I'll be your dragon.. You will mbe my rider

[Damien Nathanael Adams]

Denjarna Dark Dynithril

---

Det var hen på eftermiddagen. Damien havde taget et par ture henvoer himlen lige for at vænne sig til det. Det havde uden tvivl været en meget indflydelsesrig dag for ham. Tænk, at han havde fået denne fantastiske mulighed, som han nu havde fået! Og han havde bestemt ikke tænkt sig, at lade det gå sig forbi. Hvad han dog ikke kunne udrette nu! Og særligt med det bånd, som han ville få til Denjarna. Det var nemlig hende, som han allerede fra starten af, havde udset sig for, skulle være hans rytter. Ikke ønskede han, at det var en rolle, som nogen anden skulle overtage.
De gule øjne søgte mod skoven som var langt under ham. Han følte nærmest at han kunne flyve højere oppe nu! Det var helt utroligt.. Sådan her var det så at være en rigtig drage? Han åbnede gabet, da et mindre brøl kom fra ham, inden han søgte ned mod jorden. Det var her omkring kilderne, at han i forvejen havde efterladt Denjarna, så han gik vel lidt ud fra, at hun ville være her? Desuden gik han heller ikke ud fra, at der var særlig mange andre, som søgte så langt ud. Den store og massive krop maste sig ned forbi træernes toppe, hvilket resulterede i, at rigtig mange af dem måtte knække under hans ekstreme vægt. Jorden måtte derfor også ryste godt under ham, da han endelig landede og trak vingerne tæt ind mod sin egen krop. Han sænkede hovedet en anelse. Øjnene var nu også blevet helt ravgule, og hans skæl var blevet hårde som sten. Han var uden tvivl et stolt eksemplar af sin slags!

[Denjarna Dark Dynithril]

En gevaldig fiasko havde hele turen været til Tayevania. Forpulede land og forpulede tidspilde! Respektløse havde øens råd været, som de sågar havde nægtet at se hende! Nægtet.. En skandale var det! Hun havde rejst hertil.. Hele denne lange vej fra Neutranium til denne ø. Hun havde sågar medbragt ejendele fra sit land. Gaver, som hun havde agtet at give dem, men det hele havde været et flop! De havde end ikke ønsket at åbne døren, som en af vagterne ellers havde ført hende helt hen til rådssalen! Derudover var der også Gabriel! Hvilken jubelnar! At hun i det hele taget havde følt sig berørt af ham følelsesmæssigt, måtte have skyldtes, at hun havde lidt under en sygdom. Hun havde gjort ret i at afvise ham dengang! Bedre til at holde fast i sine meninger, skulle hun dog se at blive, for hvilket held! Først at brænde sig på Derick gentagende gange, og nu Gabriel! Man kunne vel kun væmmes ved tanken om følelser!?
På en sten nede ved søen sad Denjarna og ventede på Damien, som hun efterhånden blot ønskede at komme væk fra dette sted. At komme hjem til hendes land og trone.. det var efterhånden, hvad hun ønskede. Fanget af et syn på himlen blev hendes sølvgrå øjne, hvilket fik hende til at trække på smilebåndet. Damien. Det kunne det kun være, som hun så den mægtige drageskikkelse på himlen. Væk fra stenen skubbede hun sig, som hun begyndte at gå i den retning, som Damien fløj. At han ikke gjorde sig mindre, men blot fløj igennem trækronerne og brød dem, undrede hun sig over.. men han var vel også bare træt af øen og parat til at tage af sted? Ikke at det forundrede hende. Turen havde ikke just været positiv. Ud gennem træerne trådte hun, som hun nærmede sig Damien. ”Er du parat til at tage afsted?”

[Damien Nathanael Adams]

Muligt var det, at Denjarna ej havde fået det ud af øen, som hun havde været indstillet på, hvilket skam var en tanke, som Damien var ked af. Derudover havde han jo fået langt mere ud af denne tur, end hvad han nogensinde havde turde drømme om! En rigtig drage var han nu, og derfor var der mange ting, som han nu skulle vænne sig til. Nami havde han nemlig mødt, hvilket alt sammen var noget, som havde sat helt andre ting og tanker i hans hoved, end hvad han i forvejen, kunne sige, at være vant til.
Damien brød trætopperne, for at komme ned på jorden, hvor han landede med et kæmpe bump. Herude, var han sikker på, at han ikke ville blive mødt af andre end Denjarna. Ingen anden, skulle nemlig have lov til at lægge en hånd på ham. Selvom han ganske vidst havde formået at forvise sig selv fra de kongelige gemakker i denne størrelse, var han ikke i tvivl om, at det var et rigtigt valg for ham. De gule øjne faldt til hendes skikkelse. Selv havde han forståelsen for, at hun var skuffet over deres tur hertil. Hovedet sænkede han. #Siden vi kom hertil,# sagde han ærligt. Han brummede svagt. #Denjarna.. jeg mødte en, som har skænket mig en fantastisk gave.. En gave som jeg ønsker at dele med dig.# De ravgule øjne fulgte hendes skikkelse. Han kunne jo mærke, at hun var skuffet.. og han kunne bestemt ikke lide det. Han ønskede at se hende glad.. Ønskede at mærke hende glad.

[Denjarna Dark Dynithril]

Skuffet var et mildt ord for, hvad Denjarna var. Derfor ønskede hun blot at slippe bort herfra. Denne ø havde skænket hende intet godt! At Damien var klar til afrejse, passede hende derfor kun perfekt. Jo hurtigere de kunne komme herfra, jo bedre var det! ”Godt,” endte hun med at sige. Nu kunne hun blot håbe på, at hendes kongerige stadig stod, som hun vendte hjem. At Damien ikke gjorde sig klar til at flyve, men derimod begyndte at tale.. og tale om en gave, fik hende til at rynke på brynene. Hvad handlede det om? At han i det hele taget havde mødt en var forundring nok i sig selv. Han talte jo aldrig med andre end hende! At han dernæst sagde, at han havde fået en gave, og at han ønskede at dele den med hende, undrede hende kun det mere. Hvilken gave? Hvorfor havde han fået en gave? Hvor var den? Selv forstod hun det ikke.. Hun nærmede sig ham. Var der noget anderledes ved ham? ”Du har mødt en..? En gave..? Jeg forstår det ikke, Damien,” sagde hun ærligt, inden hun lagde sin håndflade imod hans næseryg. Et gisp søgte omgående over hendes læber, som et ualmindeligt sug gik igennem hendes krop! Imellem hendes hånd og hans hoved opstod et lysglimt, alt imens det pludselig begyndte at svide i hendes håndflade. Selv nåede hun ikke at reagere eller at forstå, inden hun nærmest følte at kraften slog hende bagover og tvang hende ned i græsset, så hendes baghoved slog ned mod jorden. Hun gispede af smerte og chok. Lysende rødt glimtede hendes håndflade, som Eclipse-mærket antegnede sig, som var det blevet skåret ind i hendes kød på magisk vis.

[Damien Nathanael Adams]

Skuffelsen var så tydelig for Damien at spotte ved Denjarna. Hvad han dog ikke ville gøre, for at gøre noget ved det, for han kunne da slet ikke lide, at se hende på den måde. Hovedet lagde han tungt ned mod jorden ved siden af hende. Han lod blikket glide mod hende. Han havde fået en gave, hvilket betød en markant omlægning i hans liv, som det nok også ville være det i hendes. #...# Det var lige før, at han ikke nåede, at sige noget som helst, før hun havde lagt hånden mod hans store snude.
Hvad der skete bagefter, var han et sted indstillet på, da han vidste det. Det var nemlig hende, som skulle røre ved ham. Han rejste hurtigt hovedet og søgte tættere på hende. Mærket kunne han næsten fornemme brændt ind i hendes håndflade. Hovedet gned han forsigtigt mod den. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle have ondt. #Jeg er ikke bare en formskifter længere.. Jeg er en drage.. En vaskeægte drage, og du er nu min rytter.# De gule øjne vendte han roligt mod hende. Han følte sig anderledes.. Han følte sig glad, og han følte sig et sted også lettet trods omstændighederne, hvilket var noget, som han virkelig godt kunne lide. Han brummede svagt igen. #Jeg mødte moderen af dragerytterne.. Hun skænkede mig denne gave,# fortalte han videre. Hvad de ellers havde gjort, så han jo heller ikke just nogen grund til at fortælle hende om. Det var en meget privat sag.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej forstod Denjarna, hvad der foregik. Det eneste hun kunne tænke over var, at hun havde ønsket at røre ham – som hun normalt altid gjorde – hvor hun som resultat var blevet ”brændt” og tvunget i jorden. Hurtigt slog hendes hjerte, alt imens hendes sølvgrå øjne flakkede omkring. Indeni følte hun næsten, at der var blevet trukket noget over hende, som var der sket noget, men intet man kunne se med det blotte øje. #For fanden,# tænkte hun uden at vide, at Damien egentligt kunne læse hendes tanker. Hvordan skulle hun også kunne vide det? Selv mærkede hun endnu, hvordan det måtte svide i hendes håndflade. Som Damien lagde sin snude imod den, trak hun derfor i al hast hånden til sig igen! Det var ikke fordi, at det gjorde som sådan ondt.. Det var vel bare en refleks, fordi hun tænkte, at hun måtte være kommet til skade? Dog følte hun nærmere en snurren i sin håndflade. Tungt trak hun vejret, som hun trak hånden til sig, og endte med at stirre.. Aldrig havde hun set det før med sit blotte øje, som hun kun havde set det i historiebøgerne. Et eclipse mente hun, at de havde kaldt det. Fjerne virkede Damiens ord.. og så alligevel ikke.. Selvom hun ikke fokuserede på ham, fangede hendes underbevidsthed alligevel hans ord, alt imens hun stirrede på hånden. #Dragerytter..# Det næste hun opfangede var.. følelser. Selvom hun følte en dyb forvirring selv, følte hun sig alligevel .. glad. Hun kunne fornemme Damiens glæde, som var det hendes glæde. Langsomt fik hun skubbet sig op i en siddende stilling, hvorefter hun skubbede sig en anelse bort. De tanker.. De fornemmelser.. Det var uden tvivl noget at have styr på! ”..Hvad siger du?” endte hun blot med at sige, selvom hun godt vidste, hvad han sagde. Svært var det bare at få noget mere intelligent frem på sine læber i dette øjeblik.

[Damien Nathanael Adams]

Damien reagerede hurtigt, da Denjarna nærmest blev kastet tilbage, og direkte ned i jorden bag sig. Ikke var det hans mening, at skræmme hende, men dette var et valg, som han havde taget på sine egne vegne, og derfor glædede han sig til at dele dette med hende. At hun trak hånden til sig, var en tanke, som næsten gjorde ondt, for det var jo slet ikke meningen, at hun skulle reagere på den måde! Han vidste nu, at han var bundet for tid og evighed i denne skikkelse.. Den dag hun ville dø, ville han glide bort på samme grundlag. Et sted, var det jo faktisk lidt uhyggeligt, at det hang sådan sammen, men det gjorde det nu. #Du er min rytter, Denjarna.. Permanent,# fortalte han roligt. Hovedet lagde han ikke langt fra hendes, hvor han samtidig lagde sig ned på den varme jord under ham. Han kunne godt forstå, at det var hårdt og svært for hende, at det her skete, og særligt fordi at hun ikke var forberedt.. Han kunne mærke på hende, at hun var forvirret. Han kunne høre hendes tanker, som hun kunne høre hans. De var bundet.. forbundet på en helt anden måde, end hvad de nogensinde havde været før. Han strakte halsen, for at føre hovedet tættere til hendes skikkelse. Han lagde hovedet ved hendes side. #Du er min rytter, Denjarna.. Vi er som en nu,# forklarede han videre. Det møde med Takhisis, havde forandret hans liv, og når Denjarna lige vænnede sig til det, var han ikke i tvivl om, at det ville være til det bedre.. Også selvom han nu ikke kunne sove på den lille pude i de kongelige gemakker længere.

[Denjarna Dark Dynithril]

Svært var det for Denjarna at kapere, for … hun havde jo end ikke været forberedt på det! Hun var hans rytter.. Han var hendes drage.. Pemanent.. For evigt. Hvornår hun sidst havde bundet sig til noget eller nogen for evigt, erindrede hun ikke.. Havde hun nogensinde gjort det? Hurtigt slog hendes hjerte, som den tanke jo var forbandet skræmmende! Hun der havde så svært ved at binde sig til nogen, var nu bundet til en … for evigt. Hun sank klumpen i halsen. ”..Hvordan kan det lade sig gøre? ..Hvordan skete det?” fik hun langt om længe fremstammet. Hvis hun skulle være ærlig, var Damien dog ikke den værste at blive bundet til.. Langt fra faktisk. Et sted var han vel den bedste? Den eneste person, der endnu ikke havde vist sig at vende hende ryggen? Den person, der havde fulgt hende i tykt og tyndt, om han havde været med på ideen eller ej. Hun stirrede ned på sin hånd. Den hånd der ikke var fin og lys længer, men nu arret med dragerytternes mærke. Et mærke, som hun aldrig havde troet skulle tilfalde hende. Havde det i det hele taget nogensinde hændt, at så gammel en person var blevet rytter? Af hvad hun vidste af, tilfaldt den titel en i en ganske ung alder. Hun blinkede med øjnene. Hendes hjertebanken begyndte ligeså at falde. Blikket vendte hun endelig mod Damiens hoved igen. Det mægtige dragehoved, som hun var så vant til at se på. Hun tog en indånding. ”Hvad så nu?” Mildt sagt var det at sige, at hun for første gang i umindelige tider var på bar bund. Dette var på alle måder uventet for hendes vedkommende.

[Damien Nathanael Adams]

At dette skulle vise sig, at være hårdt og besværligt for Denjarna, at forstå, forstod Damien jo udmærket godt. Han havde jo heller ikke ligefrem været i stand til at forberede hende, før hun havde rørt ved ham. Dette var bare en enestående chance. Han selv havde jo aldrig viet bort fra hendes side, og selv i døden, havde han været hende loyal og forsøgt, at stå ved hendes land, hendes normer og hendes værdier. Han havde altid støttet op om hende. #Hun så åbenbart noget i mig, som gjorde, at hun ville give mig denne fantastiske mulighed.# Han var et sted stolt af det.. Stolt af, hvad hun havde set i ham, for det var ikke noget særligt, som han havde set.. før nu faktisk.
En svag brummen brød hans læber, som han igen betragtede sig af hendes skikkelse. #For nu synes jeg vi skal tage hjem. Jeg er nødt til at flytte ud af gemakkerne. Jeg kan ikke ændre størrelse længere. Jeg er bundet til denne nu... til den dag du dør.# fortalte han ærligt. Han hævede hovedet en anelse, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han blinkede let med øjnene, inden han satte klørene i jorden inden han denne gang rejste sig. Hovedet lod han søge i retningen af hendes skikkelse igen. Ham skulle hun bestemt ikke være bange for. Overhovedet ikke. Vingerne lagde han tæt ind mod sin krop. Hun var blevet en rytter.. og han var hendes drage. En plads som han havde tænkt sig, at tage for resten af sit liv, og han ville elske at have den plads.

[Denjarna Dark Dynithril]

Nyheden om, at Denjarna ikke længere bare kunne beskrive sig som mørkelver og dronning af Manjarno, var bestemt et koncept, som hun skulle sluge. Hun var nu også en dragerytter, men … havde hun i princippet ikke været det siden den dag, hun havde mødt ham? Den dag, hvor hun havde hjulpet ham ved en af Paggeijas klippevægge. Siden den dag, hvor han havde kommet til Neutranium for hendes hjælp, hvor hun havde båret ham ind på slottet og lagt ham på puden. Hun havde før redet på hans ryg. Kun hende. Hendes blik hvilede på hans hoved, som han talte. Talte om denne Nami, som eftersigende skulle være en gudinde. En person, som hun derfor havde troet fiktiv, og hun var nu … virkelig? Damien havde mødt hende, og han var nu en … drage? Ikke at det sidste undrede hende. Hun havde først lært hans menneskelige skikkelse at kende op til sin fødsel. Derfra havde han jo igen været hendes trofaste drage.. Var det hele derfor bare, som det burde være? Hun rejste sig langsomt, som han talte om hjem. ”Lad os tage hjem,” medstemte hun, uden at tænke over, at hun egentligt blot kunne tænke ordene, og at han i så fald ville høre dem. Ganske svagt rystede hendes krop. Det var uden tvivl en omvæltning for hende. Et chok, som hun lige skulle komme sig over. Langsomt bevægede hun sig over på siden af ham. Her gjorde hun, som hun efterhånden havde gjort flere tusind gange. Langsomt, men sikkert, kravlede hun op på hans ryg, så hun til sidst kunne indtage sin vante plads. Lige foran hans vinger med et ben på hver sin side af ham.

[Damien Nathanael Adams]

Titlen som dragerytter, var en som Damien gerne så, at Denjarna tog på sig, og nu kunne man heller ikke sige, at hun havde noget andet valg. Han havde nemlig taget valget for hende, fordi at dette var en handling på hans ønske, hvilket han i forvejen heller ikke kunne lægge skjul på, når det endelig skulle være i den anden ende. Hans blik fulgte hende. Måske at det ville blive nemmere med tiden. Selv var han ikke i tvivl om, at denne handling, måtte være den rigtige og rette for ham.
Hun ønskede at komme hjem, hvilket han skam godt kunne forstå. Det ville de nok gerne begge to. For Damien om ikke andet, havde det været en livsgivende tur, hvor det derimod for hende, måske nok var en af de mest skuffede, som hun nogensinde kunne begive sig ud på, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Han sænkede hovedet, så hun kunne tage den typiske plads ved hans vinger. Kun var der 2 i hans liv, som havde fået lov til at tage denne plads ved ham: Det var Denjarna og Jarniqa. Ikke ønskede han at tage turen over himlen med nogen anden! Nogensinde! Han rejste sig denne gang op. Hovedet hævede han en anelse igen. #Hold fast i mig,# opfordrede han. En helt anden styrke lå der nemlig i ham, nu hvor han var blevet en rigtig drage. Var det underligt, at han følte en vis form for stolthed i det? Vingerne spredte han idet at han kraftigt satte af fra jorden, og søgte direkte op igennem det hul i trætoppene, som han i forvejen havde lavet, for at komme op over dem og under den åbne himmel.

//Out

[Denjarna Dark Dynithril]

Som dug på ruden var al Denjarnas frustration forsvundet. Glemt var Gabriel og Tayevania for hende, som Damien havde indtaget hendes sind og følelser. Kun tænkte hun på ham, at han var en ægte drage nu, og at hun var hans rytter. Hun følte sit eget chok, ligeså vel som hun følte hans glæde. En glæde, som hun ikke selv kunne lade være med at bide mærke i. Det var som om, at det påvirkede hende. Gjorde hende en del af det. Underligt var det. Når man elskede en, vidste hun, at den anden parts glæde og ulykke betød noget for en, men dette virkede anderledes. Som det oprigtigt også var hende selv. Kunne Damien mon ligeså føle hendes overraskelse som hendes egen? Antydningen af et lille smil trådte alligevel i kraft på hendes læber. ”..Altid,” sagde hun stille, inden hun lagde hænderne mod hans hals. Den ene fine håndflade, og den anden arrede håndflade. Hun kunne endnu svagt mærke den snurrende fornemmelse i den, men til at abstrahere fra var det. Hvad ville dette mon betyde for fremtiden? Ville det mere eller mindre være som altid, eller betød det virkelig en markant ændring? Det sølvgrå blik vendte hun op mod himlen, som han satte af. Suset mærkede hun som sædvanlig i sit indre, som de skød af sted, indtil hans mægtige vinger slog ud og fangede vinden. De var på vej hjem.. og dog til en ny verden?

// Out