It's not what it looks like!

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya vidste hvor meget det måtte plage hendes far at få sådan nogle ord smidt i hovedet. Hun bebrejdede ham det virkelig ikke. Det var slet ikke pænt gjort af Silia men noget af hendes vrede kom nok fra hormonerne, desværre. Hun sukkede stille og kiggede efter sin vrede søster. Det var slet ikke sundt at hidse sig sådan op i en tilstand som hun var i. Hun kunne ikke andet end at ryste en smule på hovedte af det før hendes opmærksomhed vendte sig mod hendes far.

Hun søgte ham og lagde en hånd mod hans arm for at trøste ham en smule. Hun vidste at han ikke valgte imellem dem selvom han ikke søgte efter Silia. Amaya følte sig på ingen måde bedre end Silia eller mere elsket. De var jo begge hans børn så hvorfor skulle de ikke være elsket lige højt? Alt andet var da tåbeligt! Hun bed sig svagt i læben og sukkede stille. "Du har sikkert ret. Dog burde nogen søge efter hende. Hun burde virkelig ikke hidse sig sådan op når hun er gravid. Jeg håber ikke at det kommer til at påvirke" pointerede hun bekymret. Selvom Silia ikke ville kendes ved hende så ville Amaya altså ikke stoppe med at bekymre sig! Tydeligt var det for hende at se hans smerte. Hun endte med at ligge armene om sin gamle far og trykke ham blidt ind til sig. "Hun skal nok blive god igen. Som du selv sagde det så er der nok hendes hormoner som spiller lidt ind over det hele. Når hun er faldet ned skal det hele nok blive bedre" sagde hun overbevisende og sendte ham et lille smil. Silia havde nok bare brug for lidt tid. Det var jo ikke ligefrem hver dag man stod foran sin halvsøster.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede slet ikke at blive placeret i valget mellem hans børn, men Amaya var lige så meget hans datter, som Silia var, og derfor ønskede han selvfølgelig, at de også kom overens med hinanden. Det så bare ikke ud til at være som han gerne ville have det. Han var ked af det. At blive afskåret på den måde igen, når han nu havde kæmpet så meget, for at få bare lidt et forhold igen, var noget, som uden tvivl knuste ham. Selvom han brændende forsøgte ikke at vise det så tydeligt.
Et tungt suk brød hans læber. Det var vel hans måde at reagere på? Hormonerne talte uden tvivl for Silia, men det var bestemt ikke denne her måde, at han havde regnet med, at det skulle foregå på. Overhovedet ikke! "Jeg ved det ikke," sagde han ærligt. Han kæmpede virkelig for at holde Silia ved lige, og barnet med, men når hun agerede sådan, når han var i nærheden, så var det virkelig heller ikke lige til, kunne man sige.

"Jeg dummet mig for mange år siden, Amaya, og jeg betaler stadig prisen for det. Tro mig. Jeg vil ikke elske dig mindre, end dem, som omvendt. I er mine børn.. mine døtre, og det vil I forblive," sagde han med en ærlig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Var det virkelig så svært? Han havde uden tvivl forsøgt igennem den seneste tid, at hjælpe Silia.. få et forhold til hende, og nu var det hele bare.. væk? Om hun blev god igen? Han vidste det ikke. Det var næsten det, som for ham, var værst.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya ønskede et forhold til sine søskende for selv havde hun jo aldrig haft dem. Da hun var yngre havde hun haft Demian men han var, som hendes mor, forsvundet ud af deres liv. Hun savnede nogen at se op til og nogen at snakke med om ting som ikke altid kom hendes far ved. Desuden kunne han jo heller ikke altid være der så det ville da være rart at have nogle andre. Dog så det virkelig ikke ud til at Silia ville have noget som helst med hende at gøre. Hun håbede at det ville blive bedre når Hormonerne måske var faldet en smule tilbage til det normale. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. "Jeg mener stadig at nogen burde søge efter hende" pointerede hun en smule.

Hun slap ham roligt som han begyndte at snakke til hende. Hendes blik var faldet til bordet med varer som de stod ved og næsten helt automatisk begyndte hun at rette på dem sådan så urterne lå pænt og flaskerne alle stod med ettiketterne den rigtige vej. Dog tog hun sig selv i at stoppe igen. Hun vendte opmærksomheden mod sin far og løftede let den ene hånd helt op til hans pande. Hun kiggede ham kort i øjnene før hun knipsede ham en gang hen over pandeskalden. "Tror du at jeg nogensinde forlanger eller forventer mig at du elsker mig eller mine søskende mere? Jeg ved at du elsker os alle lige og ikke blot os men også de børn som du har valgt at give en familie, bl.a. Demian. Vi er alle lige i dine øjne og det er det vigtigste" sagde hun roligt og gik så tilbage til at rette på mandens varer. Han kiggede lidt skummelt på hende men stoppede hende dog ikke i sit lille gøremål.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var på ingen måder sikkert for Silia, at begive sig ud i Dvasias alene, og det vidste Nathaniel også godt. Dette var bare ikke en situation, som han vidste, om han skulle blande sig yderligere i? Han elskede alle sine børn, og derfor gjorde det uden tvivl også forbandet ondt, at det var sådan, at tingene skulle fremstilles. Det var bestemt ikke fordi, at han valgte den ene over den anden! "Du har ret.. Den ene, burde bare ikke være nogen af os." sagde han ærligt. Amaya gjorde hende vred, og det samme gjorde han. Det ville næppe være til gavn for nogen som helst.

At Amaya pludselig begyndte at sortere i mandens varer, var noget som kort fik ham til at himle med øjnene. Det var noget, som de ofte havde forsøgt at snakke om. Det var slet ikke noget, som hun burde rode med. Desuden kunne det bringe hende i unoder. Det var bestemt ikke alle, der brød sig om at blive rettet på, på den måde. "Amaya," endte han med en næsten advarende stemme.
Det næste som han oplevede, var et knips direkte i panden, hvilket rent faktisk gjorde ondt! Hvad skulle det nu til for?! Han vendte sig direkte mod hende igen. "Korrekt," endte han. Det var ikke bare Demian og Laqisa, men derimod også en ung mand som Elijah.. En ung mand, som han ikke havde set i frygtelig mange år. Gud hvor havde han egentlig mistet mange omkring sig. Han søgte derefter hen til hende, hvor han lagde hænderne mod hendes skuldre. "Vi skal væk herfra... Nu," afsluttede han.

[Amaya Melini Diamaqima]

Amaya kunne slet ikke lide at hendes søster rendte rundt sådan her ude i Dvasias mørke. Det var jo nat og vampyrerne i landet ville da sikkert nyde at nærre sig på en ung gravid kvinde. Selvom hun var halvt vampyr så var denne tanke hende næsten sygelig. Hun kunne ikke klare synet af blod men krævede det dagligt hvilket havde gjort det til lidt af en udfordring at få nærring. Hun kunne essentielt godt overleve på normal kost i nogle dage men hun ville være træt og ugidelig hvilket ikke var en mulighed for hende i lægden. Hun sukkede svagt ved sin fars ord og vendte blikket hen mod hvor Silia forsvandt. "Jeg håber at hun klarer sig" endte hun stille og bed sig let i læben. Hun ønskede jo virkelig ikke at der skete noget med hendes søster!

Amaya kunne virkelig ikke lade være. Hvis noget var rodet så begyndte hun at rydde op i det. Det var hende en næsten sygelig opsættelse. Manden som stod for boden sendte hende onde blikke men stoppede hende ikke for hun gjorde jo intet galt lige nu. Hendes fars advarende tonefald gled let forbi hende uden at røre hende. Hun havde efterhånden lært at ignorere det. "Ja far?" spurgte hun roligt men holdt ikke op med sit gøremål.
Hun var kun stoppet for at knipse ham i panden som en form for mindre afstraffelse. Hun kendte ham jo, han elskede alle sine børn og det var en ting som hun rigtig godt kunne lide. De var alle lige i hans øjne, også selvom nogle af dem havde opnået mere end andre. Bare se på Silia, hun havde jo været dronning i Procias! Det var store sager. Som hun begyndte at rette på mandens varer igen mærkede hun sin far ligge hænderne mod hendes skuldre. "Men men .... rodet" peb hun kort før hun slap mandens varer og lod ham guide sig med der hvor han ønskede dem.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var naturligvis meget bange for Silias skyld. Han vidste, at det var et farligt sted at være, og særligt i hendes situation, for det var slet ikke meningen, at det skulle være på denne her måde. Han sukkede let. At blive fravalgt på den måde.. afskåret, selv efter, alt det, som han havde forsøgt at gøre, var uden tvivl en smertefuld tanke. Han bed tænderne tydeligt sammen. "Det håber jeg også, at hun gør," sagde han dog. Mere ned det, kunne han ikke rigtigt gøre ved det, hvad end, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Det gjorde ham ked af det.. Nu hvor han endelig var kommet så langt, og nu måtte han så se det hele glide ud i sandet. Det var virkelig en smertefuld tanke at sidde igen med.

At Amaya var gået amok med mandens handelsvare, var en tanke, som de havde snakket om mere end en gang. Han lagde derfor hænderne mod hendes skuldre, mest for at understrege, at han altså gerne ville have, at hun skulle stoppe. Manden selv, så ud til at have det fint med, at han forsøgte at stoppe hende. "Det er rodet ja, men derfor skal du ikke rode med andres ting.. vi går videre nu," sagde han endeligt, og trak hende derfor en smule med sig. Ikke fordi at han var sur, for han vidste, at det var noget, som hun havde kæmpet med, stort set siden hun var kommet til. Det havde været et problem, siden hun havde været helt lille.

[Amaya Melini Diamaqima]

Silia var vidst en rigtig humør bombe. Hvad som var hændt mellem hende og deres far vidste Amaya slet ikke og et sted kom det hende jo heller ikke ved men hun kunne ikke lide at se familie behandle hinanden på den måde. Slet ikke faktisk. Familie var det vigste som man havde, den kunne forsvinde så hurtigt så man skulle nyde den mens man havde den. Hun bed sig stille i læben ved hans ord. Hun håbede virkelig at Silia ville komme hjem sikkert og uden problemer.

Amaya's mani med ting havde hun haft siden hun var lille. Hun kunne slet ikke lade være. Der var bare noget i hendes indre som tvang hende til at rette på sådan nogle ting og hun gav efter for den tvang. Hun kunne næsten ikke andet. Hænderne mod hendes skuldre fik hende dog ikke til at stoppe før han hev lidt i hende for at få hende med sig. Hun slap pænt de ting hun havde og fulgte sin far som han bed hende om. Hun kunne virkelig ikke klarer at efterlade noget halvt færdigt og mest af alt havde hun lyst til at rive sig fri og løbe tilbage men dette ville ikke nytte noget. Hun sukkede stille og vendte blikket over skulderen mod sin far. "Jeg ville jo bare ..." klagede hun uden at afslutte sætningen for, ja, hvad var det egentlig hun ville? Sætte alting snurre lige sådan så folk kunne komme og rode i det igen. Det var jo virkelig det eneste som ville komme ud af det som hun havde gang i. Hun pustede let og kørte en hånd igennem det brune hår. Hvorfor skulle det hele også bare være så besværligt altså!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel måtte nok anse Silia som tabt lige nu, også selvom det havde været en kamp for ham, i det hele taget, at få muligheden, for bare at komme så tæt på hende, som det han var lige i øjeblikket. Det var ikke nemt. Det var virkelig ikke nemt. Og endnu mere ondt gjorde det, at hun slog hånden af ham på den måde, uden at han egentlig kunne se, hvad det var, han havde gjort forkert. Det var næsten det, som for ham, var det værste af det hele. Han kunne bestemt ikke lide det.

Amaya var gået i selvsving igen. Det som hun også havde gjort, siden hun havde været helt lille, i deres fælles hjem, efter at Yuuki var forsvundet. Ikke at det var noget, som han kunne sige, eller gøre noget ved, som det var lige nu. Han førte hende med sig væk fra boden. Hellere nu, end før manden ville ende med at reagere yderligere ved det.
"Vi har snakket om det, Amaya," gentog han igen. Det var noget af det, som de særligt havde snakket om mange gange. Han vendte blikket mod hende. Hvis det skulle vise sig, at hun var den, af hans børn, som han skulle have kontakt til.. som den eneste, så var han nødt til at gøre det uden at begå flere af de fejl, som havde kostet ham Silia og Jophiel. "Jeg har allerede mistet for mange. Jeg vil nødigt se dvasianere slå dig ihjel, fordi du blander dig," sagde han dog. Han førte hende med længere ned af gaden og væk fra boderne. Det var også først her, at han slap hende igen.

[Amaya Melini Diamaqima]

Det var synd at det skulle være sådan men de kunne vel heller ikke bare lege en stor lykkelig familie? Der lå vidst mere i gemmerne end hvad godt var. Hun sukkede stille. Var det mon hendes skyld at det hele var gået så galt i dag? Hun ønskede jo ikke ligefrem at ødelægge hendes fars forhold til hendes storesøster.

Amaya var tabt når hun fik et flip som dette. Det var meget få der kunne hive hende ud af det og få hende til at stoppe. Hendes far valgte bare at fjerne hende fra det som hun pillede ved hvilket også hjalp måtte hun da erkende. Det var bare svært for hende at lade være. Det var en tvangs handling som hun ikke rigtig kunne slippe af med selvom hun gerne ville. Lydigt fulgte hun dog med sin far.
Hans ord fik hende til at sukke stille. Selvom de havde snakket om det så behøvede hun jo ikke kunne lide det. "Jeg ved det, jeg ved det. Jeg kan bare ikke lade være" mumlede hun næsten undskyldende. Hun sendte ham et lille smil. Det var jo ikke fordi hun gjorde det med vilje men hun kunne virkelig bare ikke andet. Hun lyttede roligt til ham. Han havde jo ret. Det var ikke ligefrem mange der kunne lide at hun pillede ved deres ting selvom hun ikke gjorde for det. Det havde ført til mange unødvendige sammenstød som hun sikkert kunne have undgået. "Du har ret. Jeg beklager. Jeg kan bare ikke lade være" endte hun stille. Han vidste det jo så vel som hun gjorde det. Hun kunne virkelig bare ikke lade være med at rode og pille ved sådan noget. Det skulle stå rigtigt og så ordenligt ud. Hun var et forfærdeligt menneske at bo sammen med, derfor holdt hun sig også alene.

[Nathaniel Diamaqima]

Der lå langt mere i at være en Diamaqima, end det, som nok godt var, men det var bare begrænset, hvad man kunne gøre ved det. Når alt endelig kom til alt, så var det faktisk heller ikke helt uventet, selvom det uden tvivl gjorde ondt, når det her skete. Han havde virkelig kæmpet for et forhold til sin datter, og så skulle det hele falde til jorden nu? Han brød sig virkelig ikke om det!

Nok om det.. Nathaniel brugte i forvejen alt for meget tid, på at tænke den igennem, men det var derimod også meget begrænset, hvad han lige kunne gøre ved det, og det vidste han jo også udmærket godt. Hans blik søgte Amayas skikkelse. Han vidste, at den tvangstanke, var svær for hende at bryde i det hele taget, også selvom det for ham, var vigtigt at hun forsøgte! Det andet ville nemlig kun resultere i alt for mange grumme sammenstød, som han helst så, at hun undgik.
"Hvilket jeg godt ved.." sagde han roligt. Ej var der nogen grund til at undskylde overfor ham. Det her havde været dem et problem, siden hun ikke havde været særlig gammel, og det blev vel kun.. værre nu hvor hun blev ældre?
"Kom," opfordrede han. Han ville helst gerne mere væk herfra, og tage den afstand til Silia, nu hvor hun reagerede så voldsomt på, at han havde et forhold til sin egen datter. Han fortsatte med at gå længere ned af markedet i den modsatte retning. Han var ked af det. Dog selvom han ikke ønskede, at hun skulle se det.

[Amaya Melini Diamaqima]

Diamaqima var virkelig et navn som bar mange ting i denne verden. Der var både rygter, familie problemer, frygt, had og forventninger. Det var meget at skulle håndtere for en person, nok mere for Silia fordi hun var gravid. Det pirrede sikkert hendes hormoner endnu mere. Amaya var ked af at det skulle være sådan men hvad kunne hun gøre ved det andet end at prøve?
Hun sukkede stille som hun gik med sin far. Selvom hun var voksen og kunne tage sine egne beslutninger så lyttede hun stadig efter sin vise gamle far. Han betød jo alt for hende, han var familie og det var en ting som hun ikke ville give slip på. Silia ønskede ikke noget med hende at gøre hvilket var trist. Det ville tage tid men Amaya ønskede at prøve igen for at se om hendes søster kunne overtales og lade hende være i nærheden. Amaya forsøgte virkelig at få hendes tvangstanker under kontrol men det var bare så svært. Hun ville så gerne have at det lykkes men sådan var det bare ikke længere.
Hun nikkede blot ved hans ord. Begge vidste de jo godt at hun ikke kunne lade være. Hvis hun kunne så havde hun jo gjort det for længe siden. Hun løftede kort sine hænder og vendte blikket ned mod dem. "Det bliver værre og værre som jeg bliver ældre" endte hun stille. Det var ikke rigtig noget de havde snakket om før men hun kunne mærke det. Bedst som hun følte at hun havde fået noget styr på det hele så blev det bare værre og så kunne hun starte forfra.
På hans opfordring fulgte hun lydigt med ham. Hendes blik løftede sig fra hendes hænder og op på hans skikkelse. Han havde det ikke godt selvom han prøvede at skjule det. Hun kendte ham jo efterhånden, han var jo trods alt hendes far. Hun bed sig kort i læben før hun satte farten svagt op og kom op på siden af ham. Hun greb hans ene hånd med sin og lod den anden søge om hans arm. Hun lænede sig ind mod ham med lukkede øjne. "Jeg elsker dig, far" lød det fra hende. Hun vidste godt at det ikke var det samme som hvis Silia havde været blevet men om ikke andet så var det noget som hun ønskede at han skulle høre.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at presset ved at være en Diamaqima i mange henseender, også måtte tale imod dem begge, og det nok ikke ligefrem varm ed til at gøre det meget bedre. Der var mange familieintriger, hemmeligheder, rygter, krav og forventninger, og det var heller ikke altid lige til at finde ud af, hvad det var, der var vigtigst, og hvad der ikke var, og det gjorde det selvfølgelig også ekstra svært.
Det blev kun værre med alderen, hvilket var noget som Nathaniel havde bidt sig mærke i, og han ville lyve, hvis han ville påstå, at det ikke var noget som bekymrede ham. Alle hans børn foruden Mattheus, havde faktisk sine problematikker at slås med, og han havde det faktisk rigtig skidt med det. Han bed tænderne en smule sammen. "Det har jeg godt lagt mærke til," sagde han endeligt. Hvad skulle han ellers sige? Nej, han ville bestemt ikke kalde hende for syg. Det krævede måske bare en alternativ tilgang, i forhold til, hvad der var normalt trods de omstændigheder, kunne man jo sige.

Nathaniel søgte ned af gaden. Selvfølgelig var det hårdt, at Silia nu skar hånden af ham igen, nu hvor han havde kæmpet så meget for det, og nu ikke fik noget ud af det? Det synes han jo heller ikke var retfærdigt. Grebet omkring hans hånd og arm, fik ham til at stoppe op.. De ord. Han lukkede øjnene let, som han vendte sig mod hende. Det var ikke ofte, at han hørte dem, eller selv sagde dem, for den sags skyld. Han havde fejlet ved to.. han ville ikke også fejle her! "Som jeg elsker dig, min datter," sagde han denne gang. Han mente det virkelig!

[Amaya Melini Diamaqima]

Det kunne være rigtig hårdt at bære navnet Diamaqima. Der var så mange ting man skulle tage højde for altid. Selv hun kunne mærke det og hun var ellers sjældent en der blev påvirket af sådan nogle ting. Deres navn var kendt alle steder og alle have en mening, holdning og forventning til dem. Det var hårdt for at sige det mildt. Amaya vidste dog at selvom hun var påvirket af det måtte det være hårdere for hendes far og Silia. Deres navne var kendt i alle landende. Silia havde været den forhenværende dronning i Procias og hendes far var efterhånden så gammel at han navn var legende. Det kunne kun være hårdt for dem hvorimod Amaya kunne rende lidt mere frit rundt.
Hendes vaner var ikke en sygdom men mere en særhed som hun havde. Hun kunne ikke lade være. Den lille stemme i hovedet som bad hende stoppe blev kvalt af en anden der råbte at hun skulle gøre det. Det kunne være rigtig irritende men hun havde lært at leve med det, også selvom det blev værre. Da hun var lille var det meget få ting og mest på hendes eget værelse men nu var det næsten med alt. Hvis hun stod for længe ved en rodet bod kunne hun slet ikke lade være. Det var som om rodet irriterede hende og nagede hende til hun var nød til at ryde op. Hun sukkede stille og sendte ham et lille smil. "Det kan være svært at håndtere en gang i mellem men jeg skal nok finde en løsning på et eller anden tidspunkt" sagde hun håbefuldt. Hun var absolut ikke en pige som gav op!

Silia havde slået hånden af ham men det ville Amaya ikke. Hun elskede sin far og resten af sin familie. For hende var og ville familien altid blive den vigtigste. Det var også derfor hun valgte at vise sin far den kærlighed som han nok havde brug for at hun viste. Diamaqima's var ikke ligefrem kendt for at sige E ordet ofte men måske de skulle begynde? Hun ville i hvert fald lade ham gøre det. Som han stoppede op vendte hun de brune øjne mod hans ansigt og sendte ham et sødt smil. Som han svarede igen slap hun hans hånd og gav ham et kram. "Det ved jeg du gør" lød det fra hende. Hun slap ham stille igen og lod hovedet søge let på sned. Hun kunne mærke at hun var ved at være sulten, det var længe siden hun havde fået blod. Hun kiggede kort rundt for at finde ud af hvor de var henne i verdenen. "Lad os få noget at spise, så kan vi snakke imens. Jeg kender en kro som også har hvad jeg skal bruge" lød det fra hende. Hun gjorde tegn til at han skulle følge med og så søgte hun ellers hen mod kroen.

//OUT

[Nathaniel Diamaqima]

At bære navnet 'Diamaqima', var på ingen måder nemt, og det vidste Nathaniel godt. Det var en kæmpe byrde, at pålægge nogen individer i det hele taget. Han vidste, at hans børn på alle forskellige måder, havde deres særheder, at bærer med sig, og det nok heller ikke gjorde det nemmere for dem. For Silia særligt, som bar en meget mørk og dyster hemmelighed, var det heller ikke, men af den grund, ønskede han jo at være der for dem alle sammen.. Han ønskede jo at være der for dem, men det krævede jo også, at de ville lade ham være der, og det var bare ikke rigtigt noget, som synes at være, som han gerne ville være der. Desværre. Det var uden tvivl rigtig, rigtig svært, at det var som det nu var.
"Du prøver, og mere end det, kan jeg ikke forlange af dig," begyndte han roligt. Han sendte hende et stolt smil. I forvejen vidste han jo, at han var elendig til at huske at fortælle sine børn den slags. "Og jeg ved, at det ikke er nemt.. Jeg ser jo hvordan du kæmper med det," sagde han denne gang. Han vidste det jo godt. Men af den grund, så var han stolt af hende.

At Silia slog hånden af ham, gjorde ondt, men han håbede vel på, at det var hormonerne som gjorde det? Det var i hvert fald, hvad han ville håbe på! Han sendte hende et smil. At det ikke var alle der vendte ham ryggen, var han da glad for. Han havde mistet Jophiel, Silia igen, og han havde mistet Liya og Yuuki. Det var jo heller ikke fordi at tilværelsen var nem for ham i forvejen. Han nikkede. At komme ind og få noget at spise, lød fornuftigt. "Lad os," sagde han denne gang, hvor han fulgte efter hende. Det ville også give ham lidt andet at tænke på.

//Out