Post by Lucas Marcellus Himalaro on Sept 1, 2015 12:34:45 GMT 1
Lucas | Marcellus | Himalaro
Fulde navn: Lucas Marcello HimalaroAlder: UkendtRace: EngelJob: Kriger og beskytter i ProciasStatus: UgiftVåben: Lucas har aldrig været en mand, der har tyet til brug af våben, og aldrig vil det være hans foretrukkende. I og med, at han er en kriger og beskytter af Procias, foretrækker han at hjælpe ved brug af smil, ord og handling. En kniv har han dog på sig, i tilfælde af, at intet andet skulle virke.Personlighed: Lucas er en mand, der er god, som dagen var lang, og det vil nok aldrig nogensinde ændre sig. Altid ser han det gode og det lyse i alle væsner, da han også selv lever efter det faktum, at det ikke er væsnet, der gør individet, men individets egne tanker og handlinger. Derfor stoler han også på, at han er sendt til jorden af højere magter, og at han derfor har sin egen særlige specielle mision her i livet.
Lucas er en varmhjertet og smilende, samt glad og positiv mand, hvor der skal meget til, før han lider et knæk under dette. I og med, at han er så lys og varm en mand, tåler han dog mørke meget dårligt. Altid tager han tingene med et smil, hvilket for mange, nok kan virke en smule provokerende, selvom det dog på ingen måder, er noget, som han gør med vilje. Af den grund, kan han virke en anelse naiv, hvad angår omgangen med andre væsner.Fortid: Det var en stolthed uden lige, der ramte Himmeriget dengang, for mange år siden, da Lucas kom til verden. Hans forældre kiggede på hinanden, som havde de været i stand til at læse hinandens tanker. Denne dreng skulle navngives, og han fik navngivet Lucas Marcellus Himalaro.
Allerede som meget ung og lille dreng, lærte Lucas healingens ædle kunst, samt kontrollen over de smukke vinger, som var en tydeligt præsentant for englene som race. Han var stolt. Han voksede med den stolthed, som hans forældre viste ham.
Dagligt søgte Lucas ned på jorden sammen med en større flok engle, for at yde hjælp. Sulten prægede de stakkels væsner, hvor alt håb synes at forsvinde mere og mere. Dette gjorde Lucas desperat.. Desperat efter at hjælpe de stakkels mennesker, som sad fanget i denne situation! Her tog han en større beslutning: Jorden var hans kald. Det var her, der var hårdest brug for den.
Kontakten holdt Lucas dog med Himmeriget og sine egne forældre. Det var først, da de gled bort, at han for alvor følte, at han skulle være den voksne. Det var den smukkeste begravelse i Himmeriget, som han kunne skænke dem.. Det var også ganske kort efter denne, at han mødte Melrose. En kvinde, som skulle vise sig, at ændre hans liv for altid.
Ofte mødtes han med denne kvinde, hvor han samtidig lærte og hørte om hendes historie. Jo mere tid han tilbragte sammen med hende, jo gladere blev han også for hende. Dette førte til et forhold, hvor han af hjertet, kunne sige, at han elskede hende.. ønskede at det var hende, som han skulle leve sit liv sammen med.
Skæbnen var dog ikke helt på hans side. Efter adskillige år, måtte mørket fange ham. Et mørke som han slet ikke kunne tåle, og dette endte med at koste ham livet. At Melrose skulle være gravid med hans eneste søn, var slet ikke noget, som gik op for ham..
... Lyset var kraftigt, idet at Lucas slog øjnene op i Himmeriget. Mørket som havde taget hans liv på jorden, havde Himmeriget skænket ham tilbage i lyset. Med følelsen af kraftige hjerteslag, og kamp for at trække vejret selv, måtte han kæmpe sig tilbage til bevidstheden.. og sit liv igen. Opmærksomt fulgte Lucas med i hvad der skete på jorde - Melrose særligt, da han selv ikke havde kræfterne til at søge derned igen.. Og sådan, som han havde reageret på mørket, var det ham også frabedt.
Det var først adskillige år efter, da det blev Irryathen tur til at forlade jorden, og søge til himlen og lyset, at han mødte sin søn for første gang...Styrker:
+ Altid optimistisk
+ Smilende og glad
+ Meget varm person
Svagheder:
- Mørke
- Fortid
- Melrose og Irryathen
- Tildels naiv
Kendetegn:
Tilholdssted: Procias
Signatur: Ukendt
