Cant sleep.......

[Deleted]

Det var bare en af de nætter hvor hun absolut ikke kunne sove, billeder fra fortiden poppede op, og uanset hvor meget hun puttede sig ind til Jophiel's dejlige varme krop, så hjalp det lige lidt. Derfor havde hun sneget sig ud af sengen, hun havde tegnet en smiley på et papir, så han vidste hun var okay. Hun kunne jo ikke finde ud af at skrive rigtigt, så det var umuligt at efterlade en besked på anden vis. Ude af sengen var hun altså, hun havde taget en fin lyserød knælang kjole på, med flæset ærmer og bar ryg. På listetå, var hun søgt i stuen for at finde sin violin, og så havde hun ellers forladt hytten for at finde et sted hvor hun ikke forstyrrede nogen med sit spil. Hun havde gået i små tyve minutter før hun fandt et sted hvor hun mente ville være godt, her løftede hun violin og bue, kun for at give sig til at spille en sørgmodig melodi, hun skulle ud med sine følelser, med den smerte som lå i de mange billeder. Det var vel en måde at komme af med det hele, og finde lidt fred på ny igen. Hun lukkede øjnene, og gav sig til at danse rundt, langsomt, yndefuldt. Kort efter gav hun sig til at nynne med, som hun gav sig helt ind til sit værk, sine følelser og forsvandt hen i det hele. Mørket her skræmte hende ikke, for i Procias skove var hun sikker, det vidste hun, og Jophiel ville passe på hende uanset hvad. En tanke som måtte få hende til at smile svagt imellem det sørgmodige spil. Dansende rundt, så hun intet, og endte med at måtte stoppe brat som hun stødte ind i noget og faldt ned mod jorden, hun stoppede sit spil rekordhurtigt og trak violinen og buen beskyttende ind til sig. Der måtte for alt i verden ikke ske det noget!

[Anthony De Luca Imirachi]

[blcokquote]Procias. Lysets land. Her var ikke et sted som han havde været ofte men dog så kendte han landet godt nok til at bevæge sig rundt i mørket. Det charmerende smil prydede som altid hans læber og de blå øjne søgte roligt rundt omkring i skoven. Smuk var den nu her om summeren selvom han var helt sikker på at den ville være smukkere i solen selvom han aldrig ville få dette at se. En skam var det men dog var det noget som han efterhånden havde lært at leve med. Han var jo efterhånden ufattelig gammel.
Skoven var stille, selv dyrene så ud til at være gået i seng eller var det blot fordi han var i nærheden? Den massive vampyriske tilstedeværelse havde det med at skræmme dyrene væk desværre. Han ønskede ellers ikke at gøre dem noget. Forsigtigt endte han med at stoppe op og bare lytte til skovens stilhed. Dog måtte han hurtigt indse at skoven ikke længere var helt stille. Lyden af violin spil var begyndt ikke så langt fra ham. Nysgerrig som han var søgte han roligt mod lyden. Den førte ham et en ung kvinde der så ud til at være helt i sin egen verden. Smilet blev en smule større. Hvad var det dog med kvinder og rende rundt alene om natten? Ikke at han kunne begribe at de havde så lidt respekt for deres eget liv men han skulle ej klage. Som han stoppede op og betragtede hende komme tættere på var der noget der ringede en klokke i hans lille indre. Var han virkelig så heldig? Smilet blev bredere og en smule mere charmerende. Ej kendte han denne kvindes navn men ak, han vidste at hun ville kunne hjælpe ham med at få lige det som han gerne ville have. Hun kom ham helt tæt på og stoppede ej før hun bumpede ind i ham og endte på jorden. Hun så forskrækket ud og Anthony endte med forsigtigt at sætte sig på hug foran hende og række hende en hånd. "Om forladelse. Det var ej min mening at skræmme Dem, unge Frøken. Deres musik fortryllede mig for en kort stund. Er De okay?" spurgte han bekymret og betragtede den uge på foran ham. Køn var hun, en rigtig lille lækkerbisken.[/blockquote]

[Deleted]

Ryggen ramte skovbunden hvor en gren måtte gøre sig bemærket i hendes ene side, hun skar en grimasse, men var ligeglad, så længe der ikke skete hendes elskede violin noget. De uskyldige øjne gled op, hun så mod manden hun tilsyneladende var stødt ind i. Undskyldte han? Det var hende som var en klodset kvinde, det var da virkelig ikke hans skyld! Hun slappede mere af i den spændte krop, inden hun lod den ene hånd søge i hans da han tilbød at hjælpe hende op. Roligt måtte hun komme på benene, hun børstede ikke sin kjole af som folk normalt gjorde, da hun jo var van til at ligge og sidde i skovbunden, skulle man børste sig af hver gang blev det jo næsten overdrevet og det virkede ikke naturligt for hende. Hun måtte kort undersøge violinen fraværende, inden hun valgte at se rigtigt på ham. Der var heldigvis ikke sket den noget. Manden var virkelig anderledes at se på, han var så anderledes end de fleste hun så, derfor måtte hun næsten stirre.
"Jeg er så klodset, jeg lader mig vidst selv fortrylle lidt. Men, jeg har det fint, jeg slog mig en smule, men det er " Undskyldte hun med sit søde og uskyldige smil, hun trak et blad ud af sit hår i den ene side, selvom der vidst sad mere. Når, det kunne hun altid ordne senere. Hun havde svært ved at tage blikket fra ham, der var et eller andet over ham, hun var ikke bange, langt fra, men det var kun fordi hun var i de omgivelse hun var i. Over grænsen var hun rædselsslagen. Det som hændte hende der, det havde fået hende til at indse hvor hun virkelig hørte til, og nu havde hun også fundet Jophiel, som kun havde gjort det mere tydeligt. Et hjem, et rigtigt hjem, en tryg favn. Det var vidunderligt!

[Anthony De Luca Imirachi]

Den unge kvinde var helt og holdent i sine egne tanker som hun dansede rundt der. Et sted var det ret så sjovt at betragte folk i deres egne små verdener. De havde det med at glemme hvor de var henne og hvem de var når de sådan forsvandt ind i deres egne tanker. Det var absolut nemmere at fange folk på den måde men ikke nær så sjovt som alle mulig andre måder!
Hun dumpede ned på skovbunden og han betragtede hende som hun undersøgte sin violin. Den var hende kær, det var da tydeligt for ham. Smilet hvilede roligt på hans læber som han rakte hende sin hånd. Hun virkede ikke bange for ham hvilket klart måtte være til hans fordel. Han betragtede hendes stirrende blik og lod roligt en hånd køre igennem det lange hvide hår. Hun tog hans hånd og han hjalp hende ubesværet på benene igen. De blå øjne hvilede på hende som hun måtte børste sig af fra skovens blade og andet som var kommet på hendes tøj, dog så det langt fra ud til at være en naturlig ting for hende at gøre.
"De er ej klodset. Det kunne ske for en hver. Må jeg spørge dem hvad der bringer Dem rundt i skoven på denne tid af døgnet?" spurgte han nysgerrigt. Eftersom at lyset og mørket havde indgået en fredsaftale så kunne mørkevæsner befærde sig frit på denne side af muren. Dog varslede en ny dronning at alle mørkets væsner skulle forlade landet. Han selv havde ikke tænkt sig at blive for længe, kun længe nok til han fik hvad han havde behov for. Det skulle denne unge violin spiller hjælpe ham med hvad enten hun ville det eller ej.

[Deleted]

Der var sikkert en masse i hendes hår af kviste og blade, men hvad kunne hun gøre ved det? Hendes uglede morgenhår, eller nathår var det, tiltrak vel de ting når hun faldt og rodet rundt i det. Hurtigt var hun på benene, hvilket hun kunne takke denne fremmede for. At grænserne var åbne, det fulgte hun jo ikke med i, når man boede fra civilisation var det ikke rigtig noget man gik op i, specielt hvis man aldrig havde gået op i det. Derfor var hun ej bange, desuden, hvilke mørkevæsner var dumme nok til at lave unoder i disse skove? Hendes blik hvilede endnu på ham, det var svært at tage blikket fra ham, hvorfor anede hun virkelig ikke.
"Jeg havde brug for luft og klarhed til mine tanker, jeg kunne ikke sove. Og hvad med dig?" Tiltale var hende svært, så hun talte normalt til ham, som hun gjorde med alle andre. Opdraget kunne man jo ikke ligefrem sige hun var, da ingen havde haft chancen for at skulle opdrage på hende. Hendes fingre søgte hen over violinen og buen, hun måtte mærke efter om de havde taget skade, hun var virkelig omhyggelige når det kom til at undersøge sit instrument. Det var hendes et og alt, foruden Jophiel naturligvis. Det var en gammel violin, den havde hun fået som barn af violinmanden, en mand hun ofte tænkte på.

[Anthony De Luca Imirachi]

Hun så herrens ud med de kviste og blade i håret. Faktisk så var det en smule komisk at se på. Anthony kunne virkelig ikke lade være med at lade en kort varm latter forlade hans læber før hans blå øjne betragtede hende. "Tillad mig" bad han mildt men ventede ej på svar før han forsigtig begyndte at hive enkelte blade og nogle kviste ud af hendes brune hår. han kunne ikke lade være med at smile en smule mere oprigtigt end han havde gjort det før. Det var langt fra ofte han mødte en kvinde der endte på jorden i skoven foran ham og derefter havde ting i sit hår. Hele situationen var ret komisk hvis han selv skulle sige det.
Han sendte hende et roligt smil ved hendes ord. Hendes brug for at klare sine tanker var hans lykkessmed lige nu. Han var egentlig kommet til Procias i langt andre henseender end at stå her men nu hvor lykke absolut ville tilsmile ham så var han jo nød til at tage imod det med åbne arme. "Jeg kender selv det at have brug for at tænke og så har man brug for at være alene. Jeg selv er blot på visit i landet. Jeg finder Procias utrolig smuk" sagde han roligt. Helt løgn var det ikke. Landet var utrolig smuk men skønhed kunne han finde i Dvasias i form af en kvinde. Nej her i Procias var der andre ting som han fandt meget mere interessante. Hovedet søgte let på sned som han betragtede hende. "De er ej bekymret for at bevæge Dem udenfor i nattens mørke?" spurgte han nysgerrigt. Hvorfor var det dog at så mange kvinder bare rendte rundt i natten? Han var umådelig nysgerrig.

[Deleted]

"Åh, ja, okay." Lød det mindre forfjamsket fra hende, som han begyndte at pille ting ud af hendes hår, hun rødmede mildt og sendte ham et sødt smil. Det var pænt af ham, hun var jo van til at rende sådan rundt, det var vel lidt en del af hendes charme, det rodet hår ligeså, aldrig gjorde hun jo noget ud af det som sådan. Det sad der bare. Hun havde svært ved ikke at stirre, men gjorde da sit bedste, mente hun selv, men sandheden var jo nok at hun fejlede grumt, han så bare så speciel ud. Og alligevel tænkte hun ikke tanken at han muligvis slet ikke var derfra. Ja lige indtil han sagde andet, det fik hende til at blinke et par gange, inden hun måtte tænke en tanke eller to, men valgte at trække på skuldrene.
"Skovene især er rigtige smukke, og noget så fredfyldte." Lød det blidt fra hende, men også en smule ivrigt, som hun næsten ville vise stedet frem. Hun elskede jo sit hjem, og nu var det virkelig hendes hjem, her boede hun i hytten med Jophiel, hvor heldig var hun ikke lige! Myrina sendte den fremmede et stort uskyldigt smil, hun kunne nu godt lide en venlig sjæl, og venlig virkede han uden tvivl. Allerede nu havde han hjulpet hende to gange, både med at komme op og stå, men også med at skulle få ting ud af håret. Hvilken rar mand!
"Ikke i Procias skove, her er intet at frygte, elverne passer på os her. Og alle er så venlige, så hvad skulle der være at bekymre sig om?" Naiv som hun var, stod hun jo bare her i sin gode tro på at manden her var fredfyldt som han virkede, lys og venlig. At det ej helt måtte være tilfældet skænkede hun end ikke en tanke!