It's not what it looks like!

[Nathaniel Diamaqima]

Amaya Melini Diamaqima - Silia D. Diamaqima - Nathaniel Diamaqima

---

Solen var på vej ned i horisonten, da Nathaniel søgte til det Magiske Marked. Her ville han uden tvivl kunne finde det, som han skulle bruge, for at kunne hjælpe sin elskede datter igennem det svangerskab. For nu, gik det godt. Overraskende godt, men der var endnu visse ting, som han ikke var helt tilfreds med.
Amaya vidste han, var derude. Selvom hun havde været ham et drømmebarn som lille, hvor det også særligt var alkymien og den viden, som måtte følge med, som de var gået meget op i, og særligt siden Yuuki ikke længere var en del af deres liv. Nu var der gået såpas lang tid, at han ikke rigtigt tænkte på hende længere.

Stemmerne lød overalt omkring ham. Folk som forsøgte at lokke folk til  boderne. Af hans opfattelse, så var det også dem, som ikke havde rent mel i posen, og nu hvor han vidste, hvorfor han var der, så var det også det eneste, som han havde for øje.
Det var ikke det mest rene marked, som Nathaniel kunne komme i nærheden af, men det var her, han vidste, at han kunne finde det, som han skulle bruge. For ham, var det også det vigtigste: At sørge for at hans barnebarn og Silia kom vel igennem det her, nu hvor hun ikke havde en mand ved sin side til at støtte hende igennem det.
En gammelt udseende bod, var hvad han fik øje på, og søgte derfor mod denne. Han fiskede en lille seddel op af lommen. "Her," sagde han blot. Manden læste den igennem, inden han afmålt kiggede på Nathaniel. Han bukkede sig ned under disken, og lagde en lille pose på bordet foran ham. "Du kan punge ud.. så får du den," fastholdt manden bag disken. Nathaniel stirrede fast på ham, inden han fiskede en lille pose penge op, som han lagde ved siden af. "For hurtig levering," sagde han dog, og greb ud efter posen som han hurtigt fik i lommen.

[Amaya Melini Diamaqima]

Mørket var begyndt at falde på og derfor befandt Amaya sig udendørs. Hun kunne sagtens færdes under solens lys for en kort periode men hun blev bare voldsomt dårlig af det. For det meste holdt hun sig derfor indendøre. Dog kunne hun ikke forblive indedøre for evigt så nu ved det tid til at søge ud og møde mennesker. De første mange år af hendes liv havde hun været sammen med sin far. Alkymien havde været i højsædet men som hun blev ældre søgte hun væk for at lære nye ting at kende. Nu var hun så endelig tilbage i landet. Ikke at hun decideret ledte efter ham men måske hun burde?

Det magiske marked var hendes bestemmelsessted for denne aften. Med rolige skridt bevægede hun sig ned igennem det fyldte marked. Der var meget larm og folk der skubbede. Gud hvor kunne det være irriterende. Hun havde det faktisk ikke så godt sådan nogle steder her, det var altid så rodet og hun hadede virkelig rod og uorden. Dog skulle urter og planter købes og det bedste sted at gøre dette var her. Hendes blik søgte ned gennem de mange boder og alle de mange mennesker som stod omkring dem. Hun sukkede en gang bed sig let i læben. Hvor skulle hun mon begynde. Dog måtte hun tage sig selv i at stoppe op. En velkendt duft ramte hendes næsebor og hun fulgte den pronto. Hovedet søgte let på sned som hun nåede til en bod hvor en mand stod og handlede. Smilet hvilede blidt på hendes rosa læber. "Godaften" lød det blidt fra hende da hun henvendte sig til hendes far. Det var noget tid siden de havde været i hinandens selskab og hun var blevet lidt ældre. Det lange brune hår var flettet og han let hen over den ene skulder. Hun var iført et par sorte leggins i noget blødt stof, en hvis skjorte som blev holdt tæt ind til kroppen af et læder korset. Over den anden skulder havde hun som altid lædertasken som hun aldrig forlod huset uden.

[Silia D. Diamaqima]

Egentlig var udgangsforbudet endnu ikke opført, men Silia havde alligevel valgt at forlade Marvalo Mansion for at blive ekskorteret af sin far til markedet. Det ville uanset gøre hende godt med lidt luft. Maven var blevet den størrelse, hvor den ej længere var at skjule, den struttede ud over en løs, beige kjole der med snører var bundet fast om hendes fyldige og dog ømme barm i disse tider. Mens Nathaniel skulle hente noget til sin alkymi, var Silia stoppet op et par boder længere henne, hvor en kvinde i fattige klæder, sad med vævede tæpper. De var meget smukke. Gavmildt gav hun kvinde for et grønt tæppe med broderier af guldtråde, men hun fik også en god ekstra slat. Det ville blive perfekt at svøbe hendes lille mirakel i når den kom om 3-4 fuldmåner.

Tæppet foldede hun pænt sammen og kastede den over sin ene arm, hvorefter hun spejdede omkring for at finde sin far. Hun håbede ikke at han var gået langt væk, for mange af de store brød til mænd, så efter hende med skulende øjne, øjne der havde lyst til at slå ihjel. Det gav et mindre sæt i hende. Hun vendte blikket over skulderen og så Elanyas skikkelse hvor ingen anden så nogen. "Naturligvis, men jeg har næppe tid nok til at vente på, at du selv kan hækle igen," påpegede hun som havde hun snakket til nogen. Folk rystede bare på hovedet. Silia ignorerede dem og så hen på sin far ved den lille bod.. og på den unge pige ved siden af ham. Umiddelbart skænkede hun det ikke en tanke hvor meget hun lignede Yuuki, i stedet vandrede hun med den tunge mave til hun stod henne ved dem. "Godaften," hilste hun høfligt, uden at vide at det var hendes egen søster hun stod overfor.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var aldrig særlig langt væk fra Silia. Selvom han havde frarådt hende at søge ud, havde han også forståelsen for, at det var noget, som hun havde brug for. Særligt, når hun ikke havde noget andet at bruge tiden på, og nu var det heller ikke typisk hende, at sidde stille, indenfor husets fire vægge. en lille pose fik han i lommen, frem til stemmen lød lige ved ham. En stemme, som var ham så genkendelig. "Det var ikke her, jeg havde regnet med, at støde på dig, kære Amaya," sagde han med en rolig stemme, som han vendte blikket mod Silia, der kom i retningen af ham. Han var i nærheden i tilfælde af, at noget skulle ske. Det kunne godt være, at han ikke var særlig stor og bred, men der var ikke det, som han ikke ville gøre for sin datter. Og det var jo ikke ukendt, at markedet her, var et farligt sted for hende at opholde sig på, i det hele taget.

Et kort smil passerede hans læber. Amaya var ikke en datter, som han havde gemt af vejen, som han i sin tid, havde vendt ryggen til Mattheus. Det var bare ikke noget, som han snakkede højt om. "Jeg går ud fra, at du har fundet, hvad du skulle bruge?" spurgte han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Et smil passererede let hans læber. "Og Silia? Det er er Amaya," præsenterede han roligt. Han kunne jo ikke lade det gå forbi, velvidende om, at de jo var søstre.

[Amaya Melini Diamaqima]

Så mange ting og så meget at se. Verdenen var fuld af vidundere og derfor kunne Amaya ikke bare blive på et sted. Hun havde rejst meget og havde da også lært en ting eller to. Smilet forblev på hendes læber som den velkendte skikkelse foran hende genkendte hende. Hendes far var altid et syn som hun var glad for at se. Selv havde hun da savnet ham. De stunder igennem hendes barndom hvor de havde leget med alkymien var virkelig tider som hun havde værdsat og selvom hun var blevet stor nu og savnede hun dem stadig. Det var også derfor hun var ude og finde ingredienser nu. Hun skulle jo lærer flere nye ting. "Jeg må da ærlig indrømme at jeg heller ikke regnede med at se dig her, Far. Det er ved at være et stykke tid siden" påpegede hun med et lille smil.

Kvinden som der kom imod dem fik Amaya's opmærksomhed med det samme. Der var en velkendt lugt over hende. Hun lugtede af Nathaniel. Blikket gled kort til kvindens gravide mave og Amaya kunne mærke nysgerrigheden stige i hende endnu mere. Hvem var denne kvinde? Hun fik dog hurtigt svaret. Kvindens navn var Silia, altså hendes halvsøster. Smilet blev en smule bedre som hun trådte de to et skridt nærmere. "Silia. Rart at møde dig" sagde hun lykkeligt og rakte hendes søster den ene hånd. Familie og familien bånd var virkelig noget af det vigtigste for Amaya. Det var der virkelig ingen tvivl om. Familie var og ville altid blive det vigtigste og den kategori hørte Silia også inden under selvom de jo ikke kendte hinanden.

[Silia D. Diamaqima]

Marvalo Mansion var et eventyr for mange, men så mange år som hun havde spenderet der, så var spændingen gået af det, desuden virkede den friske luft mere fristende en stanken alkohol der nærmest altid hang over stedet. Hele hendes humør havde ændret sig ved deres lille visit til markedet, også selvom det kun var et flygtigt øjeblik det ville vare. Hun så ned på tæppet og holdt det lidt op for ham så han kunne se det. "Det er perfekt," hun så på det med et lidt stolt smil, hvorefter hun hang det tilbage over sin arm og vendte blikket mere mod den unge kvinde. Der var visse træk som burde havde advaret hende, men de mange tanker hun gjorde sig, forblændede hende nok lidt for dem.

Med et strejf fra tungespidsen, fugtede hun sine læber, men stivnede lidt i handlingen. Amaya? Yuukis og hans fællesbarn? De mørke øjne brændte sig fast på hendes skikkelse i lange sekunder. Nysgerrig pirrede hende, hun værdsatte familie, men Amaya var ikke en del af hendes familie! "Åh," sagde hun med en snert af skuffelse. Hun kunne mærke hvordan hendes krop blev varm af frustration over at han havde forladt dem og i stedet havde fået hende. Hvorfor dukkede hun op nu? Hendes blik gled til hendes hån, men i stedet for at tage den, lagde hun sin frie hånd på sin mave og så tilbage på hende. "Amaya," hilste hun med et myndigt nik. Somme tider var det lettere at gemme sig bag de gamle royale vaner. Det værste var at Amaya var uskyldig.. ligeså meget som hun selv, selvfølgelig ville hun gerne have sin far, men det fik ikke Silia til at bryde sig mere om hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel elskede Amaya. Det gjorde han, og han så hende som sin datter, da det også var, hvad hun var, og særligt efter at Yuuki var endt med at forsvinde ud af deres liv. Han stod fast på, at det havde været den rette beslutning, men det fik ham ikke til at vende ryggen til den lille pige, og ikke var det noget, som ville komme på tale, for hans vedkommende. "Tiderne og skæbnen, har ønsket mig andet steds," fortalte han ærligt. Nu var det nemlig Silia som tog hans opmærksomhed, og det ufødte barn, som hun måtte bære i sit indre. For alt i verden, ønskede han ikke, at hun skulle tabe det!

Silias måde at reagere på, var et sted forventet, og alligevel formåede det, at gøre ham en smule skuffet. Hun kunne da i det mindste tage det som en voksen kvinde. Selvom han vidste, at det nok var hormonerne der gjorde det. "Det er smukt.. Perfekt til den kommende lille." pointerede han dog. Han vendte sig mod Amaya, hvor han blot sendte hende en undskyldende mine, for det var bestemt ikke sådan her, at han havde regnet med, at de skulle mødes. Det var nok ikke just de rette omstændigheder. "Silia," sagde han denne gang. Dette var ikke en ting, som faldt i hans gode jord.

[Amaya Melini Diamaqima]

Yuuki var forsvundet og selvom Amaya savnede sin mor og nærrede et håb om at finde hende en dag så var hun alligevel lykkelig over den tid hun havde haft med sin far. Hun vidste dog godt at når børn blev ældre var de nød til at flyev fra reden og det var det hun havde gjort. Selvom hun da stadig savnede den tid som de havde sammen den gang de var lille så ville der altid være ting som var vigtigere end en voksen datter. Lige nu så det ud til at han skulle være morfar hvilket da var en glædelig nyhed! "Selvfølgelig gør de det. Jeg kan jo ikke rende i dine skørter hele livet" lød det muntert fra hende.

At Silia ikke ligefrem var glad for at se hende kunne hun da tydeligt mærke. Hovedet var let søgt på sned som hun betragtede sin storesøster. Ej kendte hun meget til kvinden ud over at hun havde været den Procianske dronning i ufattelig mange år efterhånden. Det brændende blik gengældte hun dog uden tøven. Nok var denne kvinde hendes ældre men hun skulle ikke trykke hende ned. Det ville Amaya slet ikke finde sig i. Hånden blev ej taget imod og Amaya lod den roligt falde igen. Amaya vendte blikket kort mod hendes far og gjorde en gestus til at han ikke skulle tænke på det. Blikket søgte tilbage til Silia igen og Amaya tog en lidt dyb indånding selvom den langt fra var nødvendig. "Jeg tror at et tillykke er på sin plads. Hvornår venter du dig?" spurgte hun blidt. Hun prøvede virkelig ikke komme ind på livet af den søster som afviste hende. Familie var vigtig også selvom de kun var halvsøskende. De havde da stadigvæk samme blod, det betød da noget, ikke?

[Silia D. Diamaqima]

Silia så bort og sank en klump. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget den mand gravede sin egen grav i sin uvished om hvad han ønskede og hvem han ville være der for. Denne kvinde var hende som havde erstattet hende for mange år siden, sandheden var at de nye omstændigheder havde skubbet det i baggrunden, men nu hvor hun skulle stå og se det i øjnene, så kunne hun mærke at det generede hende. Mest forholdt hun sig tavst med fik et lidt stramt drag om munden over at høre dem snakke. Det var tydeligt at de havde et forhold til hinanden og havde haft kontakt. Det burde ikke ændre hendes synd, men det gjorde det, hvilket nok ligeså meget skyldtes hormoner. "Ja det er," konstaterede hun lidt ligegyldigt og holdt tæppet lidt ind mod sig.

"Du skal ikke engang prøve," advarede hun henvendt til Nathaniel. Stadig så hun ikke på ham men på Amaya, i hver fald i et par lange sekunder, før hun endelig vendte sig lidt om mod sin far med et hårdt blik. "Hvad havde du forventet? At jeg ville falde hende om halsen?" hun rystede på hovedet med et opgivende suk hvoeefter hun igen vendte tilbage til Amaya. "Cirka 5 måner fra nu. Desuden beklager jeg. Jeg beklager frygtelig meget at jeg kan ikke kan udstå synet af dig, men om forladelse så har du været en hovedårsag til at min familie gik i stykker, og det er ikke rimeligt, for skylden er egentlig vores kære gamle fars," hun sendte ham et intenst blik. Hormoner fik hende til at reagere, normalt kunne hun sagtens lægge bånd på sig selv og i det mindste agere høfligt, men ikke nu. Det var for meget.

[Nathaniel Diamaqima]

Det her gik på ingen måder, som Nathaniel havde håbet på. Han vidste skam godt, at han ikke kunne undgå, at de skulle støde på hinanden før eller siden, men på trods af det, havde han uden tvivl forventet, at Silia ville tage det langt mere voksent, end hvad hun netop nu, udviste ham, at hun gjorde. Var det underligt, at det måtte være ham en tanke, som han måtte finde skuffende? Hun havde været dronning af et land, og vidste derfor godt, hvordan man skulle agere.
"Naturligvis ikke," sagde Nathaniel med en rolig stemme, også for at lukke den lidt af. Igen skulle der opstå en scene, hvilket han i forvejen måtte sige, at han var ved at være rigtig træt af, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.

Nathaniel knyttede næverne let. Han forventede langt mere af Silia. Han forlangte faktisk meget af sine børn, deres kunnen og hvad de gjorde ved den. Nej, naturligvis havde han ikke forventet, at hun ville falde Amaya om halsen. Han vidste jo godt, hvad Silia forbandt hende med, men var det ikke et punkt, som de var ovre? Og som de havde snakket om?
"Jeg frygter, at det er dine hormoner, som taler for dig, min pige. Jeg tager skylden på min kappe, og så synes jeg, at vi skal lade lige netop den sag ligge, og så tage det her som voksne mennesker. For det ved jeg, at vi alle kan." Han vendte blikket mod hende. Han forstod at det nagede hende.. Men selv han havde jo afslutningsvist valgt Yuuki fra.. beholdt sit forhold til sin datter, og samtidig forsøgt at gøre sagerne godt igen. Han forsøgte virkelig!

[Amaya Melini Diamaqima]

Det her var ikke ligefrem en lykkelig familie stund på nogen som helst måde. Faktisk så var det utrolig akavet. Hvad Silia forbandt Amaya med vidste hun jo ikke. Alt det der var jo før hun blev født så hvordan skulle hun kunne forholde sig til alt sådan noget. Hun sukkede stille, ja næsten opgivende. Hendes søster virkede ikke ligefrem som den mest venlige person i verdenen men havde hun ikke været dronning? Man kunne da virkelig ikke være dronning med sådan en attitude. Måske var det derfor hun ikke var det længere?
Skuffelsen var klar at se for Amaya. Hendes far forventede mere af dem og hun ville for alt i verdenen ikke skuffe ham.

Silias ord ramte hende som en lussing. Hun kunne da ikke gøre for hvad deres far havde gjort og ikke gjort. Et sted havde han jo bare valgt ikke at efterlade et barn helt alene i verdenen og det var en ting som hun ikke kunne udstå. Et sted så kunne Amaya ikke andet end at skamme sig på hendes søsters vegne. Hvordan kunne man være sådan. "Tillykke" sagde hun roligt mens hun lyttede til Silia's ord. De var hårde synes hun. Hendes blik søgte kort til hendes far før hun trådte et enkelt skridt tilbage fra dem, mest af alt for ikke at virke truende. "Så vidt jeg ved, Silia, så burde din vrede rettes mod min mor og ej mod mig. Jeg er ked af at din familie gik i stykker men det er ikke min skyld. Desuden så har far ret, jeg tror ligeså at dine hormoner løber af med dig. Jeg tror næppe at det er en ordenlig måde at møde folk på" endte hun roligt. Hænderne lod hun roligt ligge sig over kors og et lille smil bredte sig på hendes læber sådan så man kunne se hendes spidse tænder. "Jeg synes at vi skal lade det ligge. Der er ingen grund til at skabe en scene herude på gaden og ej er det sundt for en kvinde i din tilstand at hidse sig sådan op." Blikket gled en gang rundt på menneskemængden som endnu ikke så ud til at have bemærket den lille familie sammenkomst som forgik her midt på markedet.

[Silia D. Diamaqima]

Igennem et flere århundrede langt ægteskab havde hun ikke hævet stemmen overfor sin mand én gang. Aldrig havde hun mistet fatningen på den måde hun gjorde nu og endda i offentligheden, men der var grænser for hvad én kvinde kunne håndtere. Hun var så indebrændt på sin far, ikke så meget over at han havde valgt Yuuki, men mere over at han havde været der for Amaya og givet hende kærlighed og omsorg mens hun havde stået med alting selv, trods han havde afgivet andre løfter engang. Hun så fra den ene til den anden. Pludselig så hun ret hurtigt deres fælles træk, og det fik hende til at føle sig som en udskud. Bare det at høre hende kalde ham for 'far' fik det til at vende sig i hende. "Du har ret. Det er ikke din skyld, er din fars," hun understregede klart hvad hun mente. Det var først for nyligt at hun igen var begyndt at betegne Nathaniel som sin far, men nu blev hun mindet om hvor lidt han fortjente den titel.

Hvor Amaya tog et skridt bagud, trådte Silia frem. "Og vov ikke at fortælle mig hvad der er ret og forkert," understregede hun meget hårdt, fuldstændig ligeglad med Nathaniels forsøg på at cutte den af. Hendes tilstand? Hendes kinder var rødglødende af vrede, og det lignede hende ikke på nogen måde. Desværre havde hun ret, Nathaniel havde hele tiden sagt at hun ikke måtte hidse sig op eller stresse. "Jeg skal ikke forstyrre jeres familiesammenkomst længere. Fortsat god aften," hun sendte dem begge et vredt blik, men dvælede lidt mere ved Nathaniel før hun med bestemte skridt søgte i en tilfældig retning, uden at tænke på hvor dumt det var af en lysets dronning at gå ud.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Det havde aldrig været Nathaniels mening, at skulle stå i en situation som denne, men før eller siden, så måtte konfrontationen jo komme. Amaya var hans datter, og ikke noget, som han kunne vende ryggen til, og ikke havde han tænkt sig, at gøre det. Han vendte blikket skiftevist mod dem begge. Han havde forventet mere end dette, af en gammel dronning, og det var han ikke bange for at erkende.
At dette skulle vise sig, at være det øjeblik, hvor alt han havde kæmpet for, absolut skulle styrte i grus, gjorde ham trist. Det holdt i forvejen meget hårdt for ham, i det hele taget, at få muligheden, for at komme tæt ind på Silia. "Silia, stop," bad han denne gang med en direkte stemme. Amaya var jo bare venlig.. imødekommende, og forsøgte at virke som den søster hun jo et sted var. Det ville han så sandelig heller ikke tage fra hende, nu hvor hun virkelig forsøgte!

Silia trådte frem, og virkede næsten truende overfor Amaya, hvilket Nathaniel heller ikke synes var retfærdigt! Selv nåede han kun lige at lade hånden falde mod hendes skulder, idet at hun denne gang trak sig.. og forlod dem i stedet for. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Var han skubbet ud i kulden igen? Hånden faldt. Det gjorde ham ked af det, selvom han forsøgte at skjule det.
"Jeg beklager, Amaya," sagde han direkte. Ked af det, som han nu var, så skammede han sig uden tvivl også over Silias opførsel. Det lignede hende bestemt ikke at opføre sig på den måde, og særligt ikke så barnligt, som det her havde været!

[Amaya Melini Diamaqima]

Silia opførte sig lang fra voksent og et sted var det virkelig underligt. Skulle hun ikke forstille at være dronning? At være royal og rolig? Man kunne da ikke styrre et land med sådan en attitude ville Amaya da ikke mene. Hendes blik hvilede på Silia. Det var næsten for meget at blive behandlet sådan her. De delte samme blod, havde samme far og alt hvad der var sket mellem Silia's mor, hendes egen mor og deres fælles far burde virkelig ikke ligge en dæmper på det her. Tonen som hun brugte da hun sagde din far gjorde Amaya ked af det på hendes fars vegne. Hun var jo slet ikke i tvivl om at han elskede Silia så det måtte være et hårdt slag for ham at høre. "Vores far" lød det fra hende i det samme tonefald. Amaya var en pige som stod op for sin familie og det galte især hendes far.

Silia virkede næsten truende som hun kom tættere på. Amaya havde søgt tilbage for at give hende plads selvom det ej virkede. Hun kunne mærke hvordan stressen og vreden måtte påvirke hendes søsters krop og selvom det var i denne situation de stod i så kunne Amaya ikke lade være med at bekymre sig en smule. Det var jo trods alt hendes lille nevø eller niece der lå derinde i hendes mave og den lille skulle beskyttes. Hun svarede ikke ved Silia's hårde ord. Hun lod dem prælle af og betragede blot kvinden roligt. Der var virkelig ingen grund til at de begge skulle hidse sig op. Silia så sit snit til at byde sig selv farvel og forlod selskabet selvom deres far forsøgte at stoppe hende. Amaya sukkede stille og søgte hen til sin far som han undskyldte på Silia's vegne. Hun rystede blot på hovedet som at han ikke skulle tage sig af det. Hun nåede helt hen til ham og lagde blidt en hånd mod hans arm. "Vil du søge efter hende? Jeg mener, hun har trods alt brug for dig, ikke?" spurgte hun og bekymrede sig oprigtigt for sin søsters velbefindende også selvom hun ikke var ønsket af Silia.

[Nathaniel Diamaqima]

At høre Silia afskære Nathaniel på den måde - igen, var virkelig en tanke som gjorde ondt, og ikke noget, som han kunne gøre noget ved, hvilket næsten var det, som for ham, var det værste. Det gjorde ondt. Uden tvivl at det gjorde ondt! Han bed tænderne svagt sammen, som han så til, at hun bare søgte derfra. At Amaya ikke havde taget kampen op i retur, var han selvfølgelig glad for. Virkelig glad for faktisk, også selvom det ikke gjorde det meget bedre. De var alle voksne mennesker, og burde derfor kunne tage den ligeledes, men det var tilsyneladende meget at forlange lige nu.

Hånden der lagde sig mod hans arm, rystede Nathaniel let ud af hans tanker, hvor han vendte blikket mod hende. Han undskyldte på vegne af den unge kvinde, der netop havde valgt at afskære ham igen. Han knyttede næven let. "Jeg er nok den sidste, som burde søge efter hende lige nu," sagde han dog. Ikke fordi at han ville vælge Amaya over Silia. Begge var de hans døtre, og han elskede dem begge lige højt. Det var ikke noget, som man kunne tage fra en fader!
Et tungt suk brød Nathaniels læber. Det var virkelig ikke sådan her, at han havde regnet med, at tingene skulle være. Men det gjorde ondt. Uden tvivl, at det var noget, som gjorde ondt på ham! "Hun kommer til Marvalo Mansion, når hun er kølet ned.. Jeg må hjælpe hende, når hun er klar til at tage imod den igen." Meget andet, kunne han jo desværre ikke gøre ved det.