A long way from home..

[Eilíannel Kalî Deâris]

Alle vidste at bag de gyldne lokker og det gennemborende blik, var en magtfuld mand. Havde man først set ham med en bue og pil i hånden, så ville man aldrig undervurdere ham igen. Eilíannel vidste det, for han var primært den der havde ært hende at håndtere en bue for mange år siden, da hun stadig havde været en del af lyset, noget som kun de færreste vidste at hun overhovedet havde været.
"Forundret? For mig var det en begivenhed der ændrede mit liv for altid, ligeså meget som det gjorde di, Thranduíl, selvfølgelig husker jeg det," sagde hun spidst. Hun havde kæmpet for at fremstå frygtindgdende og mørk, efter alle de år i lyset, nu var det blevet så naturlig en del af hende, at hun nærmest havde glemt hvordan man udviste nogen venlighed. Den slags var der slet ikke brug for her. Hun lagde et par fingerspidser mod sin hage og så lidt tænksom op på en af træerne. "Skæbnen har sine ironiske veje. Her står jeg som Kahli i mørket, når jeg i virkeligheden kunne have sat som Elverdronning i lyset," hun smilede kortvarigt, et køligt og ligegyldigt smil mens hun bare trak på skuldrene. "Jeg vendte aldrig lyset ryggen, lyset vendte mig ryggen.. du vendte mig ryggen... men hvorfor dvæle ved fortiden?" hun så væk. Det gjorde hende stolt at hun var nået til hvor hun var nået.
De vidste begge at han afskyede sin far.. det havde han alle dage gjort. Det var næsten skræmmende at se hvor meget han langsomt begyndte at ligne ham. "Om nogen ved jeg at du ikke ønsker at ligne ham. Desværre har vi en tendens til at blive til det vi frygter mest," hun slog ud med armene. gennem hendes liv i lyset, barndommen, havde hun gjort alt for at bevise at hun ikke var en mørkelver så hun kunne blive accepteret, men det var aldrig lykkes, og nu omfavnede hun sin race.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eiliánnel var kommet langt, og selv Thranduil kunne jo se og genkende meget af det. Den målbevidsthed, og den vilje, som hun var i besiddelse af, kunne uden tvivl mærkes. Han rettede sig op. Nu var det jo straks nemmere. Han havde lært hende at benytte en bue og pil dengang for mange år siden. Han var selv langt mere farlig, end hvad han denne gang havde givet udtryk for. Det havde nemlig ikke været hans mest stolte øjeblik.
"Alligevel imponerende med det mørke, som jeg kan spore i dine øjne.. Og dog, må jeg genkende det glimt, som du herunder, må sende mig. Der er enkelte ting, som ikke ændrer sig," sagde han denne gang med en så kontrolleret stemme, som det var ham muligt.
Lyset havde vendt hende ryggen? Af hvad han kunne huske og mindes, så var det hende, som dengang, havde valgt at forlade stedet. Ikke at han klandrede hende for det, da han vidste, at det havde været hårdt for hende, men hun havde valgt at forlade stedet. Han havde ikke gjort et nemt. Han havde været tvunget til at søge hans faders ønske, og det var også, hvad han havde gjort. Ellers havde han næppe stået, hvor han gjorde det den dag i dag. "Som du valgte at forlade Procias, valgte du at vende ryggen til alt det, som du dengang havde opbygget, og opnået, og lod det alt sammen falde til jorden," sagde han denne gang. Armene lod han denne gang søge over kors.
Tanken om hans fader, gjorde Thranduil forarget. Ikke ønskede han at ligne den mand, og han havde forsøgt at gøre, hvad han kunne, for ikke at ende med at være det! Han kneb øjnene mere fast sammen end tidligere. "Frygen har en tendens til at styre os ganske vidst," Han sænkede blikket. Lignede han virkelig den mand så meget?

[Eilíannel Kalî Deâris]

Viljen havde Eilíannel altid været i besiddelse af, ellers så havde hun aldrig overlevet Procias ligesom hun aldrig havde haft nerver til at falde for en mand som Thranduíl. Skæbnen havde ikke været med dem, men det ændrede ikke den hengivenhed hun engang havde følt for ham. Hendes blink sænkedes dog uden at forlade hans helt. Hun knyttede hænderne en anelse. "Mørket har ikke ændret mig, blot udviklet mig. Lad os ikke glemme at jeg altid har været en mørkelver, jeg forsøgte dengang at fortrænge hvad jeg var, men ikke desto mindre så var det min karakter. Jeg er stadig den samme," hun svang hoften let mod den ene side, stadig med hånden plantet derpå, mens hun stod og betragtede ham.
På blot et øjeblik havde hun taget tre målrettede skridt mod ham og stod lige foran ham. De var næsten samme højde kun adskilt af få centimeter. "Du var alt hvad jeg opnåede i lyset, Thranduíl. Der havde jeg ingen status og ville aldrig vinde den, jeg hørte aldrig til der, du ved det og jeg ved det," hendes tone var ej vred, men nærmere bestemt og hendes blik yderst intenst. Han skulle ikke tale til hende på den måde og slet ikke efter hun havde mistet ham. Hvilken andet valg havde hun haft?
"Det har den. Den styrede os begge.. se hvad vi er blevet.. det vi frygtede mest at være, og vi finder sågar stor stolthed i det. Det kalder jeg ironi," hendes læber gled ud i et lidt følelseskoldt smil, idet hun igen trak sig lidt tilbage. Det havde været naivt af dem overhovedet at tro at de kunne løbe fra deres fødselsret, en fejl hun ikke ville begå igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eilíannel var da intet andet end direkte irriterende i øjeblikket, og det var begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Han blev stående med hånden mod brystet. Denne lukkede han kun mere og mere omkring hans eget klæde, bare for at have noget at holde fast i, for han blev kun mere og mere forarget, jo mere hun snakket og talte. "Udviklet dig? Jeg så en ung kvinde, med et ønske om en bedre tilværelse, og som ikke ville hæmme, for at opnå det. En skam at se dig falde til hundene på den måde," sagde han direkte. Hun kunne være så stolt af det, som hun overhovedet ville, og det ville ingen forskel gøre for hans vedkommende. Overhovedet faktisk.
Thranduil rettede sig op, da hun nærmest truende stod foran ham. I forvejen, var det ikke ofte, at han mødte nogen, som nåede hans højde på den måde. Han knyttede næverne svagt, hvor han denne gang lod hænderne søge ned langs hans egen krop. Han havde været, hvad hun havde opnået? "Jeg så meget andet, end det alene, Eilíannel. Om jeg skulle vise sig, at være det eneste, så har dit valg været ret, da du forlod de lyse og grønne skove," fastholdt han denne gang. Et sted måtte han vel erkende, at det skuffede ham? Når hun havde haft alle de gode ting, som der havde været, og det var egentlig det.

Thranduil vendte blikket den anden vej. Han hadede tanken. Foragtede tanken! Og jo.. Et sted, var han jo klar over det. Han var ved at blive til det, som han igennem alle de år, havde frygtet og været bange for? Ikke at det var en tanke, som behagede ham det mindste, da han tvært imod, ønskede, at få bugt med alt det i stedet for. "Du fryder dig over det, Eilíannel," pointerede han denne gang. Han lystede jo egentlig bare at komme videre derfra, for han havde en anden dagsorden, og dog.. nød han jo det selskab, som han havde nydt dengang. Ironi.. "Du har affundet dig med det," tilføjede han. Det forstod han overhovedet ikke at man kunne.. Ganske enkelt.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Hans smerte tog hun sig ikke af. For hende var det blevet en del af hverdagen og livet. En del af hende ville nok aldrig vænne sig til lige netop det, men hun gemte det bag nogle af de facader der var blevet rejst i forbindelse med hendes drejen mod mørket. "Jeg fik hvad jeg ønskede Thranduíl. Jeg fik en god tilværelse med respekt og anerkendelse, det var aldrig sket i Procias," pointerede hun. Netop hendes stædighed havde budt hende disse muligheder, og hun fortrød ikke et øjeblik at have taget den. Det havde været straks værre hvis han hele vejen igennem havde haft et hjerte der bankede for hende, men det stoppede lang tid før hun forlod landet.
Hun trådte roligt tilbage med hænderne knyttede og vendte ryggen til ham. Hendes blik spejdede ud mod skoven og studerede det som i så mange år havde været hendes hjem nu.
"Jeg var ret i mit valg. Måske du så meget andet, men sandheden var at jeg altid affandt mig for din skyld. Ynkeligt som det end var, men ikke desto mindre sandt, hun vendte hovedet en smule dog uden at se om på ham. Alt den tid i Procias havde hun kæmpet for en plads så hun kunne være ved hans side, det var den eneste grund alene, så da han havde givet slip.. så havde hun det samme.
Fryd var meget sagt. Hun vidste end ikke selv om det vakte stolthed eller afsky. "En del af mig gør. En anden del af mig foragter det," indrømmede hun og slog spidsen ned i den lidt sumpede skovbund med tåspidserne. "Kun ved at acceptere skæbnen kan man omfavne den," hun fugtede sine læber. Det var den filosofi hun havde været tvunget til at leve efter.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste, at han var ude på dybt vand i skovene her, og at stå overfor Eilíannel, gjorde det ikke meget bedre for ham. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Den selvtillid.. Det hævede hoved, og den arrogance, var da nærmest til at væmme sig ved. "Om du havde kæmpet hårdt nok, havde du opnået det. Jeg var blot en ung dreng på daværende tidspunkt, som ønskede og lystede at stille min egen min faders tilfredsstillelse. Du kunne være kommet langt, selv der," endte han. Hvor de havde været tæt på at forenes, var de nu royal i hver deres elviske lejr. Egentlig ganske morsomt for selv ham at tænke på.
Ikke ønskede Thranduil at tabe næsen overfor Eilíannel, hvilket han stod meget fast på. Han rettede sig op. Han ønskede ikke at ligne sin fader, men derimod at være sin egen. Det var vel det, som gjorde udfaldet, selv for ham i den her tid? Han rystede kort på hovedet. Skulle hun nu stå der og fremhæve sig selv, som det bedre end ham? Fordi det nogensinde kom til at ske! "Så du tog valgene for min skyld, siger du?" De skovgrønne øjne faldt til hendes skikkelse. Han havde altid været egoistisk. Egoistisk og enerådig, og det var der ikke nogen, som havde formået at tage fra ham.
Thranduil lod armene søge ned langs hans egen krop igen. Hovedet lod han søge en kende på sned. "Du har mig altid været en fascinerende af slagsen, Eilíannel. Du viste dig altid som en tilpasningsdygtig kvinde.. En skam, at du endte her. Frygten har talt for os begge.. Den drev dig bort fra lyset og til skyggerne. Skæbnens vej er uransagelig.. Aldrig er det til at spå hvor vi vil ende," fastholdt han denne gang, hvor han vendte blikket bort. Han selv ønskede videre nu. Det var i forvejen hårdt.. Han havde jo elsket hende. Et sted.. gjorde han vel stadig?

[Eilíannel Kalî Deâris]

Arrogancen delte de. Ingen behøvede ondskab eller mørke for at være arrogant, det var Thranduïl et udmærket eksempel på. Ligeså var de begge beviser på at god og ond var en meget kompleks ting af flere dimensioner. "Samfundet havde aldrig ladet mig finde en plads og med hensyn til dig.." hun blev stående med ryggen til ham og stirrede lidt frem for sig. ".. så var jeg aldrig kommet længere. Din far forhindrede det og du lyttede. Jeg kunne have presset på med alle bønner, men du knuste mit hjerte, og det er ironisk nok, det bedste der nogensinde er hændt," hun vendte sig rundt og så på ham med et lille arrogant træk på mundvigen. Det havde gjort hende stærk, det havde gjort hende til en dronning med status og respekt, hvilket hun priste højt.
Hun fnøs og rystede på hovedet. "Nej. Valgene tog jeg for min skyld, fordi jeg havde begået den ynkelige fejl at håbe på tilpasning for din skyld," forklarede hun og pegede lidt tilfældigt med en pegefinger for at forklare. Det var sandelig kompliceret. Hendes arm faldt ned langs hendes side igen. De vidste begge at hun var taget hertil for sin egen skyld, det ville aldrig blive for ham.
Hendes arme gled over kors. "Det er sandt, men jeg ser det ikke som en skam. Min frygt ledte mig hertil og nu ser jeg den i øjnene hver dag. Men bebrejd ej min frygt for at lede mig bort fra lyset, det var din fortjeneste ene og alene," tilføjede hun uden bebrejdelse. Det var mange år siden hun havde været vred på ham nu, men det havde været slemt de første år, særligt gennem torturen, men det havde også helet hendes knuste hjerte.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Arrogancen havde skovelverne og mørkelverne tilfælles. Men det var nok også et af de eneste typiske personlighedstræk, som var. Ellers var der jo selvfølgelig de typiske, som han i forvejen, hadede at måtte indrømme, var der. Han kneb øjnene sammen. Hun fremstillede ham svag, hvilket han under ingen omstændigheder, ville stå her og høre på! "Jeg gjorde, hvad jeg fandt bedst for skovelverne som race.. At jeg knuste dit hjerte.." Han vendte sig denne gang mod hende. "Var en beklagelig ting, som nu bare måtte komme i vejen," tilføjede han denne gang. Han var oprigtigt ked af det, for hun havde været en kvinde, som han havde været oprigtigt glad for.
Thranduil havde aldrig forventet, at Eilíannel skulle gøre noget som helst for hans skyld. "Jeg har aldrig forventet, at du skulle gøre noget for mig," sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Det var heller ikke meningen, at hun skulle have lov til at pvirke ham på den måde. Overhovedet ikke. Det ønskede han nu heller ikke.
Thranduil rettede sig op, selvom det skar i hans side og i hans ribben. Hans grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun ville med andre ord, give ham skylden for, at være endt hvor hun var? Og skovelverne stod hvor de stod? Han trak kort på smilebåndet. "Du kan rose mig alt hvad du vil, Eilíannel, og det vil ingen forskel gøre.. Du leder et folk, som i alt for mange år, har levet i skyggerne, og aldrig nogensinde vil komme ud af det.. Så fortæl mig.. Tror du, at du kan være en leder, som kan lede dem ud igen? Det tvivler jeg stærkt på," afviste han kort for hovedet. Med den levevis de havde? Det kom slet ikke på tale!

[Eilíannel Kalî Deâris]

Hvis der havde været blot et sølle spor af følelse i hendes blik, så forsvandt det på et øjeblik og efterlod et intenst og dog intetsigende blik tilbage til ham. En beklagelig ting der var kommet i vejen? Var det så langt hans følelser for hende havde rækket? Uden at vise det, mærkede hun et lille stik af skuffelse, ikke fordi hun var interesseret i nogensinde at falde tilbage i hans klør, men fordi hendes syn på den tid de havde haft sammen, havde været ganske anderledes. "Som sagt gjorde du mig en tjeneste, det tog mig blot lang tid at indse det," hun vendte blikket væk og så hen på et nøgent træ. Det var ikke sandt, men Eilíannel nægtede at tabe ansigt til en mand som Thranduíl!
De strittende ører sitrede en smule, men kunne ane dem stikke op mellem hendes ravnsorte lokker. Mørk havde hun altid været, og det havde gjort hendes liv i Procias.. problematisk. "Jeg var naiv nok til at forsøge engang. Heldigvis blev den rette vej vist," hun strakte sine slanke fingre og tog lidt arrogant sin hånd og de mørke symboler der prydede den, i betragtning.
Hans blik mærkede hun brænde i hendes rygge og nakke, hvilket bevidst var til hinder for at hun vendte sig om. Han skulle ej tro at hun var en svag kvinde, der lod sig påvirke af en fortid som hun havde forsøgt at glemme. Først da han verbalt angreb hendes titel og hendes folk med sin besidte mund, vendte hun blikket tilbage til ham, brændende. "Det er ikke min plan at lede dem ud af mørket. Det er der vi lever, trives og samler vores styrke. Du kan tænke om det hvad du vil, men jeg er den som vil gøre Mørkelverracen til den stærkeste set længe, og ja jeg nærer den fulde tiltro til mig selv om at det er muligt, for jeg er endelig kommet af med det der engang hindrede mig i at blive til noget stort. Min samvittighed og dig," svarede hun spydigt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eilíannel var en kvinde, som Thranduil altid havde været glad for. Meget endda, og han var selvfølgelig kun ked af, at det var gået så vidt. Men selv han havde jo måtte sande, at hvad de havde kunne give hinanden, slet ikke var det bedste for racen, og det havde hans egen fader jo så formået at slå direkte ind i hovedet på ham, selvom det havde holdt hårdt. Ingen tvivl om det. "Tag ikke fejl, Eilíannel.. Jeg nød det dengang.. Frem til det blev ødelagt," sagde han denne gang med en oprigtig stemme. Han ville bestemt ikke se på det, som skidt eller spild af tid, for det havde det bestemt ikke været. De havde vel begge givet hinanden frygtelig meget, alt taget i betragtning?

Thranduil fulgte hende meget nøje med blikket. Sågar ville hun påstå, at han havde været med til at holde hende tilbage? Sjovt.. Det var ikke en leder, som han så i hende, og bestemt ikke lige nu. En leder ville beskytte sit folk.. ville gøre hvad der var nødvendigt, for at afholde ham fra stedet, og sågar forhindre ham i at komme med de udtalelser som han gjorde. Alligevel måtte han sande, at hun formåede at vække i vrede i ham. Sjældent noget, som i det hele taget forekom. "Så du vil påstå at det er dit liv i lyset, som har ledt dig hertil? Som leder af Mørkelverne?" Med rolige skridt, trådte han hen mod hende endnu en gang. Dette skulle nok vise sig, at blive umådelig interessant. De skovgrønne øjne faldt intenst og fast til hendes skikkelse. "I det tilfælde.. Så venter jeg spændt på at se hvilken storhed, du kan føre mørkelverne ud i," endte han denne gang. Han lod hovedet søge næsten hoverende på sned. I den forstand, ville han til enhver tid sige, at skovelverne overgik mørkelverne.

[Eilíannel Kalî Deâris]

De havde fundet deres egne veje, hun særligt efter han nærmest havde fordrevet hende fra lyset. Det var ikke helt uden risiko at møde ham på disse kanter. Man vidste aldrig hvem der gemte sig i træerne, desværre var Eilíannel for ophidset af deres samtale, og af hans arrogante væsen, til at bekymre sig om det andet. Kulden i han blik var gengældt, men hvor han var præget af ro, var hun præget af en ilterhed der ellers sjældent kom til udtryk. "Om du nød det eller ej, gør ingen forskel, Thranduíl. Det endte, til alles bedste," konstaterede hun lidt sammenbidt. Det havde bragt hende til hvor hun var idag, som stolt leder af et folk, ligesom han endelig havde vundet sin faders accept, og fået muligheden for at lede skovelverne. I hendes øjne var lyset spild af tid og fuld af elendige minder som hun helt gav slip på.

Aldrig havde hun haft et reelt tilhørssted. Hun havde stort potentiale her i skoven hos mørkelverne, og hun ledte efter bedste evne, men somme tider svækkede lyset hende, også selvom hun hellere ville dø end at indrømme det, og derigennem i det mindste bevarer sin værdighed. Lyset hørte hun dog heller ikke hjemme i, de afstødte hende, frastødte hende, og hun dem nu om dage vel og mærke. Det mrkante kæbeparti trådte tydeligt frem, mens hun bed tænderne hårdt sammen. "Det er lige præcis det jeg siger," svarede hun oprigtigt. Procianernes had til hende samt hans opgør, havde været med til at drive hende mod bedre horisonter, hvilket hun jo kunne takke ham for. Hånden satte hun på hoften. "Og jeg vil trække mig for at gøre lige netop dette," hun fik trukket pilen ud af det kæmpe bæst og stak den tilbage i pilekurven. "Farvel Thranduíl," hun så ikke på ham, men tog i stedet den tavse tur tilbage af stien.

//Out

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eilíannel var ved at blive hidsig. Et sted var det noget som Thranduil nød. Hun kunne fremstille sig selv så selvsikker, som hun overhovedet ville, men han vidste, at hun derimod også var glad for det liv, som hun havde haft i Procias. Det var et liv, som i forvejen havde givet hende utrolig meget på sigt, og selvfølgelig kunne det også godt mærkes. "Det er muligt, at det på sigt, har været til alles bedste, men selv du dannede et grundlag af en tilstedeværelse i Procias," fortalte han denne gang. Til enhver tid, ville han nok føle det savn til hende.. Men når han så hvad hun var endt som, så var det bestemt slet ikke så tydeligt, som det engang havde været.

Skoven var nok den eneste fællesnævner, som skovelverne og mørkeleverne havde. Der var ganske vidst mange små ind imellem, men det var jo så også det, som gjorde, at han endnu ikke gjorde noget. Også fordi, at hun var den kvinde som hun var, så kunne han jo heller ikke få sig selv til at gøre det. Det gjorde ondt at se hende på den måde, og så komplet ligeglad, når det var hende set fra andet vis, som han kendte i forvejen. "Jeg er ikke enig," bed han hende af.
At hun så pludselig tog valget, at ville videre, passede ham fint. Han havde en forhenværende dronning og en datter, som han skulle møde, og derfor søgte han dertil. Han nikkede kort mod hende. "Vore veje vil nok krydses igen," afsluttede han denne gang, inden han selv søgte videre. Skoven skulle han ud af, så han hurtigt kunne søge til slottet, og derfra få lov til at se sin nyfødte datter for første gang.

//Out