Im not SICK!

[Angelique Amalani Darcy]

@carlisle

---

Det var efterhånden med at være over middag. Regnen faldt som et tæppe over landet så langt som øjet kunne se selv fra det højeste tårn på slottet. Angel var stået ud af sengen den morgen med en gevaldig hovedpine og en hoste som man ikke kunne skjule. Hun havde alligevel stået op, taget tøj på og var søgt ud på slottet for at tage fat i dagens gøremål men ej var hun nået langt før hun var blevet set af hendes Kammerpige Alice. Alice var en sød men umådelig skrap pige og der gik ikke længe før hun slæbte Angel tilbage til sin seng for at putte sig under dynen. Den unge dronning protesterede men for døve øre og hun blev puttet og pænt bedt om at blive liggende. Hvor herre til hest. Hun sukkede men dog dog liggende lidt før hun endnu en gang havde forladt sit værelse. Denne gang havde hun søgt ned til Chili for at putte sig lidt hos ham. Han havde ligeså opfordret hende til at søge tilbage under dynen men da hun gik fra ham havde hun endnu en gang søgt videre ud på slottet. Hun havde undgået alt og alle indtil hun var søgt til biblioteket. Her var ikke et øje. Hun sukkede en gang og gik så ned igennem de lange gange med en masse bøger til hun nåede et bord hvor der lå en masse papirer. Her havde hun arbejdet de andre dage med at få tjek på høsten i de forskellige dele af landet, finde ud af hvor meget høst de havde på slottet og hvor der manglede sådan så der ikke var nogen der skulle sulte den vinter. Hun sukkede en gang som hun satte sig ned og hendes blik gled til det nærliggende vindue. Vinteren var på vej men det lod til at ramme hårdere i år end i sidste. Det var ikke en behagelig tanke men dog var det en som hun skulle forholde sig til. Hun satte sig ned og greb fat i nogle papirer som hun begyndte at læse og studere. Hovedpinen havde hun stadig men hun lod sig ikke kue. Hun var nød til at få kigget på det her.

[Deleted]

Carlisle havde været i Procias for nogle dage, og han havde det egentlig ganske godt. Selvom han sjældent viste sig i det hele taget, og det var kun fordi, at han i mange henseender, var meget uønsket her på stedet, og det gjorde ondt. Han lærte nok at leve med det.. Hvad andet valg havde han? Han var endnu i Procias, også selvom resten af hans familie var over alle bjerge. Han vidste ikke hvad de lavede, eller hvor de var.. Han kunne jo kun håbe på, at de havde det godt.
Denne gang havde han nu alligevel vovet sig ud, kun fordi at han vidste at han ikke kunne gemme sig i kældrene for tid og evighed. Folket vidste vel også et sted, at han var der? Et sted gjorde det ham lidt bange for konsekvenserne, for han ville ikke udsættes for det samme, som hans fader havde gjort. Slet ikke! Selv på trods af at det var eftermiddag, var her mørkt.. Regnen stod ned over dem, og vandede hele det procianske land.. Det var ved at blive koldt i vejret, så selv vinteren var på vej. Var de overhovedet klar til den nu?
Med rolige skridt, søgte han i retningen af Biblioteket, som i forvejen havde været hans foretrukkende sted, dengang hans fader havde siddet her med magten. Det i sig selv, var jo ved at være år siden, kunne man sige. Han nåede ind.. Stanken af sygdom, var det første som slog ham, efterfulgt af lyden af et bankende hjerte. Han lod hovedet søge på sned. Selv var han pænt og fint klædt. Med skjorte og bukser. Han lod hænderne falde over ryggen, hvor hans blik faldt til en skikkelse. "Deres Majestæt," hilste han respektfuldt. Han bukkede med hovedet.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde det ikke for godt men dog kendte hun også sin egen krop. Dette var ikke mere end en lidt grim forkølelse og hun skulle nok kunne arbejde lidt selvom hun var syg. Hvis det blev værre skule hun nok putte sig under dynen men for nu så var hun altså frisk nok til at kunne sidde ved et bord og kigge på papirer. Det var jo ikke ligefrem fordi hun anstrengte sig her. Hun sukkede stille og førte en hånd til hovedet. Hendes hovedpine var der stadig en smule men det var ved at forsvinde. Dog kunne hun ikke se bort fra det faktum at hun nok havde feber. Pokker. Hun lukkede øjnene en gang og sad lidt og slappede af før hun så igen åbnede dem og fortsatte med arbejdet. De fleste områder havde opgjort hvor meget høst de havde og nu var det bare at få det hele til at gå op i en højere enhed. Dette var dog lettere sagt end gjort.
Carlisle havde hun endnu ikke set for meget til. Hun vidste godt at han var varsom når han bevægede sig rundt på slottet. Dog var hans tilstedeværelse så småt ved at gå op for et par stykker men endnu var der ingen der klagede sig over det. Det var i det mindste en lettelse. Hvis folk begyndte at klage over det så var hun først nød til at gøre noget ved det. Hun ønskede dog ikke at ændre på det faktum at han var på slottet. Hun var faktisk glad for at han var her også selvom Chili ikke var helt enig. Chili var ikke glad for at en fremmed vampyr rendte rundt hvor han ikke kunne nå den men dog havde han stolet på hendes ord om at de begge kunne stole på Carlisle.
At hun ikke længere var alene var ikke noget som hun bemærkede. Det var først da hans respektfulde tiltale nåede hendes øre at det gav et lille sæt i hende over at der var en anden tilstede. Hendes feber blanke øjne søgte hans skikkelse og hun sendte ham et blidt smil. "Vi er alene, Carlisle. Du behøver ikke tiltale mig sådan" sagde hun mildt og lod hovedet søge let på sned. Han var fint klædt på i dag, finere end hende sig. Hun var iført et par tygge leggins, en knælang hvide kjole som gemte sig under den tykke uldne trøje som hun havde på for at holde sig varm. Når hun ikke havde audienser og når hun var sløj som hun var så havde hun det bedst med bare at rende rundt i noget behageligt som kunne holde hende varm.

[Deleted]

Carlisle forsøgte såvidt muligt, at holde sig ud af syne, og derfor også ude af sind, ved så mange andre her på stedet, for han ville helst ikke have, at nogen skulle se ham, og dem som gjorde, måtte han jo nærmest bede til, ikke ville sprede det største ry og rygte om ham, for det ville han slet ikke have.
Nu stod han endnu en gang foran Angelique. Et kort smil passerede hans læber. Her sad hun alene.. de var alene, men derfor fandt han det nu alligevel på sin plads, at hilse på hende, som den dronning som hun var. Endnu følte han at han stod i dyb taknemmelighedsgæld til hende, og særligt for de muligheder, som hun havde givet ham. Han kunne jo ikke være andet end storslået glad.. tilfreds og lykkelig over det. "Det er meget muligt.. Men for mig, er det blot på sin plads," sagde han. Hertil valgte han at træde tættere på hende, hvor han samtidig lagde hænderne bag på ryggen, så han stod der respektabelt foran hende.
"Det ser mig ikke ud som De har det godt?" Han rynkede kort, og en anelse på næsen. Det lå i luften, og det var også til at se på hende, nu hvor han var kommet så tæt på hende, som det han havde gjort lige her og i dette øjeblik. Det var i hvert fald noget, som godt kunne mæres, og særligt lige nu. Derfor ønskede han ikke at hun skulle blive syg.. Det var farligt og meget dumt for hende, at blive syg nu!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at han gjorde sit bedste for ikke at blive set men helt at være ude af syne kunne han ikke være på et sted så stort som dette og med så mange folk der rendte rundt. Dog lod der ingen rygter og det var i det mindste noget. Selvom der var nogen der ikke ville have ham her så var det nok langt fra alle.
Som han kom hende nærmere gengældte hun hans smil, også selvom han tiltalte hende som han gjorde. Hun sukkede kort, lagde papirerne fra sig og lænede sig tilbage i stolen mens hun studerede ham en smule. Det var ham uvant ikke at tiltale hende royalt men hun kunne meget godt lide når han ikke gjorde det. Det var anderledes end alle andre på slottet og noget som hun godt kunne lide. Hun sendte ham et lidt drillende smil. "Og som din dronning har du lovet mig at gøre som jeg gerne vil have og jeg vil gerne have at du ikke tiltaler mig royalt. Det er rart bare at blive tiltalt som Angelique eller Angel. Det føles normalt" forklarede hun mildt og puttede sig lidt ned i sin trøje.
Hun vidste at man ikke kunne skjule sygdomme for vampyrer og mange andre racer. For dem lå det i lugten og for hende kunne hun mærke det når hun rørte ved folk. Hun sendte ham et lidt stille smil og kørte en hånd igennem det lange hår. "Det er bare en lille forkølelse. Så længe jeg ikke overanstrenger mig kan jeg sagtens kigge på papirer her lige så stille og roligt" lød det roligt fra hende. Hendes blik hvilede på ham kort mens hun bed sig i læben. Hun vidste at det ikke var smart at blive syg men nu var det endnu en gang sådan det var. "Jeg var ikke for smart. Jeg søgte til elvernes by uden overtøj og har fået revet mig en forkølelse til. Til gengæld så står Thranduil, i følge ham selv, i stor gæld til mig så der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget" forklarede hun med et lille grin.

[Deleted]

Carlisle forsøgte efter bedste formåen, ikke at lade andre bide sig fast i hans tilstedeværelse, også selvom det var svært. Han ville bare ikke have, at nogen skulle være bange for ham, for han gjorde virkelig ikke noget, og derfor holdt han afstand til alle som han nu måtte passere undervejs, også mest for sin egen skyld. Nu hvor han atter måtte stå overfor Angelique, som hans dronning og nære veninde, hvor han endnu var hende frygtelig taknemmelig for, hvad der var sket, og hvad hun havde gjort for ham. Han ville stå hende i en evig gæld. "Jeg skal naturligvis forsøge at give dig, hvad du gerne vil have," sagde han denne gang. Selvom det var meget uvirkeligt for ham, at han endnu havde sin plads i landet her, var han virkelig glad for, at det var således, at det forholdt sig.
Selv måtte Carlisle jo erkende, at han ikke synes, at Angel så særlig frisk ud, og var det underligt, hvis det var en tanke, som rent faktisk bekymrede ham? Han trådte roligt nærmere, hvor han lod blikket falde til hendes skikkelse. Frisk så hun bestemt ikke ud, og derfor var han vel også bare bange for, at hun var ved at blive syg? Det ville bestemt ikke være godt for Procias i den nuværende situation. "Du ser mig bare ikke frisk ud," sagde han oprigtigt. Det var en tanke, der bekymrede ham, og var det overhovedet underligt? Med alt det, som hun gjorde, og havde af betydning for ham?
Elverne måtte bære skylden. Han rystede på hovedet. Det var ved at være koldt udenfor. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg hørte, at du overbragte ham hans datter. Det skal dog ikke være på bekostning af dit eget helbred.. Er der noget, som jeg kan gøre?" spurgte han. Han ville jo helst ikke se hende sidde der og være syg.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at det måtte være svært for ham. Selvom hun havde tilbudt ham hans gamle plads tilbage så kunne han stadig ikke rigtig vise sig. Det måtte være svært for ham for han var i en gråzone som ikke rigtig kunne defineres. Selv synes hun også at det var svært men hun var glad for at han var der. Hun kunne virkelig mærke at det lettede hende også selvom han ikke havde været der andet end nogle dage. Hun kunne godt lide tanken om at have ham tæt på, at have en som hun kunne vende sig mod, at have en ven. Hun sendte ham et venligt smil og gjorde tegn til at han skulle sætte sig på den anden stol som var ved bordet. "Jeg ved at det må være underligt for dig, Carlisle men jeg er glad for at du gider at prøve" forklarede hun mens hun rettede sig lidt op på sin stol.
Angel var ikke frisk men på den anden side så følte hun heller ikke at hun over anstrengte sig ved bare at sidde her. Hun kunne sagtens kigge på nogle småting. Hun var jo ikke ligefrem døende på nogen som helst måde. Hun havde måske bare en forkølelse. Hans ord var et tegn på bekymring og hun sendte ham et blidt smil mens hun blot betragtede ham. "Det er bare en lille forkølelse. Så længe jeg ikke over anstrenger mig så skal det hele nok gå" lød det roligt fra hende. Hun havde det måske skidt men hun synes alligevel ikke at hun gjorde for meget ud af det.
Hun lod hovedet søge let på sned. Nyheden om at hun havde bragt elverne deres lille prinsesse tilbage var gået landet over hurtigt. Hun havde ikke gjort det for at få opmærksomhed eller for at vinde elverne over på hendes side, nej hun havde udelukkende gjort det for den lille pige som hun for blot en dag siden havde holdt i sine arme. "Jeg ved det godt. Jeg skulle have tænkt videre over det men jeg er ikke så god til sådan noget. Umiddelbart tror jeg ikke at der er noget du kan gøre. Medmindre du selvfølgelig kender til en kur som kurere feber på et øjeblik?" sagde hun med et lille grin.

[Deleted]

Uden tvivl var det svært for Carlisle, men han forsøgte efter bedste hensigt, også for at gøre hende glad. For ham, var det nemlig noget, som gjorde en verden til forskel, og det alene, var han nu heller ikke bange for at erkende for hende. Et stille smil passerede derfor hans læber. Han forsøgte, kun fordi at hun bad ham om det. Han agtet helst at omtale hende som sin dronning, for det var jo, hvad hun var. "Det glæder mig," sagde han med en ærlig stemme.
At hun måtte være syg, var på ingen måder en tanke, som Carlisle brød sig om, og særligt, når det var sådan her, at det måtte se ud. Han lod hovedet søge en kende på sned, hvor han tydeligt bekymret måtte trække sig tættere på, og satte sig ned på stolen ved hende. Han lagde armene roligt på bordet foran dem. "Du ligner nu mere en, som burde ligge i sin seng, snarere end at sidde her," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Var det overhovedet underligt? Hun var landets dronning. Det var selvfølgelig meningen, at hun skulle overkomme dette efter bedste formåen, og derfor var det vel heller ikke underligt, var det? Han rystede let på hovedet. "Nok ikke. Jeg hører dog rygter om at en god kop varm the, gør underværker.. og en varm dyne, samt ro," tilføjede han ganske sigende. Lige hvad det her angik, opgav han ikke. Hun burde virkelig ligge i sin seng.

[Angelique Amalani Darcy]

Hun vidste at det var svært og at han ikke ville gøre det hvis det ikke var fordi hun bad ham om det. Hun havde bare brug for en tæt på sig som kunne se hende som værende det hun var... Et menneske. Intet andet end det. Hun havde virkelig brug for at han var mere rolig omkring hende og det blev da også bedre og bedre for hver gang. Hun sendte ham et blidt smil. Hun var glad for at møde ham igen, det var rart at være i hans nærvær selvom han ikke strålede på samme måde som havde havde gjort det den dag på balkonen hvor han havde vist hende rundt. "Jeg er glad for du er her, Carlisle. Du gør mig tryg" lød det ærligt fra hende. Det var jo sandheden. Han gav hende virkelig en ro som hun havde manglet på dette store sted og det var ikke noget som hun ønskede at skille sig af med overhovedet! Hun betragtede hans bekymrede træk som han kom hende nærmere og satte sig ved hende. Det var nu sødt at han bekymrede sig selvom hun godt vidste at det bare var fordi hun var dronning og at det ej ville se godt ud hvis hun blev rigtig syg. "Hvad får jeg ud af at ligge i min seng helt alene? Jeg får kun dårlig samvittighed. Det er ikke anstrengende at sidde her og kigge på papirerne og ligge dem i orden" forklarede hun ham blidt. Som han lod armen falde hen over bordet greb hun forsigtigt om han kolde hånd og førte den mod hendes pande. Hun lukkede nydende øjnene. Det var rart at få noget kølende og han var jo kold af natur. Hun lyttede til hans ord med lukkede øjnene og sukkede stille. "Jeg får intet ud af at ligge deroppe helt alene og trille tommelfingre. Heller ikke selvom det ville gøre underværker" lød det sagte fra hende mens hun blot holdt blidt fast i hans hånd. Han ville med lethed kunne trække den til sig hvis det var det han ville men lige nu nød hun godt af hans naturlige kulde.

[Deleted]

Det var ved at være lang tid siden, at Carlisle havde vist hende rundt her på stedet, og nu kunne hun så kalde sig som dronning af landet. Det var egentlig utroligt, hvor meget der var sket på temmelig kort tid. Han trak kort på smilebåndet. Selv ønskede han jo bare at hun kom godt igennem dette, og samtidig ville han jo gerne gøre hende ganske tilfreds. Særligt, når det var på denne her måde, så det alene, var jo heller ikke underligt, var det? "Det er jeg oprigtigt glad for at høre," sagde han denne gang med en rolig stemme. Smilet forblev på hans læber. Han kunne jo heller ikke lade være.
Hånden lod han føre mod hendes pande, på hendes opfordring. Brændende føles den mod hans egen kølige hånd, og det var derfor heller ikke underligt, at han var bekymret, for han vidste jo, at det jo heller ikke var normalt! "Du har feber, Angelique," endte han. Selvfølgelig vidste han godt, at han var kold, men hun føles direkte brændende, og det vidste han jo godt, slet ikke var nødvendigt! Han rynkede kort i panden. Hun var stædig.. Det måtte være noget, som lå naturligt til Darcy-familien. "Det vil måske ikke være til gavn for dig, at sidde her.. og de vil det heller ikke være for folket, om du bliver ordentlig syg. I frygten for, at det kan lyde lidt forkert, vil jeg gerne holde dig med selskab?" spurgte han denne gang. Han ønskede hende jo trods alt kun det bedste.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var utrolig lang tid siden at han havde vist hende rundt på slottet men hun huskede det stadig. Det havde været en god dag og hun havde hygget sig. Han havde virkelig sat sit præg på hende den dag og det var også en af grundende til at han sad der sammen med hende nu. Hun havde følt at hun kunne stole på ham allerede den gang og derfor havde hun ikke tøvet med at lave ham komme tilbage ind på slottet og hun tøvede heller ikke med at spørge ham om hjælp. Han var på alle måder som en kongelig rådgiver for hende. "Det er godt" lød det blidt fra hende. Det var jo sandheden, han gjorde hende utrolig tryg og hun kunne godt lide når han var omkring hende.
Hans kolde hånd mod hendes brændende pande var mere end bare skøn! Det var så småt begyndt at gå op for hende at hendes feber måske var en smule værre end hun havde regnet med. Det kom ligesom i kontrast når hun sad der med sin varme mod hans kulde. Hun vidste at han kunne mærke det og der gik ikke længe før han kommenterede på det. "Jeg ved det godt" indrømmede hun stille. Hun åbnede øjnene igen og vendte blikket mod hans skikkelse. Et lille undskyldende smil blev sendt i hans ret. Hun vidste jo godt at hun burde ligge under dynen men hun ville jo også bare så gerne få lavet lidt. Stædigheden og stoltheden boblede i hende som altid. På det punkt var hun en Darcy helt igennem og hun kunne godt lide det. Hans ord fik en rødmen til at melde sig i hendes kinder. Hun sendte ham et sødt smil. "Okay, okay. Men så også kun hvis du lover at holde mig med selskab" lød det blidt fra hende. Hun ville ikke have noget imod at krybe under dynen hvis han var der til at snakke med hende. Hun kunne jo godt lide ham. Han var utrolig behagelig at være sammen med og snakke med. Det var noget som hun virkelig satte pris på.[/blockqoute]

[Deleted]

Carlisle var uden tvivl overrasket over, hvor stædig en Darcy kunne være. Nu havde han ganske vidst hørt sin egen fader snakke om det, og hvor irriterende de end kunne være, og nu stod han jo så selv med det nyeste skud på stammen, i form af en ung kvinde. Smuk som hun end var, så var det jo også tydeligt at hun ikke havde det særlig godt, og det var en tanke, som virkelig gjorde ham bekymret. Meget endda. "Og det virker ikke just til at være en god ting for dig, Angelique.. Du burde derimod tage mere vare på dig selv," sagde han denne gang. Han trak hånden roligt til sig igen, og med et skævt smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være med det.
At hun indvilget i at gå i seng, dersom han holdt hende med selskab, var noget som egentlig passede ham mere end fint, for det ville glæde ham, at hun krøb tilbage i dynerne og fik hvilet og slappet af igen. "Jeg er nu temmelig sikker på, at jeg godt kan imødekomme det," sagde han denne gang, og med et smil på læben. For ham, var det nemlig noget, som gjorde en kæmpe forskel, og det kunne han godt lide. Desuden kunne han lide hende. Han ville da være dum, om han ikke udnyttede den situation bare en smule, nu hvor den endelig måtte dukke op.

[Angelique Amalani Darcy]

Stædighed var noget af det som Darcy's var kendt for. De holdt aldrig op med det og hun var i den grad stædig. Hun kunne godt sidde stille ved et bord uden at lave noget skulle hun mene og dog var Carlisle ikke af samme opfattelse. Hun kunne ikke andet end at lade være med smile en smule. Han var nu sød, det kunne hun ikke benægte. Hun sukkede smilende og lod hovedet søge en smule på sned mens hun blot betragtede ham. "Undskyld. Jeg ved det godt. Det er bare ... Jeg vil så gerne gøre det godt og at sidde på en stol er ikke ligefrem anstrengende. Men du har ret. Jeg burde ligge under dynen" sagde hun stille for hun vidste jo godt at han havde ret. Også selvom hun måske ikke helt var så meget for at indrømme det.
At han så indvilgede i at gå med hende og holde hende med selskab kunne hun så godt gå med til. At have ham på egen hånd helt for sig selv var en tanke som hun godt kunne lide. Han havde taget hånden til sig igen og selvom hun lidt manglede kulden mod sin pande så ville hun heller ikke trænge sig på. Hun sendte ham et smil som kun bredte sig ved hans ord. "Det er så en aftale. Kom med" lød det blidt fra hende. Hun satte hænderne i bordet og kom på benene. Hun kunne godt mærke at hun var en anelse svimmel men hun bed det bare i sig. Hun sendte ham et stille smil før hun så begyndte at føre ham ud af biblioteket og mod det kongelige gemak. De mødte ikke nogen på vejen heldigvis så de nåede derop ret hurtigt. Hun åbnede døren for ham og lod ham gå ind før hun selv gjorde det. Hun lukkede døren efter dem og låste den sådan så de ikke blev forstyrret eller set. De prøvede jo at holde Carlisle tilstedeværelse hemmelig.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Carlisle frygtede for at virke bedrevidende, men det var jo så dejlig nemt, at sidde her frisk og frejdig og det hele, og så pointere for nogen, at de burde ligge i sin seng. Det var jo trods alt også, hvad han gjorde nu. Han mente det dog.. Det var vigtigt, at hun fik slappet ordentlig af, og sovet ud, så hun kunne blive frisk igen, og gerne inden, at hun for alvor ville blive syg af dette, for det var der slet ikke nogen af dem, som ønskede sig. Tvært imod. "Med al forlov og frygten for at lyde bedrevidende. For os, er det vigtigt at vores dronning.. og vigtigste person af landet her, kommer vel igennem, uden at falde til af sygdom," fortalte han. Nu var tronen nærmest kendt for at være forbandet i forvejen, og derfor ville det ikke gavne hende, hvis hun ikke fik hvilet ordentligt!
Carlisle havde bestemt ikke noget imod, at holde hende med selskab, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme. Hvis han fik en grund og mulighed, for at kunne være tæt på hende, så ville han da mere end gerne tage den, velvidende om, at det kunne ende med at koste ham selv temmelig dyrt. Og det var næsten det, som for ham, var det værste. "Så lad os få dig tilbage i seng.." Papirerne tog han fat om, kun for at rejse sig op igen. Han så mod hende. Hun virkede skidt.. Og han kunne ikke lide det. Han gik dog efter hende.. meget årvågent, nu i tilfælde af, at hun skulle falde om. Hun lignede nemlig en, som godt kunne finde på det! Han søgte ind på kammeret med hende, og lod hende låse. "Du burde lægge dig," tilføjede han denne gang. Han kunne virkelig ikke lide at se hende på den måde.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel synes ikke at han var bedrevidende. Han sagde kun hvad hun selv ville have gjort hvis deres situation havde været omvendt. Hun sendte ham et stille smil imens hun blot betragtede ham. Hun var mindst ligeså fascineret af ham nu som hun havde været ved deres første møde. Hun vidste godt at han havde ret, hun burde ligge under dynen og hun burde måske passe bedre på sig selv. Hvis hun havde stået overfor en der var syg havde hun gennet dem i seng. Hun var bare ikke altid lige god til at gøre sådan noget selv. Hun rystede stille på hovedet ved hans ord. "Du er ikke bedrevidende. Du passer bare på mig og det er jeg glad for" lød det blidt fra hende. Hun vidste ikke hvorfor men det føltes bare mere rart når han prøvede at passe på hende end når så mange andre gjorde det.
Hun var glad for at han ville holde hende med selskab. Ikke nok med at det møg kedeligt at ligge i sengen alene men en hver tid hun kunne få med ham ville hun værdsætte. Det var der slet ingen tvivl om. Hun kom på benene men var en lille smule vakkelvorn. Svimmelhed var ikke ualmindeligt men hun ønskede virkelig ikke at dejse om her foran ham. Hun nikkede blot ved hans ord og begyndte at gå. De nåede helt op til hendes gemakker. Hun lukkede og låste døren efter dem og stille lod hun sig falde tilbage ind mod træet. Hun tog sig let til hovedet med den ene hånd. Hun vidste ikke hvorfor men hun blev en smule ør i hovedet lige nu. De blå øjne søgte hans skikkelse og hun nikkede blot. Hun var enig. Hun burde nok ligge i sengen men lige nu kunne hun overskue at skulle flytte sig fra døren. "Jeg er svimmel" indrømmede hun selvom det var et lidt hårdt slag for hendes stolthed at indrømme.