Caught by the past..

[lilyann]

Lilyann sad ligeså stille og pillede ved ringen, som hang i kæden. Hun havde virkelig savnet at skulle sidde her i hans favn. Mest af alt, fordi den var så tryg. Et trygt sted, hun ikke havde følt før han var kommet ind i hendes liv. Hun trak vejret dybt. Hun ville gerne have ringen på, men der var bare ikke rigtigt plads, når hun var i denne gravide tilstand. Det var egentlig uhyggelig. Hun lukkede øjnene og mærkede vinden mod hendes ansigt. "Nej..nej det havde du nok ikke," sagde hun stille til ham. Hun lagde sig op af hans krop, og smilede ligeså forsigtigt. Hun elskede ham virkelig, og han var virkelig en kæmpe svaghed hos hende. En svaghed, hun aldrig havde troet, at hun skulle føle. "Begyndelsen?" foreslog hun stille og lettere drilsk. Hun vidste det trods alt heller ikke, hun ønskede bare at det skulle være dem. Hun ville virkelig hade, at skulle sidde tilbage.. Skuffet, med hans barn og så han bare gik. Hun sukkede dæmpet og åbnede kort øjnene, for at dreje hovedet lidt mod ham.

[Deleted]

At sidde der med Lilyann, var ærlig talt slet ikke noget, som han havde regnet med her til aften. Han vidste udmærket godt, at det som han havde gjort, havde været så forkert som intet andet, men selv hun vidste, hvordan han havde det med at binde sig. Til tider så ramte den tanke ham med en sådan rædsel. Han sad fuldkommen stille og med blikket hvilende på hende. Dette var virkelig ikke ventet for hans vedkommende og han var temmelig sikker på, at hans reaktion måtte sige det hele. De røde øjn hvilede på hendes skikkelse. Han var klar over hendes graviditet og han vidste at det jo også var en grund for ham, til at skulle blive ved hende. hans ene hånd søgte stille mod hendes mave, som han strøg roligt og stadig med den største forsigtighed. Han prøvede virkelig bare, at slå sig til ro med sig selv, selvom det i den grad ikke var det nemmeste for ham lige i dette øjeblik, det var heller ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Bare det, at han kunne fornemme hendes smil var jo allerede noget som betød meget for ham, det var så sandelig ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "Netop," sagde han roligt. Han vendte blikket stille ud mod det store hav. Lige så uroligt som det han følte på indsiden. Han vidste ikke hvorfor at han havde gjort det, og at bringe Giselle på banen, ville i den grad heller ikke gavne ham det mindste, så meget var han da sikker på. Han vendte blikket stille mod hende igen. "Hvis jeg vidste, hvor starten ville være, så havde det jo været meget mere enkelt for mig," påpegede han med et svagt smil på læben.

[lilyann]

Lilyann følte et sted, at hun måtte tage sig lidt sammen og holde bedre fast i Pharrel. Måske var det hende, som var for meget og det kunne skræmme ham? Hun vidste det ikke. Hun var så klar, til at blive gift og stifte denne familie, nu hun gik rundt med deres barn i maven. Hun sukkede dybt og så op på ham. Hun sitrede let, da han nussede hende over den runde mave. Det var en underlig følelse. Uden Pharrel, var hun aldrig kommet så langt her. Hun sendte ham et blidt smil og lukkede øjnene i. Hovedet lagde hun ind mod hans bryst. Hvad han havde lavet, vidste hun ikke engang om hun ville vide. Hvis bare, at han ikke gjorde det igen. "Ja.. det er selvfølgelig rigtigt," sagde hun dæmpet. Hun skubbede sig lidt op at sidde. De burde finde et sted at slå ly, så dagen ikke ville brænde dem op. "Tror du ikke vi burde finde et sted vi kan mørkelægge, så vi holder os ude af solen?" spurgte hun stille og sigende. "Du kan tænke over hvad du vil sige på vejen.." sagde hun stille, som et forslag.

[Deleted]

Pharrel var virkelig bare forbandet usikker lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde været skræmt og hun af alle, burde vide hvordan han havde det med tanken om at skulle binde sig på den ene eller den anden måde, for det var i den grad ikke behageligt på nogen måde. At hun blev siddende tæt ved ham, gjorde det ikke just bedre, for han var stadig meget urolig. Tanken om at skulle stifte familie, var dog også noget af det som måtte skræmme ham mere end noget andet for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, selvom det var noget som han valgte at lade forblive usagt på alle måder, som man overhovedet ville kunne komme til, at skulle tænke på det. Han blinket let med øjnene og lod blikket søge mod hende. Hun havde til vane at drive den for langt for ham og det var nok det som gjorde, at halen automatisk måtte ende mellem hans ben. Han hadet det virkelig! "Det... det lyder som en udmærket idé," sagde han stille. Han nikkede blot til hende og stadig med den let usikre mine, for det var virkelig meget, at skulle forholde sig til på en gang, det var der ingen tvivl om. Han fortrak ikke en mine. Han lagde armene stille om hende, idet han roligt kom op på benene. "Solen er virkelig noget af det sidste, som jeg ønsker at møde lige nu," tilføjede han roligt, let alvorligt og alligevel med et skævt træk på den ene mundvige.