memories of the past

[Seria]

Seira var virkelig helt fra den, og det kunne ses. Jack var bekymret og ville enlig helst have seira væk der fra så hun kunne falde til ro, jack så truenden på erigor som han skubbe hans klo væk, men igen jack hade ikke lagt nogle kræfter i skubbet. ”lad hende så være stump” kom det vredt fra jack der fuldt erigor mens han begyndt på og komme nærmer den paniske seira der skabe en kraftigere og kraftigere vind, som hun lukke tætter og tætter omkring sig selv mens hun mumle noget så hurtig det ikke gav mening.
Jack blev liggenden mens han holdt øje med dem, han brød sig bestemt ikke om erigor var så tæt på seira når hun hade det sådan der. Han var overbeskyttende over for seira men det var forstålig nok, som erigor til sidst kom hen til seira og lag armen om hende, gav det et sæt i hende for inden had ekunne komme tæt på hende når hun hade sådan en tur her, de pleje og blive blæst væk vis de prøve eller holdt sig væk til hun faldt til ro.
Hun gispe efter vejre mens hun ryste som en gal, efter hans snakken begyndt vinden langsomt og fortage sig. Til den til sidst forsvandt helt, hun trak vejre i små hiv mens hun stadig ryste som en mus. Tåre begyndt og trille ned af hendes kinder, mens hun lag armen om sig selv og begyndt og tude som en lille pige mens hun læne sig tilbage mod erigor og var virkelig bare en ødelagt kvinde.

[Deleted]

Da vinden fra seria langsomt forsvandt igen skaffede han sig også af med sine egne og som hun sad der overbøjet og rystede var det eneste han kunne komme i tanke om at ligge armene om hende mens han talte, "jeg vil aldrig kunne forklare den smerte der har været i viden om at jeg var ude af stand til og hjælpe men jeg forstår dine problemer vi har begge lidt sår af det her og jeg vil aldrig igen kunne komme fri af denne forbandelse" det var i hvert fald sådan han selv så det og han så slet ikke nogen måde det ville være muligt og slippe af med noget som det her en forbandelse et misfoster hvad de havde skabt ud af ham ville altid give ham problemer, 
det eneste han kunne gøre nu var dette håbe at hun ville slappe helt af på et tidspunkt,
sirath kikkede mod dem begge og så mod jack inden hun talte igen, #han er nok speciel men han ved stadig hvor han burde være måske en forklaring vil være lettere når hun falder til igen# sagde hun med en rolig og blid stemme som altid.
Sirath var speciel altid rolig og en moderlig figur hun vidste hvad folk burde og havde godt styr på erigor det kunne også tydeligt ses for han ville aldrig have været sådan hvis hun ikke havde holdt sin hånd godt om ham,
#det har vist været længe siden vi har haft sådan en diskution ?# lød det lidt drilsk fra hende det så i hvert fald ud til striden langsomt var på vej væk igen.

[Seria]

Seira sad bare og tudet, hun var en ødelagt kvinde og det var tydelig. Jack holdt skarpt øje med dem, tydeligvis ikke meget for noget af det her. Hun mærke godt hans arm stramme om hende, mens hun kunne høre han begyndt og snakke til hende. Hun hulke bare helt ude af kontrol, der var mange års følelser der blev lukke ud lig nu og det var næsten for meget til hun kunne holde til. Seira kigge på erigors arm der var om hende, og så godt den nu underlig arm han hade lavet før for at vise hende. Men som hun ikke hade set på fordi hun var midt i hendes vredes flip dette fik hende bare til og tude mere. Jack sukke #erigor vær så venlig og gør armen normalt igen inden hun græder sig selv helt i stykker # han så på dem, som seira fik vendt sig rundt og klynge sig ind til erigor med hovedet over hans skylder, stadig ifær med og græde øjne ud af hovedet næsten.
Jack sukke og så på og så på sirath som hun snakke, #jeg mindes dog ikke diskutionerne den gang endt i at en forsøgt og slog den anden ihjel# lød det roligt fra ham, inden han sukke og bare holdt sin øjne på seira. Han var virkelig bekymret for hende, han brød sig ikke om hun græde så meget.
Efter lidt tid stoppe seira med og græde, i steden for knuge hun om erigor mens hun praktisk tal halv sov. Jack sukke stille, #enlig faldt hun til ro.. #han var lette for han hadet virkelig når seira hade det sådan her men det var sjælden hun var så vred som hun lige hade være, og han hade aldrig set hende græde ikke siden hun var en lille pige.

[Deleted]

Erigor fjernede straks formen på den ændrede hånd som der blev spurgt til det og den blev roligt sig selv igen,
det var ikke nemt men han kunne stadig kontrollere det på et nogenlunde plan og som hun lagde sig længere mod ham var det eneste han rigtigt kunne at holde ordneligt fast, han forstod godt hendes vrede og de problemer der måtte være men det nyttede ikke noget nu han var der og var klar til og hjælpe,
han kikkede lidt med lettede øjne mod de 2 drager der var her, "klar til og tale nu ?" kom det i en rolig tone fra ham da hun endelig så ud til og slappe af selvom hun dog også så ud til og være på vej til og sove hun havde dog været igenem en del og en anfald som dette kunne jo tage kræfterne fra en,
"det var bestemt ikke sådan et møde vi havde regnet med her men jeg tror han er glad bare og vide hun er i live efter flere år hvor vi intet vidste har det været svært"
de havde jo altid gået med tanken om at hun kunne være død efter hvad de hørte men håbet om dette var falsk var der jo altid,
og nu hvor de sad her var det tydeligt at intet var rigtigt en glæde der ikke kunne beskrives ,
erigor vidste egentlig ikke helt hvad han skulle gøre så det bedste han kunne komme på var og sidde der vente til hun var klar han var hård og kunne tage hvad hun måtte kaste efter ham det var vigtigt og komme ud med hvad der måtte være galt og det var han forberedt på.