I just want to fit in..

[Eilíannel Kalî Deâris]

Før mørket havde tortur været et ukendt begreb for Eilíannel, idag var det hverdag. Skræmmende var det at det kunne blive naturligt at gøre andre ondt, men hun havde gemt det hele bag en facade så det ikke længere gjorde direkte ondt på hende. Hun betragtede Jarniqa. Det var første gang hun havde set det så tæt på, uden at være i hendes sted, og det var beundringsværdigt at se hvordan hendes krop reagerede på de kraftige slag der faldt. Så ung hun var, det virkede nærmest urimeligt at tvinge hende igennem dette, men det var både nødvendigt og til det bedste, hvis hun ønskede at fungere i samfundet her.
Igen holdt hun inde med sine slag og studerede de efterladte røde mærker der pludselig prydede hende. Ganske tilfreds mødte hun hendes blik og fastholdt det i et langt øjeblik for at sikre sig at hun ikke så væk. Ednnu engang hævede hun pisken, slog den mod hendes lår, uden først at advare hende om hvor slaget først ville falde. Man kunne se at tårer havde brændt sig fast i hendes blik, men de lod i det mindste ikke til at falde.
"Jeg beundre din stædighed," sagde hun og trak pisken sammen. Det mørke læder snoede sig omkring hendes slanke håndled, så hun igen havde styr på den. "Så langt er jeg tilfreds," annoncerede hun som havde hun været en hund der lige havde lært nye kunster. "Fremover vil vi starte dagen med 5 slag, og vi vil afslutte med 5 også," fortalte hun og pakkede pisken væk igen. Bare for opvarmnings skyld.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas egent glinsende blik hvilede i kahli’ens kolde. Hvad var det hun havde udsat sig selv for? Hun kunne desværre ikke lade være med at stille sig selv det spørgsmål.. Drivkraften havde hun dog på trods af det faktum. Hvad der drev hende var nemlig den verden, som havde jaget hende bort.. Hendes værge.. Hendes ekskæreste.. Begge dele gjorde for ondt at tænke på, og derfor ville hun gøre sig selv den tjeneste aldrig at føle igen, og aldrig få chancen for at blive såret igen. Til det var det nødvendigt, at hun var stærk.. og forhåbentligt ville den mørkelviske træning tage den del fra hende. Benene endte hun med at lave et pludseligt spjæt med, som pisken smældede hen over hendes lår! Hendes pupiller trak sig sammen, alt imens hendes krop spændte af adrenalin og smerte. Kahli’en beundrede hende? Hurtigt slog hendes hjerte. Øjnene kunne hun dog ikke undgå at lukke i, som kahli’en begyndte at pakke pisken sammen. Var det det? Var det svært ikke at håbe på? ..eller var det blot for naivt? ”..Javel, kahli,” endte hun noget sammenbidt med at sige grundet smerten. Hun ville blive pisket dagligt.. To gange dagligt.. Åh, hvor ville Valandil nyde det! Hun fik helt en dårlig smag i munden, når hun tænkte, at hun skulle vende tilbage til den mand. Hun betragtede kahli’en, som hun lagde pisken fra sig. Ikke syntes hun at tage noget op igen med det samme.. så måske var hun fritaget nu? ”..Sk-Skal jeg møde op her?” Ikke ønskede hun at begå nogen fejl. Ikke ønskede hun at forspilde sin chance. Slet ikke nu hvor, at hun havde påbegyndt det hele! Nu var der kun en vej frem.. og det var denne her lige meget hvor hård den syntes at være.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Mange ville nok forbande deres gener og fødselsret når de nåede træningen. Hun havde selv gjort det i sin tid, været den som stod med blanke øjne som Jarniqa nu gjorde. Det ville måske være tåbeligt af hende at tage denne kvinder under sine vinger, men allerede nu havde hun bevist sin vilje. Noget drev hende, og hun agtede at finde ud af hvad det var. "Hver morgen inden solopgang og hver aften inden midnat," sagde hun som svar på hendes spørgsmål. De skulle gerne nå til et punkt hvor piskene blot ville blive en del af hverdagen og ikke noget smertefuldt i forhold til andre ting hun ville opleve for fremtiden.
Pisken var lagt væk, men hun gjorde ingen tegn til at ville fjerne rebet fra hendes håndled endnu. Hun havde fået en lille forsmag så hun vidste hvad hun gik ind til, men det var ikke det hele.. der var en enkel lille detalje endnu. "Du har bevæget sig ind i ulvens hule, kære Jarniqa Dynithril. Jeg kan ikke lade en kvinde af dit navn, trænes af hvem som helst, men skal du under mine vinger, må du markeres som min," hun fugtede sine læber og så ikke på hende. I stedet greb hun om en lang stang af stål. Umiddelbart lignede den en ganstand der blev brudt til at brændemærke. Dog var der ingen ild i nærheden. Eilíannel søgte hen til en lille aflåst skuffe. Nøglen bar hun selv på sig. Hun låste den op og fremdrog fra den, en lille glaskuppel fyldt med en lilla substans. Så snart hun fjernede låget steg en ildelugtende damp op. Jernstangen, dyppede hun i den hvilket gav en lyd der mindede om den lyd der kom når man smed vand på bålet. "Hals eller hånd?" spurgte hun og vendte sig mod hende.

[Jarniqa Dynithril]

Tænderne måtte Jarniqa for en stund bide sammen, inden hun formåede at lave et lille nik med hovedet. Fem slag hver morgen og fem slag hver dag. Det mest positive ved det var da, at det utroligt nok ikke havde fået hende til at bryde sammen. Hun havde kunnet klare slagene. For det måtte hun alligevel være stolt af sig selv. ”Javel, kahli,” sagde hun lydigt. Selv mærkede hun, hvordan piskeslagene endnu brændte i hendes hud. Hvis hun så ned af sig, ville hun også kunne se, at der rent faktisk var blodansamlinger i striberne. Dog gjorde hun det ikke.. Det ønskede hun alligevel ikke at udsætte sig selv for. Hun blinkede let med øjnene. Hun skulle markeres som kahli’ens? Hvad ville det helt præcist sige? Igen syntes hendes hjerte at få sig en banketur.. Kvalmen syntes hun dog at kunne mærke i sin mund, som hun så den stang, som kahli’en frembragte. Hun skulle brændemærkes? Til helvedet med det! Hun kunne mærke, hvordan hendes krop begyndte at stemme imod. Hun kunne føle, hvordan magien begyndte at summe beskyttende i hende. ”Vil du brændemærke mig, som var jeg et simpelt stykke kvæg!?” spurgte hun tydeligt forarget, hvilket også fik hende til at slå alle former for formaliteter bort. Hun skubbede sin krop op imod sengestolpen i et forsøg på at få sin krop væk fra kahli’en. Hånd eller hals? Ingen af delene! Den stang og den fremmedartede væske skulle holde sig langt fra hende! Hendes krop galoperede af sted. Et præcist forsvarsmiddel tænkte hun ikke over.. Hun tænkte blot, at hun skulle beskyttes mod det, som hun regnede for at være et brændemærke! Umiddelbart ud af det blå, ville kahli’en derfor kunne mærke, at stangen i hendes hånd begyndte at blive kold. Bidende kold. Så kølig, at et lag is måtte lægge sig over jernstangen.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Jarniqa havde god grund til stolthed. Af en så uberørt som hun havde været så, så var 5 slag mange og hun havde klaret den, uden at bryde grædende sammen på sine knæ, hvilket de fleste andre gjorde. Dog var det kun en lille del af det. De var ganske snart færdige for i dag og så kunne hun vende tilbage til sin slave, men før det.. hun stoppede roligt foran hende med jernstangen hvis ende var lilla af den væske eller nok nærmere det pulver der havde været i den lille krukke. Det samme materiale havde skabt hendes mange aftegninger over hele kroppen.
"Naturligvis ikke," svarede hun koldt. Jovist skulle hun mærkes, men hvad hun lod til at misforstå var glæden og stoltheden i det og hendes måde at reagere på, bekræftede kun at hun ikke var helt så klar som hun ellers først havde antaget. Jernets pludselige kulde, fik omgående Eilíannel til at slippe inden det blev for smertefuldt. Vrede kunne spores i hendes blik. "Udulige skøge!" instinktivt slog hun ud efter hendes kind med flad hånd, man skulle dog ikke tage fejl af hendes styrke og kraft. "Måske du virkelig ikke er mere værd end et sølle kvæg," man kunne se hendes barm hæve og sænke sig ophidset af den vrede som hun lige nu følte.
"Det er en ære! Ingen mørkelver er sølle kvæg, og slet ikke Dronningens lærling! Mærket er en markering, en beskyttelse der forhindre andre elvere i at lægge hånd på dig. Det giver dig status og accept, kun de færreste bærer dronningens mærke, men det lader til at jeg tog fejl. Du er endnu ikke rede," konkluderede hun blot.

[Jarniqa Dynithril]

Naturligvis ikke?! Jarniqa kunne for fanden se, at hun skulle brændemærkes, så hvorfor vove at påstå andet?! Derfor reagerede hun også instinktivt ved at beskytte sig selv. Hvordan var ikke videre planlagt, men lykkedes gjorde det, som kahli’en alligevel endte med at miste tabet i jernstangen. En lettelse var det for hende.. Lige indtil hun hørte skældsordet, og mærkede den syngende lussing over sin kind! Det tvang hendes hoved hårdt til siden. Et solidt håndaftryk tog hurtigt form på hendes kind, alt imens hun smagte en smule blod i sin mundvig. Hendes øjne var ligeså tvunget i i øjeblikket, alt imens hun blot mærkede ubehaget i sig.. Dette var ikke morsomt.. At blive pisket.. At få skamferet sin krop forfra.. At blive kaldt skældsord, som hun aldrig før var blevet kaldt.. At få en lussing.. At høre kahli’ens skuffelse.. Tårer indrammede igen hendes øjne. Hvor hørte hun til? Det var spørgsmålet.. Snart følte hun også for at sige ingen steder. Ondt gjorde det. Hun var ung, og blot ønskede hun sig en plads i livet.. Det klare smaragdgrønne blik holdt hun frem for sig. Hovedet havde hun ikke vendt tilbage på plads, så derfor så hun blot ind i væggen til siden. ”..Er der andet for i dag?” endte hun blot tonløst med at spørge. Kahli’en var utilfreds med hende.. Hvis ikke hun ville torturere hende, grundet hendes skuffelse, ville hun vel kyle hende ud af sin hoveddør igen? Hvad hun håbede på, vidste hun end ikke.. Hvad var at foretrække? Pisk, men at hun stadig var ønsket her? Udsmidning, og hun igen var forvist? Hastigt hævede og sænkede hendes åndedrat sig. Hvad dronningens mærke var, vidste hun ikke.. og beskyttelse? Hun kunne beskytte sig selv! Og et sølle kvæg var hun bestemt ikke, skønt hun snart følte, at alle så hende således.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Jarniqa viste sig ikke kun svag hun viste også stor disrespekt for sin Kahli. Den pludselige vrede slog ind og lagde sig i den kraft hun slog hendes kind med. Eilíannel trak sig lidt tilbage og så på den røde hånd der tog form på hendes ellers fine kind. Hendes barm hævede og sænkede sig, ophidset af sin egen vrede og den fornærmelse hun havde givet hende. "Det lader desværre til at jeg tog fejl af dig," konstaterede hun og så på sin hånd der prikkede lidt oven på det hårde slag.
Hun tog en dyb indånding og forsøgte at finde en indre ro, men nemt var det ikke. De fleste så det som en sand ære. For den fornærmelse burde hun smide hende på porten med beskeden om at hun ej længere var velkommen, men hvis man så bort fra sin vrede, så kunne det måske være en bedre idé at åbne hendes øjne for, hvorfor beskyttelsen var nødvendig? "Det var alt for i dag.. og enhver anden dag," tilføjede hun og greb en lille kniv der havde plads i hendes bælte. Hun skar rebet over og lod hendes håndled komme fri. "Ej er du værdig til at være Dronningens lærling, men hvis du endnu ønsker dig en plads her, så er der sikkert mange andre som glædeligt tager sig af dig. Du kan vandre frit omkring, men kom ikke og sig at jeg ikke advarede dig," tilføjede hun med løftet pegefinger. Hun var en af de blidere, utroligt nok. Derudover var der langt større prestige i at være trænet af hende, men den unge kvinde om det. Hvis hendes ønske var anderledes, måtte hun jo lære det på den hårde måde.

[Jarniqa Dynithril]

Ondt gjorde ikke kun slaget, som Jarniqa havde fået imod sin kind, men derimod også kahli’ens ord. Hun var skuffet over hende.. Hvordan kunne det undre hende? Alle var skuffet over hende på denne forbandede jord! Værre blev det også kun, da hun sagde, at det var nok for i dag.. og ikke kun for i dag, men for enhver anden dag. Hun mærkede knuden i brystet blive større. Ikke havde hun forstået, hvad jernstangen havde betydet, og derfor havde hun reageret. Men … dronningens lærling? Det lød utroligt. Dog var det tydeligvis ikke noget, som hun ville blive nu. Som hendes reb blev skåret over, var hun ikke bleg for at bukke sig for at trække i tøjret igen. At gøre det så hurtigt som det hun gjorde, var dog lidt af en fejl.. De nyligt åbne sår rev nemlig i hendes krop! Igen gjorde det hendes øjne våde, og igen fik det hende til at bide tænderne sammen. ”Jeg beklager, at jeg skuffede Dem, kahli.. Jeg kan dog ikke beklage, at jeg forsvarede mig. En kvinde bør kunne forsvare sig,” endte hun med at sige, uden at vide, om hendes ord blot pissede kahli’en yderligere af, eller om det egentligt imponerede hende. Hun nejede kort for hende. En formalitet, som Theodore Acheron havde lært hende. ”Jeg vil ikke skuffe Dem igen.. Jeg vil fortsætte mig træning her, præcis som enhver anden mørkelvisk kvinde bør gøre.” Med de ord gik hun. På noget skælvende ben dog. Skønt hun havde gjort kahli’en vred, ville hun forsætte. Kahli’en var trods alt heller ikke så vred, at hun havde smidt hende ud, så nogen tro måtte hun da have på hende. Derfor ville hun blive. Lade sig træne af, hvem end der ville, og ikke ønskede hun nogen anden behandling end den andre mørkelviske kvinder fik. Hendes sidste chance var nemlig et liv her.

// Out