Robin Hood og de ikke så lystige svende

[Deleted]

Leonore Salvorique De Lochér x @demek

Han kunne mærke det, og det sendte små gys ned af hele hans rygrad og fik hans fjer til at stritte. Demek blev iagtaget og havde været det i et stykke tid nu. Hvis ikke han tog fejl, lige siden han valgte at tage genvej igennem skoven. Det var endnu en af de uofficielle besøg han tog – ganske dumdristigt – for sig selv og uden at meddele hvor han agtede at drage hen. Hvis han skulle være ærlig vidste han det heller ikke selv.
Det Procianske hof var kaotisk. Folkets vrede havde rejst sig siden Gabriels forsvinden, så Demek gjorde det han gjorde bedst. Fandt på en undskyldning for at redde sit eget skind og mindske risikoen for at støde på sin far – AHEM – Jason. Han havde tænkt sig at undersøge hvordan status var i Dvasias, for mistænksom var han altid. Men han gjorde det for Procias bedste, vel at mærke hvis han fornemmede at det kunne komme ham til gode. Måske kunne den friske luft også aflive den migræne han fik af at græmmes sådan over livet på hoffet i øjeblikket.
På hesteryg sad han, og en lang mørkeblå kappe med gyldne broderier hang over hans skuldre og et stykke hen af hestens ryg. Han ønskede ikke at drage opmærksomhed, men Demek var en mand der fandt det ganske upassende at gå længere ned på pøblens niveau end nødvendigt, så han flashede stadig sin status. Dog afslørede hans klæder intet om hans tilhørsforhold.
Red han ikke igennem skoven skulle han bruge ekstra tid på at komme rundt om den, og tid orkede han ikke på at bruge på noget så nytteløst. På grund af sin størrelse følte han sig sjældent truet, og han havde også tiltro til sine evner. Hvis nogen ønskede at komme på tværs af Demek var dette en forkert dag at gøre det på.
Han var i et dårligt humør, og den nærmest åndelige tilstedeværelse af et eller andet hjalp ikke på hans anspændthed. Hans læber var trykket sammen til en smal streg, og hans kolde blå blik scannede omgivelserne som hestens hove gav genlyd.
Siden hans møde med Leonore havde han intet set til skyggen af hende. End ikke en brevdue. Kvinden havde vel nok glemt ham, og Demek klemte sig snerrende over næseryggen. Uvished passede ham ikke. Hverken inde for politik eller sådanne ”fritidsprojekter”, men kvinder var kendt for at være utilregnelige af sind.
Og nu begyndte hesten at blive urolig. den nægtede at fortsætte hen imellem en række træer der krydsede Demeks vej.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Stemningen i Imandra, var efterhånden så intens, at man næsten kunne skære i det med en sløv kniv, og det var mærkbart. Siden Leonore, var kommet hjem igen, efter et længere ophold på Tayevania, så havde hun selv fuldstændig ændret karakter.
Dog bare ikke over det hele. Hun ønskede endnu at drage ud og lære stederne og kulturen at kende.. Fornemme tingene med sit sind, mærke det med fingrene og se det med øjnene, snarere end at læse om det i bøgerne, låst af vejen på familiens bibliotek.
Det var ikke beslutninger, som faldt i god jord hos hendes forældre, men siden hun havde været tvunget til en ø, hvor hun havde levet livet som en slave, og behandlet efter det, så ønskede hun at lave drastiske ændringer i sit liv: Hun havde derfor tænkt sig, at takke ja til Demeks ord.. Han skulle lære hende det! Lære hende kunsten at leve livet, upåvirket af hvad andre sagde eller gjorde. Hun ville lære sig denne ædle og gamle kunst, som hun nu havde været snydt for i mange år!

På hesteryg, søgte hun selv igennem skoven. Den selv samme skov, som hun havde leget så meget i, som barn, og noget som hun kun måtte tænke tilbage til, med et smil på læben. Så godt et liv, som hun havde haft. Nu var det på tide, med blod, svede og tåre.. Hvis han ønskede vel og mærke.
Kutten trak hun let op over hovedet. Hun vidste, at skovene kunne være farlige, og særligt i denne tid. Ligeglad var hun dog, som hun oprigtigt ønskede at opleve verdenen. Hun ville ikke tøve med det! Hun ville virkelig ud og undersøge tingene!
Hvor hun derimod skulle finde Demek, var jo så en anden sag. Havde han glemt hende? Selv vidste hun ikke med sikkerhed, hvor længe hun havde været væk. Det eneste, hun vidste, var at det var længe.. virkelig længe. Derimod andres tilstedeværelser i skoven, mærkede hun sig dog af. Lige hvem, vidste hun ikke, og derfor fortsatte hun langsomt frem. Ikke kunne hun stole på nogen herude. 

[Deleted]

Ingen var i nærheden. Han kunne ingen snigskytter se i træerne, så hvad var det at hesten fornemmede?
Demeks tålmodighed gik endelig ikke længere, og han jog sporen ind i siden på dyret. Den stejlede og satte i galop, men desværre uden ham, der blev smidt af sadlen og ramlede ryggen ind i et træ. Fra sin udsigt på maven så han fortabt hvordan hesten slap væk mellem træer og tætte ranker. Efter et stykke tid nåede dyret Leonore og fortsatte forbi hende ud af skoven. Det var ikke så meget det at hesten slap væk der irriterede ham. Han var rig og han kunne blot købe en ny. Det var hele situationen, der heldigvis ikke så ud til at være nogen til at se.
Hans hvide tænder skar imod hinanden, og han pustede en bølget lok væk fra sit ansigt inden han fik skubbet sig op at stå. Yderligere forsinkelser!
Det var ikke smart af Demek at begive sig igennem skoven, slet ikke, og han kunne forveksles for at være en Dvasiansk rigmand, eller af hoffet, og nu hvor han var uden hest og gik til fods, var han endnu dårligere stillet.
Med lukkede øjne kunne han høre fuglesang, men mest af alt sit eget åndedrag, men man kunne aldrig være for forsigtig. Han fornemmede en skikkelse nærme sig og kunne svagt høre hestehove – formegentlig var det ikke hans egen hingst. Men det var den vej han regnede med at skulle for at komme igennem skoven, så der var ingen vej udenom.
Da han var kommet et stykke længere ind i skoven kunne han se hesten og den kutteklædte rytter. Skjult bag et træ holdt han vejret og træk sin silkehandske af den ene hånd. Der begyndte straks at fremkomme små gnister af lys, der nærmest lignede ild. Hans isblå blik var fast fokuseret på personen. Om det var ven eller fjende vidste han ikke, men i sådan et uroligt land måtte man jo skyde først og spørge bagefter.
Han løsnede kappen og spredte sine vinger en anelse – klar til spring.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var egentlig bare søgt væk.. for at søge væk. Siden hun var kommet hjem fra Tayevania, var der rigtig mange ting, som havde lagt sig om i hendes liv. Det havde dog ikke slået den eventyrlyst ihjel, som var en del af hende, for hun ønskede stadig at opleve tingene. Hun tog bare på tingene, på en helt anden måde, end hvad hun først ville have gjort det.
Hesten som stormet forbi dem, fik hende hurtigt til at stoppe op. Hun var ikke alene. Det var det, som hun kunne konkludere ud fra dette! Svagt kneb hun øjnene sammen. Ville de forsøge at tvinge hende til Tayevania igen? Det ville hun slet ikke finde sig i!
Leonore rev svagt i tøjlerne, hvilket gjorde hendes hest nervøs. "Sch.." hviskede hun med en dæmpet stemme, inden hun alligevel fortsatte stille og roligt frem. Dette var jo heller ikke ensbetydende med, at der ville ske dem noget.. var det?

Leonores blik søgte i omgivelserne. Der var desværre mange steder at gemme sig herude, og hesten var jo heller ikke ligefrem lydløs. Den virkede nu alligevel mere rolig nu, end hvad den havde været frem til nu, så det passede hende egentlig fint.
"Jeg ved, at du er herude.." mumlede hun let for sig selv. Det var bare ikke til at se noget, og nu hvor hun ikke havde været igennem den største magiske træning, var det ikke til at pejle sig ind på, hvad der måtte gemme sig i de mange buske omkring hende. Det irriterede hende faktisk. Hun rev derfor i tøjlerne igen, for at få hesten til at stoppe.
Det var lige før hun kunne høre sit eget hjerte banke. Det var en stilhed.. En stilhed, som hun bestemt ikke kunne lide.

[Deleted]

Rytteren fortsatte frem på hesten. Demek så på sin hånd en sidste gang. Ikke at han betvivlede hvad han var ved at gøre, men lyset.. Det der rensede og gav liv. Når han fokuserede og gjorde det mere intenst, kunne det brænde og udrette stor skade, men omvendt kunne han også benytte det til at redde liv. Der var egentlig ingen begrænsninger på hvad han kunne, hvis han bare satte nok energi af til det, og det fik ham nogle gange til at føle sig som en herre over liv og død. Han behøvede ingen formularer. Det forekom hans race naturligt. Han var blot mere kreativ end andre.
Lyset pulserede igennem hans fingre, og de nærmest skreg efter at afgive det som han havde startet, og han fugtede sine læber. Var personen alene? Venligtsindet? Der var et eller andet som han følte ikke stemte over ens. Om det var tilstedeværelsen af rytteren vidste han ikke, men han agtede at følge sin mavefornemmelse.
Han ventede på at rytteren var passeret ham, og da hesten stoppede sprang Demek frem og greb fat om overarmen på rytteren. Lysets gnister begyndte at løbe igennem armen på skikkelsen, og han forsøgte at trække vedkommende ned af hesten.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var ikke særlig stærk mental, selvom det var en meget stor del af hende. Det lå hende bare skræmmende.. fjernt, for hun var aldrig rigtig trænet i det, som sådan. Ikke i den forstand, som hun måske burde.
Nu hvor hun red igennem mørket her, vidste hun derimod godt, at hun ikke var alene. Men hvem andre, der også ville være derude, vidste hun ikke, og det var derfor, at hun reagerede på den måde, som hun gjorde. Det gjorde hende.. ængstelig?
"H-hvem der?!" kaldte hun denne gang langt mere fast, end hvad hun nok ville have gjort ellers, men hun havde nu også lært på den hårde måde, at hun slet ikke kunne stole på nogen. Det var umuligt, at stole på nogen som helst!
Hesten stejlede idet at den fremmede valgte at gøre sit træk. Det faste greb omkring hendes arm, fik hende til at stivne, hvor et skrig også måtte bryde hendes læber. I takt med at hesten stejlede, og hun derved også måtte miste balancen, røg hun direkte af hesten, som den fremmede også rev i hende, for at få hende af.
Ryggen mødte den hårde jord, hvilket næsten slog pusten ud af hende, og slog hætten tilbage, så hendes ansigt måtte komme til syne. Hun begyndte at hoste idet hun forsøgte at få vejret igen. "S-stop!" endte hun anstrengt. Hun havde slet ikke luft! Hun forsøgte at slå efter ham, som han havde taget fat i hende. Ikke skulle han have lov!

[Deleted]

Lyset der brændte igennem Leonores arm stoppede, da hendes hætte faldt til side. Hendes slag ramte Demek på brystkassen, men det påvirkede ham ikke tydeligt. Han holdt stadig hårdt fast om hendes arm og betragtede hende. Om det virkelig var hende han endnu engang var stødt ind i. Om det kunne være rigtigt? Mistroisk rynkede han sine bryn. Et sted følte han sig fornærmet. Hun så ud til at være i sit bedste velgående, og hun havde end ikke forsøgt at sende bud efter ham. Sende en brevdue havde hun heller ikke agtet. Og alligevel lå hun nu der for hans fødder. Bange og forsvarsløs.
Bitterheden sydede og slikkede op af alle sindets afkroge i ham og fik ham til at slå over i et køligt smil.
”Men hvad har vi her? Verden er lille, ikke sandt.”
Hun behøvedes ikke at svare. Det var et retorisk spørgsmål. Demek slap Leonore uden at hjælpe hende op og slog sine vinger sammen om ryggen, når nu der endnu ikke var nogen grund til at være i kampposition. Han børstede omhyggeligt sit tøj af, som om hændelsen havde været snavs han bare kunne ryste af sig.
Men han følte sig stadig overvåget, og det var ikke Leonore.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Hvem der i det hele taget, havde fået fat i hende, havde Leonore ikke nogen anelse om, men en ting var sikkert: Hun vidste at hun ikke brød sig om det! "Slip mig..!" udbrød hun denne gang frygtelig skingert, inden hun slog kraftigt ud efter ham, med den kraft, som der nu var i hendes lille krop, for meget var det ikke, og særligt ikke efter hendes ophold på Tayevania.
Stemmen genkendt hun dog med det samme, hvor hun denne gang, vendte blikket direkte mod ham. Var det virkelig..?
"Demek? Hvad.. hvad pokker laver du?!" endte hun med en kortfattet og spids tone. Ikke var dette noget, som faldt i hendes gode jord. Langt fra.
Hænderne satte hun i jorden, for at komme op igen. Hun så måske bedre ud nu, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det havde været nemt for hende, for det havde det da godt nok ikke! Hun havde været væk i måneder, af hvad hun vidste.. hvis ikke længere tid!
"Hvad pokker er det du laver, Demek? At angribe folk på den måde..!" endte hun forfærdet. Det var bestemt ikke en tanke, som hun brød sig om! Hun rejste sig op, og glattede tøjet og håret ud, inden hun vendte sig mod ham, og med en fast og bestemt mine. Dette faldt bestemt ikke i hendes gode jord!