Without a soul..

[Romeo Direshade Acheron]

@aira

---

Solen var på vej ned over det kære Imandra. Meget snart, ville det blive et nyt, stærkere og bedre Imandra, hvis den kommende kongefamilie af landet, fik det som de gerne ville have det. Lyden af hans skridt gav genlyd igennem hele New Dale. Her var stille i aften.. Skræmmende stille.
Romeo Direshade Acheron. En meget kendt mand og et kendt ansigt her omkring. Kendt som manden uden en sjæl. Han var født uden den, så det at tænke en egen tanke selv.. føle noget for nogen.. eller sig selv. Det havde han aldrig oplevet. Bleg og følelseskold.. Tom i blikket, og uden mimik. Mange følte sig truet bare af at kigge på ham. De vidste så også, hvad han havde i ryggen i form af familie. 

Vinden blæste koldt i aften, hvilket slog hans kutte ned. Denne lagde sig over ryggen, og med kappen, som blafrede efter ham. Endnu var han på den særlige opgave, som hans fader havde sat ham på. Han skulle finde støttere som ville være behjælpeligt med et frit og stærkt Imandra, og ikke havde han tænkt sig, at hæmme før dette ville ske!
De små stearinlys blafrede lystigt i de små vinduer, som han passerede. Disse kastede de lange skygger over den mørke sti, som han måtte gå på. 
Lyden af muntre melodier, glæde og latter, hørte han på kroen, som han ligeledes passerede. Ikke havde han tiden til at søge derind i aften. Nej, han havde helt andre opgaver for sig, og han agtet at få dem fuldført, inden han atter ville søge hjemover igen.

[Deleted]

De sidste solstråler ville snart forsvinde i vesten og male himlen med blå, mørke nuancer som ville skabe aftenen. New Dale var levende på denne tid, latter på kroer, musik fra husene og levende lys til at lyse mørket en smule op, for dem som var interesserede i den slags.
Aira var kun gæst på disse kanter. Hun var rejst langt fra Appolyon kun for at se hvordan New Dale dels stadig brændte af magisk ild, der havde ramt den for tider siden, så Jaqia kunne overtage. Det var smukt at se på, men hun var meget påpasselig med ikke at røre noget. Omkring hendes skuldre var en grålig kappe der holdt hende varm. Man kunne ane hvordan hun vandrede hen over de usikre sten, med hænderne høfligt samlet foran sig.
Udadtil var hu kun en almen kvinde på en aftenvandring, hendes blik var neutralt og hendes kinder glødede let af af kulden som det ville gøre med enhver anden.
Roligt stoppede hun på siden af et springvand. Det mindede hende om det der engang havde været hendes hjem i Atterlin, bygget af samme smukke materiale, men her løb vandet ikke længere som det gjorde der. Nænsomt strøg hun et par fingre hen over dets ru og slidte overflade, men trak sig elegant tilbage da lyden af skridt afslørede sig. I sig selv var det ingen farer, det var en by, naturligvis måtte man forvente at passere liv på vejen. Hun så op med et blik der umiddelbart virkede forvirret, trods hun var fuldt ud vidende om hvad der skete omkring hende. Romeo Acheron. Opvokset i en vældig politisk familie, så kendte hun børnene af andre politikere. Interessant. "Godaften Sir. Acheron," hilste hun med en hæs, dog feminin stemme. I mørket gemte der sig altid en slange et sted.

[Romeo Direshade Acheron]

Den brændende by. Sådan var stedet her kendt, også selvom man ikke direkte brændte sig. Faith og Kimeya havde uden tvivl efterladt sine spor, også selvom der var mere der var brændt ned igennem den sidste tid. Hvorfor, vidstem an vel godt? Noget var hændt Kimeya.. ellers ville magien have beskyttet stedet her.
Det var på tide, at Imandra atter rev sig fri af Dvasias, og dette var noget, som han ønskede at støtte sin fader i, i den forstand, at det var ham muligt. Stemmen som lød, fik ham kort til at stoppe op. Var der virkelig andre ude på denne tid? Han drejede hovedet. At han var genkendt, forundrede ham på ingen måde. Tvært imod. "Godaften," hilste han denne gang med en rolig stemme. Hvem end hun var, vidste han ikke. Han vidste bare, at hun ikke kunne være en af de 'vigtige' her i Imandra.
"Og hvem har jeg æren af at tale med?" Han rettede sig op. Hænderne foldede han let foran sig, hvor han lod fingrene stryge over hinanden. Nok en af de ting, som han havde fra sin mor. Han kopierede jo, i og med, at han følelsesmæssigt ikke forstod hvordan tingene forholdt sig. Blikke søgte omkring sig. Nu hvor det begyndte at blive mørkt, var det i forvejen, svært at se noget i det hele taget. Selv på trods af det, så var han ikke bange. Han havde slet ikke nogen grund til at skulle være bange. Desuden var det heller ikke noget som han kunne være.

[Deleted]

Magien var svækket, typisk warlocks. Aira havde intet til overs for de mørke magikere, ikke at hun så nogen grund til at bekrige dem, men ej heller tilbede dem. De var et neutralt foretagende.
Hendes uskyldige blik, lagde sig fast på den unge mand han var blevet i dag. Sidst hun havde set skyggen af ham, havde de begge blot været børn, og hendes navn havde næppe været bemærkelsesværdigt for ham. Elegant skubbede hun sig bort fra springvandets kant og svævede blot et par centimeter over jorde, hen foran ham, hvor hun landede igen, stående på nøgne fødder, det var sjældent hun betrådte landjord, desuden nød hun at være i ét med naturen så vidt som muligt.
"Jeg beklager min uhøflighed," hun smilede ikke, men hendes øjne var bløde og fuld af varme, hvilket var et stærkt våben taget i betragtning af hendes virkelig sind. "Mit navn er Aria Romaniqe. Vores veje har krydset hinanden ganske flygtigt som børn," sagde hun som om det forklarede at hun vidste hvem han var. Hendes slægts-navn Romaniqe, var ikke ukendt hverken i Dvasias eller Imandra for den sags skyld. "Ej var det min mening at forstyrre Deres aftentur. Jeg blev blot overrasket over at Dem ude på denne tid og så i den såkaldt brændende by.. flammerne er få nu om dage, synes De ikke?" spurgte hun hæst, og løftede kort hånden. En søjle af aske faldt sammen ved det lille vindpust. Det var alt det krævede, vindens kys og det forsvandt som støv.

[Romeo Direshade Acheron]

Noget havde rykket på sig i Dvasias, siden den brændende by her i Imandra, var under påvirkning af dette. Men lige hvad det betød, vidste han ikke. Var der grund til bekymring, for dem og deres planer for et kommende frit Imandra? Ej håbede han på det, da han selv havde mange planer for tilværelsen her i landet.
Kvinden som elegant måtte komme frem fra skjul, forekom ham underligt bekendt. Havde han mødt hende før? Normalt var han god til navne og ansigter, da han ikke havde meget andet at have det i. "Aria.." Som han forsøgte at huske hende, uden at der egentlig kom noget brugbart til ham. Han vendte sig roligt, så han denne gang stod med fronten til ham. Kappen blafrede i takt til hans rolige gang og færdsel. Aldrig voldsom.. men frygtindgydende med tanke på, hvad han kom fra. "Flygtigt må det møde have været.. Ej mindes jeg Dem," sagde han direkte. Om det var smertende ord eller ej, tog han ikke hensyn til. Det var blot sandheden, og det var denne, som han havde været opdraget til at sige.
"Byen her bærer præg af minder, som skal slukkes og fjernes for altid.. Flammerne skal slukkes.. magien skal fjernes, og byen skal genopstå," fortalte han oprigtigt. Hans forældre brød sig ikke om et mørke overtag, og derfor gjorde han det heller ikke. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Ej var hun herfra. Der var mange ting der indikerede dette. "De er ej herfra," konkluderede han denne gang meget direkte.

[Deleted]

Denne by var ikke kun et bevis på Dvasias' magt, det var ligeså et symbol på en evigt brændende kærlighed mellem en dæmon og en warlock, Aira billigede ikke dette. Det gik imod alt hendes tro og alt den loyalitet hun nærede til det dæmoniske samfund. At være sammen med andet end en dæmon, var uetisk og at stable en by som symbol, var kun endnu værre. Noget koldt hvilede over denne mand, det havde der altid gjort, Aira lod sig ikke skræmme af det, ofte havde hun med magtfulde mænd at gøre, og måske hun var en 'sølle' præstinde i manges øjne, men hun var ligeså en stærk dæmon, der ofte blev undervurderet.
"Det var ganske flygtigt, jeg er ikke fornærmet," sagde hun og viftede afvigende med hånden, så han ikke skulle ro at hun var fornærmet over den manglende genkendelse. De havde kun været børn, de var begge voksne nu.
"Store drømme," konstaterede hun og lod blikket glide omkring. Ilden var gået ud, og havde efterladt sølle aske. "Det er ellers et stærkt symbol, synes de ikke?" hun så neutralt på ham. "Nej der er jeg formentlig afsløret. Jeg er fra det mørke land der har forsaget denne ildebrænd, og lagt byen støv," fortalte hun ærligt. Hvorfor lyve omkring det? Hun var ikke skyld i dette som sådan og det betød ej heller at hun var enige i metoderne.

[Romeo Direshade Acheron]

Selv Romeo kom af en slægt, hvor han vidste, at han blev set ned på, udelukkende fordi at han ikke var en renracet warlock. Han vidste hvordan det var, og hans moder særligt, vidste hvad det ville sige, at blive set skævt på. Særligt på baggrund af det lyse væsen, som jo også var en del af ham: Elveren.
"Udmærket," sagde han med en rolig stemme, som han let nikkede mod hendes skikkelse. Han havde jo heller ikke ment at fornærme hende. Det havde jo faktisk aldrig været hans hensigt ved dette. Formaliteterne havde han skam fundet frem. Som en kommende prins af landet her, skulle det vel også bare mangle? Meget af hans barndom kunne han ikke huske. Man kunne heller ikke påstå, at den havde været præget af megen lykke.. Med manglende forældre.. en moder som ikke kunne huske ham, og en fader, der havde været i dødsriget. Man kunne bestemt ikke sige, at lykken havde stået Acheron bi - nogensinde.
Drømme? Den slags havde han ikke.. Han havde sin faders håb og drømme. Dem som han blev fodret med, og havde gjort det siden han ikke havde været særlig gammel. "Det er ej mine, men min faders.. Jeg er ham blot en soldat og et middel, for at opnå dette," forklarede han med en rolig stemme. Han vendte de mørke og tomme øjne mod hende igen. Hun var af Dvasias? Han dømte hende ikke. Det var jo desværre ikke noget, som man valgte selv. "I det tilfælde.. lad mig ønske Dem velkommen til et kommende frit Imandra." Han nikkede mod hende.. næsten halvvejs i et buk. Han vidste, at det nok skulle opnås på et tidspunkt.

[Deleted]

Rent blod var vigtigt. Airas syn på warlocks var i forvejen ussel, men hun havde ingen grund til at dømme ham for hvad han var. Mange talte om at han havde arvet sin faders talenter, hvad så end disse var. At overtage et horehus i Dvasias? Knap så imponerende, men det var jo kun hvis man spurgte hende.
Hendes mørke øjne studerede ham nøje. Han lignede sin far, det var helt sikkert, men hvorfor have samme visioner? "En soldat? De ligner ikke ligefrem end der er klædt på til krig," kommenterede hun og fugtede sine læber. Lige når det kom til Imandra så blandede hun sig sjældent. Der ville nok altid være krig om hvor det skulle høre til.
"En kende dristigt," hun så flygtigt på ham, og lod vinden bærer hende i en cirkel omkring ham, til hun igen stod foran. "At dele de planer med en dvasianer. Hvordan kan De vide at jeg ikke løber til min Dronning, så snart jeg får muligheden?" spurgte hun direkte. Jaqia var faldet, nu var det Silia, og hun ville formentlig være mindst ligeså ligeglad som hun selv var, med om Imandra var frit eller en del af Dvasias.
Et mildt vindpust blæste op i hendes korte lokker. Det var ikke velset af en kvinde at have så kort hår, men Airahavde altid ladet det gro og det var aldrig blevet længere end det var nu. Der måtte være en mening med det som med alt andet.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo var ikke en soldat, og han var aldrig opfostret som det. Han havde sin faders visioner, udelukkende fordi, at det var dem, som han var blevet fodret med, allerede fra dengang, han ikke havde været særlig gammel. Der var jo endnu rigtig meget, som han ikke forstod sig på, hvad angik den verden, som han var en del af, og han vidste, at han nok aldrig ville lære at forstå det.
"I overført betydning," sagde han direkte. Lige den metafor havde han skam lært. Han var en mand, som hans fader sendte ud, for at klare nogen af de små opgaver, som skulle klares rundt forbi. Ikke at han var skuffet over det, for det havde han ingen verdens grund til at være. Derimod var han et sted.. stolt af, at hans fader alligevel udviste den tillid til ham, og lod ham gøre det.

Hovedet od han søge på sned. Han fortalte hende måske ting, som han ikke burde. Selv uden sjæl, så var han overhovedet ikke dum. "Om De ville, ville du næppe have været her. At befærde sig udenfor sit eget land og eget rige, indikerer for os, en ligegydlighed," endte han. Det ord havde han lært. Han gik vel ud fra, at hun var komplet ligeglad med hvad der skete med Imandra, så længe, at hun fik tingene som hun gerne ville have det? Og for ham og hans familie, var det vigtigt, at Imandra blev gjort frit.. og de agtet at gøre det frit! Romeos blik kørte over Airas kønne ansigt.
"Folket snakker, og giver udtryk for deres inderste ønsker. Min fader ønsker blot at imødekomme disse," fortalte han videre. Hvad angik den slags, kom han fra en meget ambitiøs familie. Og han var uden tvivl præget af dette. Med stolthed.

[Deleted]

At være fodret med noget fra barnsben kendte Aira kun alt for godt. De idealer og den tro hun levede efter, var selv blevet skænket hende særligt fra hendes moder. "Det gættede jeg," svarede hun blot. Han var sin faders håndlanger, sendt ud for at sprede et budskab, ligesom hun selv, men for hende var det blevet en livsstil, en helt ny måde at leve på.
Ved et umiddelbart øjekast var Aira blot en kvinde, en mere skrøbelig en af slagsen.. udadtil vel og mærke, for der fandtes ingen som kunne dreje informationen så meget som hun kunne og udnytte den på bedste vis, også selvom det ikke ligefrem var nogen hemmelighed at Imandra ønskede sin frihed, og før eller siden måtte det jo komme igen, særligt sådan som Dvasias også så ud i øjeblikket.

De mørke øjne studerede igen hans. Der var ingen sjæl, det var et velkendt fænomen i hans familie, hvilket hun naturligvis vidste med den familie hun selv var af. "Eller jeg kunne være en spion?" foreslog hun. To tydelige streger viste sig ved hendes kinder, idet hun trak lidt smørret på smilebåndet. Sandheden var dog at hun var mere eller mindre ligeglad, hun nød sig blot ved tanken om at gøre ham lidt nervøs.. eller bare lege med tanken om at hun kunne. "Jeg kunne stadig være uenig. Ikke at jeg har tænkt mig at udtale mig om mit standpunkt," tilføjede hun og lagde hovedet lidt på skrå. Hvor hun dog elskede denne her leg.

[Romeo Direshade Acheron]

Tomt måtte Romeo kigge på hende. Hun var en mærkelig en, alt efter hvad han kunne fornemme, for hun var bestemt ikke, hvad han typisk måtte passere på sin vej. Under normale omstændigheder, så var de fleste vendt om og søgt i den modsatte retning. Hun gjorde det ikke.. Og det var uden tvivl noget, som han måtte finde ganske fascinerende et eller andet sted.
En spion? Han lod hovedet søge på sned. Hun forekom ham på ingen måder som noget, der mindede om en spion. "Jeg tvivler," sagde han kort for hovedet. Det var meget muligt, at hun kunne have været, men der var meget ved hende, som sagde ham det modsatte. Det var muligt, at han ikke var i stand til at gøre sig en tanke, eller en følelse, men han lagde nu alligevel mærke til mange ting. "De er mig en yderst mærkværdig kvinde," sagde han denne gang. Romeo søgte med rolige skridt tættere på hende. Han ville naturligvis gøre, hvad han kunne, for at gøre hans fader stolt. Gøre hvad han bad ham om, og det havde han skam også tænkt sig, at fortsætte med. Hun var ikke en spion. Den konstatering, kunne han allerede gøre sig, men hvem var hun så? En ukendt dæmon på udebane? "Du kender mig.. Men jeg kender ikke dig.. Hvorfor gå op i hvordan folket har det, når det ikke er et folk, som du er en del af?" Meget forstod han ikke. Og her kunne han så tilføje det til sin egen liste.