Continuing Distractions

[Deleted]

Af mangel på noget bedre at lave, havde Galad valgt at følge Alastair til Apterta City. Alastair havde nogle officielle ærinder at tage sig af i byen, men af åbenlyse grunde, kunne Galad ikke følge ham. Ej heller ønskede de to at skabe for megen opsigt, ved at lade Galad nærme sig byen alt for meget. Hans ganske størrelse ville uden tvivl bringe for meget uro, skulle han snige sig til at kigge ind over byens mure. Så derfor havde de to gjort holdt et godt stykke fra byen, men ikke langt fra vejen der ledte dertil. Med dem, fulgte nogle af Alastair's nye soldater på hesteryg, med en hest klar til Alastair. Men følget var blevet forsinket...
Galad lå på maven, og med den store mund på vidt gab. Galad's hoved var på størrelse med et hus, og bare synet af det vidt åbne gab, var da lige dele fascinerende som det var skræmmende. Alastair stod lige foran dragens gab, med soldaterne i sikker afstand lidt længere bagude. Alastairs hænder hvilede imod hans hofter. "Forklar mig lige igen, hvordan det er sket? Jeg forstår det virkelig ikke.." Lød det lige dele undrende, som muntert, fra den unge halv-elver, som han kiggede ind i gabet af den enorme drage. "Bare få det ud!" Galad lettere fortvivlede tanker, flød i Alastairs hoved. "Ja, ja. Så lad os få det overstået." Alastair stak sit sværd i jorden, smørrede sine ærmer op til albuerne, og trådte ind over Galad's massive tænder. Og ind i gabet af dragen. Galad havde klaget over en pine i ganen hele morgenen, og havde forlangt at Alastair skulle tage et kig på det. Første gang han stod inde i gabet af hans egen drage. Men én gang skulel jo være den første. "Du har haft den pine i to dage, så hvorfor er det først i dag du siger noget?" Lød det inde fra gabet. Efter at øjeblik, fnøs den unge mand lidt. "Fint så, behold du dine hemmeligheder." I sandheden var Alastair nu mere betaget af hvordan det var derinde, end at finde årsagen til Galad's pine. Men da Galad så brummede lidt fra dybet af hans svælg, fik Alastair igen vendt fokus. Han kiggede op, og så noget der skinnede en anelse. "Fundet det!" Erklærede han, og rakte op i vejret efter det. Alastair rykkede et par gange, og hver gang, gav Galad et lille sæt fra sig med hovedet. Inden alt for længe, fik han hevet genstanden ud af dragens gane. "Ha! Det ser ud til at drager også får maden galt i halsen!" Sagde han idet han så at det blot var en spids sten, ikke særlig stor. Men stor nok til at skære rimelig dybt. Alastair trådte ud af gabet igen, bærende på stenen, og smed den fra sig, idet han samlede sit sværd op fra jorden igen. Galad lukkede igen gabet, og tyggede lidt rundt, endelig glad for at få lettet pinen efter de dage.

[Keischa Helia Maloya]

Isolde burde have forladt Procias for lang tid siden. Faktisk burde hun have forladt landet i samme øjeblik Jason og Carlisle havde overskredet grænsen for at søge væk. Med dem var alt beskyttelse forsvundet, og alligevel var hun her. Klædt i en lysblå kappe, bevægede hun sig ud af byens porte, så diskret at ingen ville bemærke hende, det gjorde de sjældent i forvejen. Kappen var både tung og varm taget i betragtning af den varme sol der havde bagt hele dagen, smukt som det end var.
Hun passerede en lille gruppe af vagter og så bevidst væk, så hætten dækkede hendes blege ansigt. Hvis de genkendte hende, ville det skabe røre og det sidste hun ønskede sig var uønsket opmærksomhed. Des længere ud af byen hun kom, des mere tyndede det ud i mængden af folk, til der til sidst kun var få og et par hestevogne der kom kørende i ny og næ, for at fragte de mere heldige ind til byerne.
Her slog hun sin kutte ned og afslørede de blonde lokker, der badede sig i solens varme skær. Hendes hud var bleg, så bleg at hendes klare, isblå øjne nærmest lyste op. Endelig lidt luft. Hun åndede lettet op. Det var stadig ulideligt varmt, nogle havde fortalt hende at Dvasias var køligere og måske et mere passende sted, men hun havde sin forretning og sit liv her.
Drevet af sine egne tanker, vandrede hun tæt på vejen og spekulerede på hvor lang tid det ville tage hende at finde til hendes nuværende opholdssted hvor der ville være koldt. I første omgang passerede hun dragen og manden uden at ænse det for alvor, indtil det kun et par skridt efter slog hende hvad hun lige havde set. Nej heden måtte virkelig have taget fusen på hende. Hun stoppede op og rynkede undrende på panden, før hun vendte sig lidt om, bare for at bekræfte at hendes øjne bedrog hende, men det viste sig at være alt andet end tilfældet. Virkelig? En mand i en drages gab? Her? "Og jeg som troede at jeg var blevet vanvittig," mumlede hun og gloede lidt uhøfligt efter ham. Det var et syn hun ikke havde set megen til før!

[Deleted]

Det var sikkert ikke tit man så en Hertug smøre ærmerne op, og vandre ind i gabet af en drage. Og ikke ét eneste sekund havde Alastair tænkt på hvorledes det kunne have påvirket hans ellers ganske fine klæder. En løstsiddende hvid skjorte. Et par godt siddende bukser af mørkt/brunligt læder. Og et par høje læderstøvler. Han skulle ind til Apterta for at overse handel til Kurnous, og Galad ville være hjælpsom i fragten dertil. Med et nyt Hertugdømme, var der oftest tvivlsomme handelsmænd, eller folk der reelt ikke vidste hvor det lå. Så dertil var der fornuftigt at Hertugen selv gjorde de første af mange handler, så der ingen tvivl ville herske i fremtiden derefter. Folk og deres guld, og grådighed...
Sværdet blev stukket i skeden igen, og han rettede lidt på bæltet, for derefter at kigge op mod Galad. "Du bliver her, og holder dig ude af syne. Indtil jeg vender tilbage." ... "Det skulle helst ikke tage for lang tid." Den store drage skulle nok kunne få tiden til at gå med at hvile. Og i mellemtiden kunne Alastair så arbejde på at få stablet hans slot og Hertugdømmet ordenligt på benene. En typisk arbejdsfordeling, som de begge egentlig var meget tilfredse med. Men alt i alt var de to en forlængelse af hinanden. Den enes svagheder, var den andens styrker. Så i og for sig, hørte Alastair hvad Galad hørte. Og dragen hørte den svage mumlen af en kvinde ikke langt fra dem. Noget Alastair bed mærke i som han spændte sadlen på den hest han skulle tage resten af vejen til Apterta. Han havde skam også kunnet mærke hendes blik i nakken. Og et lille smil viste sig over hans læber, idet han tog om hestens tøjler, og trak den lidt efter sig. "Sikkert ikke mere vanvittig end os andre." Lød det så fra Alastair, højt nok til at kvinden ville kunne høre det. Men dog også uden at råbe. "Eller." ... "Ikke mere vanvittig end ham." Han hintede mod dragen der var i færd med at ligge sig til rette i jorden, og lod så en hånd skærme lidt af munden. "Men ikke sig det til ham... Han kan være lidt fintfølende"

[Keischa Helia Maloya]

Heden kunne somme tider slå hårdt, men næppe så hårdt. Det var ikke midlertidig sindssyge men en Hertug der kravlede rundt i gabet på en enorm drage. Isobel kunne ikke undgå at lade sig betage, hun havde ikke før set en drage, ikke så tæt på, de var langt smukkere end umiddelbart ventet.
Takket være hendes dybsindige tanker gik der yderligere et øjeblik før det gik op for hende at dragens ejer.. hvad kaldte man det? Havde hørt hende. Hun så op med isklare øjne, og betragtede en mand af samme fascinerende støbning som sin drage. Pludselige ramte skammen hende. Hun så ned med et næsten beklagende smil. "Beklager, Sir, det var ej min mening at nedstirre Dem eller Deres drage," undskyldte hun og førte et par slanke fingre til et smykke omkring sin hals, kun for at pille let ved en hvid sten. Smykket havde hun selv lavet, det var et af de resterende hun endnu havde tilbage.
Mange procianere ville end ikke værdige hende et blik, men denne mand talte hende hende som en ligeværdig. Hun lo, ikke helt så hjertevarmt som en indfødt ville have formået, men det var imødekommende. "Myter siger at drager tager ved lærere af deres riddere, så i frygt for at fornærme Dem, så har De vidst kun Dem selv at takke," svarede hun modigt tilbage.
Roligt vovede hun sig et par skridt tættere på. Det fornuftige ville være at søge væk fra heden, men det var rart at blive talt til, desuden var det alt andet end hverdag at få lov til at se en drage. "Må jeg være så flabet at spørge hvad den hedder?" spurgte hun nysgerrigt. Det var nok en kende fornærmende at hun var mere interesseret i dragen end dets ridder som ellers var en nydelig mand, men de baner tænkte hun slet ikke i.

[Deleted]

Alastair havde spenderet sit hidtil unge liv, på at snakke med folk. På eventyr og nye opdagelser. At snakke med en fremmed, var næsten ualmindeligt simpelt for ham. Selv efter han var blevet Hertug. Og nogle gange endda, glemte han kort at han var Hertug, og var i sine egne øjne, blot en ung mand, med en interesse for folk andre end ham selv. Så ganske roligt hævede han let en hånd for at vifte hendes undskyldning til side. "Ingen grund til at undskylde, Frøken." Svarede han hende blot med et venligt smil, stadig imens han holdte i tøjlerne af sin hest, og med blikket hendes vej.Hvis folk blot vidste hvor meget han havde stirret på andre i sit liv, ville nogle nok blive ganske fornærmede. Så af hensyn til almen respekt, valgte han ikke selv at lade det gå ham på - når andre stirrede på ham.
Nej, hendes ord fornærmede ham ikke rigtig. Allerede nu, var han ved at være vandt til at folk i denne verden, ofte var meget bramfrie og hensynsløse i deres ord og udtryk. Det ene øjeblik talte de for fordragelighed, og det andet syntes de alligevel at søge de små konflikter. En anelse underligt, men spændende, ikke desto mindre. "De fornærmer ikke... blot misforstår." Lød det så fra Alastair. "En drage, og dets rytter, lærer fra hinanden." ... "En drage er ikke et kæledyr, ej heller en nobel ganger." Svarede han hende, og blinkede en anelse kækt til hende. Hans hans ord var informative og rolige. At belære eller undervise andre, var altid lidt vovet... men hvordan ville verden ellers lære om Drageryttere?
Alastair Trådte let til siden med et smil da hun hentydede til dragens navn. Han ville da ikke stå i vejen for hendes nysgerrighed. Selvom den selv samme nysgerrighed måske irriterede Galad en anelse... som egentlig blot forsøgte at hvile lidt. Og efterhånden, var den enorme drage ved at være godt gravet og plantet i jorden. Og om ikke længe, ville han falde i ét med omgivelserne. "Hans navn er Galad..."

[Keischa Helia Maloya]

Hvem end han var, så var han ikke bange af sig. Hendes race var almindeligt kendt hertil lands, hvilket også var grunden til at hun det meste af tiden skjulte sig. Det hjalp desværre ikke hendes forretning, men det var også kun et spørgsmål om tid, inden hun ville være tvunget til at forlade landet.
Hendes blik forblev uden følelse, men smilet faldt lidt mere naturligt på hendes læber ved hans viften. "Meget fint. Så undskylder jeg ikke," svarede hun lidt drillende. Somme tider vågede hun pelsen, særligt med mænd, en kvinde burde ikke være flabet eller tro at hun var morsom.. i teorien.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og fik en undrende rynke i panden. Hvad misforstod hun? Godt nok visdte hun meget lidt om drageryttere og endnu mindre om drager, men hun forestillede sig det lidt som forholdet mellem en hest og dets rytter.
"Hvad misforstår jeg?" spurgte hun lidt nysgerrigt og trådte ind i skyggen fra et træ, så solen ikke bagte direkte på hendes iskolde hud. Det var ikke ligefrem fordi hun ville smelte under solen, men den sved på hendes sarte hud. "Så hvad gør det jer til? Ligeværdige?" spurgte hun og forsøgte ikke at lyde fordømmende, det var ikke hensigten, tværtimod nød hun at lære, selv om ting der aldrig ville komme til at berøre hende som sådan. "Galad? Og hvad kan jeg kalde hans rytter?" spurgte hun lidt intetsigende. Desværre nåede hendes indre begejstring ikke rigtigt forbi den iskolde facade hun bar med sig overalt, derfor misforstod mange ligeså hende og tænkte det værste, særligt på disse kanter. Det var slet ikke hendes mening at holde på ham, men det var nærmest helt underligt at blive talt til.. særligt med den respekt som hun mærkede fra ham.