Mother Knows Best

[Irina Lucille Marvalo]

                                                                                             Kimeya Marvalo

________________________________________________

Hej kære hjem. Irina indåndede den særlige lugt der altid havde været i Marvalo Mansion. Det havde altid været imod hendes vilje at forlade det, men Lionell havde insisteret. Deres nye hjem var prægtigt, men det havde ikke den samme betydning som dette sted havde, det var en glæde at se at alting lignede sig selv. 
Hun havde placeret sig i en stor lænestol umiddelbart foran pejsen, som hun vidste at Kimeya virkelig holdt af og hun sad omgivet af mørke. Ingen fakkel brændt i hele huset, dog var der livligt gang i pejsen. Dets varme skær faldt på hendes blege hud, oplyste den. Utålmodigt trommede hendes fingre hen over armlænet. Det var sent, han burde være hjemme, men hvis han var bare en lille smule som sin far, så var han ude og hore rundt med en eller anden meningsløs skøge.. det var selvfølgelig med mindre han stadig var bundet af den usle dæmon hun vidste at han i mange år havde involveret sig med. 
Nu da det var hendes hjem og altid ville være det, havde hun taget sig friheden at gå i vinskabet og havde fundet en ganske imponerende årgang. I det mindste kunne hun glæde sig over at hendes søn havde god smag i vin, for alt andet haltede gevaldigt. Lydløst førte hun glasset til sine rosenrøde læber og smagte på den søde nektar, der brændte behageligt på tungen. Da hun igen fjernede glasset kunne man ane det røde mærke fra hendes læbestift på dets kant, aldeles perfekt ligesom hun selv. Jo ganske vidst satte alderen sine spor, men hendes hud var glat og hendes kindben stadig tydelige. Trods en enkelt fødsel kunne hendes krop havde været en langt yngres, for hun vidste at den krop var hendes største våben og derfor også noget som hun vogtede om. Det var vigtigt at kunne præsentere sig selv med stolthed selv overfor en fortabt søn som hun altid havde hadet helt ind i hendes mørke hjerte. 

[Kimeya Marvalo]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, som et tykt tæppe, som nægtede selv månelyset og stjerneskær, at trænge igennem, og oplyse vejen. en enlig blålig flamme, dansede i mørket, og oplyste vejen for Kimeya. Siden han havde fået brudt det bånd, som han havde haft til Jaqia, havde hans liv taget en helt anden drejning. Det var et helt andet fokus, som han havde lagt på sin egen tilværelse, og det samme havde han ønsket for Soraya. I aften havde han ladet hende være ude, hvor han selv personligt søgte hjem til det tomme, store og ensomme Marvalo Mansion.
Igennem de sidste mange år, var der intet sket med stedet her. Engang havde det været hjem for en familie. Selv det, var lagt som en del af en mørk og dyster fortid, som huset måtte gemme på. En mørk historie, som selv Kimeya håbede og bad til, aldrig ville se dagens lys igen.
De store låger gik op i takt med at Kimeya nåede disse, hvor han søgte over pladsen og op til dørene. Det var her han stoppede op. Det var en en fornemmelse som han kunne mærke, og han kunne bestemt ikke lide det! Hånden lagde han på døren, som han skubbede op med en knirken. Kappen som hvilede omkring hans skuldre, slæbte han med hen over gulvet, hvor han stoppede op i indgangshallen. Han var ikke alene. Svagt kneb han øjnene sammen. Hans skridt førte ham direkte mod pejsestuen.. Det var der fornemmelsen af magien var stærkest. Det kunne vel ikke være? Han stoppede op udenfor.. Overvejede om det var klogt eller ikke. Men hvis det var, var det dumt at lade være, og det vidste han jo.
Hånden skubbede døren roligt op. Lyset fra pejsen kunne han ane.. Den kastede skyggerne over møblerne, og særligt en skikkelse, som for ham, var alt for velkendt. hans hjerte begyndte at hamre, selvom det ikke viste sig i hans ansigt. "Moder.." hilste han kortfattet, men overrasket.

[Irina Lucille Marvalo]

Det var årevis siden at Irina sidst havde sat sin fod i Marvalo Mansion, det var ganske berusende faktisk. Kimeya ville næppe blive glad for at se hende, men den tanke morede hende faktisk kun, hun kunne leve sit liv udelukkende på at gøre hans liv surt som han havde gjort hendes i så mange år.
Selv før han dukkede op vidste hun at han endelig var kommet hjem. Hans skridt var tunge og hun fornemmede en stærk magi, ikke stærkere end hendes ganske vidst, men stærk nok. Hans velkendte stemme fik hendes læber til at trækkes i et glat smil. "Kimeya," hendes stemme var elegant, fuld af falsk sødme der kunne vække uro hos selv de mest rolige. Hun satte hænderne på armlænet og rejste sig, så den lange blodrøde kjole faldt smukt ned over hendes velproportioneret krop i blide bølger.
Hun trådte roligt forbi stolen og vendte sig mod ham. Hendes øjne var så mørke at selv her i flammernes skær så de bare mørke ud. "Kan du i det mindste ikke forgive at være glad for at se mig?" spurgte hun med en tydelig ligegyldighed. Sandheden var at hun var ligeglad med om han var glad for at se hende eller ej, for de ville se en hel masse til hinanden for fremtiden. Roligt lod hun fingrene stryge hen over stolens ryglæn og tog et par skridt i hans retning. Kjolens stof var så glat, at det nærmest dansede omkring hende når hun tog et skridt. Hendes blege finger lagde sig i et uhyggeligt blidt kærtegn på hans kind. "Ak ja, du ligner i sandhed din far mere og mere for hver dag. Jeg vidste lige fra jeg fik dig i mine arme, at du ville blive et håbløst tilfælde," hun sukkede dramatisk og trak hånden til sig. Tåbelige mand.

[Kimeya Marvalo]

At stå ansigt til ansigt med sin moder, var bestemt ikke hvad Kimeya havde regnet med. Hans blik stirrede mod hende. Ikke med skræk eller glæde, men en respekt bundet i frygt. Hvis der var en kvinde, som virkelig kunne tvinge Kimeya på plads med intet andet end et blik, så var det Irina. Næverne knyttede han svagt, men uden at gøre noget yderligere.
"Du kender mig. Jeg er ikke glad for at se dig," sagde han oprigtigt. Som at stå overfor den grusomme Medusa eller den grumme Dødens Gudinde. Det var sådan han havde det, når han stod overfor hende. Hun var ikke så høj i forhold til ham.. Men frygtindgydende. Det var hende, som man skulle være bange for!
Det lette kærtegn mod hans kind, satte en sitren i ham. Han bed tænderne svagt sammen. At ligne hans fader, vidste han jo godt, ikke var nogen god ting. Og hun kaldte ham for håbløs. Det var det, som han mere eller mindre havde hørt på hele livet, også selvom han havde kæmpet for at gøre hende tilfreds.. stolt et sted, selvom det havde været ham en umulig opgave. De grønne øjne faldt direkte til hendes blik. Ikke at han turde at se bort, for det gjorde han slet ikke. Den kvinde var bare.. frygtelig! "Jeg er ikke et barn mere, moder.. Det er ikke mit job, at gøre dig glad eller tilfreds," fastholdt han denne gang. Han trak hovedet væk fra hendes hånd. Noget protest, skulle han jo forsøge sig med. Han var ikke en lille dreng mere. Han var for pokker blevet en voksen mand!

[Irina Lucille Marvalo]

Hun alene var skyld i det han havde opnået. Hun havde givet ham redskaberne, hun havde fjernet det der gjorde ham svag, og lod det til at det igen var på tide at udfører sin magi, for han var blevet tabt bag en vogn, et sted på vejen.
"Det burde du være," svarede hun inden han overhovedet havde færdiggjort sin sætning. Hendes afsky og had var gengældt, og ingen lagde nogensinde skjul på det, alligevel havde hun taget ham til sig og han var en del af hendes stolthed trods hun ikke nærede nogle kærlige følelser. "Mirakler sker tilsyneladende kun omkring dig når jeg er i nærheden," konstaterede hun og foldede hænderne foran sig. Hendes blik kunne få ham til at krybe til hendes højde, trods hun var et hoved mindre end ham.
Hun så væk. "Og uanset hvad betyder det intet for du og jeg kommer til at tilbringe megen tid sammen," hun lagde begge hænder på hans skuldre og smilede koldt men triumferende. Hvilken glæde det var at ødelægge hans liv på ny. Den ene hånd slap hans skulder og greb hårdt om hans kæbe. Hendes skarpe negle borede sig ned i hans kæbe og tvang ham til at se på hende. "Desværre.. er du ikke blevet klogere. Dit job er og vil altid være at tilfredsstille mig! Bringe mig stolthed! Noget som du i øvrigt er fuldstændig elendig til!" vrissede hun med blottede tænder inden hun slap ham. "Så. Jeg håber sandelig at mit kammer står uberørt. Det ser ud til at mor er kommet hjem," hun smilede for sig selv og og en dyb indånding som hun slap med et yderst tilfreds blik.

[Kimeya Marvalo]

Hvis nogen kunne få Kimeya til at krybe, var det desværre den kvinde, som stod foran ham i øjeblikket. Ikke at han kunne lide det.. Men han kunne heller ikke sende hende bort fra det hus, som havde været hendes til at starte med. Et hus, som han havde overtaget efter hans fader havde tvunget hende med sig mod de fjerne ender af landet her. "Jeg bliver det aldrig," sagde han denne gang. Hans blik søgte hendes skikkelse, udelukkende fordi at han ikke kunne andet.
Kimeyas hjerte hamrede kraftigt mod hans bryst, og han stod mere anspændt, end hvad han havde gjort længe. Det var ikke nogen hemmelighed, at den kvinde aldrig havde følt stolthed over ham, eller hvad han nogensinde havde opnået. anset hvad det havde været! "Du er minsandten en kvinde af mirakler." Hans stemme dryppede af sarkasme og hån. Han hadede, at hun i det hele taget var der!
Grebet omkring hans kæbe, fik ham til at stå fuldkommen stille.. Neglene som borede sig i hans hud, som en kniv igennem smør. Det gjorde ondt.. Svagt at tyde i hans øjne, men ikke fjernede han sig fra hendes greb denne gang. Hvad havde han overhovedet været god til i hendes øjne! "Hvad kunne jeg i dine øjne, udover at bringe dig skuffelse, moder?" spurgte han denne gang sammenbidt. Han hævede den ene hånd, som lukkede sig om hendes slanke håndled. "Tillad mig at stille dit værelse til rådighed," afsluttede han. Hun skulle være der? Hvilken.. fantastisk nyhed at modtage! Eller ikke!

[Irina Lucille Marvalo]

Dette var hendes hjem, at sende hende bort var ikke en mulighed og hun havde en idé om at han godt vidste hvad der ville ske om han gjorde et forsøg. Hun havde altid været stærkere end ham og særligt efter kvinderne optog ham mere end hans egen værdighed og magiske evner. På det punkt lignede han sin far en kende for meget. "Kun fordi du ligesom alle andre mænd, har et problem med magtfulde kvinder," konkluderede hun lidt affærdigende. Netop det var ikke noget de skulle diskutere.
"Jeg høre sarkasme i din tone," hun slap ham og vendte ryggen til velvidende om at han nok i det sekund, forestillede sig hvordan han kunne borer e kniv gennem hendes bryst. "Men lad os lige gå lidt tilbage.." hun gik med rolige skridt tilbage til stolen. "Hvem lærte dig om magi? Hvem viste dig vejen til ledertitlen? Hvem dækkede over alle dine tåbelige fejl, for at bevarer en smule af din værdighed? Så jo.. mirakler sker omkring mig," hun rakte elegant ned efter sit glas med rødvin og vendte sig om mod ham med det i hånden uden at undskylde for at rode i hans sager.
Selv efter at have fjernet hånden kunne man se de røde mærker efter hendes negle og det gjorde hende tilfreds. "Det smiger mig at du tager mig for værende så følelseskold. Jeg har skam følt stolthed over dig og dine bedrifter, desværre har du en tendens til at ødelægge det for dig selv," tilføjede hun og hævede glasset mod ham i en skål inden hun nippede til vinen. "Du skal ikke tillade dig noget som helst, min dreng. Det er mit krav og min ret," bemærkede hun og samlede begge hænder omkring det smukke glas.

[Kimeya Marvalo]

Som det overhovedet kunne blive værre, stod Kimeya overfor sin moder. Den eneste kvinde, som han direkte måtte sige, at han ønskede at slå ihjel. Lige foruden Jaqia selvfølgelig. Han knyttede næverne fast og kraftigt. "Jeg har intet problem med magtfulde kvinder.. Jeg har et problem med dig." Lidt voksen kunne han vel være overfor hende? Han ville ikke være som sin far.. Og han ville ikke være den, som hun igen kunne tvinge ned på alle fire, og nærmest få til at kysse sine fødder. Ikke på vilkår!
Irina havde ganske vidst gjort utrolig meget for Kimeya, og han vidste, at meget af det, selv var noget, som han havde været med til at ødelægge. Det behøvede han endelig ikke hende, til at pointere overfor ham! "Det gjorde du.." mumlede han denne gang en kende smamenbidt.

Kimeya vendte blikket den anden vej. Hvor var hun dog irriterende! Han havde næsten glemt hvor forfærdelig hun var at være i lokale sammen med! Han trak vejret dybt. Hans kæbe bar nu spor af hendes negle i form af røde mærker. "Så lad mig uddybe det, moder." begyndte han. Han rettede sig op. Han skulle vel forsøge at gøre sig bare en smule stor. "Dit værelse, har ikke stået, som du har ønsket det i flere år nu. Det har huset mine børn, og således har det stået siden." forklarede han. Det var hendes ret? Hun boede der jo ikke engang for pokker!
"Sæt dig tilbage.. Nyd flammerne af pejsen, og lad mig stille det i stand til dig," tilføjede han denne gang. Han ville smide hende ud.. Han ville elske at smide hende ud, men han vidste, at konsekvenserne var for store. Han vendte blikket direkte mod hendes øjne. Som at stå foran rovdyret: Man måtte ikke blinke.

[Irina Lucille Marvalo]

Ligesom sin far havde han svært ved at tøjle sit temperament, og det fornærmede hende ikke, tværtimod så lagde hun ikke skjul på sin egen morskab. "Virkelig? Rygterne siger ellers at det er et generelt problem," fortalte hun ærligt. Jovist havde hun hørt hvad der blev sagt i byen, at han var blevet svag.. og ynkelig og at flere havde mistet tiltroen til deres leder. Sørgeligt men sandt, og hun forstod dem godt, så meget mere grund til at rette op på det, mens mulighed stadig var der.
Hun nikkede koldt og nippede til sin vin. Hendes frie hånd hang lidt elegant i luften. De fleste mænd fandt hende umådelig tiltrækkende, desværre havde hun aldrig haft stor interesse i dem, kun hvis det kom hende til fordel på anden vis.
Hendes mørke øjnebryn skød lidt i vejret mens han fortalte. Et sydende raseri løb gennem hendes årer, men kunne se det på den måde hun så gennemborende på ham, og hendes stærke kæbeparti stod tydeligere frem. Hvis blikke kunne dræbe så havde han været død nu! I tavshed gjorde hun et elegant svirp med den frie hånd og skabte således en trykbølge der skød direkte mod ham, mens hun kastede glasset med vin fra sig. Det splintredes i hundrede dele og den røde saft dryppede ned langs væggen. "Ikke tale om! Dine beskidte, udulige hænder skal ikke i nærheden af mit kammer! Jeg forsikre dig, når jeg er færdig her vil der ikke være et eneste spor, ladt tilbage af dine forræderiske afkom!" råbte hun vredt. "Typisk at en kvinde må gøre dette på egen hånd," mumlede hun og himlede med øjnene. "Gør vinen rent inden det pletter, imens jeg ordner dette," med næsen i sky passerede hun ham med målrettede skridt og gik op af trappen for at tage sig af hendes værelse.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya skulle hænge på sin mor.. Gad vide for hvor lang tid, det ville vare? Han stirrede denne gang vredt på hende, udelukkende fordi at han ikke vidste, hvad han ellers skulle foretage sig. Han hadede dette. Han hadede det virkelig! "Et rygte er et rygte, og ikke nødvendigvis en sandhed." Det var ikke nogen hemmelighed, at han tændte på kvinder, der havde noget mellem ørene. De skulle bare ikke have alt for meget.
Hendes gamle værelse, havde været hans børns værelse efterfølgende. Han havde virkelig gjort hvad han kunne, for at fjerne de spor efter hende, da han helst slet ikke ønskede at tænke på det. Den kvinde var farlig for ha. Hun var direkte livsfarlig, og ikke ønskede han at have noget med det at gøre, om han ellers kunne blive fri for det! Hendes mine sagde ham det hele.. Vrede, skuffelse.. foragt. Han vidste, at hun foragtede varylbørn.. Det havde begge hans været. Foruden Cecilaya, som rent faktisk havde været ren dæmon. Han vidste snart ikke hvad der var værst - i hendes øjne, om ikke andet. "Det var min fam.."

Kimeya blev kastet direkte igennen luften, og direkte mod væggen, som han røg ind i med ryggen først. Dertil faldt han direkte slapt ned i gulvet bagefter. Han slap et smertefuldt gisp, og klemte øjnene sammen. Hovedet lagde han træt bagud, da hun passerede ham. Han skulle rydde op efter hende? Han klemte øjnene sammen. Han fnøs. Inden han atter rejste sig op. Han gik da et helvede af en tid i møde nu.

//Out