A New Chapter

[Deleted]

Tag: Angelique Amalani Darcy

"Jeg er helt og aldeles i stand til at klare dette selv, tak!" Med armene i vejret, og en fin hvid skjorte imellem armene, på vej ned over hovedet, stod Alastair halvvejs blottet overfor en ihærdig mand ved hans side. "Men herre! Ved daggry i morgen, vil De officielt være Hertug! Anerkendt af Dronningen selv! Og De vil få brug for nye klæder, nye sko.. en ny rustning!" Den lille mand forsøgte efter al sin evne, at måle størrelsen af den ganske modstridende Alastair. Alt imens en helt anden ung mand, ligeledes virkede ihærdig efter at hjælpe Alastair i sit tøj. Endnu en ting Alastair også virkede en anelse utilfreds med. "Rustning? Og hvad i alle Gudernes åsyn får dig til at tro, at jeg ville klinke rundt som en tin-mand?" At skulle gå rundt i tung rustning... Hele tiden rette på visiret, eller larme ved hvert skridt. De kendte vist ikke deres nye Hertug så godt endnu. Men ak ja, Alastairs ord faldt for døve ører, da de to tjenere nu var begyndt at snakke om Dronningen og tronsalen... og hvordan alle ville kigge hans vej som han vandrede op mod hende og bukkede. *De kunne da i det mindste have sat nogle fine nymfer til at klæde mig på..* Han lukkede lidt støjen ude, imens han forsøgte at vriste sig fri at deres hænder, og trække de brunlige læderbukser op over hofterne. *Du er alt for forudsigelig..* Lød det i hans hoved fra Dragen Galad. Som uden tvivl lå begravet og skjult i jorden et sted udenfor Slottet. *Galad! Har du ikke andre ting at give dig til, end at luske rundt i mit hoved, evig og altid?* Og således blev tomrummet og larmen af de to tjenere, fyldt med en mental samtale med Galad. For uanset hvor langt væk de to var fra hinanden, var deres forbindelse stærk, og deres sind forbundet.

De store døre til Slottet blev åbnet, og Alastair trådte ud i gårdspladsen. Nu fuldt klædt i den fine hvide, og broderede skjorte. Med en dyb udskæring, og lettere posede ærmer, som han lige var ved at vende sig til. Derudover et par bukser af et mørkt brunligt læder, og nogle høje støvler uden en særlig høj hæl. Bæltet med hans sværd, var han i færd med at spænde om livet, som han trådte hastigt ned af de mange trin fra de store døre. Dette sted var fantastisk, og folk var venlige og industrielle, for at sige det mindste. Men han glædede sig nu alligevel til lidt frihed, og til rejsen til Apterta - hvor han til daggry, næste dag, ville stå foran Dronningen. "Jeg vil rejse uden følge!" ... "I stedet ser jeg gerne at mændene bliver sat i arbejde i Slottet. Og bed dem tage godt imod eventuelle gæster. Fodre dem, og huse dem, indtil jeg vender tilbage." Alastair havde hurtigt lært at den eneste måde disse tjenestefolk og rådgivere lyttede, var hvis han talte med blot en anelse autoritet. Så manden der febrilsk fulgte Alastairs fodtrin ned ad trappen, nikkede ærbødigt, imens han skriplede lidt i et stykke papir. "Som de befaler, Herre!" Alastair stoppede op ved foden af trinnene, og vendte sig mod manden. "Og en ting mere; Den vestlige kælderfløj er lukket for alle uvedkommende." Endnu engang nikkede manden, og skrev endnu en gang på pergamentet.
Alastair fortsatte sin bestemte gang igennem gårdspladsen. Som var befolket af soldater og håndværkere. Alle i færd med restaurationerne af Slottet. I færd med at passe bevoksningen, og rense det store springvand i midten. Han var ikke videre forfængelig selv, men han ønskede at dette sted skulle se velkommende ud. At det skulle være smukt. Som det fristed han drømte det kunne være en dag. Et sted hvor alle var lige, og kunne mødes i fred. Han havde kurs over Gårdspladsen, mod staldene tæt ved den ydre port. Selvom Galad gerne ville, var han alt for stor til at tage med til Apterta. Og alt for stor til at komme indenfor Apterta's bymure. Galad kunne sagtens virke som et godt symbol af autoritet og styrke. Men en sådan fremvisning måtte vente til en anden dag.

[Angelique Amalani Darcy]

Tingene var blevet meget lettere på slottet. Ikke nok med at hun begyndte at få mere og mere styr på tingene men det at hun fik Carlisle hjælp gjorde en masse. Han havde virkelig styr på tingene og det gjorde hende absolut mere rolig. Det var meget lettere at få hvilet nu også. Carlisle gjorde meget for hende og hun kunne se hvorfor han havde været rådgiver for Gabriel og Silia. Han var uundværlig. Smilet var roligt på hendes læber som hesten let skridtede fremmad mod hendes destination. Dette var ej et formelt besøg selvom hun nu søgte mod den nye hertug af landet. Stadig manglede hun at møde både den magiske leder og englenes leder men hun ville da i hvert fald møde den nye hertug! Det var meningen at han skulle komme op til hende på slottet når den nye dag gruede men hun havde haft brug for en pause fra arbejdet så havde derfor valgt at sætte kursen mod Kurnous. Det var ikke et sted som hun havde været før så hun glædet sig umådeligt meget til at komme dertil og se hvad det hele drejede sig om. Der gik rygter som nåede helt til Castle of Light om renovationer. Nysgerrig var hun jo og så måtte man jo undersøge.

Hun kom tættere og tættere på. Roligt kørte hun en hånd igennem det lange blonde hår som i dagens anledning endnu en gang var løst. Hun havde det næsten aldrig sat op for at være ærlig. Hun nød at have det hænge. Hun havde en hvid kappe på som skærmede hende for naturens elementer men under den havde hun en flot lyseblå kjole. Den sad tæt oppe omkring hendes bryst med en hjerteformet udskæring, den var ærmeløs. Nede omkring livet bredte den sig så lidt ud og fik en smule fylde. Hun nød at have den på selvom den måske ikke ligefrem var en dronning værdig? Den var fra hendes tid som grevedatter.
Roligt lod hun hesten føre sig ind på den travle gårdsplads. Der var mange mennesker i arbejde og hun kunne ikke andet end at kigge nysgerrigt rundt på dem alle sammen som de gjorde deres gøremål. Smilet vendte tilbage på hendes læber som hun studerede menneskerne. Det var sjovt at se folk arbejde på denne måde. Selv kunne man ligesom sige at hun aldrig havde stået i denne situation. Hun var helt igennem en adelige datter som aldrig havde rørt en finger i sit liv før nu. Som hun sad der på sin hest kom en mand over til hende. "Undskyld mig frøken. Har De en aftale?" spurgte han høfligt. Angel vendte blikket mod manden og sendte ham et undskyldnede smil. "Jeg må desværre meddele at jeg ej har en aftale. Jeg bor i nærheden under Hertugens dømme og ønsker at møde ham. Er dette muligt eller skal jeg komme igen en anden dag?" spurgte hun høfligt. Manden som havde tiltalt hende tænkte en smule og hun studerede ham kort. Måske hun var kommet ubelejligt? Synd. Ellers måtte hun jo bare vende om igen. "Herren har desværre meget travlt. Herren har en audiens med landets Dronning i morgen og jeg ved ej om han har tid til et så uformelt besøg" sagde en smule fast. At møde dronningen var jo utrolig vigtigt. Angel kunne ikke andet end at smile sødt. "Måske der kunne tages blot 5 minutter ud til lille mig?" spurgte hun sødt selvom manden ikke så synderlig begejstret ud. Gad vide om hun fik lov til at blive. Hun var spændt og bed sig let i læben. Det her skulle nok blive underholdende.

[Deleted]

Det havde altid bare været Alastair og Galad mod verdenen. Og ikke engang himlen havde været en begrænsning. Nu, kunne Alastair knapt få lov til at klæde sig selv på, og havde så mange andre til at hjælpe sig med at udføre hans visioner. Og ikke mindst hans daglige arbejde. Der var sågar mænd der sørgede for Galad.. hvilket egentlig var helt unødvendigt. Især eftersom det oftest var små børn der holdte Galad ved selvskab. Børn der sneg sig ind til ruinerne, og hoppede rundt på dragens snude. Alt imens Alastair måtte vende sig til sin nye titel.
Men heldigvis forstod de fleste, når han sagde at han nok selv skulle sørge for sine egne affærer. Og forstod at lade ham handle sine egne tøjler og trængsler. Derfor stod han selv ved stalden, tæt på den ydre port, og var i færd med at sadle sin hest. Og til det blotte øje, ville han sikkert blot blande sig ind i det travle og industrielle billede af gårdspladsens aktiviteter. Som tilføjelse til duften af blomster og flor, var også lugten af vel-tilberedt kæd, og nybagt brød. Da slottet havde sin egen slagter og bager, foruden køkken. Ud af øjenkrogen bemærkede han en hvidt og blåt klædt rytter komme ind på gårdspladsen. Men lod det dog ligge i et par øjeblikke. Det var, indtil, han hørte en mand tale til kvinden derpå. Alastair slap sit arbejde, og trådte nysgerrigt lidt nærmere.

Først, uden tvivl betaget af kvindens skønhed.. En skønhed han tillod sig nogle øjeblikke, til at beundre lidt med et diskret smil på læberne. Det var dog indtil han hørte tonen med hvilken manden talte til hende på. Han var da en anelse uhøflig. Så Alastair rettede sig op, og gik hen imod hesten der bar kvinden, og manden der talte til hende. "De behøver hverken aftale, eller undskyldning, for at være velkommen her." Lød det fra Alastair, og som han kom nærmere, trak den anden mand sig lidt væk. Alastair trådte helt op til hesten der bar hende, og lod per automatik sin ene hånd tage lidt om hestens frithængende tøjler. "Hvis De er sulten, vil De få mad. Er De tørstig, vil De få drikke. Og er De træt, vil et værelse blive gjort klart." ... "Og skulle det være De blot søger audiens eller selvskab, skulle Jeg gerne være manden De søger." Fortsatte Alastair høfligt, og nejede lidt med hovedet, som en indledende introduktion til sig selv. Der var altid mad på bordet af den store sal, og selv vandet der løb i springvandet, var klart som bækkene i skoven. "De er mere end velkommen her, Mylady.." ... "Jeg, er Alastair.." Han havde endnu ikke vænnet sig til at introducere sig med fulde titel. End ikke engang med fulde navn. Og ærlig talt, glemte han det af og til. Men snart skulle han vel også vænne sig til, at alle vidste hvem han var, allerede før han åbnede munden? Den unge og dog fysisk store Halv-elver, kiggede nysgerrigt op mod kvinden. En anelse interesseret i hvad en som hende mon skulle lave her..

[Angelique Amalani Darcy]

Slottet kunne godt passe sig selv for en kort stund mens hun søgte ud. Hun havde jo brug for det, både hun og Carlisle fandt det som værende en god ide. Begge havde det jo set hvad det havde gjort ved hendes forgængere. Hun sukkede stille. Hendes far ville nok ikke bryde sig synderligt om at hun ej havde vagter med sig når hun rejste sådan rundt i landet. I hans øjne var det farligt og i og for sig havde han vel ret? Men hun ønskede bare ikke at ændre sig selv vildt og voldsomt blot fordi hun havde fået den post som hun nu havde. Hun var stadig Angel og det var noget som hun tydeligt holdt fast på. Det var vel også derfor hun sådan tog til den nye Hertug's slot så uanmeldt. Hun havde altid været drilsk og nydt at føre andre en smule rundt i manegen for en kort stund. Aldrig havde hun brugt det på en dårlig måde men det var hende nu alligevel en sjov ting.
Blikket gled roligt rundt på omgivelserne og folket der arbejdede. Det var sjovt at se så mange der var i fuld sving. Bevares, folkene på slottet arbejde jo også og gav den en skalde men det var bare ikke det samme som at se folk arbejde med renoveringer i stedet for rengøringer. Et sted var hun fascineret og på den anden side så kunne hun ikke lade være med at smile. Sikker var hun på at Procias nok skulle bestå, også selvom det havde været sådan en hård tid for dem her på det sidste. De blide øjne hvilede roligt på manden som stadig afviste hende. Det var irriterende men på den anden side så måtte hun vel bare vente til morgendagen, ikke?

Dog skulle hun ikke vente længe. En meget nydelig mand kom dem i møde og på den måde som som den lettere uhøflige mand trak sig på gik hun hurtigt ud fra at dette var ingen ringere end Hertugen selv. Smilet blev en smule større på hendes læber. Så var hun inde i varmen? Dette skulle nok gå hen og blive morsomt hvis han altså ikke genkendte hende. "Det er jeg glad for min gode Herre" lød det blidt fra hende. Det var jo altid rart at være velkommen og selvom man ikke var nogen speciel. De blå øjne betragtede ham som roligt gik op til hendes hest og let greb om tøjlerne. Han virkede blid hvilket var noget som tiltalte hende. Roligt og adræt hoppede hun af hesten og stillede sig op foran ham. Hun bukkede høfligt for ham hvor efter hun atter vendte blikket mod hans ansigt. "Jeg takker for Deres Velkomst. Mit navn er Angel. Jeg er healer og kom blot for at byde den nye Hertug velkommen" sagde hun roligt. Hans præsentation af sig selv og hans navn fortalte hende at dette var den nye hertug. Han virkede som en god person hvilket hun virkelig satte pris på. Hun huskede stadig sit møde med Thranduil. Hun vidste at han havde meget at se til men han var godt nok en hård mand. Hun vidste at hun ville kunne lærer meget af ham men nok om det. Denne gang var det helt anderledes. Denne gang stod hun med hele hånden og skulle vælge hvilke kort som hun skulle spille. Hovedet søgte let på sned og de blonde lokker dansede let og kærtegnede blidt hendes unge ansigt. "Jeg håber ej at jeg forstyrre. Jeg høre at De har en audiens med dronningen i morgen. Ej ønsker jeg at opholde dem" sagde hun undskyldende og sendte ham et sødt smil.

[Deleted]

En del af ham kunne lide det. Lide synet af mennesker, elvere, druider... ja selv nymfer hjalp til en gang imellem. Alle sammen i færd med at skabe noget nyt i Kurnous. Et gammelt Slot hans fader havde holdt udenfor landkortet i mange år. Og først nu, blev det åbnet for omverdenen. En skam, at lade et sted som dette trille hen i glemslen. Om ikke andet, skulle folket jo også have et sted at associere som magtsæde for deres Hertug. Castle of Light, var ikke den eneste fæstning i Procias... Og så sandelig ikke det eneste sted som var et besøg værd. Her fandt man ikke bare rene fine sten, eller blanke og hvide fliser. Her fandt man søjler beklædt med slyngplanter, hvorpå der voksede roser. Så tæt på skoven og hovedstaden, og alligevel et godt stykke væk fra resten af verden. Et afsides sted, hvor intet var en mangelvare. Og hvor ingen gæster ville mangle noget.
Men en anden del af ham, savnede stadig Skoven. Savnede den gamle Thranduil. Savnede hans moder. Savnede Elvernes skønne sange under træernes kroner, og at løbe igennem skoven. Han var vokset op i fred og fordragelighed. Og med friheden til at gøre hvad der passede ham, eller i det mindste til at lave lidt ballade. Allerede nu, havde han kunnet fornemme verdens trængsler og piner. Den fjerne trussel af mørket, og fra ondskaben. Noget han en dag, uden tvivl, måtte stå ansigt til ansigt med. Dog ikke alene.. det var jo trods alt altid en fordel at have en gigantisk drage som Galad på sin side.

Alastair blot betragtede den unge kvinde hoppe af sin hest, og stille sig foran ham. Stadig en anelse slået af skønheden af en sådan spontan gæst.. Men han hankede dog lidt op i sig selv, og holdte fokus på høfligheden, frem for så meget andet. Han fortalte kort om sig selv, og hvorfor hun var kommet. Og i et øjeblik der syntes at strække sig langt, havde Alastair blot hovedet på sned, med blikket på hende. Indtil han så endelig lod et næsten lettet smil hvile over sine læber. Efterfulgt af en god indånding idet han forsøgte at finde ordene. "I ugevis har gæster og lykønskninger været erstattet af kondolerende ord, og tvivlende blikke.." Indrømmede han oprigtigt, for derefter at nikke tilfreds. "Tak, Mylady... Sådanne ord er et lettende skift af tempo." Tilføjede han roligt. Og som han stod foran hvem der åbenbart var Dronningen af Procias, så han blot en kvinde, som havde budt ham sin venlighed. Frem for at byde ham sørgmodige ord om hans afdøde fader, eller ord designet til at vurdere hans kompetencer og kvalifikationer. Han lagde en hånd for sin brystkasse, let blottet af den dybe udskæring af den hvide skjorte, og bukkede lidt høfligt for hende. "Og jeg takker, for Deres velkomst." Bemærkede han så lidt muntert, i relation til hendes tak tidligere.
Derefter, vendte han let kroppen i en anden retning, og begyndte at føre både hende og hendes hest, lidt væk fra de andre personer. Og lidt længere væk fra porten. Han smilte lidt bredere ved hendes ord. "De har hørt korrekt, ja." ... "En ceremoni. Dog, mere for folket end for mig selv, mistænker jeg." Han skævede lidt imod hende, inden hans stoppede ved en søjle, hvortil han bandt hestens tøjler. Helt afslappet lænede han skulderen mod søjlen, vendte sig mod hende, og lod hænderne gribe om sine egne albuer. Vægten på det ene ben, og hovedet en anelse på skrå. Han kunne være rank og stolt det ene øjeblik, og ganske afslappet og næsten uformel det andet. "Folket behøver at se deres nye Hertug. Såvel som at se deres Dronnings magt over ham.." Kommenterede han lidt muntert og kiggede ned i jorden med et smil. "Det vil være første gang jeg ser Castle of Light.." Tilføjede han med et lidt bredere smil, og kiggede tilbage på hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var rart at se folket være i gang. Der var sket så meget efter at Gabriel og Silia havde valgt at forlade landet. De havde efterladt en del huller som skulle fyldes ud. Først og fremmest havde deres valgte efterfølger valgt at forsvinde og bare efterlade det hele til sig selv. Jason havde valgt at tage byrden på sine skuldre men ej ønskede folket ham. Han var fremmed, en af mørk race og de havde jagtet ham fra hjem og land. Der var først begyndt at komme ro på efter hun havde overtaget efter Jason og alligevel var der stadig problemer. Hendes far var vampyr, ej fra fødsel men vampyr ikke desto mindre og der var folk der mente at hun selv var blevet påvirket af den mørke indflydelse. Det var en kamp men nogen skulle kæmpe den og hun havde taget den op med ben i næsen. Ej skulle nogen som helst slå hende af pinden.

De blå øjne hvilede roligt på hans skikkelse. Hun kunne tydeligt mærke at hun blev betragtet hvilket ikke gjorde hende noget. Det var rart til en forandring ikke at blive kigget på som dronning og at folk ikke skrabede sig selv i jorden for hendes fødder. Dette var en tilværelse som hun slet ikke havde været vant til da hun var lille og stadig havde hun svært ved at vænne sig til det. Hun kunne ikke lide at folk bukkede og skrabede som de gjorde men hun fandt sig i det. Carlisle havde forklaret hende at hun var nød til det men ham havde hun jo alligevel tvunget til at behandle hende som et normalt individ også selvom det var ham noget af en prøvelse. Hun lyttede roligt til hans ord. "Døden er desværre en del af vores liv. Selv som healer er dette noget som jeg må erkende. Dog skal døden ej begrædes. I stedet skal man fejre livet som den afdøde levede. Døden giver plads til ændringer, til nye ting og disse skal lykønskes" sagde hun mildt. Hun vidste at den gamle hertug var død men ej var dette grunden til at hun var kommet. Hun var udelukkende kommet for at se ham, se ham an og være i hans nærvær. Indtil nu kunne hun lide hvad hun så. Hun nikkede høfligt hovedet ved hans tak. Takt og tone var hun heldigvis opdraget med eftersom hun jo havde været gravedatter i så mange år og dette kom hende klart til gode nu. Det var lidt sjovt at tænke på at han ej vidste at hun var dronningen af landet. Af udseende så de næsten ud til at være samme alder hvilket morrede Angel en del. Udseendet kunne virkelig bedrage i en verden som denne.
Som han valgte at føre hende med sig en smule væk fra alle folkene fulgte hun roligt med. Hendes skridt var næsten lydløse og det virkede næsten som om hun fløj hen over jorden. Hænderne foldede hun roligt foran sig og stoppede op ved stolpen. Han var afslappet hvilket hun godt kunne lide at se. Det fik hende til at smile. "Hmm, af hvad jeg forstår på det hele så er det for at vise folket at De er anerkendt af Dronningen og landet som Hertug" sagde hun tænkende. Hun hævede den ene hånd og lod en enkelt finger hvile tænkende mod hendes underlæbe. Cermonien var noget som skulle gøres. Det havde hun fundet ud af. Hun havde prøvet at se om hun ikke kunne kringle den til et fint lille hjemmebesøg uden for meget fest og farver men ak, sådan skulle det ikke være. Det skulle være offentligt og for alle de indflydelsrige personer i landet. Hovedet søgte let på sned som hun tænkte. hun tykkede en smule på hans ord før hun valgte endnu en gang at åbne munden. "Tror De ikke mere at det er for at vise at der er et sammenhold imellem de adelige og de royale? Jeg tror folket har brug for at se at De øverste på magten, så som Dem selv, arbejder sammen. Der har været så meget kaos og uro siden Gabriel og Silia valgte at forlade landet" sagde hun ærligt. Det var jo sandt. De to havde virkelig efterladt stedet i en form for kaos.
Smilet bredte sig en smule ved hans lille tilføjelse. "Er det første gang? Det er et smuk slot. Lyset er virkelig noget for sig. Dog må jeg erkende at slottet først kommer til sin fulde pragt om sommeren, desværre er denne årstid allerede passeret" sagde hun med et lille smil.

[Deleted]

Selvom det kunne irritere ham lidt, havde folk og fæ jo ret, når de påpegede hans ungdom. Måske endda også ret når de hentydede til hans manglende erfaringer. Men Alastair lod det ikke fase sig, og tvivlede ikke på sig selv. Og ville putte mistroiske tanker til skamme, hvis han fik chancen! Desuden, var han også ganske sikker på, at der havde været yngre konger og dronninger end ham selv.. En gang lang tid tilbage, sikkert. Nok kendte han ikke meget til krig eller strid. Men han kendte nu til døden, desværre. Ikke at det påvirkede han synderligt meget. Men han havde dog alligevel mistet en fader. En fader han kun havde kendt nogle få måneder af sit liv, men tid var en abstrakt ting. Han havde lært meget af en mand der nu var død, og skulle nu overtage hans pligter.. hvilket, om ikke andet, var spændende! "De har så sandelig ret!" ... "Og som De ser, er ændringerne godt på vej." Svarede han idet han kort så sig lidt omkring. Måden hun talte... Hun virkede ganske klog og årvågen. Noget sagde ham hun var en god healer, og en ganske god person. Hvilket han godt kunne lide. Der var ikke plads til onde intentioner dette sted. Og allerede nu, syntes stedet at have tiltrukket en del rene sjæle. Endnu en ting han kunne lide. Snart ville rygtet spredes, og folk ville komme fra nær og fjern. Han smilede ved tanken, og vendte atter opmærksomheden mod kvinden. Han kunne lide en god samtale, og mente nu også at have lidt tid at give af. Hvis han red hårdt mod hovedstaden, ville han sagtens kunne nå det inden ceremonien. Desuden havde han heller intet følge med, der ville sænke ham.

Han nikkede. "Selvfølgelig! En ceremoni med flere funktioner og formål." ... "Og jeg kan ikke tjene folket og landet, uden at have sværget min troskab til dets Dronning." Svarede han roligt. Han kunne dog godt lide tanken om at ceremonien var for folkets skyld, og ikke for at tjene hverken hans eller dronningens ego eller magt. Han betragtede hende kort, for derefter at vedholde smilet. Han havde altid talt lige ud af posen. Selv overfor så magtfulde individer som f.eks. Thranduil. Alastair var en fri sjæl.. en ung mand regeret i lige dele af ansvaret på sine skuldre, samt sit hjerte. Og inspireret til at gøre godt, af alle hverdagens små gode gerninger, og alle små smil på ansigterne af selv fremmede. Mørket ville aldrig kunne kvæle hverken ham eller hans hjerte, så meget var sikkert. Han lyttede til hendes ord med hovedet lidt på sned. "Misforstå mig endelig ikke, Mylady. Jeg har ingen intentioner om at vandre ind i tronsalen, blot for at tjene mit eget ego, eller etablere magt over folket... Jeg tager dertil for at.." Han fnøs og tav lidt. ".. at hjælpe.." Tilføjede han så endeligt med et bredt smil, af manglen på et bedre ord, måske. Han rettede lidt på sig, så han nu stod lænet med ryggen mod søjlen. Kvinden og hendes hest ved sin side, og fronten mod gårdspladsen og folkene derved. "Jeg har endnu ikke mødt denne Dronning... End ikke engang hørt hendes stemme. Men jeg har hørt om hende." ... "Og dog, beundrer jeg hende.." Lød det fra ham, og han smilte lidt for sig selv, for derefter at skæve lidt mod kvinden. Men endnu engang med blikket rettet mod gårdspladsen, og hans lod sine hænder hvile mod sine egne hofter. "Ikke for hvilken magt hun besidder, eller mod. Eller kronen på hendes hoved. Men for de små glimt af håb jeg ser ikke folket. Folk som disse, i denne selv samme gårdsplads." ... "Håbet om en bedre dag i morgen, og en bedre tid for Procias, til trods for hvilket kaos der end måtte hvile. Et håb jeg hjertens gerne ville hjælpe med at realisere, hvis jeg kan." Endnu en gang stoppede han med at tale, og trak lidt på skulderen over hans egne næsten romantiske ord. Nåede endda også at spotte fingeren hun førte til hendes underlæbe.
Kort tænkte han over hendes ord, og vendte sig igen med fronten mod hende, med et lidt bredere smil denne gang. "Det er næsten passende, er det ikke? Efteråret og vinteren, og den nye begyndelse der hviler deri.." ... "En ny Dronning. En ny Hertug. En ny begyndelse for Castle of Light, og en ny begyndelse for Kurnous.. Måske et ganske nyt kapitel for Procias?" Han havde nogle gange en lidt underlig måde at se tingene på. Næsten som så han det i et helt andet lys. Ofte drillede hans Thranduil med hans kryptiske ord, også selvom han selv kunne finde på det samme.

[Angelique Amalani Darcy]

At være ung var ikke nødvendigvis en dårlig ting. Med ungdom kom der nye ideer og det var det som manglede i samfundet. De unge kunne arbejde, de unge kunne bringe nyt lys og ny glæde til verdenen på en måde som gamle mennesker ikke kunne det. Selvom døden var en forfærdelig ting så kunne man ej benægte at den altid bragte en ny fremtid med sig. Hvad man gjorde med den fremtid var jo op til hvert enkelt individ men personligt så ville hun se fremad mod morgendagen. Selv var hun ikke gammel ... eller var hun? Hendes alder var hende en gåde for at sige det mildt. Hun havde været ung da hun døde, et sted i tyverne og nu havde hun været i live et par år efter flere tusinder i graven? Alder var en relativ ting. Hun gik ikke så meget op i hvor gammelt et individ var men mere hvordan denne handlede og ergerede. Dette sagde oftest mere om en persons alder end noget som helst andet. Hun nikkede roligt og kiggede rundt ved hans ord. Ændringer kunne være en god ting. Hun håbede på det bedste, både for ham, for Kurnous og for hele Procias. "Det kan jeg så sandelig se. Der sker mange ændringer her. Jeg må erkende at dette er mit første visit til Kurnous. Jeg er meget betaget af slottet, selv før renovationen" lød det oprigtigt fra hende som hendes blik søgte rundt på de mange ting der var at kigge på. Som engel var hun ikke som sådan et med naturen men hun nød den og ønskede at bevare den. Dette slot virkede næsten i harmoni med naturen og det var så meget anderledes end hvad det var på Castle og Light. Det var spændende her, det kunne hun virkelig ikke benægte.

Hun smilede sødt til ham. Hans ord var fine, og det var sjovt at høre ord som var ment til en normal person og ej til Dronningen selvom de egentlig også omhandlede hende. Smilet forblev på hendes læber for hun kunne virkelig slet ikke lade være. "Dine ord bærer meget visdom, Herre. Jeg er slet ikke i tvivl om at De kommer til at kunne gøre meget gavn for landet her" sagde hun ærligt. Denne cermoni var nødvendig for folket. Det var for at vise at der var harmoni mellem adelen og kongehuset og det var en harmoni som Angel ønskede at skabe. Det var også derfor hun ønskede at mødes med alle Lederene af de Procianske racer. Det ville vise folket af der var samarbejder og ej kaos på toppen. Hun havde brug for støtter, brug for allierede. Især hvis der skulle gå hen og ske noget. Rygterne fra Dvasias om at Jaqia var væltet af pinden havde næsten fået jubel til at lyde i Procias. Det var Diamaqima som havde overtaget det hele. Det var en lidt underligt tanke for de fleste procianere. Silia, lysets dronning havde forladt dem for mørkets land? Mange vidste ikke helt hvordan de skulle stå på den front. Hendes opmærksomhed vendte tilbage mod ham på ny som han endnu en gang snakkede. "Jeg ved De ej ønsker at styrke Deres eget ego. Men lærer meget om folk når man healer. Det bliver en smule lettere at forstå og læse folk ud fra deres ord og handlinger. De virker som intet mindre end en god mand der kun ønsker det bedste for folket og det er noget som jeg kan respektere" lød det blidt fra hende. Det var ord som hun mente. Han havde hendes respekt allerede nu bare med det som han sagde. Han var ikke ude på at få rigdomme eller magt. Han var som hende og ønskede at hjælpe folket og landet mod en lysere fremtid. Det var en tankegang som var yderst sjælden og som hun virkelig godt kunne lide. Hans ord om beundring fik Angel til at smile stort og en svag rødmen var at melde sig i hendes kinder. Det var dejligt at få sådanne ord at vide selvom han ej vidste at han skænkede dem til hende. "Jeg er sikker på at det ville glæde Dronningen at høre Dem sige det. Hun er ung og uerfaren men ønsker kun det bedste for folket af hvad jeg ved af" fortalte hun roligt. Han havde ret. Folket havde fået håb og dette var håb som hun ønskede skille blomstre og blive større og større. Intet skulle begrænse Procias håb og hun ville gøre alt for at føre det videre. Lyset skulle leve og bestå.
Hans ord var næsten romantiske. Den måde han snakkede om det hele på var meget betagende og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Det var sjovt at se et andet menneske gå med de samme håb som hun selv gjorde det. Sikker var jo på at de nok skulle få et godt samarbejde når de mødtes dagen derpå. Roligt nikkede hun ved hans ord. "De har helt ret. Dette er en helt ny begyndelse for Procias. Jeg er glad for at være her til at kunne se hvordan det kommer til at udfolde sig" sagde hun blidt og bed sig en smule genert i underlæben. Det var sjovt at hans ord var så betagende. Det var virkelig ikke noget som hun var det mindste vant til.

[Deleted]

"Skulle De komme hertil atter en gang, kunne en rundvisning af Slottet vel være på sin plads?" ... "Jeg kunne aldrig drømme om at efterlade betagede tanker til blot fantasien." Svarede han til hendes ord, og betragtede hende let som hun kiggede rundt mod gårdspladsen. Han havde dog ikke tid denne dag, men en lille rundvisning ville han vel have tid til en anden skønne dag? Hvis altså denne kvinde skulle komme igen.. Og for fremtiden ville han uden tvivl også sørge for at gæster ville få en varmere velkomst end hvad hun umiddelbart havde modtaget. Egentlig irriterede det ham lidt at ikke alle i dette slot endnu havde forstået hans vision for stedet. De fleste havde tjent hans fader, og havde uden tvivl været fanget i faderens hemmeligholdelse af Slottet og dets næsten mystiske lande... Hemmeligheder der var spændende for Alastair at udforske og opdage ved Kurnous. Og som blot gav stedet mere sjæl og mystik. For det var da ingen hemmelighed; at selvom skovens og naturens tilstedeværelse i selve slottets sten og vold, gav den skønhed, gav det også mystik, og gjorde næsten stedet levende. Han kunne egentlig virkelig godt lide Kurnous, og håbede på at kunne kalde det sit hjem i mange år endnu. Det var dog heller ikke et sted hverken ham eller Galad havde tænkt sig at give afkald på med et let sind. Nok var det et sted for alle. Men også et svært bevogtet Slot, med soldater og vagter, til formål at bevare freden indenfor murene, og beskytte de som skulle komme dertil af nød.

Denne kvinde var sød og venlig. Betagende, og en vaske ægte skønhed. Han skam allerede nød hendes selvskab og deres samtale hidtil. Hvis folket han havde i sinde at beskytte og tjene, var som hende, ville han uden tvivl kunne finde stor stolthed i et sådan formål og en sådan mission. Og han kunne kun håbe at rygterne om landets Dronning var sande, og at hun måske delte de samme visioner som ham selv. Sammen ville de kunne skabe forandring til det bedre, det tvivlede han ikke på. "Jeg sætter pris på Deres tiltro, Mylady." Svarede han venligt med et smil mindst lige så bredt og imødekommende som hendes. Han skulle vinde tiltro og respekt fra langt flere end blot en enkelt kvinde, hvis han skulle kunne gøre en forskel i Procias... Men han var ikke blot en drømmer, eller en ung mand med et årvågent blik. Men også en ung mand af handling og beslutsomhed! At hvile lå ham ikke altid naturligt, og der var ikke meget han ikke ville gøre, for at lade sine handlinger tale frem for sine ord. Selv den mindste gestus sagde ham ofte mere end et dusin ord. Og han havde lært altid at have sine øjne åbne, og betragte verden, frem for at vende blikket den anden vej. Ikke meget undgik hans blik eller opmærksomhed. "De kan ånde lettet op. For som dette sted, vil De ikke kunne finde onde intentioner hos mig..." Lød det fra ham med et lille blink hendes vej. Altid en vovet ting at gøre; at erklære sig selv det ene eller det andet. Men han frygtede ikke at virke alt for stolt af sig. Selvom han også nogle gange måske var en anelse for stolt. Han blot vidste at han talte sandt, og kunne blot håbe at de der lyttede, ville tage det for sandheden.
Alastairs blik lå ganske fast, men ikke for uhøfligt, på kvinden. Foruden det store smil, opfattede han endda en svag rødmen hos hendes kinder. Men lagde dog ikke meget i det, andet end at hun måtte nyde hans selvskab... Hvilket da altid var en tilfredsstillende ting at udlede fra andre. "Jeg håber inderligt at De har ret!" ... "Og i så fald; må jeg hellere finde min vej til Apterta, og lægge de første sten til den nye fremtid!" Lød det muntert og sikkert fra ham, i en mindre erklæring. En erklæring om at han nok hellere måtte komme af sted, inden han ville blive alt for fanget i deres samtale. Eller alt for fanget af synet af hende... en kvinde hvis navn han ikke engang kendte. Og som dog alligevel formåede at lokke og drage hans blik, opmærksomhed, og interesse...

Som han havde talt med kvinden, havde manden fra før, klargjort Alastairs hest, og var i færd med at bringe den hen til de to. Alastair selv, rettede sig fra sin afslappede position ved søjlen. Gik rundt derom. Og om til den anden side, hvor kvinden stod. Høfligt placerede han endnu en gang sin ene hånd på sin brystkasse, og bukkede for kvinden. "Det har været en udsøgt fornøjelse at møde Dem, Mylady." ... "Hvis Deres vej endnu en gang skulle lede Dem til Kurnous, vil min gæstfrihed være Deres." Lød det fra ham, inden han så rettede ryggen, og atter stod høj og bredskuldren foran hende. Han ville nødig være uhøflig, og blot forlade hende på et utilpas tidspunkt. Men ærlig talt tænkte han ikke rigtig over det, som han trak sig op og sidde på hingsten der var blevet bragt frem til ham. Som han satte sig til rette, fandt han sig også en brunlig og fint broderet kappe frem. Han svang den over sine skuldre, og bandt dets stropper om kraven på sig selv. Og endnu en gang med blikket vendt ned imod kvinden. Han sendte hende blot et hvidt smil, og nikkede en enkelt gang, inden han så trak i hingstens tøjler. Selvfølgelig ikke uden at have taget et mentalt billede af kvinden.. Lidt at tænke på sit vejen, som måske ville dulme hans spænding..? Et lille spark i siderne af hingsten, og den satte i galop ud af porten, og med kurs direkte mod Apterta.

//Out

[Angelique Amalani Darcy]

Angel lyttede roligt til ham. hun vidste ikke hvorfor men han havde en måde hvorpå han vandt hendes tiltro med det samme. Det var en sjov følelse som hun ikke rigtig var vant til. Normalt skulle der mere til end blot et så kort møde som dette men han havde alligevel formået at vække noget i hende. Det fik hende til at smile. Hun kunne jo ikke andet end at nyde det. Der var faktisk andre i dette land som havde de samme intentioner som hende selv? Hun elskede den tanke! Hun skulle snakke meget mere med ham imorgen efter cærmonien. Det var helt sikkert. Hun havde andre ting som hun ønskede at spørge ham om men som hun ej kunne komme til nu uden at afsløre for meget.
Smilet hvilede på hendes læber, selv efter han skulle vælge at tage sin afsked. han skulle jo afsted til Apterta og afsted til deres møde. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule for sig selv ved hele situationen den var nu ret komisk måtte hun indrømme.
Som han bød hende farvel bukkede hun nydeligt for ham og sendte ham derefter et stort smil. "Til vi ses igen, Min herre" lød den blide stemme som hun så ham sadle hesten og ride afsted.

Hun tog sig ikke lang tid for hun selv var i sadlen. Hun skulle ligeså hjem. Turen gik ud af slottet hvorefter hun fik hesten til at sætte i galop. Heldigvis skulle hun ej langt. Hun havde valgt at bringe en stalddreng med sig noget af vejen. Hun nåede ham og afleveret hesten til ham som han så kunne bringe hjem. Roligt sendte hun ham et smil før hun bredte de store hvide vinger og satte af fra jorden. Det var trods alt hurtigere at flyve end det var at ride.

//OUT