Where are you..?

[Deleted]

Ahriana "Master of Time"

---

Det var hen på eftermiddagen, da Jophiel endnu en gang, var placeret ude i haven. Han havde fået lavet halve køkkenhaven til Myrina, som hun havde ønsket det, men en dag.. var hun bare ikke kommet hjem efter en tur i skoven, og elverne havde ikke set skyggen af hende. Et sted følte han sig vel.. alene? Efterladt? Forrådt? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, men en ting var sikkert: Han brød sig bestemt ikke om tanken ved det! Myrina havde været præcist ligesom alle andre!
Med de tanker, hamrede Jophiel ploven direkte ned i jorden foran ham, og med en næsten vred mine. Det var virkelig sjældent, at han endte så skuffet, som det han var i øjeblikket, men han kunne jo for pokker ikke gøre noget ved det. Det var næsten det, som for ham, måtte være det værste af det hele!

Myrina kom nok ikke tilbage.. Han var ked af det, og var træt af, at reagere så voldsomt, og rent faktisk blive så ked af det, som han følte sig i øjeblikket! Så skuffet over, at han endnu en gang, var faldet direkte i fælden, og det var virkelig, virkelig irriterende, at det skulle være på den måde!
Ploven smed han fra sig, og endte med at sætte sig på en stenafsats, som han havde lavet omkring den lille køkkenhave, som han havde været igang med at lave Var det overhovedet nødvendigt at lave den færdig, nu hvor hun ikke længere var der? Ked af det var han virkelig. Virkelig, virkelig ked af det.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana havde virkelig følt sig glad efter hendes genforening med Jophiel. Han havde vist hende skoven og hun havde mødt elverne selvom hun havde været sky af sig så havde de alligevel taget imod hende. En af kvinderne havde endda skaffet hende noget tøj som hun kunne passe sådan så hun ikke skulle rende rundt i den alt for store kappe. Hun havde takket det og senere havde hun taget afsted med Jophiel sådan så han kunne vende tilbage til Myrina. Hun havde smilet uafbrudt siden den dag. Hun vidste ikke hvorfor men at være omkring Jophiel gjorde hende glad. Han var bare så dejlig og rar.

Men nu var det en anden dag. Ahriana havde fundet vejen ud i skoven igen og søgte endnu en gang Jophiel. Hun havde en nogenlunde ide om hvor hans hytte var henne i skoven og med rolige skridt luntede hun let afsted. Hun var iført en græsgrøn kjole i noget dejligt blødt stof og for en gangs skyld rendte hun ikke rundt med en gigantisk kappe over sig. Hun nåede endelig hyggen og kiggede rundt. Lige med det samme kunne hun ikke se ham og hun forsigtigt lidt tættere på. Der kom lyde fra køkkenhaven og hun gik roligt derom. Synes at Jophiel fik hende dog til at stoppe op. Der var noget helt galt. Han var tydeligt oprørt over et eller andet. Hun bed sig let i læben. Skulle hun mon gå igen? Nej! Hun tog en lidt dyb indånding og gik med stille skridt lidt tættere på. "Joph.....iel?" spurgte hun en smule forsigtigt og så på ham med et bekymret blik. Hvad mon der kunne have fået ham sådan op og køre?

[Deleted]

Det varikke nogen hemmelighed, at Jophiel oprigtigt var ked af det, og særligt, når det var denne her måde, at det hele måtte foregå. Han vendte blikket rundt omkring sig, og det var virkelig irriterende! Han var skuffet.. Hun havde valgt at søge ud, men var aldrig kommet igen, og elverne havde intet set, så han vidste jo at hun var væk.. En druide, var ikke en som de ville anse som nogen trussel nogen steder.. Derfor gik han vel bare ud fra, at hun havde.. forladt ham? Fortrudt, at hun var flyttet ind? Kunne hun så ikke bare have sagt det, i stedet for bare at forsvinde på den måde? Det anså han på ingen måder som retfærdigt!

Stemmen som han hørte, var noget som dog fik ham til at dreje hovedet. Ahriana. En stemme, som kun fik ham til at slappe af, men i denne omgang, kun gjorde ham mere.. sur og irriteret? Han kunne jo ikke stole på nogen, og frygten for at miste hende, var jo også stor.. og nu mere, end hvad den havde været i rigtig, rigtig lang tid, kunne man jo sige. "Ahriana.." Han rejste sig op igen, hvor han nærmest forsøgte at lade som ingenting, selvom det var svært. Han ønskede jo heller ikke, at fremstå som en mand, der rent faktisk var ked af det, eller noget lignende. Det var slet ikke noget, som hun skulle tænke på. Han var bare ked af det.. såret et eller andet sted.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana kunne virkelig se at der var noget helt galt og hun kunne slet ikke lide det! Blikket hvilede på Jophiels skikkelse med en bekymret mine. Hvad kunne dog få ham til at være i dette humør? At Myrina var forsvundet var slet ikke en tanke som faldt hende ind for hvorfor skulle Myrina dog forsvinde? Hendes og Jophiel havde det jo fint sammen, det havde han i hvert fald sagt. Tankerne fløj rundt i hovedte på hende som hun nærmede sig køkkenhaven. Hvad mon der foregik!

Hun snakkede til ham, sagde hans navn men dog stadig forsigtigt. Hun havde aldrig set ham sådan her før? Han prøvede at skjule sine følelser hvilket var en tanke som hun slet ikke kunne lide! Overhovedet ikke! Da han sagde hendes navn mærkede hun det også. Det var næsten som om han ikke var glad for at se hende? Tanken gjorde ondt så hun slog den af sig igen. Nej, der var noget andet galt. Hun bed sig i læben før hun endnu en gang tog en lidt dyb indånding. Hun gik tættere på ham og greb lidt fat i hans ene arm. "Der er noget galt" konstaterede hun blot. Der var ingen grund til at spørge ham, hun kunne jo se det og mærke det på ham. Noget havde berørt ham ret hårdt og hun ville vide hvad det var sådan så hun kunne gøre noget ved det. Hun ville gøre alt for at gøre ham glad, hun ville virkelig gøre alt!

[Deleted]

Det var svært at lade som ingenting, og særligt, når det hele var på denne her måde. Ja, Jophiel var ked af det.. såret og skuffet over det, som var sket, og det var noget, som virkelig gjorde ondt, hvilket der nu heller ikke var noget, som sagde så lidt. Han var glad for at se hende, men han vidste derimod også godt, at han burde holde hende på afstand.. Tænk nu, hvis hun valgte at gøre det samme igen? Det ønskede han på ingen måde!
Hendes greb omkring hans arm, sagde han intet til. Han spændte svagt. Der var noget galt.. Han kunne nok ikke ligefrem skjule, at der var noget galt, og det var næsten det, som var det værste. Han trak vejret dybt. "Du kender mig efterhånden.." sagde han med en dæmpet stemme. Tanken alene, var noget som virkelig måtte irritere ham!

Jophiel vendte blikket den anden vej, hvor han tydeligt måtte lukke øjnene. Det gjorde ondt. Tanken var uden tvivl noget, som gjorde ondt. Han ville faktisk ikke snakke om det. Han var ladt alene.. efterladt som så mange andre gange før det. Man skulle næsten tro, at han havde lært af det.. Men nej.. Hvor var han dog egentlig bare dum! "Det er ikke noget.. Det er.. virkelig ikke noget," afviste han. Tanken var uden tvivl noget som gjorde ondt. Han havde virkelig været glad for Myrina.. og nu var det hele tabt.

[Ahriana "Master of Time"]

Han havde det svært. Det kunne hun da se. Tanken var slet ikke en hun kunne lide overhovedet. For bare et par dage siden var han glad, smilende og lykkelig men nu, ja nu var det anderledes. Hun ville vide hvorfor. Hvad havde dog bragt ham i denne sindstilstand? Hun bed sig stille i læben. Det var underlig at være omkring ham når han var på denne måde. Det var noget hun ikke havde set før og det ukendte skræmte hende en smule men hun ville ikke stikke af, ikke fra ham. Det var han hende bare alt for vigtig til!
Hun kunne mærke hvordan han svagt spændte ved hendes berøring. Gjorde hun mon noget galt? Hun vidste det ikke men hun slap ham ikke. Hun stod bare og kiggede på ham mens hun afventede hans svar. Hans konstatering af at hun kendte ham fik hende blot til at nikke og afvente. Hun ville have at han skulle fortælle hende hvorfor han havde det sådan her.

Hans blik forlod hendes skikkelse og hun kunne mærke hvordan hendes hjerte sank en smule. Han var på en eller anden måde afvisende overfor hende. Hun forstod det ikke, hvorfor var han sådan her? Havde hun gjort noget? Hun troede det ikke men hvorfor var han så sådan her? Hans afvisende tone gjorde det ikke ligefrem bedre. Kort slap hun hans arm for så at søge hen og lægge armene om livet på ham. Hun stod med fronten mod hans ryg og lagde panden ind mod ham. "Der er noget galt. Lad være med at skjule det. Lad mig være din støtte til en forandring. Jeg beder dig, Jophiel. Du må ikke lukke mig ude" hviskede hun stille ind mod hans krop. Hun ville ikke tillade at han lukkede hende ude, absolut ikke!

[Deleted]

Jophiel var bange for at lukke Ahriana tæt ind mod sig, og det kunne mærkes. Han ville virkelig ikke have, at det skulle være så tydeligt for hende, som det, det nu måtte være. Han rystede kort på hovedet. Han havde virkelig håbet, at han denne gang, kunne åbne op for nogen, og så blive skuffet og såret.. igen. Det var jo ikke ligefrem første gang, kunne man sige, og det var virkelig hårdt. Det gjorde virkelig ondt på ham, at det var på denne her måde, at det skulle foregå.
Det var slet ikke Jophiels mening, at skulle afvise Ahriana, når hun nu ikke havde gjort noget - endnu. Endnu, var det eneste, som han havde i hovedet, for tænk nu, hvis hun kunne finde på at gøre det samme? Armene som hun lod blide omkring ham, kunne han uden tvivl godt mærke. Han lukkede øjnene let. Han ville jo ikke skubbe hende væk, men det her var bare.. for meget.. Ganske enkelt for meget. "Hør.." bad han, som han endnu en gang, vendte sig mod hendes skikkelse. Det var slet ikke meningen, at hun skulle tage det så tungt.

Jophiel løsnede hendes hænder, hvor han vendte sig om endnu en gang, og stod nu med blikket vendt mod hendes skikkelse. Det havde virkelig ikke noget med hende at gøre.. Og derfor var det slet ikke nødvendigt, at hun tog det så tungt, som hun gjorde lige nu.
"Det.. det er nok bare mig.. Myrina er væk.. Jeg har ikke set hende i dage nu og... ja.. Jeg lovede hende jo, at lave en køkkenhave.." Var det underligt, at han handlede som han gjorde? Det gjorde ham faktisk rigtig ked af det.

[Ahriana "Master of Time"]

At Jophiel var bange for at lukke hende mere ind kunne hun da tydeligt mærke. Tanken gjorde ondt på hende. Rigtig meget faktisk. Hvorfor skubbede han hende væk nu? Hvorfor tog han afstand. Hun var forvirret. Rigtig forvirret endda. Det lignede ham ikke. Hun ønskede jo kun at hjælpe ham men han lod ikke til at ville have noget. Armene havde hun lagt om hans skikkelse men han vendte sig om mod hende. Hun nåede end ikke at svare ham før han havde løsnet hendes hænder og vendte sig fra hende igen. Nøj hvor gjorde det ondt. Det var faktisk næsten ikke til at bære for hende. Hun mærkede tårerne presse på selvom hun tvang dem til at blive væk. Det her handlede ikke om hende men om ham. Der var tydeligt noget helt galt. Da han endelig åbnede op og fortalte det faldt hendes hjerte helt ned i hendes mave. Myrina var borte? Men hvorfor? Jophiel havde da fortalt hvor lykkelige de var sammen? Hun kunne ikke forstå det. Slet ikke! Hvorfor ville nogen som helst dog forlade ham?
Hun bed sig stille i læben og lod armene glide om sin krop. Hvad skulle hun stille op. Det havde altid været ham som havde støttet hende og nu var det ikke sådan. Han havde altid været så stærk men ikke længere. Han var såret, ked af det, bange måske? Hvad nu hvis der var sket hende noget? Det ville jo være helt forfærdeligt. "Jeg .... Det er jeg ked af Jophiel" hviskede hun stille og lod blikket faldet til jorden. Hun krummede let hænderne og vendte så blikket mod ham igen. "Jeg ... hørte rygter. Der har været en vampyr i skoven. Han dukkede op for et par dage siden. Jeg ... Måske hun bare er fanget og ikke kan komme hjem til dig igen." Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Måske hun var blevet taget og ikke var taget afsted af egen fri vilje?

[Deleted]

Frygten for, at der var sket Myrina noget, var uden tvivl en af slagsen, som Jophiel måtte mærke tydeligt i hans krop og sind i øjeblikket. Han vendte sig mod hende. At det gjorde hende ked af det, at han var på denne her måde, kunne han godt se, og det var virkelig ikke hans mening, at det skulle være på den måde.. Overhovedet faktisk. Han bed tænderne tydeligt sammen. Han var ked af det.. Virkelig, virkelig ked af det.
Jophiel fortalte hende det alligevel, også selvom der ikke rigtigt var noget at gøre ved det. Myrina var væk, og ud fra, hvad hun fortalte ham, følte han kun knuden samle sig mere og mere i hans mave. Havde der været en vampyr i skovene her? Hvorfor havde ikke elverne fortalt ham noget?! "..Det nævnte elverne aldrig for mig.." De plejede at vide, hvad der foregik i skovene her.. Men de havde vel været travlt optaget, siden Serenity var gået i graven? Død under fødsel.. Det var virkelig groteskt. Alt den ulykke, som ramte landet her efterhånden, og alt sammen på en gang, hvilket næsten var det, som var det værste af det hele. Han vendte blikket ned mod jorden foran sig, hvor han tydeligt følte tårerne presse sig på. Han havde været glad for Myrina.. virkelig meget endda, men.. hvorfor skulle han bare være så uheldig?! "Det.. nej.. Det er lige meget.." afviste han, som han vendte blikket den anden vej. Det lignede han slet ikke at være så ked af det, men lige her, kunne han ikke være andet.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana blev tydeligt påvirket af den måde som Jophiel var på lige nu. Ikke nok med at hun slet ikke kunne forstå at han reagerede på den måde han gjorde det så kunne hun bare generelt ikke lide at han var ked af det. Hun knyttede hænderne en smule og bed sig i læben som hun betragtede ham. Hun havde vel et sted ondt af ham? Han var så ked af det men der var jo intet som hun kunne gøre ved det … var der?
Han fortalte hende hvad der var sket ligesom hun fortalte ham hvad hun vidste. Han skært vampyr havde været i skoven. Hun vidste det, havde sågar mødt ham kort. Han havde virket som en gentleman men vampyrer var farlige og selv var hun hurtigt stukket af fra ham. Måske Myrina ikke havde haft samme mulighed? Det var ikke en tanke som hun kunne lide at tænke men måske det bare var sådan? Hendes blik søgte jorden ved hans ord. Elverne havde intet fortalt ham? Måske de intet vidste om den skabning som havde været på besøg i skoven. Hun trak vejret en smule tungt og lod armene søge om sin egen krop. ”De har måske ikke vidt noget?” spurgte hun stille. Det ville være underligt hvis de havde vidst det og bare ikke sagt noget men på den anden side så vidste de jo altid alt der forgik i skoven. Hun vidste det ikke. Tanker om Jopohiel og Myrina kredsede rundt i hendes hoved. Hun havde det skidt med at han skulle have det på denne måde. Han havde virkelig været glad for den pige og Ahriana ønskede jo kun at han skulle være glad igen. Hun endte med at vende sig lidt væk fra ham og kigge lidt ud på skoven som om hun næsten håbede at se Myrina komme gående men nej, der skete intet. Det var virkelig trist! Hans ord om at det hele kunne være lige meget fik hende til at lade hænderne falde og hun knyttede dem endnu en gang. ”Hvis det var mig i min magt så havde jeg byttet plads med hende sådan så du kunne blive glad igen, Jophiel. Jeg ønsker kun at se dig glad og smilende”endte hun stille og bed sig i læben. Hun ville virkelig ønske at hun kunne men det var der bare ikke mulighed for. Især ikke uden hendes kræfter. Hun kiggede kort ned på sine hænder. Gud hvor var hun ubrugelig når hun ingen magi havde.

[Deleted]

Ahriana var så kært og varmt et væsen, så selv ikke Jophiel ønskede, at vide, hvad der gik af tanker i hendes krop og sind. Det var i hvert fald sådan, at han havde det lige nu. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse, som hun stod der foran. Myrina var en kvinde, som han havde været glad for. Rigtig glad for faktisk. De havde delt seng.. hjem.. alt hvad de havde foretaget sig, og nu var det hele bare.. væk. Det var virkelig underligt, at det var sådan, at det skulle være.
Hendes ord, var uden tvivl noget, som gjorde ondt, for sådan ønskede han da på ingen måder, at hun skulle gå og tænke. Bare fordi at han var ked af det lige nu, var det ikke ensbetydende med, at han ikke kunne blive glad igen! Han rystede på hovedet af hende. "Sådan noget, må du slet ikke sige.." sagde han direkte. Nærmest bedende i hans stemme, for han ville virkelig ikke have det! Vigtigst var det nemlig for ham, at vide, at hun havde det godt. Alt andet havde faktisk slet ikke nogen betydning.. Jovist.. han savnede uden tvivl Myrina, men han måtte jo bare slå sig til tåls med, at der ikke var mere at komme efter.
"Elverne plejer at vide den slags.. Han må have været dygtig, om han kan komme uset forbi. Det er bare.. grusomt." Han lod blikket falde igen. Tårer fældede han ikke, selvom han følte for det. Han skulle være manden nu, og det var han jo ikke ved at sidde og tude som en unge! "Tag dig ikke af det.. Jeg.. jeg klarer mig nok." Denne gang strøg begge hænderne over hans ansigt. Han havde det virkelig af helvede til.

[Ahriana "Master of Time"]

Nogle af de tanker som Ahriana gjorde om sig selv var ikke helt gode. Den gennemgående tråd var dog at hun ikke anså sig selv som at have nogen værdi. Hvis hun havde magten til det ville hun bytte plads med Myrina uden tøven fordi så ville Jophiel være glad og lykkelig. Ej tænkte hun over at han måske ville være mærket af at hun ville være væk. Tanker som disse faldt hende slet ikke ind.
Hans bedende ord fik hende til at vende sig i hans retning igen. Hun forstod det ikke. Han ønskede jo Myrina tilbage så hvorfor så ikke? Hovedet søgte en smule uforstående på sned. Det var da underligt at han sagde sådan. Hun endte med at gå lidt tættere på ham. Kort bed hun sig i læben før hun igen snakkede til ham. "Jamen hvis hun var her ville du være glad og smilende igen. Er det noget under at jeg ønsker hende her i stedet for mig sådan så du kan være glad?" spurgte hun uforstående. Det var helt tydeligt at dette faktum forvirrede hende. Hvorfor kunne han ikke se det ulogiske i dette?
Denne vampyr havde været dygtig, meget dygtig endda. Han var gammel, det var Ahriana sikker på. Hun nikkede stille ved hans ord. "Vampyrer har en tendens til at være grusomme. Jeg ved ikke hvad han ville her i skoven. Jeg er bange for hvad der er sket" endte hun åndeløst og kiggede op på ham. Han var ked af det også selvom han ikke græd. Hun kunne slet ikke lide det! Han bad hende om ikke at tage sig af det men her satte hun altså foden i jorden. "Hold op, Jophiel! Det er okay at være ked af det. Du har mistet en person som du elsker og holder af. Det er i orden at være ked af det så lad være med at lade som om at alt er i orden!" lød det stille men dog en smule bestemt fra hende. Det kunne virkelig ikke nytte noget at han bare gik og lod som om! Det ville hun virkelig slet ikke have!

[Deleted]

Jophiel ønskede slet ikke at høre hende sige den slags ting! Overhovedet faktisk! Tænderne bed han fast sammen. Han ønskede jo ikke, at hun skulle tage Myrinas plads, for at lade Myrina tage denne.. Han ønskede jo ikke, at der skulle ske noget med nogen af dem! Heller ikke hende. Han ønskede slet ikke den slags! "Og hvis jeg ligeledes også kommer til at savne og mangle dig? Du må slet ikke tænke sådan, Ahriana," bad han. Grotesk som det end lød, så var det bare begrænset, hvad han kunne gøre ved det, og særligt, når det foregik på denne her måde. Det var alt sammen.. forvirrende. Han forstod slet ikke hvad vampyrer måtte lave på denne her side af grænsen. De havde jo intet at komme efter!

Der var en god grund til at være bange, hvis vampyrerne var begyndt at færdes på denne her side af grænsen. Det gjorde det bestemt heller ikke bedre for nogen af parterne. Øjnene lukkede han let i, bare lige for et øjeblik, så han kunne samle sig igen. Det her var virkelig ubehageligt for ham. Han var virkelig ikke meget for det, og det var han heller ikke bange for at sige.
"Jeg havde bare ikke troet, at noget individ, kunne være så uheldig.." Det var nok ikke ligefrem noget vidunder, at det var en tanke, som gjorde ham ked af det, for det gjorde den da godt nok. Det var bare yderst begrænset, hvad han kunne gøre ved den lige nu. Han tog denne gang omkring Ahrianas hånd. "Lov mig, at du ikke går i skoven alene," tilføjede han. Hvis det var hvad der var hændt Myrina, måtte det ikke også ske Ahriana!

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana forstod det ikke. Hvis han kunne få Myrina tilbage ville alt så ikke blive godt igen? Hvorfor ville han ikke havde det? Forvirrende var det for hende og let lod hun hovedet falde på sned. Hvorofr kunne han ikke se logikken i det? Hun bed sig svagt i læben ved hans ord. Hvad med hende? Hans verden ville da ikke ændre sig hvis hun ikke længere var her, ville den? Tanken om at det måske ville betyde noget for ham begyndte så stille at dæmre for hende. Forsigtigt søgte hun hen til ham og tog blidt om hans hånd som hun havde gjort det så mange gange før. Hun gav den et lille klem mens hendes blik hvilede på deres hænder. "Undskyld" endte hun blot stille. Hun forstod ikke hvorfor han skulle vægte hende højt nok til ikke at ville have dem til at bytte plads men lige nu var det ikke nødvendigt at diskutere det.

Vampyren havde vandret på denne side af grænsen. Det var en skræmmende tanke, især hvis elverne intet havde vidst. Det var ikke noget som Ahriana kunne lide men hun kunne intet gøre ved det. Hun ville bare gøre alt for at holde sig så langt fra dem som muligt! Hun bed sig stille i læben som han snakkede. Uheldig? Snakkede han om sig selv eller snakkede han om Myrina? Hun spurgte ham ikke men lyttede blot. Hans lille tilføjelse som kom da han tog omkring hendes hånd fik hendes blik til at søge hans ansigt. Hun kiggede lidt på ham og så drejede hun hovedet og vendte blikket ud mod skoven. "Men ... hvordan skal jeg så komme hjem?" spurgte hun stille og vendte blikket tilbage mod hans skikkelse. Hvis hun ikke måtte gå alene i skoven så kunne hun jo ikke komme tilbage til bækken hvor hun havde slået lejr i øjeblikket.

[Deleted]

At Ahriana ikke troede, at hun havde nogen større betydning for ham, var slet ikke noget som Jophiel kunne forstå. Hun var nemlig ekstrem vigtig for ham, og det var han heller ikke bange for at lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være i den anden ende. Han bed derfor tænderne fast sammen, som han kort rystede på hovedet igen. "Du betyder noget for mig.." fortsatte han. Var det virkelig så underligt, at han tog tingene på den måde, som han gjorde? Selv var hun jo en af de meget få, som havde accepteret ham, som den mand han var.. Fordi at han var en særling udover den typiske Diamaqima, og det vidste han jo godt. Det ændrede dog bare ikke på, at hun skulle have en mindre betydning for ham, for det havde hun bestemt ikke. Overhovedet ikke faktisk!

Jophiel sukkede let for sig selv. Alt for mange tanker kørte rundt i hans tanker og sind, og dette var heller ikke noget, som lagde videre skjul på det. Derfor greb han brutalt ud efter hendes hånd, for at knuge den i sin. Ikke ønskede han, at vampyren også skulle tage hende! Tænk hvis det skete! Han havde mistet nok.. Han havde mistet stort set hele sit liv, og derfor ønskede han heller ikke, at det skule fortsætte. Han ville virkelig ikke kunne overkomme det mere. Han trykkede om den. Hvordan hun skulle komme hjem? Han... måtte vel følge hende? Det var umiddelbart de løsninger, som han kunne se. "Så.. må jeg jo følge dig.. eller.. du kunne blive her.. bare.. til jeg vidste, at faren var drevet over.." sagde han endeligt. Han ville jo bare ikke have, at noget skulle ske med hende.