I just want to fit in..

[Jarniqa Dynithril]

Eilíannel Kalî Deâris

Blikke kastede Jarniqa i tide og utide skjult over skulderen. Hun kunne ikke lade være! Nysgerrigt forsøgte hun at få et glimt af de mange mørkelvere der var her. De mindede om hende. Mindede om hendes moder. Det fik hendes hjerte til at banke stærkere, som hun for en gang skyld følte, at hun var omkring folk som hende. I den normale verden, havde hun nemlig altid skillet sig meget ud, som hendes ydre ikke fulgte hendes fader, men derimod hendes moder. Som hun så sig omkring, kunne hun derudover ikke lade være med at se efter dronningen. Siden hun havde forladt hende og Valandil, havde hun ikke kunnet vente på, at det tidspunkt ville komme. Hun ønskede sig en plads her. Det havde hun ment noget så oprigtigt.
I øjeblikket var Jarniqa ikke oppe i den hytte, som dronningen havde forladt hende og Valandil i. Ej heller var hun med Valandil lige nu. Efter at hun havde taget sig som sin slave, havde han faktisk været uudholdelig. Derfor havde hun brug for en smule frirum.. og hun havde brug for at lære, hvordan man tacklede en mørkelvisk mand. De slanke fingrer strøg hun over Andúrils bløde mule. I ventetiden havde hun valgt at gå ned ad vindeltrappen til sin sorte hingst, Andúril. På en måde virkede hingstens tilstedeværelse dulmende lige nu og her. Han prustede blot blidt og skubbede sit hoved mod hendes hånd, som hun nussede ham. Det syntes at være det simpleste i verden.
Aften var det gået hen og blevet, hvilket gjorde det lettere køligt. Sit rejsetøj havde Jarniqa endnu på, hvilket betød, at hun i klæderne så lidt mere slidt ud end de andre mørkelviske kvinder, som hun kunne få øje på. Udseendemæssigt var hun dog smuk, som hun havde været nede og vaske kroppen og håret rent i den bæk, som dronningen havde anvist hende og Valandil til.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Der var mange ting at tage sig af, særligt i disse tider og den nye strukturering af det dvasianske land. Trods Dronningens manglende tilstedeværelse i samme timer, så kørte byen upåvirket af dette. Mørkelverne var vant til at leve sammen, vant til at værne om hinanden som en af de få racer der primært levede som en flok. I aften var Eilíannel vendt tilbage til Maerimydra. Iført sin mørkegrønne rejsekappe der gemte på et mørkt korset der fremhævede hendes barm og synliggjorde nøgen hud omkring hendes side og ved hendes maveskind. Langt, sort chiffonstof faldt ned og skjulte resten af den kvindelige krop som ikke burde være til fri skue og slet ikke blandt mænd. De skulle nødig fristet med mindre fristelsen var forhåndsbestemt af kvinderne.
Mørke øjne faldt på den nytilkommende kvinde, hvem hun ret hurtigt genkendte. Var hun her stadig? De fleste forlod hurtigt stedet når de fandt ud af at man skulle kæmpe for at blive til noget lig de øvrige mørkelvere, men denne Jarniqa lod til at være ret.. besluttet.
Mørke lokker dansede omkring hendes markante kæbeben, idet hun satte kurs mod hende. Månelyset faldt på et kroneligndende smykke, hvis snorer af sølv faldt og blandede sig med de mørke lokker. Hendes skridt var faste men så godt som lydløse, sådan som hun halvt om halvt svævede med sine elegante skridt. Først da hun stop umiddelbart bag hende, stoppede hun op og lod blikket falde på de øvrige mørkelvere der passerede den unge kvinde med enten skeptiske blikke eller uden nogen blikke overhovedet. "Stadig her, ser jeg," det var mere en meget uvenlig konklusion, end det spørgsmål. "Følg med mig," bad hun og vendte uden videre ryggen til, for at bevæge sig op af den lange vindeltrappe igen. Hun gav ingen forklaring og lagde ikke op til diskussion.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas hjerte slog et slag over. Hun var ikke alene, og skønt hun kun havde mødt vedkommende en gang før, vidste hun allerede, at det var mørkelvernes kahli der stod bag hende. De slanke fingre lod hun en sidste gang stryge over Andúrils bløde mule, inden hun slap den. Hingsten prustede svagt igen. ”Dette er, hvad jeg ønsker mig,” svarede hun igen, uden nogen som helst tegn på tøven. Dette var, hvad hun ønskede sig. At blive en del af dem. Også skønt, at Valandil havde fortalt hende, hvordan kvinderne blev opdraget her. Med tortur.. Med al held ville det hærde hende og adskille hende fuldstændigt fra sine følelser. Følelserne der til dagligt nærede på hende, og tyngede hende ned. Hun vendte sig om mod dronningen. Smuk som før var hun. Den mørke og eksotiske skønhed, som hun tidligere havde set. Dog bed hun hurtigt mærke i, at hun havde skiftet tøj. Noget hun ikke selv havde haft muligheden for. Havde hun været til noget? Skulle hun til noget? Ikke spurgte hun.. Spørgsmålene var vel upassende? Derudover havde hun mange andre spørgsmål, som hun hellere ønskede at stille hende. Dog stillende hun hende dem ikke.. Valandil havde fortalt hende, at mørkelverne ville anse hende for at være svag, hvis hun gik rundt og spurgte folk, som hun ellers var vant til at gøre. Svært var det dog at lade være, som hun var typen der ønskede at udforske alt. Som hun blev bedt om at følge med, tøvede hun ikke. Yndefuldt bevægede hun sig med op ad vindeltrappen igen, alt imens tankerne igen florerede rundt i hendes sind. Hvad tænkte kahli’en om hende? Hvorfor skulle de tilbage mod hendes hytte? Det smaragdgrønne blik holdt hun nysgerrigt på hendes ryg, imens de bevægede sig opad. Hun vidste på ingen måde, hvordan al dette ville komme til at foregå, og hvad der i det hele taget ville ske.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Den unge pige beviste om ikke andet sin interesse. Et udmærket sted at starte, men en kvinde så ung, uerfaren.. og uberørt i den forstand at hendes hud var fin og ubrudt, noget som man så ved de færreste mørkelviske kvinder, hvis træning oftest bestod i grum tortur, så følelser ikke ville præge dem i den forstand.
"Lad os se hvor meget," sagde hun blot og ledte hende gennem en lille sti der ledte hende over en gangbro der forbandt nogle af træerne for at lede hende mod hendes hytte. Det var ikke den hun boede i normalt, men et fristed hun søgte hen når behovet opstod. De færreste ledte efter hende der, for de vidste at hun søgte væk fra de mange pligter der.
Foran hytten stoppede hun op og gjorde gestus til at hun skulle træde ind først. Der var ingen forklaringer at hente, kun et fast blik der ikke afslørede noget andet end kulde. Efter hende trådte hun selv ind og trak i en snor så et langt mørkt stof faldt og dækkede den ellers åbne åbning.
"Tag dit tøj af," bad hun og passerede hende med samme mystik, for at fremfinde nogle reb der ikke var ligeså tykke som reb man ellers så under normale omstændigheder. Modsat den hytte hun selv var placeret i, så var denne trods alt lidt større, med nogle smukt udskårede møbler i træ, der var af en helt anden standard end mange af de andre der eksisterede her. Hun vendte sig om for i stedet at sætte sig på en sengekant. Hendes blik hvilede på hende uden nogen respekt for privatliv, en kvindekrop var noget af de smukkeste og stærkeste der eksisterede, med andre ord var der intet at være lov over. Der sad hun blot med det tynde, dog stærke reb og afventede.

[Jarniqa Dynithril]

Lad os se hvor meget. Ordene lød nærmest som en udfordring.. En udfordring, som hun ikke havde noget andet valg end at bestå. Selv havde Jarniqa også en ide om, hvad det kunne være. Hun vidste nemlig, at kvinderne blev tortureret for at blive hærdet. Det havde Valandil selv fortalt hende. Samarbejdsvillig havde han nemlig været inden, at hun havde krævet ham som sin slave. Intet sagde hun dog, som hun blot gik med sine egne tanker, alt imens hun fulgte med. Hun betragtede sig af kahli’en, der uden tvivl var en meget smuk kvinde. Umuligt var det dog at se bort fra det dystre, som lå over hende. Derudover betragtede hun sig af omgivelserne. Selvom de gik tilbage mod hytten, gik de ikke ind i hendes hytte. De gik derimod over en gangbro i selve træerne, hvor de til sidst nåede til en anden hytte. En større en end den hun selv havde fået tildelt, men hvad kunne man forvente? Indenfor trådte hun, hvor hun stoppede i midten af rummet. Næsten helt automatisk gled hendes arme over kors. Det var vel en form for værn overfor al det nye hun blev mødt af? Bleg i ansigtet blev hun ved hendes ord. ”..Til hvilket formål?” endte hun usikkert med at spørge. Hun kunne ikke lade være. Forespørgslen lød absurd. Hvad ville det gavne, at hun smed sit tøj? Kahli’en var jo ikke Lucifer, der havde ønsket at have hende tæt. Yderst opmærksomt fulgte hun kvinden med blikket. Reb..? Hun kunne ikke undgå at mærke klumpen, som hun havde i halsen. Her stod hun.. Med korslagte arme midt i mørkelvisk hytte.. og overfor hende sad en mystisk mørkelvisk kvinde på en seng og med et reb i hånden. Skulle hun bindes til sengen.. nøgen? Ikke kunne hun se, hvordan det skulle hjælpe med noget, og grundet sin blufærdighed, blev hun stående uden at gøre noget.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Enhver der ikke var kendt med traditionerne som mørkelverne vogtede om, ville ganske hurtigt misforstå intentioner. Trods Jarniqa var en imponerende kvinde, så var det ikke den slags tendenser Eilíannel havde. Hun ønskede at være en mørkelver, i så fald måtte hun tage med hvad der fulgte i det henseende.
De mørke øjne faldt på hendes blege kinder, og selvom intet smil nåede hendes læber, så kunne hun ikke undgå at føle en form for fryd ved tanken om at hun fik svedige håndflader. Det var næsten smigrende at denne unge kvinde havde en formodning om at hun fandt hende fascinerende på den led.
"rejser du spørgsmål ved Kahli's ord?" spurgte hun glat. Hendes blik så indgående på hende, og gav tydeligt udtryk for at det i sig selv ikke var okay. Med rebet i hænderne, rejse hun sig med en glat bevægelse. "Du ønsker at være en af os. I så fald må du se de barske realtieter i øjnene. Smid det," opfordrede hun igen og gik lidt tættere på hende. Det ville ikke blive kønt, hvis hun først måtte sørge for at det kom af, for dette kunne gøres på langt mere ydmygende vis.
"Normalt ville det ganske vidst ikke finde sted her. Du er heldig at jeg ikke tvinger dig til at gå nøgen gennem skoven," sagde hun og vendte ryggen til. Hun lod armene falde ned langs sin side, så rebets ende slæbte lidt hen over gulvet.
Eilíannel var spændt på at se hvor langt hun kunne presse denne unge kvinde, hvor langt hun var villig til at gå for sit tilhørsforhold, for det var altafgørende.

[Jarniqa Dynithril]

Dybt forundret var Jarniqa over kahli'ens befaling. Hun skulle smide tøjet? Hvorfor? Hvilken nytte vil det give hende.. medmindre hun ønskede hende? Skulle hun give sig? Også selvom, at hun ikke brød sig om sin egen nøgenhed? "Selvfølgelig ikke," endte hun hastigt med at undskylde. Ikke så hun hende ind i øjnene, som hun rejste sig og gav hende et påråb. Det fik det nemlig til at løbe hende koldt ned af ryggen .. Hvad skulle hun forvente sig? Hun vidste, at mørkelviske kvinder blev tortureret.. men dette var vel ikke tortur, selvom hun var meget blufærdig? Tungen holdt hun lige i munden. Hun hørte hvert og et af kahli'ens ord, og ikke følte hun for at være den, der stillede flere spørgsmål ved det. Langsomt påbegyndte hun afklædningen. De knælange støvler trådte hun ud af, så hun kom til at stå på bare tæer på træbrædderne. Hurtigt slog hendes hjerte. Hun måtte gøre det.. Hun var nødt til at blive accepteret! Derfor håbede hun også, at kahli'en ikke bare drev gæk med hende, men at dette var alvor. Hendes slanke fingre fandt hendes talje. Ned i de stramme bukser trak hun, så et par lange solbrune ben kom til syne. Dernæst kom det værste.. Hun tog en indånding, inden hun tog om sømmen til sin tunika. Også den trak hun af, så en fyldig barm kom til syne. Denne skjulte hun dog hurtig, ved at forsøge at lægge de bare arme over dem. Hurtigt bankede hendes hjerte. Smuk var hun. Tiltalende. Hun var endnu ungdommelig, men stadig havde hun en kvindes krop. Derudover så hendes krop næsten helt uberørt ud. Skrammer havde hun selvfølgelig fået igennem livet, men i kampe havde hun ikke direkte været, og derfor havde hun ikke ar efter den slags. Tavs blev hun stående i den nu pinagtige tavshed. Hvad ville der ske?

[Eilíannel Kalî Deâris]

At være mørkelver krævede i sig selv ikke meget andet end de rette gener, men at være en respekteret del af samfundet, det var straks noget andet, og det lød uigenkaldeligt som om at det var denne unges, kvindes plan og hvilken leder ville hun dog være, hvis ikke hun udnyttede muligheden for at udvide deres samfund? I lange sekunder så hun afventende på hende, med et blik så intenst at det var ligeså gennemborende som hendes pil kunne være. "Godt," svarede hun kortfattet.
I mundvigen kunne man ane et koldt træk, der i et flygtigt øjeblik næsten fik det til at ligne et smil, men ikke af den varme slags, tværtimod ville det nok få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Det var dog hurtigt borte igen. Eilíannel så til mens Jarnia klædte sig af. Jovist var hun en smuk kvinde, men hun så ikke rigtigt efter hverken hendes barm eller noget, det var ikke med intentionen om at overbeglo eller noget trods alt.
Først da hun stod der helt blottet gik hun igen tættere på og daskede hende hårdt på armen i et forsøg på at fjerne den. "En mørkelver skjuler sig ikke," pointerede hun hårdt. "Vi er skabt af naturen, det smukkeste i denne verden. Vi har ingen grund til at skjule os, tværtimod. Vores kroppe er et symbol på frodighed og begær.. og ynde over alle grænser. Bær det med stolthed," det lød næsten som en ordre. Hun lagde hånden på hendes kraveben og lod et par fingerspidser stryge ned til hun nåede hendes bryst. "Som sagt er det mig en kende utraditionelt at gøre dette her. Men vi får det til at lade sig give sig," hun trak på skuldrende og trådte om bagved Jarniqa for med et hårdt greb at fører hendes slanke håndled om på ryggen, så hun kunne binde dem sammen.

[Jarniqa Dynithril]

På ingen måder tilpas i situationen var Jarniqa, som hun stod nøgen i midten af en fremmed hytte, og foran en fremmed kvinde, der ønskede dette af hende. Til hvilket formål? Hun kunne ikke se det? Ikke medmindre hun ville se, om hun var køn eller grim.. og det var vel næppe det, der var pointen med det? Det gav et sæt i hende, som hun fik et dask på armen. ”Nej,” endte hun med at medstemme for at vise kahli’en, at hun forstod hendes budskab. Lettere gjorde det det dog ikke for hende, da hun jo ikke var vant til at vise sig over for andre. Tøvende endte hun dog med at lade sine arme falde, så de slapt hang ned ad hendes sider, så man kunne se hende helt. Hurtigt bankede hendes hjerte. ”Jeg vil huske det for fremtiden,” lovede hun hende. Ikke skjule sin krop.. Ikke skjule sin krop.. Hendes hjerte syntes at stoppe ved kærtegnet, der næsten nåede hendes fyldige bryst. Hvad nu? Det foregik normalt ikke her? Hvad foregik normalt ikke her?! Hendes hjerte slog igen stærkere, som kahli’en stillede sig om bag hende. Skærpet var alle hendes sanser grundet denne meget uvante situation. Derfor kom hun også til at slippe et gisp, som det var uventet, at hun blev taget så stramt om håndledende, for næsten at få armene vredet brutalt om. Var det denne … tortur, som Valandil havde snakket om? Ikke et pib sagde hun. Hun stirrede blot frem for sig, som hun mærkede, hvordan hendes hænder blev bundet. Hård og sikker var knuden.. Det kunne hun mærke. Det eneste tidspunkt hun rørte på sig var, når kahli’en rev lidt for meget i rebene, så det satte en bevægelse i hendes krop. Hvad nu? Igen tænkte hun, at det ville være yderst uklogt at spørge. Hun skulle vel bare adlyde..?

[Eilíannel Kalî Deâris]

Om hun var smuk eller grim, gjorde ikke den mindske forskel. De fleste mørkelver-kvinder var meget smukke, og det var ret tydeligt at Jarniqa også faldt ind under dette, men resten måtte være hendes kommende mages problem, ikke hendes. Eilíannel nikkede bestemt "Når jeg er færdig med dig, vil det være så indprintet i dit sind, at det vil blive dig en ganske naturlig ting," det var et løfte.. og en advarsel.
Stramt bandt hun rebet om hendes slanke håndled, for hvad hun snart skulle igennem ville blive smertefuldt og hun havde ikke lyst til at risikerer sin egen sikkerhed, eller at hun ville forsøge at flygte for den sags skyld.
"Lad mig se.." hun så sig tænksom omkring. Hytten krævede brug af lidt fantasi, men det havde hun masser af. Som havde hun været en slave, trak hun hende hen til sengen, hvor hun bandt rebet omkring sengegavlen, så stramt at hun ikke havde megen bevægelighed. Det ville kunne gøre det.. for nu vel og mærke.
Hun bakkede omkring hende, så hun igen stod foran hende, med armen let bøjet og et par fingre på hagen. "Perfekt," hun vendte ryggen til hende og gik i stedet hen til en smukt udskåret kommode og gav sig til at rode i den. "Din krop er stærk Jarniqa. Den skabt til at skabe nyt liv, og bærer smerte større end nogen anden. Jeg vil vise dig præcis hvor stærk du er.. og hvor stærk din krop her, så du en dag vil kunne bærer dig frem som en stolt mørkelver," forklarede hun og fandt en lang, mørk pisk, med smuke mønstre skåret ind i læderet. Hun viklede enden omkring sin hånd og vendte sig mod hende med et legesygt blik. "Så lad os starte med noget let," hvislede hun og gik frem mod hende.

[Jarniqa Dynithril]

Dette ville indprinte sig i hendes sind? Sådan som kahli’en snakkede, kunne Jarniqa snart frygte, at hun ej ønskede det samme.. Hun sørgede for at fokusere på sit eget åndedrat. Slap af.. Hun måtte slappe af. Hun havde selv først sig hertil, og derfor måtte hun klare, hvad end hun blev stillet for. Dog kunne hun mærke på sig selv, at hun var bange. Hvem ville ikke have været det? tungen hold hun lige i munden, som hun blev guidet over mod sengen. Eftersom hendes hænder var blevet bundet på ryggen, og da hendes hænder blev bundet til sengegavlen, var hendes fortrin derfor helt frit. Hvorfor skulle det lige være forfra, at hun var mest blottet? Hvorfor kunne det ikke have været bagfra? Det havde været mindre.. intimt. ”..Hvor lang tid vil det vare?” vovede hun alligevel at spørge, som hun hentydede til denne … seance. Som hun stod fremad, kunne hun til sin skræk se, at en pisk blev trukket frem. Ikke, at det et sted overraskede hende, men alligevel.. Det kom alligevel stadig som en klump i halsen på hende. Gode tanker.. Gode tanker måtte hun have. Hun kunne ikke knække sammen nu! Hendes krop var stærk? Stærk nok til en pisk? Aldrig var hun blevet pisket før.. Det var tydeligt. Hvorfra skulle hun så vide, om hun kunne klare det eller ej? Hurtigt slog hendes hjerte. Det kunne hun til gengæld ikke kontrollere. Fjerne tanker.. Hun måtte stoppe sine tanker. Svært var det dog, når hun så ind i kahli’ens legesyge blik der virkede helt sygt. På trods af sin manglende bevægelsesfrihed, rettede hun sig alligevel op. Hun tog en dyb indånding. ”.Jeg er klar,” endte hun alligevel utroligt sikkert med at sige. Hun ønskede at imponere.. Udvise styrke. Forhåbentligt ville dette ikke få hende til at ligne en lille pige.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Man kunne frygte at den unge kvinde ikke havde den mest fjerne idé om hvad hun var gået ind til. Eilíannel opfangede hendes tavse modvilje ligeså meget som hun opfangede hendes uro. Hun var sandelig en sød sag, desvære kunne de ikke bruge det til særlig meget, hendes træning ville blive vigtig, til gengæld så havde hun potentiale, det havde hun vist allerede ved at slæbe hendes slave hele vejen med sig gennem skoven, så han kunne vise hende Maerimydra.
"Så lang tid som det end må tage. Det kommer an på din modtagelighed," svarede hun roligt. Den lange, slanke pisk, lagde hun i sin håndflade og trak den gennem sine fingre. Det var faktisk lang tid siden hun havde gjort dette, oftest overlod hun det til nogle af de mere betroede, fordi hun havde mere end rigeligt opgaver nok. Det skulle blive ganske sjovt at træne sin egen.. og hvorfor det lige skulle være hende her, kunne hun ikke rigtigt beskrive. "Din hud er ubrudt. Dette vil være ganske nyt. Hvert ar bliver et tegn på den styrke du besidder," hun studerede hendes krop lidt og vurderede hvor det første slag skulle falde. I tavshed løftede hun armen over hovedet og slog pisken med et elegant men hårdt svirp mod hendes flade maveskind, som var noget af de mere følsomme på kroppen. Det efterlod et fint rødt mærke, der ville forsvinde med tiden. Hun huskede sin egen træning, det var mange år siden nu og hun var selv kommet fra Procias.. det havde været noget af en omvæltning og det ville det ligeså blive for den kære Jarniqa, men hvis hun virkelig ønskede det, så var det, det hele værd.

[Jarniqa Dynithril]

Så lang tid det ville tage, og det kom an på hendes modtagelighed? Jarniqa vidste ikke, om hun skulle grine eller græde. På den ene side ønskede hun jo, at det skulle være overstået på et splitsekund, men på den anden side ønskede hun også at bevise overfor kahli’en, at hun havde gjort ret i at tage hende ind. Hun ønskede at bevise sit værd.. Hun måtte bevise sit værd! Tømme sit hoved forsøgte hun at gøre, men svært var det. Tanker havde tydeligvis sit helt eget liv. Næverne knyttede hun, hvor hun knyttede dem så stramt, at hendes knoer blev helt hvide. Hun betragtede, hvordan pisken blev hævet. Det eneste hun kunne fokusere på var, hvor slaget ville falde.. Hoved.. Hals.. bryst.. mave.. arme.. ben.. fødder. Mulighederne fik det næsten til at svimle for hende, men rankt blev hun endnu stående. Var det en fordel eller ulempe, at hun ikke vidste, hvor slaget ville falde, og hvor ondt det ville gøre? Det hele skete på et splitsekund derefter.. Smerten og overraskelsen kom i form af en gisp fra hendes læber. Glinsede blev hendes smaragdgrønne øjne, alt imens hendes krop forsøgte at bøje sig. Hun ønskede blot at krumme sig sammen. Beskytte sin mave, der nu havde en brændende piskemærke hen over sig. Det eneste hun kunne gøre var dog at bøje hovedet en anelse, som rebene holdt hende fra at knække sammen. Åh gud.. Åh gud.. Hun blinkede med øjnene i håb om at svimmelheden og den glinsende farve ville gå væk igen. ”..I-igen,” gispede hun. Aldrig havde hun prøvet noget lignende.. Intet kunne sammenlignes med dette! Magisk træning var på alle måder anderledes end mørkelvisk, men forhåbentligt ville det også ændre hende.. Ikke ønskede hun at have noget til fælles med den unge kvinde, som hun havde været, inden hun var kommet hertil. Hun ønskede at blive transformeret fuldstændigt.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Det var kompliceret at træne en mørkelver, særligt når det i dette tilfælde, foregik for lederens hånd. Hendes tid var langt mere begrænset end så mange andres, hvilket kunne få stor betydning for hvor lang tid det ville tage. Det betød også at hun ville opnå stor status i deres samfund, hvis hun gennemgik det hele og overlevede. Eilíannel havde set noget ganske særligt i hende, hvilket hun naturligvis ikke ville dele, men en dag skulle nogen overtage hendes plads, og hvis hun viste sig dygtig nok, ville hun muligvis være kandidat.
Hun sank pisken og lod spidsen krølle sig sammen på gulvet foran. I et langt øjeblik, så hun bare til hvordan hends barm hævede og sænkede sig, hyppigere efter det brændende slag hun var blevet tildelt. Hendes hoved gled på skrå, der var ej nogen medlidenhed at sporer, dog beundring, for hun nød at se mærket på hendes krop. Ved hendes tilladelse til at fortsætte nikkede hun blot, før hun igen hævede pisken og slog den mod hende en gang til. Spidsen kløvede luften og svirpede denne gang hen over hendes bryst kun for at efterlade et nyt mærke.
Denne gang holdt hun ikke inde, men lod det første slag efterfølges af endnu et tæt på det hun netop havde lavet. Pisken var kun en start, der fandtes langt mere grufulde metoder, og der var noget i hende som ikke brød sig om at gøre brug af disse. Hun gjorde det, uden frygt og uden væmmelse, men helt inderst inde var hun altid en kende modvillig, hvilket nok skyldtes de værdier hun havde med sig fra Procias.
Hun holdt inde igen. "Se mig i øjnene," befalede hun og søgte hendes med sit eget gennemborende blik.

[Jarniqa Dynithril]

Hvordan man kunne torturere en person, vidste Jarniqa faktisk ikke.. eller jo. Hun vidste, hvad man kunne gøre ved en vampyr, men det havde været ganske målrettet vampyrer. Derfor anede hun ikke, hvad hun kunne blive udsat for, og skræmmende var det da. Særligt som hun tydeligt kunne mærke, hvordan pisken brændte hendes kød! En ting var dog sikkert.. Det ville blive værre. Kahli’en havde sagt, at dette var den ”lette” del. Vejret forsøgte hun at genvinde.. Hun havde sagt, at kahli’en måtte fortsætte, og ikke tvivlede hun på, at der ville komme mere! Hun nåede blot at glippe med øjnene, inden hun snappede efter vejret. Hendes sarte bryst syntes helt at svulme under piskens smæld. En tanke nåede hun dog ikke at tænke, inden det næste piskeslag fulgte! Igen blev hendes øjne øjeblikkeligt glinsende! Hastig var hendes vejrtrækning, som hun måtte hive efter det, da hun helt syntes at have mistet pusten. To lige ved siden af hinanden.. Det skar lige igennem hende! Hendes skikkelse skælvede en anelse. Det kunne hun ikke kontrollere. På benene blev hun dog stående, skønt hun mest af alt ønskede at blive den mindste kugle i verdenen. Hun ville beskytte sig selv.. men ikke kunne hun. Derfor gjorde hun det bedste for at se stolt og stærk ud. Se hende i øjnene? Befalingen syntes helt absurd, når nu hun blev pisket. Hun tog en skælvende indånding. Hun måtte gøre det. Langsomt rettede hendes hoved sig, så hun kunne se direkte ind i de kolde øjne, der ingen varme eller medfølelse syntes at rumme. Hendes egne smaragdgrønne øjne glimtede helt. Både på grund af de stærke følelser og vandet i dem. Ingen tårer forlod dog hendes øjenkroge. Intet sagde hun. Hun afventede blot.. Neglene lod hun synke dybere ned i sine næver for at distrahere sig selv. Ned i kødet sank de derfor.