Im not SICK!

[Deleted]

Ikke ønskede Carlisle at fremstå som mere bedrevidende, end hvad han i forvejen var kendt for at være, og selvfølgelig var det noget, som kunne mærkes, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. Han fulgte hende derfor til hendes gemakker, hvor han lod hende låse døren efter dem. Han havde nemlig ikke noget imod at holde hende bare lidt med selskab, og særligt, når det foregik på denne her måde. Hans blik gled derfor mod hendes skikkelse igen. "Selvfølgelig. Det skal jo bare mangle," sagde han denne gang. Et stille smil passerede derfor hans læber, også selvom han kunne se, at hun virkelig ikke havde det godt, og det var vel heller ikke underligt, at det var en tanke, som gjorde ham en kende usikker?
Carlisle søgte derfor hen til hende, hvor han denne gang lod hænderne søge mod hendes skuldre. Han havde lagt papirerne fra sig på et bord. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Han kunne slet ikke lide at se hende på den måde. Det fremstillede hende svagt i forhold til hendes plads som dronning, og det var der ingen der var interesseret i. "Så lad mig hjælpe dig til din seng, Angelique," sagde han denne gang. Han trykkede forsigtigt omkring hendes skuldre, hvor han roligt førte hende tilbage mod sin seng. Hun burde hvile, og hun burde slappe af. Det var jo tydeligt at se, at hun på ingen måder var frisk nok til at være ude af sengen!

[Angelique Amalani Darcy]

Han virkede ikke bedrevidende. Han prøvede jo bare at passe på hende. Hun vidste det jo godt selvom hun ikke var meget for at indrømme at hun tog fejl. Der var ingen tvivl om at hun burde ligge under sin døde men hun hadet det bare. Hun ville ikke kede sig. Dog så det ud til at han ville underholde hende og så blev det pludselig noget andet. Hun ville ikke have noget imod at have ham lidt mere på egen hånd. Han var jo sød og rar og hun kunne godt lige ham. Han havde et smukt væsen som det ikke var alle der kunne se. Det var en skam men på den anden side så var der mere til hende. Hun sendte ham blot et blidt smil som han snakkede. Det var tydeligt at hun ikke havde det godt og at han tydeligt vidste det. Det var ikke sjovt men hvad kunne hun gøre ved det? Hun kunne ikke ligefrem skjule sin sygdom for ham.
Som han kom hende nærmere kunne hun mærke at hendes hjerte begyndte at slå en smule fastere i hendes bryst. Hendes blik løftede sig en smule sådan så hun kunne sende ham et lille smil. Hans kolde hænder mod hendes skuldre var dejlige. Hun nød godt at hans naturlige kulde lige nu. Det var rart. Som han tilbød at hjælpe hende hen til sengen søgte hun roligt ind mod hans skikkelse for at læne sig op af ham. Hun havde brug for ham som støtte. ”Tak fordi du er her, Carlisle”lød det blidt men stille fra hende. Hun vart glad for at han var der, ikke kun for at hjælpe hende nu men i det hele taget. Hun var bare rigtig glad for at han var tilbage på slottet. Hun vidste ikke hvor hun ville være henne uden ham. De nåede hen til sengen og hun fik sat sig ned på kanten en smule hårdt. Svimmelheden var blevet en smule bedre. Var hendes feber virkelig så slem? Det skulle hun ikke mene. Hendes hjerte bankede stadig hurtigt mod hendes bryst. Hendes krop sendte hende signaler som hun ikke var vant til og som hun ikke rigtig kunne tyde. Det var underligt. Hun ville ikke mene at hun var så dårlig som hun så ud til at være det lige nu. Det var meget mærkværdigt.

[Deleted]

Carlisle var uden tvivl bekymret for Angelique, og særligt, sådan som hun så ud lige nu. Det vartydeligt, at hun var syg, og derfor ønskede han selvfølgelig bare at hjælpe hende, og gerne uden at virke bedrevidende, for det var overhovedet ikke meningen, at hun skulle føle sig overfuset eller noget lignende. Der var vel bare ikke rigtigt noget forkert i at tage sig af andre? Det havde ikke noget at gøre med, at hun var dronning eller noget lignende, men fordi at hun i forvejen faktisk var en kvinde, som betød noget for ham.. Lige hvad det var, kunne han så ikke rigtigt finde ud af endnu.
Hænderne lod han denne gang falde mod hendes skuldre. Selv var Carlisle ikke et sekund i tvivl om, at hun var syg, for hun havde feber, og hun var varm! Han hjalp hende hen til sengen. Hendes ord, gjorde ham da kun glad. Ingen tvivl om det. "Det værdsætter jeg," sagde han denne gang. Han tog pladsen ved siden af hende, hvor han denne gang vendte blikket mod hende. Dette var rent faktisk noget som skræmte ham. Var hun virkelig så syg, at hun blev dårlig af det? Hans blik søgte derfor hendes skikkelse. "Du burde lægge dig og hvile," sagde han denne gang. Han kunne faktisk slet ikke lide, at se hende på denne her måde.. Hvad kunne han gøre ve det? Ikke var han alkymist eller noget lignende, så i forvejen, var det begrænset hvad han kunne gøre ved det, og det var en tanke, som rent faktisk måtte gøre ham bange et eller andet sted. Kunne han overhovedet gøre noget for hende? "Er der noget, som jeg kan gøre?" spurgte han denne gang. Han ville jo gerne se hende tilbage i god bedring.

[Angelique Amalani Darcy]

Det gjorde intet at han viste hende denne bekymring. På en måde så fik det hende til at føle sig en smule varm inden i. Hun vidste ikke hvorfor men Carlisle havde bare den effekt på hende. Det var noget som hun godt kunne lide men som hun stadig ikke helt kunne finde ud af hvad det var men det var bare anderledes end når kammerpigerne gjorde det samme. Han virkede ikke bedrevidende selvom dette nok var den følelse som de fleste ville sidde med. Måske var det på grund af varmen at hun følte anderledes lige nu? Hun vidste det ikke men det var noget som hun ikke kunne lade være med at tænke over.
Hans hænder mod hendes skuldre var behagelige. han støttede hende hvilket var noget som hun havde brug for lige nu. Hun var syg, hun havde det skidt og alligevel så følte hun sig både bedre og svagere nu hvor han var der til at støtte hende og være om hende. Hun kunne virkelig ikek forstå det men lige nu kunne hun ikke andet end bare at lade ham guide hende til sengen. Hun satte sig ned og tog sig til hovedet. Svimmel var hun stadig selvom hun kunne mærke at det blev bedre. Hans ord fik hende til at nikke og hun lod sig roligt krybe under dynene. Hun kiggede op mod ham med blanke øjne og et lille smil. "Tak, Carlisle. Jeg er virkelig glad for at du er her" lød det blidt fra hende. Hun kunne virkelig godt lide det her også selvom hun var syg.
Langsomt kunne hun mærke hvordan hendes øjne begyndte at glide i og det var svære for hende at holde sig vågen end hun havde regnet med. Hun gabte en gang og gned sine øjne med den ene håndryg. "Undskyld" mumlede hun stille. "Jeg burde sove, jeg føler mig helt udmattet." Hun havde ikke lyst til at sove men dog så var det noget som hendes krop krævede af hende. Hun kunne mærke det og kunne ikke længere kæmpe imod det. Langsomt gled hendes øjne i og hun faldt i søvn uden besvær.

//OUT

[Deleted]

Ikke kunne det falde Carlisle ind, at gøre noget som helst ved hende, og særligt, når det var på denne her måde. Han ønskede hende derimod kun det bedste, og det var hvad han uden tvivl agtet at give hende. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse endnu en gang.
Her på kammeret var de alene. Han måtte jo også ærligt indrømme, at han var glad for at have fået denne plads og enestående mulighed til at være omkring hende, samt tage sig af hende, nu hvor han også var klar over, at hun heller ikke rigtigt havde nogen anden. Var det underligt, at det var en tanke, som gjorde ham en kende trist? Et kort smil passerede derfor hans læber. Han gemte det bag et smil. Det var noget, som man typisk gjorde i hans familie, kunne man sige. "Jeg er bare glad for at være her. Det kan jeg jo også takke dig for," sagde han denne gang. Hovedet lod han derfor søge en kende på sned.

Carlisle lod hende lægge sig til på sengen, selvom han kunne se, at hun var træt. Det var bestemt ikke arbejde, som hun skulle lave lige nu, og særligt sådan som hun havde det! "Sov du bare, Angelique.. Jeg bliver siddende her og vogter over dig," forsikrede han denne gang, da han bare satte sig på sengekanten i stedet for. Det tog ikke lang tid, før hun gled over i søvnen. Han smilede kort for sig selv, uden at rokke sig. Hvem kunne da andet, når så kært et væsen, sov foran en?

//Out