Caught by the past..

[Deleted]

Natten havde for længst sænket sig over den store himmel. Giselle lå i søvnen, det havde han allerede sørget for idet at han selv havde valgt, at skulle søge ud. Han havde brug for luften og han havde brug for at skulle tænke det hele igennem.. endnu en gang. Det havde klart været en forhastet beslutning, at søge væk fra Lilyann, men i hans øjne.. et sted rigtigt alligevel? Kutten havde han trukket godt over hovedet.. sulten var han ikke i aften, havde drukket en hel flaske på kroen alene inden han havde søgt ud.. Han havde vel bare brug for det, at være lidt alene til tider og nu var den tid jo så endelig kommet til ham igen. Hans skridt var rolige og langsomme langs den store bred, lyttede til bølgerne og med den kolde vind som slog ham direkte mod ansigtet. Han var mere bleg end det som han nogensinde havde været før, men alligevel.. Han var vel bare blevet mere og mere vant til den tilstand som han måtte leve med resten af hans evige liv, selvom de mange tendenser efter hans liv som sensuel dæmon stadig måtte ligge der.. det var jo trods alt det som han havde levet hele livet som trods alt. Han slog kutten stille ned, satte sig ned i sandet og kun lige nok til at de salte bølger ikke ville kunne nå ham. Han vidste, at det som han gjorde, var så forkert som det overhovedet kunne blive og dog alligevel.. så ønskede han, at det var sådan at det skulle ske og han hadet virkelkig den følelse og den fornemmelse!. Han sukkede tungt, lod hånden vandre igennem hans halvlange hår og lagde sig i hans nakke.. Følelser var virkelig noget af det som virkelig kunne skræmme ham og nu sad han der.. panisk som han aldrig nogensinde havde været før. Han havde virkelig været igennem det som man kjunne kalde, et ekstrem kraftigt tilbageslag. Han blev bare siddende.. lige for hvor lang tid, havde han virkelig ikke nogen anelse om, men han lystede ikke at rejse sig nu.. Han vidste at Giselle lå og sov.. han var jo ude det meste af natten og han ønskede jo ikke at vække hende.. Hans bedste veninde og som en søster var hun jo for ham.. Han ønskede hende væk fra gaden, så hellere lade hende sove og så tage en dag af gangen.. det var jo trods alt det som han gjorde i øjeblikket selv.. Han vidste, at for hver dag som gik, søgte han længere og længere væk fra Imandra og derfor også Lilyann. Han vidste, at det var forkert og dog.. Andre muligheder kunne han bare ikke se.

[lilyann]

Lilyann havde længe været på farten for at finde ud af hvor pokker Pharrel gemte sig! Hun havde virkelig været panisk, og gået med en kæmpe frygt for at han nu havde valgt at trække sig. Nu hvor hun sgu havde mest brug for ham! Hun bar jo rundt på denne baby her, som virkelig føltes som en kæmpe byrde. Hendes magi blev mere og mere svækket efterhånden, og det irriterede hende grænseløst! Hun havde sådan ca. måneds tal på for hvor langt hun var. Og omkring 5. mdr. havde hun regnet med. Så maven var i hvert fald godt udstående. Det var sværere og komme rundt, så derfor bevægede hun sig i små ryk og havde søgt rundt omkring små steder af gangen. Hun kunne jo kun søge om natten. Endeligt var hun dog nået igennem Dvasias. Hun var gået igennem Manjarno, og nu nået til Stranden. Det var stadigvæk tidligt nat. En velkendt duft hang ved hendes næse. Pharrel, og han var tæt på. Hendes øjne søgte rundt, og hun fik øje på skikkelsen. Der, siddende på stranden i sandet. Hun vidste han var bange for følelser, men kunne han for pokker ikke snakke med hende istedet for at stikke af. Hun bevægede sig imod ham, og satte farten op de sidste skridt. Så hurtigt hun nu kunne. Hun greb fat i hans kutte og rev den ned. "Så her finder man dig," sagde hun til ham i en neutral tone, som ikke havde det mindste spor af kærlig eller andet. Hun så ned på ham. Hun skjulte ikke maven, og den var vidst tydeligt.

[Deleted]

At Lilyann var i hans nærhed, var slet ikke en tanke som faldt Pharrel ind for øjeblikket. Han vidste udmærket godt, at det havde været så forkert at søge væk og alligevel så var alt det andet slet ikke noget som var faldet ham ind. Han havde virkelig bare været grebet af en så voldsom panik, at han havde smidt det hele i jorden og så bare være taget væk igen. Han skammede sig jo et sted og alligevel ikke.. søgte hun overhovedet efter ham? Gjorde hun i det hele taget noget ved det? Han søgte jo stadig efter hende, samtidig som han også søgte væk.. det gav jo bestemt ingen mening i den anden ende! Blikket hvilede på det store hav.. At Lilyann bar på deres barn var slet ikke en tanke som slog ham ind på nogen som helst måde overhovedet. Det var jo trods alt også.. måneder siden de overhovedet havde været tæt på hinanden på nogen som helst måde overhovedet. Tungen lod han kort vandre med læberne, selvom han endte med at stivne brat, da hun bare kom hen og rev kutten af ham. Tydeligt akavet prøvede han at komme op på benene, selvom det nu bestemt ikke gik særlig vel. Han faldt over sine egne ben og direkte ned i sandet igen. Han vendte blikket mod hende.. Hvad pokker lavede hun ude på denne tid og på dette sted, så langt væk fra Imandra?! Han åbnede og lukkede munden adskillige gange, selvom der ikke kom så meget som et eneste ord ud overhovdet. Han stirrede på hende, næsten som han havde set et spøgelse. "L-Lilyann.." mumlede han stille som det eneste han direkte formåede at få frem. Han satte begge hænderne ned i sandet og prøvede at komme op på benene. Han var virkelig chokeret.. han vidste jo hvor meget hun hadet det her sted udelukkende på grund af Matthew og det som var sket dengang.. dengang han faktisk havde givet hende hans hjerte.. bedt hende om at blive hans.. Han bar jo stadig ringen, men panikken var virkelig ikke noget som han vidste hvordan pokker han skulle kunne komme af med, det var virkelig så voldsomt frustreret! "Jeg... jeg.." Han lod hænderne vandre igennem det halvlange hår.. han vidste virkelig ikke hvad pokker han skulle sige.

[lilyann]

Lilyann's øjne fulgte Pharrels chok. Det afslørede tydeligt at han ikke havde regnet med hun bevægede sig helt hertil. Men hun måtte bare finde ud af hvad pokker han lavede. Og hvis Pharrel ikke ville have hende alligevel, så måtte Matthew sgu finde og bruge hende alt han ville! Hun trak vejret lidt tungt. Det var bestemt ikke let at bære rundt på barnet. Livligt var det i den grad, og det tærede på hendes kræfter. Men det betød vel bare et sundt barn? Også en glæde og en tanke hun stærkt havde holdt fast i. Hun fnøs af ham, da han faldt ned i sandet. "Havde du virkelig regnet med, at jeg ikke var stærk nok til at overstå min egen frygt, Pharrel?! HAVDE DU?!" Hendes tone blev isnende, og hendes øjne skinnede af den rene sorg og vrede. Hun kneb øjnene i. Hun lod hendes mage feje under hans fødder og løfte ham op. Hendes magi var ikke væk, hun kunne bare ikke fremkalde store besværgelser lige for tiden, den var bare svækket. Hun så ham i øjnene, og hendes dukkelignende øjne borede sig på hans skikkelse som pile. "Så har du sgu undervurderet mig!" snerrede hun af ham og viste tænder af ham. Hun knyttede hænderne og lagde armene over kors. De hvilede på hendes mave. "Hvad havde du troet, var?! Havde du troet at jeg skulle sidde hjemme og tro alt var godt, mens du render rundt her i lykke?! HADER du mig virkelig?!" Hun brummede let, og hendes vrede kogte virkelig i hende.

[Deleted]

Det var netop denne type reaktion som Pharrel havde frygtet og deraf også en grund til at hans panik havde været noget så tydelig, at han alligevel ikke havde turde, at skulle søge hjemover. Det var virkelig ikke fordi, at han fik kolde fødder, det var bare... panikken og den rædsel som han havde for følelser! Lilyann kendte jo trods alt den side af ham, hun havde jo oplevet den tidligere! Lige nu var det bare hendes blik som han havde øje for og slet ikke den lette udstående mave som tydeligt måtte indikere en graviditet.. Det var slet ikke det som han havde i tankerne for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Næsten med følelsen af hjertet som måtte hoppe u af hans bryst, da han langt om længe kom op på benene og kun mødt af hendes tone som klart måtte indikere, at hun var vred.. Han havde sagt til sig selv igen og igen, at det virkelig havde været så forkert af ham at gøre som han havde gjort, men hvilke andre valg havde han egentlig haft?! Hvad der direkte var sket, var han faktisk voldsomt usikker på.. bare med stemmen i hovedet som havde sagt til ham, at han skulle søge væk og så hurtigt som det ville være ham muligt! Gnisten som sank direkte i hans sind.. Det var jo ikke fordi, at dette var nyt for ham, selvom det nu normalt var mændene som stog og råbte og skreg af ham.. ikke hans egen forlovede. "Jeg ved det virkelig ikke.. L-Lilyann.. Jeg.." Han rystede stille på hovedet. Det var virkelig ikke fordi at han var svag.. tvært imod, han kæmpede virkelig for at holde sig oprejst som det han måtte gøre nu. De rødlige øjne hvilede på hende.. hun var virkelig rasende, selvom det på ingen måde, var ham selv nogen hjælp lige i dette øjeblik, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde virkelig ikke brug for mere at skulle tænke over nu! "Jeg hader dig ikke.. Jeg hader dig ikke.." Han rystede igen på hovedet. Det i sig selv var virkelig en ren sandhed og lykkelig kunne man da heller ikke ligefrem påstå at han havde været. "U-undskyld.. undskyld, jeg.." Igen gik han i stå.. Han kunne virkelig bare ikke tage det når han havde det sådan og skulle stå med hendes vrede oveni, det blev virkelig bare for meget!

[lilyann]

Lilyann tog sig virkelig ikke af at Pharrel var så rundt på gulvet, det var ham som var gået fra hende af. Ja, hun vidste da udemærket godt at han havde svært med følelser, men de havde trods alt eklæret deres store kærlighed til hinanden. Hun kneb øjnene i, og lukkede dem så i. Hun trak vejret dybt for at falde til ro. "Du ved det ikke? Spar mig for de løgne," sagde hun med en mere stille tone. Tydeligt at hun stadigvæk var vred, men hvad nyttede det at stå og råbe? Ingenting. Hun så på ham. Hun måtte virkelig falde ned, fordi hun havde slet ikke kræfter til dette! Hun prustede let og holdt sig stående endnu. "Og hvem har du monstro rendt rundt med? Prøvet at genfinde din sensuelle side, eller hvad?" spurgte hun ham direkte. Hun kneb øjnene i. Ja, han kunne undskylde hele vejen hjem, men hun krævede stadigvæk en forklaring. "Pharrel, se på min mave," beordrede hun ham. Hun ventede en reaktion fra ham. Hun kneb øjnene svagt i og måtte så bakke to skridt, for at sætte sig op at en nærtliggende sten. Det var hårdt nok at skulle stå.

[Deleted]

Dette var virkelig ikke noget som hjalp Pharrel det mindste overhovedet på noget tidspunkt. Det gjorde virkelig kun det hele værre, at skulle høre hende råbe ham direkte ind i hovedet. Han hadet virkelig den følelse og den fornemmelse mere end det som han måtte hade noget som helst andet overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans krop dirrede og den rystede ganske svagt. "Jeg ved ikke.. Jeg ved virkelig ikke.." sagde han stille. Et sted var han virkelig skræmt, det var tydeligt. Han havde allerede givet hende hans hjerte og de store ord.. han havde endda erklæret den til hende, men lige nu, var han virkelig så panisk som han aldrig nogensinde havde været før, det var der ingen tvivl om. Han havde virkelig fået kolde fødder, selvom han nu normalt slet ikke var typen som bare vendte det hele ryggen.. kun halvvejs for hans del. Han rystede stille på hovedet og valgte at bakke endnu et skridt, inden han dumpede ned i sandet, hvor han blev siddende. Han rystede igen på hovedet. "Jeg er ikke den mand mere.. ikke efter at du.." Han vendte blikket mod hende. Hans øjne var røde.. Han havde efterhånden bare lært at leve med det som han havde.. desuden var det virkelig også en meget god fornemmelse, at han kunne se folk i øjnene uden at de ville falde over ham i det desperate behov for kys og kærtegn. Blikket vendte han stille mod hendes mave.. først efter et stille øjeblik så han at maven var mere tydelig end det som han lige have lagt mærke til før.. Hvis det overhovedet ville være muligt for ham, så blev han mere bleg i ansigtet. Han åbnede munden, selvom der ikke kom nogen former for ord ud overhovedet. "D-du... du.. du er.." Han lod hænderne vandre igennem hans hår.. Hun havde altid været slank.. en gudinde i hans øjne.. den mave kunne virkelig kun tyde på en graviditet. Han var virkelig slet ikke i tvivl om det. Han bed sig kraftigt i læben, denne gang næsten til blods, selvom han ikke rigtigt mærkede sig af det. "Undskyld.. undskyld.." hviskede han igen.. og igen.

[lilyann]

Lilyann fik sig roet ned. Hun kunne ikke lade hendes temperament løbe af med hende her, og da slet ikke overfor Pharrel som hun elskede! Elskede af hele hendes døde hjerte. "Unskyld. Jeg burde ikke råbe," kom hun stille ud med. Hendes øjne ændrede sig en smule og blev mere milde. Hun sendte ham et let skævt smil og lænede sig op af stenen hun havde lænet sig op ad. "Jeg tror nu godt vi begge ved, det er fordi følelser skræmmer dig," sagde hun stille. Hun rakte en arm ud imod ham, bedende til at komme nærmere og holde lidt om hende. Hun sendte ham et mere stille smil. Tænderne skjulte hun ikke, han havde dem jo selv. Hun havde jo selv omgjort ham til mørket. Befriet ham fra at skulle overfaldes af kvinder som blev tiltrukket af ham. "Det ved jeg, undskyld," sagde hun stille. Hun betragtede ham langt mere blidt og mildt. Hun så på ham og nikkede. "Det er jeg, men du har jo ikke været der til at se det," sagde hun stille og påpegende. "Bare ikke gør det igen Pharrel. Det er virkelig ikke nemt at finde dig. Har søgt i måneder.."

[Deleted]

Følelser var det som skræmte ham.. at han så i sin tid, havde valgt at skulle give sig helt hen til hende på denne måde, var jo det som faktisk også var noget af det som i den grad måtte skræmme ham mest, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tvang sig selv til at blive siddende, også selvom en del af ham ville væk og helst så hurtigt som det ville være hende overhovedet muligt, også selvom han allerede var godt klar over, at det ville være noget af det dummeste som han overhovedet kunne gøre i en situation som dette, så derfor blev han.. det var vel bare på tide, at skulle sidde foran hende face to face endnu en gang, selvom det virkelig havde været noget af det som skræmte ham mest for nu.. Han ventede sig ærlig talt et møgfald.. Han havde altid været alene om det hele.. selv som den dæmon som han havde været dengang.. Han havde taget og han havde givet.. Dette var virkelig bare en helt anden forpligtelse.. det var virkelig det at skulle give sig helt hen til en.. Hun vidste det jo.. Hun vidste hvordan han havde det med følelser! Han nikkede næsten forsigtigt til hendes udtalelse omkring hans følelser.. hun vidste det jo trods alt, så det at råbe af ham, ville virkelig slet ikke være hende en hjælp, det ville virkelig kun gøre det hele værre. At hun ønskede ham tæt på, kunne han godt se, men lige nu var det virkelig kun panikken som havde taget fat i ham.. Han følte virkelig ikke for at røre sig ud af flækken. "Jeg kan ikke.." mumlede han dæmpet, dog alligevel undskyldende.. han kunne vel bare håbe, at hun forstod? Han vendte blikket igen stille ned.. hvis han havde vidst, at hun havde været gravid, så havde han da reageret på en helt anden måde, end det som han var endt med da! "Undskyld.." mumlede han igen.. Han vidste at dette var direkte ynkeligt af ham, men han var i den grad så voldsom konfliktsky.

[lilyann]

Lilyann trak armen til sig da han bare nægtede og hun så næsten knust ud, ved at han bare sagde han ikke kunne. Kan ikke... dårlig undskyldning. Nu måtte han da tage sig lidt sammen? Hun sukkede og lagde armene omkring sig selv, og lænede sig tilbage imod stenen for at hvile lidt. Hun trak vejret tungt, og prøvede at smile selvom det kun mislykkedes. Pokkers. "... Okay," mumlede hun stille og slog blikket ud over havet, og forbi ham. Hun sukkede lidt og så ned i sandet, og hvordan de mange mennesker som havde passeret stranden, havde lagt render på den sti de havde gået. Hun kunne jo godt se i mørket, eller i hvert fald fornemme hvor det gik op og ned. Hun vendte blikket tilbage i mod ham. Hun valgte ikke at sige noget, da hun i så fald bare ville råbe af ham. Og det ville hun ikke. Hun trak vejret dybt, og lod hendes øjne falde mod himlen. Hun skulle jo også nå at skulle finde et skjulested inden det blev lyst. "Hvad vil du med det her?" spurgte hun stå stille. Hun sad i et kort øjeblik og så på himlen, men så vendte hun blikket tilbage imod ham. Hendes øjne skinnede af en nærmest sorg.

[Deleted]

Pharrel blev siddende. Det føles næsten som hver eneste lille muskel i hans krop, var så fastlåst som intet som helst andet lige nu. Han kunne virkelig ikke bevæge sig. Et sted så grebet af panik, at han slet ikke kunne få sig selv til at skulle vise det. Han blev siddende.. Stirrede mere eller mindre bare ned i sandet. Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle forklare det eller noget som helst, heller ikke hvordan pokker han skulle kunne udtrykke sig med alt det som han sad med i hovedet for øjeblikket. Han gik jo stadig med ringen. Han elskede hende jo, han var virkelig bare et offer for et kraftigt tilbageslag af det som han havde haft det før i tiden.. Hun vidste jo, at det kunne ramme ham på den her måde, hun vidste det jo! Han hævede blikket stille ved hendes ord. Han bed sig i læben og endte denne gang med at bide den tydeligt til blods, selvom han nu ikke reagerede stort på det, på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han førte hånden stille ned til sin ring som han drejede stille på sin finger. Han havde jo aldrig fjernet den og det var noget som var valgt bevidst.. Han følte sig virkelig nøgen uden den.. Det gjorde han virkelig. "Vi har... vidst.. meget at snakke om, Lil.." sagde han stille som det eneste.. Han vidste jo et sted godt hvad han ønskede sig, også for hendes skyld. Solen var ikke noget som ville gavne nogen af dem, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var virkelig skræmmende det hele.. Og hans panik og angst for følelser som slog ind i tide og utide, var ikke noget som han ønskede det mindste overhovedet.

[lilyann]

Lilyann havde også stadigvæk ringen. Bare i en kæde, da hendes fingre var blevet en lidt større og derfor sad den for stramt. Hun vendte blikket mod ham. Hvorfor gjorde han ikke noget? Hvorfor sad han bare som en hjælpeløs såret, og ikke opførte sig som en der skulle holde af hende og støtte hende. Dette føltes stærkt som han virkelig svigtede hende, men for nu ville hun kun holde sig til den del af at han havde forladt hende. Og hvorfor, pga. følelser. Men han måtte sguda bare snakke med hende?! "Såsom hvad, Pharrel? Hvad vil du med det her? Hvor fører det hen?" spurgte hun stille og trykkede sine arme tættere omkring sig. Hun kunne ikke fordrage han bare sad der, og hun stod her. Som de virkelig var sure på hinanden, og han lige om lidt vendte om og gik fra hende. Og hun måtte tage den ensomme vandring tilbage igennem Dvasias, overnatte("dage") de mest skumle steder, men hun måtte jo finde mørke steder. En tåre faldt ned over hendes kind. Hun kunne ikke holde det tilbage længere. Hun kom med et forsigtigt snøft. Hun kunne da ikke bryde sammen nu?!

[Deleted]

Pharrel hadet virkelig denne situation og noget så frygtelig grusom! Ikke at han følte for at gå, men han følte virkelig heller ikke for at komme tæt på. Denne gang havde den frygtelige angst for følelser for alvor slået ham ind så frygtelig direkte og så frygtelig hårdt, at det virkelig bare var gået helt galt for ham i den anden ende. Han holdt virkelig frygtelig meget af Lilyann, det var jo slet ikke det, men nu.. Han vidste i den grad også, at dette havde været et så forkert træk, ligesom det han havde prøvet at forklare Giselle, da hun havde spurgt ind til det og han havde forklaret. Det var virkelig ikke fordi, at han havde fået kolde fødder, men bare et umådelig kraftigt tilbagefald i den tid hvor han havde haft sig selv, ingen andre og med frygten for følelser og hvad de måtte bringe med sig. Hun vidste det jo, det var jo trods alt sket en enkelt gang tidligere! "Jeg tror godt du ved, hvor det her vil føre os hen, Lilyann.." gentog han endnu en gang. Han ønskede jo stadig at fuldføre det. Han gjorde virkelig ikke noget som helst uden at skulle fuldføre hvad han nu end havde gang i, det havde han aldrig nogensinde gjort, så hvorfor skulle dette være en første gang? Han tvang sig endeligt op på benene, gik varsomt og stille hen mod hende, hvor han derefter valgte, at skulle glide stille ned at sidde ved siden af hende. Han lod varsomt den ene arm stille glide om hende, hvor han med den anden, stille og roligt greb ud efter hendes hånd, så varsomt og forsigtigt. "Jeg skylder dig en enorm undskyldning.." hviskede han varsomt mod hendes øre. Han havde virkelig ikke noget andet valg end bare at bide den dumme frygt i sig, det kunne virkelig ikke være rigtigt!

[lilyann]

Lilyann gled ned at sidde i sandet, og med stenen som ryglæn. Hun tog om halskæden hvor hendes ring sad. Hun pillede lidt ved den og slog blikket imod den. Hendes hår hang ned over hendes skuldre og dækkede nu meget godt for hendes ansigt. Hun så ikke op, da han snakkede. "Jeg kan kun håbe af hele mit hjerte, at det er fremad.." sagde hun dæmpet. Hendes lave tone ville han dog udemærket høre, eftersom han havde skærpet hørelse i den race hun havde lavet ham til. Spiden. Hun mærkede at han pludseligt kom hen til hende. Hun slog blikket op og så på ham. Lænede sig ind mod hans favn, da han slog en arm omkring hende. Hun tog hans hånd med den anden og lukkede øjnene. Trygheden var overvældende at mærke efter den lange tid. Hun følte endelig at kunne smile rigtigt. "Så det bare at komme igang," hviskede hun drilsk.

[Deleted]

Pharrel efterlod virkelig ikke noget halvfærdigt, det kunne han virkelig ikke holde ud at skulle tænke på. Det ville jo altid ligge der uanset hvor langt man måtte gå af andre veje trods alt. Han lod hende hvile ind mod sin egen krop, blev egentlig også bare siddende idet hun selv havde valgt, at skulle læne sig stille ind mod ham. Det gjorde ham virkelig ikke noget som helst. Han havde i den grad savnet hende noget så voldsomt, det var virkelig heller ikke noget som han var i stand til at komme udenom. "Ville jeg sidde her, hvis det var fordi jeg ville noget andet?" spurgte han stille. Han havde stadig ringen på. Han gik virkelig ikke nogen steder uden den. Han følte sig i den grad nøgen uden den. Det var kun når han havde været sammen med Giselle, at den ikke havde været på hans finger, men igen, der havde han haft muligheden og der havde han jo trods alt også holdt sig indendøre, så havde det jo heller ikke været så slemt for hans vedkommende. Han plantede et varsomt og næsten forsigtigt kys mod hendes tinding og vendte blikket stille mod hende. Han lod hånden meget varsomt lukke sig omkring hendes egen, som han næsten valgte, at skulle knuge omkring. Han måtte jo et sted erkende, at han virkelig havde savnet at skulle se hendes smil. Det var jo virkelig så frygtelig sjældent at han fik muligheden for det trods alt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg ved ikke hvor jeg burde begynde.." sagde han med en lettere eftertænksom mine. Der var jo meget han ønskede at sige, og et undskyld var bestemt ikke godt nok.