Family Beyond Blood

[Deleted]

I det nordvestlige Procias. Imellem bjergene, og Elvernes skov-rige, lå et hertugdømme, nu kontrolleret af den unge Alastair. Ikke langt fra Elvernes rige, hvor den tætte bevoksning af træer mødtes med et grønt bakkelandskab, sad den unge Hertug på hvad der lignede en stor klippesten. For enden af en formation af mos-beklædte klipper og mindre træer. Knæene let hævet, og i skødet en skrivebakke, hvorpå der var blæk, pergament, fjerpen, og ikke mindst en bunke breve. Iklædt ganske fine klæder, høje støvler, og med sværd og økse i bæltet, åbnede han endnu et brev. Men ikke inden at have vendt blikket fremad, og ladet øjnene hvile kort imod synet af den store skov, ikke langt forude. Brevet blev åbnet, og Alastair rynkede lidt med brynene. "Harbart Calister.." Han åbnede flere breve.. "Mort von Dracken.." ... "Elias de Sanquis, William Beufort..?" Et suk forlod hans læber, stadig med det undrende blik. "Hvem er alle disse folk? Og hvordan i alverden har far kunnet få tid til at kende så mange forskellige?" ... "Og de taler så pænt om en mand de tydeligvis kendte bedre end jeg.." Det havde overrasket Alastair lidt hvor vellidt hans fader havde været iblandt så mange. Især eftersom det var den selv samme mand der ikke ville tage del i opvæksten af hans egen søn. Ikke at Alastair hadede manden for det... Han havde haft en fabelagtig opvækst hos Elverne. Selvom det havde været ganske kortvarigt. Han kiggede kort ned ved siden af sig, ned mod hvad han sad på, og trak lidt på skulderen. "Du har sikkert ret.." Han nåede ikke engang at vende tilbage til brevene, inden hans ansigt blev formet af atter et rynket bryn, men samtidig et lille smil. "Hey! Nu ikke lade det stige dig til hovedet!" Ytrede han så lidt mere højlydt, og lidt mere muntert, efterfulgt af en knytnæve sendt imod stenen hvorpå han sad.
Det utrænede øje ville uden tvivl se en ung mand der enten talte med sig selv, eller i sin vanvid talte med en klippesten. Givet, så var Galad blevet bedre til at hvile og skjule sig i vidt syn. Men klippeformationen, mosset, de små træer, og bakker, var ikke hvad de syntes at være. Eller, jo.. de var hvad de var. Men de groede ikke i jorden, eller hørte til i dette sted. Men voksede og befolkede i stedet den mægtige drage Galad - Alastairs ven og følgesvend. Som var blevet lidt træt af at flyve til kanten af skoven fra slottet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Træerne skiftede farve, og bladene synes at falde.. Danse med vinden, der bød dem op til dans med de små vindkast, som skete fra tid til anden. Efteråret var ved at melde sin ankomst, og dette påvirkede skoven i den forstand, at fuglene søgte mere mod syd og elverne måtte klæde sig i de mere varme klæder.
Siden Thranduil havde mistet sin hustru og datter i barselssengen, havde skoven hvilet i sorg og stilhed. Nu var det ved at vende, også for elvernes konge, som selv havde fundet smilet frem på læberne igen. Elegant bevægede han sig igennem skoven. Det var sjældent han forlod denne, da han aldrig havde haft nogen grund til det. Andet end når kongehuset i Procias havde bedt ham om det, om ikke andet.
Den brune kappe hvilede om hans stærke skuldre, da han lydløst kom fra skovene, og bevægede sig ud på de åbne marker. De høje græsstrå dansede elegant, da han passerede dem.. Skyerne strøg let forbi og solen hvilede over dem. Selv på trods af det, så var det ved at være køligt. De grønne øjne missede svagt i solens smukke og klare lys.
Stemmer.. stemmer i det fjerne, var hvad der fik ham til at stoppe op. De blege og tynde læber søgte ud i et smil. Han drejede hovedet. Det lange lyse hår, søgte over hans skuldre, som et slør af silke. En perfekt mand af udseende på alle måder. Han søgte langsomt tættere på. Dette var en sjældenhed. Han var faktisk udenfor skoven i dag! "Det er ikke alle mennesker, der gør sig fortjent til det bekendskab, når man ved, hvad de har vendt ryggen til," sagde han med en rolig stemme. Et smil passerede hans læber. Han anså næsten denne mand, som en søn. Han havde jo været tæt på ham, siden han havde været ganske lille.

[Deleted]

At sende en knytnæve mod en væg, var måske oftest gjort i vrede. En handling af frustration, der næsten altid ledte til blodige knoer. Alastair langede tit ud efter den store Galad, med hvem han havde et tæt forhold. Som var de to brødre, fra den dag Galad var klækket fra sit æg. Men nu var Galad vokset sig ualmindeligt stor, og at slå en knytnæve mod hans hoved, var som at sende den mod en solid mur af sten, eller hamre mod et bjerg. Intet andet end et ubetydeligt stik til Galad, men Alastair fortrød i det samme sin hastige beslutning, og måtte tage sig et øjeblik til at ømme sig. Han lærte det nok aldrig... Men han havde i det mindste privilegiet af at kunne lade sine frustrationer løbe ud på en drage!
Alastair fik dog ikke lang tid til at ømme sig om sine knoer, og hurtigt kiggede han ned mod Galad. Dragen havde fornemmet Thranduil fra en god afstand, men havde ventet med at fortælle det til Alastair, før sidste øjeblik, og lige idet Thranduil selv talte. Så ordene der flød igennem luften fra Elverkongens mund, kom som en ganske stor overraskelse, men alligevel en glædelig overraskelse. En af slagsen, som fik Alastair til at fumle lidt med skrivebakken i hans skød. "Thranduil!" Han lod sig selv glide ned ad siden af Galad's hoved, indtil han atter stod oprejst med jord under sine støvler. Han rettede sig så op, og bukkede en anelse. Med den ene hånd bag ryggen, og den anden ved livet. "Min herre Thranduil." Hilste han så endeligt ganske høfligt, som han havde lært det i sin barndom. En høflighed han dog ikke selv dømte at være helt nødvendigt, givet deres ellers tætte forhold. Men det havde nu været langt tid siden. Alastair vendte så kort blikket mod Galad. To huller åbnedes og formede sig i den store klippesten, og som ånde kort susede ud derfra, vendte Alastair sig igen mod Thranduil. "Galad siger hej." Kun meget få andre end ham selv forstod Galad, så Alastair var lidt som en tolk. En skam dog, eftersom Galad ofte havde mange fornuftige og vise ting at sige. Men Galad havde dog også lært visse menneskelige gestikken og skikke, og efter den brusende ånde, vrikkede han kort lodret med hovedet, som en tilføjende hilsen. Men forblev ellers halvt begravet i jorden.
"Hvad bringer Dem udenfor skoven denne dag?" ... "Der er ikke meget at se herude, andet end en evig strøm af kondolerende breve, og en drage for doven til at flyve..." Lød det ganske muntert fra Alastair, som også skulede lidt mod Galad. Som hurtig hævn og svar til Alastairs sikkert overdrevne ord, svingedes der en slyngplante fra jorden, som smækkede hurtigt Alastair i baghovedet. Et forhold de begge var vandt til, og Alastair fik det hurtigt rystet af sig. Alastair havde altid været munter, eventyrlysten, og ganske fri af sind. Stadig med øje og tanke for høfligheder, imens han per automatik altid sørgede for at ethvert møde blev glædeligt, og at andre følte sig velkommen i både hans og Galad's selvskab... Træk han, uden hans egen viden, havde arvet fra sin far.
At det blot var to uger siden hans fader var blevet begravet, var ikke til at se på den unge halv-elver.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Morende lod Thranduil øjeblikket vare, hvor han så den unge mand, slå til klippen under sig. Af hjerte, vidste han jo, at det næppe var en klippe som han havde plantet sit bagparti på, men derimod på dragen Galad. Han måtte dog sige, at det var tydeligt, at dette store og prægtige væsen, havde lært sig kunsten at søge skjul.
Glæden ved hans tilstedeværelse, var noget som uden tvivl måtte falde i meget god jord hos Thranduil! Smilet forblev svagt på hans læber, som han nikkede anerkendende og gengældende i retningen af den unge mand. "Fuglene og skovens væsner bragte mig nyheden om Deres faders død," begyndte han med en rolig stemme. Døden havde de vel begge haft tæt ind på livet igennem den seneste tid? Han selv havde blot gravlagt sin elskede hustru, for ikke mange måneder siden. Ikke var det til at se på ham længere. Han forsøgte selv at komme videre, efter bedste formåen. "Jeg kondolerer." tilføjede han oprigtigt. Døden tæt ind på livet, var jo aldrig en rar ting.

De grønne øjne søgte omgående til klippen, da denne næsten synes at vågne til live. Ah.. der var Galad jo! "Du har lært dig kunsten, at søge skjul, min kære ven," fortsatte han med en tilfreds tone.
At der ikke var meget at se, ville Thranduil nu ikke sige. Det handlede om at kigge ordentlig efter. Han rystede kort på hovedet, og søgte så derefter tættere på den unge mand. "Talt med menneskets tunge, Alastair. Det handler om at kigge," fortalte han roligt. Nu havde han altid levet i skoven og naturen. Aldrig blandt byer, murer og mennesker, løgne og rygter. Han foretrak naturen, sandheden og lyset. Ikke de mange skygger, som murer og husets tage kunne kaste. En drage for doven til at flyve.. Han rystede kort på hovedet, og så til da slyngplanten slog ham bag hovedet. Ak ja.. de kære unge mennesker.
"Nok en doven flyver, men hvorfor flyve, når man kan gå?" Blikket søgte til Alastairs ben. Han var jo selv udstationeret med to. Selv brugte han kun transporten i form af firbenede, når han blev sendt i krig. Dette var da heldigvis mange år siden nu. Og nu hvor Dvasias var faldet og Jaqia var tvunget af tronen.. ville freden måske sænke sig for denne gang?
"Det er kommet mig for ører, at De tager over Deres faders titel og ansvar som Hertug," kommenterede han endeligt. Hovedet lod han dale let på sned.. Det lange lyse hår fulgte med. Var den unge mand rede til at tage det ansvar på sine unge skuldre? Eller var det for tidligt? Nu vidste han jo, at han ikke havde haft meget med den kære mand at gøre. Dog virkede han heller ikke videre påvirket af det nære dødsfald.

[Deleted]

Kondolerende stemmer og ord var Alastair blevet vant til igennem de seneste par uger. Folk og fæ af alle afskygninger, racer, og oprindelse, havde sendt tanker denne vej i form af breve og beskeder. Selv en vampyr fra Dvasias havde udtrykt sin såkaldt 'sorg' over faderens død. Men Alastair var af en hårdfør bygning, trods hvad mange ellers skulle tro. Han havde ikke ladet sorgen vare længe, men havde i stedet vendt fokus mod at omdanne faderens historiske slot og hjem, så det kunne huse hans eget temperament, med stor hjælp fra Galad. Et slot der ikke lå langt fra Elverriget gendannede grænser, og som derfor burde kunne huse disse racer. Et enkelt anerkendende nik, var svaret Thranduil fik fra Alastair. Selvfølgelig og fulgt af et lille smil. Det var høfligt af ham, men Alastair havde ikke altid konstitutionen til at kunne udtrykke tak og taknemmelighed, når en enkelt gestus ville være nok.

"Endelig én der sætter pris på ynde og list.." Alastair hørte Galad's stemme i sit hoved, og kunne ikke andet end at smile, og nikkede ved Elverkongens hentydning. Ikke ligefrem fordi 'ynde' og 'list' var mærkesager i Galad's karakter... Alastair var en sand blanding af to racer. Med den nærmest ikoniske højde og nogenlunde elegance, som oftest lå hos Elverne af skoven, og dog en muskuløs og hårdfør bygning af det menneskelige. Alt i alt et ganske stort 'brød' af en ung mand, med brede skuldre, fint hår og hud, og klare øjne. Øjne der skam havde lært at se hvad Thranduil hentydede til. "Frygt ej, min herre. For jeg ser mange ting.." Han vendte blikket imod de snart efterårsfarvede grænser af Elverriget. "Jeg ser det hjem hvori jeg er født og fostret." ... "Og det hjem jeg nu kan kalde mit eget." Tilføjede han efter at have skænket et blik over sin skulder, imod de stadig let grønne bakkelandskab, bjergene i baggrunden, og antydningen at hans nye hjem. Igen vendte han blikket mod Thranduil. "Fra dette sted, ser jeg alt hvad jeg holder kært.." Ord der blev føjet med et lille smil.

Alastair fulgte Thranduils blik mod sine ben, og nikkede forstående med et smil. Han havde jo en pointe, så han valgte at lade den ligge dér. Ingen grund til flere undskyldninger eller sjove udvekslinger imellem Alastair og hans drage. Verden var stor, og ikke engang himlen var grænsen for en dragerytter.
Måden hvorpå Thranduil kiggede på Alastair, var han lidt vant til. Elvere var altid nysgerrige og analyserende. Så et sådan blik var ganske velkommen. Men han var dog heller ikke dum, og indså godt at det måtte være den selv samme spekulation som så mange andre allerede havde givet en smule udtryk for. "Ja. Procias' skikke kræver at jeg tager det på mine skuldre, som den ældste og eneste søn." ... "Men selvom det ikke er af mit valg, vil jeg påtage mig ansvaret. Og med hjælpen givet af venner, vil Galad og Jeg bidrage til en vedvarende fred." Udtrykte han sig ganske klart, og med rank ryg. Lidt skulle jo bevises overfor en person som Thranduil.. Og selvom der var visse små tanker af tvivl, var Alastairs mål og hjerte ganske klart i hans egne øjne. Klar til at tage ansvaret på skuldrene. Han havde alligevel aldrig rigtig været lydig når det kom til andres tvivl, så den slags rørte han ikke.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Altid havde denne unge mand, formået at bringe et smil frem på Thranduils læber. Selv på trods af alt det mørke tid, som de var på vej ud af. Han lod langsomt armene søge ned langs sin egen krop. Sorgen af dødsfald havde de begge haft tæt ind livet, og det var trist.. mørkt og dystert ikke mindst.
"Ej formoder jeg, at De har mistet det elviske øje i Deres fravær fra de lyse skove. Selvom Deres tilstedeværelse, er savnet," fortalte han med en rolig stemme. Han søgte igen tættere på, så de stod næsten lige overfor hinanden. Thranduil var en høj mand med et gennemborende blik, og brede skuldre. For mange, var han en frygtsom mand, selvom det langt fra var tilfældet. Den unge mand havde været nødsaget til at forlade skovene til fordel for et liv bag en høj mur og fire vægge. Var det noget vidunder at Thranduil ikke kunne lide dette?
"For fremtiden håber jeg ej, at De vil miste det, som De er opdraget med, da De flytter bag en mur og høje vægge," fortalte han med en oprigtig stemme. Alastair havde været som en søn for ham, og at dette bekymrede ham, var vel ikke underligt?

Thranduil lod hovedet svagt falde på sned. Hånden hævede han let, for selv at stryge over den hårde hud, som udgjorde Galad. Nu havde han heller aldrig været bange for selv at lægge en hånd på ham. Han var opfostret til at elske alt levende, og det havde han alle dage gjort. "De kom til verden, som en søn af en Hertug, men er vokset op som et frit væsen, som en elver, Alastair. Ej er det en titel, som De nødvendigvis skal påtage Dem. De bærer navnet.. Og titlen, om De tager imod." Han vendte blikket mod den unge mand. Altid med et smil. Han var imponeret af dette.
"Jeg har altid været imponeret af Deres gode hjerte. Er dette det rette for Dem.. så vil jeg yde Dem min støtte," fortsatte han sandfærdigt. Om det var hvad hans søn ønskede sig, så skulle det være således. Brystet hævede han i en dyb vejrtrækning. Meget var hændt i denne verden på alt for kort tid.
Denne gang var det Galad der fik hans opmærksomhed. "Og hvordan tager du det, at skulle forlade det frie liv på skov og mark.. den åbne himmel?" fortsatte han. En royal og adelig titel.. et sted var det usynlige lænker. Thranduil kendte det. Kun alt for godt.

[Deleted]

Elvere, Druider, og Nymfer, havde alle været meget velkommende overfor både Galad og Alastair. Og i al den tid de to havde kaldt skoven deres hjem, havde de levet i fred og fordragelighed. Med friheden til at følge deres hjerter, og forme deres egen skæbne. Druiderne havde bidraget til at udvinde Galad's sande potentiale, som en beskytter af alt hvad der var grønt og godt. Og Elverne havde huset Alastair, og væbnet ham med viden og evner han sent ville glemme. Og Nymferne... havde været en ganske fin distraktion for den unge Alastair... En ung halv-elver der i sin tid ikke havde ønsket at forlade sit hjem, men som dog havde fulgt båndet til Galad. For Galad var blevet for stor til at kunne huses af Elverne, men skoven havde stadig været deres hjem. Og ligesom Alastair havde fulgt Galad, fulgte Galad nu Alastair i dette nye kapitel af deres fælles liv. Om ikke andet, var en Dragerytter aldrig alene.
Som Elver, var han blevet lært at respektere og frygte Thranduil, i lige summer. Men dette var en respekt forsvundet til fordel for kærlighed, og en frygt erstattet af beundring. Thranduil var ikke en skræmmende figur i Alastairs øjne, men nærmere en medgørlig faderfigur. Og på trods af Elverkongens ofte kryptiske og moralske ord og vendinger, lyttede Alastair altid opmærksomt, når han talte. "Jeg vil aldrig opgive, eller glemme, hvad De og så mange har lært mig. Ej heller vil jeg drage langt fra under lyset af skoven." Lige så meget sandhed, som det var en bekræftelse af Elverkongens ord. Nok besad Alastair ikke den helt samme fordomsfulde natur som Thranduil, men han så hvad der var lyst, og elskede det. Og ville aldrig lade sig falde til mørket.
Alastair betragtede Thranduils hånd mod Galad, og tog sig den nødvendige tid til at lytte til Elverkongens ord og visdom. Han kunne være en anelse utålmodig, men der var ingen tvivl om, at den unge mand havde lært af Elverne. Og pludselig følte Alastair en gran af stolthed over ordene fra Elverkongen... At modtage hans respekt og anerkendelse, var en af livets mange ærer. "Selvom jeg ikke skulle have ytret det før, så hviler mit hjerte i skoven. Ved bækkene, lysningerne. Under de høje kroner, og ved træernes rødder. Som Mithrond Slægten er min familie, betragter jeg Dem, og Deres æt, som min slægt." Sagde han så efter lidt overvejelse, næsten lige så rank og stolt som Elverkongen selv. Han var måske kun halvt Elver. Men kan vidste hvorfra han afstammede.
Galad havde yndet sig meget ærefrygt, beundring, og ikke mindst kærlighed fra Elverne og alle skovens væsner. Var for mange næsten blevet et levende symbol for hvad der var grønt og godt. Men Thranduil var en af de eneste der havde skænket den mægtige drage en plads som ligemand, og en sådan ting var dragen ikke blind for. Den blinde drage rykkede blot en anelse på hovedet. Ikke nok til at tvinge de to til at fjerne sig, men nok til at hæve sig over jorden, så dets mund og tænder kunne anes. Alastair kiggede på dragen, og i ét begyndte hans øjne at lyse i en lettere smaragdgrøn farve. "Min herre Thranduil." Alastair reciterede det næsten, som var han blot en mellemmand, imellem Thranduil og Galad. Oversatte tankerne til ord, uden tøven og uden ændring. "Som Alastairs, hviler mit hjerte i skoven, og hos alt hvad der er frodigt og godt.. Men jeg kan ikke kalde høje mure og store sale mit hjem, lige så vel som jeg ikke kan forlade Alastair, eller lade ham alene om sit nye ansvar og sine pligter. Jeg hører hjemme under himlen. I bjergenes toppe, og under skovens kroner." ... "Alastair og Jeg, vil bringe skoven til vort nye hjem. Og sammen, skal vi forene de to. Skabe et fristed, hvor selv Jeg vil kunne finde hvile. Og sammen, sætte det som eksempel for verdenen." Alastair stoppede kort op, og nikkede med et tilfreds lille smil. Kun for derefter at vende blikket mod Thranduil igen. "For selv lyse træers rødder rækker ned i mørket, og selv lys kaster en skygge - og således må vi alle forenes."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Alastair havde taget alt godt til sig af skoven, og derfor håbede Thranduil selvfølgelig ikke på, at det nye liv, ville tage det fra ham igen. Mennesket havde en tendens til at blive naiv og glemme sit ophav, og dette ønskede han på ingen måder for Alastair. Ynde, elegance, naturforståelse.. Der var så mange naturlige egenskaber som ikke bare kom af sig selv.
"De er et savnet væsen i skoven selv i disse tider, Alastair. Det ville være en skam, om De aldrig hjemvendte til os," fortalte Thranduil oprigtigt. Ikke kunne han give titlen som leder videre til denne unge mand, da han ikke var en renracet elver, men tanken havde passeret ham mere end en gang. Han havde hjertet på rette sted. Noget som man ikke så ofte i disse tider.
Skoven havde for vane, at kalde de fortabte sjæle hjem igen.. Lod dem vide hvor de hørte hjemme.
"Skulle De nogensinde glemme, hvor De kom fra.. Hvor De er opdraget, og hvad De er, af hjerte og sind.. Skal naturen og skoven her, nok minde Dem om det." Hånden faldt fra Galad. Ikke havde han haft nogen grund til at frygte for det væsen, som så mange andre havde gjort det igennem tiden.

Thranduil nærede den faderlige respekt for Alastair. Ikke ønskede han at den unge mand, skulle føle den æresfrygt, som så mange andre gjorde overfor ham. For ham, var han som en fader. Og det var sådan, at han ønskede, at det skulle forblive.
"Jeg formoder, at jeg kan stole på dig, og at du passer på ham," sagde han med en rolig stemme, henvendt til Galad. Ikke ønkede han at noget skulle ske med den unge mand, og særligt nu, hvor han vidste, at det var en risikogruppe af mennesker, som han måtte tage del i, for fremtiden.
"Som De nu forlader skoven, agter jeg at stable et samarbejde på benene, Alastair," begyndte Thranduil roligt. Hænderne foldede han foran sig, hvor han lod fingrene møde hinanden. De smaragdgrønne øjne, skinnede nærmest i det klare sollys. Det var en sorgens tid for skoven, at miste denne unge mand. Den mand, som havde brugt så megen tid på at sprede munterhed og glæde.
"De er et tab for skoven, min dreng," sagde han denne gang. Sjældent forekom det, at det var den titel som han tog i brug. Det var mere, når det ramte ham. Et sted hvor det sjældent forekom, at nogen i det hele taget, kunne ramme ham.

[Deleted]

Alastair og Galad havde endnu ikke fået muligheden for at bevise deres værd i krig eller strid, og forhåbentligt ville de aldrig skulle det. Men han havde nu alligevel bevist sig selv at være en ganske god diplomat eller spændings-løser, selv fra en ung alder. Og måske ville det være hvad der ville tippe vægten til hans fordel, som Hertug af Procias? Måske ville der alligevel komme en tid hvor han måtte drage et sværd, og sætte sit liv på spil for andres.. "Jeg vil besøge Jer, så ofte jeg kan. De har mit ord." Sværgede han med et lille nik. Dette ville skam også kunne være en ganske god tur. At vandre igennem skoven igen. Til byerne og racernes hovedsæder. Besøge familien, og gense familiære ansigter. Men sandheden var blot den, at han også havde en anden familie. Hans fader havde fået tre døtre imens Alastair havde boet hos Elverne. Hvilket nu gjorde, at han havde tre yngre søstre at beskytte og tage vare på. Et ansvar han så sandelig ikke havde tænkt sig at forsømme.
Skoven var for nyligt genoprettet, efter den store brænd og krig. Men forblev et tidløst sted. Stadigt bærende på ar, og dog stadigt bærende på tiden før tragedien. En sådan skov. Et sådan oldgammelt sted. Ville altid bære på minder og på indtryk der kun kunne nydes til fulde af de få, og forstås til fulde af færre endnu. Hvis alt gik vel, havde Alastair et langt liv foran sig. Et liv han havde i sinde at bruge på at vokse og udvikle sig. På at lære og erfare. Og hvilket andet sted i denne verden, kunne måle sig med de indtryk et sådan levende sted kunne give? "Det vil jeg huske på." Nikkede Alastair blot roligt. Han var lidt vandt til at skulle lytte opmærksomt til Thranduil når han først gik i gang med at snakke. Men havde dog aldrig fanget sig selv i at ville ønske han stoppede.
 Alastair var hurtig til selv at placere sin hånd mod Galad. "Vi passer på hinanden." Sagde han med et muntert smil og skænkede hurtigt Galad et blik, inden opmærksomheden derefter blev rettet mod Elverkongen igen. Der var ingen tvivl om at de to var næsten uadskillelige. Og ville forblive sådan, resten af deres dage. Galad's enighed i ytringen, kom til udtryk i hans stilhed. Galad besad tålmodigheden som Alastair ikke gjorde. Deriblandt også tålmodigheden til at lade Alastair være deres talerør. "Det samme gør jeg, Thranduil. Jeg vil få brug for hjælpen af de jeg stoler på, og holder kær." Bekræftede den unge mand. Et sådan samarbejde ville være uden begribelig værdi for Alastair. Og han ville søge flere samarbejdspartnere! For selvom han netop var trådt til titlen som Hertug, havde han allerede planer for fremtiden. For en mere fredelig fremtid, ikke mindst.
Alastair lod et øjeblik en underlig følelse falde over ham. Som om han aldrig skulle se Thranduil igen, eller blot en skår i samvittigheden, over at skulle forlade både ham, sin familie, og skoven han havde kaldt sit hjem. Men i et brød han den dunkle følelse med et smil, og rakte ud med begge arme. En hånd faldt på hver sin side af Thranduils skuldre, og Alastair vedholdte smilet. En nærhed Alastair havde hang til at søge. Og en hang, der ofte gjorde at han for en stund glemte position og etikette omkring visse personligheder. Men denne Elverkonge foran ham, var ikke længere hans konge... men meget mere. "Jeg er ikke tabt, Thranduil. Jeg forbliver tæt og ved Deres side. Jeg vil ikke tillade, at grænserne af skoven, skulle blive grænserne af vort bånd." Lød det ganske glædeligt fra ham. Uden intentioner om at lade dunkle tanker fylde hans sind, eller plante tvivl. Og i ét, lod han sine arme falde omkring Elverkongen, i en kortvarig og let, omfavnelse. "Tak, for alt hvad De har lært mig." Sagde han roligt, og lidt mere stilfærdigt, inden han så gav slip, og endte kontakten med et frisk klap mod Thranduil's ene skulder.
Alastair derefter, vendte sig mod Galad, og sparkede let til dragens snude. "Kom, vi må afsted!" Sagde han hurtigt, hvorefter dragen næsten gav et dybt og brummende suk, inden den satte i bevægelse. Alastair Trådte et par skridt til siden, og gav derved den nødvendige plads til Galad' for at han kunne grave sig fri af jorden, og få sig rejst op i sin fulde størrelse. Han vendte derefter blikket mod Thranduil igen. Denne gang en anelse mere tøvende og med et let sænket blik. "De holder et øje efter min moder, ikke?" ... "Og hvis De skulle se hende.. så sig, at jeg jeg elsker hende..."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

En krage forlod det høje græs med kraftige skrig og skrål. Thranduil vendte kort blikket i retningen af den, inden det atter gled hen i stilhed. Procias var rolig og i fred for denne tid, og det skulle nydes. Før eller siden, var han selv bange for, at det ville vende, og at de ville blive kaldt til slagmarken. Med den nye dronning i Procias, og den omvæltning, som var sket i Dvasias, så var det vel bare et spørgsmål om tid, inden der ville ske noget?
Ikke ønskede Thranduil at se sin søn på slagmarken. Han bad til naturens ånder for, at det var en stund, som de kunne undgå! "Betragt det som et hjem," opfordrede han. Ikke var man et gæst i sit eget hjem! "Glem ikke, at det er i disse skoven, at De er opdraget og opvokset. De kender skovene, som havde De været en sand elver," fortsatte han. Altid kunne han vende hjem, og altid ville han have et sted at søge hen. Dette var noget, som Thranduil tidsnok skulle sørge for.

Så lang tid, at de passede på hinanden, så kunne Thranduil sove godt og trygt om natten, og han var overbevist om, at hans moder, ville være i stand til at gøre det samme. Hun havde allerede nu fældet tårer. Ikke på baggrund af tabet af hans fader, men vel mere fordi at hun skulle se sin søn flyve fra reden for alvor? "Godt," sagde han med en rolig, dog ganske tilfreds stemme. Begge var de væsner, som betød meget for ham, og ikke ønskede han, at noget skulle ske med nogen af dem. Verdenen var et farligt sted.
Hænderne mod hans brede skuldre, sagde Thranduil intet til. Dog var Alastair en af de meget få, som kunne opføre sig på denne måde overfor ham. Blikket hvilede i hans ansigt. En ung mand med alle muligheder. Han skulle gribe chancen, nu hvor den var der. Han sænkede hovedet. Selv var det hårdere for ham, end hvad han nok havde regnet med, at skulle tage denne afsked. På gensyn? Var det hvad man kaldte det? "Ikke regnede jeg med, at dette skulle være en afsked for altid, Alastair.." Han tav, da manden trak ham ind til sig i en omfavnelse. Sjældent forekom dette, men han kunne lide det. Han gengældt det, og med et kort, enkelt klap mod hans ene skulder, hvor han selv slap ham igen.
"De ved hvor du kan finde mig," tilføjede han med en rolig stemme. Han trak sig et enkelt skridt, da Galad rejste sig i sin fulde højde, så de kunne komme videre derfra. Han nikkede blot. Igen søgte han hen til Galad. "Sørg for, at han ikke begår alt for mange fejl.. og pas på ham," opfordrede han med en rolig stemme, inden han atter trak sig. Den dovne drage.. Han skulle nok få luften under vingerne igen meget snart!
"Deres moder vil være under mit opsyn.. Og jeg skal nok skænke hende Deres hilsen," afsluttede han. Som knægten var hans søn, anså han også hans moder, for værende en kvinde, der stod ham meget nær. De måtte passe på hinanden, og det var uden tvivl også, hvad han havde tænkt sig at gøre. Han trak sig denne gang mere, så dragen ville få luft under vingerne. Altid noget af det, som han havde været mest fascineret af. Hvordan dragen kunne få luften under vingerne, og tvinge sin tunge vægt op, som vejede den.. ingenting.

[Deleted]

Det var som at se naturen selv rejse sig og tage form. Som Galad havde placeret sig dette sted, timer forinden, havde den mægtige drage gravet sine lemmer ned i jorden. Som hvert af dragens ben blev hævet fra jorden, med hundredvis af kilo jord vendt og drejet, og kastet til siden. Det blinde hoved af dragen, hævedes højere og højere op, og jord og skidt faldt mod jorden fra imellem de stenhårde skæl og hud. Langsomt, fordi han vidste at han burde være forsigtig med Thranduil og Alastair stående så tæt, fik dragen sig rejst fra jorden. Og selv da den stod på sine fire ben, fortsatte jord og stykker af græs, med at falde fra dets krop. En drage af en sådan størrelse, at den ikke blot kunne bære en enkelt rytter - men adskillige passagerer, uden at den ville blive sænket eller tynget. Som et levende bjerg, skænkede Galad en høflig gestus mod Thranduil, ved at sænke hovedet i ærbødighed. Derefter begyndte den at vendte sig om. Vingerne endnu ikke strakt ud, men stadig foldet tæt på ryggen. Egentlig fløj Galad ikke så tit. Han kunne sagtens, og med en hast og ynde der kunne stå rival til enhver anden drage. Men den slags var udmattende for en drage af hans størrelse, hvorimod dét at vandre, var let og uden de store problemer. En skabning af hans størrelse, kunne træde over landskaber, i en uhyggelig hast, og ikke mindst larm. For hvert et skridt førte en buldren med sig i jorden. Og for den paranoide, ville denne mægtige drage, blot virke som en altødelæggende magt...
Og dog... for hvert stykke græs og jord som blev vendt, begyndte græs atter at gro i muldet. Græs og bevoksning, der skulle erstatte hvad han havde endevendt, og inden længe ville dette sted slet ingen præg bære, af dragens tilstedeværelse. Men blot blive som det havde været før. Et fabel at bevidne. Og selv Alastair kunne af og til tage sig selv i, at lade sig betage i synet af et sådan væsen.
Alastair stod stadig vendt Thranduil. Men denne gang lidt længere væk. Endnu engang bukkede han høfligt for Elverkongen. "Vi ses atter engang, min herre. Må skoven beskytte og bevare Dem." Hilste han, efterfulgt af et bredt smil, inden han så vendte sig om for at løbe efter Galad. Som allerede havde taget et par skridt, og derved var et godt stykke længere væk. Hurtigt fik han indhentet dragen, som blot vandrede roligt og tungt. For hvert skridt dragen tog, måtte Alastair tage halvtreds, og han egentlig løb for at kunne følge med. "Hvad? Du har ikke tænkt dig at hjælpe mig op!?" ... "Fint!" Lød det fra Alastair, i en sarkastisk fornærmet tone, inden den unge mand så kastede sig ombord på et af Galad's ben. Han var god til at klatre, men dette var trods alt en træstamme bred som et hus, og i bevægelse. "Jeg skal vise dig, din stenfråsende, buldrende, drøvtygger!" Hos Alastair og Galad, var der altid plads til fornøjelse og broderlig 'næstekærlighed'. Enhver ting kunne nydes. Og selvom det måske ikke var indtrykket man ville få fra Alastairs fjerne forbandelser, var de to som brødre og sparringspartnere.. Og imens Alastair kravlede op, fortsatte Galad blot på sin rolige færd. Med kurs imod deres nye hjem...

//Out

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Så fint Galad rejste sig fra jorden, måtte selv Thranduil se beundrende til. Det var et fantastisk syn, og særligt fordi at han var så.. stor, som han nu var. Thranduil nikkede nærmest i et buk for dem begge. Han nærede en stor respekt for dem begge, hvilket han skam ikke var bange for at stå ved. Denne var gensidig. Alastair var jo som en søn for ham, så han var også overbevist om, at dette bestemt ikke skulle være sidste gang, at han ville se dem. Han nægtede at lade det være den sidste gang.
"Jeg tror De hurtigt må bevæge dem efter Galad, min dreng," kommenterede han efter dem. Galad var måske rolig i sin gang, men det gik hurtigt. Efter det store væsen, kunne han se, hvordan blomster og græsset atter måtte vokse, som havde han aldrig været der. Det var særligt det, som han kunne lide, og særligt det, som han var fascineret af. "Må skov og natur, forblive en del af Deres hjerte, sind og sjæl, Alastair.. Til vi ses igen," afsluttede han med en rolig stemme.
På lang afstand, kunne Thranduil høre Alastair nærmest skælde på Galad, som overhovedet ikke viste nogen intentioner til at skulle stoppe, for at hjælpe ham op. Han elskede at se det.. Den broderlige kærlighed.. Det var et sjældent syn i disse dage, og derfor varmede det ham da, at se ham.
Elegant vendte Thranduil om på hælen, hvor han med en rolig, men elegant gang, søgte i retningen af skovene igen. Det som selv var hans hjem, og som for altid ville være hans hjem. Skoven nåede han derfor med hurtige skridt.. Lyden af fuglesang.. træernes raslen og rislen i den behagelige vind, og skyggerne, som de høje træer kastede som en stor beskyttelse over det store område. Nu var det også på tide, for ham at søge hjem, også selvom han allerede nu var sikker i sin sag: Han agtet stadig at holde øje med knægten, for at sikre sig, at der intet ville ske ham. Det var jo en helt ny verden, han trådte ind i.

//Out