And why did we need a Castle?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde selv sine dæmoner, og han havde desværre også mange af dem, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han rystede på hovedet. Hun drillede ham, hvilket han godt vidste, men til tider, så blev de også en kende for grove. "Jeg synes nu, du er lidt hård ved mig, kære Amaya," sagde han denne gang med et smil på læben. Hun kunne jo ikke lade være.. og det samme kunne han heller ikke. Han tog det ikke som så tungt.

At komme udenfor, ville forhindre hende i at få de værste anfald, for han vidste, at det slog ind på et eller andet tidspunkt. Hun skulle nok finde noget, som ikke stod i orden. Det plejede hun nu at gøre, uanset hvor han førte hende hen. "Selvfølgelig må du det. Jo flere, som kan involvere sig i landet her, jo bedre er det. Det er jo ikke bare for vores familie, at dette gøres, men ligeledes også for folket," fortalte han. Det hele skulle jo gå op i en højere enhed. Det var målet i hvert fald.
Et stille smil passerede Nathaniels læber, også selvom det hurtigt falmede igen. En ting, var at hun var hele vejen i Procias, som virkelig var langt væk hjemmefra, men at hun så også var stødt på.. dronningen af landet? Blod? "Amaya.." Han sukkede næsten opgivende. Hvad pokker havde tøsen nu gang i? "Har du nogen anelse om hvem Angelique Darcy er? Og.. hvad er det du laver, som du ikke har fortalt mig om?" spurgte han denne gang. Hun havde tilsyneladende gang i rigtig mange ting! Alt for mange ting!

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya kunne ikke lade være med at grine ved hans ord. Hun gik helt tæt på ham og lagde armene om hans skikkelse. "Undskyld far. Jeg skal nok være sød" sagde hun tydeligt morende og gav ham et kram.
Det tog meget at være i nærheden af ting som hun kunne pille ved og dog var der mange ting herude som heller ikke var i orden. Hun kunne næsten ikke have det. Det var et sted forfærdeligt. Intet mindre end det. Hun sukkede stille af sig selv og prøvede at fokusere på et sted der så mindre rodet ud end alt det andet. Det begyndte at være svært for hende at fokusere. "Jeg vil med glæde hjælpe til, Far. Altid. Ikke kun for din skyld men også for landet. Jeg vil gerne være med til forbedre det" sagde hun oprigtigt. Hun ville jo virkelig gerne hjælpe og det følte hun at hun kunne hvis hun altså fik lov til det. Måske hun var ung men hun var ikke lige frem dum på nogen måde.
Hendes fars reaktion var vel et sted at forvente? Hun kunne dog ikke andet end at smile og grine en smule. "Hun er den Procianske dronning. Jeg mødte hende ikke i Procias. Jeg tror jeg stødte på hende i Manjarno. Hun ledte efter en alkymist, allerhelst dig tror jeg. Der er noget over dit navn som bragte mere ro på så da jeg fortalte at jeg var din datter var jeg i kridt huset" forklarede hun roligt. Der var jo ikke rigtig noget i det. Da han spurgte hende om hvad hun lavede trak hun en smule på skuldrende. "Du ved. Alkymi ting. Du ved elvernes konge, Thranduil, hans lille prisesse bragte jeg tilbage fra graven. Det var faktisk utrolig interessant at prøve det på et menneske istedet for kun dyr til en forandring" lød det blidt fra hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Armene lod Nathaniel denne gang glide omkring Amaya i en blid omfavnelse. Han havde jo nok bedt om det et sted, så det burde slet ikke være kommet bag på ham. "Det vil jeg gerne se, før jeg tror det," pointerede han denne gang med et smil. Hånden trak han til sig, hvor han strøg den mod hendes kind. Hun kunne jo godt. Hun var jo en rigtig god pige.

Med de dæmoner, som hun ligeledes havde at slås med, vidste Nathaniel godt, at der var rigtig mange udfordringer, som skulle overkommes, og at det ville være sværere end hvad godt var. Han sendte hende et smil. At hun gerne ville være med, var selvfølgelig en tanke, som han godt kunne lide. Ingen tvivl om, at det også var noget, som passede ham utrolig godt! "Jeg skal nok finde en god plads til dig, Amaya, så du kan hjælpe til. Som sagt.. Jeg ønsker, at det her, skal være et familieforetagende," endte han. Hun var en del af familien, hvad end om Silia kunne lide det eller ikke.
Hvad pokker havde Amaya gang i?! Det var forbudte ting hun lavede! Han sukkede. At hun dyrkede alkymien, var han selvfølgelig glad for, men det var slet ikke meningen, at hun skulle gøre det på denne her måde. Overhovedet faktisk! "Du har... hvad?" Han tav igen, og rystede på hovedet. Var hun overhovedet klar over, hvor farligt det var?! Han strøg hænderne igennem håret, og lagde dem i sin nakke. "Du leger med kræfter, som du slet ikke burde lege med, Amaya. Det er farligt.. Sjæle og genoplivninger, ser jeg gerne, at du bliver længst mulig væk fra," endte han. Det var livsfarligt, og kunne koste hende livet. Selv Silia havde fået forbud mod at gøre det!

[Amaya Melini Diamaqima]

Hun nød når han omfavnede hende på denne måde. Det var en behagelig følelse. Hun puttede sig ind til ham til han trak sig den lille smule for at stryge hende over hendes kind. Hun grinede måbende ved hans kommentar. "Nå nå! Så det vil du? Nu har jeg jo lyst til at være alt andet end sød når det skal være med den på!" grinede hun drillende. Hun hyggede sig altid sammen med sin far.
Hun havde det svært i en varden hvor hun ikke bare kunne pille ved alting. Hun prøvede at lade være med det var bare ikke lykkes. Hun arbejdede på en eliksir som måske kunne hjælpe hende men det krævede stadig mere arbejde. Det var jo også derfor hun havde den mand i sin kælder. Dog kunne hun stadig finde tid til at hjælpe. Familien var trods alt vigtigst lige gyldigt hvilke dæmoner hun havde at slås med. "Det lyder fantastisk. Jeg er altid med på at hjælpe, far. Du siger bare til" sagde hun lykkeligt og sendte ham et glad smil. Hun ville jo virkelig gerne og det var dejligt at få lov.
Nu kom opsangen. Hun rullede kort med øjnene ved hans reaktion. Det var egentlig en lidt sjov tanke det hele. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle takle ham. Hovedet søgte let på sned som han desideret forbød hende det. Hun sukkede og rystede på hovedet. "Det er ikke noget jeg gør mig meget i men jeg skulle bruge engleblod og fjer til mine studier. Dette var en god måde at få det på for det er svært og dyrt at anskaffe. Det er først nu at jeg har fået fri adgang til det efter jeg har ham den fremmede siddende i min kælder men før der kunne jeg ikke få det og jeg skulle bruge det. Og jeg må erkende at hvis muligheden bød sig ville jeg gøre det igen. Jeg redet et lille barn, Far. En lille baby. Det var den bedste følelse i hele verdenen" lød det oprigtigt fra hende. Hun var glad for hun havde gjort det og hun ville gøre det igen til en hver tid.

[Nathaniel Diamaqima]

Amaya var noget af det mest hjertevarme, som Nathaniel nogensinde havde været i nærheden af, og det var noget af det, som han virkelig værdsatte ved hans elskede datter. Var det underligt? "Selvom du kan være den sødeste og smukkeste engel, er og bliver du en lille djævel på indsiden, min pige," påpegede han leende. Det var også rart, at man kunne more sig på den måde. Ikke at der fandtes nogen tvivl om det.

Hvad angik arbejdet på slottet, så ville han faktisk gerne have, at hun blev og hjalp til, og særligt, hvis det var noget som hun selv gerne ville. Det var noget af det, som for ham, betød mest. At hun så derimod legede med den form for alkymi, ville han slet ikke høre tale om! Det var for det første frygtelig farligt, og han havde jo også følt på egen krop, hvad det ville sige, og ikke ønskede han, at det var noget, som skulle have lov til at ske hende! Ikke i det hele taget!
At vække de døde til live, var en rus.. Han havde selv været afhængig af den i en lang periode, og nu stod hans datter på samme sted. Han stirrede direkte mod hende. Den fremmede i hendes kælder? .. Var der mere i det her, som han ikke lige havde fået med? "... Hvad laver en fremmed mand i din kælder, Amaya?" Det værste var næsten, at hun omtalte det, uden nogen former for fortrydelse. "Hør.." Han tog denne gang et bildt greb i hendes overarme i stedet for. "Du må gøre de ting du vil.. men det der, er ting, som jeg slet ikke vil have, at du skal lege med. Konsekvenserne er dyre.. Frygtelig dyre," fortalte han alvorligt. Det kostede liv.. Han havde jo selv stået der!

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya var virkelig speciel. Hun kunne være så glad og smilende næsten som en engel men ligeså skifte over og blive en lille djævel. Hun havde det dog fint på den måde. Det var en dejlig ting at have det på denne måde. Hun kedet sig i hvert fald aldrig.
Hun ville hjertens gerne hjælpe til men tanker på hvordan hun skulle på transporteret manden i hendes kælder med her til begyndte at glide rundt i hendes hoved. Det ville se lidt underligt ud hvis hun skulle komme slæbende med manden .... igen. Hun havde jo allerede slæbt ham hjem da han var bevistløs. Egentlig havde det ikke været så besværligt som havde regnet med. Han havde egentlig været ret let at bære rundt på. Dog kunne hun tydeligt se at dette her gik ham på. Det var nok mere alkymien end manden i hendes kælder. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. "Far, hør på mig. Det er ikke noget jeg bare gør fordi jeg kan. Det er en sjældenhed. Jeg er ikke dum. Liv er ikke noget man bare skal lege med men jeg gjorde noget godt. Ikke kun for Procias men også for en far. Tænk på det på denne måde. Hvis de havde været mig og du havde haft muligheden for at se mig igen, ville du ikke have taget den?" spurgte hun roligt. Grebet om hendes overarm gjorde hende ikke noget. Hun vidste jo godt at han ikke ville gøre hende noget. Han prøvede bare at sætte sin pointe fast hvilket hun et sted også godt kunne forstå selvom hun ikke ville eftergive hans ønske. "Og med henblik på den fremmede i min kælder så fandt jeg ham i Procias. Banken, såret, næsten på dødens rand. Jeg bragte ham tilbage for forholdsvis ret køl og nu bruge jeg ham mest for blod. Det er vel meget fair at han betaler mig tilbage for at jeg har redet hans liv skulle jeg mene. Desuden skal jeg bruge hans blod til min eliksir som jeg er ved at skabe" forklarede hun som om det var det mest logiske i hele verdenen.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad pokker var det ikke den tøs havde rodet sig ud i? Nu havde Amaya altid været en ekstrem modig kvinde, som ønskede at udnytte, hvad hun kunne, og få så meget ud af det, som det var hende overhovedet muligt, og han måtte jo sige, at hun var kommet langt. Virkelig langt, faktisk. Et smil passerede kort hans læber, hvor han rystede på hovedet. Hun ville hjælpe, hvilket han selvfølgelig var glad for, men der var virkelig mange ting i det, som hun ikke havde indvilget ham i, og det var også de grunde til, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han lod armene glide over kors i stedet for. "Jeg ville til enhver tid tage den, men ikke for enhver pris. Det koster kasteren frygtelig dyrt, at benytte den form for alkymi. Det ved jeg nok bedre end nogen anden, og jeg vil ikke have, at der skal ske dig noget," fastholdt han. Havde hun slugt søm? Det var alt for store kræfter, som hun legede med! Det var jo næsten Demian om igen!

At hun skulle gemme en mand i sin kælder, som var slæbet med fra Procias og hertil, forundrede ham dybt. Ikke at det styrkede det rygte, som mørke væsner i forvejen havde på den side af grænsen, men dertil var det også meget lidt, som han kunne gøre ved det. Han sukkede næsten opgivende. Hun var bare så.. ligeglad med det. "Lad den stakkels mand gå, Amaya," bad han direkte. Der var ikke nogen grund til at gøre ondt værre, end hvad det i forvejen var i forvejen! Og der gavnede Amaya på ingen måder sig selv, og ej heller nogen andre for den sags skyld. "Der er ikke nogen grund til at han ligger der.. Få ham ud," sagde han denne gang. Hun var da helt skruk!

[Amaya Melini Diamaqima]

De var ikke enige i dette hvilket da var tydeligt for hende. Normaslt ville hun til en hver tid og uden tøven lytte til sin far og gøre hvad han bad hende om men denne gang var hun uenig og det var vel også iorden? Hun nægtede at lægge det på hyllen. Måske hun selv skulle bruge det en dag og hvad så hvis hun ikke kunne? Den tanke kunne hun ikke bære. "Far. Hør på mig! Jeg er ikke dum. Jeg ved at det er farlige sager jeg arbejder med og derfor gør jeg det ikke uden at der er en god grund. Du har ret. Det er ikke noget man skal gøre for en hver pris men denne gang gjorde jeg det ikke for prisen. Jeg gjorde det på grund af resultatet og jeg er tilfreds. Og jeg ville gøre det igen, ligegyldigt hvad du siger så ville jeg gøre det igen blot for at se lykken på en fars ansigt når han holder sin lille pige eller dreng for første gang" sagde hun fast og stålsikkert. Dette var en holdning som han ikke kunne ændre hos hende. De var meget lig hinanden og det med stædigheden var en af dem. Hun var voldsomt stædig.

Hun havde måske ikke helt givet ham alle detaljerne hvilket hun godt kunne se var helt og aldeles hendes fejl. Hun løftede hånden op til hendes bluse og greb let fat i den halskæde som hang indenunder. Manden havde haft den på og hun havde bare taget den til sig og lånt den mens han var bevistløs. Hjertet der bankede i halskæden fascinerede hende umådeligt. "Okay. Hør på mig før du tror alt muligt. Jeg fandt ham nær grænsen til Manjarno, eller teknisk set fandt han mig. Han faldt ned fra himlen. Han er kun halvt engel og udstøt af Procias. Havde jeg ikke bragt ham med mig var han død. Derudover kan jeg ikke slippe ham for han er endnu ikke ved bevisthed. Jeg har prøvet at helbrede ham så godt jeg kan men jeg er ikke så meget inde i healing alkymi endnu og det er begrænset hvor meget man kan lære på et par uger" forklarede hun ham. Manden havde det jo ikke godt så hun kunne ikke bare lade ham gå. Det ville jo være helt umenneskeligt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede ikke, at nogen af hans døtre, skulle lege med kræfterne på den her måde. Det var virkelig farligt! Det var nok med, at han havde gjort det. Han vidste, hvad man risikerede, og derfor skulle det ikke have lov til at ske med dem, som han elskede og forgudede mere, end hvad han kunne med noget andet. Han rystede denne gang fast på hovedet. "Ikke noget men, Amaya. Du skal stoppe med det. Det er livsfarligt," fastholdt han denne gang med en mere kortfattet stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Ikke var det nogen hemmelighed, at det var noget, som reelt set, gjorde ham trist og ked af det, kun fordi at han vidste, hvor farligt det egentlig var.
"Jeg ønsker kun at tænke på dit velbefindende, og jeg ved, at du er nysgerrig, og virkelig gerne vil lære det og ønsker at lære det. Jeg vil bare ikke have, at det praktiseres. Det er farligt.. Forstået?" spurgte han denne gang, som han jo oprigtigt ikke gav hende noget andet valg.

Nu var Nathaniel ikke klar over, hvilken mand, Amaya nu skulle have liggende i sin kælder. Faktisk var det nok noget af det, som vækkede den selv største nysgerrighed i selv ham. Han lod hovedet søge en kende på sned.. Halskæden, som hun begyndte at fumle med, var dog genkendelig, selv for ham! "Hvor har du den fra?" spurgte han pludseligt.
Nathaniel trådte denne gang tættere på, hvor han tog omkring smykket om hendes hals. "Du fortæller mig ikke, at dette er et smykke, som hang om halsen på den mand, som du fandt? Amaya.. Hvor er han?" spurgte han denne gang med en mere alvorlig stemme. Elijah.. Han havde kun set Elijah med det smykke om halsen!

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya og hendes far var utrolig forskellige i denne forstand. Hans næsten forbud mod at hun arbejde med denne del af alkymien fik hende til at ryste på hovedet. Dette var ikke noget som han kunne bestemme og det fastholdt hun. Dog var der ingen grund til at diskutere det længere. Hun måtte vel bare holde det for sig selv og gå til andre i stedet for at gå til ham? Hun var videnbegærlig og sm alle andre unge mennesker i hendes alder troede hun vel at hun kunne det hele og at hun var udødelig? Der var vidst ikke meget andet at sige.
”Jaja. Det er forstået” mumlede hun og viftede anfægtet med den ene hånd som om hun havde forstået det. Hun magtede ikke at det blev diskuteret og dog så havde hun ikke tænkt sig st stoppe det mindste.

Amaya begyndte stille at gå op for hende at den mand hun havde i sin kælder måske ikke bare var en fremmed. Hun stod lidt og kiggede på sin far mens hun pillede ved halskæden. Han genkendte den? Hovedet gled let på sned mens hun blot lyttede til hans ord. Han lod til at vide hvem denne halskæde tilhørte og det var noget som fangede hendes interesse an hel del. Hun trådte ham et skridt nærmere og lod halskædens vedhæng hvile i hendes håndflade. ”Den fascinerede mig fordi jeg kan høre lyden af et bankende hjerte i den. Jeg vil give ham den igen når han vågner. Jeg håbede bare at finde ud af hvordan den virkede inden. Det slår mig at du måske kender den som denne tilhører?” konstaterede hun mere end spurgte. Hun valgte bevidst ikke at svare på at det var manden i hendes kælder som den tilhørte. Hun ville egentlig hellere høre mere om det hele først.

[Nathaniel Diamaqima]

Amaya legede virkelig med ting og tanker, som hun slet ikke burde lege med, og selvfølgelig var det noget, som selv gjorde Nathaniel bekymret, for han vidste, hvor farligt det var, og han vidste, hvad konsekvenserne kunne være, og det ønskede han jo slet ikke for sin datter! Han rystede kortfattet på hovedet, og så mod hende endnu en gang. Det var et forbud. Han ville simpelthen ikke have, at hun skulle lege med den slags, og særligt ikke, hvis han kunne forhindre det!
"Det er alvor, Amaya. Du ved ikke, hvad det er du leger med," sagde han denne gang med en tydelig alvorlig stemme. Han kendte hende.. Vidste, at hun nu også måtte have fået smag for det, men frygten for, at det ville koste hende livet, var nok det, som stod stærkest i ham, og det ønskede han på ingen måder, skulle ske for hende.

Nathaniel vark endt med indehaveren af det oprindelige smykke, og det var også derfor, a det gjorde ham bange og urolig et eller andet sted. Han bed tænderne kraftigt sammen. Et bankende hjerte? I smykket? Han lod hovedet søge på sned. Han vidste, at selv den unge mand, havde rodet sig ud i rigtig mange ting.. Den kære Elijah. Det var en ung mand, som han ikke havde set i rigtig lang tid nu. "Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor du kan høre det bankende hjerte i kæden i dine hænder, men jeg vil på det kraftigste anbefale dig, at du skænker ham det retur. Det er hans," fortalte han denne gang. Han sukkede let, og nikkede så. "Jeg er gjort bekendt med indehaveren af det, ja." Skulle han uddybe mere? Han vidste ikke, om det var klogt eller dumt.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya var stadig ung og så ufattelig nysgerrig. Hendes far havde lukket hendes hoved til en ukendt verden som skulle udforske og lege's med. Dog vidste hun ikke altid hvad det var for magter og energier som hun legede med. Hun var egentlig en utrolig klog pige men dog også ufattelig dum. Det var ikke altid hun valgte at stoppe op og tænke over tingene før hun endnu en gang var i gang med et nyt projekt. Denne gang havde ikke været nogen undtagelse. At vække en død til live havde været et sus uden lige fordi det var lykkes hende. Dog vidste hun også at det ikke var noget som skulle gøre her og der. Naturen gik sin gang af en årsag. Hun sukkede opgivende og vendte øjne af sin far i et kort øjeblik. "Hvilken del af, det er forstået, forstod du ikke?" spurgte hun en kendte utilfreds. Der var ingen grund til at rende mere rundt i det. Som et ungt individ så troede hun jo at hun var i stand til det hele men dog vidste hun godt at hendes far var både klogere og mere erfaren end hende. Han kunne dog ikke diktere hendes liv længere og det måtte han bare lære at indse.

Amaya studerede sin far. Hun var observant og der gik ikke lang tid fra han begyndte at åbne munden til at hun begyndte at kunne ane noget. Der var ting han ikke sagde eller ikke ville sige af diverse årsager. At være en Diamaqima kom med en hel anden verden af hemmeligheder og dog kunne hun ikke lade være med at undre sig. Svagt begyndte hendes mørke øjne at skifte til en lettere rødlig farve, ikke fordi hun følte en sult men fordi hun brugte sine vampyriske evner til at sanse hver en lille bevægelse han lavede. Alt fra hans åndedræt, hans måde at udtrykke sig på blev opfanget af hendes pirrede sanser. Hovedet søgte let på sned. "Hvem er han?" spurgte hun meget direkte. Manden som hun havde i sin kælder var en fremmed for hende selv men tydeligvis ikke for hendes far. Det gjorde hende nysgerrig uden ende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at han på mange måder, lagde bånd på sin datter, som han måske ikke burde, men han vidste, hvilken verden der var derude, og han vidste, at det slet ikke var noget, som han ønskede, at hun skulle være en del af. HVad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan, at det måtte være i den anden ende. Tanken gjorde hende rent faktisk bange. Han ønskede jo heller ikke ligefrem, at der skulle ske noget med hans datter, når hun samtidig også var noget af det eneste, som han havde tilbage. Hvilket i forvejen, var en virkelig irriterende tanke! "Jeg beklager dybt, Amaya, men jeg er mere bange for konsekvenserne af dine handlinger, og dine gøremål, og det ønsker jeg ikke. Jeg ved og har mærket på egen krop, hvad det kan have af betydning," sagde han denne gang. Løgn var det jo heller ikke, som han var en mand, der virkelig havde været ude for lidt af hvert igennem hans liv. Han havde leget med meget af alkymien selv, og havde derfor også været med til at skrive rigtig meget af det, som skete ved korrekt og ukorrekt brug af dette. Ikke noget, som han ønskede hans datter skulle stifte bekendskab med!

Manden som Amaya måtte holde fanget, var på ingen måder ukendt for Nathaniel, og det var også grunden til at han handlede på den måde, som han nu gjorde. Han ønskede og krævede den unge mand fri, for han skulle slet ikke sidde der! Hvilken måde at tilse sin kære adoptivbroder. En mand, som han i forvejen havde haft et meget anspændt forhold til. Han rystede på hovedet. "Vis mig vejen til min adoptivsøn, Amaya," sagde han denne gang. Han var jo nødt til at gøre noget ved dette.

[Amaya Melini Diamaqima]

Der var sikkert andre af hans børn som Silia som havde fornægtet ham for at lægge bånd på dem. Amaya var bare anderledes og et sted helt og aldeles ligeglad med hans advarsler og trusler. Hun skulle nok finde ud af det på egen hånd og hun skulle i så sandelighed nok selv bestemme om det var noget hun skulle gøre eller ej. Ligegyldigt hvad han sagde så ville hun selv og hun kunne selv. Hun var jo trods alt blevet voksen nu og skulle ikke længere puttes i en boble som da hun var barn. Hun sukkede stille og sendte ham et opgivende smil. "Du ved at et nej kun får mig til at ville det endnu mere. Jeg skal nok lade være med at gøre det igen, i hvert fald lige foreløbigt, og skulle jeg gå hen og møde en som beder mig om sådan noget så kommer jeg til dig først, okay? Jeg vil ikke skændes om det her far. Jeg elsker dig men jeg er også nød til at prøve nogle ting af selv. Mine styrker inden for alkymi er en af dem. Jeg har jo en jeg skal overgå" lød det fra hende med en stolt stemme. Hun havde altid været utrolig stolt af hendes far og hans alkymiske kunnen. Hun ville virkelig gerne kunne gøre ham det efter men det ville tage hende meget tid, tid som hun heldigvis havde oceaner af.

Hun stod roligt og ventede på hans ord. Dog var det ikke nogen som hun havde regnet med. Hun tabte fuldkommen underkæben ved hans ord. Adoptivsøn? Hvor mange under havde hendes far lige rundt omkring? Hovedet tilte let på sned som hun studerede ham. Hun søgte efter om dette var en spøg som han prøvede at bilde hende ind og dog så kunne hun ikke ane nogen. Hendes øjne gled tilbage til den normale mørke farve igen og hun vendte et mere seriøst ansigt mod hans skikkelse. "Du får brug for nogle materialer. Han har det skidt. Meget skidt endda. Han har virkelig fået en ordenlig omgang tæv og jeg snakker ikke bare om da han faldt fra himlen" sagde hun bekymret. Hun begyndte roligt at gå den vej som de var kommet ind. Hun vidste at hvis det virkelig var hendes stedbror som sad hjemme i hendes kælder så skulle de nok skynde sig. "Jeg føre dig til ham. Kom med." Hun sagde ikke mere før hun begyndte at søge afsted. De havde ingen tid at spilde. Familie var og blev vigtigst.

//OUT

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede ikke at rende rundt og true sine børn, men han ønskede derimod at de skulle lære af de fejl, som han i sin tid havde begået, så det alene, var vel heller ikke underligt, var det? Han bed tænderne svagt sammen denne gang, hvor han let rystede på hovedet. Han vidste godt, at hun nok gjorde det mere nu, end hvad hun ville have gjort tidligere. "Jeg kan kun håbe på, at du vil lære af de fejl, som jeg har begået i min tid, Amaya. Det er virkelig farlige ting, som du leger med," sagde han denne gang, som han denne gang også vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. "Jeg ønsker heller ikke at bringe det til diskussion, men det er vigtigt for mig, at du ved, hvor farligt det er," sagde han denne gang. Han håbede blot, at hun forstod, hvad han egentlig mente med tingene.

Det var ikke fordi at Nathaniel havde været vidt omkring på den måde. Elijah, var en ung knægt, som han havde taget til sig, for at hjælpe en gammel veninde med et børnehjem. Det var bare ikke gået helt efter planen, desværre. "Amaya, hvad har du gjort ved ham?" spurgte han denne gang, hvor han også søgte efter hende. Han skulle have materialer med, så han kunne få tilset Elijah.. Uanset hvor vred den mand var på ham. For han vidste, at manden var vred. Han søgte med ind. "Vis mig til ham," afsluttede han. Det virkede til, at de var nødt til at handle hurtigt.

//Out