And why did we need a Castle?

[Amaya Melini Diamaqima]

Nathaniel Diamaqima

---

Rygterne havde hurtigt fået Amaya tilbage mod Dvasias. Hun havde ellers tilbragt lidt tid i Procias efter hendes lille tur med dronning. Hvor var det underligt. Amaya havde næsten forventet at den nye dronning, Angelique Darcy havde villet spørge til Silia men ej havde dette været tilfældet. De havde gjort noget andet, noget godt. Et sted så var Amaya tilfreds med sit arbejde også selvom det havde efterladt hende noget så træt og udmattet. Dog havde hun hevet op i sig selv ved rygterne om Jaqia's fald. Jaqia havde siddet på tronen så længe at næsten ingen kunne huske hvornår det skete og det var i hvert fald før Amaya blev født. Dette vaslede nye ændringer til landet men lige nu var det ikke det Amaya havde i tankerne. Ifølge rygterne var det hendes far der havde taget tronen og det var noget hun ville se før hun kunne tro det.

Hun nåede til slottet og gik igennem de store porte. Det var sent og der var ikke et øje så hun gik bare ind med rolige skridt. I gårdhaven så hun heller ikke nogen som helst, end ikke en vagt. Hun nåede til døren indtil indgangshallen af det store mørke slot og hun åbnede dem med lethed og trådte indenfor. Herinde var hun dog ikke alene. Der stod et par vagter lige inden for som absolut ikke så tilfredse ud. "Hvad pokker laver du her, tøs?" hvæsede den ene af dem som han greb fat i Amaya. Hendes mørke øjne gled hurtigt op på manden. "Jeg er her for at se min far, Nathaniel. Vil du omgående slippe mig?" lød det hårdt fra hende som hun prøvede at rive sig fri dog uden held. Vagten strammede grebet om hendes arm og hev hende helt ind til sig. "Og hvad er så dit navn, tøs?" vrissede han og klemte om hendes arm i et omfang at det egentlig gjorde ondt. "Mit navn er Amaya Diamaqima og slip mig så!" beordrede hun men lige lidt hjalp det. Vagten smilede en smule koldt og den anden vagt greb ligeså fat i hende, den gang i håret og tvang hende i knæ. "Diamaqima har ikke en datter ved det navn. Du skal straffes for at lyve" lød det godt fra den første vagt. Han greb sit sværd og løftede det op over hovedet, klar til at svinge.

[Nathaniel Diamaqima]

Dvasias stod overfor en kæmpe omvæltning, som familien Diamaqima nu måtte stå bag. Med håbet og ønsket om et land, hvor mere eller mindre alle, ville være i stand til at vandre frit, uden at skulle være direkte bange for sit liv, for det ønskede han skulle ophøre, og han ville elske, at være den mand, som kunne bringe det ud i livet, og særligt i landet her, og det var sådan, at han agtet at holde det!
Nathaniel bevægede sig ned af gangene i Castle of Darkness med rolige skridt. For nu lignede det måske et slot, men med de ting, som Silia og ham, ønskede at få stablet op, var dette meget snart noget, som skulle forandres. At hans egen yngste datter derimod, skulle befinde sig her, for at søge ham, havde han ingen anelse om.

Det som skulle vise sig, at starte ud som en rolig og god dag, for en gangs skyld, var en tanke som kun lige slog ham, inden han passerede hjørnet, og fortsatte ned af korridoren. Lyden af de hævede stemmer, var det første som egentlig slog ham. En form for uro, som han under ingen omstændigheder, ønskede skulle fortsætte på det her sted! Overhovedet!
"Hvad foregår her?" spurgte Nathaniel denne gang, da han søgte tættere på dem. På afstand, var det svært for ham, at genkende sin datter. Det var først, da han kom tæt nok på, at det gik op for ham. Han spærrede øjnene op. "Stop! Omgående!" Den gamle mand, satte nærmest i løb i en fast gang mod dem. Dette ønskede han under ingen omstændigheder ske! Og da særligt ikke med hans datter her på stedet! Overhovedet ikke!

[Amaya Melini Diamaqima]

Man kunne vel ikke ligefrem kalde Amaya for heldig. Hun var nået hele vejen ind på slottet og da hun så var blevet set blev hun set som en gemen indbrudstyv eller som en morder der kom for at tage en eller anden. Hvor var det frustrerende at vagterne kunne være så dumme og ubegavede. Dog havde hun ikke meget at skulle have sagt. Først fik den ene vagt fat i hende og så den anden. Hun var ikke en pige som var bygget til fysisk kamp så når de først var tæt på så havde hun det svært. Hvis der bare var noget afstand i mellem dem så blev alting bare meget lettere. ”Slip mig så!” hvæsede hun af vagterne men ingen af dem lyttede. Alt hun kunne høre var deres hånmlige grin. De var lykkelige over at de havde fanget en.
At de ønskede at henrette hende var så ikke en ting som hun havde set komme. Vagten trak sit svær og hævede det over hovedet. Dette var første gang hun blev bange i denne situation. Hun havde troet at de bare ville føre hende til en fange kælder og der skulle hun vel nok kunne få fat i sin far men en dirrekte henrettelse? Intet under at Dvasias var et så hadet land. Dog nåede vagten ikke at svinge det før lyden af en stemme fik dem alle til at stivne. Det var ingen ringere end hendes far der kom små løbende imod dem. Vagten sænkede sit sværd men slap hende ikke. ”Sir, denne tøs brød ind på slottet og er taget i at lyve. Hun bør straffes” prøvede vagten roligt. Han ville jo tale sin sag. Han synes jo at han havde ret i denne her sag. Amaya kiggede irriteret op på vagten med sværdet. ”Se den første fejl du begik var at kalde mig tøs. Så kaldte du mig en tyv, så tog du fat i mig og truede med at tage mit liv. Jeg er ikke tilfreds” pointerede hun koldt. Normalt var Amaya en sød og kærlig pige men når folk behandlede hende på denne måde aå var hun godt nok ikke tilofreds og så kom den vampyriske side rigtig frem i hende. Onde kolde øjne skulede til vagten som tydeligt prøvede at ignorere hende for at snakke med Nathaniel.

[Nathaniel Diamaqima]

Tydeligt chokeret over, hvad der skete for øjnene af ham, farede Nathaniel i retningen af de vagter, som hævede sværd for hans datters nakke. Hvor vovede de at gøre noget lignende?! Han kneb øjnene let og fast sammen. De ønskede noget nyt for Dvasias, og derfor skulle vagterne heller ikke fortsætte med at præstere at gøre brug af de gamle afstraffelsesmetoder! Desuden skulle hans datter overhovedet ikke blive et hoved kortere, for bare at opsøge stedet her! Det var overhovedet ikke sådan at han ville have at tingene skulle gøres.
Fast måtte Nathaniel derfor ryste på hovedet. "Jeg værdsætter at I forsøger at opretholde en fred her på stedet her, men af den grund, vil jeg da stærkt understrege, at jeg ikke ønsker, at min datter skal blive et hoved kortere.. Så jeg siger det kun en gang: Læg det våben fra dig," sagde han denne gang med en mere kortfattet tone, selv på trods af hans meget rolige attitude, for han slappet jo af, hvad angik det her. Men ikke ønskede han, at noget skulle ske med hans datter! Overhovedet faktisk! Hans blik søgte mod denne gang hans datter, hvor han rakte sin hånd venligt ud mod hende, som tegn til, at hun denne gang kunne tage om den. "Jeg beklager på deres vegne," sagde han videre. Han ville ikke have at noget skulle ske hende, og derfor ønskede han vel bare at vide.. hvad hun lavede der? Det var jo også efterhånden noget tid siden, han havde set hende sidst.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya sad på knæene på jorden og blev holdt godt fast. Hun var absolut ikke tilfreds med den behandling som hun fik men hun kunne ikke rigtig gøre noget. Vagterne så ud til at ville gøre det af med hende på den bedste Dvasianske stil og det var ikke en ting hun brød sig synderligt om. Dog måtte lugten og lyden af hendes far ramme hendes sanser før vagterne end fik hørt ham. Det var en lettelse et sted selvom hun ikke lod vagterne vide det.
Hans ord fik hende næsten til at smile en smule udfordrende til vagterne som de måtte sænke deres våben ved lyden af deres leders stemme. Nathaniel og Silia havde sat sig på magten her i landet og det kom vel med sine fordele. Amaya blev sluppet og hun greb forsigtigt om sit ene håndled. Det var ømt men der var ikke sket noget og ømheden ville forsvinde ret hurtigt. Hans hånd som blev hende rakt tog hun smilende imod og kom på benene. Hun slap ham igen og børstede sit tøj en smule af efter at have været på jorden for en stund. Hun sukkede stille og vendte sig så mod vagterne igen. Hendes far undskyldte på deres vegne men hun var allerede irriteret nok til ikke rigtig at lytte. ”Måske jeg skulle lære dem at behandle folk ordenligt” pointerede hun en smule køligt hvorefter hun endnu en gang vendte sig mod hendes far. Hendes humør skiftede som på en mønt da hendes blik ramte hendes far. Hun begyndte omgående at smile og lod hovedet søge let på sned. ”Jeg håber ikke jeg forstyrre, jeg hører du er en travl mand?” lød det blidt og måske en smule drillende. Han havde vidst haft travlt siden sidst de havde set.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel fandt sig på ingen måder i at se sin datter blive behandlet på den måde! Han kneb øjnene svagt sammen, som vagterne denne gang også måtte slippe hende, så hun denne gang kunne komme op på benene igen, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes. Han var beskyttende overfor sin familie, og nu hvor han havde den fordel i Amaya, at hun aldrig havde vendt ham ryggen, så ønskede han bestemt heller ikke, at skulle miste det, eller ødelægge det, som han havde ødelagt det med alle sine andre. "De er desværre endnu præget af deres forhenværende liv," sagde han blot denne gang. Nej, han var selv ikke tilfreds med det, men man skulle jo starte et sted, ikke sandt?
Nathaniel havde nu altid været en travl mand, så det var heller ikke noget, som kunne komme bag på nogen. Et kort smil passerede derfor hans læber. "Min datter vil jeg nu altid have tid til. Kom, og gå med mig," opfordrede han denne gang. Han foldede hænderne bag på ryggen. Der var meget at tage hånd om, og der var meget for ham at give sig til, og nu særligt, men han gjorde det alligevel. Han ville hellere end gerne gøre det. "Lad mig gøre dit indtryk af Dvasias det bedre," opfordrede han denne gang. Han begyndt at gå, hvor han ignorerede vagterne fuldstændig. Han var på ingen måder tilfreds med, hvad de havde gjort overfor hans datter. MEn det måtte han tage til den tid.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya var blid som et lam indtil folk trådte hende over tæerne. Så blev hun ond og nærmest hævngærrig. Hun begyndte allerede i sit hoved at ligge planer for hvordan hun skulle straffe disse vagter for næsten at have kappet hovedet af hende. Måske dette ikke var det rigtige at gøre men lysten ulmede i hende som en ild i en pejs. Hun sukkede stille og vendte blikket mod sin far. Han havde ret. De var sikkert præget af gamle traditioner og gamle regler men alligevel. At gribe fat i en fremmed og næsten hugge hovedet af dem uden nogen som helst grund? Det var måske lige i overkanten. "Måske de hellere skulle begynde at tænke på deres fremtidige liv" pointerede hun roligt men dog en smule koldt. Tilfreds var hun ikke ligefrem og det måtte være tydeligt.
Hun vidste at hendes far altid havde noget at rive i så hun håbede ikke at hun forstyrrede alt for meget. Hun sendte ham et roligt smil. Hun vidste at der var mange i familien som måske havde vendt hendes far rygge og ikke ønsket ham i deres liv men sådan var hun ikke. Hun elskede sin far og derfor var hun også begyndt at dukke op mere. Et sted så ønskede hun jo at vise ham at hun var der for ham. "Det er jeg glad for" lød det fra hende som hun roligt begyndte at følge med ham. Hun kastede et enkelt dræbende blik tilbgae mod de to vagter før hun vendte den fulde opmærksomhed tilbage mod hendes far igen. Han ville gøre hendes indtryk af Dvasias bedre? Det ville nok tage længere tid en bare en natte. "Nåe? Og Hvordan har du så tænkt dig at bære dig af med det?" fniste hun en smule drillende.

[Nathaniel Diamaqima]

Amaya var som Nathaniel havde opdraget og opfostret hende til, og derfor kunne han heller ikke være noget andet end direkte stolt. Det alene, var heller ikke noget, som han kunne, eller ønskede at lægge det mindste skjul på, når det endelig var i den anden ende. Hans blik faldt derfor hurtigt til hendes skikkelse igen. Hun var kold og utilfreds.. Han forstod hende jo godt, for han havde det jo præcist på den samme måde, kunne man da sige. "Jeg skal nok sørge for, at de får deres opsang for dette," pointerede han denne gang med en rolig stemme. Ikke så han nogen grund til at gå yderligere i det, end hvad godt måtte være i den anden ende. Ingen tvivl om det.

Nathaniel havde altid været en travl mand, men derfor ønskede han uanset hvad, altid, at finde tid og plads til hans børn. Amaya var på ingen måder noget undtag af den regel, da det oprigtigt var noget, som betød virkelig meget for ham. Han smilede let. "Aldrig er det noget, som du skal være bange for," fortalte han denne gang med en oprigtig stemme.
Ham og Silia havde rigtig mange fremtidsplaner for Dvasias. Det handlede bare om, at få det hele sat i værk, og det alene, kunne nemlig godt være svært. Rigtig, rigtig svær. Han smilede svagt for sig selv. "Jeg har mine planer, og jeg har mine ideer til, hvordan jeg skal kunne realisere de drømme." Han havde jo gået med drømmene og tankerne længe. Nu havde han muligheden for at gøre noget ved det. Nathaniel førte hende derfor ned mod den store pejsestue, som bød til det dystre, men derimod også til det hyggelige. Pejsen blussede og dansede med sin varme. Her kunne de da snakke.

[Amaya Melini Diamaqima]

Der var ingen tvivl om at Amaya ikke var et ondt menneske, det var ikke sådan hun var opdraget på nogen måde men hun var en pige som ikke ville finde sig i noget som helst. Hvis hun blev behandlet dårligt eller forurettet så gav hun en ordnelig en igen og gerne ved hjælp af det alkymistiske middeler som hun var i besiddelse af. Selvom hun ikke var ond så var hun heller ikke en engel på nogen som helst måde. Hun kunne virkelig finde på nogle grumme ting. Hun nød især at eksperimentere på folk hvis de havde været onde ved hende. Hun lyttede dog til sin far. Det var på ingen måder smart for nogen af dem hvis hun gjorde ondt dumt på dette sted. Det vidste hun godt så hun ville lade ham ordne det. Hun nikkede roligt og vendte så blikket mod hendes far. Der var ikke mere at diskutere i denne sag.

Amaya vidste at hendes far altid havde tid til hende og det var en ting som hun var ham evig taknemmelig for. Hun nød virkelig at tilbringe tid sammen med ham men efter hun var blevet voksen og ikke længere rendte i hans skørter hele dagen så var det svære at finde tid til at ses. Nu mere end før fordi han åbenbart havde skullet erhverve sig et lille slot. Blikket gled rundt som han førte hende ned gennem gangene. ”Det er jeg glad for” lød det blidt fra hende. Hun lod ham føre sig hvor han havde i tankerne. Undervejs smilede hun bare og tog alle de nye omgivelser ind så godt som det var hende muligt. Hendes sindssyge hukommelse kom hende virkelig til gode lige nu.
De nåede pejsestuen og hun trådte indenfor. Smuk go dejlig virkede dette sted og det var noget som hun kunne lide. Der gik ikke meget end et par sekunder fra hun var trådt ind i lokalet før taske og sko var røget af hende og hun næsten hoppede op i den nærmeste lænestol hvor hun trak bene helt op under sig og vendte de mørke øjne over mod hans skikkelse. Hun var stadig så ufattelig ung hvilket kunne mærkes i hendes væremåde. ”Hvilke planer?” spurgte hun nysgerrigt. Hun ville vel et sted gerne være med? Hun ønskede at komme mere ind i familien også selvom Silia ikke var glad for tanken om at hun eksisterede. Det i sig selv var en trist tanke men der var ikke noget hun kunne gøre ved det nu. Det ville tage tid men hun håbede da og regnede med at de nok skulle kunne ende med at finde ud af et eller andet.

[Nathaniel Diamaqima]

Amaya havde altid været en kvinde med et godt og varmt sind, hvilket var noget af det, som Nathaniel særligt godt kunne lide. Det var noget af det, som han også havde elsket med Yuuki i sin tid, men det havde jo bare været at sande, at det ikke var gået mellem dem, så var det jo fint, at hun havde fået noget imellem dem. Et kort smil passerede hans læber. Eksperimenter var noget, som deres liv bestod af.. Der lignede hun også sin far en kende for meget, ville mange nok sige.

Planerne for det kommende Dvasias var mange, og de var store. Nathaniel drømte om dette, og nu hvor hun var her, kunne han også fortælle hende om noget af det, som egentlig foregik i hans tanker og sind, og som han var i færd med at stille på benene sammen med hans datter, Silia. Planerne, som var blevet lagt, var i familien, og derfor ønskede han vel også, at føre Amaya ind i det? Hun var jo en del af hans familie, og det var end ikke noget, som Silia nogensinde ville få lov til at ødelægge. "Dvasias vil ikke længere være i besiddelse af et kongehus, som enevælde, men derimod et råd, som skal tage de mange beslutninger for landet i fremtiden. Slottet her, vil blive lignende et sygehus," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Han førte hende med sig ned igennem de mange korridorer og mod den store have, hvor to af tjenestefolkene åbnede dørene for ham. Han førte hende derfor med ud. "Der sker mange ting i landet for fremtiden. Dvasias vil slet ikke være det land, som vi kender det som i dag," fortalte han roligt. Han sendte hende denne gang et smil. Han ville meget gerne have hende, som en del af det.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya var en god blanding mellem sin far og mor. Det var noget som hun altid godt havde kunnet lide. Selvom hendes mor ikke havde været der længe så elskede hun hende stadig meget. Hun var ikke en pige som bar nag til sin familie. Selvom hun ikke havde haft sin mor længe så havde hendes far jo været der for hende igennem alt og det var hun evigt taknemmelig for. Smilet hvilede roligt på hendes læber som han snakkede til hende.
At han så ikke ville blive i pejsestuen irriterede hende en smule. Hun rullede med øjnene og kom på benene igen. Meget let og adræt var hun ovre ved sine ting og havde både fået sko på og tasken over skulderen. Hun hastede efter sin far og nåede op ved hans side igen. Forpustet var hun ikke for hendes døde krop havde jo ikke brug for ilten. "Har du aldrig hørt om at sidde ned" klagede hun sig kort men begyndte så derefter at grine en smule før hun begyndte at kigge rundt på slottet. Hun lyttede roligt til hans ord og hvad han havde tænkt sig for Dvasias og Castle of Darkness. Hun nikkede roligt i takt med at hun lyttede. Det lød jo alt sammen vildt spændende. Det lyder som om der er meget forandring på vej ville jeg mene. Det lyder som om i har meget og se til, dig og Silia. Jeg håber at i har fået det bedre siden sidst" lød det blidt fra hende. Mødet mellem dem havde Amaya stadig i tankerne. Hun kunne ikke lide at de havde haft det sådan sidst. Hun håbede virkelig at de havde fået det godt igen.
Han førte hende med sig udenfor og hun fulgte ham sageligt. Der var store ting på vej i landet men var landet i sig selv virkelig klar til de ændringer? Hun vidste det ikke men hun håbede da. Det lød som om han havde meget at se til og mange bolde i luften. Hun tænkte lidt om han overhovedet havde tid til at hjælpe hende med hendes lille problem? Den fremmede i hendes klæder kom kort ind i hendes tænker og det fik hende til at stoppe op og falde i staver. Gad vide om han egentlig godt kunne være alene dernede mens hun var her? Han var ikke ligefrem i den bedste tilstand. Han kunne altså ikke tillade sig at stille træskoene endnu. Hun havde ting at eksperimentere på ham endnu! Hun havde allerede været godt i gang i nogle dage.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel tænkte bedre når han var i bevægelse, og det der med at slappe af, var aldrig rigtigt noget, som han havde dyrket. Mange havde forsøgt at få ham til det, men det var bare aldrig rigtigt gået særlig godt, kunne man sige. Et smil passerede denne gang hans læber, som han denne gang vendte sig mod hende. Han rystede på hovedet. "Det ved du. Det har jeg aldrig været særlig god til," fortalte han denne gang. Et sted, for at beklage. Han var bare en mand, der konstant var i bevægelse - for at sige det mildt. Han havde aldrig været særlig god til at slappe af.
Det var en kæmpe forandring Dvasias var på vej ind i, og selv Nathaniel havde en virkelig god fornemmelse af det. Han håbede da på, at det ville gå, som de gerne ville have det. For en gangs skyld. Det var nemlig på tide, at der blev skabt et godt og trygt fundament for Dvasias, som der ikke havde været til stede under Jaqias styre. "Jeg håber og beder til at det kommer," sagde han ærligt. Han stoppede denne gang op, kun for at vende sig mod hende. De stod nu på stien, som ville føre dem langs slotsmuren og ned til den store og smukke have. Der var sket ting og sager selv i den, siden de var kommet til. Der var kommet grønne planter og vegetation. Alt sammen noget, som de satte pris på, og som bragte en helt anden form for.. varm og følelse end hvad der havde været ved død og ødelæggelse. "Rimshia blev ikke bygget på en aften. Det er blevet bedre ja, men endnu har jeg en lang vej at gå. Jeg ser på det her projekt, som noget, der forhåbentlig kan føre familien tættere sammen," fortalte han ærligt. Han havde brug for det. Han ville jo gerne have dem tæt omkring sig.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya vidste at hendes far aldrig kunne sidde stille og bare tænke. Ligesom hun havde sine besværligheder så havde han det også. Hun kunne ikke andet end at smile en smule af det. Dog havde hun det i baghovedet til næste gang han beklagede sig over at hun pillede ved et eller andet. Så skulle hun nok give igen. Hans beklagende ord fik hende blidt til at ryste på hovedet og lade det søge en smule på sned. "Du burde nok begynde at tænke over det. Du er jo ikke helt ung mere" lød det drillende fra hende som hun lagde en hånd mod hans skulder. Hun kunne ikke holde et lille fnis tilbage.
Det kom til at ske en masse kunne hun da godt høre. Det var virkelig spændende. Hun kunne ikke andet end at beundre hendes far at han havde alle disse planer. Det var en ting som han altid havde haft og som hun havde arvet. Hun tænkte stort og i hendes øjne så var intet umuligt hvis man arbejde hårdt nok for det. Det var det hun selv levede efter. Intet var for hårdt eller for svært. Det handlede bare om at man prøvede nok og det skulle hun nok gøre. Hun nikkede roligt. "Det skal nok komme. Med nok arbejde kommer alt til den der arbejder for det" sagde hun roligt og måske en smule vist. Hun var utrolig klog for sin alder men når hun ikke eksperimenterede så brugte hun jo også det meste af sin tid på at læse. Hun havde heldigvis ikke brug for meget søvn så hun havde masser af timer på dagen. Stien som de stoppede op på fik hende til at kigge roligt rundt. Slotsmuren tårnede over dem. Hendes blik gled roligt rundt. Gad vide om han havde taget hende med herud sådan så hun ikke kunne pille ved hans ting. Tanken var hende en kende morende. "Det håber jeg også. Mit sidste møde med Silia var ikke det bedste. Jeg håber at vi kan komme ud af det på en bedre måde næste gang" lød det oprigtigt fra hende.
Hun trådte et par skridt længere ned mod haven. Hun vendte blikket tilbage mod sin far og smilede roligt til ham. "Mens du har rendt rundt her og leget leder så har jeg været en tur i Procias. Lysets land er virkelig smukt. Jeg forstår godt hvorfor Silia valgte at bosætte sig der" lød det roligt fra hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde nok også sine dæmoner at slås med, og der kom faktisk kun flere og flere til med tiden, som passerede. Derfor var det bare ekstra svært for ham, at finde den form for ro, som han måske burde holde, for hun havde jo ret.. Han var jo heller ikke helt ung mere. Hånden som hun lod falde til hans skulder, fik ham til at vende blikket mod hende. Han himlede kort med øjnene. "Kroppen er måske ikke helt med mere, men hovedet derimod." Han hævede sin hånd, hvor han let prikkede til sin egen tinding. Denne fejlede jo ikke ligefrem noget.

Amaya var en pilfinger. Det havde hun altid været! Derfor var det også bare nemmere at fjerne hende fra fristelsen, fremfor at placere hende direkte i den, og det var vel også hvad han gjorde nu? Han lod hovedet søge en kende på sned, som han betragtede hende med en rolig mine. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han havde muligheden for det. "Korrekt. Det bliver et hårdt arbejde, at nå hvad vi ønsker at opnå. Dvasias er et land med potentiale.. Og meget af det. Det er synd og skam, at det ikke var blevet udnyttet noget tidligere afsluttede Nathaniel med en tydeligt irriteret stemme. Det var synd og skam, at det ikke var blevet udnyttet noget tidligere, ifølge ham om ikke andet.
Nathaniels mørke øjne faldt til hendes. Hvad havde hun lavet i Procias? Det var langt væk. "Procias er mange dages march herfra, Amaya.. Hvad har du lavet i Lysets Land?" spurgte han denne gang. Han var jo bekymret for sin datter, og ønskede kun, at det bedste skulle ske for hende, trods alt. Han ønskede jo ikke at noget skulle ske hans datter.

[Amaya Melini Diamaqima]

Alle havde jo deres dæmoner og slås med. Hendes far var intet undtag. Han var jo også godt oppe i årene og det drillede hun ham lidt med. Hans kommentar og det at han prikkede sig selv i tindingen fik hende til at grine en smule. "Jeg tror måske den også trænger til at blive støvet en smule af en gang i mellem" pointerede hun morende.

Hun kunne ikke holde nallerne for sig selv så han havde taget hende med udenfor. Hun vidste jo godt at det var grunden. Hun fik nu stadig lyst til at pille. Det var bare ikke alt som hun kunne ændre på. Stenene i muren var ikke alle helt i samme højde og det gjorde næsten ondt i hendes øjne at kigge på. Dog kunne hun ikke rive den ned uden planlægning så det blev ikke nu. Hun vendte blot hovedet mod sin far for at have noget at kigge på. "Sandt. Det lyder alt sammen meget spændende. Jeg vil gerne tage del i det hvis jeg må" sagde hun med et oprigtigt smil. Hun ville gerne hjælpe og tilbringe mere tid sammen med sin far og på denne måde kunne hun gøre begge ting. Det var herligt egentlig hvis han ville lade hende vel at mærke. Det kunne jo skabe gnidninger mellem ham og Silia og det ønskede hun jo heller ikke.
Bekymringen fra hendes far fik hende til at smile. Hun havde jo gjort noget godt på den anden side af grænsen. Det var egentlig ret komisk. Hun sendte ham et lille uskyldigt smil. "Jeg mødte en kvinde som ledte efter en alkymist og så meldte jeg mig. Mod betaling selvfølgelig. Hendes navn var Angelique Darcy. Meget sød engel. Fine fjer og meget fint blod" sagde hun glad. Hun lod en finger falde lidt tænkende mod hendes underlæbe. "Ved nærmere eftertanke burde jeg have krævet mere blod. Jeg er ved at løbe tør" mumlede hun for sig selv.