Yet another day

[Deleted]

Det var uden tvivl en opgave som havde taget pusten fra hende til at starte med, men hun ønskede jo oprigtigt at tage hånd ved den, hvilket hun så sandelig også måtte føle hun gjorde. Hvordan alt sammen skulle gå hende, det måtte tiden jo vel blot vise, hun fik uden tvivl den bedste start, men om det forsat ville gå godt, det var lige det. Anasuya følte sig mere og mere selvsikker i det, men der var uden tvivl stadig nogle ting som måtte bekymre hende og som var noget af en prøve. Men hun ville dette, meget endda. Hendes mål var at blive en dronning så god som Silia var det, og gøre hende stolt. Længe, i mange år, havde hun set op til sin veninde og virkelig set hende som et forbillede. Nu var det hendes tur til at tage sådan en plads, hvor skræmmende det end måtte synes at være. Men hun følte hun kunne, det var det vigtigste af det hele. Hendes blik gled mod maven igen. "Det bliver skønt for dig, at få et lille pus som kan tage alt dit fokus." Lød det blidt fra hende, hun elskede børn, så længe de ikke var hendes egne. Men selv det måtte hun jo få et anderledes syn på, hvilket i den grad var hende en svær ting. Det var alt for meget med den ros, så hun havde skyndt sig videre til fokus på barnet. Dette var jo bestemt en stor ting, men ligefrem at rede liv, det lød så voldsomt. Hun rystede det af sig. En varm latter gled over hendes læber. "Jeg kan mærke der ikke går længe Silia, jeg føler jeg kan gøre det, også selvom du er på afstand. Sæt en dag du vil annoncere det, og jeg tropper glædeligt op og løfter alt af dine skuldre, så de kun skal bære baby." Lød det bestemt og varmt fra hende, som hun lod et par fingre stryge ned over Silia's kind, hun var jo oprigtigt bekymret for sin veninde, og barnet som endnu ikke var vokset så stort. Meget kunne ske endnu.

[Silia D. Diamaqima]

Trods det var hende som sad med kronen, så, så hun næsten mere op til Ana end til nogen anden. Dengang Elanya havde bedt hende om det samme som hun nu selv havde bedt sin veninde om, havde hun været uvidende og måske endda følt sig lidt uovervindelig. Det opfangede hun ikke ved sin kære veninde, hun have den samme varme og samme bekymring for sine medmennesker som hun altid havde haft, og som Silia i mange år havde beundret.
Hænderne lagde hun blidt rundt omkring hendes og strøg den med kærlige strøg. Det lod ikke til at hun ville skulle vente lang tid endnu på at kunne give byrden fra sig, og selvom hun ej ønskede at pålægge Ana nogen større, så var det desværre det som fulgte med titlen. Et kæmpe ansvar som somme tider kunne være tung. Det gjorde det nemmere hvis man var to om at bærer den, men det turde hun slet ikke foreslå for hende.
"Jeg glæder mig meget," indrømmede hun. Det var måske på tide at rive fat i Thranduíl. Hun forventede intet af ham, ud over at han stod ved ansvaret og i det mindste ville lade deres fælles barn kende ham. "Tak Ana. Hvis du er sikker så vil jeg næste uge træde frem for folket. Jeg er ikke i tvivl om at du vil gøre det godt og du ved jeg ikke er langt væk," gentog hun for tiende gang, så hun sikrede sig at hun ikke skulle føle sig efterladt alene med opgaven.
"Så kan jeg bekymre mig om babyting i stedet for," svarede hun med et lille grin. Det lød så godt bare at sige!

[Deleted]

Det føltes faktisk rart at sidde her og snakke om tingene som altid, hun måtte jo føle sig mere og mere selvsikker i det, ikke ligefrem uovervindelig, men hun følte sig rent faktisk klar på opgaven. Der ville være udfordringer, det vidste hun, men en dag af gangen og så skulle det hele vel nok gå? Man blev jo ikke født gående på sine ben, den slags tog tid. De blide strøg gjorde hende tryg, hun lænede sig ind mod sin kære veninde og sukkede roligt. "Det hele falder mere og mere på plads, jeg tror godt jeg kan klare det, nej jeg ved det faktisk. Et sted er det vel næsten som at lære at gå? Nogen gange kræver det nogen holder ens hænder i starten, men langsomt kan man stå mere og mere på egne ben. Jeg tror jeg er klar til at slippe dine hænder snart." Lød det blidt fra hende, hun elskede sin veninde så højt, og savnet ville blive enormt, men det hele skulle nok gå og de begge ville få rigeligt at se til. En svagt grin fandt vej over hendes læber, hun løftede blikket og så mod Silia, rimelig tæt på hende var hun jo faktisk, hun ville bare gerne være nær hende så længe hun var der. Snart ville hun jo være over alle bjerge. "Jeg bekymre mig om landet her, og du bekymre dig om baby, det lyder som en meget god aftale, synes du ikke?" Grinte hun blidt, inden hun strøg sin veninde over håret. Det var vigtigt for hende at hun havde det godt, samt barnet ville have det godt.

[Silia D. Diamaqima]

Det var så rart at se hende være så selvsikker omkring opgaven. Det måtte være tegn på at hun ikke havde presset hende for meget, for det havde virkelig aldrig været hans mening. Lige nu havde hun bare et liv her i Procias der var faldet helt fra hinanden. Hun havde mistet nogle af hendes bedste og eneste venner, hun havde mistet sin mand hvilket var meget hårdere end hun gav udtryk for, og tanken om at blive mor skræmte hende ligeså meget som det glædede hende, for hvad skulle der ske når hun forlod landet?
"Det er en god måde at huske det på. Men husk at det somme tider også betyder at man falder og somme tider slår sig hårdt. Men det er vigtigt at man kommer op og prøver igen, for pludselig kan man løbe, og så står man tilbage med en stolthed uden lige, og jeg ønsker mere end noget andet, end at du skal opleve den følelse," hun klappede hende blidt oven på hånden og smilede lidt for sig selv. For hende havde det tidspunkt været da hende og Gabriel endelig havde erkendt deres følelser for hinanden og for en periode havde regeret Procias således at økonomien var blevet styrket og grænserne stærkere.
Måden hun fremstillede det på fik Silia til at le. "Det er en virkelig god aftale," medgav hun og rystede lidt på hovedet. Tanken om barnet bekymrede hende nok i forvejen, fordi hendes tanker konstant drev andetsteds. "Men du har rigeligt at nå kære. Jeg skal ikke opholde dig selvom jeg nyder dit selskab," sagde hun ærligt. Hun havde en del besøg at foretage trods alt.

[Deleted]

Det var den skræmmende del, at skulle falde, og så rejse sig igen, men hun gik ud fra hun havde folk omkring sig som kunne hjælpe hende og hun med tiden ville danne en tiltro og få nogle gode folk i arbejdet. Det betød meget for hende at holde fast i disse tanker, hun nikkede dog, Silia var en vis kvinde, en meget vis kvinde! Anasuya holdte ubeskriveligt meget af hende, det var så trist at landet ikke så godheden og styrken i denne kvinde, men det skulle de nok i tide opdage passede. Og til den tid kunne de få en dårlig smag i munden af at have tvunget hende til at søge andet steds hen. Det var jo deres skyld! Det gjorde hende bare så vred et sted. Men desværre kunne de intet gøre lige nu og her, men hun ville i den grad kræve ændring, lade folk forstå alvoren i alt det her og lade dem huske hvad Procias faktisk måtte stå for! En ordentlig skideballe fortjene de. "Det ønsker jeg også, og mon ikke også det kommer en dag hvor jeg mindst venter det?" Optimist var hun altså, hun smilede stort til Silia og nikkede blidt. Det var hendes overbevisning, det hele skulle nok gå. Uanset hvilke bump de stødte på hver i sær på deres nye vej. I hver sin retning. Det gjorde ondt et sted, men det var det bedste for alle parter. At de allerede skulle skilles igen, fik hende til at se lidt trist ud, hun ville nyde tiden hvor hun var der, men hun vidste også hun havde folk at møde. Et suk brød hendes læber. "Ja, jeg bør nok søge videre. Jeg har en masse læsestof." Lød det stille fra hende, som hun klappede bunken som Silia måtte have givet hende. Roligt tog hun dem i favnen og rejste sig stille fra sengen. "Få du lidt hvile og tænk på de rare ting som kommer ud af kvalmen." Lød det omsorgsfuldt fra hende, en form for trøst, det betød jo alt gik godt lige nu. Det var vel vigtigst. Med rolige skridt, søgte hun derfra, åbnede døren og forsvandt igen. Nu skulle der læses! 

//out