A long way from home..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eilíannel Kalî Deâris

---

Det var sen eftermiddag, da Thranduil langt om længe, nåede skovene, som han vidste, at han skulle passere, for at komme til Castle of Darkness. Efter han havde fået sin datter retur.. Hans lille Aranduriel, havde han i denne anledning, efterladt hende i tryg og god varetægt hjemme i Procias, da han ikke ønskede, at tage hende med ud på denne farefulde færd. Velvidende om, hvad det var for et sted, som ha nu skulle passere, vidste han godt, at det var med en stor risiko. Men igennem skulle han, og han agtet at komme igennem!
De grønne øjne var atter præget af det liv, som var faldet bort, da han havde mistet både datter, men også hans hustru. En ting var helt sikker: Han skulle ikke have en kvinde tæt på sig endnu en gang. Ikke på vilkår!

På hesteryg i dagens anledning, da han selv følte at turen var for lang til fods. Han tog endnu en gang i tøjlerne, som han førte med en fast og målrettet hånd, vor han førte hesten med sig ind i skoven. Hvis han var heldig, undlod han, at blive afsløret. Det var hvad han satsede på i hvert fald.
Det lange lyse hår, var skjult bag en hætte og kutte, som hvilede over hans hoved og ansigt. Alle spor efter hans ophav, forsøgte han at skjule, udelukkende fordi at han vidste, hvad han kunne risikere, at støde på her, og ikke var det noget, som han havde særlig meget lyst til. Hesten forholdt sig rolig.. og det samme gjorde han, så med andre ord, så var der ikke noget at være bange for. Endnu om ikke andet. Han vidste vel, at det bare var et spørgsmål om tid?

[Eilíannel Kalî Deâris]

I mange minutter havde Eilíannel fulgt den fremmede hest i skoven, gemt i de skygger træerne kastede. Det var et dunkelt sted selv om dagen, men solen slap ikke ned på skovbunden hvilket gjorde det nemt at skjule sig, særligt når man kendte skoven så godt som hun nu gjorde.
Som han havde sagtnet farten, trådte Eilíannel frem fra sit skjul.Hendes gang var rolig og galant, trods hun trådte lige ud foran hesten. Hendes mørke øjne så intenst på hesten mere end på dets rytter. Ej var hun forpustet selv efter at have løbet gennem skoven. Våben trak hun ikke, for hun genkendte kappen der prydede Elverkongens kappe. Utroligt at han stadig turde vise sig her, efter deres sidste møde. Var hans kone forsvundet igen?
Hånden holdt hun oppe og talte med gammel elvisk tunge. Hendes stemme var kold, trods det var lyse gloser, hvilket var en fordel ved at have boet i Procias for lang tid siden.
"Vedui' A Thranduil," hilste hun velvidende om at han udmærket ville forstå hende. Hun hævede langsomt blikket da hesten stoppede op for hendes hånd og hun lod den falde ned langs siden. De mørke øjne forsøgte at fange hans et sted bag hans kappe.
"Og jeg som troede du fik nok af mørket under dit sidste besøg," hun tiltalte ham ikke med en kongens respekt, ikke med den fortid de havde, plettet som den end var. De spidse ører stak op gennem det mørke hår, der var tynget af et smukt smykke der nærmest lignede en krone, med lange, tynde kæder af sølv, hængende ned omkring hendes ansigt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil huskede og mindes, hvad der var sket sidst han havde været her, og det alene, var i forvejen heller ikke noget, som han ønskede at gennemgå endnu en gang, om han kunne blive fri. Naivt, som det end kunne være, så håbede han da på, at han kunne komme igennem, uden at blive set af nogen eller noget.
Den skikkelse der pludselig sprang ind foran ham, gav hesten et chok. Den gjorde tegn til at stejle, selvom Thranduil hurtigt fik den under kontrol igen. Hånden lod han roligt glide over hestens hals. Hun hilste.. Ikke var han i tvivl om, hvem det var, og derfor vidste han også, at han var afsløret. De grønne øjne vendte han direkte mod hende. "Veduil A'Eilíannel," hilste han igen. I respekt for den mørkelviske dronning, talte han faktisk hendes mørke tunge. Han kunne godt vie den respekt, og så håbe, at han denne gang, ville få muligheden for at passere.
Hvorvidt om hun havde hørt om hans hustrus bortfald, og det samme med hans datter, som han efterfølgende havde fået retur. Han var her af helt andre årsager denne gang. "Jeg er her af helt andre årsager. Derfor beder jeg dig om velsignelsen til at passere skovene," tilføjede han. Han lod denne gang kutten falde igen. Hans blik strålede af alvor.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Det var bestemt ikke ofte at elverkongen fandt vej til disse kanter og trods hun havde forsøgt ikke at blande sig, så havde det vist sig som værende umulig. Sandheden var den at han var en stor del af en fortid som hun havde lagt bag sig, men det gjorde hende ikke mindre nysgerrig på hvorfor han var omkring.
Langsomt gjorde hun en mild håndbevægelse som var med til at bringe hesten til ro. Dyr var vant for hende, nok mest grundet fortiden i lyset hvor det havde været dagligdag. "Naturligvis," svarede hun dog uden at flytte sig. Ej ville hun stoppe ham fra at passere, hun var ikke ude på at skabe krig med de procianske elvere, men det betød ikke at hun ikke kunne undre sig.
"Søg under hver en sten efter din kære hustru, om det er hvad du søger," først nu trådte hun elegant et skridt til side, og gjorde gestus med hånden til den videre sti. Hendes blik var køligt og fjernt, alt andet end det som det engang havde været. Et sted mellem træerne, slap en lille solstråle gennem træerne og ramte nogle af de mørke markeringer som var blevet en del af hende og afslørede hendes identitet.
Hvad der var hændt for ham, var fuldstændig ukendt for hende. Hun interesserede sig kun lidt for hvad der skete i Dvasias og endnu mindre om hvad der skete i de andre lande. Skoven var det vigtigste, dets folk, og kun det der involverede dem, interesserede hende. "Tag den Nordlige sti og drej til venstre ved det store eg. Kun sådan undgår du mí maethorions," annoncerede hun lidt ligegyldigt. Næste gang han gik i fælden kunne hun ikke redde ham, der var mange forventninger til hende trods alt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eilíannel var en stor del af Thranduils fortid ligeledes, og derfor var det naturligvis også noget, som kunne mærkes, da han stod overfor hende. Sidste gang han havde været forbi, havde hun ladet ham gå. Han kunne vel bare håbe på, at hun ville gøre det samme denne gang?
Hesten faldt stile til ro, ved hendes tilstedeværelse. Som han kunne huske og mindes, så var hun god ved dyrene, og denne faldt også meget hurtigt til ro igen. Tanken om Serenity lagde et mørke over hans blik, for det var en tanke, som for ham gjorde ondt. Ikke ønskede han, at snakke om hende, da det nu var måneder siden, han havde lagt hende i graven, og ikke ønskede han at lade et væsen af mørket, tale om hende, eller tage hendes navn i sin mund. "Det er helt andre omstændigheder, som nu ligger til grunde for min tilstedeværelse her i Den Mørke Skov, Eilíannel," sagde han med en kortfattet og yderst direkte stemme. Varm og venlig var han ikke overfor hende, og ikke var det noget, som han havde nogen grund til at være lige nu.
Thranduils grønne øjne stirrede i retningen af hendes skikkelse. Her vidste han, at han måtte være hård. "Jeg takker for Deres tid," sagde han denne gang. Han rettede sig op på hesten, som nærmest i samme øjeblik, tog hintet til sig og begyndte at gå. Nej, han havde slet ikke tænkt sig, at tilbringe mere tid her, end hvad der var nødvendigt.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Ud over deres meget korte møder for måneder siden, så var det mange år siden de havde haft noget med hinanden at gøre, og han holdt ikke længere en plads i hendes hjerte, hvilket betød at hun intet ansvar havde overfor ham. Hvad hun derimod havde ansvar overfor, var sit folk, de stillede forvetninger til hende, rejse krav og det var grunden til at hun ikke kunne lade ham gå.. sidste gang vel og mærke, for lige nu var der kun ham og hende. Hesten var faldet til ro, hvilket ledte hendes intense, kolde blik direkte til Thranduíls. De var ikke venlige eller høflige, end ikke med den baggrund de havde.
"Meget vel. Jeg blander mig ikke," svarede hun og vendte uinteresseret blikket væk. Hans kone kunne ikke rage ham mere, og hun havde ikke råd til at han gjorde heller. Med begge hænder solidt plantet på hoften, trådte hun til siden og vendte sig om i takt med at hesten igen begyndte at skridte og derved også passerede hende.
"Vær forsigtig," gentog hun bare som svar. I takt med at han lagde afstand, trådte hun lydløst ind i træernes skygger og besluttede sig for at følge efter ham. Det ville snart blive mørkt og så ville skoven blive et forfærdeligt farligt sted, særligt for dem der ikke var vant til at færdes der. Thranduil skulle nok støde på nogle problemer, det var hun overbevist om.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke ønskede Thranduil at tænke på Serenity mere, for han vidste, at konsekvenserne af et, kun var alt for stor, og det ønskede han på ingen måder. Det gjorde ondt for ham selv, at tænke på det, men hvad pokker kunne han gøre ved det nu? Intet.. Han havde sin datter.. hans kære Aranduriel hjemme, og det var en grund til at han skulle hjem igen. Denne gang, var det bare Silia, som han agtet at få snakket med.
De smaragdgrønne øjne hvilede stift i hendes blik. Han var ikke bange for hende, og det havde han aldrig haft en grund til. Han fik derfor hesten i bevægelse igen, hvor han denne gang fik den med sig mere igennem skoven. Selv vidste han godt, at der var farer her i skoven, og at mange af dem, slet ikke var, som det var derhjemme, og derfor var han også meget mere opmærksom her. "Af mit hjerte, takker jeg," fortalte han sandfærdigt. Nu hvor han vidste, at Silia havde født hvad der også var hans barn, så måtte han også søge dem.. Efter tabet af Serenity, vidste han jo godt, at han ikke kunne fortsætte med at vende ryggen til det.

Thranduil søgte jo så stadig længere ind i skoven. Han kneb øjnene let sammen. Det var mørkt.. stemningen var trykket, og selv lyden af fugle og andre dyr, synes at dø mere og mere hen. Han rettede sig op.. Den stilhed, brød han sig ikke om. Heller ikke her i Dvasias! Langsomt greb han ud efter sin bue, som han altid rejste med på ryggen. Han greb langsomt om denne, mens han fortsatte. At stoppe, var fuldkommen uaktuelt nu!

[Eilíannel Kalî Deâris]

Thranduils destination og hensigt var hende ukendt og i princippet også uvedkommende, trods nysgerrigheden trykkede. Alene havde han intet at frygte for hende, men omringet af andre elvere, havde hun helt andre forventinger at leve op til. Hun nikkede blot af hans ord og vendte derefter ryggen til. "Så siger vi det," mumlede hun for sig selv, så han ikke kunne høre det grundet afstanden.
Hans hjerte havde ikke været en del af dem i mange år, og somme tider havde hun betvivlet om han overhovedet var i besiddelse af et. Ironisk eftersom hun var den som var efterladt i mørket.
Alligevel så bevægede hun sig gennem skyggerne, i stilhed. Buen trak hun og holdt den fast i sin hånd, så hun var forberedt. Des dybere ind i skoven de kom, des tættere blev træerne og mørket, og lugten forvandledes til noget uforklareligt, der nærmest bare var blevet en del af hendes hjem.

Først da Thranduil stoppede op, gjorde hun det samme og sneg sig ind mellem to træer, for at gå i knæ i skjul ved et træ så han og eventuelle rovdyr ikke ville bemærke hende. Lydløst trak hun en pil, en af de giftige og satte den på buestrængen, for at trække den op. Hendes overarme var stærke og slet ikke påvirket af den ellers lidt akavede position hun nu sad i. Ikke langt derfra lød en knurren... en ulv, hvilket hun vidste allerede fra lyden af dens poter når den bevægede sig hen over skovbunden. Ganske rigtigt. Sekunder efter sprang et stort dyr ud fra skoven med direkte kurs mod eleverkongen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var i øjeblikket så meget på udebane, som han overhovedet kunne komme. Han kneb øjnene svagt sammen. Luften herinde blev tyk, mørk og trykket. Selv hesten begyndte at reagere på dette ved uro. Den kastede med hovedet, uanset hvor meget Thranduil gjorde, for at tale den bare en smule til ro.
Eilíannel var en kvinde, som han allerede nu havde glemt, da hans fokus måtte ligge på helt andre ting. I forvejen vidste han nemlig, at han var meget udsat, da han var taget alene af sted. Han trak vejret stille.. langsomt og lydløst. Han trak sin egen bue denne gang, og lagde langsomt en pil på.

Den kraftige knurren, som han denne gang hørte, fik hurtigt Thranduil til at dreje hovedet. Den sprang direkte mod ham. Hesten stejlede, hvilket faktisk kostet ham hans balance! Varulvens poter satte sig direkte i hans bryst, og tvang ham af hesten. Han landede direkte på ryggen, hvor han krummede ryg med det samme, hvilket fik kastet ulven fra ham. Han vendte sig hurtigt. Hesten var allerede løbet, for at komme derfra. Thranduil kneb øjnene sammen. Han tvang endnu en pil på buestrengen, som han trak op, da ulven endnu en gang sprang direkte mod ham. Den var hurtig!

[Eilíannel Kalî Deâris]

En ubehagelig dunst af sump bredte sig des længere de kom. Det skyldtes de moseområder der ikke lå langt herfra og nogle af de giftige svampe der var vækst af omkring de moser. Derudover var luften tæt og tyk, Thanduíl var tilsyneladende opmærksom, men han kendte slet ikke skoven som hun gjorde, så han var på udebane. Med fuldstændig ro, så hun til hvordan den kæmpe ulv overmandede ham. Selvom han rullede ned på den beskidte jord og hesten stak af i den modsatte retning, forholdt Eilíannel sig fuldstændig rolig.
Hendes hjerte slog, hun følte nærmest at hun sad og lyttede til sine egne hjerteslag og det gav hende lidt ro på. Først da ulven igen forsøgte at overmande ham, slap hun pilen i takt med at hun åndede. Den kløvede gennem luften, uden usikkerhed, ikke før den ramte ulven der faldt bagom.

Roligt trak hun sig tilbage på benene og gik ud mellem træerne. Det store bæst lå og klagede på jorden, der ville ikke gå lang tid før giften ville sprede sig, og allerede nu havde var han slået så meget ned så han ikke kunne komme op. "Sagde jeg det ikke til dig?" spurgte hun og satte en hånd på hoften. Hendes mørke blik betragtede ham der, uden at gøre noget yderligere tegn til at ville hjælpe ham op.
"Det har nu altid klædt sig at rode rundt på jorden," kommenterede hun med et lidt smørret smil. Der var engang hvor de sammen havde rodet rundt mellem blade, og haft det ganske sjovt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ulven som sprang direkte mod Thranduil, slog luften helt ud af ham, da han landede tungt på jorden lige ved dem. Selv nåede han ikke meget mere, end at trække buen op, før ulven allerede var faldet til jorden. Med en pil, som han selv kunne genkende på langvejs afstand. Han sænkede sin egen igen. Denne gang trak han vejret, velvidende om at det stak i hans bryst. Det lignede nu ej heller ham, at rode rundt på jorden på den måde, som han nu gjorde det, men meget lidt, kunne han jo gøre ved det nu.
Thranduil var på udebane, og han måtte jo lide tydeligt under dette. Eilíannel havde tilsyneladende valgt at følge efter ham, og hun havde nydt synet af det, nok en kende for meget. Han sendte hende en mere fast mine. "Aldrig har jeg givet udtryk for ønsket om Deres mening," sagde han denne gang. Han sendte hende en mere fast mine, idet han selv gjorde sit forsøg på at komme op. Den ellers så finklædte elverkonge, rodede rundt på jorden, og var nu blevet fuldkommen beskidt. Det var bestemt ikke sådan, at han havde tænkt sig, at vise sig, og særligt ikke nu, hvor han også vidste, at mørkelverne måtte holde øje med ham! "Det var da vi begge var små, må jeg sige. Ikke er det noget, som jeg har gjort siden," endte han. Han bed tænderne svagt sammen, hvor han denne gang fik kæmpet sig op på benene igen.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Eilíannel stilte sig med fødderne plantet umiddelbart ved siden af hans hoved og betragtede ulven med et flygtigt spor af sympati i blikket. Dyr holdt hun meget af, og hun brød sig ikke meget om at slå ihjel, men for overlevelse var man somme tider tvunget til noget drastisk. Pilen ville heldigvis ret hurtigt slå den ihjel, den ville ikke mærke sig af meget. "Du er heldig de ikke var en flok. Det er sjældent at der kun er én," pointerede og skævede ned til ham som han lå og rodede rundt i bladene. Den store elverkonge, det morede hende betragteligt.
"Det er befriende at se at du stadig kan få hænderne beskidte," kommenterede hun og vendte sig mere mod ham da han endelig kom på benene. En skummel brise, tog et par af de mørke lokker og fik de smukke snorer af sølv fra kronen på hendes hoved til at røre let på sig så de kildede hendes kind.
"Nej det kan jeg forestille mig. Det var dengang hvor vi stadig vidste hvordan vi skulle morer os. Ej ligner du en som har moret dig længe," sagde hun uden omsvøb og lod et intenst blik glide ned over hans skikkelse, tydeligt vurderende idet hun igen vendte tilbage til hans blik. I mørket kunne hun stadig finde morskab, men ikke af den kaliber som de engang havde delt. Lige nu havde hun et projekt med en Dronnings datter, hvilket var ganske morsomt, men det var ikke det samme som at rode rundt i bladene, eller jagte sommerfugle hele vejen gennem skoven, eller bade i bækken.. desværre.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil hadede selv, at tage livet af dyr, men til tider, var det blot en nødvendighed, og havde Eilíannel ikke gjort det, havde han set sig tvunget til at gøre det selv. Det var en tanke, som ene og alene, måtte gøre ham vred, men det var derimod bare begrænset, hvad han egentlig kunne gøre ved det nu.
Her rodede han rundt på jorden, og han kunne ikke lide, at det var således, at hun skulle se ham. Hans grønne øjne faldt direkte til hendes skikkelse atter en gang. Det gjorde ondt.. Den ulv havde slået luften ud af ham, men det lignede jo heller ikke just det væsen, at springe på en mand på den måde. Hans hest havde han ligeledes mistet. Han måtte vel klare resten af rejsen til fods? "Jeg har aldrig været bange for, at få jord på mine hænder, om det er det De hentyder til," endte han kort for hovedet. For ham, var hun intet andet end et kæmpe irritationsmoment i øjeblikket, og ikke brød han sig om det! Overhovedet ikke!
Der var engang hvor de havde moret sig som børn. Men det var jo bare ved at være rigtig mange år siden, desværre. Han rystede kort på hovedet, hvor han vendte blikket den anden vej. Hånden lod han støtte mod hans bryst. Hun havde ret i, at han ikke havde moret sig i uendelige tider. Hvorfor skulle han? Når han gjorde, mistede han det jo! "De lyder næsten bekymret for mig," startede han ud. De smaragdgrønne øjne gennemborede hendes. De var endnu præget af sorg, men det var blevet nemmere. Meget nemmere. "Tiderne skifter, og man bliver voksen," endte han. Han blev stående. At bevæge sig meget, gjorde ondt i det hele taget! Men det behøvede hun vel heller ikke at vide? Desuden havde han ikke haft det decideret sjovt, siden dengang de begge havde været unge.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Eilíannel vidste at Thranduíl gik meget op i at være en mand, med alt hvad han følte det indebar. Han værdigede højt at være den beskyttende mand, hvilket faktisk var ret morsomt for udadtil var han ikke blandt de mest maskuline, ikke i forhold til de mænd som hun selv oftest omgav sig med. Med andre ord vidste hun hvor irriteret han var over at være blevet reddet af en kvinde, hvilket i sig selv gjorde det til værende det hele værd!
Dyrets knurren holdt langsomt ind, som den til sidst faldt helt om og lå helt stille. Eilíannel passerede ham og gik i knæ ved den, for at stryge de blege, blålige fingre hen over dens bløde pels.
"Virkelig? Jeg husker hvad der skete den dag kongekappen blev lagt om dine skuldre," pointerede hun og så op på ham, stadig siddende elegant i knæ foran det store bæst.
"Elverne har brug for en Konge såvel som mit folk har brug for deres Kahli. Det nære jeg respekt for," hun satte af med det ene ben og rejste sig galant op.
Hendes blik var mindst ligeså gennemborende som hans var. Hun gik roligt tættere på ham. "Alle vokser vi op, men det betyde rikke nødvendigvis at vi bør dræbe morskaben. På visse punkter ligner du mere og mere din far," Det var ikke ment godt. Hans far og hende havde altid haft et elendigt forhold, hun afskyede den mand udelukkende fordi hun anså ham som værende årsagen til at hun havde mistet alt i en lang årrække. Desværre så hun tydelige ligheder med Thranduíl, måske det var titlen som elverkonge der var forbandet?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Størrelsesmæssigt, var Thranduil nok ikke meget at prale af, men af den grund, så skulle man endelig ikke tage fejl af ham! Han støttede hånden mod brystet. Ulven var død.. Derfor ville han ikke kigge på den. Det var et liv, som ej var blevet for hans hånd. Han hadede det. Gud hvor han dog hadede at tage de naturlige liv, som intet havde med sagens oprindelige omfang at gøre.
"Jeg er forundret over, at De kan huske det," sagde han oprigtigt. Meget af hans liv, fra før kappen og byrden blev lagt på hans skuldre, kunne han knapt huske, og nu stod han her. Han havde været i besiddelse af den byrde i så mange år, at det havde fyldt mesteparten af hans liv og dage, og det efterlod alligevel sine spor i ham.
"Skovelverne har brug for deres konge, det er sandt. Af en grund, må jeg jo stadig sande, at det var et tab, da De valgte at vende lyset ryggen og søgte til mørket," tilføjede han. Han lignede da ikke sin far så meget, gjorde han? Hans mine blev automatisk mere og mere stiv og fast. Han ville jo ikke ligne den mand. Overhovedet ikke! "Jeg har gjort meget for at bryde det bånd, som jeg havde med den forhenværende konge af elverne. Ej ønsker jeg at ligne ham, og ej gør jeg det," fastholdt han med en mere kortfattet stemme end tidligere. Han ville slet ikke ligne den mand!