Chaos!

[Deleted]

Amaryllis kunne nu godt lide, at Carlisle slappede af. Det gjorde automatisk, at hun også slappede af i hans selskab, da han ikke virkede opfarende eller lignende. De var faktisk bare to individer, der gerne ville slappe lidt af og det kunne de jo her. Floden var afkølende for dem begge i dette varme vejr, hvilket var en ting de havde tilfælles, trods deres racer var vist forskellige. Igen blev det vel blot bevist, at alt ikke handlede om racer? Det handlede om individet i sig selv. Hun smilede let til ham ved hans ord og holdt ellers blot blikket rettet mod floden, da det selv havde en beroligende effekt at holde øje med det rislende vand. Selv anså hun ikke sit selskab som videre fint. Hun var leder, ganske rigtigt, men hun var også et medmenneske til sin race. Hun var der for at hjælpe og vise vej, bestemme i vigtige sager... Men ellers var det da ikke noget specielt? Var det? "Så fint anser jeg nu ikke mit selskab for at være... Blot fordi jeg har fået en titel, betyder det ikke, at jeg er fin på den," svarede hun ham og blinkede let til ham. Hun vædede sine læber let. Et bryn måtte skyde i luften ved hans ord. Mente han virkelig ikke, at han havde mere at byde på, end hvad rygterne sagde? "Så det du siger er, at du ikke er mere end hvad alle andre folk opfatter? Hvad synes du måske selv til forskel fra dem? Fortæl mig en ting, som de ikke ved..."

[Deleted]

Carlisle slappede af omkring Amaryllis, hvilket han godt kunne lide. Det fik ham desuden også til at glemme lidt den problematik, der var omkring hans far og Isolde, så det passede ham jo egentlig ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. Langsomt måtte han derfor vende blikket i hendes retning igen. Det var bestemt ikke ofte, at han befandt sig i selskab med en anden, og særligt ikke på denne her måde, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han trak let på smilebåndet. "Det synes du måske ikke.. Nu ved jeg godt, at jeg frem til for nylig, havde en ganske stor betydning for landet, som min far nu har taget retur. Jeg er ikke vant til, at folk ønsker at sidde i mit selskab," forklarede han med en rolig mine. Det var skam ikke for at give hende dårlig samvittighed, eller få hende til at skifte mening, for det var det slet ikke.
Umiddelbart vil han ikke sige, at han var noget særligt, og det havde han vel aldrig været? Altid dømt på sit navn, hvilket var en tanke, som gjorde ondt, men det var de omstændigheder, der var ved at være det væsen, som han nu var. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Han trak vejret dybt. "Det ved jeg ikke, hvad skulle være.. Må jeg erkende. Jeg har aldrig været meget andet, end det navn, som jeg blev skænket ved fødsel," fortalte han sandfærdigt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Hvad andet skulle han da være?

[Deleted]

Amaryllis kunne nu meget godt lide denne Carlisle. Berygtet var han jo, men virkede slet ikke som rygterne sagde. Det var kun meget overordnet og dømmende i hendes hoved, for han virkede som om, at der var meget mere til hans væsen end som så. Hun vendte blikket mod ham og mødte hans øjne, hvor hun kort låste øjenkontakten til ham. Han var nu en meget flot mand, måtte hun tage sig i at tænke og slog blikket ned mod floden igen, hvor hun smilede let for sig selv. "Så er det jo godt, at jeg vil," endte hun dæmpet og så stille op mod ham igen. Hun var ikke bange for at sidde i hans selskab, for hun nægtede at dømme en person indenfor Procias' grænser på baggrund af hvad andre sagde. Hun ville se det for sig selv. Opleve det for sig selv. Og nu havde hun jo chancen for at finde ud af, om han tilnærmelsesvist var som rygterne sagde eller om han faktisk havde en masse mere til sig. Som hun troede på, at han havde. Ved hans ord måtte hun rynke panden af ham. Havde han virkelig ingen større tiltro til sig selv end sit navn? "Jeg må ærligt sige, at det oprigtigt ærgrer mig, hvis du kun mener, at du er dit navn og ej mere end det. Jeg tror, der er meget mere til dit væsen end som så..." svarede hun tænksomt. Hun lænede sig let tilbage og kom til at strejfe hans hånd med sin egen, hvilket fik hende til at trække sin hånd til sig igen ret hurtigt. Hendes kinder blussede lidt op.

[Deleted]

At Amaryllis ikke var bange for hans væsen, på baggrund af, hvad rygterne måtte sige, var noget, som naturligvis glædede ham rigtig meget. Carlisle var jo lidt vant til at blive dømt på baggrund af så meget andet, kunne man sige, end hvad han formåede at præstere, hvilket i forvejen, var en tanke, som gjorde ham frustreret og trist. I øjeblikket, var der bare intet, der indikerede på, at dette var noget, som han skulle være bange for, og det var det, som samtidig også måtte glæde ham. "De virker ej frygtsom i mit nærvær," sagde han blot. Han vendte blikket mod hende. Ja, han nærede sig på blod fra tid til anden, da det gav ham en anden styrke, end det menneskelige gjorde, men menneskelig, var han af den grund. Han havde vel alt det gode med fra begge sider, kunne man sige.
Selvom Nimanhra måske var kendt for at være en ekstrem selvsikker familie. Det som familien havde været udsat for, havde revet det en smule fra ham. Han smilede let for sig selv. Man kunne vel sige, at han havde hørt de historier og rygter om ham, så mange gange, at det var svært, ikke bare at bide sig fast i det, på et eller andet tidspunkt? "Så fortæl mig, hvad du ser," opfordrede han med en rolig stemme. Han ville jo gerne vide, hvad andre måtte se i ham.

[Deleted]

Amaryllis vendte sit blik mod Carlisle. Han virkede ikke til at have det ubehageligt i hendes nærvær, hvilket kun glædede hende, det det andet ønskede hun da bestemt ikke. Han var vant til at være en dømt mand, så det måtte da kun være forfriskende for ham at have selskab af en, der ikke dømte ham på omslaget. Hun var faktisk nysgerrig på at finde ud af hvad han var for en. Især når han mente, at han ikke var mere end hvad rygterne sagde. "Det er jeg heller ikke. Du har ej givet mig en grund til at være det," svarede hun ham sagte. Hun lod hovedet søge en smule på sned, som hun betragtede sig af ham. Hun kunne ikke helt finde ud af ham. Han virkede til at byde på så meget mere, men det var alligevel svært at sige sådan rigtigt. "Jeg ser en mand, der er undertrykt af samfundet og sin egen familie. Jeg tror dit efternavn er en kæmpe byrde at bære, som du egentligt helst ville være fri for, så du kunne finde ud af hvem du i virkeligheden er. Jeg ser en mand, med et glimt i øjet, der er tilbageholdende, men egentligt bare ønsker frihed. Og et formål, med sit liv, nu hvor alt nærmest er taget fra ham," startede hun ud ret analyserende. Hun så indgående på ham.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Carlisle var tynget af sit navn, og den byrde, som nu måtte følge med, men det var derimod bare meget begrænset, hvad han egentlig kunne stille op med det, hvilket nok næsten var det, som var det værste for ham lige nu. Han vendte blikket mod hende. Hun frygtede ham ikke, hvilket selvfølgelig glædede ham. Selv her i landet, var der endnu gode og lyse væsner at spotte. Ham selv inkluderet. Han havde bare ganske få år, levet i mørket, dengang han havde været helt lille, og i dag, var det jo så det, som han måtte blive dømt på. Ganske grotesk faktisk!
"Du rammer plet, må jeg sige," sagde han ærligt, som han endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse. Alt i alt, var det ikke noget, som han havde noget imod. Han vidste bare ikke, hvor meget han brød sig om, at han var så let at læse, som det han tilsyneladende var, lige nu. Han sukkede tungt. "Man siger, at Procias, skulle være lysets land.. Det er det modsatte, hvis De spørger mig," sagde han ærligt. Han havde mistet hans titel grundet hans far, og han blev dømt på baggrund af hans navn. Det var bestemt ikke nemt, at være dvasiansk i et land som Procias, også selvom han aldrig nogensinde havde gjort nogen noget.

[Deleted]

Amaryllis fandt det ærgrerligt, at en mand som Carlisle skulle være fordømt for sit navn og race. Det var jo ikke det, der i længden betød noget, men nærmere hvordan personen var. Men hvis den person så blev undertryk på grund af det, så var det svært at prøve at være en anden end rygterne, eftersom man ikke fik chancen. Hun så tænksomt på ham. Hun ønskede næsten at hjælpe ham med at finde ud af hvem han var, for hun kunne næsten ikke have, at han bare følte sig nyttesløs. Alle fortjente et formål. Hendes eget var at blive ved med at tro på det gode, uanset om mørket så trængte ind fra alle sider. Hun trak let på smilebåndet. Hun var ret god til at analysere personer, syntes hun selv, så hun følte sig ret stolt over, at have ramt plet. Det var faktisk stort af ham at indrømme det. "Du besidder en stor egenskab i at stå ved det... trods jeg synes det er en skam, at din situation forholder sig således som jeg lige analyserede," svarede hun ham dæmpet. Det var måske ikke alle, der kunne læse ham så tydeligt, som hun selv kunne. Men nu hvor han ligesom sænkede paraderne overfor hende, så var det jo klart, at han åbnede op for, at hun kunne læse ham. Hun lod hovedet søge let på sned. Procias, mørkets land. Det lød helt skørt i hendes øre, men måske var det den vej, det hele gik? Meget skete jo i oplandet nu, især med kongen og dronningen, der var gået fra hinanden. Kongehuset faldt fra hinanden og lederne stod tilbage og vidste ikke hvem deres øvre magt var... Det kunne godt give store problemer meget snart, hvis der ikke snart skete noget nyt på kongehuset. "Ikke alle små landsbyer kender dit ansigt... Hvad hvis du præsenterede dig med et andet navn? Lærte folket at kende?" spurgte hun tænksomt. Det kunne da være, at det faktisk kunne hjælpe??

[Deleted]

Om det ville hjælpe med en ny identitet og et nyt navn, måtte Carlisle desværre tvivle på. Desuden var det bare ikke typisk ham, at sidde og ynke på denne her måde, men nu var de kommet ind på det, og så var det virkelig svært at lade være. Han var en Nimanhra.. Han vidste jo godt, at han slet ikke burde tage det så tungt, men for pokker, hvor var det svært, når man i forvejen, var et individ med et kendt og frygtelig upopulært navn. Så var det svært at gøre noget ved det i det hele taget.
"Jeg er bange for, at en ny identitet og et nyt navn, ikke vil gøre nogen forskel. Jeg har boet mesteparten af mit liv her i Procias, og nu står jeg i en situation, hvor jeg kan tvinges ud, på baggrund af mit navn. Tror du nogensinde at de vil acceptere mig, fordi at min fader engang har dummet sig?" spurgte han direkte. Både ham og hans fade havde lagt livet i Procias' hænder. Det var her de boede, og det var her de var opdraget. Det var bare omstædighederne, som var rigtig hårde, kunne man sige. "Folk dømmer, og de dømmer frygtelig, frygtelig hårdt her til lands. Min fader overvejer at flytte det sidste af familien over på den anden side af grænsen," fortalte han ærligt. Han vidste ikke om han skulle tage med eller blive.. Det var faktisk rigtig svært.