The feeling of life..

[Deleted]

@jacqueline - Lestat De Lochér - Leonore Salvorique De Lochér

---

Dagene gik i et for Jacqueline, og det havde de gjort, siden hun havde mistet sin datter. Endnu en gang havde ulykken ramt dem. Lestat havde knapt været hjemme, så hun havde i forvejen følt sig ensom og forladt ikke mindst. Hun havde i den omgang også mødt vampyren Anthony. Et møde med et væsen, som hun bare ønskede at lægge så langt i glemmebogen igen, som det var hende overhovedet muligt.
Aldrende var hun, og igennem den seneste tid, var det kun blevet nemmere at se på hende. Hun følte ikke at hun gjorde noget rigtigt, og når end ikke hendes mand var hjemme, så følte hun det kun ekstra slemt, og den tanke, kunne hun bestemt ikke lide!

De sidste mange dage, havde hun brugt på soveværelset, hvor hun sad i vinduet og kiggede ud. Tjenestestaben forsøgte at få hende til at sove og spise, men end ikke det, var noget, som hun havde særlig meget lyst til. Det hele var bare.. smertefuldt for hende. Hånden gled over ringen, som hun havde siddende på den forkerte finger, kun fordi at hun manglede en finger på den ene hånd. Alt det, som de havde været igennem for hinanden, og endnu en gang, skulle det jo så gå godt. Hvornår ville det her mon høre op?
Et tungt suk brød hendes læber, som hun trak benene op til sig. Hun sad i en natkjole, som lå langt bag hende og ned langs væggen under vinduet. Hun lod hånden svagt glide over det fine stof.. End ikke Lestat var der til at se det. Fortrød han at de var sammen? Havde han fundet en anden? Hun havde jo ikke nogen anelse om, hvad han egentlig lavede, og det gjorde ondt på hende. Hun ønskede bare, at finde sig til rette med det hele. Hårdt som det end måtte være.

[Lestat De Lochér]

Mødet var endelig overstået på slottet og det betød også for Lestat, at det var på tide at vende snuden hjem ad. For nu kunne oprøret lægge sig tilbage, fordi der nu blev arbejdet fra slottets side af om at befri Imandra. Sephiran ønskede det virkelig for landet og for sin kone. Og det, at Sephiran kunne gøre det for sin kone, havde kun fået Lestat til at tænke på sin egen. Den sidste lange stykke tid havde han forsømt deres ægteskab. Da de havde mistet Leonore, havde det bare slået klik for ham, fordi han endnu engang havde mistet begge børn. Det var typisk for ham, at miste sine børn på den ene eller anden måde, så det havde virkelig bare slået ham ud af kurs. Han havde begravet sig i arbejde, sat gang i oprøret og været nødsaget til at søge ud i marken for at arbejde sammen med oprørsgruppen. De havde hængt flyers op i hele landet, som var et opråb til alle borgerne og det havde sat lidt gang i økonomien og handlen, men slet ikke nok. Heldigvis havde Sephiran da taget det op på slottet og nu så det ud til at ske noget. Ligeså var det fantastiske jo sket, at Leonore var kommet hjem til ham. Han var Demarcus, den eksotiske herre fra Tayevania, evigt taknemmelig for at have bragt Leonore til ham. Og dertil havde han jo hørt, at Yelena faktisk havde det godt og ikke var slave længere! Flere gode nyheder bragte han derfor med sig hjem, så nu var det også på tide at tage hjem til Jacque. Ringen sad endnu på hans finger, hvor den altid havde siddet.
Roligt red han op til huset, hvor han svang sig af hesten. Han så mod Leonore og rakte hende en hånd, så hun kunne komme ned af hesten også. "Kom skat," endte han. Han fik hende hjulpet ned og en tjener kom hurtigt ud for at føre hesten om til stalden. Der var en tavs stemning over stedet. Han søgte til hoveddøren, der blev åbnet. Han vendte sig mod Leonore. "Gå op på dit værelse og klæd dig ordentligt på. Så mødes vi i pejsestuen bagefter, ikke?" endte han. Han kyssede let hendes pande og slap hendes hånd, hvorefter han søgte op ad trapperne og til soveværelset. Det eneste sted han næsten kunne tro, at Jacqueline ville være. Han stoppede op udenfor døren og kiggede på dørhåndtaget. Kiggede bare et øjeblik og knyttede sin hånd, inden han tog sig mod til og åbnede. Han spejdede ud over lokalet. Ganske rigtigt. Lige der sad hun. Han skubbede døren i bag sig og tog sin kappe af, som han smed på sengen.
"Jacque..?" kaldte han dæmpet og stoppede op lidt fra hende.

[Leonore Salvorique De Lochér]

På turen hjem, havde Leonore ikke sagt så meget som et ord, som hun heller ikke havde sagt så meget som et ord, under hele mødet i Imandra. Hun kunne godt mærke på det hele, at der skulle til at ske noget, og hun vidste ikke, om det var en tanke, som hun brød sig om eller ikke. Et sted var det vel fordi at hun fandt tanken en smule skræmmende? Særligt ovenpå alt det, som hun nu også havde oplevet, for småting, var det jo heller ikke ligefrem, kunne man sige.
Leonore var træt. Det havde været en lang tur fra Tayevania, også selvom Yelena havde været god til at tage sig af hende. Hvilket var noget, som hun virkelig var glad for. Hun halvsov, frem til de kom hjem, hvor hun vågnede med et spjæt, inden hun lod sin far hjælpe hende ned. Her vidste hun, at hun var elsket.. ikke flere skulle slå på hende, tvinge hende i beskidte klæder, eller kvinde hende til noget, som hun slet ikke havde lyst til. Det var de værste minder fra den forbandede ø! Også selvom hun vidste, at hun havde været heldig, at Yelena og hendes mand havde fundet hende.
"Hun er hjemme.." sagde tjenestestaben indbyrdes, ved synet af Leonore, da hun jo trods alt havde været væk i rigtig lang tid. De havde ret.. Hun var virkelig kommet hjem nu, og tanken glædede hende uden tvivl også! "Okay far," endte hun blot, da hun tog imod kysset til hendes pande. Hun ville også lige hurtigt vaske sig, så hun kunne vaske alt det skidt og de dårlige minder af, for dem var der også en del af. Hun sendte ham et træt smil, inden hun søgte op af trapperne, for at komme til sit eget værelse. Hvor havde hun dog savnet det!

[Deleted]

Var det underligt at Jacqueline følte sig svigtet af Lestat? Efter at de havde mistet deres sidste datter, havde de stort set intet haft sammen.. Han var aldrig hjemme, og hun følte bare at hun var lige så ussel, som hele situationen var. Det gjorde ondt på hende. Efter alt det, som hun selv havde mistet.. dengang Kimeya havde været i mandens hoved.. fået ham til at pine og torturere hende.. Kostet hende fingeren, hvor ringen faktisk skulle sidde, hvor hun havde tigget og bedt om at få lov til at beholde den. Hun elskede ham jo, men var det gengældt? Det var det, som hun ærlig talt måtte tvivle på efterhånden, og særligt som tiden nu også havde fået.
Søvndyssende kiggede hun ud af vinduet. Det var som regel også her, at hun plejede at falde i søvn, for sengen var for stor og for voldsom til hende alene. Det føles langt bedre, de gange Lestat havde ligget ved siden af hende, holdt om hende, og givet hende de store ord. Men det gjorde han jo ikke engang længere.
Stemmen som lød ved døren, vækkede hende en anelse. Hun hævede hovedet og drejede det. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun virkelig klarede det dårligt, når han ikke var omkring. Hun gik i stå. Hun havde virkelig brug for ham. "Du er hjemme.." bemærkede hun endeligt, hvor et stille smil passerede hendes læber. Var han der, kun for at tage tøj med og gå igen? Eller var han der af helt andre årsager. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun virkelig savnede at have ham hjemme.. Ordentlig hjemme hos sig, og ikke alle mulige andre steder. Hun havde jo ingen anelse om, hvad han rent rundt og lavede.

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste udmærket godt, at han havde svigtet Jacqueline. Og endda på det groveste. Men det havde virkelig bare slået klik for ham. Det havde han altid vidst, at det ville gøre, såfremt han skulle miste Leonore, så det var kun et rent held for dem, at de skulle have lov til at få hende tilbage. Hvad der gjorde, at han skulle være så heldig, det anede han ikke. Havde han endelig gjort sig fortjent til at få givet noget fremfor at få alt frataget? Meget havde de gennemgået og hun fortjente ikke, at han bare efterlod hende. Men han havde følt sig så afmagtet, at han ikke kunne gøre andet. Oveni havde han jo også forsøgt at beskytte hende ved ikke at fortælle hende om, at han ledede oprørerne. Men nu kunne han jo så glæde hende med noget andet; Han var blevet skænket titlen som Hertug af Sephiran. Eller... lovet titlen som Hertug, når Imandra blev selvstændigt. Så hun skulle være hertuginde ved hans side, når det skete og det ville forhåbentligt være snart.
Han ventede spændt på hendes reaktion og kunne godt se på hende, at hun snart ikke kunne tro det. Han trak let på mundvigen. Han havde aldrig været så glad og lettet over at være hjemme. Men han vidste ikke hvordan han nogensinde skulle kunne gøre det godt igen. Han søgte hen til hende, hvor han blot greb let fat om hende og drejede hende i karmen, således, at hun endte med at sidde med fronten mod ham i stedet. Han lænede sig frem mod hende og skænkede hende et længselsfuldt kys.

[Deleted]

Hvad Lestat egentlig lavede, havde Jacqueline ikke nogen anelse om, og det gjorde hende frustreret. Han havde nok sine grunde til ikke at fortælle hende noget.. eller blive væk. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun var bange for, at han havde fundet en anden imellemtiden, og særligt sådan, som tingene nu måtte gå dem. Det hele var gået af helvede til, for at sige det mildt, i den tid, hvor hun ikke havde haft nogen omkring sig, til at tage sig af hende.. når hun græd om natten og aftenen, fordi hun var ladt alene, og særligt fordi, at han vidste hvor dårligt hun tacklede den slags oveni.
Lestat kom tættere på hende.. Hun kunne se, at han kom tættere på hende, hvor hun mere end villigt lod ham vende hende mod sig, hvor hun glædeligt mødte ham i hans kys. Det var noget, som alt sammen betød frygtelig meget for hende, vhor hun mere end glædeligt gengældte det. Hånden lagde hun mod hans kind. Hvad var grunden til denne pludselig forandring. Den manglende finger generede hende ikke mere.. Bare de kunne få det til at fungere, og det var det, som hun manglede, og havde brug for lige nu. "Du er virkelig kommet hjem," endte hun med en tydelig stemme præget af lettelse. Et smil passerede hendes læber, som hun endnu en gang lænede sig frem, og plantede et kys mod hans læber. Det fik hun da aldrig nogensinde nok af! Hun havde manglet ham i den tid, hvor han ikke var hjemme!

[Lestat De Lochér]

Lestat følte længslen i krop og sjæl. Han kunne slet ikke få et ord ud, så han blev nødt til at handle på sine følelser. Og han havde bare brug for en bekræftelse fra hende. At hun faktisk ønskede ham hjem... at han stadigvæk var velkommen her. Aldrig kunne han drømme om at finde en anden. Hun var den sidste, han sagde 'forevigt' til og det holdt han ved. Ikke flere skulle have de store ord af ham, for ingen fortjente dem mere end hende. Der fandtes slet ingen som hende. Han lagde en hånd mod hendes lår, da han havde drejet hende rundt og fandt sin plads lænet op ad karmen mellem hendes ben. Den anden hånd lagde sig i hendes nakke, som han skænkede hende det længselsfulde kys. Hans øjne gled i og som hun brød kysset for at snakke, så holdt han sig stadig helt tæt ved hende. Pande mod pande, mærkede hendes åndedræt på sine læber, som hun snakkede. "Ja," svarede han dæmpet. Mere nåede han slet ikke, før hun endnu engang kyssede hans læber og han gengældte det glædeligt. En tårer pressede sig vej ud af hans øjenkrog og gled ned over hans kind, som gjorde, at han måtte bryde kysset igen. Øjnene kneb han sammen, som han igen lod panden hvile let mod hendes. Stod helt tæt ved hende. "Undskyld... Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal gøre det op for dig," endte han.

[Deleted]

Frygten for at hun havde mistet ikke bare Leonore, men også Lestat, var det som havde fyldt mest ved Jacqueline, og det var frygteligt. Hun kunne ikke lide det. Hun ville bare gerne have ham hjem, som hun ønskede at have sin familie, og det var vel heller ikke underligt? Igen følte hun sig levende.. anerkendt og elsket, som hun ikke havde gjort det længe nu! Det lignede hende heller ikke, at tage det så tungt.. Hun havde bare brug for ham. Det var virkelig noget, som hun havde brug for at lade ham vide, så det at han kyssede hende og var tæt på hende, det var noget, som hun virkelig manglede!
"Kom hjem, Lestat," bad hun. Det var det eneste, som hun ville kunne sige lige nu, for hun havde virkelig brug for ham derhjemme. At styre husholdningen, kunne hun sagtens klare på egen hånd, men i det private, der havde hun virkelig brug for ham. "Jeg.. jeg ved godt, at vi har været uheldige med vores elskede piger, Lestat.. men jeg har brug for dig herhjemme," sagde hun med en dæmpet stemme. Det gjorde hende ked af det. Det gjorde hende virkelig, virkelig ked af det, at han var ude og alle mulige andre steder.. Han havde vel ikke andre? Hun strøg hånden over hans kind ganske roligt og ganske blidt.. Strøg hans tårer væk. Hun ville bare gerne have sin mand hjem og tilbage til sig. Det var der vel ikke noget galt i?

[Lestat De Lochér]

Lestat kom hjem nu og han glædede sig til at bevise det for hende. Han skulle gøre alt hvad han kunne for at gøre det op for hende igen, for den tid han havde forsømt hende. Hun fortjente virkelig ikke at blive ladt i stikken, men han havde bare ikke haft andet valg, havde han følt. Han havde virkelig hjemve efterhånden, så det, at hun også bød ham hjem, det gjorde virkelig bare det hele for ham. Han havde faktisk glædelige nyheder med hjem til hende, som han jo skulle forklare hende alt om. Vigtigst var dog, at de skulle møde Leonore nede i pejsestuen snarest, for det vidste han, ville gøre størstedelen for hende. "Det lover jeg dig, at jeg gør... Jeg er hjemme fra nu af," svarede han dæmpet. Han kæmpede med gråden, der hobede sig op i hans hals, men det gik dog indtil videre. Han var ikke helt knækket. Et let smil spillede over hans læber, ved hendes ord og han rettede sig mere op, så han kunne se hende i øjnene. Han strøg sin tommel let hen over hendes kind. "Vi har endelig haft heldet på vores side, Jacque," endte han. Han trak vejret dybt. Han lod hænderne lægge sig i hendes sider og løftede hende let ned ad vindueskarmen, så hun stod foran ham. "Få en ordentlig kjole på, så vi kan gå ned i pejsestuen og snakke," bad han dæmpet. Han kyssede hendes pande blidt, inden han selv søgte over til deres kommode. Han tog nye bukser og en ny skjorte ud, da han bestemt skulle have noget rent på! Han smed det brugte og halvslidte tøj til fordel for det pæne og rene, som klædte ham betragteligt bedre. Han vendte sig så mod hende.

[Deleted]

Jacqueline havde brug for at Lestat kom hjem til hende. Siden de havde mistet deres piger, var han jo alt hun havde, og derfor var det vel heller ikke underligt, at hun tog det lidt som et svigt, at han bare.. tog af sted, og lod hende være alene? Det var nemlig lidt sådan, at hun havde det med alt det her. Hun følte sig såret.. skamfuld.. havde hun virkelig gjort så mange ting forkert, at han fandt det her nødvendigt?
Han kom hjem. En svag hulken brød hendes læber, som hun endnu en gang lod sine læber møde hans i et kærkommen og dybt kys. "Jeg har virkelig brug for dig, Lestat," hviskede hun med en dæmpet stemme. Hun strøg hånden over hans kind.. Var lykken endelig vendt for dem? Var det fordi at han kom hjem til hende igen? I det tilfælde, så var hun helt enig med ham, og det var hun skam heller ikke bange for at lade ham vide! "Det er den uden tvivl, hvis du er kommet hjem til mig igen," sagde hun med en oprigtig stemme. Denne gang måtte hun smile.. Hun kunne slet ikke lade være, og særligt når det foregik på denne her måde. Langsomt rejste hun sig derfor også op. Hun var ikke meget at prale af - igen, men det var jo heller ikke ligefrem noget nyt, kunne man jo sige. "Du har gang i noget.." bemærkede hun endelig, som hun alligevel søgte hen til klædeskabet, for at finde en ordentlig kjole. Ja, hvis hun da stadig kunne passe dem. Hun fandt en himmelblå frem fra skabet, og klædte derfor også om.

[Lestat De Lochér]

Lestat var hjemme nu og det var for at blive. Oprøret var nedlagt for nu, da Sephiran jo selv havde overtaget arbejdet for at frigøre Imandra. Oprøret havde skabt de tilhængere til en imandransk trone som den skulle og de andre kunne sagtens fortsætte arbejde uden ham. Han havde en vigtigere sag, og det var, at få hans familie op at køre igen. Han kom hjem, det var den ene gode nyhed. Snart ville Jacqueline komme til at kende de næste to gode nyheder. Hvilken hun så fik at vide først, det kom jo an på, hvor hurtig Leonore selv var til at klæde om og komme i pejsestuen. Han pønsede på noget og han glædede sig til at genforene familien, som de havde været det meste af livet. Soraya havde de jo mistet tidligt. Tænk engang, han havde siddet overfor for hende for en dag siden, indtil Kimeya var blevet sparket ud af ambassadørrådet. "Jeg er hjemme nu, det lover jeg dig," svarede han. Han trak vejret dybt og smilede skævt. Dette var en glædens dag. Nu skulle lykken og heldet vende for dem, det var både sikkert og vist! Han nikkede let og så mod hende. Kjolen var lidt for stor, men heldigvis ikke meget. Hun havde klaret det med at tabe sig bedre denne gang end sidst, de havde været ramt af ren ulykke. Hun skulle hurtigt tage de kilo på igen! "Kom med," endte han med et skævt smil og tog hendes hånd. Han førte hende med sig til pejsestuen og åbnede døren... i håb om, at Leonore allerede var der.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Det var ikke rigtigt gået op for Leonore hvor længe hun egentlig havde været væk, eller hvad det havde gjort ved hendes forældre, at hun havde været væk. Hun havde selv taget det hårdt.. Rigtig hårdt, for det var så langt fra den virkelighed, som hun selv var en del af, som man overhovedet kunne komme, og det kunne naturligvis godt mærkes! Nu hvor hun var hjemme i de hjemlige omgivelser, følte hun nærmest bare for at kollapse.. græde i glæde over endelig at være hjemme, hvor hun vidste, at hun var elsket og holdt af, og at folk rent faktisk ville gøre, hvad de kunne,for at passe på hende, og beskytte hende!
En flot og yndig kjole skiftede hun til, efter hun havde vasket sig. Bare lidt, for det at være så beskidt, var slet ikke noget, som hun kunne holde ud, og særligt ikke på denne her måde! Som hun havde lovet sin far, havde hun meldt sin ankomst nede i pejsestuen. Skulle hun møde sin mor nu? Et sted, kunne hun jo ikke lade være med at håbe på det, og særligt, som det var lige nu. Hun fumlede med hænderne på samme måde, som sin mor nu plejede at gøre det, og det kunne uden tvivl godt mærkes. Hun sukkede let, som hun hørte skridtene i trappen. Nu var de vel også snart på vej? Hun glædede sig.. Hun ville bare gerne være sammen med sin familie igen, og det var det eneste, som egentlig havde betydning for hende!

[Deleted]

Jacqueline havde brug for Lestat derhjemme, og særligt efter, at hun havde mistet det andet familie, som de havde haft, så måtte de ikke også miste hinanden på det her! Det var overhovedet ikke noget, som gavnede dem på noget tidspunkt. Hun bed tænderne svagt sammen. Der var noget på gang, men hvad var det ikke lige? Desuden var hun ikke op til overraskelser lige nu.
"Hvad er det du ikke fortæller mig, Lestat?" spurgte hun denne gang med en mere direkte stemme, end hvad hun havde gjort brug af tidligere. Hun fulgte dog med. Her valgte hun rent faktisk at stole på ham, for hun havde jo heller ikke nogen grund til andet. Selv de lille tjenestestab som var til stede, kunne mærke en tydelig forandring, nu hvor herren var hjemme igen. Fruen kom rent faktisk ud af soveværelset, og sad ikke bare deroppe i vinduet og spejdede udover haven.
At deres datter var hjemme, var ikke rigtigt noget der gik op for hende, før de nåede pejsestuen. Skikkelsen som viste sig derinde, genkendte hun med det samme. Hendes hjerte begyndte at hamre så meget mod hendes bryst, at det gjorde hende svimmel. "Leonore... m-min lille pige!" udbrød hun næsten glædeligt, hvor hun slap Lestats hånd. Her stormede hun direkte ind i stuen, hvor hun slog armene om sin lille pige. Aldrig havde hun været så glad, som hun var lige nu!

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste godt, at Jacqueline ikke var god til overraskelser. Men lige denne var han sikker på, at hun faktisk ville acceptere og glæde sig over. Eftersom de havde mistet Soraya ret tidligt, så var Leonore deres store øjesten tilsammen og derfor betød hun jo alt for dem begge. Kernefamilien var endelig samlet igen, efter at have været gået fra hinanden for hvad der måtte være flere måneder. Selv havde han ikke fuldkommen styr på tiden heller, da han havde virkelig begravet i sit arbejde i marken. "Det får du at se... Tålmodighed kære," bad han med et let smil. Han førte hende ud af soveværelset og ned til pejsestuen, hvor han åbnede døren op. Og ganske rigtigt, der sad Leonore allerede klar. Han slap Jacqueline og lod hende bare omfavne Leonore med det samme. Han havde jo haft genforeningen med hende til mødet. Han var virkelig Demarcus taknemmelig for, at have bragt hans datter hertil. Han smilede ved synet af dem og lod døren glide i igen. Nu skulle stemningen i huset nok vise sig at vende!

[Leonore Salvorique De Lochér]

Hvor lang tid hun egentlig havde været væk, havde Leonore ikke nogen anelse om. Det eneste, som hun derimod godt vidste, var at hun virkelig var glad for, at hun var hjemme igen. Alt taget i betragtning. så kunne det ikke blive bedre nu. Demarcus var en mand, som hun var meget taknemmelig for, at have givet hende disse fantastiske muligheder, så hun endnu en gang, var kommet hjem. Det var det eneste, som egentlig betød noget for hende lige nu.
At døren gik op, og hendes forældre kom, gav hende næsten lysten til at græde. Det var helt igennem fantastisk at stå der med dem begge to igen! "Mor.." hviskede hun nærmest lykkeligt, inden hun denne gang lod sig omfavne, og trykkes godt og tæt ind mod hende. Armene omsluttede sig hende allerede med det samme, hvor hun begravede hovedet tæt ved skulder og bryst, som hun plejede at gøre, og altid havde gjort, siden hun ikke havde været særlig stor. Nej, dette var noget, som i særdeleshed betød forbandet meget for hende, for det eneste, som hun havde brug for lige nu, var sin familie. Der var faktisk ikke noget, som betød mere for hende, end det lige nu. Hun hulkede. Hun var bare så glad for at være kommet hjem nu! "De bragte mig hjem," fortalte hun glad. Lige der, følte hun rent faktisk at hun stod i gæld til Demarcus, for at have taget hende med sig.