Chaos!

[Deleted]

@amaryllis

---

Det var hen på eftermiddagen, og solen bagte virkelig over det store rige af Procias. Siden Gabriel havde forladt slottet og landet, samt at det var gjort offentligt, at de var gået fra hinanden, var det en kæmpe omvæltning, som hele stemningen i landet havde taget, og dette kunne naturligvis også godt mærkes.
Floden havde Carlisle ikke opsøgt i det, som efterhånden var rigtig mange år, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Hans liv havde forandret sig. Han var trolovet med en kvinde, som han ikke engang kendte, og som en gammel aftale hans fader havde indgået.. Silia var alene, samt hans fader havde taget pladsen som rådgiver af landet, og det var naturligvis også noget, som kunne mærkes efterhånden. Det hele var da uden tvivl gået hen og blevet et kæmpe kaos.

Floden løb ved siden af ham, hvor han denne gang valgte at stoppe op. Han sukkede ganske let, hvorefter han satte sig ned på en af de store, men flade stene, som stod lige ved floden. Den løb i retningen af skoven, hvor den ville fyldes med mineraler og alverdens andet. Det var en del af livet, som selv Carlisle godt kunne lide. Det var jo egentlig bare et spørgsmål om tid, inden folket ville reagere på det, som skete rundt omkring derude? Tanken fandt han skræmmende et sted.
En hånd strøg Carlisle igennem håret, som han slap et tungt suk igen. Alt for mange tanker, gik igennem hans hoved, og naturligvis var det noget, som ligeledes også kunne mærkes lige nu. Han fjernede skoene, og trak buksebenene en smule op, hvorefter han lod fødderne søge ned i det kolde vand, som strømmede forbi ham. For ham, var det ikke så koldt, som det var for så mange andre, hvilket også godt kunne mærkes, men det var afslappende.. Han havde brug for at slappe af, og tænke på nogen andre ting efterhånden.

[Deleted]

Varmen føltes dejlig. Solen stod højt over himlen og solen skinnede ned over den store flod. Livets flod. En flod, der var meget givende til Procias og med til at dominere dyrelivet, skovens og jordens cyklus. Men uroen i landet kunne godt mærkes på trods af naturens idyl og det var noget Amaryllis også mærkede. Hun var for nyligt blevet valgt som magikernes leder, hvilket havde været noget af en omvæltning for hende. Der var mange tråde at samle op, hvor Salvatore havde efterladt dem, men også mange nye ting at sætte i værks, for at holde samling på alle. Hun havde derfor trukket sig fra den magiske cirkel i dag for at få samlet sine tanker lidt. I dagens anledning bar hun en brun-rød kjole med et par brune lædersko til, der var bundet med snøre. Kjolen havde et fint snit og havde en slids i begge sider, der gik fra bunden af kjolen og op til knæet. Kjolen var i et let materiale, der faldt flot om hendes slanke krop. Den havde korte ærmer og en rund halsudskæring, hvor den komplimenterede hendes kvindelige former til perfektion. Hendes hår hang løst omkring hendes skulder og var meget glat. Hun havde et stille smil på sine læber, som hun roligt gik langs bredden af floden. Hun trak vejret dybt og roligt. Hun havde brug for at klare tankerne og mon ikke floden kunne hjælpe med det? Selvom hun var magiker, så havde hun faktisk en forkærlighed for vinter fremfor sommer. Så i dag var næsten lidt for varm. Fraværende gik hun og legede med magien i sin ene hånd, hvor der dukkede små snefnug op.

[Deleted]

Hele landet var præget af uro, og derfor frygtede Carlisle for de konsekvenser, som ville følge for de dvasianske borgere af landet, og særligt nu hvor Gabriel var ude af billedet. Selvom han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det, havde han bare en sjov fornemmelse af, at der ville komme til at ske noget, og det var også lidt det, som han var bange for. Var det underligt, at det slet ikke var en tanke, som han kunne lide?
Lyden af hjerteslag, kunne han høre, selvom han ikke rigtigt reagerede på det. Han var som enhver anden her til lands, og han forsøgte skam også at leve efter det, selvom det ikke altid var lige nemt. Det handlede vel udelukkende om at forsøge? Så godt, som man nu kunne i hvert fald. Han bed tænderne let sammen. Han kunne jo ikke undgå, at bide sig fast i, at der var andre i hans nærhed, og han vidste, at det var det, som derimod gjorde, at han var frygtet blandt mange.
"Goddag," hilste han med en høflig stemme, som han langsomt vendte blikket mod hendes skikkelse. Et ukendt ansigt var han ikke, som han var kendt som en gammel kongelig rådgiver - en plads, som selv hans fader havde taget fra ham igen. Ikke at det gjorde ham noget. Han kunne faktisk godt lide den ro og den fred, som han havde fået efterfølgende.

[Deleted]

Lyden af den brusende flod havde en beroligende effekt på Amaryllis. Det var som om at vandet nærmest skyllede hendes tanker rene, rensede dem for skidt og snavs og efterlod hende med en følelse af at være klar i hovedet igen. Mange tanker gik igennem hendes sind for tiden, med både ansvaret for magikerne men også en følelse af, at skulle holde sammen på hele landet, nu hvor Gabriel var smuttet og der var stor uro i landet. Hun var bange for hvad Procias ville ende med og det brød hun sig virkelig ikke om, for hun frygtede for det værste. De havde nu stået ret stærkt de sidste mange år, nu hvor de også havde fredsaftalen med Dvasias. Så hvad ville der ikke ske, hvis det faldt fra hinanden alt sammen? Hun slap et dæmpet suk, som hun blot fortsatte sine rolige og afmålte skridt over jorden, mens hun gik og holdt øje med henholdsvis floden eller den nærmeste jordbund under hende. Hendes fingre bevægede sig langsomt på hendes ene hånd, hvor håndfladen var vendt opad. Og små iskrystaller flakkede rundt i hendes hule hånd. Så fraværende som hun var på sine omgivelser, trods hun holdt øje med hvor hun gik, så opdagede hun ikke, at her faktisk var andre. Derfor gav det et sæt i hende ved lyden af et 'goddag' og hun stoppede brat op, hvor hendes øjne flakkede op mod personen. Hun trak vejret dybt og sendte ham et venligt smil tilbage. Der var jo ingen fare, hun var blot blevet overrasket over, at hun ej var alene. "Goddag," svarede hun igen. Først efter gik det langsomt op for hende hvem han var.

[Deleted]

Carlisle frygtede uden tvivl for konsekvenserne, ved den uro, som havde sænket sig over landet her, og særligt fordi, at procianerne, havde al mulig grund til at udnytte uroen, og det var det som han var mest bange for, hvis han selv skulle sige det. Det var det som gjorde ham mest urolig. Hvad ville resultatet blive af det? Det var det, som han faktisk ikke vidste helt med sikkerhed.
Han blev siddende, selv da det gik op for ham, at det var Magikernes Leder, der meldte sin ankomst. Umiddelbart, havde han ikke haft en eneste grund, til at skulle være bange for magikerne. Han havde jo aldrig gjort noget her i landet, for at gøre andre ondt, og det ville han heller aldrig komme til. Han lod hovedet søge let på sned. Det var dog langt til Lysets Cirkel herfra, så mon der var nogen grund til, at hun var her? Han blev dog siddende med fødderne i vand. Han satte sig mere afslappet op. Han var bestemt ikke ude på, at gøre hende noget ondt. "Hvilken pragtfuld dag," sagde han med et stille smil på læben. Selv var han bange for, at ende for meget som sin far, så han forsøgte da at føre en ganske normal samtale, fremfor at kommentere hvilken smuk kvinde hun var, som havde lagt turen her forbi. Det ville jo bare ligne ham, og det kunne han slet ikke klare!

[Deleted]

Amaryllis betragtede manden foran hende. Han var ikke en hvilken som helst, men derimod et kendt ansigt omkring slottet og bekendte af de royale. Og han var vist også tidligere rådgiver ved hoffet, hvis hun huskede rigtigt. Egentligt gik hun ikke meget op i kongehuset, når det gik godt, men derimod når det hele var ved at falde fra hinanden som nu, så gjorde hun det til sin bekymring. Hans navn, havde hun dog glemt i mellemtiden, men han kom jo også ud af en større klan, ikke? Hendes klan var efterhånden ret lille, faktisk var der kun hende og hendes søster. Derfor vidste hun også, at hun en dag gerne ville udvide sit familienavn. Et smil spillede over hendes læber. Hun lod sin hånd falde og magien holdt derfor inde, nu hvor hun faktisk var blevet 'vækket' fra sin fraværende gang. Hun følte sig på ingen måder truet og så heller ingen grund til at virke truende til gengæld. "Som man ser på det... Det er næsten en tand for varmt til min smag," svarede hun med et roligt smil. Det så dejligt afkølende ud, at han sad der med fødderne i vandet og hun blev næsten en smule misundelig. Dog følte hun ikke lige for bare at slå sig ned og gøre det samme, da hun trods alt ikke kendte ham særlig godt. "Er du ikke kommet langt væk hjemmefra?" endte hun spørgende.

[Deleted]

Carlisle vidste godt, at han var langt væk hjemmefra, og at han måske burde agere langt mere forsigtigt, end hvad han egentlig gjorde, men hvad kunne han da gøre ved det lige nu? Han blev dog sidende, mest for at påvise, at han jo overhovedet ikke var ude på noget.
Hovedet lod han søge på sned. Det var varmt.. Ganske varmt, hvilket også var grunden til, at han havde sat sig ved vandet, for at køle sig ned. Han var jo et koldt væsen, så varmen var temmelig voldsom ved ham. "Derfor handler det om, at kende sine metoder, for at køle ned," sagde han med et smil på læben, som han rent faktisk bød hende til at gøre det samme. Han var ikke farlig. Ikke før man gav ham en grund til at være det i hvert fald.
Om han var langt hjemmefra? Med andre ord, så var han genkendt. Alene det, var nu heller ikke noget, som kom bag på ham. Ikke med det navn, samt job, som han havde haft, samt den kendte og populære skørtejæger af en far, som han kunne være så 'stolt' over at have i ryggen. "Uden smertende intentioner, har vi lige så stor en ret til at færdes herude, som enhver anden. Men jo.. du har ret. Jeg er langt hjemmefra," istemte han sandfærdigt. Han gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig. "Tag endelig plads. De ligner en, som har det varmt," kommenterede han endeligt.

[Deleted]

I et splitsekund, så kom mandens navn tilbage til Amaryllis. Carlisle! Noget sagde hende, at dette var Carlisle, den tidligere rådgiver, som var blevet skubbet af pinden til fordel for sin far. Jason, hvis hun huskede korrekt. Ikke at hun gik meget op i det, hun huskede som regel kun navnene på de relationer og bekendtskaber, der var vigtige for hende, men alle snakkede jo om denne skørtejæger. Hun sendte ham et skævt smil, da han snakkede om 'metoder' for at køle sig ned på sådan en varm dag. Var det så nemt at gennemskue, at hun faktisk lystede det samme? At stikke fødderne i den kølige rislende flod, der lød lige ved hendes side? "Du har ganske ret... Og enkel metode du endda har," svarede hun ham lettere morende. Hun tænkte, at det ikke kunne skade, så hun gik lidt nærmere ham og slog sig så ned på breden. "Meget vel," svarede hun. Hun trak en smule op i sin kjole, så hendes underben kom til syne. Hun bandt sine læderstøvler op og satte dem ved sin side, hvor hun derefter stak sine bare fødder ned i floden. Hun sukkede af behaget det bragte hende at blive kølet af. Hun satte hænderne i jorden bag sig og lænede sig tilbage, som hun drejede blikket mod ham igen. "Det var ej anklagende, at du var kommet langt hjemmefra, blot en konstatering," svarede hun ham roligt.

[Deleted]

Kunne Carlisle, så forsøgte han for alt i verden, at undgå at blive set, og genkendt, for han ønskede, ligesom alle andre, et sted at være, og et sted hvor man kunne føle sig i tryghed og sikkerhed. Det var vel ikke noget, der kom synderlig meget bag på nogen som helst?
"Det enkle, er som oftest det bedste," pointerede han denne gang med et stille smil på læben. Det var der jo heller ikke nogen hemmelighed i. Han slappede af, ved at sidde der og med fødderne i vandet.
At hun tog imod hans invitation, og tog pladsen ved siden af ham, var noget som egentlig glædede Carlisle, hvor han med et tydeligt tilfredst smil, lod hende sætte sig ned. Han havde skam ikke taget hendes ord, som nogen beklagelse eller noget lignende, men derimod følte han bare, at han skulle forsvare dem. Det var sådan typisk, når man var en Nimanhra. Han samlede hænderne foran sig. "Tilgiv mig. Jeg er nok bare vant til, at skulle forsvare mig," fortalte han med en dæmpet stemme.
Carlisle forholdt sig fuldkommen afslappet, da han ikke havde nogen grund til at skulle handle eller agere anderledes. "Som nævnt, så er jeg langt hjemmefra," fortalte han med et kort skuldertræk. Selv han havde brug for at trække vejret frit engang imellem.

[Deleted]

Amaryllis kunne godt fornemme på Carlisle, at han var bange for at blive dømt af hende allerede fra start af. Hun var dog en en fordømmende person, da hun troede på det gode i alle, selvom hun også vidste, at den rene ondskab fandtes. Hun var dog overbevist om, at den ikke fandtes her. For selvom Carlisle kom af en familie med mørkt blod i årerne, så kunne det i hendes optik slet ikke sammenlignes med folket fra Dvasias. "Så sandt," svarede hun ham mildt. Hun satte sig godt til rette på breden og lod hendes tæer bevæge sig let under vandet, da det føltes dejligt. Hun lænede sig tilbage på sine arme og vendte blikket mod ham. Hun trak let på munden. Han var vandt til at forsvare sig? Så var det jo klart, at han reagerede som han gjorde. "Alt forladt. Men mig behøver du ikke at forsvare dig overfor," svarede hun roligt. Hun var ikke den anklagende eller dømmende type, så han kunne faktisk roligt slappe af overfor hende, hvis han turde. Hun nikkede let, så meget havde hun da fået med. Hendes blik søgte roligt mod vandet igen, hvor hun førte hendes ben rundt i små cirkler.

[Deleted]

At blive dømt, var Carlisle vant til. Både på grund af hans navn, men også hans race, for han var en vampyr. En del af en i hvert fald, og det kunne han jo ikke ligefrem rende fra, kunne man jo sige. Han slappede dog af, som hun bare satte sig, og opførte sig, som var han enhver anden. Ikke var det noget, som man kunne sige, at han var vant til, og det var nu bare sådan, at det måtte være i den anden ende. Han smilede let for sig selv. "Man bliver hurtigt dømt her til lands.. Jeg beklager," sagde han med en rolig stemme.
Carlisle betragtede sig roligt af hendes skikkelse, som et smil passerede hans læber. Sød virkede hun nu til at være, hvilket i forvejen, var noget som faldt i hans meget gode smag. Han kunne oprigtigt godt lide det. Hvem hun var som person, var ham dog endnu ganske ukendt, men af den grund, så var han da meget nysgerrig. Hovedet lod han søge på sned. At han ikke havde behov for at beskytte sig og forsvare sig, fandt han uden tvivl lettende. Det kunne han godt lide. "Fortæl mig mere om Dem selv," opfordrede han med en rolig stemme. Nu hvor han følte, at han kunne slappe af, så hvorfor ikke få det bedste ud af det?

[Deleted]

Amaryllis tænkte slet ikke over, at hun sad i selskab med en vampyr. For han var jo mere end det, ikke? Man var vel mere end sin race. For hende betød personlighed og væsen mere end race, da man jo ikke kunne dømme en person på baggrund af det almene - hvad alle vidste om ens race. Hun nikkede. Mange procianere var kendt for at være utroligt dømmende, men hun var ikke en af dem - heldigvis for hans vedkommende. "Det er jeg klar over... Det er kendt hos procianere, at de er fremmedhadske, frygtsomme og fordømmende. Men jeg tror på det gode i alle, specielt folket, der bor her, uanset race. Hvem de er, er det som tæller," forklarede hun ham sigende. Hun var faktisk en rummelig person på det punkt, for hun gav folk en chance før hun skar hånden af dem. Hun løftede let sine fødder op ad vandet ved at strække benene og så på vandet, der gled af hendes små fine fødder. Hun sænkede så benene ned i igen og smilede skævt. Det var nu frygtelig behageligt at mærke floden. Hendes blik strøg straks til ham, da han opfordrede hende til at fortælle om sig selv. Hvad skulle hun sige? Og hvad mere, hvad ønskede han at vide? Hun så eftertænksomt på ham. "Mit navn er Amaryllis, men det kender du måske... Jeg er magiker. Jeg har 1 søster, da mine forældre døde, da vi var små og resten af min familie er også afgåede, så vi er kun min søster og jeg tilbage," startede hun ud med. Hun vendte blikket tilbage mod vandet. "Min yndlingssæson er vinter, da jeg er vild med sne.."

[Deleted]

I forvejen, var Carlisle vant til at blive dømt på at være det væsen, som han var, hvilket ikke gjorde det nemmere for ham af den grund. Han slappede dog af omkring hende, og det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele. Han sukkede næsten dæmpet, som han roligt satte sig tilbage, ved at støtte mod hans hænder bag sig. "Jeg kan lide din indstilling," sagde han med et let smil på læben. For ham, var det uden tvivl meget betryggende, at hun ikke ville dømme ham for hvad han var, men i stedet på, hvad han havde gjort, for han havde jo aldrig gjort noget, for at gøre nogen noget ondt.
At hun alligevel valgte at gå med til at fortælle, var noget som han naturligvis godt kunne lide. Han lyttede dog. Han synes nok, at han havde hørt om hende! Amaryllis! Lederen af Magikerne! "Magikernes Leder.." kommenterede han med et stille smil på læben. Derimod, var det noget, som han godt kunne lide. Han nikkede mod hende, inden han roligt satte sig en anelse op igen. "Der kan man jo bare se. Jeg sidder her med meget fint besøg," endte han. Siden hans fader, havde taget pladsen fra ham, som rådgiver, var han nødt ti at finde noget andet at lave, og det var det, som var hans store udfordring. Det var bestemt ikke nemt, for en mand som ham.

[Deleted]

Amaryllis ville ikke dømme folk på deres race. Derimod slog hun hårdt ned på folks personlighed, deres gerninger og ugerninger samt deres valg for livet. Hvis de ikke havde den rette indstilling, havde gjort forkert og uret tilpas gange og tage de forkerte veje, så så hun noget mere ned på dem i forhold til dem, der havde en god indstilling samt prøvede at gøre gode gerninger i verden. Hun smilede skævt. "Det anede mig, det ville falde i god jord hos dig," svarede hun lettere drilsk. Det antog hun i hvert fald ud fra før, hvor han var gået direkte i forsvarsposition, selvom det havde været unødvendigt. Men det havde han vist lært nu, for han virkede ret afslappet i hendes selskab, hvilket også kun gjorde, at hun selv kunne slappe af.
Som en klokke ringede hos ham, så vidste hun også, at hun var opdaget. Også selvom hun ikke direkte havde nævnt, at hun var magikernes leder, men hendes navn var vist nået omkring efterhånden. "Det kan jeg vist ikke løbe fra," svarede hun med et let smil. Hun fnøs let og trak på skuldrene. "Som man ser på det," endte hun. Selv anså hun ikke sin tilstedeværelse for videre fin, da hun slet ikke ville sammenlignes med adelige eller noget lignende. Hun var leder og hun var der for sin race. Og hun var ikke bedre, bare fordi hun var leder.
"Jamen så fortæl lidt om dig selv også," bød hun.

[Deleted]

Carlisle var allerede faldet betydeligt til ro igen, hvilket naturligvis også godt kunne mærkes for øjeblikket. Han vendte blikket mod hendes skikkelse. "Naturligvis," fortalte han med et let smil på læben. Ikke at han kunne, eller ville lægge skjul på det, for den sags skyld. Armene lod han roligt søge over kors, som han ellers afslappet blev siddende ved siden af hende.
At han i øjeblikket, måtte sidde side om side med Magikernes Leder, var da uden tvivl et fint besøg, som han ikke just havde regnet med. Ikke at det gjorde ham noget, for det var faktisk rart, når de højerestående, kunne vise den åbenhed overfor en som ham, faldt i særdeles god jord hos ham, og det lagde han så sandelig heller ikke skjul på, når det endelig skulle være. "Det kan du ikke nej. Jeg må i sandhed sige, at jeg befærder mig i det fine selskab," endte han morende, som han sendte hende et smil. Meget Nimanhra var der i ham, men han nægtede at leve sit liv, som hans fader havde gjort.
Fortælle om sig selv.. Var der overhovedet noget særligt at berette omkring? "Der er vel ikke så meget at sige, andet end hvad der i forvejen er kendt om mig, er der?" spurgte han denne gang med en rolig stemme, som han så på hende. Han lod sine hænder hvile mod hans lår, efter han havde trukket benene en anelse til sig.