Where are you..?

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana havde det svært. Hun vidste godt at hun havde en betydning for Jophiel men den kunne vel ikke være så stor? Ikke så stor at han ikke ville bytte hende for Myrina og dette var nok det som forvirrede hende allermest. Han elskede jo Myrina, hun havde set det sidst de havde mødtes og nu endnu mere end før. Hvorfor han så ikke kunne se det logiske i at hun hvis hun kunne så ville hun få Myrina tilbage? Det var hende et under men det hjalp ikke at diskutere med ham om det. Det ville der slet ikke komme noget godt ud af. Hans ord fik hende til at nikke stille. "Undskyld" mumlede hun blot igen. Hvad skulle hun ellers sige? Det eneste andet hun kunne komme i tanke om ville sikkert flere til mere diskussion og det ønskede hun ikke.

Det var så tydeligt at mærke på ham at hans indre var i tumult og hun kunne slet ikke lide det! Hun bed sig svagt i læben som hun bemærkede hvordan han greb fat i hende. Han var hård hvilket hun slet ikke var vant til. Det fik hende automatisk til at trække sig kort, ikke fordi hun var bange men bare af ren refleks. Hun kunne ikke lide at han var sådan her. Hun ønskede virkelig at der var noget som hun kunne gøre for ham men hvad vidste hun ikke? Det ville ikke bare blive okay fra den ene dag til den anden. Dette var noget som ville tage tid. Hun sukkede stille og lod blikket glide ned på deres hænder. Hun gav forsigtigt hans hånd et lille klem. "Hvis du følger mig kommer du til at gå alene i skoven. Det kan også være farligt" pointerede hun sagte og løftede blikket mod hans ansigt. Hun vidste jo godt at han bare ville beskytte hende men han skulle altså også passe på sig selv! "Jeg opholder mig ved bækken. Jeg har jo ikke noget hjem men det burde være fint nok der" endte hun og bed sig let i læben igen.

[Deleted]

Ahriana havde en stor betydning for Jophiel. Ingen tvivl om, at hun virkelig havde en stor betydning for ham, og derfor ønskede han jo heller ikke, at hun skulle trække sig fra ham, eller tro, at der var andre, som skulle vise sig, at være af større betydning. Ganske vidst havde han været utrolig glad for Myrina, og derfor gjorde det ham også ked af det, at det hele foregik på den måde, som det nu gjorde. Han sukkede tungt.
"Det.. det er okay.." endte han. Hun var vel slet ikke vant til, at have noget, der mindede om en betydning for nogen, havde hun? Det havde hun uden tvivl for ham, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt.

At lade hende gå alene igennem skoven, var slet ikke noget som kom på tale for hans vedkommende! Han ville sikre sig, at hun kom vel igennem det, så det samme ikke skulle ske med hende igen, for det ønskede han da slet ikke. Overhovedet ikke. "Jeg klarer mig nok.. Det er mere dig, som jeg er bekymret for," sagde han ærligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var jo heller ikke fordi at hun skulle være bekymret for ham.
Hendes ord, tolkede han lidt som en afvisning. Ville hun da ikke være her sammen med ham? Et tungt suk brød igen hans læber. Var han gået forhastet frem? Det var bare vigtigt for ham, at der intet skete med hende. Hun var det eneste, som han havde nu, foruden hans søster faktisk. "Så.. lad mig følge dig tilbage til bækken, hvis du ikke vil blive her," afsluttede han. Han skulle ikke lægge pres på hende. Han forsøgte i hvert fald ikke at gøre det.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana vidste ikke helt hvad hun skulle gøre ved denne her situation. Den var hende bare så forvirrende at hun næsten ikke vidste hvilket ben hun skulle stå og falde ned på. Han gjorde ondt, han havde smerter et sted som ikke kunne heales og hun vidste ikke hvad hun kunne gøre for at det blev bedre. Et sted ønskede hun stadig at skifte plads med Myrina fordi hun vidste at det ville gøre ham glad. Det at han manglede Myrina var meget værre end hvis hun var væk. Hun bed sig stille i læben som hun undskyldte. Hun havde en betydning for ham, det vidste hun godt men ej anså hun den for at være lige så stor. Måske den bare syntes større for ham nu fordi han var alene? Hun vidste det ikke og et sted var det vel også ligegyldigt. Hun prøvede virkelig bare at gøre alt for at han kunne få det bedre lige nu.

Han ville ikke lade hende gå alene gennem skoven efter en vampyr havde været på færde. Hun kunne et sted godt forstå ham. Lige nu var hun jo også selv forsvarsløs og kunne intet gøre for at forsvare sig selv. Hun ville være et let bytte hvilket var en skræmmende tanke. At han så ikke anså det som værende et problem hvis han selv gik gennem skoven alene var helt og aldeles ulogisk. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. ”Hvis jeg ikke må gå alene må du heller ikke. Basta! Der må ikke ske der noget” lød det stille men bestemt fra hende. Hun var jo også bekymret for ham så derfor skulle han heller ikke rende rundt alene i skoven. Slet slet ikke.
Hun mærkede hurtigt at hun havde sagt noget forkert. Det gjorde ondt helt ind i hendes indre. Hvad havde hun gjort galt? Hun vendte blikket i jorden og lod armene glide om sig selv. Hvad skulle hun dog gøre? Det lod virkelig til at alt hvad hun gjorde bare var forkert lige nu. Det var en tanke som næsten fik hende til at græde igen. Hans ord fik hende til at lukke øjnene stille. Hvorfor sagde han det på den måde? Det var jo ikke fordi hun ikke ville blive her men ej havde hun tænk videre over at det faktisk var et oprigtigt tilbud. Hun sukkede svagt. Hvorfor var hun også bare så dum og uvidende en gang i mellem? Det var næsten helt ulideligt! Hun endte med at rette sig op, åbne sine øjne og kigge stille på ham. ”Jeg vil gerne blive her sammen med dig. Jeg vil bare ikke trænge mig på men jeg vil gerne have hentet de småting jeg har i det mindste. Du skal jo ikke hænge på mig for evigt og jeg ejer ikke nok til at kunne efterlade de ting jeg har” endte hun stille og vendte blikket tilbage til jorden. Hun var virkelig på bar bund med ham her. Langt mere end hun nogensinde havde været det før og det var en tanke som hun slet ikke kunne lide!

[Deleted]

Jophiel kunne ikke se, hvorfor han ikke skulle have lov til at gå igennem skoven, som han nu kendte, og særligt, når det var endelig var muligt. Han havde mistet Myrina, og selvfølgelig var det en tanke, som gjorde ham trist. Det var bare begrænset hvad man kunne gøre ved det, for hun var borte.. Han ville uanset ikke kunne gøre det vildeste ved det, og derfor ønskede han jo heller ikke ligefrem, at det samme skulle ske med Ahriana, dersom han havde noget at sige til det!
"Jeg er jo nødt til det, når jeg bor herude.. Jeg kan ikke undgå det," sagde han direkte, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun var startet ud med nærmest at ignorere hans forespørgsel om, at hun skulle blive her, for han brød sig ikke om at være alene. Selvom Myrina ikke havde været der særlig længe, så var det alligevel gået hen og blevet rigtig hyggeligt.. Og nu havde han ikke nogen. Ahriana var ikke en erstatning, for hvad han havde mistet.. Overhovedet ikke, men det var nu alligevel noget, som betød noget for ham. "Du har aldrig nogensinde været til besvær for mig, Ahriana.. Du.. du har en virkelig stor betydning for mig. I frygten for, at det måske kan lide lidt forkert," sagde han ærligt, for han vidste ikke om hun tog det som en fornærmelse eller hvad hun nu ville gøre, og det var lidt det, som gjorde ham en smule usikker, hvad det her angik. "Vi kan hente hvad du har?" foreslog han med en rolig stemme. Han sendte hende et stille smil. Han ville jo bare rigtig gerne.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana kunne ikke se logikken i at hun ikke måtte gå alene fordi det var farligt men han gerne måtte? Det gav ingen mening for hende. Det ville jo også være farligt for ham at være alene. Kunne han ikke se det? Det undrede hende meget at det var på denne her måde men måske alt det med Myrina påvirkede ham på andre måder end bare hans humør? Hun vidste det ikke men det var da noget som hun ikke kunne lade være med at tænke en smule over.
Hans direkte ord fik hende kort til at bide sig i læben. Blikket hvilede på hans skikkelse som hun bare stod der lidt. Hun følte sig virkelig malplaceret i denne her situation. Det var da helt sikkert. "Derfor vil det stadig være farligt for dig at gå rundt alene såvel som det vil være det for mig. Jeg vil jo heller ikke have at der sker dig noget!" sagde hun stille men dog en smule fast. Kunne han ikke forstå det? Det var derfor hun ikke ønskede at han gik alene. Tænk nu hvis han skulle lide samme skæbne? Det ville hun slet ikke kunne bære. Hans forespørgsel var ikke blevet ignoreret. Hun forstod den bare ikke helt rigtigt. Hun ville ikke have at han skulle trækkes med hende. Han havde jo så meget andet at se til og tænke på? Dog havde hendes svar ført til helt andre ting end hensigten og hun stod nu og ikke helt vidste hvad hun skulle stille op. Ligegyldigt hvad han sagde så følte hun virkelig at hun var ham en byrde når hun ikke en gang kunne være alene herude. Hun begyndte stille at sno en tot af det brune hår omkring sin ene finger mens hendes blik søgte ned i jorden. "Jeg er glad for at jeg har den betydning for dig, Jophiel. Du har også en stor betydning for mig. Jeg kan bare ikke lade være med at føle at jeg er til besvær" pointerede hun ærligt og lod den frie hånd glide om sig selv som hun gjorde så ofte. Da han spurgte om de skulle hente hendes ting løftede hun stille hovedet og nikkede blot. Det her virkelig virkelig svært for hende. Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle gøre af sig selv i denne her situation.

[Deleted]

Jophiel var uden tvivl påvirket af tabet af Myrina, men det var desværre bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det, og særligt, som tingene var lige i øjeblikket. Hun var død og borte, og hun kom ikke tilbage igen. Derfor måtte han jo forsøge, efter bedste formåen, at komme videre, selvom det faktisk var svært. Ahriana var hvad han havde nu.. Særligt nu hvor hans søster også var over alle bjerge. Han sukkede svagt. "Der kommer heller ikke til at ske mig noget..!" endte han denne gang mere sammenbidt, end hvad han havde gjort brug af tidligere.
Et tungt suk brød hans læber. Var det endnu en omgang besvær, som han nu skulle igennem? Han vendte blikket mod hende. Hun var overhovedet ikke til besvær, og hun ville overhovedet ikke blive det! Og han vidste det jo allerede nu! Magen til varm kvinde, skulle man jo også lede frygtelig lang tid efter, og naturligvis var det også noget, som kunne mærkes lige nu! "Du er ikke til besvær, Ahriana.. Jeg.. jeg bryder mig ikke om at være alene.." Sagde han det virkelig? Havde han virkelig indrømmet det? Han kunne slå sig selv for den kommentar! "Altså.. Du betyder virkelig meget for mig, og nu hvor du er ude.. Så.. hvorfor ikke blive?" spurgte han. Han forsøgte da bare at redde lidt af sin mandlighed igen.

[Ahriana "Master of Time"]

Hun sukkede lydløst. Hans sammenbidte svar gjorde hende faktisk .... vred? Det var ikke en følelse om hun havde følt i flere tusinder af år og nu kunne hun mærke at det boblede lidt i hende. Kunne han ikke bare forstå at hun, som han, var bange for at miste? Hun knyttede kort hænderne og vendte blikket mod hans skikkelse. "Og hvordan kan du vide det? Hvis der render en vampyr rundt i skoven er det ikke sikkert for nogen. Jeg er bekymret for dig. Jeg vil ikke miste dig. Det må du meget undskylde at jeg giver udtryk for!" lød det en smule hårdt fra hende før hun vendte ryggen til ham og lod armeneglide over kors. Hun havde hævet stemmen en smule hvilket var hende så unaturligt men hun var så bange for at skulle miste ham! Hvorfor kunne han ikke forstå det? Hun var bange for at han skulle lide samme skæbne ved at rende rundt i skoven som Myrina havde gjort det. Dog lod det til at være et problem for ham og så skulle hun da nok lade være med det fremover.
At han ikke synes at hun var til besvær var en dejlig tanke. Hendes blik hvilede let på hans skikkelse. Hans ord slog hende hårdt. Det var noget som hun slet ikke havde troet og dog så kunne hun egentlig godt se det. Han ville ikke være alene, ingen ville være alene foruden hende som havde søgt ensomheden. Hovedet søgte let på sned. Han forsøgte at rede den men han behøvede det ikke. Hun anså ham ikke som at være mindre mandig selvom han havde indrømmet at han ikke kunne lide at være alene. Hun endte med blot at gik over til ham og helt tæt på. Armene lod hun let glide om hans skikkelse et et kram. "Jeg kan heller ikke lide at være alene .... Ikke siden jeg mødte dig" hviskede hun stille, dog højt nok til at han ville kunne hører det.

[Deleted]

Jophiel vidste godt, at hans ord måske ikke ligefrem gavnede ham, men han forsøgte for pokker. Det var hårdt for ham at undvære Myrina, og af den grund, så ønskede han bare at passe på hende, og vogte om hende, da hun jo faktisk var.. det sidste som han havde tilbage. Hans søster var her jo heller ikke ligefrem mere, og det var noget, som godt kunne mærkes, så det var der ingen tvivl om.
At høre Ahriana hæve stemmen for ham, var noget, som uden tvivl overraskede ham dybt! Det var nok det sidste, som han havde forestillet sig. Kunne hun rent faktisk hæve stemmen? Han vendte blikket mod hende. Det.. slog ham vel lidt ud et sted? "Det.. det er der heller ikke noget galt i, altså.." endte han i manglen af bedre. Han ville jo gerne have, at hun havde det godt.. og det var bare sådan at han havde det med tingene.

Jophiel brød sig slet ikke om at være alene, og særligt ikke efter tabet af Myrina. Han havde i forvejen mistet så mange igennem sit liv, og at miste flere, det ville han ikke. Han brød sig slet ikke om at være alene mere. Han bed tænderne svagt sammen, og vendte blikket den anden vej. Blev han usikker nu? Det var heller ikke ligefrem noget, som typisk lignede ham! Hun havde det på samme måde? Var det underligt, hvis han sagde, at den tanke rent faktisk lettede ham? "Så bliv her.." bad han denne gang. Han vendte blikket mod hende igen. De kunne vel hjælpe hinanden? Være der lidt for hinanden?

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana vidste at det var svært for ham og hun bebrejde ham ikke noget men så alligevel. Han var ikke helt retfærdig. Alt hun ville var jo også bare at beskytte ham. Hun holdt jo af ham, han var alt hun havde og det var noget hun var blevet så frygtelig bevist om. En gang i mellem var det frustrerende men det var nu en gang sådan det var. Det var efterhånden mange tusinder af år siden hun sidst havde hævet stemmen og alligevel fik han hende til det. Det var underligt for hende. Hun var ikke vant til at et andet menneske skulle have den indvirkning på hende. Hun vidste ikke helt om hun kunne lide det. Hun sukkede stille og lyttede til hans ord. Hun havde måske overreageret en smule og det var hun ked af nu. Hun vendte sig mod ham igen og gik stille hen til ham. Forsigtigt tog hun om hans ene hånd og gav den et blidt klem. ”Undskyld. Jeg vil bare ikke miste dig” mumlede hun undskyldende og lod blikket falde på hans ansigt.
Der var ingen af dem som kunne lide at være alene. Ahriana havde altid elsket bare at sidde for sig selv men efter hun havde mødt Jophiel så var det blevet anderledes,. Hun hadet ikke ligefrem at være alene men hun manglede en omkring sig, hun manglede ham. Det var både dejligt og forfærdeligt for hende. Hun var ikke vant til at være afhængig af andre mennesker så det var hende underligt og måske også en kende ubehageligt. Dog var der ikke noget hun kunne gøre ved det. Hun kunne lide Jophiel og så måtte hun jo tage det med. Ved hans ord nikkede hun roligt. Hun gav hans hånd et lille klem og begyndte at føre ham stille med sig ned mod der hvor hun havde sine ting.

[Deleted]

Jophiel var måske ikke helt retfærdig i denne her sag, men det var svært for ham, at gøre det anderledes. Han bed tænderne svagt sammen. At Ahriana overhovedet var i stand til at hæve stemmen overfor ham på den måde, havde han haft svært ved at forestille sig. Igen, kunne han kun mindes og huske den kvinde, som havde været så bange for ham, at hun havde gemt sig, som et andet forskræmt dyr.
Grebet omkring hans hånd, fangede hurtigt hans opmærksomhed. Undskyld? Det var slet ikke meningen, at hun skulle undskylde, når det var ham, som havde gjort hende uret, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han rystede derfor let på hovedet. "Du skal ikke undskylde. Det.. det er min skyld." Lige hvad angik den slags, der havde han det faktisk dårligt med sig selv.
Ingen af dem, brød sig om at være alene. Jophiel kunne da slet ikke lide det, fordi det her var langt væk fra alt og alle, og nu hvor han ikke havde Myrina mere, så var det faktisk bare ekstra svært for ham. Han kunne slet ikke lide det. "Men altså.. jeg vil heller ikke tvinge dig til noget, som du måske slet ikke har lyst til.. Men jeg vli virkelig være glad, hvis du blev her," sagde han denne gang. Han forsøgte.. Han ville ikke pådutte hende noget, men han ville virkelig blive glad, hvis hun gjorde det.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana huskede ikke hvornår hun sidst havde haft brug for at hæve stemmen. Dette var ikke noget som skete overhovedet næsten. Måske hun havde gjort det enkelte gange igennem hele sit lange liv men denne gang var bare anderledes. Hun gjorde det fordi hun vel et sted følte sig magtesløs. hun holdt af ham og ønskede jo bare ikke at der skulle ske ham noget hvilket han ikke lod til at have forstået før. Dog så det ud til at ryge ind på lystavlen nu, en tanke som hun virkelig godt kunne lide. Hun sukkede stille ved hans ord og gav hans hånd et lille klem. Han undskyldte overfor hende, ikke at han behøvede det men hun ville ikke sige ham imod og skændes mere. "Det er okay" endte hun blot med en blid stemme og et lille smil. Selvom han ikke have behøvet at undskylde så tilgav hun ham alligevel.
Hun brød sig ikke længere om at være alene. Før hen havde hun ikke villet andet end blot at være alene og væk men nu, ja nu var det anderledes. Efter hun havde mødt ham higede hun efter selskab, nok mest hans men alligevel. At hun kunne blive sammen med ham ville hun hjertens gerne, også selvom han blev ved med at påpege at han ikke ønskede at tvinge hende til noget. Hun sendte ham et lille smil. "Jeg vil gerne blive her sammen med dig. Jeg vil altid gerne være sammen med dig, Jophiel" lød det blidt fra hende. Roligt førte hun ham ind gennem skoven for at hente sine få ting. Hun havde ikke valgt at bo alt for langt væk fordi hun gerne ville være tæt på ham, dog uden at trænge sig på. Hun gav hans hånd et lille klem som de gik. Alt hun ønskede var at se ham glad og smilende.

//OUT

[Deleted]

Jophiel kunne faktisk ikke lide, at Ahriana hævede stemmen på den måde, men det var derimod også bare begrænset hvad han kunne gøre ved det nu. Myrina vidste han, at han burde holde op med at tænke på, men lige nu, hvor det hele var så nyt, så var det rent faktisk svært. Hans blik faldt på hendes skikkelse. Han ville virkelig gerne have at hun blev der, for han brød sig i forvejen slet ikke om, at være derude alene. At hun så derimod gerne ville blive, var det noget, som fik et smil til at passere hans læber. "Det.. det er jeg virkelig glad for," sagde han denne gang. Han kunne jo heller ikke lade være! Det gjorde ham oprigtigt glad, nu hvor han vidste, at hun gerne ville være der.
Forsigtigt tog han denne gang omkring hendes hånd, hvor han gik med hende. Hvad de kunne forvente at møde undervejs, vidste han ikke, men derimod måtte han jo sige, at han bare ville have, at det skulle gå. Hente hendes ting, og så komme tilbage, hvor han kunne slå sig ned, og bare vænne sig til tanken om, at hun også ville være der. For ham, var det nemlig en god ting. Det var dejligt med noget fremgang. "Jeg glæder mig," sagde han denne gang med et smil, hvorefter de søgte ud i skoven. Inden længe, ville de kunne vende tilbage igen.. og bare være sammen.

//Out