It is time to go!

[Denjarna Dark Dynithril]

Denjarna rendte rundt inde på slottet. Det hele var lige ved at være ved. Det var blot det allersidste der manglede efterhånden. Selv rendte hun rundt i en beklædning, som hun ellers sjældent var at finde i, som det ikke længere var den smukke lange kjole, som hun prydede sig med, men derimod sin buksedragt. Hendes rejsebeklædning, samt beklædningen når hun skulle ud og ride. Pæn var den dog stadig, som den var mørkegrøn og med smukke broderier. En let mørk kappe havde hun desuden over sine skulder, for skønt vejret var varmt, ville selve turen være kold.
”Er det hele pakket og klart til at blive læsset? Mad? Våben? Smykker?” spurgte Denjarna stilfærdigt en af de øvre tjenere, der havde fået til opgave at kontrollere hele projektet. Energisk nikkede han. ”Det hele er klart, Deres Majestæt,” svarede tjeneren. Spændt og lettere nervøse var de stort set alle sammen. Stablen inde på Neutranium vidste nemlig godt, hvad der skulle til og hænde. Om blot kort tid ville deres dronning være draget af sted på drageryg, og ude på et politisk ærinde til den nye ø Tayevania i håb om at kunne få et samarbejde i gang, inden at Procias eller Dvasias kom dertil. Tilfredst trak Denjarna på smilebåndet. ”Perfekt!” Ud fra den store indgangshal bevægede hun sig, så hun i stedet kom ud i slotshaven, hvor Damien ville vente på hende. Siden han var blevet en del af hendes liv, havde hun bedt om at få grusstien til selve slottet ekstra stort, så han til hver en tid kunne være der i sin fulde skikkelse. Selv havde hun bedt ham om at vente på hende her, som hun havde bedt ham om at være i sin store drageskikkelse, så det hele kunne arrangeres. Derudover ville hendes rådgiver, hendes datter – landets prinsesse, og det der vel var pigebarnets kæreste, være her til at sige farvel.

[Damien Nathanael Adams]

Damien stod med Jarniqa ved sin side, i den store og smukke slothave. Han var i sin fuldvoksne størrelse, da det var ham, som skulle bære, hvad der skulle bæres, samt Denjarna, for at komme til Tayevania. Et sted, så var han en kende nervøs, for hvad de havde i vente, men han vidste, at dette var noget som skulle gøres, og ikke lod han hende gøre det på egen hånd. Overhovedet faktisk!
Hovedet havde han nede i Jarniqas hovedhøjde. Det var ikke nogen hemmelighed, at han havde savnet hende.. Endda også rigtig meget. Og det glædede ham, at se, at hun i det mindste var nogenlunde i orden, og havde det godt. Den unge mand, som hun derimod havde taget med, var bestemt ikke en, som ville falde i hans gode jord.. Han havde jo for pokker forsøgt at slå den mand ihjel tidligere, for at lægge en hånd på Jarniqa, som slet ikke skulle ligge der! Derfor havde han det mere end fint med, at den mand også holdt afstand til dem alle sammen, så han kunne have Jarniqa lidt for sig selv. Han var nemlig oprigtigt ked af, at de ikke havde set mere til hinanden, end hvad de havde. Salvatore selv, stod klar ved trapperne, som førte op til hovedporten ind til Neutranium. Selv lod han Jarniqa og Damien få noget tid. Selv ønskede han jo at tage en mere personlig afsked med Denjarna, inden den lange rejse. Naturligvis, var selv han bekymret for, hvad hun ville have i vente, og derfor håbede hun selvfølgelig også, at Damien ville passe på hende. Hænderne havde han foldet over ryggen, mens han blot ventede.

[Denjarna Dark Dynithril]

Som Denjarna trådte ud af slottet, måtte hun først og fremmest møde Salvatore. Hendes hjerte sprang et slag over. Var det et afsavn, eller var det dårlig samvittighed over, hvad hun havde lavet med Gabriel? Hun vidste det ikke.. Forvirrende var det hele også. Ej havde hun været Salvatore tæt siden, at han havde vendt hjem med Jarniqa og Lucifer. Dog havde hun ej heller været Gabriel tæt, siden han havde forladt hendes gemak efter en lang dag, nat og morgen. Hvor den mand var draget hen nu, vidste hun ikke. Dog tænkte hun, at det måtte være på sin plads, at hun lagde mændene fra sig, rensede sine tanker, som hun nu drog alene af sted med Damien. Det sølvgrå blik vendte hun tilbage mod tjenerne der havde de mange pakker med. ”Spænd det hele fast på hans ryg,” bad hun dem om. Det mere faste i minen måtte alle tjenerne blive, som de sandede, at de skulle dragen nær. Ganske vidst kunne deres dronning og prinsesse komme bæstet nær uden nogen kvaler, men stadig yndede de at holde en hvis afstand til det.
Som Denjarna kom ud, måtte Jarniqa kort vende blikket mod hende, alt imens hun stod med hånden mod Damiens kolossale snude. Selv mærkede hun, hvordan hendes bryst måtte knuge, for det havde bestemt ikke været dette, som hun havde håbet på! Nu havde hun og Lucifer valgt at lægge deres tur til siden, og i retur forlod både hendes moder og værge hende. Ganske vidst havde hun vidst, at hendes moder havde haft sine planer, men ikke Damien! Det var jo ikke meningen, at han skulle gå nogen steder! Hvorfor skulle alle dem hun ønskede at være omkring tage af sted? Hvorfor kunne det ikke være Salvatore der gik? ”Du kunne godt være blevet her..,” mumlede hun tvært til Damien, inden tjenerne kom dem nær.
Denjarna vendte sig mod Salvatore. Hun var uden tvivl tilfreds med, at opgaven havde lykkedes ham! Også selvom, at han havde måttet bringe en mand med sig. ”Jeg håber, at De vil formå at hjælpe min datter i den tid, hvor jeg vil være bortrejst. Jeg forventer, at jeg minimum vil være bortrejst i en uges tid, hvis vi ser på selve rejsen dertil, og mødet med landets magthavere,” lød det formelt fra hende, som de var ude i det offentlige rum.

[Damien Nathanael Adams]

Salvatore vendte blikket mod Denjarna, som hun kom ud, hvor han sendte hende et stille smil. Hvad hun havde lavet sammen med Gabriel, var ganske ukendt for ham, da han havde været ude, for at tage sig af alle mulige andre ting. Såsom at bringe deres datter hjem. Endnu måtte han anse hende som sin datter, også selvom han vidste, at det ikke var noget, som han kunne gøre ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. "Du kan forvente af mig, at jeg vil gøre hvad jeg kan, for at sætte Jarniqa ind i arbejdet, såvel, som jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at opretholde denne fred, som De nu rejser fra, Deres Majestæt," sagde han med en rolig stemme. Det som hun rejste fra, var uden tvivl også det, som hun skulle have muligheden for at komme tilbage til igen.
Damien brummede svagt, som tjenerne nærmede sig, for at få tingene læsset på ham. Glad var han uden tvivl for, at Jarniqa var kommet hjem, da han jo trods alt også havde efterlyst hende af en grund. Han havde manglet hende, og så lang tid, at hun havde været væk, så havde han jo ikke vidst hvordan hun havde det! For nu, var han glad for, at Lucifer valgte at holde sin afstand, for han ville slet ikke have den mand tæt på hende! #Jeg kommer snart tilbage igen. Lov mig, at du ikke tager sådan af sted igen,# bad han. Han ville ikke lade Denjarna tage denne tur alene. Han var nødt til at sikre sig, at det hele gik godt. Tjenerne begyndte forsigtigt at læsse op på ham. Han vendte blikket mod dem, uden at trække sig for meget fra Jarniqa. Røgen steg op af hans næsebor, hvorefter de nærmest skyndte sig at blive færdig, for at trække sig. Han morede sig betragteligt ved det! #Jeg bryder mig ikke om den mand, Jarniqa..# Han så mod hende i stedet for. De havde åbenbart meget at snakke om, når han kom hjem!

[Denjarna Dark Dynithril]

Med hensyn til at drage afsted var Denjarnas største frygt uden tvivl, at hendes land skulle gå under. Det havde det trods alt gjort, som hun sidst havde været borte. Dog måtte hun lægge sin lid til, at det ville gå så længe der sad en Dynithril på tronen og så længe, at Salvatore blev til at rådgive. Selvom hun personligt ikke vidste, hvad der skulle blive af de to, var hun nemlig ikke i tvivl om, at han var den perfekte til jobbet med at rådgive den siddende regent. ”Jeg vil se frem til at vende tilbage til det gamle, når min mission har lykkedes,” endte hun med at sige. Ganske vidst kendte hun ikke meget til Tayevania, men stadig tænkte hun, at det ville være bedst at opretholde en positivitet. Som en sidste afsked til Salvatore, valgte hun at nikke til ham, inden hun måtte fortsætte ruten ned mod Damien og Jarniqa.
Lettere morsomt var det uden tvivl at se, hvordan Damien pustede sig op for de skrækslagne tjenere. Mindre morsomt fandt Jarniqa det dog, at han ikke ønskede, at hun drog af sted igen, som hun ellers skulle. Ej heller brød hun sig om, at han ikke kunne lide den mand, som hun havde skænket sig kærlighed. ”Jeg elsker ham, og vi vil drage af sted igen,” endte hun stille, men dog beslutsomt at sige. Teenager og forelsket var hun.. var det derfor noget under, at hun fulgte sit eget hoved? Blikket vendte hun mod sin moder, som hun kom over til dem.
”Alt er parat til, at vi kan flyve af sted,” endte Denjarna med at meddele Damien. Alt var læsset. Gaver til det nye land, og hendes ejendele til når de nåede frem. Det sølvgrå blik vendte hun mod sin datter. Endnu fandt hun det mærkværdigt at se på hende, og så se sig selv i sine unge dage. Ville hun nogensinde vænne sig til det faktum, at hun havde en kopi? En datter? Prøvende trak hun på smilebåndet, hvor hun lagde sin hånd imod sin datters kind. Kom der mon den dag, hvor dette faldt hende naturligt ind? ”Jeg værdsætter, at du ville komme i nødens stund. Jeg håber, at al vil gå vel i den tid, hvor jeg vil være borte,” sagde hun mildt, og strøg sin datter let over kinden med sin tommel.
Jarniqa selv mærkede, hvordan hendes hjerte måtte slå hurtigere ved denne lille anerkendelse. Selv kunne hun nemlig ikke undgå at suge det hele til sig, når hendes moder endelig gav hende noget! ”Jeg vil gøre mit bedste for at passe på dit kongedømme i den tid, hvor du vil være bortrejst,” lovede hun.
Tilfredst måtte Denjarna trække på smilebåndet ved dette, inden hun skænkede Damien sin opmærksomhed. ”Skal vi?” lød det fra hende. Faktisk glædede hun sig helt til at flyve med ham igen, alt imens hun var spændt på, hvad Tayevania ville bringe. Hånden placerede hun mod hans skæl, inden hun måtte kravle op på hans ryg og sætte sig lige foran hans mægtige vinger.

[Damien Nathanael Adams]

Salvatore vidste skam godt, at han havde sit at leve op til nu, og særligt efter det, som var sket sidst, hvilket bestemt ikke var en fiasko, som han havde tænkt sig at genopleve, dersom det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. "Jeg skænker Dem mit ord," sagde han med en rolig stemme, hvor det blot var et nik, som han fik retur, inden hun søgte videre ned mod Damien og Jarniqa.  Et sted måtte han jo erkende, at han var en smule skuffet over, at det var den afsked som han fik, fremfor bare.. lidt mere.. Om ikke andet, så måtte han jo slå sig til tåls med, at det var sådan at det var gået for sig. Om han i denne tid, ville kunne få etableret et forhold til deres datter, vidste han ikke. Dog måtte han sande, at der var et smalt håb for, at de ville kunne. Særligt nu, hvor de skulle arbejde tæt i tæt om arbejdet i Manjarno. 
Damien vendte sig mod både Jarniqa og Denjarna, som nu søgte ned mod dem. Lucifer var stadig ikke en mand, som han brød sig om, og særligt, når han vidste, at denne mand, havde gjort Jarniqa ondt! Han rev klørene lidt over jorden under dem. Han var jo pænt stor i denne skikkelse, og særligt i den fulde skikkelse. #Jeg bryder mig bestemt ikke om det.# kommenterede han, inden han valgte at flytte hovedet, så Jarniqa kunne få lov til at stå lidt med Denjarna selv. Han vidste jo, at hun så brændende gerne ville have et forhold til hende, og han forstod hende skam godt. Han var klar til at tage afsted.. Passe på hende, og sikre sig, at de kom godt og trygt frem, og tilbage igen, når det kom så vidt. #Alt er klart,# istemte han, som hun tog pladsen ved hans store vinger. Kort vendte han sig mod Jarniqa igen. Han gned hovedet en smule mod hende. #Pas på dig selv, og pas på ham der..# Han vendte sig mod Lucifer, inden han rettede sig op. Han hævede sig på bagbenene, inden han spredte vingerne. Disse slog han kraftigt med, idet han satte af fra jorden, og derfra, søgte op mod himlen over dem.

[Denjarna Dark Dynithril]

Jarniqa ønskede bestemt et forhold til sin moder, ligeså vel som hun ønskede, at hendes værge og hendes moder fik et det mere romantisk forhold til hinanden. Derfor måtte hun være glad, som hun mærkede sin moders hånd imod sin kind, og som hun vidste, at hendes moder og værge i det mindste ville være alene sammen det næste stykke tid. ”Jeg ved, hvad jeg laver,” endte hun med at sige, som Damien ikke længere behøvede at bekymre sig om hende og Lucifer. De var nemlig på samme plan igen. Som Damien i afsked gnubbede sit store dragehoved imod hendes krop, valgte hun blidt at kysse hans store næseryg. Underligt var det bestemt at se ham forlade hende nu. ”God tur,” sagde hun til dem begge, inden hun trådte en anelse tilbage, så hun ikke ville blive påvirket af dragens afsættelse.
Denjarna valgte at holde fast i ved dragens hals, som hun fornemmede, hvordan vingerne blev foldet ud. Hvor de helt præcist skulle hen, vidste hun ikke, men finde frem skulle de nok før eller siden! Suset mærkede hun dernæst i maven, som Damien satte af, og som hun mærkede vinden imod sin krop. Sydpå skulle de, indtil de ville finde en ø. Hvilken by de dernæst skulle til, måtte de finde ud af, når de engang var der. Intet sagde hun, som hun fornemmede, hvordan Damien kom godt op i luften og lagde kursen. Selvom hun elskede sin plads her i landet, måtte det alligevel blive godt at komme en anelse væk fra de problematikker, som hun nu var blevet mødt af. Jarniqa.. Salvatore.. Gabriel.. Hvad skulle det hele ikke ende med?

[Damien Nathanael Adams]

Om Jarniqa vidste hvad hun lavede, var Damien ikke helt sikker på. Hvem ville da være sammen med en, som havde gjort dem ondt? Det var jo heller ikke ligefrem noget, der gav mening i hans hoved. Han blinkede med øjnene, inden han slap en lavmælt brummen. #Det håber jeg godt nok. Vi ses nok snart igen.# Han tog imod kysset, inden han denne gang satte fra, og søgte direkte op i luften. Med alle de ting, som han i forvejen skulle bære på, var det faktisk tungt for ham. Han var jo vant til at flyve med en på ryggen, og ikke en masse andet, så et sted, så følte han nærmest at det var i vejen!
Først da Damien var langt nok ude af syne, søgte Lucifer hen til Jarniqa, hvor han lod en arm søge omkring hendes liv. Forelsket var han, og derfor var han også taget med denne lange tur.. men at lade hende være, fordi at hendes værge ønskede det? Det kom slet ikke på tale! De skulle leve som royale for i hvert fald den næste uge, hvilket uden tvivl var noget, som han måtte se utrolig meget frem til. En seng at sove i.. god plads og med hende ved sin side. "Det her skal nok blive godt," endte han med en tydelig tilfreds stemme.
Endelig kom Damien op i højderne, som han gerne ville, og søgte i sydgående retning, som han nu vidste, var den vej, som han skulle søge. Imellemtiden, ville han håbe på, at Salvatore holdt Lucifer væk fra Jarniqa, og at de fandt ud af at regere landet i deres fravær. #Hold fast,# bad han. Han slog kraftigt med vingerne, idet han blot satte i sydgående retning.

//Out

[Denjarna Dark Dynithril]

Mere var det måske for Damien at flyve med, men selv betvivlede Denjarna ikke, at han ville kunne klare det. Hvis det skulle blive for meget, kunne de holde en pause i Cetiul, inden de drog ud over havet. Når først de var ude på havet, var der nemlig ingen vej tilbage. Lårene klemte hun let med, så hun ej ville falde af, ligeså vel som hun havde fat med hænderne. ”Lad os komme af sted,” sagde hun, som de forlod slotshaven og befandt sig i himlen i en sydgående retning.
Jarniqa selv havde måttet lægge armene om sig selv og se væk, som den mægtige drage havde sat fra på jorden, og skabt noget af en vind omkring hende. Hurtigt måtte hendes hjerte banke, som det uden tvivl var en mærkelig følelse for hende.. Af sted var hendes moder og værge nu taget, så hun var alene med Salvatore – og selvfølgelig Lucifer – hvor hun nu skulle sætte sig på tronen igen. Noget, som hun ikke var vanvittig komfortabel med, da hun jo endnu ikke følte, at tronen var hendes kald, som hendes moder ellers følte. Hendes smaragdgrønne øjne søgte Lucifer, som hun mærkede hans arm om sig. Svagt smilte hun til ham. Havde han i det hele taget en ide om, hvad Damien havde sagt omkring ham og dem? ”Jeg begynder snart at tro, at du nyder dette mere end jeg,” lød det drillende fra hende, alt imens hun mere end kunne fornemme, hvordan tjenestefolket holdt øje med dem. Det var jo deres prinsesse i armene på en fremmed mand. Ej skammede hun sig over sit forhold til Lucifer, som hun oprigtigt elskede ham. Ubehageligt var det dog at føle sig som en museumsfigur, og derfor nikkede hun også mod slottet igen. ”Lad os gå ind.”

// Out