Darkness in my mind..

[Kimeya Marvalo]

Faith Jaceluck Marvalo

---

Det klirrede i lænkerne, som var det eneste, der holdt Kimeya oppe. Han dinglede frem og tilbage i den mørke og kolde kælder. Rummet var koldt.. iskoldt, og ikke var han i besiddelse af nogen klæder, der kunne holde ham varm eller beskyttet.
Siden Jaqia var faldet, var hele Dvasias omlagt. End ikke han, havde haft nogen jordisk mulighed, for at se sig om, inden han var fældet.. slået i hovedet og bragt hertil i sin egen besvimelse.. kun for at vågne i denne fatning, som han nu gjorde. Det mørke hår, hvilede tungt og vildt om hans ansigt. Han var bleg og gennemtæsket.. præget af alverdens ar og mærker. Nogen nye og andre oldgamle. Særligt den brændende hånd på hans bryst, var blevet mere tydelig i takt med hans behandling her.

Fanget i en form for søvn, lignede han mest et hængt lig, der ikke rigtigt bevægede sig. Til tider vågnede han ved lyden af Jaqias skrig.. med et brændende ønske om at træde til, uden at han egentlig var i stand til at gøre noget som helst. Hans agiel var taget fra ham.. dragten var taget fra ham.. Soraya.. han forsøgte at finde noget andet at fokusere på, end sin egen selvmedlidenhed, selvom det var så pokkers svært lige nu!
Et tungt suk brød hans læber. Han gav ikke op af den grund, også selvom det uden tvivl var hårdt at hænge der.. kæmpe imod den behandling, som han var blevet underkastet.. Forsøgte Faith virkelig at knække ham helt denne gang? Ikke i hans vildeste fantasi ville han lade hende gøre det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Skrig fyldte de mørke kælder med rungende genlyd. Faith nød lyden af særligt Jaqias. Intet gjorde hende mere tilfreds, end at vide at den kvinde som havde ødelagt hendes liv for flere år siden, endelig led.
Sådan havde hun stået uden for den tunge dør i mange minutter og kæmpet for at lægge enhver følelse fra sig. Når hun gik ind af den dør, måtte hun ikke føle afsavn eller længsel. Altid ville hun elske ham, men deres tid var væk nu, alt andet virkede.. uoverskueligt.
Endelig skubbede hun den tunge dør op med en ubehagelig knirken og trådte ind i det lille kælderrum, der var blevet sat hende til formålet af Silia. De grønne øjne faldt på hans nøgne skikkelse. Selv i den tilstand, kunne man se hvordan enhver muskel i hans krop var spændt, forberedt på at tage mere smerte. Hun sukkede og lod den tunge dør glide i, for at træde nærmere. Mørket på hans bryst drev hendes opmærkomhed. "Godmorgen solstråle," hilste hun stilte sig tæt på ham. Hånden lagde sig over det gamle mærke og nød følelsen af hans nøgne hud. Hendes øjne gled i for en kort stund. Hendes frie hånd gled til bæltet omkring hendes liv og fangede agielen. Smerten gled gennem hende som en strøm, som hun gav videre til ham med en direkte berøring ved hans side. Hvis de skulle træne, så kunne han ikke sove.
"Det er på tide at vågne," annoncerede hun og slap ham atter. Der var ikke lang vej igen, men hendes træning havde været tøvende nu hvor de var på grænsen, for hvis det først lykkedes.. så ville det være slut.

[Kimeya Marvalo]

I øjeblikket hvilede Kimeya langt væk.. Meget langt væk. Træningen var hård for ham, men det var nok mere fordi at det var Faith, som gjorde det, end at der lå andet i det. Selv da dørene gled op, og han tildels vidste, hvad der ville ske, spændte han i kroppen. Man kunne ikke just sige, at han var uvant med det her. Nu havde han hængt dernede i det, som efterhånden var måneder.. måneder!
De små kærtegn, som han blev mødt af, reagerede han ikke rigtigt på. Det var først, da hun kom i kontakt med agielen og sendte smerten direkte videre til ham, at han atter spændte i kroppen, og tvang øjnene op. Han var udmattet efterhånden! "Forbandede..." var det eneste, som forlod hans læber. Skulle de atter igang med træningen? Brydningen af det bånd, som han havde til Jaqia?

Næverne knyttede Kimeya svagt. Han var træt.. Men fortsatte med at gøre modstand. Sagen var jo, at han aldrig selv var kommet over tabet af Faith, men nu stod og skulle se det i hvidøjet? Selv han var kendt med konsekvensen af det her! "Ønsker du at bevare dit liv, så lad mig gå.." Det samme som han havde sagt gang på gang, men det var hårdt for ham, bare at hænge der. Han var nødt til at forsøge. Han havde bestemt ikke tænkt sig, bare at give op, og give hende hvad hun gerne ville have. Det havde han jo aldrig gjort, og dette var bestemt heller ikke noget undtag!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Nemt var det ikke at knække en mand som Kimeya, inderst inde ønskede hun det slet ikke, men sådan som han fulgte Jaqia var det enten det eller død, hvilket kun ville gøre langt mere ondt på hende. De havde stiftet en familie, elsket hinanden mere end hun havde troet man kunne elske nogen, også selvom det havde været mindst ligeså ødelæggende. Agielen lagde hun bort for en stund og klappede hårdt hans kind for at fange hans opmærksomhed. De havde altid været ligeværdige og det havde forsaget krig, nu forsøgte hun at gøre ham underdanig og hadede hvert øjeblik af det.. lige foruden træningen, det fik hende til at føle sig overraskende stærk.
"Beklager kære, du har fået din søvn," godt nok kun for et par timer, men det var alt han ville få i denne omgang.
Hans trussel gik uset forbi. Hun så ligegyldigt væk og rakte ud efter en pisk. "Burde du ikke snart vide bedre end at kaste ligegyldige trusler Kimeya? Dit liv er i mine hænder, og du ved hvordan jeg forventer du tiltaler mig," påpegede hun hårdt og hævede pisken for at slå den hårdt mod hans front. Der var nok mere effektive metoder, men Faith havde en lille svaghed i forhold til at gøre brug af lige netop det. "Så hvad var det du forsøgte at sige?" spurgte hun lidt afventende. Havde der været andre muligheder havde sagen været en ganske anden.

[Kimeya Marvalo]

Som det var lige nu, foretrak Kimeya nærmest døden over det her, for han havde bestemt ikke tænkt sig, at underlægge sig nogen kvinde på denne her måde! Og særligt ikke Faith! Det var bare svært for ham, i det helet taget at gøre noget ved det lige nu. Kun fordi at han hang der! Var afkræftet, og ude af stand til at gøre noget som helst ved det her!
Hovedet faldt igen. Han gik nemlig ikke ud fra, at han havde fået særlig meget hvile. Det var nemlig typisk hende, at gøre, hvad der passede hende! "Tror du, at jeg har tænkt mig at gøre, hvad du har lyst til?" vrissede han med en mere sammenbidt stemme end tidligere. Han kunne ikke og han nægtede.. Hans frue var på den anden side af disse tunge døre, og han kunne ikke engang komme til hende.. Han kunne ikke beskytte hende, og selvom han vidste, at det var forkert, at han tænkte sådan, så kunne han bare ikke gøre noget ved det!
Pisken som slog over hans front, fik ham kraftigt til at stivne. Smerte var han vant til, så der skulle mange ting til.. Langt mere end det her. Blodet flød.. Han grinte. "Du er svag, Faith.. hvis du tror, at det der, vil tage knækken på mig," vrissede han med en sammenbidt stemme. Han hævede blikket mod hende. Hans blik var tomt. Det her krævede alt den energi han havde.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var intet vidunder at manden nægtede at bukke under for hende. De havde levet længe, hvor han havde været den dominerende part, han havde forsøgt at diktere hende og kontrollere hende, men det var alt sammen slut.. ikke at hun nogensinde havde ladet ham gøre det.
"Ærligt.. ja. Det er præcis hvad jeg tror. Jeg elsker dig for højt til at lade dig være Jaqias sølle skødehund. Vil du virkelig gå i knæ for hende?" hendes stemme dryppede langt væk af hån. De vidste begge at han var mere værd en dette, men han gav hende intet andet valg. Desværre. Det første slag blev opfuldt af fem mere, omtrent samme sted, så smerten ville blive mest mulig intens.
Roligt gik hun hen til en lille bord og lagde pisken fra sig for i stedet at tage fat i sin agiel igen. "Men hvis du insistere på noget mere, så giver jeg dig det glædeligt," hun lod sit hoved glide lidt på skrå. For første gang i lang tid var hendes øjne iskolde. Hun lod agielens spids møde hans maveskind og holdt den der, velvidende om hvor stor lidelse og smerte hun påførte ham.
"Det sidste du nogensinde skal kalde mig igen Kimeya.. er svag. Jeg brød din forbandelse, jeg rev mig fri af dig og se hvem der er i kontrol nu. Hvis du ønskede dig en svag kvinde, forførte du den forkerte for alle de år siden," konstaterede hun og fjernede endelig sin agiel igen, dog klar til at genoptage.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gav ikke bare efter for Faith, og ikke havde han tænkt sig at gøre det, dersom det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han bed tænderne tydeligt sammen, og rystede så efterfølgende på hovedet. Han havde ikke tænkt sig, at give hende, hvad hun ville have! Ikke på vilkår! Han kendte svaret.. hun gjorde det samme.. Hvorfor køre mere rundt i det?
"Hvad I har lavet, er en kæmpe fejl.." endte han sammenbidt. Han forsøgte at hæve blikket ordentlig mod hende, selvom det ikke var lige til. Han var træt.. afkræftet, og ja, han havde ondt, selvom der heldigvis skulle langt mere til, for at slå ham ud, end det her! Pisken lagde hun til side igen, kun for at tage om agielen. Nok noget af det den værste form for smerte, som man overhovedet kunne udsætte noget individ for. Kimeya spændte derfor i kroppen, også selvom det smertefulde gisp brød hans læber, da den ramte hans ømme maveskind.
Smerten bredte sig fra maven og ud i resten af kroppen. Det var svært i det hele taget at få luft! Kroppen sitrede, hvor han lod hovedet søge godt tilbage, som det skulle gøre det nemmere. At skrige, kom ikke til at ske! Ikke for hende! Det voldsomme gisp brød atter hans læber, da hun fjernede den. Han hev efter vejret.. Blikket hævede han mod hende. Han var træt og udmattet efter den behandling! "F-fortsæt med at fortælle det til dig selv, Faith.. D-du er svag.." endte han stakåndet. Han hadede, at han ikke kunne tæske hende i retur!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Jaqias styrer havde været fuld af fejl. Den kvinde var blevet blind af sit kæmpe ego, hun havde følt sig for sikker ligesom Kimeya og hende selv havde gjort dengang Jaqia havde gjort dem ondt. Det var på tide at Dvasias fik flere og bedre muligheder. Faith havde igen sat sit navn på kortet, det blev talt på fleres læber, og hun havde givet dæmonerne bedre muligheder selvom Jared åbenbart skulle tage dem til deres nye tid.. for nu vel og mærke, hun var ikke tilfreds.
"Havde du været dig selv ville dette have været unødvendigt. Du ville have vidst at dette var det rigtige, men Jaqia havr hjernevasket dig til at blive hendes lille skødehund, det kan jeg ikke tillade," hun trak på skuldrene og sendte ham et lidt bestemt blik. De var ikke færdige her. Selv efter at have fjernet agielen, gav hun ham kun sekunder med luft, før hun lod den møde hans bryst men kun for et par sekunder, da det var et af de farlige steder.
"Virkelig? Hvordan er det så du er endt i lænker og jeg står her?" spurgte hun og stilte sig helt tæt på ham. Han kunne intet gøre hende, ikke mere end han allerede gjorde.
Våbenet pakkede hun igen væk og lagde i stedet en hånd på hver af hans overarme kun for at stryge dem med sine varme hænder. Han var allerede iskold. "Du er kold. Tillad mig.." hendes læber skiltes i et næsten slesk smil, da hun skabe varme. Men ikke i hænder, inden i ham som hun oftest slog ihjel med, velvidende om hvor smertefuldt det var.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville slet ikke høre på Faith tale sådan om Jaqia. Han reagerede endnu, når de gjorde hende ondt.. Ønskede desperat at hjælpe, selvom han i øjeblikket befandt sig i en situation, hvor han bare intet kunne stille op, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne gøre det. "D-du kan ikke t-tillade det? Kæreste.. d-du elsker mig s-stadig," endte han med et morende smil på læben. Her havde man kun den sjov, som man selv fandt på, og kunne han pisse Faith af, så gjorde han det.
Da agielen mødte hans bryst, trak Kimeyas pupiller sig voldsomt tilbage. Denne gang brød et halvkvalt skrig hans strube, også selvom det kun var for en kort stund. Hans krop sitrede. Lige hvad angik den slags, vidste hun hvor farligt det var! Men hun vidste derimod også godt, at han ikke var bange for døden, og aldrig havde han været det. Han rystede i sine lænker. "B-bare v-vent.." hviskede han anstrengt.
Igen trak pupillerne sig sammen, som varmen.. steg i hans krop. Hun kunne bare lige vove! Øjnene kneb han fast og kraftigt sammen, selvom han intet kunne gøre ved det. Hun.. kogte ham jo op indefra! "F-Faith!" udbrød han af sine lungers fulde kraft. Det gjorde ondt! Sveden samlede sig i hans pande. Det var ved at blive alt for varmt for ham!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Silia var i fuld gang med Jaqia og Faith nød tanken mere end noget andet. Der var engang hvor de to sammen ville have delt den glæde, men efter Jaqia havde formået at knække ham, så var der ikke noget af det. De stunder ville de ikke få igen. Godt nok skulle han lære at forgude hende som han gjorde med Jaqia, men hun ønskede ikke at styre ham på samme måde. "Hvorfor tror du ellers jeg gør dette?" spurgte hun upåvirket. Det var ingen hemmelighed at hun elskede ham. "Jeg sætter dig fri af lænker jeg ved du hader at bærer. Men du og jeg missede vores chance for mange år siden. Dette vil blive vores endelige afslutning," hun slap hans skuldre og gik rundt om hans skikkelse stadig uden at skrue hverken op eller ned for varmen, hun holdt ham på grænsen til det smertefulde, indtil det blev anstrengende for hende selv.
"Ja kære?" spurgte hun flabet. Hun endte igen med at stå foran ham med et ligefrem uskyldigt blik. Hans hårde væsen var det hun elskede... eller noget af det. Tanken om at de gav slip nu var.. underlig.
"Giv slip. Stol på mig," bad hun trak sin agiel. Den frie hånd greb om hans halvlange hår og trak hans hoved tilbage så hun i stedet kunne lægge agielen tæt ved hans hals, men uden at komme i direkte berøring. I stedet fandt hendes varme læber vej og plantede tre blide kys der derefter blev erstattet med agielens smerte, det var jo det eneste våben der kunne bringe ham den smerte nu om dage.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya hadede at være bundet, men problemet var vel, at han ikke følte, at han var bundet lige nu? Han følte ikke, at han var bundet af andet, end hvad han selv valgte. Han reagerede ganske vidst, når der skete ting og sager med Jaqia, for han ville ikke have det.. Det var imod ham, at vende ryggen til det!
"Jeg er ikke bundet af noget som helst, Faith.. Det er din drømmetanke.. du vil elske at se mig bundet af noget," endte han sammenbidt. Det ville blive deres endelige, når træningen var overstået, og han vidste det jo godt. Måske at det var derfor, at han kæmpede så meget imod, som han gjorde? For han ville ikke have, at det skulle ende!
Varmen i krop og sind, var intens. Han kunne ikke undgå at bide sig fast i det! Han svedte.. Et sted var det rart at få varmen, men bestemt ikke sådan her! Han vendte blikket vredt mod hende. Hun regnede med, at han ville stoppe sine kampe? De ville aldrig nogensinde stoppe! "S-stop.." endte han med en hæs stemme. Hovedet blev revet tilbage. Han kunne ikke rigtigt gøre noget, for at bekæmpe lige den del.. Kyssene mod hans hals, satte en sitren i ham, hvilket var.. rart. Et svagt suk brød hans læber. Glæden var dog kortvarig, inden hun lod agielen møde hans hals. Skriget brød denne gang hans læber. Smerten var virkelig intens!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var som om manden end ikke vidste hvor meget Jaqia havde tvunget ham i knæ. De ønskede allesammen at han skulle være stærk igen, Faith ønskede ikke at kontrollere ham, men hun vidste at resultatet ville blive at han ville gøre hvad som helst for hende.. i bund og grund gjorde han det jo allerede, men det ville forhindre dem i nogensinde at være sammen. "Tror du jeg ønsker at se dig bundet? Jeg ønsker at se dig fri af lænker, hun underkurer dig. Snart vil du ikke bærer nogen titel, eller nogen hæder overhovedet," understregede hun. Rygter løb allerede derude om ham. Hans tanker var ikke længere hans men Jaqias, det var synd og skam.
Hendes læber kyssede hans salte, svedige hud og mærkede hans adamsæble kort inden hun trak sig for i stedet at lade agielen møde ham.
Det var hende indlært at nyde hans smerte og det gjorde hun også, men ligeså meget hadede hun at gøre det ved ham og vide at hun gjorde det slut.. for alvor denne gang. Han ville altid være speciel, men hun ville aldrig være det han ønskede sig. Hun var ikke længere ung og guddommelig, eller naiv som hun havde været dengang. "Bed mig pænt," sagde hun roligt. Den rette tiltale ville da være et sted at starte. Hun fjernede ikke agielen, men så hvordan anhver muskel i hans krop var spændt til bristepunkt og hans blodårer trådte tydeligt frem under hans hud.

[Kimeya Marvalo]

Var Kimeya virkelig så bundet? Han ville ikke umiddelbart sige det, men nu var hans fokus også helt andre steder, end hvor de nok burde have været ellers. Jaqia blev underlagt tortur i rummet ved siden af.. Dagligt kunne han høre hende, og mærke hvor brændende han ønskede at komme hende til undsætning, selvom han bare ikke kunne! Han selv var for træt og udmattet til at gøre særlig meget ved det, og særligt, som det var lige nu. Han bed tænderne fast sammen.
"Du er kun med til at ødelægge det, Faith.. Lad mig gå, og lad mig genvinde det!" endte han med en fast tone. Ikke i denne her verden, at han havde tænkt sig, at give hende, hvad hun ville have! Overhovedet ikke, så det var slet ikke noget, som ville komme på tale!
Smerten i halsen, og de ntense og kraftige spændinger i hele kroppen, gjorde ondt! Kimeya følte slet ikke, at han kunne trække vejret! Hans øjne for op, hvor det eneste, som han mødte, var det iskolde og mørke loft. Tårerne samlede sig i hans øjenkroge. En enkelt tåre trillede.. Han kunne ikke styre det! "S-stop...!" gentog han igen. Han spændte så meget i kroppen, og den begyndte at ryste så meget, at han gled mere og mere ud i ubevidsthed. Han kunne ikke få luft!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Jaqia havde ændret ham. Den mand hun elskede var ikke længere den mand der hang foran hende. Han var ude af stand til at tænke selv. Jaqia fik som fortjent, nu måtte hun selv kæmpe med eftervirkninger af hendes hærgen, hvilket nok havde den dyreste pris for hende af alle. Hun ville miste en mand hun havde gjort alt for i så mange år, som kendte hende bedre end nogen anden ud over Jared vel og mærke. Desværre den mand skulle nok blive noget af pestilens, nu hvor han havde overtaget tronen.
"Genvinde det? Det øjeblik jeg åbner dine lænker, løber du som en hund til Jaqias hjælp og det kan vi ikke have. Der var engang hvor du drømte om at hun ville falde, og Dvasias ville gå en ny og bedre tid i møde, du kunne have været en del af det, i stedet er du endt som en simpel slave. Om du kan se det eller ej, jeg redder dig," påpegede hun og fjernede kort agielen, så han ikke ville få hjertestop eller noget i den stil.
Dog lod hun ham kun få vejret for sekunder, før hun stilte sig helt ind mod hans krop og berørte kort hans lår med den. "Måske jeg skulle lære dig ordet først?" hun smilede koldt og trådte væk for at lægge agielen fra sig. I stedet fandt hun en lille kniv frem og strøg en pegefinger langs bladet der lavede et tyndt snit i hendes pegefinger. "Det hedder Mistress kære. Det er ikke så svært. Her lad mig stave det for dig," hun kluklo. Tortur havde altid moret hende mere end mord. Derved skrev hun det førte M på hans bryst med kniven, tæt ved hendes mærke af ham.

[Kimeya Marvalo]

Det begyndte at svimle for Kimeyas blik, da han ikke var i stand til at få luft. Det var først, da hun fjernede den fra hans hals, at han direkte gispede efter vejret. Hun ville elske at høre ham kalde hende det.. men det var slet ikke noget, som ville komme til at ske. Han ville ikke give hende det.. Han vidste jo godt, hvad det her ville ende ud i, hvis han gav efter, og det var kun en grund til at fortsætte med at arbejde imod.
"D-du er y-ynkelig, F-Faith.. D-du ved ikke h-hvad du g-gør.." Han hev efter vejret. End ikke Jaqias træning havde været sådan her. Reagerede hun mon på hans skrig, hans pinsel og hans tortur? Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som havde det her været en kamp for livet, uden at det egentlig ville stoppe igen. Øjnene gled i, bare lige for et kort øjeblik.
"D-du får mig i-ikke til at s-sige dem," fortsatte han. Han var stædig.. Han var stærk, og der skulle meget til, for at knække ham. Tænk hvad der skete hvis han gjorde det? Han ville hellere dø, end at give Faith, hvad hun ville have her! Han tvang øjnene op igen. Kniven fik ham til at spænde. M'et, som hun skar ind i hans bryst, fik ham svagt til at spænde.. Blodet flød igen, og nedover hans krop. Han vendte blikket ned af sig. Et koldt smil bredte sig på hans læber. Han havde ingen følelse i sine hænder mere.. "Du t-tegnede det s-skævt.." kommenterede han kortfattet.