I'm Sorry..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia D. Diamaqima

---

Det var hen på aftenen, da Gabriel havde fundet vejen til pejsestuen. Det var endnu lunt i vejret, og det havde sine fordele, som det havde sine ulemper. Gabriel var præget af en indre uro. Efter han havde forladt Denjarna i Manjarno, havde han ikke formået at få hende ud af hovedet. Var det de samme gamle følelser, som var vækket til live, efter alle de år? Havde han gemt det hele bag vrede og sorg, fordi at hun havde valgt ham fra dengang?
Foran ham, havde han et glas rødvin. Han var for længst kommet over sine tømmermænd, men skammen over det, som var sket, samt gjort, var uden tvivl til stede. Let rystede Gabriel på hovedet, som han bundede sin vin, inden han satte glasset fra sig på bordet igen. Han var pæn i tøjet, og vingerne var renset og tørret. Blikket gled adskillige gange ned mod ringen, som han havde siddende på sin hånd, og grotesk som det end måtte være, så skammede han sig uden tvivl over, at han havde gjort det... og så alligevel ikke.
Frustreret rejste Gabriel sig op, inden han søgte til de store døre, ud til den massive balkon, som var lige udenfor. Han slog de store døre op og søgte ud. Vinden var blid og den var tildels nedkølende, og det var uden tvivl forbandet rart i hans verden. Hovedet sænkede han derfor, da han søgte hen til kanten, som han lod hænderne glide mod. Han vendte blikket udover sit rige.. Det som Silia og ham, kæmpede for at holde ovenvande.. Hvor længe de mon kunne holde skuden ovenvande? Denjarna havde vel ret, når hun sagde, at det hang i en tynd tråd? Grotesk som det end lød.

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde forsøgt at komme igennem aftenens arbejde, men hendes koncentrationsniveau var mindre end nul, hvilket var ret sjældent for hende. Hele aftenen havde tanker plaget hende, tanker om hende og Gabriel, og om Thranduil. Hun forstod ikke hvordan hun havde kunnet få sig selv til at give efter, velvidende om konsekvenserne. Sidenhen havde hun kun set Gabriel i korte øjeblikke, men det var nok til at give hende ondt i maven hver gang. Efterhånden var hun begyndt at frygte at Thranduil havde haft ret.. ret i at de ikke kunne blive ved med at lade som om at alt mellem dem var fint. Frustreret skubbede hun sit arbejde til siden og kørte hånden over sit ansigt. Gabriel var det bedste der var sket hende, og hun elskede ham, hvilket kun gjorde det endnu hårdere at vide hvor meget hun havde svigtet ham.
Hun rejste sig og forlod sit kontor. På vejen mødte hun en ung kammerpige som de havde haft i et stykke tid nu. Umådelig sød og smuk pige. "Har De set Gabriel?" spurgte hun med et lidt overbærende smil "I Pejsestuen min Dronning," svarede hun. Silia nikkede og fortsatte ned af gangen mod pejsestuen. Hendes lange hår var bundet i en lang fletning der hang over hendes skulder. Med en knude i maven stoppede hun op foran til døren og tog en dyb indånding før hun skubbede den op og anede hans skikkelse ude på balkonnen. Synet mindede hende om hvor meget hun elskede ham, og hvor meget hun hadede sig selv. Forsigtigt skubbede hun døren i og gik ham i møde, i tvivl om hvor vidt han overhovedet havde hørt hende. "Der var du jo," konstaterede hun og sneg armene omkring ham bagfra.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Fuldstændig opspist af sin egen skam, over hvad han havde gjort med Denjarna - ikke bare en gang, men op til flere gange på en enkelt dag, og han kunne nu kun fortryde, at han havde gjort det, og alligevel ladet kvinden komme ham så tæt, at det som engang havde været, atter måtte blusse op i ham. Det var uden tvivl en direkte irriterende og frustrerende tanke, for han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det nu!
Som døren måtte gå op, hævede han blikket en anelse. Det sitrede let i ham, som armene blev lagt omkring ham. Det måtte jo kun være Silia. Ikke at det var en tanke som gjorde det meget bedre. Han mærkede knuden i maven, selvom han virkelig forsøgte at se bort fra den. Han vendte blikket ned mod hendes hænder omkring hans liv, hvor han også lod hænderne stryge over hendes i stedet for.
Han rystede kort på hovedet af sig selv. "Jeg troede du sad midt i arbejdet, Silia," pointerede han med en rolig stemme, inden han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, ved forsigtigt at vende sig, så hun ikke fik en vinge i ansigtet. Han sendte hende et smil. Han savnede hende.. Han elskede hende, og han ønskede selvfølgelig, at hun havde det godt, og var beskyttet. Ligesom han i sin tid, også havde lovet hendes kære mor. Deres ægteskab, var helt hen i vejret - for at sige det mildt, og han var virkelig ked af det. Han var virkelig, virkelig ked af det.

[Silia D. Diamaqima]

Gabriels duft fyldte hende med en følelse af tryghed og velvære. Hun betvivlede ikke sin kærlighed til ham, eller hans til hende, men det gik kun ned af bakke, og mere og mere for hver dag de ledte dette forbistrede land. Dybt i hende følte hun frygt for at miste ham. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hans stærke ryg omsvøbt af hans klæder. Hans varme hænder lagde sig over hendes og fik hende til at lukke øjnene for et kort øjeblik. "Det var jeg også, men jeg kunne ikke samle mig om det i aften," sagde hun ærligt og bakkede lidt tilbage så han kunne vende sig om mod hende.
Forsigtigt lagde hun i stedet hænderne på hans bryst, og studerede dem hvile der, udelukkende fordi det var nemmere end at se ham i øjnene. Hun havde ondt, og hun havde det skidt med at have givet efter for sine instinkter, men det vidnede jo også bare om at noget ikke var som det burde.
"Jeg savnede dig," hun bed tænderne en smule sammen. En lille djævel i hende overvejede at tie omkring Thranduil og i stedet forsøge at forbedre det de havde, hvilket de også havde prøvet sammen, og det var aldrig rigtigt lykkes. Vinden kærtegnede mildt hendes kinder, det var helt rart at mærke lidt køligt for en gangs skyld, det hjalp hende til at holde hovedet lidt koldt. Hun mærkede sit hjerte slå. Sandheden var at hun aldrig havde regnet med at skulle sidde med en sådan følelse. Blidt strøg hun sine tomler hen over hans bryst og hævede sit blik til hans. Helidgivs afslørede det intet, hun var vant til hemmeligheder men denne hadede hun sig selv for.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Diamaqima havde altid været en familie fyldt med hemmeligheder, og i øjeblikket gik Gabriel rundt med en selv, som han slet ikke vidste, hvordan han skulle kunne overkomme. Han havde jo trods alt aldrig været god til den slags, og det kunne da uden tvivl godt mærkes i øjeblikket.
Nu hvor han stod ansigt til ansigt med sin egen hustru, som han uden tvivl var glad for. Han elskede hende, og ønskede, at gøre hvad han kunne, for at sikre sig, at hun havde det godt, da det egentlig var det eneste, som havde nogen betydning, så var det vel heller ikke underligt, at han et sted følte, at han havde fejlet den opgave, ved at have handlet, som han nu havde gjort?
At hun ikke kunne samle sig om arbejdet i aften, kom et sted bag på ham. "Det plejer aldrig at være dig et problem, min kære." Han rynkede en anelse i panden. Han var overbevist om, at han burde fortælle Silia det hele. Han burde fortælle hende, hvad der var sket, og hvad han havde lavet, for han ville slet ikke kunne overkomme det andet. Tanken om det, var noget, som et sted uden tvivl gjorde ham direkte ked af det! At hun havde savnet ham, fik ham svagt til at skære en grimasse. Hvor han dog hadede, at han havde gjort det, og nu måtte mærke sig af konsekvenserne ved det! "Silia... Vi er nødt til at snakke," endte han. Han kunne lige så godt få det sagt.. Hånden hævede han til hendes, som han trykkede om. Han hadede sig selv for det, som han havde gjort.

[Silia D. Diamaqima]

Noget var anderledes. Somme tider var det en forbandelse at være en Diamaqima og kunne læse de fleste som var de åbne bøger. Gabriel var endnu lettere, fordi hun havde kendt ham i så mange år, han havde ikke den samme gnist, og når han smilte lod det ikke til at være oprigtigt. De vidste begge at de havde nogle udfordringer, men de kunne da overkomme dem, kunne de ikke? "Nej. Jeg har bare meget at tænke på tror jeg, desuden lovede vi hinanden at vi skulle give tid til at være sammen," påmindede hun og skjulte sin altopslugende samvittighed bag et naturligt smil.
Nathaniel havde lært hende at gemme sine følelser væg for sit ansvar, han havde lært hende at prioritere og langt hen af vejen var det nok grunden til at de konstant døjede med de samme problemer, for hun havde så svært ved at give slip. Hans blik tørrede smilet af hendes læber. Vidste han det allerede? "Hvad skal vi snakke om?" spurgte hun lidt bekymret. Hvis nogen var kommet hende i forekøbet, så havde hun problemer, men hvem skulle have set dem? Det havde været sent i en hytte som ingen bemærkede længere. Hun rystede på hovedet og vaskede tankerne væk. "Du har ret, vi er nødt til at snakke," medgav hun lidt mere alvorligt. Hun var nødt til at tage ansvar for sine handlinger som hendes far havde lært hende at gøre det, for alt andet var urimeligt, særligt overfor en mand der havde gjort så meget for hende, og som betød så meget som han gjorde.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Der var mange ting som var anderledes. Den samvittighed, som prægede Gabriel, var virkelig dræbende, og det kunne han uden tvivl godt mærke. Han ville egentlig bare gerne have det lettet, så han måske kunne komme til at trække vejret frit igen! For det var det, som han uden tvivl. Hvad det så ville gøre med dem, vidste han faktisk ikke, og det var næsten det, som for ham, var det værste lige nu. "Det har du helt ret i.. Jeg har savnet at tilbringe den tid med dig," sagde han med en sandfærdig mine. For ham, var det vigtigt, at få det her sagt.. Han ville jo trods alt heller ikke holde hende for løgn.
Ikke var der nogen, der var kommet hende i forkøbet, som han derimod selv, havde gjort ting, som han slet ikke burde have gjort, og det kunne han da uden tvivl godt mærke. Han trak vejret dybt. Hun gav ham ret? Hvordan skulle det fortolkes? Var der nogen, som var kommet ham i forkøbet? Hvor langt, var rygterne egentlig gået? Han tog om begge hendes hænder, hvor han blot nikkede istemmende, inden han førte hende med sig tilbage til pejsestuen. Han forventede et sted, at det var slut med ægteskabet, når det var det her, der skete? "Sæt dig med mig," bad han, som han roligt satte sig på sofaen. Knuden voksede, han følte, at han blev nervøs. Det var uden tvivl forbandet ubehageligt, at have det på den måde.

[Silia D. Diamaqima]

Silia brød sig ikke om hvordan han pludselig så på hende. Hun mærkede sit hjerte slå hårdere. Uanset hvad så kunne de ikke gå fra hinanden, kunne de? De ledte et land sammen og hun ville nok ikke kunne gøre det uden ham, slet ikke med den mistillid som procianerne nærede til hende, men den tid den sorg. Hun var nødt til at fortælle sig selv at det nok skulle gå. "I lige måde. En dag lære vi forhåbentligt," hun forsøgte at smile men lige nu var hun urolig, og kunne ikke rigtigt få det frem på sine læber.
Hans klamme hænder og nervøse tone smittede hurtigt lidt af på hende, trods hun gemte det lidt bag en anden maske. "Meget vel," lidt tøvende gik hun med ham ind i pejsestuen og satte sig ned i sofaen foran den blussende ild. Sandt at sige, så havde hun det ret varmt lige nu, og manglede slet ikke varmen fra ilden også, men det var en anden snak. "Fortæl mig hvad der er galt. Jeg kan ikke lide den måde du ser på mig på," sagde hun ærligt. Bekymrede rynker trådte frem på hendes pande. Hans hænder slap hun for at placere sine egne hænder i hendes skød. Hvis han vidste om hende og Thranduil så ville han tro at hun havde løjet.. ville han forlade hende?
Frem for at reagere med panik, tog hun en dyb indånding og forholdt sig rolig, slog koldt vand i blodet, for hun ville ikke ødelægge sit ægteskab, hvis hun kunne blive fri for det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel forsøgte for alt i verden, ikke at lade sig påvirke af noget som helst, selvom det var svært. Den samvittighed, som han var præget af, åd ham virkelig op indefra, uden at han kunne gøre noget som helst ved det. Helt igennem forfærdeligt!
"Det kunne man jo kun håbe på," sagde han med en rolig stemme. Så rolig, som det nu var ham overhovedet muligt, selvom det virkelig ikke var nemt for ham, på nogen måde i det hele taget. Langsomt vendte han blikket mod hendes skikkelse, som hun tog pladsen ved siden af ham. Han var nervøs. Han frygtede for, hvordan hun ville reagere på det, og særligt fordi at han ikke var nær så god til at holde på hemmeligheder, som hun var. Faktisk var han direkte elendig til det.
"Det..." Han tav kortfattet. Skulle han bare få det sagt og derved få det overstået med det samme? "Der skete noget på vores drengeaften ude, Silia..." De krystalblå øjne søgte til hendes skikkelse endnu en gang. Denjarna havde førhen været et af Silias store problemer, og det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre det meget bedre, ved at fortælle hende, hvad der var sket. "Denjarna dukkede op," begyndte han. Det var faktisk svært at sige.. Hårdere end hvad han i udgangspunktet egentlig havde regnet med.

[Silia D. Diamaqima]

Samvittigheden nærmest gnavede sig ind i hans mimik. Silia satte sig til rette og så lidt bekymret på ham. Hun vidste at Jason og Marius havde taget ham med ud for at hygge sig lidt, hvilket ikke havde været hende et problem, mest fordi hun stolede på de tre mænd mere end nogen anden. At der var mere til historien end han fortalte stod allerede klart. Han ville ikke have set på hende med den samvittighed hvis det bare havde været det. Sandheden gik op for hende i samme øjeblik han nævnte Denjarna.
I et langt øjeblik stirrede hun bare ind i hans blå øjne, uden egentlig at se på ham. Gabriel vidste hvordan hun havde haft det med Denjarna, fordi hun vidste at han engang havde elsket hende, og den kvinde var alt som enhver anden kvinde gerne ville være. Smuk, forførende og succesfuld. Lidt pludseligt rejste hun sig i rastløshed og mærkede tårerne presse sig på. Det værste var at hun ikke havde ret til at være vred, for hun havde gjort det samme, men det ramte.. hårdere end ventet. "Du.. var sammen med hende var du ikke?" spurgte hun direkte og forsøgte at virke fattet, men for første gang nogensinde afslørede hendes stemme usikkerhed og frygt, det lå ellers ikke til hende. Hvordan kunne Jason og Marius have ladet det ske?! Hun lagde hånden for sin mund og så væk med tårer i øjnene. Det værste var at hun var ligeså dum som ham, og at det bestemt ikke gjorde det bedre for deres ægteskab.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel følte virkelig samvittigheden æde ham op inde fra, og han kunne virkelig ikke gøre noget ved det, hvilket næsten var det værste af det hele. Helt og særdeles grotesk, som det end måtte være, så ville han alligevel lade hende vide det. Selv var han en mand, som gik ind for ærlighed, og selvom han vidste, at det som han havde gjort, var forkert som intet andet, så var det også sket.. mere end en gang, på den aften og nat, samt dag, som havde fulgt med.
Hvad Jason havde lavet, samtidig, vidste han ikke. Det eneste, som han vidste, var at Marius var taget hjem. Han rystede kort på hovedet, som hun rejste sig igen. Hun reagerede langt hårdere end det, som han lige havde regnet med, at hun ville have gjort. Han rejste sig ved siden af hende. "Det.. det kan jeg ikke benægte, Silia.." Han vendte blikket mod hende. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at lyve for hende, for han elskede hende jo! Det gjorde han virkelig!
"Hør... jeg.. ved at det er forkert, men.. jeg vil hellere være ærlig, og selv fortælle dig det.." fortalte han. Han kunne jo se at det var noget, som gjorde hende frygtelig, frygtelig ked af det, og det havde jo aldrig været hans mening, at gøre det! "Jeg har det virkelig dårligt med det.. okay... Undskyld.." Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre, men for pokker.. Det hele var virkelig svært!

[Silia D. Diamaqima]

Pludselig følte hun sig lidt svimmel, men blev alligevel stående. Thranduil havde været betinget af det væsen hun var, men inderst inde vidste hun godt at Gabriel slet ikke ville gøre den slags, hvis ikke der havde været mere i det end som så. "Jeg sætter pris på din ærlighed," sagde hun oprigtigt. Somme tider gjorde sandheden bare ondt. Hun tog en dyb indånding og så ikke på ham. "Derfor er jeg også nødt til at være ærlig," hun bed sig i læben. Hvis det dog bare havde været Thrandiul så kunne de vel forhåbentligt have været kommet igennem det, men Denjarna. "Jeg var sammen med Thranduil.. for et par dage siden, det betød intet og det burde ikke være sket men.. han var lokket af mit væsen og jeg.." hun rystede på hovedet. Lige det havde hun ikke lyst til at tænke på.
"Undskyld," tilføjede hun hæst og forsøgte at tørre tårerne væk fra sine kinder, men de stoppede ikke med at komme af den grund. Trods sin egen skam og sin skuffelse over ham, hævede hun blikket til hans, hvilket krævede så meget mere af hende end det umiddelbart så ud. "Kors, jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at spørge men..." hun tog en dyb indånding. "Føler du for hende?" spurgte hun direkte. Allerede nu var det som om at alt ilten blev presset ud af hendes lunger. Hvis han svarede ja, havde de så overhovedet en chance?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var en forfærdelig løjner, og det kunne han jo bare ikke gøre for, når det nu skulle være. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte, som hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det var næsten mere end nok, til at gøre ham direkte svimmel!
"Du ved, jeg er elendig til at lyve, så... jeg vil heller ikke." Han elskede hende jo, så hvorfor pokker skulle han da lyve for hende? Det var der jo ingen grund til. At hun så derimod havde været sammen med Thranduil, var næsten som en mavepumpe, som han på ingen måder havde set komme! ".. Du har været sammen med Thranduil..?" Selvom han vidste, at han ikke kunne tillade sig, at blive sur over det, når han ikke havde været et hak bedre, men det var ærlig talt noget, af det sidste, som han havde forestillet sig, at hun kunne finde på.
"Det.." Igen tav han. Hans hjerte slog som var det ved at springe ud af hans bryst, og det var direkte ubehageligt, at det skulle foregå på denne her måde! At hun spurgte ind til hans følelser for Denarna, måtte han alligevel vende blikket den anden vej. "... Jeg havde ikke regnet med, at hun ville vække det i mig." Han følte næsten, at han burde skamme sig over det.. Skamme sig over følelser, som han ikke havde kontrol over.

[Silia D. Diamaqima]

Gabriell havde ret. Han var en forfærdelig løgner, og somme tider hadede hun ham lidt for det, for det her gjorde næsten ulideligt ondt. Hun tog sig til brystet og forsøgte at berolige sine urolige, hårde hjerteslag men uden effekt. "Det er sandt," medgav hun og vendte sig mod vinduet, bare for at slippe for at se på ham et øjeblik. Selv skammede hun sig over at have givet efter, formentlig havde hun mistet en ven på det, og kastet ham hans ægteskab og sit eget. Det havde ikke været det værd. Dog var hun også vred på ham og på Jason og på alle andre lige nu. Hun nikkede. "Jeg troede ikke jeg var sulten... indtil han reagerede på det, og jeg hader mig selv for at jeg gav efter," indrømmede hun med lydløse tårer trillende ned over hendes kinder.
Inderst inde håbede hun på at han bare ville svare nej og så ville det være ved det, men realisten i hende vidste anderledes, der var en grund til hun altid havde anset Denjarna som værende en trussel. Et eller andet sted så havde deres ægteskab været pligt de var aldrig ment til at forelske sig, så kunne hun bebrejde ham? Han var ældre og havde et helt liv bag sig, han var jo bare hendes første.. og den eneste havde hun håber på. "Det havde jeg," indrømmede hun satte sig ned igen. Det her førte kun én vej, og det skræmte hende. Alligevel forsøgte hun at forholde sig rationel, som hun altid gjorde, som hun havde fået det lært. "Hun er en heldig kvinde," sagde hun lidt tomt. Tanken var dræbende. Hvis han have følelser for en anden, så kunne hun ikke vende den anden kind til.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede oprigtigt, ikke at skulle lyve for Silia, men sandheden gjorde ondt.. Frygtelig ondt, og nu hvor der var prikket hul på ballonen, og han nu havde fundet ud af, at hun havde været mindst lige så slem, som det han selv havde været, gjorde det ikke tingene meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han hadede at se hende så ked af det.
"Du må ikke græde.." bad han. Det var slet ikke noget, som han kunne holde ud, at kigge på. Ikke fordi at det var grimt, men fordi at han også vidste, at det var hans skyld at hun gjorde det. Han satte sig forsigtigt ned ved siden af hende. "Jeg.." Han tav endnu en gang, som han samlede hænderne foran sig.
Det hele gik vel bare en vej nu? Selvom det var grotesk ting, at skulle indse, så kunne han jo ikke ligefrem gøre noget ved det. "Silia, jeg.. jeg er virkelig ked af det.." Han elskede hende.. Det gjorde han virkelig, men det gjorde det bare forbandet svært, at det var denne her måde, at det hele foregik på. Han hadede sig selv for det, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. Han trak kort på skuldrene. Var Denjarna heldig? "Det ved jeg ikke.. Hun valgte mig fra dengang... Men.. ja.." Han greb ud efter hendes hånd. Tårerne pressede sig på, men han havde endnu dårligere samvittighed, fordi at hun sad og græd.
"Please.. ikke vær ked af det," bad han. Det var dræbende for ham, at kigge på.