For a better future for all of us..

[Silia D. Diamaqima]

Så lang tid Silia ikke skænkede hans anden familie et tanke, var det let at tilgive, særligt nu her i en situation hvor hun havde brug for ham at at hjælpe hende med at beskytte hendes barn. Hun nikkede og pillede lidt ved sofaens stof. Kimeya ville næppe bryde sig om at hun lukkede Nathaniel ind, men lige her og da var det ligeså nødvendigt som at spise rå mad.. det mindede hende om at det snart var tid til at spise igen, også selvom hun slet ikke havde nogen appetit lige i denne stund.

"Det ved jeg du ville. Desværre hænger det ikke sådan sammen. Mit håb er at nogen en dag vælter Jaqia eller Denjarna, det vil være mit bedste bud på at få et trygt sted at være," svarede hun med et lidt tungt suk. Sandt at sige vidste hun jo ikke engang om Manjarno var en reel mulighed, godt nok ville det gøre ondt på hende at underlægge sig den kvinde som hendes mand havde valgt over hende, men hvis det var et sted hendes barn kunne vokse op trygt. Straks blev hendes blik mere opmærksomt. "Hvad er der sket?" spurgte hun bekymret. Det havde været for tidligt at forlade Procias, hun kunne mærke hvordan knuden blev større. En naturlig bekymring dukkede op, for dem alle tre, for alle de mænd der var en del af hendes liv. "Jeg går ud fra at han opholder sig på Neutranium, men jeg ved det ikke. Siden den aften har jeg ikke hørt et ord fra ham," fortalte hun ærligt. Det var svært ikke at bekymre sig når hun ikke vidste om han var okay.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at det var dumt, at kommentere hans anden familie, og derfor undlod han selvfølgelig at gøre det. Særligt nu hvor han stod i en situation, hvor han kunne have et forhold til sin datter. Det var det vigtigste for ham lige nu.
Snart var det spisetid, og selv, skulle han nok sørge for, at hun ville få et måltid, som ville være med til at styrke barnet. Så langt, kunne man jo sige, at det var sket, som det skulle.. Barnet havde hun endnu i sit indre, og af hvad han kunne fornemme, voksede det også, som det skulle.

"Jeg ville ønske, at det var så nemt. Tænk bare, at kunne storme ind på Castle of Darkness, tage tronen og landet, og gøre det til sit eget, uden at bære en royal titel og derved intet ansvar i den forstand.. Det er nok bare nemmere sagt end gjort," sagde han med en ærlig stemme.
I denne tid, skete der frygtelig meget i Procias. Skoven og elverne var lagt i sorg over Serenitys død, og Nathaniel havde ondt af manden. Det havde han virkelig. "Serenity døde i barselssengen under fødsel. Thranduil skal have gravlagt sin hustru og nyfødte lille datter," fortalte han ærligt. Han lod blikket falde. Det var nok noget af det mest groteske en mand, nogensinde kunne blive udsat for.

[Silia D. Diamaqima]

Silia tyggede på hans ord. Først fnøs hun og rystede lidt på hovedet. Det synes fuldkommen urealistisk at storme Castle of Darkness, for det første fordi det var Jaqia, og fordi det for det andet var en direkte sindssyg idé. Dog havde hun lidt svært ved at slippe den. "Hvad hvis man kunne?" spurgte hun direkte. Måske det var fordi hun sad her ud og ind, kedede sig, bekymrede sig. Hun duede ikke til at være så anonym som hun var blevet gjort. "Da Gabriel og jeg.. første gang var ved at gå fra hinanden på grund af vores arbejdsbyrde, tænkte jeg; hvad nu hvis man kunne skabe et råd? En form for demokrati bestående af de vigtigste stillinger i landet, som kunne optage en del af vores arbejde så vi kunne redde vores ægteskab. Det synes umuligt i Procias, men hvad nu hvis det er muligt her?" spurgte hun med et glimt i øjet der afslørede at hun havde glemt alt om mad, alt om kedsommelighed velvidende om at det var skørt.

Gnisten falmede dog hurtigt. For det første var hun ked af det på Thranduils vegne, for det andet skræmte det hende, at tænke på, at det ligeså kunne ske for hende om kort tid. "Det er jeg oprigtigt ked af," hun sukkede. Somme tider forstod hun ikke hvordan så meget ondt kunne hænde på så kort tid. Endnu værre var det at hun ligeså løb en risiko, men der ville ikke være nogen mand til at græde over hende.. ud over Jason måske han var en god trøst, desværre ikke tilgængelig lige nu.

[Nathaniel Diamaqima]

For Nathaniel, havde det blot været en flygtig tanke, og ikke noget, som han nogensinde regnede med, ville blive realistisk på noget givende tidspunkt. Det var i hvert fald sådan, at han selv måtte se på sagerne. Jaqia var ikke en kvinde, som man skulle lægge sig ud med, hvilket hun vel udmærket godt vidste?
Det synes dog ikke, at være en tanke som Silia kunne slippe helt. Var det kedsomheden, som løb af med hende? Det var en virkelig farlig ting at skulle slås med, og særligt da det jo var Jaqia der var tale om. "Det må være kedsomheden, der taler for dig, Silia. Jeg ved, at du fik låst Malishas magi, men her er det tale om Jaqia.. Du ved, at hun er farlig," pointerede han med en mere alvorlig stemme. Han ønskede jo selvfølgelig ikke, at hun skulle komme galt af sted, og særligt, når hun var i den forfatning, som hun nu måtte være i, så var det slet ikke noget, som han ønskede skulle komme på tale! "Et råd lyder som en fornuftig idé. De har noget lignende i Det Gamle Imandra, og det ser ud til at virke ganske fint," fortalte han.. Ideen var ikke helt dum, men det var stadig Jaqia der var snak om.. Han ønskede virkelig ikke, at der skulle ske hende noget.

Silia ville ikke få lov til at møde døden på den samme måde. Det var slet ikke noget, som Nathaniel tillod sig! Derfor lod han tanken om Dvasias ligge for nu. Det gik vel op for ham, at det ikke havde været passende at meddele, at Serenity havde mistet livet på den måde? Han tog omkring hendes hånd og trykkede om den. "Det er beklageligt.. Naturligvis. Du får ikke lov til at opleve det samme," forsikrede han. Han ville gør alt, hvad der stod i hans magt, for at sikre sig, at det barn kom godt til verden, og de begge ville komme igennem det!

[Silia D. Diamaqima]

Jaqia var en meget farlig kvinde, ingen med den rette fornuft lagde sig ud med. Silia var en fornuftig kvinde og hun vidste at hun aldrig ville kunne slå Jaqia, men alligevel så kunne hun ikke slippe tanken helt. "Det er måske kedsomhed.. sindssyge, kald det hvad du vil, men hvis vi kunne få andre med på det?" hun så på ham med et grav alvorligt blik. Eftersom hun var gravid så var det ikke noget hun hverken kunne eller ville tage sig af, men der var mange - deriblandt Faith som hadede kvinden og som faktisk ville have en reel chance. "Jeg ved at hun er farlig, hvilket er endnu en grund til at hun ikke bør regere. For ironis skyld, så ville jeg bygge slottet om til et stort sygehjem," hun så lidt drømmende frem for sig. Tanken havde hun overvejet før i Procias, men mere var det aldrig blevet til. Kun overvejelser og spekulationer som der aldrig havde været tid til at gøre noget ved. "Det kunne fungere.." konkluderede hun dog mere henvendt til sig selv end direkte til ham.

Hans hånd rev hende lidt tilbage til virkeligheden.. den mere triste. Man kunne nærmest se uroen i hendes blik. Under normale omstændigheder havde hun aldrig fældet tårer, og da slet ikke overfor ham, men de mange hormoner fik dem hurtige til at falde som krystaller ned over hendes blege kinder. "Vidste du at Thranduíl har mistet to hustruer på den måde? Alle hans kvinder er faldet bort under svanger og jeg bærer hans barn. Vi ved begge at skulle uheldet være ude, så kan du intet gøre," påpegede hun hulkende og skjulte ansigtet i sine hænder. "Undskyld.. jeg ved ikke hvorfor jeg græder," indrømmede hun, men det fik hende ikke til at stoppe.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede bestemt ikke, at udsætte Silia for noget som helst, og særligt ikke i den tilstand, som hun nu måtte være i. Hun var gravid, og det var virkelig vigtigt at hun hvilede sig, og ikke stressede alt for meget. "Kedsomheden taler for dig, kære Silia. Jaqia er en farlig kvinde, og selvom vi måske kunne få nogen med.. hvem skulle da alligevel vende hende ryggen på den måde? Jaqia garderer sig. Hun har jo trods alt formået at holde skansen så langt," fortalte han med en sigende mine. Enrico var der, og Mattheus ikke mindst.. Hans søn. Det var egentlig skræmmende at tænke på, at han havde 4 børn derude.
Nathaniel slog den tanke ud af hovedet. "Det er ikke første gang, at den tanke slår dig, kan jeg fornemme," sagde han med en rolig stemme. Han kunne ikke klandre hende. Hun var nytænkende, præcist som en Diamaqima skulle være. "Kunne det fungere?" Hans problem var jo, at han kunne lide tanken. Meget endda.

Det havde på ingen måder, været Nathaniels hensigt, at få hende til at græde på den måde. Det var jo bare en kendsgerning, at Thranduil havde mistet, og nu skulle ligge to individer i graven. At hun gjorde sig de assosiationer, havde på ingen måder været hans mening! Han rystede kort på hovedet. "Hans historie er ej en ukendt af slagsen.. Du er en Diamaqima.. Således, går ingen af os bort," forsikrede han. Han endte dog alligevel med at lægge armene om hende, for at skænke hende en trøst. Han tillod det ikke. Han ville gøre, hvad han kunne, for at sikre sig, at det ikke kom til at ske! "Men slottet.. Castle of Darkness.. Hvad tænker du?" fortsatte han. Lidt for at få hende på andre tanker.

[Silia D. Diamaqima]

Gravid var det begrænset hvad hun kunne gøre, men det rev ej drømmene fra hende. Hvilken fremtid var der uanset for et barn, i et hus og dets fire vægge? Særligt en halv elver der skulle ud at udforske verden. "Jeg kan komme på et par stykker... Faith for eksempel. Kimeya er allerede tabt, hans sjæl tilhøre hende, men det gør Faiths ikke. Derudover har vi Faith, måske Evan og Jared, Jason og der må være flere her i landet som har et horn i siden på hende. Det kunne blive en stærk alliance," sagde hun lidt eftertænksom. Måske det alligevel ikke var en helt dårlig idé. Svært ville det blive, det kunne der ikke herske tvivl om, men tænk hvis de lykkes, så kunne hun endelig skabe et land af de værdier som hun havde levet og åndet for nemlig retfærdighed.
"Jeg brugte megen af min tid på at drømme i Procias," bekræftede hun og nikkede lidt for sig selv. "Det tror jeg faktisk det kunne," konstaterede hun og mærkede hvordan tanken brændte sig mere og mere ind.

Alligevel måtte hun tørre de sidste tårer væk fra sine kinder og så op på ham. Det sidste hun havde lyst til var at hende såvel som barnet skulle afgå ved døden. Tanken skræmte hende. "Hvis det kom dertil hvor valget stod mellem mig og barnet. Så vælg barnet," sagde hun bestemt. Det skulle have en chance, hun havde allerede levet om ikke andet så lidt. Hurtigt blev hendes tanker igen indstillet på de nye idéer. "Jeg tænker at nedlægge det som slot. Men i Procias havde vi en by af healere der tog sig af de syge, det betød færre smittekilder rundt om i byen. Jeg overvejede et sygehjem, som jeg selv ville bestyrer," fortalte hun.

[Nathaniel Diamaqima]

Silia var noget af det mest vigtige, og mest værdifulde, som der var i Nathaniels liv, så selvfølgelig ønskede han da ikke, at der skulle ske hans elskede datter noget, og i hendes nuværende situation, kom det da slet ikke på tale, at hun skulle ud og fægte med sværd, og alverdens andet! "Båndet kan brydes," sagde Nathaniel direkte. Kimeya var tabt i øjeblikket, men gjorde de noget ved Jaqia og det bånd, som de nu havde skabt dem imellem. "Det er farlige kræfter at lege med, Silia. Det lyder alt sammen som en udmærket ide, og du har mange gode tanker og ressourcer, at trække på," fortalte han.
Som Nathaniel kunne fornemme det, så var det her ikke en tanke, som Silia havde tænkt at lade gå forbi. Han kunne nu godt se mulighederne i det, men om det nogensinde ville vise sig, at blive en reel mulighed.. det var jo så straks det, som var den næste problematik. "Det lyder.. fornuftigt," sagde han endeligt. Han kunne jo selv se det!

Tanken om at hun skulle miste livet eller sit barn, var slet ikke noget som Nathaniel ville høre. Ganske vidst var risikoen der, men han ville bestemt ikke tænke på den som sådan, for det havde han slet ikke nogen grund til, og særligt nu. "Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for jer begge, Silia," sagde han direkte. Han ville slet ikke høre snak om noget andet, og særligt, når det var på denne her måde! Han rystede på hovedet. Det skulle ikke have lov til at blive en nødvendighed. Overhovedet!
"Det er muligt.. hvis der kan skaffes folk nok," sagde han ærligt. I det tilfælde, var han vel bange for, hvad en mand som Kimeya kunne finde på? Nu ville han jo heller ikke udsætte familien for mere!

[Silia D. Diamaqima]

Det var bestemt ikke fordi at Silia ville sætte sit eget eller barnets liv på spil, i en eller anden godtroende tanke om at hun ville have en chance mod mørkets dronning samt en helt hær, for ikke at tale om Kimeya. Men hun havde tænkt sig at få andre til det, for det her var ikke et liv eller en verden som hun ønskede at bringe et lille væsen ind i. "Det kan det, men ikke tids nok til at bryde det lige nu og lige her," påpegede hun med et tungt suk. Kimeya var bundet til den kvinde, hun var ikke engang sikker på at de bånd ville brydes hvis hun gik i graven.
"Det har jeg og du skal hjælpe mig," hun så på ham med et bestemt blik, det samme som hendes mor havde når hun ville have noget igennem. Det handlede om deres allesammens fremtid, en som slet ikke ville være, hvis det forblev således. Heldigvis lød han da ikke til at være helt afvisende, det var rent begrænset hvad hun kunne gøre i hendes tilstand.

"Det ved jeg du vil, men skulle situationen opstå, så vil jeg have at du tager dig af barnet. Lige nu er det, det eneste der betyder noget," indrømmede hun. Hendes kærlighed til det var allerede større end nogen anden hun før havde følt, det tog sågar hendes tanker væk fra Gabriel.
"Vi kan skaffe nok, hvis det er folk som er stærke. Det ville lette tingene for mig, for mit barn.. for mor og derved også for dig," argumenterede hun velvidende om at Liya var hans ømme punkt.