For a better future for all of us..

[Nathaniel Diamaqima]

Silia D. Diamaqima - Nathaniel Diamaqima

---

Solen var på vej ned, da Nathaniel endelig nåede Dvasias, og det gamle Marvalo Mansion. I den dystre time, lignede det mest af alt, en spøgelsesby. Ikke en sjæl var at se nogen steder, og træerne stod nøgne, som den forbandelse, der havde lagt sig over byen, for frygtelig mange år siden.
Nathaniel bevægede sig mod et bestemmelsessted: Marvalo Mansion. Han vidste, at det var der, hans elskede datter måtte have slået sig ned, og han ønskede selvfølgelig at få hende tilset, da hun var svanger med hans barnebarn. Selv den tanke, forekom ham endnu meget surrealistisk.

Det oldgamle Mansion, som selv måtte være hjemsøgt af mere end en ånd eller to, tårnede sig op, da Nathaniel kom vandrende ned af den gamle hovedvej, der førte igennem byen. De gamle bygninger på hver side, bar præg af det svage lys af stearinlys. Et eneste lys, som var at spotte her. Ikke engang lyden af tudende ugler, eller lyset af månen, var at spotte i denne aften. Det ville blive en tung og mørk aften.
Nathaniel passerede de knirkende låger, som førte ind i den store have. Selv denne i Marvalo Mansion, som engang havde været så prægtig og fin, var forfalden til tiden som havde passeret. Nathaniel så det som en skam, at det forholdt sig sådan.  Han stoppede ved de oldgamle trædøre, hvor han hævede hånden, og bankede på. Kutten var trukket op over hovedet. Her var koldt.. virkelig koldt i aften, så han så faktisk frem til at komme ind. Hvis Silia da ønskede at tale med ham.

[Silia D. Diamaqima]

Dagene passerede med ny hast. Silia havde kun været i Marvalo Mansion gennem et par uger, langt væk fra den kongelige titel og det royale arbejde, og sandt at sige så kedede hun sig.
Denne eftermiddag havde hun spenderet foran den knitrende pejs i stuen mens hun havde læst et par gamle bøger som hendes far aldrig havde fået med, da ham og hendes mor havde forladt Dvasias.
Hun sukkede tungt og lagde den ved sin side. Maven kunne ses gennem kjolen, i form af en lille bule der stadig ikke synes som meget, men i det mindste var den synlig. Ana havde endnu ikke sendt hende en ugle, der gik rygter om at hun var forsvundet hvilket havde optaget hendes tanker en del, men Jason var vel stadig i Procias og tog sig af det? Han ville bede om hendes hjælp om behøvet.
Kimeya var ikke hjemme, det var hans sjældent i disse tider. Hendes mor ligesådan, men i det mindste havde hun ikke set hende overdænget i blod når hun kom hjem, det var ganske fredeligt. Hun strøg hånden hen over bulen og rejste sig stille. Der var intet selskab og hun var nærmest firkantet af at læse alle de bøger, men Kimeya insisterede på at hun holdt sig indendøre, hvilket kun var forståeligt, Dvasias var ikke et land for en tidligere Prociansk Dronning, og slet ikke i en tid hvor alle forsøgte at imponere Jaqia.
Med lidt træt blik, fulgte hun lyden af de tre bank og undrede sig over hvem der mon dukkede op. Ej var hun bevæbnet, men hun vidste hvilken magi der lå over huset, ingen der ønskede at skade dets beboere kunne komme indenfor, så hun tøvede ikke med at åbne døren hvor hun fik øje på sin far. "Siden hvornår banker du på?" spurgte hun med et lille smil og kunne ikke undgå at være lidt glad for at se ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel tog det et skridt af gangen med Liya. Det havde i forvejen taget ham rigtig lang tid, at få hende så tæt på, at hun rent faktisk accepterede hans tilstedeværelse. Jophiel havde han endnu ikke noget forhold til, men hans datter derimod. Der var ikke noget bedre, end at blive mødt med et smil, når man endelig kom i døren. I det tilfælde, vidste han jo godt, at han faktisk havde gjort det rigtige.
De tre bank lød derfor. Han havde respekt for stedet her, og dets beboere, og nu hvor han ikke længere var en del af denne bolig, så var det vel bare på sin plads, at han måtte banke på? At se hendes smil, da døren ble åbnet, var virkelig også bare det hele værd, også i hans øjne. Deraf kunne han selv, ikke lade være med at smile ved synet af dette.
"Siden jeg ikke længere bor her, er det jo på sin plads, at vise respekt for dets beboere, ikke sandt?" fortalte han med en rolig stemme, som han endnu en gang, sendte hende et smil. Han førte armene ud fra kroppen, for at møde hende i en omfavnelse. Nu hvor han havde muligheden for at redde et forhold til sin elskede datter, så var det uden tvivl også det, som han havde tænkt sig at gøre, hvilket der bestemt heller ikke var nogen tvivl om. "Desuden vil en gammel mand, blot se til sin elskede datter," tilføjede han. Ikke nogen tvivl om, at han elskede hende. Hun var da uden tvivl noget af det mest værdifulde, som var i hans liv.

[Silia D. Diamaqima]

Heldigvis havde dagens gæst vist sig at være blandt de fredelige, der var ingen garantier her i Marvalo Mansion. Ofte fik hun ikke engang et øjeblik alene, hun havde nogle meget interessante og dybdegående samtaler med Elanya såvel som Cedric, men for alle andre lignede det bare at hun sad og snakkede med sig selv. "Beboere ala mig. Kimeya er her sjælendt, Faith kommer ikke mere og mor hun render lidt frem og tilbage," forklarede hun og lænede sig lidt op af dørkarmen.
I mange år havde hun savnet forholdet til sin far, og nu havde hun givet ham muligheden for at rette op på fortidens fejl, hvilket han heldigvis lod til at have taget til sig. Hun mærkede den kølige aftenvind og savnede sine ture i det fri som hun blev nægtet i disse tider. "Så lang tid du ikke bringer flere indvolde, for min kvalme er endelig gået væk," hun rettede sig op og trødte ham i møde så han kunne omfavne hende og hun kunne lade armene glide omkring hans liv for at gengælde. Den lille bule var ikke stor, men dog stor nok til at komme mellem så han kunne mærke den når hun forsøgte at trykke ham lidt ind til sig som omfavnelsen nu engang påkrævede.
"Kom med indenfor," bød hun og trådte igen væk fra ham så han kunne komme forbi hende og i stedet søge til det sted der engang havde været hans hjem. Døren lukkede hun bag dem hvorefter hun førte ham med sig ind i pejsestuen hvor der stadig lå stakke af bøger der afslørede hendes bedrifter om dagen. Hvad skulle hun ellers give sig til?

[Nathaniel Diamaqima]

At Elanya og Cedric måtte rende rundt her, vidste Nathaniel godt. Han kunne ganske vidst ikke se dem, men derimod høre dem. Så lang tid, at hans elskede datter havde det godt, så var det også det hele værd i hans øjne. Han nikkede forståelsesfuldt mod hende.
"Jeg kan fornemme, at det ender ud i ensomme dage?" spurgte han med en rolig stemme. At Liya kiggede forbi fra tid til anden, glædede ham dog. Han vidste hvor meget den arme kvinde, havde ønsket, så desperat, at komme til at være omkring sin datter, og særligt nu hvor hun var i den tilstand, at hun ventede sig. Ikke Gabriels.. Så meget vidste han dog. Hvem det var, ønskede han slet ikke at blande sig yderligere i. Han gik ud fra, at hun havde den kontrol på sit liv.
De tanker blev dog afbrudt, som hun valgte at træde tættere på, og lod sine arme glide om ham. Den lille bule på hendes mave, kunne han mærke, da han selv låste sit greb omkring hende. Det var nok den mest fantastiske følelse, som han havde oplevet frem til nu. Et stille smil passerede derfor hans læber, som han kort trykkede hende ind mod sig, inden han nikkede. "Varmen ville gøre godt.. Desuden har jeg den næste tids forsyninger med," pointerede han. Det kunne godt være, at det ikke var det mest delikate, men det hjalp! Endnu havde hun ikke tabt barnet, og ikke ønskede han, at det var noget, som skulle have lov til at ske. Pejsestuen var allerede fyldt med pergamenter og bøger.. Ikke at det kom bag på ham. "Du kan jo bare ikke lade være, kan du?" spurgte han med et stille smil på læberne. Bare hun slappede af, så gik det jo nok.

[Silia D. Diamaqima]

Silia nikkede tavst. "Altså huset her rummer nok ånder til at give mig hovedpine, men derudover så ja.. det er en kende ensomt," indrømmede hun. Nu havde hun været vant til at have Jason omkring sig, og før det Gabriel og nu hvor hun var alene, var det svært ikke at blive ked af det, når hun tænkte på hvad han lavede også selvom hun virkelig forsøgte ikke at tænke på det i frygt for at det ville stresse hende og vise sig skadeligt for barnet.
Silia trak sig igen fra ham og ledte ham ind i pejsestuen. Det var ret afslørende hvad hun brugte sine dage på, også selvom der ikke rigtigt stod noget på siderne som hun ikke før havde læst. "Jeg ville ønske du ikke havde mindet mig om det. Det er kamp hver gang," indrømmede hun og mærkede nærmest kvalmen stige i hendes hals. At smide råt på den måde, var bestemt ikke noget hun glædeligt gjorde, det var kun for barnet skyld. Hun gav sig hurtigt til at flytte bøgerne lidt så de begge to kunne sidde der. "Hvad skulle jeg ellers bruge tiden på? Høre Ela prædike om børn? Undskyld," det sidste var sendt ud i rummet henvendt til Elanya der ikke lod til at være til stede lige nu.
Hun satte sig ned i sofaen og inviterede ham til at sætte sig ned ved siden af. I det mindste betød det at hun endelig fik lidt selskab. "Vil du undersøge mig nu hvor du alligevel er her? Jeg forsøgte at mærke igår, og jeg er ret sikker på at alt er vel, men bare for en sikkerheds skyld?" spurgte hun og strøg hånden over maven.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel nikkede blot. "Jeg kunne fornemme det. Der er sket grusomme ting her i huset i tidernes løb," sagde han sandfærdigt. Han kunne fornemme dem, men ikke se dem. Selv han havde lært at leve med det, men selv for ham, havde det faktisk også taget rigtig mange år. Selv her, måtte han have frygtelig mange minder. Han var i forvejen ikke meget for at blive konfronteret med fortiden, men det var nu ikke noget, at løbe fra. Han havde været mest lykkelig sammen med sin familie her, end hvad han havde været nogen andre steder. Han rystede kort de tanker ud af hovedet.
"Jeg ved godt, at det ikke er nemt. Men det er en nødvendighed, og det hjælper," pointerede han. Sækken, som han havde over ryggen, lod han glide af skulderen, inden han først søgte ud i køkkenet med det, hvor han i kølerummet i kælderen, kunne lægge det, så det kunne holde sig kold, og derved også ved godt vel. Han kom tilbage til hende igen, tidsnok til at hun havde ryddet plads, hvor han satte sig ved siden af hende. "Du har din moders tålmodighed, kære Silia. Jeg ved godt, at dagene er lange og ensformige.. Det er bare til barnet skal til verden." Han måtte tage sig selv i at betragte hendes mave. Han var glad.. Lykkelig på hendes vegne. Så nu måtte de bare sikre sig, at barnet kom til! Blikket søgte hendes skikkelse igen. "Naturligvis," sagde han. Han selv ønskede hellere at være på den sikre side. Det var jo trods alt hans barnebarn, der var snak om.

[Silia D. Diamaqima]

Det var sandt. Grusomme ting var sket her i huset, men hvad havde man forventet af Marvalo-familien? "Ja. Det er ikke nemt at få lukket øje. Ela og Cedric er meget fredelige foruden at Ela ofte snakker om Gabr..." hun tav og mærked ene lille knude vokse som hun oftest gjorde bare når hun forestillede sig ham. Savnet var dybt. Hun tog en dyb indånding og gemte sin sorg bag et smil som hun efterhånden var blevet så god til. "Det er ikke dig der skal spise rå lever til frokost," påpegede hun mens han var på vej ud i køkkenet for at lægge det på køl. imens fik hun gjort plads, hvorefter hun slog sig ned og ventede på at han igen kom tilbage. Af vane gled hendes hånd til den lille bule og lagde sig beskyttende over den. I alt det her, var det barn hvad der holdt hende oppe. Måske ingen mand ønskede at vedkendes hende, men hun skulle være en mor. Det måtte tælle for det hele.
"Jeg duer ikke til at sidde her. Bøgerne afleder mine tanker. Somme tider glider de stadig til Procias, til Gabriel.. ensomheden. Bekymringerne om hvor vidt jeg selv og mit barn nogensinde får mulighed for at få en tur i det fri. Disse vægge er næsten ligeså kvælende som de var i Procias," indrømmede hun kørte hånden igennem sit lange, mærke hår. "De ville glæde mig. Jeg ønsker bare at være på den sikre side," hun sendte ham et lille smil og håbede ikke at hun lød som en der sad og ynkede i egen selvmedlidenhed, men Dvasias var ikke et godt sted for hende at være, dog var det hendes hjem.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel lavede et bekymrende træk i ansigtet, som hun stoppede midt i sin tale. Han vidste, at tabet af Gabriel havde været hårdt for hende, og af hvad han kunne forstå derude, så var det også hårdt for Gabriel. "En moder snakker om sine barn. Det har jeg også gjort," fortalte han. Det var ikke underligt. Elanya havde nu altid været et familiemenneske.. Så meget, at hun havde glemt, at tage vare på sig selv efterfølgende.
"Jeg spiste det dagligt, for rigtig mange år siden," fortalte han. Han havde levet i en tid, hvor man nærmest vandrede i lændeklæde og jagede med spyd! Han havde oplevet rigtig mange ting i sit liv. Det var alt sammen noget, som hun kunne læse om i den bog, som han havde skrevet til begge sine børn.
Procias var på røven.. for at sige det mildt, og det vidste de nok godt alle sammen. Anasuya var forsvundet fra jordens overflade, og Jason stod ved roret, velvidende om, at han var hadet af.. alle. "Procias er en tid, som du er nødt til at ligge bag dig nu, Silia. Det vil ikke gøre dig godt, at skulle tænke på den nu. Du er her, og det du skal tænke på, er dit velbefindende, og det liv, som du bærer i dit indre. Det er en velsignelse for vores familie," pointerede han. Han satte sig tæt nok på, til at lægge hånden over hendes ved hendes mave. "Og som jeg lovede, vil jeg bringe barnet her til verden," forsikrede han hende. Han ville kæmpe for, at hun ville få sig et velskabt lille barn,

[Silia D. Diamaqima]

Tabet af Gabriel var Silia endnu ikke kommet sig over. Man kunne se sorgen i hendes blik selvom hun inderligt forsøgte at gemme det af vejen. "Ej bebrejder jeg hende, hun har alt god grund til at være stolt af ham, det er bare.. svært," indrømmede hun og bed sig i læben. Hun undrede sig over hvornår det mon ville blive bedre. Hvornår hun ikke længere ville få en knude i maven hver gang hun forestillede sig ham, eller tænkte på ham.. eller drømte om ham, hvilket hun ofte gjorde. Ringen på hendes finger havde hun stadig ikke fået sig selv til at tage af. "Hvis du gjorde det af egen fri vilje, var du bare direkte tåbelig," svarede hun som hun var kommet lidt til sig selv igen..
Dengang havde det godt nok været et spørgsmål om liv og død, men det følte Silia næsten også det var, for hun havde meget svært ved at synke det rå kød. Hun slog blikket ned på sin mave og på hans hånd der hvilede beskyttende over den. Han havde ret. Hun burde lægge fortiden bag sig og fokuserer på at skabe en fremtid. "At glemme fortiden kræver en fremtid der ikke involverer et fængsel. Desværre er Manjarno uaktuel, men Dvasias er usikkert. Jeg ønsker kun at give mit barn en tryg opvæskt," sagde hun ærligt og lod de mørke øjne søge hans. Så mange idealer, så mange visioner om det perfekte land, men kun så få muligheder. Aldrig skulle hun have sagt ja til den royale titel, det havde ødelagt hendes liv.. hendes ægteskab. "Det ved jeg du vil. Det barn er hvad der holder mig oppe i disse tider. Hvad skal jeg bruge en mand til nu hvor jeg er blevet givet hele formålet med den slags?" sagde hun som henkastet bemærkning, trods det var lidt et forsøg på at trøste sig selv.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde den dybe forståelse for, at dette var svært for Silia at snakke om. Han kunne se sorgen i hendes øjne, selvom hun virkelig forsøgte at skjule den for ham. Hovedet lod han søge på sned. "Du tænker meget på ham, gør du ikke?" spurgte han med en rolig stemme, som han lod hovedet søge en kende på sned. Det vigtigste for ham, var nemlig, at hun havde det godt. Hun var jo trods alt hans lille øjesten. Det havde hun alle dage været.
Dengang havde det været for ren overlevelse. En tid, som Nathaniel nu var glad for, at han kunne lægge bag sig. Det sagde jo bare lidt om hans ekstremt høje alder, kunne man jo sige. "Hvad gjorde man ikke for at overleve? Og denne gang, handler det om dit barns overlevelse," pointerede han. Det var derfor vigtigt at hun gjorde det samme, og fortsatte den kur, som han nu havde sat hende på.

Hånden strøg roligt over hendes mave. Alt hvad han kunne se, var en mave, der skulle se ud, som den skulle, og derfor, så han ikke nogen grund til at skulle tage det tungere end som så. Overhovedet ikke faktisk. Et smil passerede tydeligt hans læber. Han var glad.. glad på hendes vegne, også selvom hun nu sad her alene. "Det var derfor vi tog jer med til Procias i sin tid.. Før uroen bredte sig. Manjarno går jeg heller ikke ud fra, er aktuelt for dig? Det er begrænset hvad man kan gøre, sådan som verdenen ser ud for øjeblikket," sagde han direkte, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. For ham, var det nemlig vigtigt, at hun passede på sig selv, og de rette omstændigheder ville komme, så det var godt, for både hende og barnet. "Du forsøger at skjule din egen ensomhed, kære Silia. Du er måske skænket velsignelsen ved et barn, men ønsker en mand ved din side. Det er der ingen skam i," sagde han dog. Han forstod hende. Han ville jo heller ikke undvære Liya, kun fordi at han nu havde fået et forhold til sin datter.

[Silia D. Diamaqima]

Som enhver anden forælder, så kendte han sin datter, og uanset hvor meget hun gerne ville skjule sin sorg, så lyste den langt ud af hendes øjne. Hendes blik drev væk, hen til flammerne i pejsen hvor hun nærmest faldt i staver over de iltre flammer. ”Jeg prøver at lade være,” mumlede hun fraværende. ”En dag går det vel over,” hun kom lidt tilbage til sig selv og sendte ham et halvhjertet smil.
Trods hun var inderligt glad for det barn hun bar i sit indre, så savnede hun samværet. Gabriel og hende havde ofte talt om hvordan det ville være, men alle de forestillinger var gået i vasken nu hvor hun sad alene med det.
”Det har du ret i. Desværre gør det, det ikke mere delikat,” hun vrængede lidt på næsen. Bare tanken om det gav hende næsten kvalme igen.

Silia fjernede sin hånd for at lade Nathaniel mærke på den lille bule.Ej var hun skeptisk ved at lade ham berøre, det var rart nok at nogen i det mindste tog del i den glæde hun følte, når nu hun ikke havde nogen mand til at gøre det. Hovedet lagde hun lidt på skrå og lod armen hvile på sofaryggen. ”Manjarno er uaktuelt så lang tid Denjarna er Dronning. Desværre er der intet sted på stående fod hvor jeg kan skabe mig en fremtid Måske en dag når jeg bliver ramt af anonymiteten, og mit navn er glemt,” hun sukkede. Desværre var hun en stolt kvinde, som sin far, hun ønskede ikke at se hendes navn svinde fra alles hukommelse, ikke med det kæmpe arbejde hun havde ydet.
Brystet snørrede sig lidt sammen, sådan føltes det i hvert fald. Hun hævede hagen en smule for ikke at vise sig slået ud af hans ord også selvom hun blev det lidt. Det falske grin forstummede. ”Jeg savner bare en at dele glæden med. Thanduil vil ikke involveres i barnet, Gabriel foretrækker Denjarna og Jason udfører mit arbejde i Procias. Det er ikke nemt at skabe en ny tilværelse alene,” indrømmede hun og så skamfuldt ned. Hun ville gerne tro at hun var en kvinde der ikke behøvede en mand, men så alligevel.

[Nathaniel Diamaqima]

At se Silia rende rundt og være ked af det, var noget som uden tvivl måtte vække en klar frustration i Nathaniel. Som enhver anden forælder, ønskede han, at hans børn havde det godt. Det gjaldt hende, som det Jophiel og Amaya for den sags skyld. Han vendte blikket mod hende, og med et svagt smil. "Man kan jo håbe," sagde han ærligt. Tabet af Liya, var han jo selv aldrig kommet helt over.. Og nu stod han jo så i en situation, hvor han heller ikke kunne få hende. Det var virkelig frustrerende.
Barnet om hun bar i sit indre, var uden tvivl værdifuldt. Det var ubeskrivelig værdifuldt for en Diamaqima, og særligt fordi, at det jo åbenbart lå til sjældenhederne, at et barn skulle komme til. "Det barn du bærer, er værdifuldt, som du er," begyndte han roligt. At hun havde fjernet sin hånd, sagde han intet til. Han lod sin egen hånd glide over hendes mave, og med et svagt smil. "Og derfor også en nødvendighed," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse.

Der var nok ikke rigtigt nogen steder, der var aktuelle lige nu. Det frustrerede selv Nathaniel, at det forholdt sig på den måde, men det var bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det.. Hvad han ønskede, at gøre ved det. "Jeg er bange for, at man ikke bare kan gøre krav på en ø i det store farvand, og slå sig ned der, og lave sine egne regler, Silia.. Et sted, er du nødt til at slå dig til ro på," fortalte han roligt. Hans blik søgte til hendes mave, som han lod hånden stryge over. Han mærkede intet som ikke var, som det skulle være. Så langt, så godt.
"Thranduil begår en fejl.. Jeg ved at Jason kæmper ved roret i Procias og Gabriel.. må jeg sige, er en skuffelse, min pige.. Din mave synes fin. Alt er, som det skal være," forsikrede han hende, som han flyttede hånden igen.

[Silia D. Diamaqima]

Bevidst undlod Silia at tænke på den anden familie han havde. Hun havde vænnet sig til tanken om at han havde svigtet både hende, Jophiel og deres mor, men det betød ikke at emnet var mindre følsomt og slet ikke lige nu hvor hun oven i, var i sorg og led afsavn, og hun var gravid hvilket fik hendes følelser til at løbe lidt af med hende somme tider, på måder som hun ikke før havde oplevet det. Uden at sige noget, nikkede hun og holdt blikket på maven. Når hun var allermest ked af det, trøstede hun sig ved den, mindede sig selv om at skæbnen havde sine veje somme tider, og det havde åbenbart ikke været meningen at hun og Gabriel skulle være sammen. "Jeg ved det er nødvendigt, men ligeså kvalmende," pointerede hun og rystede lidt på hovedet. De måtte snakke om noget andet inden hun fik det dårligt ved den blotte tanke.

Fristende som det end ville være, så var Silia ikke interesseret i at gøre krav på noget, hun ville bare gerne have et sted at være. "Ej er jeg interesseret i at gøre krav og øve magt. Jeg er kun intereseret i at et hvor jeg og min kommende kan være uden at frygte at blive nedslagtet på gaden," sagde hun ærligt. Som det stod nu var det en risiko hun led under her i Dvasias, og de vidste begge, at hun var født fri og slet ikke duede til at sidde gemt bag fire vægge.
"Thranduíl har en familie selv. Jeg forstår at han ikke vil ødelægge sit ægteskab for et barn som er undfanget ved magi. Jason skal nok komme til mig en dag, og Gabriel... ej er han en skuffelse, han fulgte sit sit hjerte og det kan ingen sige noget til. Jeg håber at han er glad, det gør jeg virkelig, jeg selv skal nok finde en anden vej.. en dag," hun smilede selvom hun mærkede tårer vælde op i hendes øjne.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde en anden familie, også selvom det ikke var en som han reklamerede særlig meget med. Derimod var det Silia, som i øjeblikket havde hans fulde opmærksomhed, og den som han ønskede at skænke denne opmærksomhed. "Jeg ved det godt," sagde han med en dæmpet stemme. Det var kvalmende.. men man gjorde vel, hvad der var nødvendigt, for at få det resultat, som man nu gerne ville have? Som det barn, som hun måtte bære sit indre, som i hans øjne, havde brug for det her.

Nathaniel ville ønske, at han kunne give Silia, hvad hun gerne ville have, og særligt fordi, at det også var hans datter det drejede sig om, og hans kommende barnebarn. "Kunne jeg give dig hele verdenen, som et sted for tryghed, så havde jeg gjort det." Hans stemme forblev rolig og fattet. Han ville nu helst gerne undgå at kommentere på hvad der skete i Procias, men selv for ham, var det tydeligt, at hun ikke vidste besked om det.
"Thranduil har netop mistet sin familie, og skal have dem gravlagt, Silia.. Jason ved jeg, kæmper så godt, som han nu kan, for at holde enderne samlet og Gabriel.. Han har ikke vist sig længe.. Der er ikke rigtigt nogen, der ved hvor han er lige nu," fortalte han direkte. Før eller siden, fandt hun jo ud af det alligevel, så hvorfor ikke få det sagt? Det var virkelig en grusom verden, som de i øjeblikket befandt sig i.