The feeling of life..

[Deleted]

Overraskelser havde Jacqueline aldrig været særlig begejstret for, hvilket Lestat udmærket godt vidste.. Men lige denne, kunne hun umuligt vende ryggen til, og særligt fordi at det var hendes datter. Hendes elskede lille pige, var jo kommet hjem igen, hvilket uden tvivl var noget af det mest fantastiske af det hele! Et smil.. lykkeligt smil bredte sig på hendes læber. Denne dag, kunne umuligt gå bedre til nu. Hun havde fået sin mand hjem og sin datter.. begge dele på en og samme dag, hvilket da uden tvivl var noget, som gjorde hende direkte lykkelig!
Hendes arme omsluttede sig hurtigt hendes lille pige. Det kunne godt være, at hun var ved at være stor og det hele, men det var ikke noget, som gjorde nogen forskel for hende, for det ville i hendes øjne, altid være hendes lille pige! Hendes tårer væltede atter en gang frem. Hun følte sig velsignet. Denne gang var hun så også overbevist om, at det bare ikke skulle have lov til at gå galt, og det stod hun hellere end gerne fast på i den anden ende! Hun knugede om sin lille pige, inden hun vendte sig mod Lestat. Hun rakte den ene hånd i retningen af ham. "I er begge to kommet hjem," endte hun denne gang med en stemme præget af ren og skær lykke. Det var virkelig en tanke, som gjorde hende frygtelig, frygtelig glad! Intet kunne ødelægge hendes aften lige nu!

[Lestat De Lochér]

Lestat havde faktisk sjældent oplevet at få det tilbage, som han havde mistet. Det at miste Leonore, havde han troet, var det endelige. Nu kunne der ikke ske mere ulykke, for smerten over at få taget sin datter fra sig, var virkelig alt for stor. Han havde oplevet det for tit til, at han kunne blive ved med at kapere det. Men nu hvor han havde fået hende tilbage, så fandt han virkelig noget livsglæde i sig selv igen og den følelse var virkelig fantastisk. Selv det, at Jacqueline så ud til at være så lykkelig, det gjorde virkelig bare det hele for ham også. Hvor var han dog egentligt en utroligt heldig mand. Hvordan kunne han dog have forsømt sin kone sådan? Han burde have været der for hende, fremfor at have trukket sig fra hende. Men lige i øjeblikket, der havde han bare ikke haft overskuddet til at kunne gøre sådan. Så han havde en masse, han i hvert fald, skulle have rodet bod på! Han stod blot og smilede for sig selv ved det glædelige gensyn mellem mor og datter. Ved Jacquelines gestus, så tog det ham dog ikke mange sekunder at nå hen til dem, hvor han slog armene om dem begge, så de alle tre stod i en omfavnelse. Og med Leonore i midten. Uanset om hun så var en voksen pige, så ville hun jo altid være deres lille pige. "Det er vi," svarede han.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Hvordan det var gået hendes forældre i den tid, hun havde været væk, vidste Leonore faktisk intet om. Hun vidste ikke, at de stort set havde levet hver deres liv, også selvom det nu heller ikke var noget, som hun sagde noget til. Lige nu, var hun bare glad for, at hun var kommet hjem, så hun kunne være sammen med dem igen. Her hvor hun vidste, at hun hørte til, og at hun var elsket, hvilket også var det, som gjorde den store forskel for hendes vedkommende. En svag hulken brød hendes læber, som hun gemte sig ind mod sin mor. Lige her, følte hun nærmest, at hun endnu var den lille pige, som hun havde været, da de havde mistet Soraya.. En kvinde, som hun slet ikke ønskede at tænke på mere, for hun var vel så godt som tabt nu? Uanset hvor grotesk som det end måtte være, så var det jo bare sådan at det var.
"Vi er her alle sammen," hviskede hun uden tvivl glad, som hun lagde sig godt ind mod hende. Hun tørrede sine tårer væk. Selvom det var far, at hun altid havde haft det bedste forhold til, så var det også rart, at føle sig så elsket af sin mor, som det hun gjorde lige nu. Hun sendte dem et stille smil. Alt skulle nok blive godt nu. Det var hunslet ikke i tvivl om, og særligt nu hvor de alle sammen havde hinanden, så skulle det da nok gå! Hun vendte blikket mod sin far. Endelig var de hjemme igen alle sammen. Det betød meget for hende.

[Deleted]

Aldrig havde Jacqueline været så glad.. Ikke siden hun havde skænket liv til deres dejlige børn, og nu have hun de to individer ved sig, som rent faktisk havde den største betydning for hende: Nemlig hendes mand og hendes datter. Soraya havde været død for hende i frygtelig mange år, også selvom hun aldrig havde givet afkald på børnebillederne af hende, som de stadig stod rundt forbi i huset. Det var jo trods alt hendes datter, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
Lykkelig var hun virkelig. Bare tanken om, at hendes elskede pige og mand var kommet hjem, var det eneste, som hun nogensinde kunne bede om, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. Hun sukkede lettet. Nu kunne hun endelig se sig ud af denne forfærdelige situation.. Alt skulle vende nu.. Hun kunne bare mærke det indvendig, og får hende, var det virkelig bare.. vigtigt, at det skete, og det var hun heller ikke bange for at lægge skjul på, overfor nogen af dem. "Det skal nok blive godt igen. Det er jeg sikker på," sagde hun, som hun kunne mærke Lestats arme om sig. Ganske vidst kunne han ikke nå hele vejen rundt om hende, men det gjorde hende virkelig intet. Bare det, at han rørte ved hende igen, var en helt igennem fantastisk fornemmelse, og det var bestemt heller ikke noget, som hun hverken kunne, eller ønskede at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Overhovedet ikke!

[Lestat De Lochér]

De var allesammen samlet igen og Lestat kunne ikke være mere glad lige for øjeblikket. Han var tydeligt påvirket af, at Leonore og Jacqueline udstrålede glæde og ny lykke, så han også selv følte, at han kunne være glad for en gangs skyld. Leonore var hans lille pige og ville altid være det. Selvom hun havde været meget fars pige igennem sin barndom, så havde hun jo også værdsat sin mor meget. Specielt efter, at de havde mistet Soraya, var de blevet en tæt knyttet lille kernefamilie på bare de tre. Han selv omfavnede sine piger. Det hele skal nok blive godt igen... Ordene rungede let i hans tanker. Ja, det skulle det, det var han faktisk selv overbevist om! Han vædede let sine læber og slap dem stille igen, da han havde skænket dem en fælles omfavnelse, hvor de bare havde stået der alle tre et stykke tid. Han søgte hen til sin vante stol, hvor han gled ned at sidde. "Sid ned," bad han. Han gjorde en gestus mod sofaen, hvor de normalvis sad. Hvor han også havde det gode overblik over dem begge fra sin plads i stolen. Han lænede sig tilbage. Han var utroligt træt og udmattet, men han blev nødt til lige at få snakket færdig med dem begge før de kunne søge i seng. "Jeg har en anden glædelig nyhed..." svarede han dæmpet. Han så mest på Jacqueline, da Leonore jo faktisk godt vidste det. "Når Imandra bliver frigjort, så vil Sephiran skænke os titlen som Hertug og Hertuginde," afslørede han for hende.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore knugede sig ind mod sin mor og sin far. Det var virkelig fantastisk, at være hjemme. Det gjorde hende uden tvivlg lad! Virkelig glad, at sidde hjemme nu, og det var sådan som hun havde det lige nu. Der var slet ikke noget, som hun ønskede anderledes.
Som Lestat satte sig i sin vante lænestol, fulgte hun hen i sofaen, hvor hun satte sig, og opfordrede hendes mor til at gøre det samme. Selv vidste hun jo godt, at der var en titel på vej til hendes forældre, og dette var noget, som uden tvivl gjorde hende glad, for det var noget som uden tvivl kom dem alle sammen til gavn. Ingen tvivl om det. Hun sendte dem et smil på læben. "Det er godt at være hjemme igen.. Og mor? Far? I fortjener det," fortalte hun ærligt. Selv vidste hun jo godt, at de havde været igennem meget. Rigtig meget faktisk, og at de også havde gjort så meget for landet her, så det handlede udelukkende om, at gøre hvad man kunne, og det vidste hun jo også, at de gjorde. Hendes mor var syg, hvilket hun skam godt kunne se, og den tanke gjorde hende en smule bekymret. "Du må blive frisk igen mor," sagde hun denne gang en smule bekymret. Hun kunne heller ikke lide, at se sin mor på denne her måde.

[Deleted]

Jacqueline kunne da ikke være andet end storslået tilfreds og lykkelig over, at hendes familie var kommet hjem. Det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun sukkede let, som Lestat gav slip på hende, for derefter selv, at søge tilbage til sin lænestol. Her lod hun så også Leonore trække hende med sig, hvor hun satte sig ned i sofaen sammen med hende.
Jacqueline slap hende ikke på noget tidspunkt. For hende, betød det virkelig meget, at hendes elskede lille pige, var kommet hjem, og det samme med hendes mand. Det var virkelig det vigtigste og bedste, som kunne ske for hende! Ingen tvivl om det! "V-virkelig..? Så.. vi bliver adelige?" spurgte hun denne gang med et smil på læben.
At hendes datter skulle pointere for hende, at hun var syg, gjorde det ikke bedre. Hun lod blikket søge i retningen af hende, hvor hun trykkede omkring hendes hænder. "Mor skal nok blive frisk igen," lovede hun denne gang med et smil på læben. Det var noget, som hun kunne love hende! Særligt nu, hvor de begge to var kommet hjem til hende, så kunne hun i hvert fald godt love det! Det gjorde hende glad.. Nej, ikke bare glad. Det gjorde hende lykkelig!