Post by Tatiana Vanessë Móreadhiel on Nov 24, 2015 9:07:42 GMT 1
Sit mjødkrus greb Tatiana om. Det var, hvad de alle sagde, inden de blev underlagt.. At de var deres egen. Hvis hun ville, kunne hun havde ligget ham i jern for sin ulydighed. Dog var det sådan, at hun hellere ville hjem – med eller uden ham – end at demonstrere sin magt. Selv længtes hun nemlig efter at komme hjem. At vende hjem med en mand ved sin side ville uden tvivl være en ekstra gevinst, men at komme hjem igen efter tre år var en stor nok præmie i sig selv. ”Alle mænd i Maerimydra er ejet af en. Enten sin familie eller en kvinde,” sagde hun ærligt. Aldrig havde hun løjet for ham. Hun havde allerhøjest ikke skåret det ud i pap for ham. Hun tømte sit krus indhold, inden hun også skubbede det fra sig. ”Jeg skal nok få vist dig, hvordan jeg har ret til det ene og andet omkring dig,” svarede hun blot igen. Hvor var fascinationen blevet af? Havde han allerede fået kolde fødder? Inden de overhovedet havde nået Maerimydra? De var end ikke i Dvasias endnu! At han ikke ville have hverken sin mad eller sit blod, var hun ligeglad med. Han kunne sultestrejke, hvis han ville. Det var altid underholdende at se folk gøre det. 90 % af gangene knækkede de nemlig, som de ikke kunne klare sulten til sidst. Den var som regel stærkere end deres vilje. Stolen skubbede hun fra sig, idet hun rejste sig. ”Meget muligt.. Du kan komme med eller blive hernede og hænge ud med dette skravl,” sagde hun kort for hovedet, inden hun vendte om på hælen. Kroen her var uden tvivl en sørgelig forsamling. Nøglen greb hun om, inden hun søgte mod kroens trappe, så hun kunne nå op på førstesalen til sit tildelte værelse. Rart ville det da være at ligge i en seng igen.
// Out
// Out
