Fullmoon

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At Demarcus måtte falde lige så meget i hendes interesse, gik hurtigt op for ham. Ikke at han havde noget imod det. Man fik ikke sandhederne, hvis man ikke spurgte og stillede spørgsmål. Det var i hvert fald lidt sådan, at han måtte se på tingene. Han betragtede hende med en rolig mine.
"Min slags, er en ædel race, kaldt Sandhedsseer," fortalte han med en tydelig stolthed i minen. Han var naturligvis stolt af det væsen, som han var blevet, og dette var ikke ligefrem noget undtag. Selv var han klar over, hvad hun var for en, og det var ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på. "Jeg tager vel ikke meget fejl, når jeg siger, at De er en havfrue?" spurgte han med en rolig stemme, som han endnu en gang, måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Han sendte hende et smil. Her langs vandet, blev det faktisk hurtigt koldt, bare at blive stående. "Kan jeg byde på en ridetur?" spurgte han venligt. Nu hvor hun havde været så nysgerrig på Brego, og han var jo i forvejen, vant til at føre folk fra A til B, så hvorfor ikke give hende en smagsprøve på det, nu hvor de endelig havde muligheden for det?

[Deleted]

Roligt tyggede hun på ordet, det gav mening i sig selv, men kunne han så virkelig se alle sandheder fra løgne? Det måtte hun jo spørger om!
"Så De ser sandheder fra løgne? Det må et sted være rart, så ved De hvem som er rene og hvem som har en beskidt tunge." Både et spørgsmål og en konstatering, andet ville ikke give mening, men hun kunne jo tage fejl. Selv yndede hun at sige sandheden, andet gav ikke rigtig mening for hende.
"Kan i så ej lyve heller, eller er det kun den ene vej det går?" Spurgte hun nysgerrigt efterfølgende, da det var en interessant ting at vide. Gik hun over stregen? Han måtte jo sige til. Hun var bare virkelig ivrig for at lære, lære om alting. Da han spurgte om en ridetur, måtte hun få helt store øjne og smilet måtte stå i hele hendes ansigt. Hun hoppede på stedet, ganske stille, og skulle næsten til at hvine af ren begejstring.
"Må jeg virkelig det? Åh det vil jeg gerne!" Der var ingen tvivl, hun ville i den grad gerne prøve! Der var ikke meget frygt i hende, og ej heller usikkerhed, hun var bare nysgerrig som bare pokker. Det virkede helt fantastisk. Hun følte sig så heldig.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Som Sandhedsseer, var Demarcus klar over, at der var mange der nærede respekt, men ligeledes også frygt for hans race, og særligt med den særlige egenskab, som de nu måtte have. "De dygtigste kan spotte løgnen allerede før den bliver sagt.. Vi er et væsen af sandhed.. Retfærdigheden skal ske fyldest, trods alt," fortalte han roligt. Han selv var blandt de ældre, men havde endnu meget lang vej at gå. Der var intet ondt i denne kvinde, hvilket han udmærket godt kunne se. Han nærede uden tvivl en respekt for det væsen, som hun var, og det var han virkelig glad for.
"Vi kan spotte sandheder og løgne ved alle væsner, foruden vores egne," sagde han roligt. De var jo så klare over tegnene på løgne og sandheder, at det var umuligt at spotte det ene eller det andet ved deres egen slags. Det samfund derimod bundede i ren og skær tillid til hinanden.

At tilbyde hende en tur på hans hest, glædede hende uden tvivl, og det gjorde også ham glad. Hvis der ikke skulle mere til, for at gøre hende glad, så endeligt! Han sendte hende et let smil, inden han roligt søgte hende i møde, på siden af hesten. "Lad mig hjælpe Dem op, frøken," sagde han roligt, som han stillede sig klar ved siden af hesten, for at hjælpe hende op.

[Deleted]

Alt det hun lærte, det var vidunderligt, og hun ville søger for at gemme den viden tæt ind til sin sjæl, hun var så glad for at han rent faktisk ville lade sig åbne op. Og så ærlig som han måtte være overfor hende, det var han da, var han ikke? Det virkede sådan, og han virkede også som en der tog det med sandheder ret alvorligt. Derfor gjorde det hende tryg. Gode væsner, gode evner.
"Fantastiske væsner i må være, nyttige også, det må være rart at vide hvem man kan stole på og hvem der ej deler sandheder." Lød det blidt fra hende, som hun sendte ham et stort smil. Uden tvivl var hun en munter person, frisk og imødekommende, og i den grad naiv i sjæl og sind. Men det måtte hun jo lære en dag på den hårde måde, ikke alle var venlige, også selvom det virkede sådan. Tænk at måtte ride på hans hest, det var stort, hun kunne op og sidde på en af de tingester! Hun var ikke bange for den her, den var så rolig og blid, ingen frygt for at blive sparket var der. Da hun kom hen på siden, smilede hun blidt til ham, hun gik ud fra hun skulle sidde med fronten til dens hoved, så de så sammen vej. Armen søgte om dens hals, inden hun forsøgte at hive sig selv op, med hjælpe fra ham, blev benet slynget over og hun fandt sin vej hen over det store dyr, nær tiltet ned på modsatte side. Men hun genvandt balancen, og sad så der, eller lå, hun klamrede sig om hesten hals, den var lige det højere end hun havde ventet.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

"Det kan have sine fordele," istemte Demarcus denne gang med et venligt smil, som han fik hende hjulpet op på hesten. Det var højt oppe, hvis det ikke var noget, som man var forberedt på, men ej noget, som han tog tungere end som så. Daleila, virkede nu, som en meget fornuftig kvinde, hvilket var noget som faldt i særdeles god jord hos Demarcus.
"Bare sid stille.. Så falder De ikke af," sagde han med en rolig stemme, som han denne gang tog omkring tøjlerne. At det var en totalt fremmede kvinde, der sad på Bregos ryg, var slet ikke noget som han tog sig af, som han tog det ganske roligt. Han stolede vel på Demarcus, hvad det her angik? Han begyndte roligt at trække Brego med sig, hvor hesten blot valgte at følge med, med sine gyngende og rolige bevægelser. Han smilede let for sig selv, som han gik side om side, med sin trofaste ganger. Hånden strøg han kort over Bregos mule. "De har aldrig været tæt på en hest som Brego, har De?" spurgte han denne gang med en venlig stemme. Langsomt måtte han derfor vende blikket mod hendes skikkelse, ved at se sig over skulderen. Det var jo heller ikke fordi, at han ville gøre det ukomfortabelt for hende. Han ønskede såmænd blot at informere hende. Det var noget af det, som han åndede og levede for.

[Deleted]

Usikker var hun bestemt, men hun var også nysgerrig og hun ville gerne blive der på hesteryggen, prøve at ride. Hun forsøgte at sætte sig stille og roligt op, hun holdte dog endnu ved hesten så vidt det var hende muligt. Hendes blik hvilede mod manden kort, inden hun så lidt rundt. Det var spændende. Hestens gang mærkede hun i kroppen, og jo mere hun slappede af, jo mere fulgte hendes krop dens bevægelser. Det føltes sjovt, hun kluklo. Det fik stille og roligt, det var meget fint for hende!
"Nej aldrig, det føles sjovt at være på dens ryg. Dens gang er speciel. De kan løbe ret hurtigt, kan de ikke også? Jeg har set de vilde styrte afsted, det ser så smukt ud, men også virkelig hurtigt." Lød det fascineret, lidt nervøst og beundrende fra hende. For hvis denne her løb afsted med hende, ville hun nok gå fuldstændig i panik! Hun havde set dem storme afsted hen over stranden, det så så smukt ud, men de var virkelig også hurtige. NOgen gange svømmede hun med ude i havet, hun elskede selv farten, når det var hende som løb eller svømmede. Hvordan det var med alt andet, det vidste hun ikke og var lidt deri det hele lå, både spænding og nervøsitet.
"Har i mange af disse? Heste?" Spurgte hun så, var det dyr de brugte meget, havde de mange af dem? Det måtte de jo næsten have, men hun kunne kun være sikker hvis hun spurgte.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Kvindens fascination af heste, var noget som særligt, måtte falde i rigtig god jord, ved Demarcus. Det var hans store stolthed. Han overvejede at udbygge hans imperium med et stutteri, da det var et væsen, som han altid selv havde været utrolig glad for.
Hesten gik blot roligt med den fremmede kvinde på ryggen. Demarcus valgte at skænke hende en form for tillid, som han yderst sjældent udviste overfor nogen som helst. Særligt på denne måde, men han følte, at han kunne tillade sig at gøre det. Hun virkede nemlig yderst troværdig, og der var intet ved hende, der indikerede løgne eller noget, som bare måtte ligne eller minde om det, så det passede ham mere end fint. "De har ret i, at de kan løbe hurtigt. Det kan Brego her også," fortalte han med en rolig stemme. Stolt var han. Han selv elskede at tvinge Brego op i kraftigt løb, hvis han fandt muligheden for det. Der faldt forretningsmanden fra ham, hvor han igen blev den unge mand, der bare ønskede at nyde livet!
Demarcus vendte blikket mod hende. "Heste er et tegn på velstand og status. De er krævende i pleje og mad. Kun det bedste, er godt nok for dem.. Og for Brego her," fortalte han. Han klappede hesten stolt på siden af halsen. Den var et pragteksemplar af sin slags.

[Deleted]

Alting var jo spændende og nyt ved dette, så hun skulle da uden tvivl vide lidt om det hele. Der var så megen viden at finde, og her var en mand som ønskede at skænke hende lidt af den, hvilket betød ufatteligt meget for hende. Brego, hesten, kunne også løbe til, hun bed sig svagt i læben, nu fik han ingen gode ideer med at sætte den til det uden hun var klar på det! Dog virkede det ikke til at skulle ske, så det passede hende mere end fint. Hendes blik hvilede mod ham som han igen talte. Flere og flere spørgsmål dukkede op hos hende, så hun havde da lidt af hvert hun kunne få svar på når hendes læber først valgte at sprede sig og give plads til ord.
"Kan De godt lide at ride stærkt? Kan den overhovedet det med en på ryggen? Nedsætter det ej farten? De må virkelig være stærke dyr!" Lød det i en række spørgsmål og en enkel konstatering med ren beundring i stemmen. Hun smilede og så drømmende mod hesten, sådan en ville hun have når hun blev giftet bort til en landbeboer, selvom det nu ikke helt huede hende. Et suk kom fra hende, det var ikke fair. Men det skulle hun ikke tænke på nu, nej hun havde mange andre spørgsmål som lå og ventede på svar jo!
"Så De er af høj status? Må jeg vide hvilken? Det vil sige De også er velhavende? Jeg kommer selv af en okay velhavende familie. Min fader ønsker at stille op i rådet, han er meget glad for politik, kan De lide politik?" Når først hun snakkede, snakkede hun meget, og hun snakkede til tider også lige lidt for hurtigt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var en rolig og fredelig mand, som gik op i retfærdighed. Hvad retfærdighed, ville der være i at give hesten et klap bagi, og se den storme over stranden, med en kvinde på ryggen, som havde sin første oplevelse med en hest tæt på? Ingen steder.. Det ville han slet ikke byde hende! Han sendte hende et smil. "De kan løbe hurtigt.. Meget hurtigt, og også med en rytter på ryggen," fortalte han. Han elskede at lære fra sig, når han endelig fik muligheden for at gøre det, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag. Han rystede let på hovedet af sig selv. Alle de spørgsmål! Der var jo tydeligvis mange af dem!
"Jeg kunne demonstrere," tilføjede han dog. I stedet for at lade hende se, hvad Brego kunne, kunne han jo selv tage pladsen på ryggen af ham, og vise hende det, ved selv at tvinge ham op i hastighed. For han var uden tvivl rigtig god til det!
Politik var noget, som Demarcus godt kunne lide. Han var en velhavende mand, som var født ind i en heldig familie. Det var bare noget af et pres at have hvilende på sig. Han endte dog med at nikke. Han kunne jo lige så godt få tingene sagt, som de nu var. "Jeg elsker politik, men ikke nok til selv at gå i rådet. Det er et frygtelig tungt og hårdt arbejde.. Jeg derimod.. driver forretning. Det er hvad jeg kan lide, og hvad mine forældre gjorde før mig," tilføjede han dog. Forældrene havde han dog bare mistet i en frygtelig tidlig alder.

[Deleted]

Nysgerrig måtte man jo sige hun var, men han tog det da frygtelig pænt, han havde endnu ikke kastet håndklædet i ringen og løbet den anden vej. Det var en god ting, så havde hun nemlig mere tid til at vide lidt af hvert omkring ham, og den viden han måtte beside. Han virkede nemlig som en meget vis mand, indtil videre. Og hans rolige væsen gjorde hende rolig, selvom hun måske ikke just virkede til at være sådan. Daleila bed sig svagt i læben.
"Hvordan ville De demonstrere?" Spurgte hun nysgerrigt, det kunne jo være både med eller uden hende. Og med eller uden ham. Hun måtte jo vide hvad han mente med dette. Et sted ville hun nok godt turde prøve selv, hvis hun ikke var alene på ryggen af det store dyr. Hun smilede muntert, det var en dejlig aften og nat for hende, hun fik en masse ny viden. At han godt kunne lide politik fik hende til at smile.
"Jeg kan slet ikke forstå mig på det, lige der aner jeg virkelig ikke hvad jeg skal synes. Det lader jeg min fader om." Lød det fnisende fra hende, men ærligt, hun anede virkelig intet. Der måtte hun føle sig som en sten, tungsindet og dum. Roligt gled hovedet på skrå, som hun virkede til at tænke en del, noget hun uden tvivl også måtte gøre.
"Hvis jeg en dag ville oplæres i forretnings livet, ville De så tage imod lærlinge?" Spurgte hun nysgerrigt. Daleila var stadig ikke sikker på hvad hun ville, men at have åbne muligheder var vel altid en god ting?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus måtte sande, at denne kvinde, var en som fyldte meget.. Rigtig meget, men af den grund, så han da ikke hvorfor han skulle kaste håndklædet i ringen. Særligt ikke, hvis det var noget, som han kunne undgå. Han vendte blikket mod hende. Han kunne hurtigt, og med lethed demonstrere, hvor hurtigt en hest kunne løbe.. styrte henover sandstranden og igennem vandet, hvilket var noget som Brego elskede.
"Ved selv at tage pladsen på Bregos ryg, og vise hvor hurtigt han kan løbe," fortalte han med et stille smil på læben. Han tog det faktisk ikke tungt, at hun stillede mange spørgsmål. De blev vel ikke rigtigt skoleret i vandet, gjorde de? Det var i hvert fald, hvad han måtte konkludere ud fra dette, selvom det nu heller ikke var noget, som han måtte sige særlig højt. "Det er hvad vores samfund er bygget op på. Stærk politik udgør et stærkt samfund, og det er noget, som vi har brug for," fortalte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende.
Om han tog imod lærlinger? Det vidste han ikke om han gjorde. Han havde ikke haft nogen, nogensinde før i hvert fald. "Ønsker De at være den første?" spurgte han, hvor han igen var stoppet op, og Brego havde gjort det samme ved hans side. Han strøg den gamle hest over mulen igen.