Yet another day

[Silia D. Diamaqima]

@anasuya

Solen stod ind af slottets mange vinduer der gav genskær som krystaller på væggene. Det havde altid været et meget smukt sted som Silia var imponeret over, desværre var skønheden ødelagt af minder og ligegyldigt had. Den bedste dag i hendes liv havde været da Ana endelig havde erklæret sin holdning til tronen og til at skulle overtage. Igennem de sidste par uger havde hun selv gjort en dyd i at tage hende med til stort set alt, præsentere hende for de mange opgaver og Jason havde det samme.
De var så småt begyndt at forberede hvor de skulle tage hen når de tog væk herfra, hvilket havde taget en stor byrde fra Silias skuldre. I dag lå hun i sengen nede på Jasons kammer. De holdt stadig meget fast i at hun skulle hvile i forhold til graviditeten, så det havde hun i sinde at gøre, dog havde hun ikke tænkt sig at stoppe arbejdet.
En kammerpige have hun sendt efter sin kære veninde, mens hun ved siden af sig havde en hel bunke dokumenter som var vigtige for landets fremtid. Det sørgelige var at Silia følte sig så svigtet af landet at hun nærmest var ligeglad med deres fremtid, de burde takke hende for at have fundet en så stærk kvinde som Ana og valgt hende som sin efterfølger. Det var stadig ikke blevet offentliggjort, og det ville det ikke blive før Ana selv selv at hun nu ønskede det. Silia håbede ikke det ville vare længe.
Hun sukkede tungt og kastede længselsfulde blikke mod døren. Nu havde hun helt fornyet energi, eller det følte hun somme tider, men den forsvandt også hurtigt med en ny træthed og en ulidelig morgenkvalme, ingen havde fortalt hende at det skulle være et mareridt at bærer et lille mirakel.

[Deleted]

Det havde virkelig været en stor beslutning, men med hjælpen fra Silia og Jason, var hun faktisk sikker i sin sag, det var dette hun ville. Desuden gav det hendes nærmeste veninde en chance for et liv som var hende værdig, hvilket betød rigtig meget for Ana. Hun var blevet hentet af en af de andre tjenestepiger, så hun var på vej til Silia, det var godt at hun blev holdt øje med, og at man ikke tog alt for let på hendes tilstand. Det var virkelig vigtigt med den hvile, hvilket hun vidst godt selv var klar over. Med rolige skridt gik hun spændt på hvad dagen ville bringe, hun havde en enkel lyseblå kjole på, den gik hende til knæene, stropløs som den blot blev løftet af hendes bryst og dernæst egentlig sad ganske tæt indtil hoften kom. Her spredte stoffet sig fint ud og dansede om hende som hun gik med lystige skridt. Det var tydeligt hun var mere på plads i alt dette, at sindet havde fået sin ro. Hun bankede svagt på, inden hun trådte ind med et svagt smil. "Silia." Hilste hun med et varmt smil, blikket gled straks ned til maven, det var så spændende! Dog gled blikket hen mod dokumenterne som fik hende til at fnise, så de skulle til den kedelige del, papirarbejdet. Hun havde dog intet imod det, det var en del af det hele, og hun skulle jo lære det. Desuden havde hun allerede nu en rimelig god ide om hvad der var godt for et land. Med viden fra dragerne, og så det hun læste sig til, var det faktisk ganske meget hun måtte føle sig tryg i allerede nu. "Papirarbejde?" Spurgte hun så nysgerrigt, som hun nærmede sig med rolige skridt og hænderne omme på ryggen. Som den uskyldige kvinde hun måtte virke som, hvilket hun vel et sted også var?

[Silia D. Diamaqima]

Det var rart at se hvordan Ana spirrede fra dag til dag, det var tydeligt at hun blev mere og mere selvsikker i sin sag. Det lettede hende ofte at tænke på at dette var hendes vej ud af landet, hvor hun kunne skabe en tryg fremtid for sit barn. Maven var ikke vokset rigtigt på de uger der var gået, man begyndte højest at kunne se den blive lidt fremtræden, desuden var hun plaget af en irriterende kvalme der desværre ikke kun varede morgenen ud. De små bank på døren fik hende til at se op, og et lille smil fandt helt automatisk vej til hendes læber. "Kom bare ind kære," bød hun.
Alt for mange behandlede hende som om at hun var syg eller sådan noget, så hun gik meget op i at virke nogenlunde frisk. "Det er dejligt at se dig," hilste hun og vinkede hende tættere på. Den store bunke pergamenter var nok lidt afslørende fra det knap så hyggelige arbejde der ventede dem i dag. "Ikke ligefrem, men tæt på. Jeg ønsker at gennemgå nogle af de højere positioner her i landet. Det vil gøre det langt nemmere for dig hvis de er udfyldt," fortalte hun og klappede på sengekanten som invitationen til at hun skulle sætte sig! Ana var varm helt ind til hjertet, det var lang tid siden at Silia havde værdsat nogen så meget som hun værdsatte hende og særligt lige nu. Hun havde ingen idé om hvor meget hun havde reddet hendes liv bare ved at takke ja til tronen. "Jason og Marius tager formentligt med mig," tilføjede hun og tog bunken i sit skød.

[Deleted]

Ingen tvivl om at hun ønskede at gøre dette, både for landet, men også for Silia. Hun så sig selv som den rette til dette, nu mere hvor Jason havde hjulpet hende lidt med angsten omkring mænd. Det var naturligvis stadig hårdt, men hun klarede sig bedre, hun kunne holde det ud, det hårdt og trættende, men hun klarede den uden at koge over. Det var vel det vigtigste et sted? Anasuya gik mod Silia med rolige skridt, og et stort smil, hun var skam forsigtig omkring Silia, men at behandle hende som en der var syg gjorde hun ikke ligefrem. Højst hentød hun til den vigtige hvile, men hun kunne jo heller ikke ligge i sengen hele dagen, det ville ikke være sundt. "Og dejligt at se dig, hvordan går det med maven?" Spurgte hun muntert, hun var jo en omsorgsfuld kvinde, og hun var ligeså pokkers nysgerrig. Specielt om denne babysag, det var dejligt at hun kunne få et liv til at vokse, et stort ønske var det jo fra Silia's side. At det ikke var papirarbejde som sådan, fik hende til at være mere nysgerrig igen, hun ville jo virkelig gerne lære. Uden tvivl var det skræmmende at vide hun mistede Silia, og nu havde hun vendt sig lidt til Jason, men han ligeså forsvandt. Roligt nikkede hun, inden hun gled ned ved hendes side på sengekanten. "Naturligvis. En rådgiver vil jeg sådan set ikke kunne undvære, men den første tid vil jeg nok spørger dig til råds i breve. Jeg stoler ikke på andre." Lød det stille fra hende, hun sendte hende et blidt smil, og tog sig så den frihed at se på bunken som blev lagt i skødet. Hun var jo opsat på at gøre dette rigtigt, så hun måtte jo sætte sig ind i alt.

[Silia D. Diamaqima]

Det ville være synd at sige at Silia ikke havde haft sine tvivl om hvordan Ana ville klare en stilling som Dronning, særligt med henblik på hendes problem med mænd. Ja de var nogle svin, det ville hun hellere end gerne skrive under på, men de kunne desværre ikke undvære dem. Silia gjorde lidt plads så Ana bedre kunne sidde ved sengekanten. Egentlig hadede hun at ligge der, men det var som om at grunden til det opvejede for hvor surt det egentlig var. "Baby har det fint, mor knap så fint. Kvalmen er ulidelig, og du skulle se de retter min far servere for mig," man kunne nærmest se hendes kinder blive grønne bare ved tanken om alt den rå mad hun blev givet. Men igen.. hvad hun dog ikke ville gøre for den lille skabning, det lille mirakelbarn. Hun nikkede. "Du er altid velkommen, jeg hjælper dig hellere end gerne, Ana," sagde hun ærligt. Når det var sagt, så skulle de stadig snakke om hvem der skulle fortsætte. "Jeg har en stak med stærke personligheder her, som jeg tænkte vi kunne se på. Hvem du ønsker under dig er din helt egen sag, men det her er mine bedste bud," forklarede hun og rakte bunken af dokumenter mod hende med et lidt undskyldende smil. Hun vidste godt at det nok ikke var særlig spændende læsning, men de store stillinger skulle besættes, for det var dem der stod hende i ryggen og støttede hende. "Lige nu foregår der nogle ting i skoven. Det er svært for mig at danne overblik over, Thanduil og jeg er ikke just på talefod, men elvernes konge eller Dronning er vigtig at holde tæt på sig," sagde hun.. nå ja, somme tider skete der bare noget uventet kunne man sige.

[Deleted]

Et sted priste hun sig lykkelig for at have valgt ikke at ville være mor, men det betød jo ikke at hun ikke kunne være glad eller have ondt af Silia. "Du en stærk kvinde, mon ikke du overlever?" Et drillende smil gled over hendes læber, hun kunne jo ikke helt lade være, og hun håbede også det kunne få hende til at muntres lidt op. Hånden tog blidt fat om hendes for at klemme den blidt, inden hun gav slip igen. Det var rart at vide hun havde Silia i den anden ende, selvom det var langt væk. Hun tog en dyb indånding og så nu mod bunken som blev hende tildelt, hun måtte virkelig ikke være rigtig klog, men hun elskede jo faktisk at læse og at finde ud af hvem og hvordan, det var jo vigtigt. "Forklar mig lidt om hvad der er vigtigt i forhold til det, jeg aner virkelig ikke det store om det." Lød det usikkert fra hende, med et skævt smil, som hun allerede var begyndt at skimme det første dokument. Det var hårdt læsestof vel, men Anasuya havde intet imod det, overhovedet. Om det ville komme i længden, det måtte hun jo så finde ud af. At der foregik ting i skoven, fik hende til at se undrende op, hun rynkede på næsen. "Jeg har hørt elverdronningen venter sig også. Ellers ved jeg ikke noget om hvad der foregår i skoven. Skal jeg undersøge det for dig, søge dertil som repræsentant?" Spurgte hun så, det kunne jo være hende en prøve, hvilket i den grad det også blev hvis det var kongen hun skulle stå overfor, en mand!

[Silia D. Diamaqima]

Moderrollen kom måske ikke på det mest passende i Silias liv eller under de omstændigheder. Der var intet hun fortrød mere end sin nat med Thranduil, særligt med henblik på at han var ved at stifte sin egen familie og hun havde svigtet sin egen mand. "For den lille skabning, overlever jeg ved som helst," hun sendte hende et mildt smil og trykkede ligeså hendes hånd, inden den faldt tilbage i hendes skød. Hun håbede inderligt at Ana snart ville være klar, så Silia kunne fortælle folket den store nyhed, men selvom hun inderligt håbede, så ville hun også gerne efterlade hende i trygge hende. "Der er mange ting. Find dem med styrke.. gerne de ældre, de er som regel mere stabile og loyale. Deruodver er det vigtigt at det er nogle som deler samme politiske synspunkter som dig, eftersom de skal bakke dig op i politiske henseender," forklarede hun. Det var begrænset hvor mange der var at vælge imellem. Salvatore havde forladt dem og mange af dem hun så som gode foreslag var mere eller mindre dvasianske, så de ville næppe blive acceptteret. Hun smilede overbærende. "Jeg ønsker du skal gå. Men ikke på mine vegne. Tag hen, se for dig selv, kræv de svar du behøver, det er en god Dronning," hun klappede hende blidt på knæet. Hun begyndte mer eog mere at tænke som en, hvilket var en god ting. Meget gerne ville hun spørge hende om hvornår hun selv regnede med at være klar, eller hvor langt hun følte at hun var, men samtidig ønskede hun at lægge pres på hende. Hun ville bare meget gerne væk fra det her forfærdelige sted!

[Deleted]

Det var naturligvis en stor beslutning hun til den tid også skulle tage, flere af dem. At finde en som hun kunne stole på, se sig enig med. Det blev svært, for hun mente jo det samme som både Jason og Silia, men det modsatte af alt for mange folk af landet. Men det måtte vel bare formidles fra en som ej var af mørket? Måske det ville hjælpe lidt, hun håbede det et sted. Måske naivt, men hun ville da kæmpe for det, eller snige det lige så stille ind i landet politik. Hun havde skam allerede gjort sig sine tanker, der var trods alt en fredsaftale som skulle overholdes og det udviste de ikke ved at skræmme væsner af godt hjerte, men mørk oprindelse ud af landet. Det var faktisk skandaløst hvis man spurgte Anasuya. "Jeg vil kigge dem igennem, udvælge nogen, og derefter kan vi tale om dem." Sagde hun roligt og målfast, hun ville dette, mere og mere faktisk, og Silia gjorde hende tryg i det. I stedet for usikker, var hun sikker i sin beslutning. Hendes fingre gled over dokumentet roligt, inden hun så mod Silia med et forsikrende smil. Alt skulle nok gå, og der ville ikke gå for lang tid før at hun kunne eskorteres sikkert ud af landet og videre på sin færd. Da hun sagde som hun gjorde, blev hun faktisk lidt overrasket. "Altså, tale som kommende dronning af landet?" Spurgte hun overrasket, det var jo slet ikke på plads, kunne nogen vide dette? Hun ville med glæde gøre det, for hun var jo sikker, hun havde sagt ja til dette. Men det var bare en stor ting, ville de overhovedet tro hende, og ikke blot le? Hun måtte synke en klump, inden hun fulmede lidt med dokumenterne. "Hvilke svar kræver jeg?" Spurgte hun så, hun anede jo intet!

[Silia D. Diamaqima]

Procias frygtede stadig mørket, og Silia havde inderligt håbet på at være den som skulle ændre det, desværre var hun ikke længere sikker på at det var muligt. Fremmede var ikke velkommen, hadet var ligeså stort som deres kærlighed til deres eget land var, hvilket i det mindste var noget af det som Silia beundrede. Ana var ganske vidst ikke lys af race men ej heller mørkt, og hendes hjerte var renere end nogen anden procianers i dette land. "Det lyder fornuftigt. Og jeg vil råde dig til at finde en som kan overtage Marius' vingård når det kommer dertil, indtægten er uundværlig," informerede hun. Der var hele tiden ene masse småting som hun kom i tanke om var vigtigt for hende at vide.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og trak benene lidt op under sig, uden at virke hverken usikker eller fortrøden overfor de ord hun lige havde givet hende. "Du udvikler dig dag for dag, kære. Jeg ville faktisk snakke med dig om muligheden for at fortælle folket at du vil overtage min plads snarest. Derfor er det kun passende at du taler som kommende Dronning, finder dine svar inden jeg forlader dig," hun lagde sin hånd over hendes. Det morede hende lidt at hun stadig kunne være usikker. "Hvad vil du selv mene er relevant for dig at vide hvis du skal kontrollere et land?" spurgte hun. Det ville jo give hende ganske lidt hvis hun sad og kom med de nødvendige svar når hun snart skulle stå på egne ben.

[Deleted]

Det var naturligvis en vigtig ting ja, hun måtte virkelig sætte sig selv på prøve, som hun tænkte over det, bed hun sig svagt i læben. "Ville han ikke være den perfekte til at finde en dertil, han ved trods alt mere om stedet end nogen anden?" Spurgte hun så tænksomt, for det var jo rigtigt nok. Måske ville det virke bedst således, hvis han talte med en med samme passion. Hun var rimelig glad for vin, og hun havde skam smagt derfra, det var en herlig ting, men intet hun gik op i som sådan. En som skulle være der, måtte være en der havde sjæl i det. Og kunne en vampyr det, så kunne andre altså også! Stolt måtte hun være over at høre Silia rose hende sådan, det passede hende virkelig godt at det hang sådan sammen. At det skulle til at være snart, det forstod hun faktisk udmærket godt, Silia ville gerne have den fred og ro, muligheden for at det virkelig kunne blive sådan. Derfor nikkede hun roligt. "Nuvel søde, hvis det er det som vil passe dig bedst. Jeg tror vidst også jeg efterhånden er så klar som jeg nogensinde bliver. Man må jo også lære med jobbet. Næsten som at blive moder, bare for et helt land." Hendes egne sidste ord måtte tage pusten lidt fra hende, så meget ansvar, så mange vigtige valg i fremtiden, puha, det var en stor ting dette her. Men med de rette omkring hende, så skulle det nok få, det var hun sikker på. Allerede nu vidste hun da lige det mere, hun smilede og lod tommelfingeren søge op og stryge hendes hånd som lå på hendes egen. Det næste måtte hun tænke længe over, for hun var virkelig på bar bund. Hvad havde hun behov for at vide? Var det et sted ikke ganske enkelt? "En statusopdatering på hvordan det går i skovene. Om der er noget nyt, noget jeg bør være opmærksom på." Lød det eftertænksomt fra hende, hun fugtede forsigtigt sine læber, inden hun nikkede selvsikkert. Det var i hvert fald ting hun ønskede at vide, der kunne jo være sket noget og skoven var udelukkende deres domæne og område at holde styr på.

[Silia D. Diamaqima]

Silia smilede tilfreds. "Snak med ham om det. Det er faktisk længe siden jeg har hørt fra ham," indrømmede hun lidt eftertænksom. I mange henseender kunne hun lide Anas tilgang til tingene, ikke bange for at troppe op med en konfrontation, mange andre var krøbet ned i et hul. Gabriel for eksempel var blevet bedre til det med tiden, men til at starte med hende det været hende. Hurtigt skubbede hun tanken væk, det gjorde hende stadig ked af det at tænke på ham, og der var ingen grund til at stresse sig selv unødigt.
De blide strøg over hendes håndryg holdt hende lidt i ro. Hun rettede igen det varme blik mod hende og lyttede opmærksomt til hendes forslag. Efterhånden var det hende der kom med idéerne og Silia nærmere.. vejledte hende i rette retning. Nu ønskede hun dog snart at komme væk og falde til ro, nyde sin graviditet fuldt ud, inden det var forbi.
"Det er en passende måde at se det på. Jeg bliver moder til ét mirakel, du bliver til.. mange. Meget vil du lære dag for dag og jeg vil stadig være der til at vejlede dig, men jeg glæder mig til ubekymret at kunne gåe n tur rundt om søen, med min forhåbentligt snart store mave," sagde hun med et lille grin. Faktisk var hun nok lidt utålmodig og ønskede inderligt at den lille bule snart ville blive synlig, så hun stolt kunne vise den frem. Hun nikkede. "Præcis. Derudover er det vigtigt at du finder ud af hvem der står for ledelsen, for det er dem der skal støtte dig. Vid hvem du har i baghånden," opfordrede hun og gled lidt længere ned i sengen.

[Deleted]

Mere og mere selvsikker i sine tænker og hvordan det hele hang sammen måtte hun være, det hjalp hende faktisk meget at Silia gjorde tingene som hun nu engang gjorde. Det var udelukkende hendes fortjeneste at det var gået så stærkt og at hun følte sig så tryg i det. Der var da stadig punkter hvor hun ville være usikker, andet ville være underligt! Men hun vidste at Silia var til at få fat i, og Debrala kunne altid opsøge hende ved duft, hun kendte den duft så godt efterhånden. Da det var den Ana som regel bar efter de havde været sammen. De krammede jo, sad tæt, som nu. Hun smilede ved tanken, det blev ikke svært at finde hende. "Jeg vil søge til Marius først så, og dernæst skoven. Herfra må jeg også se på dokumenterne, om der er flere jeg bør aflægge et besøg." Lød det roligt fra hende, hun bed sig selv i læben og gumlede eftertænksomt på den. Dokumenterne lagde hun blidt fra sig, inden hun vendte blikket mod Silia igen med et smil. Det var klart hun var meget ivrig for at komme afsted, hun forstod det virkelig godt! Anasuya lod fingre stryge over maven som intet viste endnu, ganske kort. "Det bliver så spændende Silia, jeg lover du snart kan komme afsted." Lød det blidt fra hende, hun var jo ikke ligefrem bange for at gøre noget forkert når det kom til Silia, de havde jo kendt hinanden i så frygtelig mange år. Her var hun tryg, hvilket også ville ændre sig, der blev tomt uden hende. Slottet ville pludselig være hendes hjem på en helt anden måde. Hun sank en klump og så sig rundt, så stort! Som hun gled længere ned i sengen, smilede hun blidt til hende. "Naturligvis, jeg må have styr på hvem og hvor. Uanset hvad er jeg jo et nyt ansigt, som de bør se og kende til." Istemte hun med en rolig nikken.

[Silia D. Diamaqima]

Det var en helt glæde at se sin kære veninde vokse med opgaven. Det gav hende stor tiltro til at hun nok skulle blive en dygtig dronning go en som landet ikke ville kunne andet end at elske, ikke med hendes varme og bekymrede sig. Der havde været nok had nu! Jason tog sig af meget af det arbejde der var lige nu, men Silia sørgede for at Ana fik mere og mere af det i hænderne hvilket ligeså var med til at aflaste hende der havde fået besked på ikke at stresse med noget. Hverken arbejde eller tankerne om Gabriel. Hun nikkede og kunne ikke helt skjule det stolte glimt hun fik i øjet. "Det vil jeg personligt mene er et virkelig godt udgangspunkt. Jeg er sikker på de kommer til at elske dig," tilføjede hun ærligt. Tanken blev ved med at falde hende ind, men hvordan kunne man også andet.
En lille snert af dårlig samvittighed meldte sig dog hurtigt. Det var ikke meningen at hun ville haste med noget. "Jeg ser frem til det, men jeg går ingen steder før du er klar til at jeg gør det," lovede hun igen. Ikke kunne hun drømme om at efterlade sin egen veninde og særligt ikke med et så stort ansvar for selv at løbe bort. "Præcis. Jeg vil derfor snart annoncerer vores aftale. Det betyder ikke at jeg tager afsted, det betyder at folket ved du skal overtage, og at det er dit ansigt de højere grad vil komme til at se. Med den her kvalme, kan jeg uanset ikke gå nogle vegne," sagde hun og sukkede tungt. Det var nok den største ulempe indtil videre ved den mirakuløse graviditet.

[Deleted]

Det hele faldt jo kun mere og mere på plads, selvom hun følte der var lang vej endnu, vidste hun også at noget af vejen måtte klare alene og det var noget hun intet havde imod. Uanset hvad, havde hun jo Silia i ryggen, blot lige det længere væk. Men på drageryg, betød det intet, det gik altid hurtigere, heldigvis. Hun smilede stort ved at høre de ville elske hende, det håbede hun da, hendes mål var at blive en god dronning. Og da der intet mørke var i hende, hverken i sjæl eller race, så kunne de da ikke miste tiltro i det henseende. "Uden dig ville jeg slet ikke kunne være en dronning Silia, du skal virkelig have tak for al din hjælp. Det betyder alt for mig." Lød det blidt og varmt fra hende, hun elskede at have så god en veninde. Dronning eller ej, så var hun en stor og stærk kvinde i person, helt fantastisk og en rollemodel for en som Ana. Så selvstændig selv efter hendes mand havde forladt stedet og bare ladet hende stå tilbage med det hele alene. Det var en storslået kvinde. Et smil gled over hendes læber. "Det ved jeg, men med denne fart, er der ikke længe igen." Forsikrede hun med et glimt i øjet, hun var glad og hun havde det faktisk rigtig godt. Roligt så hun skævende mod dokumenterne, det var nok en god ide at tage et par kandidater med til Marius, nogen hun havde tænkt over. Hvis han selv kendte nogen, så ville det jo bestemt være en god ting. "Det er helt fint med mig Silia, jeg føler jeg er klar til i det mindste at være et nyt ansigt de skal vende sig til. Så længe du lige er her i starten, så går det hele jo nok." Startede hun med et smil. Inden blikket gled ned mod maven. "Kvalmen er en del af det kære, nogen slipper slet ikke for den, og du kan altså ikke have dit barn i det her kaos." Det måtte næsten lyde som en løftet pegefinger, men hun bekymrede sig jo blot for hendes venindes ve og vel og ikke mindst barnets.

[Silia D. Diamaqima]

Debrala kunne nemt mindske den ellers lange afstand i mellem dem hvilket ligeså gjorde Silia tryg. Hun bekymrede sig ikke for landet, for det første var Procias i gode hænder og desuden så havde hun nok nået en grænse for ligegyldighed, hvad der derimod betød noget for hende var Ana. Hun skulle have de bedste forudsætninger og den bedste start på sin nye tilværelse som regent. Selvom hendes ord varmede, klemte hun blidt om hendes hånd for at pådrage sig hendes opmærksomhed. "Ej skal du takke mig, Ana. Det er dig som redder mit liv, jeg er dig evigt taknemmelig for at det overhovedet er noget du lyster," svarede hun kærligt. Godt nok var hun selvstændig, men sorgen og smerten plagede hende mere end hun udviste. De eneste der så lige igennem det var hendes forældre og Jason. Der var ingen grund til at blande for mange ind i det.
"Måske ikke, men min tålmodighed er allerede sluppet op. Jeg glæder mig til at holde det i mine arme," ligesom hun, så hun ned på sin mave med et nærmest sagligt smil og drømte sig væk til når hun kunne føle det oprigtigt.
"Jeg er her frem til du beder mig om at gå. Uanset hvor lang tid det tager før du er færdig," forsikrede hun og kunne ikke helt lade være med at more sig over den lille skideballe hun fik. Nok havde hun ingen mand, og barnet ingen far som stod ved sit ansvar vel og mærke, men hun havde sandelig gode venner omkring sig der kun ønskede hende det bedste. "Ej siger jeg dig imod kære Ana. Mit barn fortjener bedre end had og kaos, men ligesåvel som vi skal forberede os, skal du ligeså," påpegede hun blidt.