Fullmoon

[Deleted]

Det var i den grad sent, og hun var sneget sig ud endnu engang, at være derhjemme var dræbende, samt virkelig forfærdeligt når hun blev fortalt om politik konstant. Trættende måtte det være, uden tvivl, hendes fader var virkelig opsat på at være ansigtet for havfolket, og hun kunne da godt se fornuften i det, men ville gerne blandes helt udenom. Desværre var en ægteskabspagt indgået, med en mand hun ikke engang havde mødt, der var tid endnu, lang tid, mange ting skulle på plads først og fremmest. Hvilket hun et sted var taknemlig for, hun skulle nyde sin frihed mens det var hende muligt! Daleila svømmede i fuld fart mod overfladen, hun sprang kort op, mærkede vinden kærtegne hende med den fart hun havde, inden hun med et yndefuldt hoveddyk endte i bølgen blå igen. Dette var en fantastisk ting, frihed. Hende være en lille husmor, det så hun virkelig ikke for sig. Chancen for at være ordenligt forelsket havde hun ikke engang, men hun hørte tit de andre piger snakke om det, hvilket gjorde hun kun kunne drømme sig til hvordan det måtte være. Længere og længere mod kysten kom hun, for at hoppe op på en sten som var nogenlunde flad, den var endnu ude i vandet, og hendes hale dyppede sig fint nede i så hun holdte sig våd. Det lange lilla hår lå glat og vådt ned over hendes ryg, hendes væsen var udelukkende i denne farve, og hun måtte næsten ligne en statue i månens blege skær. Med store øjne hvilende på den smukke måne, smilede hun svagt drømmende. Gad vide om hun kunne forelske sig i den mand hun skulle giftes med? Det var jo hørt om før, mens andre levede ulykkeligt uden kærlighed andet end til de børn som blev skabt. Et suk endte med at søge bort fra hendes læber, det var ikke helt retfærdigt, men hun ville gøre alt for at gøre sin fader glad.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Gift med en kvinde frafastlandet, hvilket i forvejen var en situation som Demarcus kunne have svært ved, var han også meget tunget af arbejdet, som fulgte med. En fredsaftale havde han ved dette, fået med en del af landet Dvasias.. han synes virkelig det var nogen sjove navne de havde derfra. Han fik jo dokumenter tilsendt af Sephiran, for at lære mere. Han ønskede jo at vide. Selv en Sandhedsseer i hans klasse, havde jo brug for at lære noget nyt fra tid til anden trods alt.
Derfor havde han søgt væk hjemmefra og ned mod den smukke kystlinje, som han altid havde nydt at vandre langs i de sene aften- og nattetider. Dette var i hvert fald ikke noget undtag. Hesten var kulsort, hvor han selv kom riddende i de smukke hvide klæder, som han slags, nu var mest kendt for at vandre i. Rank i ryggen, illustrerede han også sin strålende velstand, med tjenestestab i hus, penge på lommen, fine klæder og en fast plads i Arenaen, når legene var igang, hvilket de var mesteparten af tiden i løbet af et år. Man kunne snildt sige, at han var blandt de meget heldige. Hesten søgte ned langs vandet, som den altid havde vandret. Det var jo ikke just første gang, at de var hernede. Demarcus søgte ned mod sandet, da han sprang elegant af hestens ryg, hvor han lod den gå ved siden af ham. Sanddalerne slangede sig op af hans fødder og op af hans ben, mens han afslappet søgte ned mod vandet selv. Hvad han dog kunne forvente af en aften som denne, vidste han ikke. For nu, handlede det udelukkende om at slappe af.. få noget luft til hovedet, og så fortsætte arbejdet når han kom hjem.

[Deleted]

Hendes rejse om at lære mere om landjorden var jo begyndt, men der var mange ting hun ikke vidste hvad var, kun som hun havde set, på afstand. Nu var hun mere opsat på at se og mærke dem tæt på, vide mere om det. At noget måtte søge langs kysten, anede hun intet om, hun sad lige nu og slog med sin hale i vandet og skabte små bølger. Den lillafarvet hud måtte glinse let af vandet som løb ned af hende, hun var unik, det havde hendes fader sagt, og mange beundrede hende som unik. Hun havde hørt, at hvis man skilte sig meget ud på landjorden, så så man ikke således på det. En skam virkelig, hun fejlede jo intet, hun så bare, meget anderledes ud. Hendes smil hvilede endnu drømmende på læberne, hun begyndte blidt at synge, i blide tryllebindende toner, det lød smukt og tonerne var rene og høje. Fingrene gled hen over stenen hun sad på, mens blikket endnu var mod månens smukke runde form. Det var så smukt, hun sang vel lidt til ære for månen og den frihed hun endnu havde. Selvom den vel var begrænset. Hendes øjne gled kort i, som hun sukkede og hermed stoppede sin sang brat. Hendes hale slog endnu et par gange, inden hun prøvende tog den op mod stenen. Det ville tage tid før hun blev tør, men hun ventede gerne, desuden havde hun det smukkeste udsyn, månen som spejlede sig i havets overfalde. Hvilke eventyr hun mon skulle tage på i dag? Hun kunne se nye sjove landdyr, om nogen var ude så sent af andre væsner, det vidste hun ikke, men i så fald, ville hun gerne vide en masse.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

De klare stjerner og den smukke måne, var alt sammen noget som faldt i Demarcus' gode jord. Herude var der fred og ro, selvom det alt i alt, også kunne være et berygtet sted, grundet havfolket. Ikke at han var bange for dem. Selv han var nysgerrig. Særligt når det var sandheder, der blev ham skænket. Disse kunne han jo spotte, så let som ingenting. Så mange tegne til løgn og bedrag, der foregik i verden, bar Sandhedsseerne også en stor del af læsset, for den velstand, som rigtig mange nød af her på Tayevania.
Sangen som han hørte, var det som fik ham til at stoppe op. Igennem mange år, havde kysterne været et sted, hvor han havde været i stand til at finde ro. At vide, at han ikke var alene denne gang, gjorde ham en kende nysgerrig. Den hvide kappe lagde sig roligt om de brede skuldre, hvor han selv så op. Ikke så han nogen umiddelbart, og ikke var det nemt for ham at skjule sig i mørket, når han vandrede rundt i hvidt - en sandhedens farve. Så tydelig at se, og så smuk og lys. Ligesom han gerne ville have det. Hesten fortsatte roligt efter ham, uden at han behøvede at holde ved den. Han stoppede op.. Her løsnede han sine sanddaler, så hans fødder, kunne få lov til at grave sig ned i det halvkølige sand i forbindelse med den sene nattetid. Ikke ønskede han at udføre nogen smerte. Ikke ønskede han at gøre nogen noget ondt. Det var på ingen måder hans stil, selv på trods af den velstand, som han måtte leve efter.

[Deleted]

Svær og let kunne hun både være at få øje på, det kom vel an på øjet som så. Hun sad roligt og tørrede lige så langsomt, dog måtte hun høre lyden af noget som gjorde hende nysgerrig, var det virkelig et andet væsen? Det lød som noget hun havde set før, et dyr. Hun drejede yndefuldt rundt på stenen som i forvejen var glat af alt det vand som drev af hende, hun smilede som hun så skikkelsen på to ben i smukke hvide klæder gå langs vandet. Han var nem at se, uden tvivl, og kom i hendes retning, sådan da. Stenen var jo lidt ude i vandet, hun ville på ben godt kunne hoppe ind på det tørre sand, men det var ikke nemt når halen endnu måtte være der. Dog kunne hun vende rundt og se, hvilket på ingen måde var nok! Hun havde en hun kunne spørger om ting, for pokker hvor skulle det udnyttes. Uden nogen form for hæmninger, begyndte hun ivrigt at vinke. Hun tænkte ikke over hun kunne forskrække nogen med sit ydre, hun var jo bare pokkers nysgerrig og måtte have svar. BEstemt på hvilket kreatur det var han havde med sig, hun havde set sådan nogle frie, de var smukke og virkelig rare at røre ved! Med mindre de var sky og blev vrede, de kunne sparke hårdt! Men hvad hed de? Og hvordan kunne han bare have en med sig så tam?
"Halløj! Undskyld mig? Fremmede? Ja, Dem derinde på stranden!" Råbte hun bare med sin klare stemme, ivrig som hun var, endnu var hun i sin skikkelse fra havet, men den ville forsvinde så snart hun var tørret nok. Der var dog lidt vej endnu, havde solen nu været der, var det gået lige det hurtigere.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Upåvirket af, hvad der måtte betragte ham ude i vandet, så fortsatte Demarcus sin vandring ned langs vandet. Sandet som borede sig ind mellem hans tæer, føles befriende. I forvejen havde han nok en lidt altenrativ syn på tilværelsen, og særligt nu, hvor de alle vidste, at der var noget på den anden side. Svært var det alt sammen. Nu hvor øen var blevet bemærket.. Hvad ville der så ske?
De mange tanker blev dog afbrudt, idet at en anden stemme lød.. Kaldte den på ham? Så mild og blid.. Næsten syngende, fik det ham til at hæve blikket og søge omkring. Skikkelsen som han fik øje på, ude i vandet, var dog det første, som han for alvor måtte lægge mærke til. Kaldte hun på ham? Halen var det første som han så, og i forveje, var det ikke ofte, at man så noget, der mindede om havfruer, da de primært holdt sig for sig selv.
Hovedet lod Demarcus falde på sned. "De kaldte på mig?" spurgte han roligt. Jovist gjorde hun det. Ikke at han havde noget imod det, men det var da alligevel noget, som formåede at vække ham en nysgerrighed. Roligt holdt han sig derfor, da han heller ikke havde nogen grund til at handle anderledes på dette. Han trak vejret dybt og trådte tættere på vandet. Bange var han ikke af sig, og ikke havde han haft nogen grund til at skulle gøre det. Afventende stod han på bredden. Nysgerrig som han var, så lod han blikket hvile på hende. Hvad ønskede hun af ham?

[Deleted]

Næsten måtte han virke servicemindet, det gjorde hende på ingen måde noget, nej faktisk blev hun helt glad ved dette. Hun sad så langt mod stranden som hun kunne fra stenen, det var nok til de med lethed ville kunne høre hinanden, og det var et spørgsmål om tid før hun blev tør og fik ben hun kunne springe fra stranden med. Hendes blik hvilede nysgerrigt på hesten, hun var utroligt smilende.
"Hvad er den der for en? Den ved Deres side?" Spurgte hun nysgerrigt, hun ville derind! Den der tørringsproces måtte gerne gå hurtigere. Hendes hale svang lidt så vand gled derfra og den måtte tørre lige det hurtigere, hun var utålmodig, og hun ønskede at klappe dyret og vide ting om det! For det var da et dyr, var det ikke? Hvad skulle det ellers være! Hun så nysgerrigt fra ham, til hesten og tilbage igen.
"Hvorfor kan den stå der så tam, dem jeg har mødt løber væk eller sparker." Spurgte hun, uforstående som hun nu engang var. Var dyrene forskellige? Andet end farven, bygningen virkede ens, lidt ligesom med havfolk, og landjordsvæsner. Gad vide hvad han overhovedet var for en? Hun blev kun mere og mere nysgerrig og allerede nu kom tons af spørgsmål op i hende.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var en mand, der hvilede meget i sig selv, og dette var nok heller ikke noget undtag. Han var en stolt mand.. Stolt af, hvad han havde opnået, og særligt med de muligheder, som det gav ham, for at gøre en forskel for resten af folket. Det var lidt det som han anså som et kald i denne verden, også selvom han meget, havde trukket sig fra de sociale sammenhænge i deres samfund, så ændrede det bestemt ikke på det faktum, at han havde tænkt sig at gøre krav på det, som han retmæssigt, følte var hans.
At hun var nysgerrig på hesten ved hans side, forundrede ham dog lidt. Var det et væsen, som for hende, var ukendt? Han drejede hovedet mod hesten, som trofast var stoppet op ved siden af ham. Det kære væsen var gammelt, og havde været under en tydelig træning til dette, så han trygt kunne gå, som han ønskede, og det var skam også det, som kunne mærkes i en stund som denne. "Det er en hest.." forklarede han med en svag rynken på næsen. Hvad var dog det for et spørgsmål?
Et let smil passerede Demarcus' læber. "Brego her, sparker ingen. Selv børnene som færdes i landsbyen, kan bruge ham som et klatrestativ," fortalt han med en rolig stemme, som han atter vendte blikket ud mod hende, som hun sad derude på stenen. Han måtte dog sande, at han var nysgerrig. Det var bestemt ikke ofte, at man fik muligheden for at udveksle ord med en havfrue.

[Deleted]

Dum måtte hun næsten virke, men hun anede faktisk ikke så meget om landjorden, og derfor ønskede hun jo at vide det, og du godeste hvor havde hun mange spørgsmål! Det kriblede næsten i hendes fingre for at røre dyret, den virkede så rolig og fredfyldt, så van til at færdes nær ham. Hvilket den jo så måtte være. En hest... Hvilket mærkværdigt navn at give noget, men nuvel, hvis det var hvad de var kaldt, de væsner, så var det vel sådan det hang sammen. Hun mærkede hvordan hun faktisk måtte blive mere og mere tør, snart, åh virkelig snart!
"En hest, som De har givet et navn? Så den er ikke vild? Det forklare jo lidt...." Lød det tænkende fra hende, som hun tyggede lidt på den information hun havde fået indtil videre. Men det var bare ikke nok! Hvordan havde han fået den så velopdraget? Hvorfor havde han overhovedet gjort det? Var det en normal ting for landbeboer at have sådan en gående ved siden af sig? Hendes blik hvilede på dyret med store spændte øjne.
"Hvordan har De fået den så rolig?" Startede hun ud, hun måtte nok hellere passe på hun ikke skræmte ham væk med alt for mange spørgsmål, det var sket engang. Hun virkede meget træt af alle spørgsmålene som kom i stimer på en gang. Hendes nysgerrig lilla øjne blev langsomt brune, håret lige så blev stille mere og mere brunt, samt fyldigt som det måtte tørre. Halen svandt langsomt ind, blev til først et par ben med lilla skæl, og dernæst blev hendes hud langsomt mere og mere gylden brun i stedet for lilla. Snart, lige om snart, så kunne hun hoppe ind til ham! Det gik så forbandet langsomt lige nu!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At nogen skulle sidde med så mange spørgsmål omkring en hest, var noget, som uden tvivl forundrede Demarcus en hel del. Dog valgte han af den grund, at blive stående på bredden, som han havde gjort frem til nu, da det for ham, ikke var nær så skræmmende, som det måske havde været for så mange andre. Han vendte blikket mod Brego, der smukt stod der ved siden af ham, og bare.. stod der, som han vidste, at han skulle.
"Han er blevet trænet igennem mange år," fortalte han sandfærdigt, da Brego jo faktisk var en gammel hest efterhånden. Der var nok ikke så meget liv i ham mere, også selvom han havde været Demarcus' stolthed i rigtig mange år faktisk. Han smilede let for sig selv. Han havde et navn. Selvfølgelig havde han et navn, da han var vægtet en meget stor værdi. "Alt med en værdi, er i besiddelse af et navn. Som dyr, væsner og de prægtigste våben," fortalte han roligt.
Brego spidsede ørene, men tog ikke videre notits af kvinden der sad ude på stenen. Selvom det i forvejen, var meget sjældent, at man faldt over havfolket som et væsen, så tog han det nu ikke så tungt igen. Han selv var nysgerrig på hendes slags. "Og hvorfor sidder De derude, i stedet for at komme ind til bredden her?" fortsatte han. Roligt greb han om tøjlerne til Brego, mest for at sikre sig, at det kære væsen ikke blev skræmt. Dog havde han set meget i sit lange liv. Der skulle meget til, før han blev præget af uro.

[Deleted]

Åh hun var først begyndt, mange tåbelige spørgsmål lå og ventede lige om hjørnet. For nysgerrig var hun godt nok, hun måtte lytte interesseret, som hun sad og tørrede færdig og forvandlingen derved endte med at skænke hende hendes ben. Forsigtigt rejste hun sig op på stenen, holdte sin balance perfekt, inden hun endte med at springe let og elegant ind i sandet. Dog var hun nær tiltet da hendes fødder ramte sandet, så hun måtte lige blafre med sine arme for at bevare hendes balance. Roligt vendte hun sig mod ham og hesten.
"Hvad træner man den så til? Hvad bruger man sådan et stort dyr til?" Spurgte hun nysgerrigt, inden hun trådte lidt tættere på. Uden så meget som at tøve, løftede hun hånden roligt for at stryge den over dens varme mule. Hun smilede, den var så blød! Blødere end hun lige havde forventet, så hun var noget overrasket. Den var fin!
"Hvad spiser de? Bor de i jeres huse? Hvor gør man af så stort et dyr?" Lød flere spørgsmål, hun stirrede mod dyret med store brune øjne. Meget påklædt var hun ikke, men det var de klæder hendes væsen gav hende i hendes forvandling, så det var vel fint? Aldrig havde hun båret andet, så for hende var det jo fint nok. Hun duftede tydeligt af havet, frisk og salt. Hun vendte blikket mod manden, som hun bukkede hovedet blidt.

"Mit navn er Daleila, hvem har jeg æren af at møde?" Kom det sødt fra hende, hun smilede stort, inden blikket gled på hans klæder, de lyste helt op i mørket. Månen hjalp til, det var så fint! Gad vide hvad han lavede her ude? Hvad var han egentlig for en? Flere spørgsmål måtte dukke op!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det gik skræmmende hurtigt op for Demarcus, at denne kvinde, var en med ekstremt mange spørgsmål. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, men der kom virkelig mange, på rigtig kort tid! Han rystede kort på hovedet, inden hun sprang til strandbredden. Nok knapt så elegant, som hun gerne ville have haft det, selvom det nu heller ikke var noget, som han kunne sige noget til.
"De stiller mange spørgsmål," kommenterede han blot. Hvis hun var et væsen af vandet og havet, og det store område, som lagde sig som en beskyttelse omkring deres prægtige ø, så var det skam heller ikke så underligt igen, kunne man jo sige. Han lod hende komme tæt på Brego, som egentlig tog imod de rolige kærtegn, uden at der egentlig var noget problem i det. Han kunne godt lide det. At blive kærtegnet og nusset på den måde, var det bedste han vidste. "En hest bruges til transport af menneskelige væsner og tunge genstande," forklarede han roligt.
Selvom han knapt havde nået at få bragt resten til orde, før de næste mange spørgsmål måtte komme, så gjorde det ikke ligefrem situationen meget bedre af den grund. Han rystede kort på hovedet. "De er i vores stalde, hvor de bliver plejet af vores tjenestestab, hvor de lever af græs og korn," fortalte han videre. Han strøg Brego over den modsatte side af halsen. Han prustede veltilfreds over den behandling, som han i øjeblikket måtte modtage. Han smilede svagt. Daleila? Et smukt navn. "Mig en glæde, unge Daleila. Mit navn er Demarcus Lathan Gaetulicus," præsenterede han sig. Det var ord udtalt med en klar glæde og stolthed i stemmen.

[Deleted]

At han måtte kommentere hendes mange spørgsmål fik hende til at rødme og se lidt ned, hun lod tæerne glide igennem sandet. Var han en af dem som ville flygte fra hende nu? Hun vidste hun havde svært ved at styre sig, det var ikke helt nemt når hun var så uvidende og elskede at få viden, hun ville så gerne vide det hele, vide alt! Hun blev stående og så så forsigtigt op. Han forklarede da videre, så var han ikke på vej flygtende væk. Hendes fingre strøg hesten over mulen videre, så blødt. Den løftede overlæben, det så vildt sjovt ud og hun grinte lidt.
"Utroligt, de virker som rare dyr, når de altså ikke er vilde, de sparker de vilde." Lød det roligt fra hende, hun prøvede at mærke dens hår, det var helt stift og mærkeligt at røre ved, hvor dens pels, var det ikke det de kaldte det? Den var mere blød, men stadig også rimelig stift. Hun så ned mod dens fødder, hvor var dens fødder? Var var det for nogen hårde ting, altså hun havde mærket dem, de gjorde ondt!
"Den er altså bygget ret sjovt." Konstaterede hun så, inden hun begyndte at søge om den, sad de så på ryggen af den? Det gav mening, hvor skulle man ellers sidde? Hendes blik undersøgte den, hun bukkede sig og så neden under den med et undrende blik.
"Jeg tror ikke helt jeg forstår dets væsen, men den virker praktisk?" Det måtte den jo være, den bar ting for dem, førte dem steder hen. Det var alt sammen spændende syntes hun. Hendes blik var nysgerrigt. Da han præsenterede sig, løftede hun blikket og måtte stille sig på tær for at se lidt over hestens ryg.
"En fornøjelse Demarcus."

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Spørgsmål førte til sandheden.. En ting, som lå Demarcus frygtelig nært til hjerte, også selvom han vel ikke havde tid, til at stå her og tage sig af hendes mange spørgsmål? Han rynkede en smule på næsen, som hun betragtede sig af Brego, der bare stod og tog imod, hvad der nu blev ham skænket. Særligt, når det var denne måde, at det hele foregik på. Han trak kort på smilebåndet. Det ændrede dog bare ikke på, at det virkelig var mange spørgsmål på frygtelig kort tid.
"Brego her, har ikke sparket nogen i frygtelig mange år. Han er fredelig, som dagen er lang," sagde han med en rolig stemme. Engang havde Brego været vild, som alle andre heste havde været. Dette havde de fået gjort noget ved, igennem de mange år, Demarcus havde ejet ham. Nu var han nok en af de mest lovlydige, som kunne findes på øen her, hvilket uden tvivl var noget, som han virkelig var stolt af.
Han lod hende derfor også gå rundt om Brego, som bare stod stille. Han slog en smule utålmodigt med halen. Tålmodig havde det kære væsen aldrig rigtigt været. "De er uvurderlige for os landlevende," forklarede han sandfærdigt. Han slap tøjlerne igen. Brego sænkede hovedet, hvor han begyndte at rive af græsset, der voksede langs stranden. Bare for at have noget at give sig til. Han stampede svagt i jorden.
Demarcus trak let på smilebåndet. "Glæden er skam helt på min side, unge frøken," sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Man måtte sige at hun virkelig trak alle de informationer ud hun kunne, nogen gange svarede hun på sine egne spørgsmål, kun fordi de virkede alt for fjollet at stille og hun selv kendte svaret et sted. Men der var også meget hun ikke vidste, som hun ville elske at vide, og derfor spurgte hun om de mange ting. Så meget viden der var omkring, og hun havde så meget at lære om landjorden, og dets væsner. Hun strøg dyret en sidste gang, inden hun valgte at søge om det igen og endte ved manden i de hvide klæder. Demarcus, en sjovt nok, kønt, men sjovt. Hun søgte lidt tættere, som hun studerede ham, han virkede helt normal, gad vide hvad han var for en? Hun havde hørt om de forskellige fra sin fader.
"Hvilket væsen er De så? Hvis jeg må spørger naturligvis." Lød det nysgerrigt fra hende, men hun var i den grad lidt mere påpasselig, havde han jo kommenteret hendes mange spørgsmål, så hun måtte hellere lade være med at bombadere ham helt. Selvom det var fristende, uden tvivl. Hendes blik søgte op mod månen, den var så smuk, den fik hans klæder til at lyse helt op, han lignede et eventyr. Men det var hun jo også ude på ny, et nyt lille eventyr fyldt med viden.
"De jo nok godt hvad jeg er." Sagde hun så med et stort smil.