Once this was home...

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Romeo Direshade Acheron

---

Det hele rørte på sig. Oprøret var kommet galopperende gennem landet, flyers var blevet sat op alle steder; på diverse træer langs vejene ind til byerne og mange steder i byerne også. 'Opråb til Imandra'. Folk havde strømmet til slottet for at give hvad de kunne, fordi de ønskede at frit Imandra. Det beviste kun, at Imandra ej var det lovløse land som det havde været i mange år. Folk lyttede og stolede faktisk på den nye ambassadør, især fordi Tiyanna jo var den gamle leder af de lovløse, der havde hersket i landet. Men nu var hun gift og boede på slottet. Nogle var også faldet fra i deres støtte, men mange var blevet overbevist igen. Nu manglede bare, at Imandra skulle frigøres af Dvasias, så det endnu engang kunne ånde frit. Hun havde en forhåbning om, at denne Sephiran faktisk kunne sætte skub i tingene, trods han var en ung knægt i hendes øjne... Altså hendes egen alder taget i betragtning. I takt med, at landet rørte på sig, så blev Neferet også nødt til at se tingene an med egne øjne. Hun følte, at hun var klar til at komme lidt frem igen fremfor bare at være 'udyret' i skoven, der spiste af diverse rejsende, der kom langs stien ved foden af bjerget. For her holdt hun nemlig til. Ikke i skoven, men ved Tyaiabjergene. Det var et smukt område og hun havde været her i mange år efterhånden. Ikke, at hun ikke havde rejst rundt, for det havde hun. Hun blev jo nødt til at følge med og holde sig opdateret, da det var en af hendes forcer at vide 'alt' om 'alle'. Hun havde dog ikke rigtigt blandet sig, bare observeret, som hun var yderst god til. Som natten faldt på, så stod Neferet også op af sin daglige dvale. Hun var pænt klædt på i et par støvler, der gik hende til midt på skinnebenet og havde blot en lille hæl på. De var helt sorte. Udover bar hun en lang kjole, der havde en slis skåret op i den venstre side, så man kunne se hvor støvlen nåede samt hendes ben helt op til halvvejs op ad låret. Den sad tæt omkring hendes bagdel og hofter og flugtede med hendes talje op til barmen. Her var den skåret flot med en dyb halsudskæring, der efterlod lidt til fantasien, men også viste goderne. Ærmerne var lange og nåede til håndledet, hvor der sad en ekstra trekantet snip på, som gik ned over hendes hånd og fæstnede omkring hendes midterste finger med en lille snor på hver hånd. Hendes negle var lange og beklædt med sort, samt at hun havde tegnet kulstregen op omkring hendes øjne, så de fremstod mere tydelige. I dag havde hun midterskilning i håret og hendes hår lå derfor ligeligt fordelt ned over hendes skuldre.
Langsomt trådte hun op mod Old Laymian. Det var først da hun nærmede sig huset, at det gik op for hende hvor hendes skridt havde båret hende hen. Var det et tilfælde? Eller noget andet, der spillede hende et puds? Hun var ej helt klar over det. Stedet virkede efterladt, men så ikke ud til at være forfaldent på nogen måde. Hun nåede hoveddøren, som hun tog om og trådte langsomt ind..

[Romeo Direshade Acheron]

Han skulle finde ledere.. Det var de on opgave, som Romeo havde fået, og naturligvis var det noget som forvirrede ham, for hvordan skulle han finde ledere til de racer, som de ønskede at få lov til at drage nytte af, for det var jo også der at det hele var. Han havde derfor taget snakken med Sasha, og derefter draget ud i mørket. Han var nødt til at gøre sin fader stolt, da det også var noget af det, som rent faktisk betød mest for ham. Det var oprigtigt en ting, som betød vanvittig meget for ham.
Kræfter rørte på sig i landet, og det havde været lang tid undervejs. Romeo kunne ikke være andet end stolt af, at være en del af det, for det var jo trods alt, hvad han var i øjeblikket. Hvor han var endt henne, var da et sted, som man sjældent søgte til. Det var et sted, som havde været efterladt i frygtelig mange år. Det havde vel ikke været beboeligt siden Ilar?
Hesten som han red på, valgte han derfor at springe af, hvor han tog om tøjlerne imens. Han var nødt til at finde ud af, hvordan han skulle gribe sagen an. Det var jo ikke bare at finde en, der kunne overtage titlen som vampyrleder og dødsengelleder for den sags skyld! Det var jo ikke bare noget, som kom af sig selv, kunne man sige! Han ville jo bare gerne gøre sin far stolt, men det var virkelig svært, når han ikke rigtigt vidste hvordan eller hvorledes, og det var det, som gjorde det svært for ham. Han hævede blikket. Alene var han ikke, og det var det, som gjorde at han var mere opmærksom, end hvad han måtte være i udganspunktet, og det vidste han jo godt. Han kneb øjnene svagt sammen. Han trak af sted med hesten, til han denne gang stod stille overfor den gamle herregård. En skam, at efterlade noget i denne forfatning, men det var svært, overhovedet at gøre noget som helst ved det, og det viste han jo godt. Han trak af sted, for at komme mere vidt omkring, hvor han denne gang nåede den store have. Ikke ville han for tæt på. Han var ikke alene, men lige nu, var det svært at finde ud af hvad han egentlig stod overfor. Ikke tog han nogen chancer. Han havde trods alt et barn og en kone som han skulle hjem til trods alt.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Med det samme, at Neferet åbnede døren ind til Old Laymian, måtte hun stoppe op igen. Hun kunne lugte noget i nærheden. Et dyr med en rytter. Hun vendte rundt på hælen, som hun stod i døråbningen, og snuste ud i det åbne landskab, der omringede huset. En varyl? Eller var det to personer på én hest? Lige med det samme kunne hun ikke rigtigt skelne mellem de to ting, hun vidste i hvert fald bare, at hun ej var alene. Men det kunne ej være en Laymian, der havde skjult sig ligesom hende, for Laymian havde ligegodt aldrig været en magiske race. Og hun kunne lugte på blodet, at det var en magiske race. Hun vædede flygtigt sine læber, som hun slap døren og lod hoveddøren gå i. Tydeligt at huset var forladt, derefter efterladt i mange generationer. Huset stod dog i fantastisk stand på grund af magien, der holdt huset i stand som var det nyt. Hun gik lydløst omkring huset og valgte nu denne gang at følge efter gæsten, der var på grunden. Faktisk var de vel begge gæster, trods hun tilhørte slægten, dette hus egentligt tilhørte. Nu så hun, at det kun var en rytter og en hest, som var på grunden. Mon der kunne komme et lille måltid ud af denne person? Det ville tiden jo vise.
Hun fulgte efter skikkelsen om til haven, hvor hun stoppede op. Det var ikke til at høre, at hun var her, eftersom hendes hjerte ej bankede og hun ikke have en vejrtrækning. Hun var derfor fuldstændig lydløs. På et splitsekund stod hun lige ved hans side. "Godaften lamselår," endte hun med at hilse med en sensuel stemme lige ved hans øre.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo brød sig ikke om, at føle sig overvåget, og det var det, som han følte lige i øjeblikket. Alt taget i betragtning, så var det her jo nok et af de dummeste steder i hele Imandra, som han kunne opsøge, men han havde et eller andet sted, bare følt, at det var hertil at han skulle tage. Ilar var den sidste, som var kendt for at skulle leve her, og man sagde også at hans asker var opbevaret derinde.. Var det sandt? Alt for mange ting, var uopklaret hvad angik den kære gamle familie. Desuden sagde man også, at den sidste var død og borte. En skam. Det var noget af det, som Imandra i mange år, havde haft at se op til faktisk.
Den kvindelige stemme som pludselig lød ved siden af ham, skræmte nok hans hest mere, end hvad det skræmte Romeo. Hesten stejlede og kastede med hovedet, inden den rev hovedet og tøjlerne fri af Romeos greb, og stormet den anden vej. Langsomt drejede han hovedet. Han var en Acheron.. En meget dum mand at kaste sig ud i krig med, hvilket denne kvinde nok meget hurtigt ville erfare. Lamselår? Hvad var det i det hele taget for et ord? "Mit navn er Romeo," sagde han direkte. Den slags ord og 'hilsner' var ikke just hans kop the. Vampyr? Alt ved denne kvinde, sagde ham, at hun måtte være en vampyr! Det var jo lige sådan en, som han ledte efter! "De er en vampyr.." No shit.. men han var vel bare nødt til at sige den 'opdagelse' højt? Måske at den opgave som hans kære fader havde sat ham på, ikke skulle vise sig, at blive så svær igen? 

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet var vild med dette allerede. Den første, hun sådan rigtigt skulle snakke med efter alle disse år, hvor hun kun havde været i baggrunden og observeret. Men ikke længere. Nu skulle hun ud i verden og føre sig frem igen. Selv vidste hun ikke alt om hvad hendes kære familie havde foretaget sig med huset eller i huset, da hun havde afskrevet dem i det øjeblik, at de havde minglet med varulve. Det var dog noget af det mest ækle man overhovedet kunne! Af alle racer, hvorfor så lige vælge en hund som mage? Hun vidste det virkeligt ikke, men det havde også bare gjort, at hun ej ville have noget med den gren af familien at gøre. Hun gad dog godt vide, om der overhovedet var andre Laymians tilbage, eller om hun virkelig var den sidste? Det ville dog kun glæde hende hvis horror-grenen af familien havde formået at udslette sig selv igen, for så kunne en ny æra da endeligt begynde for Laymian, nu hvor hun 'stod op igen'. At hesten stejlede og løb væk gjorde hende bestemt intet, for så kunne hun fokusere på den unge knægt i stedet for. Fuldstændig overlegen og kold var han, hvilket hun fandt ret imponerende. Ingen før havde nogensinde været så... ligeglad? "Mig en fornøjelse, unge mand. Jeg hedder Neferet," svarede hun ham. Hun gik om foran ham i stedet og tog ham i blik. Hendes blå og halvstore øjne kunne godt i aftenskæret få den rødlige glød fra vampyren af, men det var mere som et genskær, end det var hendes egentlige øjenfarve. Hun løftede et bryn ved hans ord og slap et blid latter. Ikke hånende, mere bare i morsomheden over hans konklusion. Han var vel nok skarp. "Godt spottet... De er sørme nok skarp," svarede hun med et skævt smil. "Hvad laver De her?" endte hun spørgende.

[Romeo Direshade Acheron]

Hvem denne kvinde var, og hvilken betydning hun egentlig havde for en af de største slægte her i Imandra, havde Romeo ingen anelse om. Hans hest var rendt væk, og han tvivlede stærkt på, at den ville komme retur. En tanke som et sted også måtte irritere ham, for det ville tage ham temmelig lang tid, at komme hjem til fods. Han knyttede næven ganske let. Hvad ville han da kunne forvente sig af denne kvinde? Han vidste, at det ville være dumt af ham, at gøre noget forhastet eller overilet.
Neferet. Umiddelbart var det ikke et navn, som sagde Romeo særlig meget. Han vendte sig langsomt mod hende. Det rødlige skær og den blege hud, sagde ham det hele. Hun måtte jo være en vampyr. Det var jo også bare en konstatering, at han havde sagt det, og ikke fordi at der lå noget andet i det, end hvad dette måtte siges. Et kort smil bredte sig på den ene mundvig. "Det er jo lige hvad jeg skal bruge," sagde han med en kortfattet stemme. Bange for hende, var han ikke. Han havde jo faktisk ikke været bange for noget som helst.
Romeo vendte sig denne gang i retningen af hende. "Jeg er sendt af kongen af Imandra," sagde han blot. Det var jo bare en omstændighed, som han havde accepteret. Hans forældre stod som royale af dette land, i det øjeblik,a t landet blev drevet fri af fangenskabet med Dvasias, og han agtet at gøre, hvad han kunne for at støtte dem i!

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Indtil videre, så ville Neferet stadigvæk skjule sig under sit kaldenavn. Ingrid Laymian var jo nok spået til at være død, trods det bestemt ikke var tilfældet. Hun trak på smilebåndet. Hvem denne knægt var, det havde hun faktisk ikke rigtigt en idé om. Hun kendte mange navne og en del ansigter, men der var også en del ansigter, der var hende ukendte. Og lige til en start tænke hun ikke over, at Romeo jo selvfølgelig var Sephirans søn. Hun lagde armene over kors og blev stående foran ham uden at flytte sig, for hun var ikke bange for ham. Til gengæld virkede han heller ikke til at frygte hende, hvilket dog kun var en glæde for hende. Han var virkelig utroligt ligeglad i hele hans fremtoning. Meget kold... kynisk. Hvad mon det gik ud på? Var det sådan man trænede sine børn nu til dags? Eller var der noget andet? Det var ikke til at sige lige nu, men det kunne hun vel finde ud af hvis hun fik ham til at blive hængende lidt. "Hvad De skal bruge? Jeg er ikke en genstand, knægt," startede hun med at svare. Hun lod hovedet søge let på sned ved hans næste ord. Han var simpelthen en udsendt af kongen? Hvilken konge?
"Siden hvornår er Sephiran blevet konge? Eller er det bare noget, som man kalder ham nu, fordi man vil frigøre Imandra igen?" spurgte hun direkte. Og nu gik det også mere op for hende, hvem hun egentligt stod overfor. Det måtte og kunne da kun være Sephirans egen søn, Romeo.
"Og hvad skal De så bruge mig til, om jeg må spørge?"

[Romeo Direshade Acheron]

Hvem kvinden var, vidste Romeo på ingen måde, men derfor tog han det heller ikke særlig tungt. Han var ligeglad.. Han kunne ikke føle. Han så kun det, som han havde fået besked på, og det som han ellers var blevet gjort opmærksom på igennem hans opvækst og tilværelse, og det var også det som han gjorde nu. Han så en vampyr.. en vampyr, som tilsyneladende vidste hvad man gjorde, og derfor måtte hun også være af en lidt ældre slags, hvilket han skam havde det mere end fint med. Jo ældre hun var, jo mere rigtig måtte det vel også være, og jo mere ville hans far sætte pris på det arbejde, som han nu også agtede at udføre!
Han fulgte hende med blikket. Han kunne jo faktisk ikke gøre så meget andet, kunne man sige. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Landet her, bliver meget snart frigivet af Dvasias, og min fader står i spidsen for dette," forklarede han med en tydelig tilfreds stemme. Han selv var glad for at være en del af det, og det var han nu heller ikke bange for at erkende for denne kvinde.
"Det spørges.. Hvor Deres loyalitet ligger?" spurgte han denne gang med en direkte stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Bange for at se hende, var han bestemt ikke, og særligt sådan, som det foregik lige i øjeblikket. Bange var han bestemt ikke for hende. Han var derimod langt mere.. fascineret og nysgerrig på hendes væsen og hendes person ikke mindst.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Nu hvor Neferet havde fundet ud af hvem hun stod overfor, så var hun egentligt kun tilfreds med sit første møde med samfundet, nu hvor hun kom ud af sit skjul. Romeo var en interessant person at møde, især fordi han jo kendte til hvordan slottet ville frigøre Imandra og det interesserede hende i stor grad. Hun havde altid været en spiller for Imandra og havde surmulet i skyggerne over, at Dvasias havde overtaget... Men dog var rygterne om, at Sephiran var en holdspiller for Imandra nået hende og hun havde slappet mere af. Havde egentligt bare ventet på, at det var tide for hende at komme frem igen, for hun havde uden tvivl tænkt sig at støtte op omkring, at Imandra skulle være frit. Aldrig havde hun haft noget til overs for Dvasias nemlig. "Så rygterne taler sandt," svarede hun roligt. Langsomt og nærmest pirrende begyndte hun at gå rundt om ham for at undersøge ham mere nøje. En flot knægt var han da. Men gift, som hun havde bemærket på hans finger. Det skete godt nok tideligt, men det var vel sådan det måtte være hos de højtstående? "Min loyalitet?" startede hun. Hun holdt en lang kunstnerisk pause til hun nåede om foran ham igen. "Tillad mig, at introducere mig selv mere ordentligt, nu jeg står overfor... kronprinsen," fortsatte hun. "Ingrid Laymian. De står altså overfor en af herregårdens tidligere ejere," afsluttede hun. Det måtte da få nogle klokker til at ringe? Laymian havde altid tilhørt Imandra.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo havde aldrig set en grund til, at han skulle lægge skjul på, hvem han var. Det var desuden noget, som han kunne være stolt af, og han vidste, at han havde al god grund til at være stolt af det. Hans blik fulgte hende meget nøje. Han vidste jo, at man i forvejen ikke kunne stole på vampyrere, og han vidste derfor heller ikke om denne kvinde var noget undtag. Det var vel noget, som han ville finde ud af før eller siden?
"Rygterne?" gentog han en kende forvirret. Nu var han jo selv vant til at sidde i det, så han ville da meget gerne vide helt konkret hvad han stod med i øjeblikket. Stod han rent faktisk med en kvinde, der potentielt kunne tage over? Han vidste det ikke.. Han kunne jo håbe, for så var første del af hans opgave, da hurtigt klaret! Desuden virkede hun til at være meget.. vampyrisk i forhold til, hvad han ellers havde haft med at gøre igennem hans ellers forholdsvis unge liv, for så gammel var han jo trods alt heller ikke.
At han rent faktisk stod overfor en Laymian, forundrede ham dybt. Var denne familie ikke uddød? Det havde han da troet, at den ville være! "Jeg troede, at Laymians for længst var død og borte. Der kan man se.. Hvilken glædelig overraskelse." Han lod hovedet søge på sned. Burde han derfor slappe en smule mere af? Hun var landet loyalt.. Kunne det blive bedre? Bestemt ikke i hans øjne! Om han kunne få hende med på båden her, ville hans fader da uden tvivl blive stolt!

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet tog ham i blik endnu engang, da hun endte med at stå foran ham. Den unge knægt var noget for sig selv, for hun havde sjældent mødt en så kold og ligeglad. Og så alligevel. Det begyndte at dæmre for hende... Hun begyndte at huske noget om det, men det var utroligt mange år siden. Det var vel nok Romeos tip-oldefar eller en generation ældre endnu, at hun havde stødt på i sine unge dage. Men den samme ligegyldighed og kulde så hun i denne knægt, der var komplet udtryksløs i ansigtet. Hun smilede skævt til ham og havde hele tiden et let kækt blik i øjnene. "Ja. Rygterne. Oprøret, flyers, møde på slottet, ting, der rør på sig rundt omkring," svarede hun ham. Var han så højsnudet, at han ikke anede hvad der foregik ude i landet? Han var ung endnu... Livserfaring så han virkelig ud til at mangle, men han var jo også kronprins af en grund. Sephiran ville nok sidde på tronen i mange år endnu, når han kun lige var ved at have den for alvor. Hans sidste forsøg havde jo fejlet og der var Romeo jo kun lige blevet født. Som tiden dog egentligt gik hurtigt. Hun løftede et let bryn til hans ord, som hun så intenst på ham. "Den forkerte gren af Laymians har heldigvis udryddet dem selv. Jeg stammer fra den tid, hvor vi endnu var en ren vampyrklan," svarede hun ham. Glædelig overraskelse? Hvad var han egentligt ude på?
"Hvad er De ude på knægt?"

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo vidste hvad han vidste, og det var det, som han var blevet opdraget med, og oplært til, og dertil, havde han bestemt ikke tænkt sig at skuffe sin far i den forstand! Det var det som hans liv gik med, stort set. Han havde ganske vidst sin hustru derhjemme, der også kunne tage sig af ham, også selvom det var en form for omsorg, som han bestemt ikke kunne sige, at han var vant til.. eller havde forståelsen for, for den sags skyld. Hovedet lod han derfor søge på sned. Denne kvinde var fascinerende.
"Jo flere de ord når ud til, des bedre er det uden tvivl også. Det er vigtigt for min fader, at folket er samlet om det mål," fortalte han direkte. Han selv gjorde også hvad han kunne, for at sprede ordene, og det var også det, som han var ude på i den forstand.
At Laymian - som hun hadede, var udryddet, var noget som han egentlig var ligeglad med. Det var vampyrerne, som han ville have fat i, og ikke alt mulig andet, så det stod han også gerne ved i den anden ende. Han nikkede. "Jeg formoder heller ikke at horrorene var noget, som faldt i god smag, hvis familien og slægten har været så præget af.. renracet stolthed." Nu havde han aldrig rigtigt været påvirket af det had som hans egen bedstefar havde til hans slags, men hans moder derimod havde haft det. "Jeg er blot sendt på en opgave. Vampyrerne står uden en leder.. Og hvad ville ikke være bedre, end en leder, der kunne være landet her til gavn? Og som kunne drive racen hertil?" spurgte han denne gang. Han var mere interesseret i, hvad hun gjorde sig af tanker om det.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet så indgående på Romeo. Han var virkelig fascinerende, så død på følelser som han var, for det var hun slet ikke vant til med andre racer. Som regel blev vampyrerne jo kaldt de følelseskolde, men lige i dette øjeblik, der syntes hun næsten at hun viste og udtrykkede flere følelser end den unge mand foran hende gjorde. Hun havde næsten lyst til at studere ham... og finde ud af, hvorfor han dog var sådan. Hun mødte roligt hans blik og nikkede.
"Ja, det er da klart... Det er et spændende projekt din fader har foran an sig. At få folket indordnet under et monarki. Indtil videre virker det dog til, at det bliver en succes, for ingen er interesserede i at blive under dvasiansk styre," svarede hun ham roligt. Hun vidste mangt og meget og fortalte jo blot videre, hvad hun hørte ude omkring i landet, som hun kom omkring. Hun vædede sine læber. I det mindste kendte Romeo da navnet Laymian, så det betød, at han var oplært med Imandra's historie. Det glædede hende kun, at hans forældre havde gjort det, for det bevidnede jo kun om, at de faktisk ønskede det bedste for Imandra. Ikke blot at please borgerne for at blive konge og dronning, men reelt ønskede at være der for Imandra. Det havde nok også en del med Tiyanna at gøre kunne hun formode. "Bestemt ikke. Jeg afskrev den gren af familien med det samme. Nu kan jeg da muligvis få mit gamle hjem tilbage," svarede hun og slog et blik op mod det prægtige hus. Det var stort. Faktisk for stort til at være selv, så hun skulle ud og have fat i nogle folk. Hun spidsede ører, ved hans næste ord. Vampyrerne var lederløs, det var hun udmærket klar over. Men han ønskede at give hende den hat på? Eller hvordan skulle hun forstå det? "Og De ønsker at give mig den titel eller hvordan skal jeg forstå dine ord?"

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo var så følelseskold som noget overhovedet kunne være. Faktisk så og gjorde han jo kun tingene, som faldt ham ind, fordi at han ikke havde andet valg. Det var således, at han var blevet opdraget, og det var også grundene til, at han handlede som han gjorde - fordi at hans fader ønskede det af ham. Ellers kunne han ikke være mere ligeglad med den opgave.. eller at leve sit liv for den sags skyld.
"Det har ikke forvoldt de største problemer, at få folk underlagt den tanke, som mine forældre ønsker for landet her, for mange er enig, og ønsker det samme. Det er bare ikke noget, som kommer ud af ingenting," fortalte han sandfærdigt, som han denne gang vendte blikket mod hende. Sådan som hun studerede ham.. Hvorfor gjorde hun egentlig det?
Romeo vendte blikket kort mod huset bag dem. Det var prægtigt, men dog temmelig stort for en enkelt person, men det måtte hun jo trods alt selv om. Han knyttede sine næver ganske let, som han denne gang vendte blikket i retningen af Neferet igen. "Interessant," sagde han oprigtigt. Nu vidste han, at han selv, var blandt den 'beskidte' del af sin egen familie, men han var elsket og anerkendt af den grund. Det var han i hvert fald blevet fortalt. "Lad os snakke om det, i det mere private rum, Neferet. Min fader ønsker støtten af folket her i landet.. Og hvem vil ikke være en bedre støttespiller, end en leder af vampyrerne?" spurgte han blot. Han skulle jo sælge den.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Såfremt Neferet skulle indblandes mere i landets affære, så håbede hun bestemt også, at hun kunne komme til at lære denne Romeo bedre at kende. For hun blev nødt til at finde ud af, hvad der lå til grund for, at han var så kold. Han havde ingen følelser på nogen måde og det var forbavsende for hende, at han kunne være sådan. Det var som om, at han kun stod her, fordi han havde fået besked på det? Han virkede ikke særlig motiveret for sin opgave, andet end hvad han var blevet fortalt. Hvad havde Sephiran egentligt gjort ved ham? Det blev hun virkelig nødt til at finde ud af!
"Jeg tror dine forældre har ramt lige præcis den rigtige tid... Imandra er klar til det nu og derfor har de valgt et perfekt tidspunkt til at indføre monarkiet," svarede hun ham ærligt. Hendes blik fulgte hans op mod huset, før hun så tilbage mod ham igen. Huset var ganske vist stort og hun havde heller ikke tænkt sig at være der helt alene. Dog... hvis hun fik titlen som leder, så kunne hun jo gøre Laymians hus til base for vampyrerne, så de havde et hus at være i. For hun vidste, at der var mange værelser i huset og ikke alle behøvede jo at bo der, selvom de skulle mødes der. Hun vendte blikket mod ham ved hans ord. "Lad os det... Hvor foreslår De, at vi tager samtalen hen?" spurgte hun ham sagte. Han måtte jo bare føre vejen.