Late night..

[Shawn Darcian Torras]

Han smilede stille og så på hende med et roligt blik. "Jeg kan jo ikke tvinge dig til at stole på mig. Jeg kan intet rigtigt gøre eller sige for at bevise det. Kun give dig mit ord. Så må du jo vurdere om du mener det er troværdigt nok." Men han holdt nu fast i sine ord om, at hvis han ville angribe havde han gjort det. Kendte hun ham ville hun jo vide det. Men ja nu var problemet jo blot, at hun ikke kendte ham. Det var aldrig nemt at stole helt på folk man ikke kendte. Ikke før man havde lært dem at kende bare en smule.
Han løftede sit ene øjenbryn ved hendes lidt spørgende stilling til hans latter. "Hvad? At grine?" han lagde sit hoved på skrå og så på hende i lidt tid. "Det er vi. Eller..nogen er måske ikke. Men der findes da også almindelige mennesker og andre væsner som af personlighed ikke kan grine. Mest fordi det ikke er noget de har lyst til. Hvis man kan sige det sådan." han kløede sig lidt i nakken. Han havde dog mødt mange forskellige typer vampyrer. Og mennesker. Og alle mulige andre væsner. Der fandtes ikke to af samme rave som var helt ens. At hun så snakkede om, at han ikke ville få noget ud af at angribe hende kunne måske være rigtigt nok. Hun lod ikke til blot at ville lade stå til hvis nogen forsøgte at gå til angreb. Han smilede roligt som det var hun gerne ville føres et andet sted hen og han rakte hende sin arm. "Som frøkenen ønsker." Han anede så ikke hvor hun ville hen, men bare det at man kom væk og bevægede sig kunne måske være nok til en start.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline vidste ærlig talt ikke, om hun kunne stole på denne mand, og særligt, når han var det væsen som han var. Desuden var det sjældent, at hun stod med muligheden, for at stå ansigt til ansigt med en vampyr, og derfor var hun jo også nysgerrig, når hun nu havde muligheden for at gøre det.
"Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er kommet over en vampyr, som rent faktisk skulle vise sig, at være trofærdig," sagde hun oprigtigt. Det var derfor at hun var forundret over, at han var sådan overfor hende, for det var så langt fra den typiske vampyriske... personlighed, som man overhovedet kunne komme til det.
Ganske vidst var der personer som ikke kunne grine, som ikke var en vampyr, men derfor faldt det dem nu meget unaturligt, at det skulle foregå på denne måde. Derfor var denne mand også på samme tid meget fascinerende for hende, og det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun lod hovedet søge en kende på sned. "Man skulle tro, at du engang har været elvende på den her måde.. Med et bankende hjerte, sådan som du beskriver det," endte hun med en stilfærdig stemme. Det var ord som hun uden tvivl mente.
At han derimod gik med til at føre hende, var noget som passede hende mere end fint. Hun smilede tydeligt tifreds, som hun denne gang lod armen glide til ro i hans. "Glædeligt.. Vis endelig vej," opfordrede hun. Hun havde hele natten, om det var det, som hun havde lyst til.

[Shawn Darcian Torras]

Om hun stolede på ham eller ej var jo hendes sag at finde frem til. Han kunne ikke skubbe meget ved hendes tro uden nogle særlige former for beviser som han ikke var i besiddelse af. Måske hun havde haft dårlige opleveser med andre vampyrer? måske mænd generelt. Det var ikke til at vide for uvedkommende som ikke kendte hende.
Hendes ord om ikke at have mødt en vampyr der var troværdig fik ham til at smile lidt stille og ligge sit hoved på skrå. "En gang skal jo være den første ikke sandt? Ikke alle er af samme opførsel eller sind. Bare fordi man deler en race så kan man være vidt forskellig." Det var jo noget der passede på alle. Ingen var ens fuldkommen. Men dårlige erfaringer og indtryk man havde fået tidligere kunne jo påvirke ens tanker og opførsel omkring når man mødte andre.
At han så ikke var som man måske forestillede sig de fleste vampyrer var passede ham ganske fint. Det var den han var og han var stolt af det og glad for det. Ikke at han ville ændre på sig selv blot for at folks billede af hvordan han burde være blev opfyldt. Hans smil blev blot en smule større. "Jeg må desværre skuffe dig. Jeg er født og opvokset som vampyr." han så på hende med et blik der faktisk var en smule undskyldende for at give hende den skuffelse. 
Han havde dog kendt folk der ikke var vampyrer jo. Måske det var derfor? Han vidste det ikke. Han kunne ikke give nogen forklaring. Han begyndte bare stille og roligt at føre hende med sig væk fra stedet og videre ud i nattens liv.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde skam sine grunde til at være så tvivlende på denne mand, som det hun var lige i øjeblikket. For det første, var han en vampyr.. og for det andet, så var han en mand. Hun havde jo været opdraget med, at alle mænd var svin. På hver deres måde godt nok, og til nu, måtte hun jo sige, at denne mand, rent faktisk havde formået at overraske hende meget positivt.
"Selvfølgelig. Men nu er det jo ikke bare en race, som man skal tænke på, ikke sandt? Vampyrere er sjældent et væsen, som viser sig særlig troværdig," sagde hun oprigtigt. Det kunne næppe være første gang, at han hørte det, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. Hun strøg den anden hånd over hans arm. Gad vide hvor langt hun egentlig fik lov til at gå sammen med ham? Det var noget, som uden tvivl formået at gøre hende temmelig nysgerrig pludselig.
"Du har overrasket mig positivt. Den vil jeg gerne give dig," sagde hun dog. Hvorfor lyve for ham? Det var jo ikke noget, som nogen af dem, ville få noget ud af, hvad end om det var noget, som de nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. "Nuvel.. Jeg går ud fra, at du bare viser vej?" spurgte hun igen, som han rent faktisk kedede hende med uendelige snakke. Hun ville se det!