Længe siden

[Deleted]

@anasuya
Dean havde set Ana for første gang i mange mange år, og det havde ikke været en rar oplevelse for han eller for hans drage Bud, så da det var gået op for ham at det var Ana og Deb, de var fløjet over til og det var kommet meget bag på ham at se dem igen havde gjort utrolig ondt på ham, og som de var fløjet hurtigt hvider havde han godt hørt hvad hun havde råbt efter ham, og det skulle hun ikke slippe godt fra måske var han stukket af, men det var hende som havde glemt alt om ham da han havde fundet hende igen for mange år siden og det var jo derfor han havde valgt at søge ud på øen og ikke komme tilbage, men da det var kommet ham for øre at der var kommet en leder var han vendt tilbage, men han havde ikke haft nogle planer om at opsøge hende igen for på grund af hende havde han ikke kunde søge andre personer i alle de år han havde været på øen.
Han havde snerret sig ind på slottet for at finde hende og han havde gjort sig usynlig ved hjælp af sin magi, han havde fundet ud af hun boede her på slottet og at hun var Droningens kammer pige men han havde svært ved at finde hende og efter han havde ledt efter hende i lang tid lod han sig selv blive synlig han kunde ikke finde rundt på slottet og han havde ikke set skyggen af Ana "ANA HVOR ER DU!" råbte han alt hvad han kunde han så sig om og regnede med at der ville være nogle vagter som hørte det og fant ham han skulle nok finde hende på den ene alle anden måde, men hvordan han fandt hende viste han ikke men han skulle nok finde hende om det blev ved at hun kom til ham eller et par vagter fandt ham og førte hende til ham.

[Deleted]

Flere af slottets bøger havde indholdet historie omkring de kongelige, omkring regler og love som havde været igennem tiden. Gamle taler der var skrevet. Der var så mange ting at læse op på, men hun fandt det nødvendigt, hun ville være forberedt. Allerede nu var hun blevet dronning udadtil. Tiden var dog gået, og hun var endte med at falde i søvn ned af bordet. Efter hvad føltes som timer, men nok kun var minutter, hørte hun Dean, hvilket fik hende til at sætte sig op med et vildt bankende hjerte. Var det en drøm eller var han her? Det lød som om han var lige ude på gangen! Hun rejste sig målfast op, hvis han var her, så kunne han godt forsvinde igen, men først og fremmest skulle han ikke stå og lave en scene! Anasuya strøg hænderne ned over den blå kjole med de hvile broderinger i, den gik hende til knæene og sad okay tæt ved bryst og liv, og delte sig frit ud fra hoften og svang let om hende. Hendes ben var bare, fødderne ligeså, hun havde sat sig i et af gæsteværelserne hvor hun prøvede at få styr på sit nye embede. Hun flåede døren op, og ganske rigtigt, der stod han. Anasuya tog fat om hans skulder og trak ham ind i gæsteværelset, hvor hun slap ham hurtigt igen og lukkede døren bag dem. "Hvor pokker tror du at du har gang i?! Du kan ikke bare snige dig ind på et slot og råbe løs!" Skældte hun vredt ud, hvad ville Silia ikke sige, stakkels kvinde skulle jo slappe af! Hendes blik var skarpt mod ham, hjertet hamrede hidsigt i hendes bryst, næsten som forsøgte det at flygte langt derfra. Hun kunne slet ikke have synet af ham, og så var han her, spillede smart, råbte højt på slottets gange! Han var ikke rigtigt klog.

[Deleted]

Dean mærkede hvordan en person greb fat i ham og trak ham ind i et rum for dem selv, Dean rev sig fri af hende og vente sig om og så på hende med et letter vredt blik, og gik et par skridt væk fra hende Dean var ikke lige frem kommet for at undskylde over for hende "når så nu har du tid til at huske mig når jeg gør dig flov på dit slot nu hvor nu har fået en fin status er det et vidunder vis du overhoved kan huske mit navn Anasuya" Dean holde sig på af stand af hende da han viste hvad hun var i stand til med sin magi for han var godt klar over hun ikke som sådan brugte den, men ramte han hende nok med sine ord så viste han godt hun godt kunde finde på at bruge den også mod ham.
han rettede lidt på sit tøj og trak sin bue ikke at han havde nogle planer om at bruge den mod hende, men han kunde høre nogle var på vej mod deres dør det lød som vagter som havde hørt ham kalde på Ana han tog to pile og trak buen mod døren "få dem væk eller jeg kæmper mig ud af slotter Ana der er sket mange ting ved mig siden sidst og jeg vil ikke tøve med at kæmpe mig ud her fra du ved hvordan jeg kan bruge min bue og jeg er ikke blevet dårligere med den siden den gang" han så kort over mod hende med et letter koldt blik i bund og grund ønskede han ikke at han skulle bruge sit våben, men vis hun ikke fik dem væk ville han blive nød til det og kæmpe sig ud her inde fra dog ville han ikke dræbe nogle af hendes vagter han var ikke en morder som han ellers ud gav sig for at være over hende lige nu han ville til en hver tid vælge den vej hvor ingen skulle dø med mindre han var nød til det og ikke havde nogle andre muligheder. Ana havde set han dræbe en gang før det var den gang hvor de havde det godt med hinanden og han havde gjort det for at rede hendes liv at en mand havde stået over hende med en kniv for hendes hals hvor Dean sende en pil igennem halsen på manden så han ikke kunde gøre Ana noget, da Dean den gang og stadig havde stærke følser for hende, hvilket også var en af grundende til det nok var gået så galt mellem dem.

[Deleted]

Der foregik så meget i hendes hoved lige nu, hun havde slet ikke tid til at Dean skulle være der, og hun ville ikke have han var der! Hvad troede han overhovedet han havde gang i? Det var virkelig ikke stedet, eller tidspunktet at han skulle stå og lege hellig. Lige når det kom til ham, var der ingen tolerance, han skulle ud af hendes liv, sådan som han fint var forsvundet ud af det før. Det var han så forbandet god til! Det værste var nok at hun næsten måtte blive blød i knæene bare af at høre hans stemme igen, det gav hende kvalme, hun gav sig selv direkte kvalme! Hvordan kunne hun forråde sig selv så let? Debrala var taget ud på en lang flyvetur, så hende kunne hun ikke engang søge til, lige her var hun helt alene med en mand hun virkelig ikke skulle være alene med! Da hun hørte vagterne som faktisk måtte have hørt ham, måtte hun stirre hårdt mod ham. Trak han virkelig sit våben?! "Misundelse er en grim ting Dean! Jeg har ikke taget helt over endnu, den tidligere dronning hjælper mig stadig, jeg er blot ansigtet udadtil nu...." Hun skyldte ham for pokker da ingen forklaring, alligevel gav hun en. HVor var hun dog naiv og dum, hvor hun hadet sig selv lige nu, næsten lige så meget som hun måtte hade ham. En vagt lød udenfor døren, hun gik baglæns, inden hun nåede døren og åbnede den. Her blev lavmeldte sætninger delt, inden hun lukkede døren igen og de forsatte deres gang. "Fortæl mig så hvad pokker det er du vil mig?! Har du ikke gjort nok bare ved at vise dit ansigt og så flygte igen?!" Bed hun vredt af ham, for hun var virkelig ikke i et humør hvor der var tid til omfavnelse og kys efter to elskende havde været adskilt i utallige år. Nej, han havde forladt hende, hende og Deb! Debrala havde været så synderknust!

[Deleted]

Dean så på hende som hun gik mod døren og måde fnuse lidt af hende "du tager fejl, der er stor forskæl på misundelse og uforstående, men det kan jo være du har glemt hvad forskællen er som du glemte alt om mig og Bud" Dean holde buen klar lige ind til hun ville lukke døren igen og vagterne var på vej hvider igen han tog ingen chanser og ikke tale om han skulle blive fanget her hos hende på hendes slot, aldrig i livet.
Dean tog roligt sin bue ned igen om om på sin ryg mens han øjne roligt fulde hende han brøvede at holde sig kold og hård over for hende, men i hans øjne var hun smukkere ind nogle sinde og han hadet at han skulle havde det på den måde over for hende hun havde jo glemt ham smit ham ud af sit hoved og gået hvider uden så meget som at se sig tilbage, han trak sin hætte ned så hans hoved virkelig kom frem i det svage lys som der var der inde han så på hende med øjne som havde ingenting i sig de var tomme der var ikke nogle sorg eller glæde at se i dem det var der bare og fulde hende mens de nøge så på hendes krop "tænk du kan huske mit navn hvordan har du kunde huske det i så mange år Ana når jeg betød så lidt for dig og jeg havde ikke troet du kunde huske os når du uden hvider var kommet hvider for alle de år siden..." Han stoppede med at tale og man kunde se hvordan en lille tåre begynde at danne sig i hans øjenkroge det gjorde jo ondt på ham det her han nød det ikke lige frem, men han skylde sig selv det og Buds han ville hvide hvordan hun så hurtigt kunde glemme dem hvordan de kunde betyde så lidt for hende og Deb som de havde gjort.

[Deleted]

Glemte alt om dem? Hvad pokker snakkede den tåbe dog om? Hun måtte rulle med øjnene, hun sørgede for at vagterne forsatte, hun havde nemlig fortalt dem det som det var, en gammel bekendt havde ledt efter hende og fundet hende. Det skulle de ikke tænke mere over. Hun endte med at stille sig op af døren i stedet, med hænderne bag sig, stående der i sit uskyldige væsen, mens hun stirrede på den eneste mand hun havde ladet komme ind i hendes sjæl og hjerte. Noget HAN havde taget for givet. Øjnene han bar var uhyggelige, tomme, kolde, det fik hende til at vende blikket fra ham. Hvorfor se på ham? Hans ord fik hende dog lynhurtigt til at mærke alle hår rejse sig som små børster, næsten helt kampklar. Hun skubbede sig hårdt ud fra døren og gik et par skridt faretruende imod ham. "Kom ikke her og sig sådanne løgnagtige ord til mit ansigt! Jeg finder mig ikke i det Dean! Jeg har ikke bestilt andet end at huske jer, advare mig selv om ikke at lade nogen komme så nær igen! Så kommet videre`? Kan du sige gået fuldkommen i stå og tabt mig selv på vejen?! Jeg er et ynkelig kvinde som gemmer sig fra alt der er af det mandelige køn, bare for ikke at opleve det svigt du udsatte mig for! Sådan at forlade os. Debrala var knust, og jeg ligeså! Hvor jeg blev bange, blev hun vred! Den mandesky rytter, med den mandehadende drage! Et kønt syn!" Lød hendes tale vred og skuffet, hun kiggede væk fra ham med knyttet hænder, hun mærkede tårer presse sig på, men her ville hun bare ikke tabe ansigt, ikke overfor ham, det fortjente han ikke, ikke flere tårer! Der var så mange igennem de år der var faldet på grund af ham, af afsavn, af sorg, i magtesløshed. "Kom ikke og sig vi har glemt noget som helst, smerten står så tydeligt som var det sket i morges!" Lød det næsten hviskende fra hende, de knyttede hænder blev til håndflader der søgte hendes egne arme som hun holdte om sig selv.

[Deleted]

Dean kunde mærke hvordan hans hjerte begynde at banke hurtigtere og hårdere for hvert ord hun stod der og sagde at hun kom mod ham på den måde lod han sig ikke true af nej langt fra den glæde ville han ikke give hende, han lage sin bue på bordet som var ved siden af ham og gik lidt tætter på hende "var din tunge Ana vi fandt jer noget tid efter og så på jer i noget tid og i så ud til at havde det helt fint uden os i begge to så glade og tilfreds ud som om i var glade for at slippe af med os, vi forsvandt ud på de øer som folk her fra først lige har fundet og der har vi gemt os i alle de år" Dean kunde ikke holde sine tåre tilbage længere de gjorde ondt det her og det skar dybt i ham at stå der og tale med hende igen tårende begynde at trille ned af kinderne på ham "der er ikke gået en dag uden vi har tænkt på jer tænkt på hvordan det ville blive at holde om dig igen nyde jeres selskab" Dean stoppede med at tale og vende ryggen til hende og gik så langt væk fra hende som han kunde komme i det rum som de nu engen var inde i han hadet på et pungt sig selv for det her han havde lovet sig selv han ikke ville lade sig knække af hende og her stod han og havde talt med hende i mindre ind ti minutter og allerede nu havde hun formået at få ham til at knække, knække som var han den mindste pind hun havde kunde finde og knækket ham så let som ingen ting han havde jo fuldt hende i noget tid after de havde fundet hende og Deb og på indet tids pungt havde han hørt hende tale om hverken ham selv eller bud og det var det som havde gjort de var taget ud på øerne.

[Deleted]

Troede han ej hendes ord? Hun mærkede vreden blive mere og mere tiltrædende i hende, hun knugede dog armene om sig selv som hun endnu stod med ryggen til ham. Det var virkelig lige det hun manglede! At han skulle troppe op her og ødelægge alting, hun var lige begyndt at kunne være bare nogenlunde ved andre mænd uden at gå i panik! Og Debrala havde ikke tygget på en i meget lang tid faktisk. Hun mærkede kun hadet stige i hende, hvor vovede han egentlig?! "Det kaldes overlevelse! At holde hinandens mod oppe, ikke at drukne i sorg og springe ned i nærmeste vulkan!" Bed hun hårdt fra sig, hendes tålmodighed var virkelig ikke til stede når det kom til ham, ikke efter at han bare sådan havde forladt hende. Og nu vidste hun så også han havde haft udspioneret hende, blot for at rejse igen! Sådan en nar! Kujon! Han var bare så! URGH! Dog måtte hun knibe mere om sine arme som han snakkede om at holde om hende, hendes hjerte stoppede kort, bare ved mindet, hendes øjne lukkede sig, tårer, få af dem, gled ned af hendes kinder. Det tog hende lidt tid før hun fik samlet sig igen, hun rettede sig op, rank og stolt, inden hun gav slip på sig selv og tørrede tårerne væk. Hun vendte sig rundt og fandt ham længere end langt væk fra hende, selvom værelset ikke var det største. "Fortæl mig så hvorfor du er her Dean...... Du forlod mig, nu ved jeg ikke bare en, men hele to gange! Hvorfor pokker er du her lige nu? Tror du ikke jeg har det hårdt nok i forvejen?!" Lød det anklagende fra hende, man kunne se hendes blå øjne næsten lyse op i en gul/orange farve i vreden som lå og boblede i hende.

[Deleted]

Dean kunde ikke få sig selv til at se på hende lige nu det gjorde for ondt på ham han følte et sted han havde gjort det rigtige den gang, men så af lige vel ville han et sted ønske han kunde gøre det om den bedste tid i hans liv havde jo været sammen med hende, men på samme tid havde hun været skyld i den værste tid i hans liv, han lyttede til hvad hun havde at sige og det fik ham til at smile en smule ikke fordi der var noget godt ved det hun sagde, fordi hun var lige som han huskede hende han stod med lukkede øjne og nød lydsen af hendes stemme selv om den var vred og hård så var der noget særligt ved den noget magisk noget som gjorde han følte sig godt tilpas selv om det nok ikke var det hun ville havde ud af det han åbnede roligt sine øjne efter lidt tid og vente sig om og så på hende med et roligt blik mens hans øjne var helt våde dog var tårende stoppet med at løbe ned af kinderne på ham, men man kunde godt se han havde stået og grædt "du ved at Deb aldrig ville gøre det med dig på ryggen og vis i gjorde ved du Vi ville komme og rede jer som vi har gjort før Ana" Dean havde ikke noget problem med at indrømme over for hende han stadig følte kraftigt for hende, men han var også godt klar over der aldrig ville komme noget mellem dem igen da hun nu skulle til at være dronning og han var ingen ting han tråde lidt tætter på hende og så på hende med et letter bedrøvet blik han var her jo af flere grunde sådan set og hvordan skulle han dog få det sagt bedst muligt til hende "hmm jeg er her fordi at efter vi fløj forbi jer med din VEN! på ryggen måde jeg se dig igen men jeg ville ikke havde der var andre ind os og vores drager da jeg har det svært nok med at stå med dig her alene Ana, jeg kom fordi jeg stadig er i smerte efter alt den tid og jeg måde have svar. Men vær sød at fortæl Deb at Bud ikke havde noget at gøre med det han savner hende han savner en drage han kan lige op af og nyde freden i skoven" ingen tvivl om deres drager også havde knyttet et tæt bånd i den tid de havde været sammen Dean så op mod taget hvor Bud opholde sig og var godt skjult takket været Deans magi han lod sit blik falde tilbage mod Ana hvor han sende hende et lidt skævt smil han viste ikke rigtig hvordan han ellers skulle forklare det han viste jo godt hun ikke var dronning endnu men at hun snart ville være det og når hun først var blevet det så ville han ikke kunde gøre det her igen.

[Deleted]

Der fløj så mange ting igennem hendes hoved, hun manglede virkelig at få afklaring ligeså. Hendes blik var mod ham, tydeligt ikke i den klare blå farve som de normalt ville være hvis hun var afslappet. Vreden var der jo, åh så tydeligt, men den forsvandt i det hun så hans blanke øjne vende sig mod hende og hans kinder der endnu var våde af salte tåres fald. Hun stirrede målløs på ham, græd han? Hvorfor græd han? Hun burde græde. Hun blev helt forvirret og måtte lige synke det, inden hun lyttede efter hvad han havde at sige. "Jason er ikke min ven, han er kongelig rådgiver og var i færd med at hjælpe mig med at kunne være iblandt alle væsner, selv af det mandelige køn uden at være bange for at miste mig selv til angst og tåbelige tanker." Forklarede hun først og fremmeste, men i stedet for kold og hård, var hendes stemme lav og rolig. Det var ikke nemt, hun havde virkelig levet et ensomt liv, Deb og hende havde hinanden, og så var hun blevet gode veninder med dronningen. Der nu have valgt at vidergive sin titel til hende. En dyb vejtrækning var behøvet, for hun havde svært ved ikke at stå og skælve helt vildt. "Svar på hvorfor du valgte at forlade mig? For det gad jeg nu også godt af vide." Kom det så lettere afvisende fra hende, som hun valgte at lade armene søge over kors, hun måtte sætte afstand til det her. Hun stod og fik ondt af ham og vidste ikke engang hvorfor, han var jo skyld i sin egen smerte og hendes! #Deb..... Dean er her. Bud kan ikke være langt væk. Kom tilbage!# Dette var kun mellem hende og Deb, så de intet hørte. Dog var Deb i den grad klar på at flyve tilbage mod slottet. Hun kneb øjnene sammen. "De er to fuldvoksne drager, mon ikke de selv kan tage den?" Løgne ville hun ikke sprede, hun anede jo ikke hvad der var sandt eller ej, det måtte Deb selv tage og kendte hun hende ret, var det præcis hvad hun også ønskede.

[Deleted]

Dean så kort mod sin bue som hun fortalte om denne Jason da han havde set ham side på ryggen af Deb havde han haft lyst til at sende en pil i brystet på ham, måske havde Dean ikke set Ana i mange år, men det gjorde nok også bare han ville føle langt mere jaluxi når han så hende når en anden mand "jeg fik løst til at skyde ham Ana uden jeg viste noget om ham eller hvad han var for dig havde jeg lyst til at skyde ham ned af Debs ryg... Jeg kan ikke være når dig uden mit hoved gå amok" Dean gik roligt over mod sin bue og lod sine finger glide ned over den med en rolig hånd og sukkede dybt "jeg valgte at blive væk fordi jeg blev bange okay Ana jeg blev bange for i ville havde fundet ud af i havde det bedre uden os og jeg ville ikke kunde klare at se dig af vise mig okay! jeg var bange BANGE for mit livs største kærlighed." Deans stemme knækkede under vejs han skammede sig et sted over det aldrig havde han vist hende frygt før lige meget hvad de havde stået over for, havde han stået der uden at være bange og gjort alt hvad han kunde for at passe på hende og nyde livet fuldt ud sammen med hende "hun ender da med at spise ham inden han så meget som nå at sige hej til hende" lød det snøftende fra ham som han lod sit blik glide ned mod gulvet han kunde ikke få sig selv til at se på hende lige nu han skammede sig alt for meget over sig selv lige nu det her var slet ikke gået i den retning han havde forventet det ville.

[Deleted]

At han havde haft en lyst til at skyde Jason ned fik hende til at få lettere store øjne, var han da komplet vanvittig?! Hvad godt ville der komme ud af at skyde en mand som absolut intet havde gjort? Hendes blik måtte forblive på Dean, var han mon ustabil nok til at ville gøre hende ondt. Et sted blev hun næsten i tvivl. Dog måtte hun blive overrasket over hans ord, havde han været bange? Hun blinkede forvirret med øjnene, inden hun måtte søge hen til sengen og sætte sig på siden af den. Her vidste hun ikke hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle reagere. For hun var stadig vred på ham, men hun havde også ondt af ham, for hun vidste hvad det ville sige at være bange, men først efter han havde forladt hende. "Hvor kunne du ikke bare nyde det vi havde og holde fast i det? Du knuste mit hjerte Dean, og alt hvad jeg var før dig. Jeg har været så ensom! Ingen mand har kunne nærme sig mig uden jeg har været gået i panik og fået angstanfald. Jeg har ikke turde stole på nogen som helst." Lød det stille fra hende, hun sad og så ned af sig selv. Lysten til at se på ham var der ikke, for det gjorde bare ondt, der stod en mand hun havde elsket så højt, som hun havde mistet og nu brugt flere århundred på at elske, hade, foragte, savne. Så mange blandede følelser...... Debrala var søgt tilbage fra sin tur, hun landede i slotshaven med sammenknebne øjne og en advarende brummen, klørene kradsede hen over jorden. #BUD!# Brølede hun, et brøl som alle og enhver kunne høre som et ganske almindeligt brøl. Anasuya så mod vinduet. #Tag den med ro Deb! Her er andre folk at tage hensyn til, du skal ikke skræmme livet af folk. Og lad nu være med at æde ham, Dean siger det ikke var hans skyld.# Hun sukkede mod vinduet, hun forstod nu godt Debrala, de begge havde følt sig svigtet og forladt. Men Anasuya var mere bange og rolig, tænkte lidt mere fornuftigt. Hvor Deb bar mere vrede og ilterhed.