammen. Dette var bestemt heller ikke noget, som han fandt sig i!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Ikke så Tatiana det samme problem som Carlisle. Hvorfor skulle hun også det, når der intet problem var? Hun havde ageret, som hun burde. Krofatteren havde ageret, som han burde. Den eneste der ikke agerede korrekt, var Carlisle. Han var den eneste der sagde noget til det. ”Jeg ser det, og jeg har handlet korrekt,” afviste hun ham korrekt. Måske det ville hjælpe ham til at forstå? Det og slaget, som hun skænkede ham. Selv mærkede hun, hvordan det dunkede i hendes hånd efter slaget, men ikke tog hun sig af det. Hun ville stikke ham 10 lussinger, hvis det var krævet. En ting var sikkert og det var, jo mere han kæmpede imod, jo mere ville hans krop stå model til. Ikke ville hun nemlig stoppe, og derfor var det lettere, hvis han blot forstod. Blikket holdt hun på ham. Hun kunne tage magtdemonstrationen hvornår som helst og hvor som helst. Spørgsmålet var bare, om Carlisle ville sande sin plads eller kæmpe. ”Jeg har al ret,” rettede hun ham køligt. ”At du tror, at det ikke ligger i min ret, gør, at jeg burde gøre det igen.” Gennemborende var hendes blik. Selv troede hun, at han havde forstået det. At det mørkelviske samfund kun var modbydeligt, hvis man gjorde det til det, og lige nu gjorde han livet svært for sig selv. ”Har du forstået?” spurgte hun ham skarpt ligeglad med, at hun satte ham på plads foran hele kroen. De turde alligevel ikke komme med nogen indvendinger. Det gav dem også et indblik i, at man ikke skulle træde i vejen for en mørkelvisk kvinde. Noget som Carlisle tydeligvis havde glemt.. ellers havde det være mangel i hans opdragelse.

[Deleted]

Ville Tatiana påstå, at det var krofatteren, som havde handlet rigtigt, og ej ham? Det ville han have svært ved at forstå, og særligt, når det foregik på denne her måde. Øjnene kneb han derfor fast sammen. Ikke var han enig med hende, og ikke var det noget, som ville komme til at ske i det hele taget! "Jeg må være tilbøjelig til at være uenig med dig," fastholdt han denne gang.
Nu hvor hun i forvejen slog ham på den måde, var en tanke, som direkte gjorde ham vred. Det var noget ,som der ganske enkelt pissede ham af, for ikke fandt han nogen grund til at skulle rende rundt og smække sådan ti ham! Hendes hånd var afmalet i rød på hans kind, også selvom han ikke havde vist tegn til at det ville gøre ondt I forvejen var han jo en vampyr, og derfor skulle der jo heldigvis det mere til. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. "Det giver dig ikke nogen grund til at slå fra dig på den måde, kun fordi jeg giver udtryk for min mening, Tatiana." For nu kunne man da kun sige, at han så brændende måtte fortryde sit valg om, at slippe hende fri, og tage med hende, men nu kunne han jo heller ikke søge tilbage til Procias igen. Han ville være efterlyst, og det var han i forvejen rigtig træt af! Hvad ville hans fader da ikke sige? Han gjorde denne gang tegn til at rejse sig op, hvor han kneb øjnene kort sammen. "Vore veje må skilles her," sagde han endeligt. Han forsøgte da at opretholde sin egen høflighed, selvom hun virkelig gjorde det svært for ham.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Og jeg fortæller dig, at du tager fejl i din uenighed,” sagde Tatiana bestemt. Ret havde hun nemlig. Desværre havde han bare svært ved at indse dette. En anelse frem lænede hun sig. Ikke for at stikke ham en lussing denne her gang, men derimod for at gribe om sin gaffel, så hun kunne begynde at spise. Det gjaldt jo om at få noget ned, mens maden stadig var varm. Det var nemlig ikke altid en luksus, som hun havde haft i fangekælderen i Procias. Hun løftede et bryn, som han igen beklagede sig. Som det dog var en stil, som han kunne køre lige nu. ”Det er skam i min fulde ret,” afviste hun ham kortfattet. Endnu et tegn på, at det ikke var til diskussion. Hvis hun begyndte at diskutere det, ville han også blot tro, at han havde en mulighed for sin mening, og det havde han ikke. Hendes hoved søgte en kende på sned, som han sagde, at de måtte skilles nu. Var realiteten virkelig allerede blevet for meget for ham? Svækling.. Hvis ikke han kunne klare dette, ville han bestemt ikke kunne klare Maerimydra. Han ville for fanden bryde grædende sammen! ”Og hvor vil du tage hen, kæreste? I Procias vil de måske end ikke se en fængselsstraf for at være hård nok til dig.. Ikke efter, at du satte deres fange fri, og dræbte deres mænd.. Hvor vil du søge hen?” Hendes stemme var nærmest som en mørk leg. ”Men måske gør du ret i at gå.. Hvis dette er nok for dig, er du ikke mand nok til Maerimydra,” sagde hun udfordrende. Ville han sætte sig ned igen, eller ville han gøre alvor af sin trussel? Lige meget hvad havde hun i vundet.. Hun var nemlig fri.

[Deleted]

"Hver har ret til sin egen mening og holdning, Tatiana," sagde Carlisle denne gang, hvor han denne gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Svagt måtte han knibe øjnene sammen. Slaget sydede nærmest mod hans kind, for der havde været knald på, og hvad gav hende retten til overhovedet at skulle hamre til ham på den måde? Det var der ingen grund til i hans øjne! "Det giver mig ingen ret til at slå til nogen, og slet ikke mig," fastholdt han denne gang. Han blev denne gang siddende. Han vidste jo godt, at han i forvejen, ikke kunne søge hjem, selvom han ville elske at kunne gøre det, for han vidste ikke hvor han ellers skulle tage hen. Han kunne jo ikke tage hjem.. Han ville være efterlyst, og det vidste han, og han hadede det virkelig.
Denne gang rejste han sig op. Hun var.. ligeglad? Han vidste i forvejen, at hans fader ville blive skuffet. Virkelig, virkelig skuffet. Han knyttede næverne. "Du fremstillede det, som et godt sted at være, Tatiana.. I min optik, slår man ikke i et godt samfund," fastholdt han denne gang med en fast tone. Han blev stående... Ja, hvad skulle han egentlig gøre? Det irriterede ham virkelig! Ikke bare lidt, men derimod rigtig meget endda! Han endte igen med at sætte sig. "Du slår mig ikke igen," endte han denne gang. Det var simpelthen ikke en behandling som han fandt sig i!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Hvis det er sådan, at du ser på det, vil jeg råde dig til at holde dine meninger for dig selv,” sagde Tatiana direkte. Ikke var hun typen der lagde bånd på sig. Det var dog noget, som Carlisle tydeligvis ønskede, at hun gjorde. Ikke at det ville ske på vilkår! Slet ikke når det kom fra en mand. Hun teede sig korrekt. Det var ikke hendes problem, at hans liv indtil nu havde været blødsødent. Det hun viste ham var en anden verden. En bedre en. I hvert fald en stærkere en. Tatiana stirrede på ham. ”Har du nedsat hørelse?” spurgte hun ham direkte. Det var enten det eller at være fatsvag. Hun havde nemlig lige højt og tydeligt sagt, at det var i hendes fulde ret at slå ham. Derfor skulle han ikke sige det andet igen. Hun kunne slå, piske eller sparke ham, hvis det var hvad hun ville. Hun kunne sågar dræbe ham, og det ville være i hendes fulde ret. Hun spiste noget mere af hønsegryden. Igen var det intet kongeligt måltid, men mad var det, og det var noget der kunne fylde hendes mave. ”Det er det bedste sted at være,” medgav hun. ”Når vi slår er det for at korrigere. Du lavede en fejl, jeg korrigerede på dig. Forhåbentligt vil du ikke lave den fejl igen, og derfor vil jeg forhåbentligt ikke slå dig for det igen,” belærte hun ham ærligt, alt imens hun betragtede, at han fandt sin stol igen. Godt så. Nu var han forhåbentligt færdig med at lege rebel. Hun så på ham med sit gennemtrængende blik, som han ville have, at hun lovede, at hun ikke slog ham igen. ”Det er op til dig,” sagde hun ærligt. Ikke ville hun slå uden grund. Derfor kom det rigtigt nok an på hans opførsel. Hun tog en tår af sin mjød.

[Deleted]

"Det er ikke en skam, at give udtryk for disse," sagde Carlisle denne gang med en kortfattet stemme. Ikke fandt han sig i den behandling, som hun havde underkastet ham, og den straf, som hun havde tildelt ham, ved at handle, som hun nu havde gjort? Han forstod det ikke, og ikke fandt han sig i det! Han ville bestemt ikke mene, at han havde handlet uret, og ikke ville hun få ham til at handle og agere efter det, som det nu var i den anden ende. Han forstod det ikke, og ikke ville han nogensinde komme til det. "Jeg tog vel bare fejl af du og dine skjulte intentioner. Jeg går ud fra, at jeg nu er en mand, som du formoder, at du kan koste rundt med?" spurgte han denne gang. Skuffende var det næsten at vide, at han havde givet afkald på Procias til fordel for dette.. Og nu vidste han, at han heller ikke kunne komme hjem igen, hvilket for ham, næsten var det værste af det hele.
Carlisle satte sig igen. Han ville kræve af hende, at hun ikke slog ud efter ham igen, for han fandt sig bestemt heller ikke i det, og særligt, når det var på den måde. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. Næven knyttede han let. "Du har ingen ret," gentog han denne gang igen. Han fandt sig ikke i det, og ikke ville han nogensinde finde sig i, at det skulle foregå på den måde i det hele taget! Han skubbede glasset med blod til side. Han følte sig kvalmende... kvalmende over at lade sig selv udsættes for den behandling, men.. hvad kunne han gøre? Han kunne jo ikke vende hjem jo.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatianas gennemborende blik hvilede på Carlisle. ”Enhver mand i Maerimydra må tilhører en kvinde, hvis det er hvad du spørg om,” sagde hun sigende. Mænd rendte nemlig ikke frit omkring i hendes hjemby. Mændenes cyklus var, at først var de tildelt deres familier, som de blev opdraget af deres moder og fader, så de kunne forstå deres plads. Når tiden var inde, overtog en kvinde mande. Enten ved et kontant beløb, end gave eller ved at vinde ham i kamp. Det var uden tvivl anderledes i forhold til resten af verdenen, men for Tatiana var det perfekt. Hun savnede sit hjem, og derfor overnattede hun også kun på denne kro, for dernæst at søge direkte hjemover. Bestikket lagde hun pænt fra sig, og tallerkenen skubbede hun længere ind mod bordet, som den blev tom. ”Jeg har al ret, når du selv lægger op til det,” svarede hun direkte. Hver gang han lavede en fejl, måtte hun slå ham. Det var blot sådan, at det var, og det skulle han nok lære at forstå. Det var blot tilvænningen der var ham svær. Efterfølgende skulle han nok få fod på det hele. Hendes hoved fald en kende på sned, som han nu begyndte at blive tvær igen, og udtrykte det ved at skubbe sit blod væk. ”Ved at sulte, skader du blot dig selv,” pointerede hun sigende. Ikke gjorde det hende bange, eller fik hende til at opvarte ham. En mands død ville nemlig ikke påvirke hende. Det ville selvfølgelig være ærgerligt at miste en slave, men når det end ikke var en god en, kunne det ligeså godt være lige meget. Han havde nemlig vist sig at skuffe hende nu. Forhåbentligt ville han dog gøre op for det.

[Deleted]

Lysten til overhovedet at sidde i Tatianas selskab, var kun blevet markant mindre, i takt med, at det vel egentlig gik op for ham, hvad han var gået med til? Det var bestemt ikke det, som han var blevet informeret om! Hun havde narret ham, havde hun! Selv sad hun der fuldkommen rolig, som var det overhovedet ikke noget, som kom bag på hende.. Havde hun forventet denne reaktion? Hans blik faldt stirrende til hendes skikkelse. Ejerskab ligefrem? "Jeg er ikke ejet af nogen, men derimod min egen," sagde han denne gang. Hvorfor var det, at det var så svært for hende, at forstå? Det forstod han ikke. Overhovedet ikke faktisk.
Tatiana havde ikke retten til noget som helst, hvis det stod til ham! Han ville i hvert fald ikke lægge øre til dette! Slet ikke! Han rystede kort på hovedet. Det gav hende slet ikke nogen ret til at slå ham, og det var slet ikke noget, som han i forvejen fandt sig i, og det ville han heller ikke komme til! "Det giver dig ikke ret til at lægge en hånd på mig på den måde, Tatiana," endte han, hvor han skubbede blodet mere ind på bordet. Appetitten var alligevel væk, så hvorfor overhovedet forsøge sig med det? Det gav jo heller ikke ligefrem nogen mening, kunne man sige. Han kneb øjnene svagt sammen denne gang. "Det er muligt, men du har lige frarøvet mig min appetit," endte han denne gang. Armene lod han falde over kors på hans bryst. Meget afvisende var han måske, men det havde hun trods alt også kun sig selv, at takke for nu.

//Out