Once this was home...

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo tænkte ikke rigtigt over, at ha ikke var i besiddelse af noget, der mindede om en sjæl. Det havde han aldrig været. Den var blevet revet fra ham på mest brutale vis, allerede inden han var blevet født, så det, at han var kold og ligegyldig, var faktisk ikke noget som egentlig passerede hans tanker, for hvorfor skulle han da gøre det? Det gav jo ingen mening!
"Mine forældre ved hvad de ønsker, og de ønsker ligeledes, at folk bakker op omkring dette. Langt de fleste ønsker et frit Imandra, og med mine forældre i spidsen, kan dette nemlig lade sig gøre," sagde han denne gang. Han var stolt af at være en Direshade Acheron. Det bedste fra to sider, og nu hvor han selv var opdraget til dette, så kunne han ikke skjule det for hende.
"Hvad med Old Laymian?" spurgte han med en rolig stemme. Der burde der i hvert fald være mere ro på, hvor han samtidig også vidste, at de ville være i stand til at snakke sammen i enerum. Det var deriblandt noget, som egentlig passede ham selv mere end fint! Kunne han få hende med sig i dette, ville han have det mere end fint, og det stod han mere end gerne fast ved! "Om De vil," tilføjede han med en rolig stemme.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet nikkede langsomt og sagte til hans ord. Indtil videre gik det jo faktisk fremragende for det kommende regentpar. Hun var bare spændt på, om de så kunne holde den kørende efter, at de fik tronen i deres fulde besiddelse. For lige nu gik alt jo ud på at få tronen - hvad så når de havde fået den? Kunne de holde folkets interesse? Lave regler og love, som folket nu skulle følge, trods landet havde været lovløst i så mange år? "Det er jeg ej i tvivl om, at de ved. Folket er med dem så langt, så må vi blot håbe, at de kan fastholde interessen for det gamle lovløse folk," svarede hun ham sagte. Hun fremsagde egentligt blot sine tanker, som hun så det hele. Hun var trods alt ikke uerfaren med livet og samfundet. Hun så mod huset, da han foreslog det og nikkede blot. "Det kan vi sagtens," svarede hun ham. Hun gjorde en gestus med sin hånd og førte så i stedet ham med sig. Omkring huset, tilbage om til fordøren, som hun åbnede uden besvær, for den var ikke blevet låst i sin tid. Hun skubbede døren op og de nåede så ind i det store hus, der var hele 3 etager. En kælder, en stueetage og en 1. sal. Hun førte ham med sig mod trapperne, da 1. salen altid havde været for familien og stueetagen for tjenestefolkene, i hvert fald hvad værelsesfordelingen angik. Da de nåede op ad trapperne stod de direkte i en stue. Alt var lettere støvet og huset var meget stille. "Velkommen til Old Laymian," endte hun.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo vendte blikket langsomt i retningen af denne kvinde, og med et tydeligt tilfredst smil på sine læber. Han kunne i hvert fald ikke skjule det behag, som han måtte føle i sit indre, ved at han fik tingene, præcist, som han gerne ville have dem.. For det gjorde han lige i øjeblikket. Hans forældre havde valgt det helt rigtige tidspunkt, til at overtage dette, og det vidste han. Der var virkelig mange, som bakkede op, og det handlede jo også bare om at udnytte det, mens der nu var tid og rum til det. Det var uden tvivl også, hvad han havde tænkt sig at gøre! "De har valgt det korrekte tidspunkt, og med de korrekte idealer. Det eneste som der er brug for nu, er støtten af de respektive ledere," sagde han med en ganske sandfærdig mine. Det alene, var jo trods alt heller ikke nogen hemmelighed. Det var jo derfor, at han havde søgt ud.
At Neferet gik med til at søge indenfor, hvor de kunne tale på egen hånd, passede Romeo fint. Måske, det var at søge direkte ind i løvens hule, men han var nu alligevel af den overbevisning om, at det næppe kunne gå så galt. Hvorfor skulle det? Han tvivlede stærkt på at hun ville gøre ham noget. Det ville i værste tilfælde, kun svide til hendes egen røv, og det vidste hun vel også godt? Hænderne foldede han derfor over ryggen, hvor han søgte med ind. Selvom det var forfaldent udefra, var det noget helt andet at komme ind i. Så det var her Laymian havde holdt til? Han fulgte hende op på 1. sal, hvor han samtidig så sig omkring. "Så det er her I har holdt til," sagde han blot. Egentlig var han ligeglad. Han havde kun opgaven for blik.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet mødte Romeos blik. Hun var bestemt interesseret i at blive leder, hvis hun kunne gøre noget med det for sin races skyld. Hun måtte jo se, hvad kongehuset faktisk kunne tilbyde. Langsomt begyndte planerne allerede at udvide sig i hendes tanker, for hun havde masser af ting og krav hun faktisk ville stille, hvis hun skulle sættes på posten som leder og bruge tid og kræfter på at samle vampyrerne ind. I hvert fald skulle det sikres, at ingen varulve kunne nærme sig hendes territorium. Så måtte hun jo se, hvor stort et territorium Sephiran ville give hende. Hun nikkede istemmende til hans ord, for det var helt korrekt. Sådan opfattede hun det i hvert fald også. Nu manglede de, som han selv sagde, blot ledernes støtte. Hun sagde ikke mere til den sag og førte ham blot indenfor. Hun havde ingen planer om at gøre ham noget, for det ville da kun ødelægge det samarbejde, hun var ved at blive skænket til Sephiran. Romeo gav hende jo mange ting på et sølvfad allerede, så der var ingen tvivl om, at hun ville følge med indtil hun kunne begynde at stille krav for sin del. Men det krævede at hun opbyggede tilliden ordentligt først. Hun selv gik over til sofaen, som hun gled ned at sidde på. Hun lænede sig tilpas tilbage og lagde sit ene ben over det andet. "Altid. Dette hus har altid tilhørt Laymian-slægten," svarede hun ham. Hun gik ud fra, at han ville fortsætte den seriøse snak.

[Romeo Direshade Acheron]

Huset her var uden tvivl meget fascinerende for Romeo, og derfor betragtede han også, hvad de måtte passere på vejen. Hvorvidt om Neferet var en kvinde, som skulle have lov til at tage over som leder, var det, som de måtte finde ud af. Derudover, kunne han ikke just sige hende imod, om hun ønskede at tage den, for det kunne han i princippet ikke sige noget til. Det eneste, som han kunne gøre, var vel bare at... sikre sig, at det var en, som ville gøre sit for landet her? Så det kunne styrkes optimalt?
Romeo blev stående, som hun tog pladsen i sofaen i stedet for. Hænderne foldede han over ryggen. "Det er et flot sted I har haft," sagde han med en rolig stemme. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Han ønskede skam at fortsætte den alvorlige snak. Det var nu, de trods alt havde muligheden for at gøre det, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt.
"Jeg ønskede blot - for landet her, at gøre, hvad jeg kunne, for at sikre mig, at den vampyr, som tager over den post, også er en, som ønsker at støtte landet her," begyndte han. Lige nu var han faktisk på herrens mark, for han havde ingen anelse om, hvad han skulle eller hvad han gjorde. Han havde bare fået en opgave, som han agtet at imødekomme med sine forældre!

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet betragtede sig af Romeo. Den unge fyr var fascineret at huset, hvilket hun kunne mærke på hans åndsfraværende måde at følge efter hende på, da han var optaget af at kigge alle steder hen samtidigt med, at han skulle følge med hende. Hun ønskede bestemt at overtage vampyrerne, især fordi hun så kunne starte det hele op her i Imandra fremfor at skulle til Dvasias, for det havde hun ingen interesse i overhovedet. Hun smilede til den unge mand, der vel egentligt kunne kalde sig prins så snart, at Sephiran blev konge? "Og det skal blive endnu flottere, når jeg får stedet tilbage på rette kurs," svarede hun ham roligt. Det var vel tydeligt at høre på hende, at hun havde tænkt sig at flytte ind her igen? Huset var jo enormt, så hun skulle selvfølgelig ikke være her selv. Hun skulle have sig nogle håndlangere og nogle ansatte. Alle skulle være vampyrer eller bloddyr. Andet kunne hun ikke rigtig bruge til noget. Hun lod hovedet glide let på skrå. Han var meget stram i betrækket, sådan som han stod der med hænderne foldet bag ryggen, men det kunne hun jo ikke rigtigt gøre så meget ved. "Det troede jeg allerede, vi havde fået på plads? Jeg skal da gerne troppe personligt op på slottet og bekende min loyalitet overfor din fader, om det skulle gøre Jer glade," svarede hun ham sigende. Hun lavede en gestus hen til den ene stol, da hun egentligt hellere ville have ham ned at sidde.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo var uden tvivl på udebane i øjeblikket, og det kunne uden tvivl også godt mærkes i øjeblikket, uden at han egentlig kunne gøre det største ved det. Han ønskede at betragte og undersøge, velvidende om, at han intet ville få ud af det. Det havde sine ulemper, at være født uden en sjæl trods alt. Huset skulle på ret køl igen? Laymian ville atter en gang stige fra askerne. En ellers stor og populær familie på egne her, af hvad han havde forstået, selvom han desværre havde misset deres storhedstid.
"Hvilket jeg ser frem til at følge med i af udvikling," endte han kort for hovedet. Han gik ud fra, at hun var interesseret i vampyrtitlen. Desuden ville det være passende - i hans øjne om ikke end, at det var en af landet her, som fik den, og derfor var det vigtigt, at den blev skænket til en hurtigt, som kunne tage over, før Dvasias meldte sig ind i den samme kamp.
Som hun gjorde tegn til at han kunne sætte sig på en stol, søgte han denne, hvor han ganske roligt, gled ned, hvor han satte sig. Hænderne lagde han mod sine lår. "Jeg tvivler på, at det skal blive nødvendigt. Min fader skænkede mig denne opgave. Han tror på, at jeg kan finde en leder, som i den forbindelse, skulle være passende," afsluttede han med en oprigtig stemme. Ej løj han.. Han forstod sig trods alt heller ikke på, hvad løgne skulle være godt for.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet kunne godt mærke på den unge 'prins', at han var kommet på udebane. Dette virkede som en utroligt vigtig opgave for ham. Hun skulle gerne gøre sit for, at hun derfor kunne sno ham om sin finger og få sin vilje. Han var noget for sig selv, denne unge mand, det var sikkert og vist. Og hun skulle nok sørge for, at de skulle få et glimrende samarbejde, for de kunne gavne fra hinanden. Hun kunne rejse sit familienavn, skabe sig en kreds og til gengæld så få et samarbejde med slottet. Hun så mange fordele foran sig... flere, end hun kunne tælle på to hænder! "Du skal få en personlig invitation til rejsegilde," endte hun med et skævt smil. Det var tydeligt at se, at hun var tilfreds. Hun så næsten sultent på ham, men holdt sig dog i skinnet, for hun turde ikke sætte tænderne i ham som omstændighederne var. Hun fulgte ham med øjnene, da han gik hen og satte sig. Nikkede blot. Så det var der, skoen trykkede. Det var hans personlige opgave og han var løbet lidt tør for ideer til hvad der skulle ske fremadrettet?
"En vigtig opgave, må jeg sige... Du ønsker at imponere ham, ikke sandt?" spurgte hun ham direkte.

[Romeo Direshade Acheron]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Romeo virkelig var på udebane i øjeblikket. Alt hvad angik en menneskelig kontakt med.. nogen som helst i det hele taget, var rent faktisk svært for ham, dog selvom han virkelig forsøgte, efter bedste formåen.
"Jeg vil se frem til det." Igen en sætning, som han havde lært at bruge, når det var passende.. For han var egentlig ligeglad. Han var så ligeglad, som noget overhovedet kunne blive. Ikke var han i stand til at føle.. men han kunne derimod tænke, og det var skam også det, som han gjorde i øjeblikket, så det var bestemt heller ikke nogen hemmelighed.
Var det så let at læse? At han ønskede at imponere sin far? Selvfølgelig ville han da det! Han knyttede let den ene næve. "Jeg ønsker blot, at han skal.. acceptere, hvem jeg end vælger," sagde han roligt. I manglen på bedre ord i hvert fald. Det var jo faktisk en svær situation for ham at stå i, men han forsøgte da, og det var vel også det, som talte, var det ikke? Umiddelbart virkede Neferet meget fornuftig hvad det her angik.. og han kunne lide det. Han lod hovedet søge langsomt på sned. "Jeg formoder heller ikke, at du vil skuffe?" lød det roligt fra ham.