I'm Sorry..

[Silia D. Diamaqima]

Ingen af dem havde været engle i dette. De havde ikke taget ansvar for deres ægteskab og Silia måtte nok bare indse at hun var svær at elske med sine hemmeligheder, og den måde hun altid prioriterede arbejdet, men det var svært når det var sådan hun var vokset op. Hans bøn om at hun ikke skulle fælde tårer, gjorde det næsten kun værre, selvom hun ihærdigt forsøgte at tørre dem væk, men de stoppede bare ikke. "Undskyld," mumlede hun forsøgte sig med en dyb indånding for ikke at komme til at hulke.
"Det ved jeg godt du er. Det er vi begge," hun så kort på ham. Desværre så hjalp det dem ikke. Hun elskede ham af hele sit hjerte, det virkede underligt nogensinde at skulle elske nogen anden, men som det stod nu, så ville det være fremtiden.. en dag. Som han satte sig ned ved siden af hende, vendte hun sig mod ham mens så på deres hænder for at samle sig mod til at se på ham igen.
"Jeg.. jeg græder ikke for at prikke til din samvittighed Gabriel. Jeg græder fordi jeg elsker dig, og lige nu kan se det hele smuldre mellem vores fingre, og tanken om at miste dig gør ondt," indrømmede hun. En tårer faldt ned på hans ring og løb over hans ene finger. Silia lagde hurtigt sin hånd over hans for at tørre den væk, det var ydmygende for hende også. "Jeg kan ikke holde på dig når dit hjerte banker for en anden, men guderne må vide hvor meget jeg ønsker det," hun rystede på hovedet. Lige nu ville hun ønske at hun vågnede og fandt ud af at dette bare var en ond drøm.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ingen af dem, havde taget ansvar for deres ægteskab, og nu hvor de forsøgte, så var det vel et sted allerede for sent? Det var vel næsten det som var det værste af det hele. Han havde det virkelig dårligt, og at se hende sidde og græde, var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget nemmere for ham. Tvært imod, så gjorde det kun tingene meget værre!
"Jeg kan ikke lide, at du er ked af det, Silia.." Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen, hvor han tog omkring hendes hånd, bare for at have noget at holde fast i. Han var virkelig ked af det. "Jeg elsker virkelig også dig, Silia.. Det gør jeg virkelig.." Selvom der var meget svært at se nu, måske, så var det nu alligevel den rene sandhed. Han elskede hende virkelig! Og han havde det virkelig dårligt med det, som han havde gjort.
Gabriel lukkede øjnene for et kort øjeblik, mens han virkelig forsøgte at tage sig sammen. Hun gjorde det virkelig heller ikke nemt for ham lige i øjeblikket. Han trykkede omkring hendes hånd. "Jeg ved godt, at jeg lige nu, har gjort dig uret.. Men.. Det er ikke fordi at du ikke kan.. Jeg tror bare ikke at.. ja.." At sige det, var næsten noget af det værste af det hele, og hvad kunne han da ellers gøre ved det? Han rystede på hovedet igen, inden han trak hænderne til sig og rejste sig. Det var langt sværere, end hvad han lige havde regnet med.

[Silia D. Diamaqima]

I dagevis havde hun gået med en knude i maven i tro om at hendes handling havde ødelagt deres ægteskab, men den handling gled nærmest i baggrunden u. Han nærede følelser for en anden kvinde, hun kunne tilgive det, men det ville ikke ændre på at han altid ville længes et andet sted hen, og somme tider var kærlighed at lade den man elskede gå, det havde hun set med Faith og Kimeya alt for mange gange. "Men jeg er ked af det," sagde hun og forsøgte at sende ham et smil bag sine tårer, trods det blev ret så halvhjertet.
"Det bare ikke nok.." færddiggjorde hun for ham og nikkede. Det værste var at hun forstod det. Hun var vokset op med den slags omkring sig, Faith og Kimeya, hendes mor og far.. somme tider var kærlighed ikke det afgørende, men det gjorde ikke mindre ondt af den grund.
"Det vil ikke gøre nogen forskel. Jeg hverken kan eller vil være hende, og jeg vil hellere miste dig end at have dig halvt," hun tog sig til panden og lukkede øjnene. Det var så svært at sige, hun følte sig nærmest syg. Helt overophedet og skælvende.
"Jeg tror.. jeg tror jeg tager hjem til Jophiel i nat. Så har du lidt luft, og så kan vi finde ud af hvad vi gør med Procias, når alt det her lige er forbi," hun rynkede på panden og rejste sig. Det var svært for hende at skulle fratræde et ansvar, men hun kunne heller ikke stå med det selv, ikke i længere tid, og tanken om at finde en ny efter ham.. det var alt for uoverskueligt lige nu.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde nu hele dagen, gået med en voldsom samvittighed, over det, som han havde gjort, og nu viste det sig, at han ikke var den eneste, som havde begået den grusomme handling? Selvom det gjorde ham direkte trist at vide, at han gjorde hende ondt, og særligt fordi, at han havde lovet hendes moder det modsatte, så gjorde det virkelig ondt på ham. Han hadede, at se hende ked af det.
"Jeg hader bare, at se dig ked af det.." endte han med en dæmpet stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Svært, som det nu end måtte være, at håndtere, så var det bare sådan at det var.. De måtte jo bare forsøge at komme igennem det, selvom det ikke så ud som om, at det var til deres favør, at det foregik på denne her måde.
At høre hende sige, at hun hellere ville miste ham, end at have ham halvt, var som at jage en kniv direkte i hans bryst. Han ville jo ikke miste hende. "Jeg vil gerne have, at vi finder ud af det hele... sammen, Silia.. For en gangs skyld, så skal vi gøre de ting sammen.." Han vendte blikket mod hende, som hun selv havde valgt at rejse sig.
Gabriel lod blikket søge direkte til gulvet, som hun sagde, at hun ville søge til Jophiel for natten. Han trak vejret dybt. Tæt på Thranduil med andre ord? "Kan du ikke godt blive?" bad han. Han ville virkelig gerne finde ud af hvad de skulle gøre herfra!

[Silia D. Diamaqima]

De havde skænket hinanden store løfter engang, og Silia huskede de ord i hovedet. Kærlighed havde ikke været involveret og alligevel var hun bare blevet mere og mere glad for ham. Der var engang hvor hun i hemmelighed havde nydt når han lagde sig ned ved siden af hende om aftenen, og hvor bare synet havde givet hende sommerfugle i maven, og nu var der en anden kvinde der skulle være offer for det. Hun hadede at indrømme det, men hun var jaloux. "Er du ikke ked af det?" spurgte hun stille. Det var selvfølgelig ikke ham der mistede, for han fik noget i den anden ende, men de havde haft noget særligt, det måtte han i det mindste stå ved. Mente han at han ville finde ud af det sammen med hende? Eller at de skulle finde ud af problematikken omkring Procias sammen? "Jeg hader af hele mit hjerte at bede dig om det, Gabriel, men du kan ikke have både og. Du er nødt til at vælge og det er simpelt. Enten så forsøger vi at løse det her sammen, ellers så siger vi nok er nok og du satser på noget du lod gå for mange år siden. Jeg vil respekterer dig uanset hvad, du er ikke kun min mand, du er også min bedste ven og min onkel," påmindede hun og holdt vejret for ikke at græde mere end hun allerede gjorde. Det lykkedes dog ikke specielt godt.
Endnu engang rejste hun sig og vendte sig mod ham. "Hvis du forsvinder.. så kan jeg ikke være her samtidig," hendes stemme var kun en svag hvisken, den havde mistet alt kraft.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Om Gabriel var ked af det? Han var mere end ked af det! Han vendte blikket mod hende. Om han havde noget i den anden ende, tvivlede han stærkt på. Denjarna virkede ikke just til at være et direkte.. kærestepotentiale.. Han vidste det faktisk ikke rigtigt mere. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. "Det dræber mig indvendig," sagde han direkte. Det var ikke engang en løgn. Oprigtigt, så følte han, at det hele var ved at æde ham op indefra.
At hun rejste sig igen, fik Gabriel til at vende blikket mod hende. Han ønskede jo ikke at miste hende. Selvom det slet ikke havde været meningen, at følelserne, skulle komme, men det havde de.. I dette tilfælde, så for begge kvinder. Han rystede kort på hovedet. "Tror du, at det er noget, som jeg er stolt af, Silia? Jeg vil ikke rende mellem jer.. Jeg vil bare gerne have, at vi finder ud af hvad vi gør.. og så gør noget.." Ville de blive sammen? Ville de gøre det slut? Han ville jo ikke bare have, at hun tog ud i skoven og gemte sig der - endda tæt på Thranduil!
Hænderne lod Gabriel denne gang glide mod hendes kinder, som han strøg fri af tårer. Han forsøgte. Hans egne øjne var blanke. Det var langt hårdere, end hvad han lige havde regnet med. "Vi bliver her.. begge to, til vi har fundet ud af det.." fastholdt han med en bestemt mine. De var nødt til at finde ud af det.. og gerne inden at den uro, som var mellem dem, ville sprede sig til resten af landet.

[Silia D. Diamaqima]

Det var svært for hende at finde ud af det. Normalt havde hun altid en løsning, altid et logisk svar, men lige nu var der intet. Det her var det eneste punkt hvor han var mere forberedt end hun var. De mørke øjne så ind i den knitrende pejs. Det var ikke hendes mening at give ham dårlig samvittighed når hun nu selv ikke havde været meget bedre, men på den anden side, så var hun både vred og skuffet, mest over at han havde følelser for en gammel kvinde, hvilket var det mest tåbelige, for man var ikke herre over den slags.
"Nej det tror jeg ikke du vil, det du en for god mand til," sagde hun ærligt. Forsigtigt trådte hun et skridt tættere på ham, og lagde sine skælvende hænder på hans stærke overarme. "Jeg kan ikke fortælle dig hvad du bør gøre. Jeg vil give alt for ikke at miste dig.. jeg kan slet ikke forestille mig nogensinde at skulle elske en anden mand, men før jeg kan give mig selv for det her ægteskab, er du nødt til at finde ud af om det er det du ønsker, Gabriel," sagde hun stille, og strøg sine hænder ned over hans arme. Hans varme hænder lullede hendes øjenlåg i. Tårerne stoppede med at trille, i det mindste lige nu. Han havde ret.. det nyttede intet at gemme sig, og måske der stadig var et spinkelt håb? Hun lagde sine hænder over hans og nikkede. "Du har ret. Kom lad os sætte os," hun fjernede hans hænder, kun for at lede ham med sig tilbage til sofaen hvor hun igen satte sig og trak ham med sig ned. Hvad skulle hun sige? Hvad ønskede han virkelig?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det virkelig af helvede til med sig selv, og det som var sket, for det var slet ikke meningen. De gamle følelser var blusset, og det var vel bare gået op for ham, at han havde holdt langt mere af Denjarna, og fordi, at hun havde gjort ham ondt dengang.. Og nu havde han jo bare fundet ud af, hvad det egentlig havde haft af betydning for ham.
"Jeg hader, at være den, der har gjort dig ked af det," endte han med en oprigtig stemme. Det åd ham virkelig op indefra, og selvom han måske ikke var den der lukkede det særlig meget ud.. så ville hun slet ikke vide, hvordan han havde set ud på vejen hjem, og hvilken lang tur, det egentlig havde været for ham. Hænderne mod hans overarme, satte en sitren i ham. Han vendte blikket ned mod dem. Han elskede når hun rørte ved ham. Det var bare en skam, at det kun skete, når de var derude, hvor alt var ved at gå galt. Han sukkede dæmpet. "Jeg ønsker heller ikke dine råd, Silia.. Det der frustrerer mig, er at.. vi kun kan finde tiden sammen, når det er sådan her.." Han satte sig ned ved siden af hende, hvor han denne gang, også tog omkring hendes hånd. Denne trykkede han let om.
De skulle ikke flygte, og de skulle ikke gemme sig. Det var meningen, og det var vigtigt, at det her, var noget som de rent faktisk fandt ud af. "Jeg ved ikke hvad det rette skulle være.. Jeg er ikke herre over det, Silia.." endte han dæmpet. Et sted, følte han vel lidt, at det bare manglede, at han skulle give hende et undskyld, for det hele? Han sukkede let, inden han lagde hovedet tilbage, og lod hænderne glide over hans ansigt. "Det her, det går ikke.." endte han dæmpet. Han havde det virkelig dårligt med det.

[Silia D. Diamaqima]

Aldrig havde hun haft så ondt i maven. Alle hemmeligheder og løgne hun havde skænket for at bevarer familiehemmelighederne, kunne på ingen måde hamle op med dette. Inden i følte hun sig knust og bange for at miste det liv som de sammen havde opbygget. Perfekt var det ikke, de var dårlige til at give sig tid til hinanden, men følelserne var der.. i hvert fald fra hendes side. "Jeg hader at du skal se mig sådan," indrømmede hun og gjorde en lidt fustreret armbevægelse. Normalt ville hun skjule sin sorg bag en maske, men lige nu virkede det umuligt. "Det frustrere også mig. Jeg savner at være en ligegyldig pige fra skoven, det, men ingen her mener jeg er god nok til hverken denne trone eller til dig, så jeg føler at jeg skal bevise noget, det er så svært for mig at lade det ligge," indrømmede hun satte sig med et ben oppe i sofaen, så hun var i stand til at se på ham.
Hendes hånd hvilede i hans. Det var ikke første gang de stod her, og det gjorde hende ked af det. "Så måske.." hun trak vejret dybt. "Så måske det er bedst at du finder ud af det? Måske det er bare er bedst hvis vi.. går hver til sit og ser hvad der ske? Måske bliver du lykkelig med Denjarna, måske kommer du tilbage til mig, under alle omstændigheder så bliver du ført hvor dit hjerte ønsker?" foreslog hun og følte tårerne vælde op i hendes øjne. Det efterlod hende med en ganske lille chance, men i det mindste en chance for at han kunne undersøge sine følelser for Denjarna og forhåbentligt opdage at han ikke kunne undvære hende, men det var bare et spinkelt lille håb.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel hadet, at være grunden til at hun handlede og reagerede på den måde. Det var næsten det, som for ham, var det værste. "Jeg hader, at få dig til at føle sådan her," pointerede han med en ærlig stemme. Han havde altid været en mand, af mange følelser, og det kunne han uden tvivl godt mærke, som det var lige nu. Var det her enden på det hele? Han håbede det virkelig ikke, men det var svært for ham, at forholde sig anderledes til det, hvilket da uden tvivl var det, som for ham, var det værste.
Hun følte ikke, at hun var ham værdig? Det var det stik modsatte, som han måtte tænke og føle, og det var det, som uden tvivl også forvirrede ham en anelse. Han rystede på hovedet. Det var da tydeligt ham, som ikke var god nok til hende, og det var jo også det eneste, som kunne og måtte komme til udtryk for ham lige nu. "Du er bedre egnet til den, end hvad jeg nogensinde har været, Silia.. Derfor skal du ikke tro, at du ikke er det værd.. Hvis der nogen, der ikke er nogen værdig, er det da mig.." Ikke fordi at han ville tale ned om sig selv, men alle de hemmeligheder, og den måde, som hun agerede overfor tingene.. Han følte sig jo som en komplet idiot ved siden af.
Hendes ord, slog hårdt. Hun ville opfordre ham til at søge væk og finde ud af det? Han vendte de krystalblå øjne mod hende. Så det hele skulle have lov til at hænge på ham? Hun havde nok ret.. Det var nok bedst, at de gik hvert til sit, selvom det var det sidste, som han havde lyst til. Han nikkede blot. "Det.. har du nok ret i.. Jeg vil heller ikke give dig falske forhåbninger, Silia.. men det er jo ikke gået, selvom vi begge meget gerne ville det. Jeg ved bare ikke.." Han rystede frustreret på hovedet igen. Det hele var virkelig bare svært!

[Silia D. Diamaqima]

Det plejede at være ham som var præget af følelserne og hende som holdt masken, men i aften var rollerne byttet om. Før ham havde hun haft sin familie, og hvis han forsvandt så ville hun miste manden hun elskede, formentlig til en anden og hun ville være alene i Procias, med et folk der hadede hende og med alt for mange problemer for blot én person. Selv hendes familie var så splittet som den kunne blive. "Jeg havde også helst været fri," svarede hun og forsøgte sig igen med et smil i et forsøg på at lette stemningen, men det endte bare i en sørgelig grimasse. Inderst inde vidste de begge hvad det rigtige ville være, men hun havde ikke lyst til at gå ned af den sti! "Det virker måske let for mig, men jeg skjuler mig bag mit navn. Sandheden er at jeg ikke ved hvad jeg laver, jeg prøver at gøre det godt, men de hader mig mere og mere, og jeg var bange for at du på et tidspunkt ville indse at jeg slet ikke var god nok til dig, bange for at de havde.. ret," hun så ned. Hvem skulle have troet at en Diamaqima kunne være så usikker? Desværre var hun bare elendig til at fortælle ham omkring det.
Inderst inde forekom det hende tydeligt at valget allerede var taget. Måden han forsøgte at undskylde det på og t han ikke ville give hende falske forhåbninger.. hun sank en klump. "Jeg tror godt du ved det, ellers ville du ikke give mig ret. Jeg skal nok lade være med at sidde og forvente at du kommer tilbage, for det gør jeg ikke, men jag kan ikke være den som holder dig tilbage. Det elsker jeg dig for højt til," sagde hun ærligt og mærkede nye tårer bane sig vej over hendes kinder.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At se Silia så forbandet ked af det, gjorde virkelig ondt, og særligt fordi, at han vidste, at det var hans skyld, at hun i øjeblikket, sad og fældede tårer, hvilket slet ikke varen tanke, som han kunne lide. Han vendte blikket ned af sig, næsten som var han en dreng fanget med hånden i kagedåsen. "Det tror jeg nu, at vi begge ville være," sagde han med en ærlig stemme. Han bed tænderne tydeligt sammen.
Selvom hun havde sit navn at skjule sig bag, kunne Gabriel også tildels have sit eget, selvom hans egen moder så pænt havde formået at ødelægge det for ham, allerede inden, han var blevet gammel nok til at kunne bruge det. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre. Langt fra faktisk. "Det skal du slet ikke sige," endte han denne gang med en mere hård stemme. Endnu en gang, vende han blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Smuk som hun var, og så fantastisk en kvinde, som hun var. "Du er stadig en fantastisk kvinde.. Du fortjener det bedste... og det er jeg bare bange for, at jeg ikke kan give dig.." pointerede han stille.
Skulle han gå? Gabriel kunne ikke rigtigt finde ud af det. Hun fældede tårer, og hans egne pressede sig for alvor på nu, hvilket i forvejen, var direkte ubehageligt! Han kunne virkelig ikke lide det. Han følte lidt, det var at efterlade hende med et falsk håb. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han knyttede næverne let. Det var en voldsom knude i brystet, som bare ikke slap på noget tidspunkt. "Jeg elsker dig. Det er ord, som du aldrig nogensinde må tvivle på, for det gør jeg.." Denne gang lagde han hænderne mod hendes kinder, som han strøg let, inden han plantede et kys mod hendes pande. Han hadede virkelig sig selv for det! "Jeg kan ikke blive her.." endte han med en dæmpet stemme. Skulle de gå hvert til sit, så ville han heller ikke pine hende mere end hvad godt var.

[Silia D. Diamaqima]

Var det normalt at hendes eget sind plagede hende med minder over alle deres gode tider og alle deres kampe, nu hvor de stod ved skillevejen? Hvis det her var at elske, så ville hun næsten ønske at hun havde været foruden, det var den flygtige tanke, for på sigt havde han givet hende så meget. Det kom næsten lidt bag på hende at høre ham så hård, det lignede ham ikke. Hun så op og lagde hovedet lidt på skrå. Hvis hun var så fantastisk, hvorfor pokker var Denjarna så bedre? Det var ikke en tanke hun havde ret til at gøre sig, men alligevel var det svært at lade være. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare, så hun så bare ned. Inderst inde så var det han kunne give hende nok. Tanken om at skulle mangle det var næsten ikke til at se sig ud af, men på den anden side kunne ingen jo vide om han havde ret, desuden ville hun ikke plage ham ved at tage den diskussion op også.
"Jeg elsker også dig," svarede hun og lukkede øjnene. Hans læber var varme og beroligende, desværre havde det bare ikke den største effekt. Nu ville han pludselig gå? Hun rejste sig. Inden han gik var hun nødt til at komme væk, for at se ham vende ryggen til hende, ville knuse hende mere end hun følte sig i forvejen. "Tag din tid. Jeg tager hjem til Jophiel," konstaterede hun og stoppede op foran ham. "Jeg fortryder ikke én dag med dig, Gabriel. Jeg fortryder kun at jeg jeg lod det løbe ud i sandet. Hav det godt," hun strakte sig og plantede et kys mod hans kind, inden hun med hastige skridt nærmest flygtede ud af døren bare for at komme væk.

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det virkelig af helvede til, hvilket han ikke rigtigt kunne stille noget op med. Silia tog det på ingen måder, som han havde regnet med. Faktisk måtte han erkende, at han hellere ville have, at hun råbte og skreg af ham, end det modsatte. Her stod hun smilende.. strøg over hans arme, og fortalte ham, at det hele nok skulle gå. Det var ikke ligefrem det, som han havde lyst til at høre, og særligt ikke nu.
Han var ikke et sekund i tvivl om, at han elskede hende, for det gjorde han virkelig. Han kunne ærlig talt, slet ikke forestille sig et liv uden hende som en del af det, selvom han vel.. blev nødt til det, før eller siden? Særligt når det var sådan her? "Okay..." endte han med en rolig stemme. Hvis hun ville hjem til Jophiel, skulle han selvfølgelig ikke forhindre hende i at gøre det. Det var jo trods alt hendes bror, så det kunne han da heller ikke ligefrem selv sige noget til, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Mere nåede han dog ikke rigtigt at sige, inden hun direkte.. stormet ud af døren, som flygtede hun fra ham. Der faldt en enkelt tårer ned af hans kind. Var det hele virkelig ødelagt nu? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, hvilket næsten var det værste af det hele. Ringen lagde han fra sig på bordet.
Blikket lod Gabriel langsomt glide til ringen på hans finger. Den som pludselig føles som en byrde for ham at bære. Han tog den af og vejede den i sin hånd. Han lagde den på bordet foran sig. Han kunne slet ikke overkomme, at skulle kigge på den længere. Her kunne han ikke blive. Slottets murer kvalte ham! Han søgte dog den modsatte vej, hvor han endnu en gang, søgte til den store balkon. Her hamrede han næsten dørene op, inden han satte i løb, og sprang udover kanten. Vingerne bredte han, inden han søgte væk. Hvorhen, vidste han ikke. Her kunne han bare ikke blive.

//Out