Two, become three?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde det virkelig dårligt med hvad han havde gjort, selvom han ikke havde haft megen kontrol over det, som var sket. Han kunne jo ikke just gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare således, at tingene måtte hænge sammen. Han vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun spurgte ham, hvordan han ville have det. Svært var det dog at forstille sig det, og særligt fordi at han ikke havde stået i en lignende situation endnu. Han rystede kort på hovedet. "Uden at have stået i situationen, er det mig et spørgsmål, som jeg ikke er i stand til at besvare," sagde han direkte. Tanken fik ham dog til at dirre, så det skulle tænke på, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det.
Hånden lod han berøre hendes krop, som hun førte den frem. Han vendte blikket direkte mod hende efterfølgende. Han bed tænderne tydeligt sammen. Han elskede hende virkelig, og derfor ville han jo gerne rette op på det, hvilket slet ikke var noget, som der herskede nogen tvivl om. "Vi er der for hinanden.. Jeg fortalte det, da jeg ikke ønskede et ægteskab bygget på løgne, Serenity," kommenterede han med en direkte stemme. Det gjorde naturligvis rigtig ondt, at det var således, at hun tog tingene, men hvad pokker kunne han gøre? Han havde gjort det.. han fortrød det, men han kunne jo ikke ligefrem gøre det ugjort, selvom han ville elske, at kunne gøre det.

[Deleted]

Det var sandt, den situation havde han ikke stået i, og han ville ej heller komme til det. Marcellus havde før haft lokket, men hun havde modstået dengang, fordi hun var dybt forelsket i Thranduil. Skønt de der ikke engang var noget seriøst som sådan, for hun havde valgt at stikke lidt af. Men der var ingen tvivl i hendes hjerte. Hun nægtede at tro hun var stærkere end ham, og en vampyr og en sensuel dæmon var naturligvis ikke det samme. Men hun var ikke en ren race, altså var hun langt fra så stærk i den igen, var hun? Tankerne kørte rundt, hun kunne hverken finde op eller ned i alt dette. Serenity sukkede tungt.
"Jeg er taknemlig for du valgte at fortælle mig det Thranduil, at skulle finde ud af det selv havde taget livet af mig." Indrømmede hun stille, hun førte hænderne op over ansigtet og op over hendes hår, hun forsøgte virkelig at falde ned, men det gjorde jo ondt og det var endnu nyt. Det havde gjort det hele værre at han ikke blot havde forsat, men var stoppet for at beklage. Hun så ham ind i øjnene, hendes tåre var stoppet med at falde, for nu var der kun de blanke brune øjne tilbage.
"Jeg elsker dig! Jeg vil ikke miste det vi havde, men jeg føler allerede det er borte..... Det gør så ondt..." Helt fortabt måtte hun lyde, og selvom hun ønskede at være sur på ham og ikke søge ham, så måtte hendes arme glide om hans hals som hun knugede sig ind mod ham igen. Hun havde jo brug for ham! Brug for den tryghed han måtte skænke hende ved blot at holde hende i sine arme.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ikke tænkt tanken, at Marcellus i værste tilfælde, kunne have lokket Serenity til alt muligt, som hun selv ikke havde lyst til, og det var en tanke, som rent faktisk måtte skræmme ham lidt. Det var vel fint nok, at det ikke var den mand, som hun havde mødt, men derimod en som kunne kalde sig selv for sjæleløs? Han vendte de grønne øjne mod hende. "Som det ville slå mig ihjel, at skulle bære på så mørk og grusom en hemmelighed.. du er mig mere værd end det," sagde han med en sandfærdig stemme. Han ville jo ikke miste hende. Det var det sidste han ville.
Ikke ønskede Thranduil at Serenity skulle fælde flere tårer. Han forvende ganske vidst ikke, at dette var noget, som de ville komme over i løbet af en nat og aften, men selv han havde brug for at vide, at hun oprigtigt ville ønske at hun var her.. at hun ville blive her, og at hun gjorde det fordi, at hun ville, og ikke fordi, at hun følte sig tvunget til det, og det var jo lidt det, som de var ude i efterhånden. Han stillede sig tættere på hende, da hun endnu en gang, lagde armene omkring hans nakke. Øjnene lukkede han ganske let, hvor han lagde armene om hende, kun for at trykke hende ind til sig. Han vidste, at det ville blive dem en hård tid, men selv han, havde brug for, at hun var der.. at hun var der sammen med ham, og det lagde han så sandelig heller ikke skjul på. "Det kan endnu komme retur, bare vi begge er indstillet på det.. Jeg vil redde det. Jeg har ikke i sinde, at lade det, som vi har, gå tabt," lovede han. Han ønskede virkelig ikke at miste hende.

[Deleted]

Det var virkelig hårdt for hende dette her, men hun prøvede virkelig. Armene der søgte om hende gav hende igen en indre ro, hun sukkede blidt, inden hun hvilede hovedet mod hans skulder. Lige her ville hun gerne bare lige stå, stille og roligt i deres køkken, i omfavnelse af hinanden. Hendes hjerte slog hårde slag mod hendes bryst, men rolige. Det måtte være hormonerne som fik hende til at svinge så meget, som fik hende til at være så splittet.
"Lige så vil jeg, min elskede. Min...." Det sidste var i en understregelse, han var hendes, ingen andens! Hun pressede sig ind mod ham, kyssede blidt hans kæbe, inden hun slap ham igen. Hvor havde de overhovedet hinanden? Hun ville jo stadig gerne mærke ham, mærke hans krop og derved være den kvinde han sidst havde været med. Et mærkværdigt sted ville det hjælpe hende, men hun vidste hun ikke var det mest tiltrækkende med indtørret tårer og halvvejs våde kinder. Forsigtigt trådte hun ud af hans favn, for at vende tilbage til deres soveværelse, hun så sig over skulderen og sendte ham et varmt smil. Hun endte med at finde noget af sit reststof frem, samt hendes redskaber, hun satte sig på gulvet med tegningerne og sine ting. At fokusere på barnet, var lige nu hvad hun faktisk allerhelst ville. Når han fik lysten til at røre hende igen, virkelig røre hende, så kom det vel, men for nu, ville hun ikke kræve mere, hun ville blot forsøge at slappe af.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ønskede brændende at redde det forhold, som han havde startet op med Serenity, velvidende om, at dette ikke var noget, som ville komme til dem over natten, men derimod over længere tid. Hun var hans, som han var hendes, og det var sådan, at det skulle forblive. Dette skulle reddes.. Det var hans mål at få det her reddet, og det var uden videre omsvøb! Han tillod bestemt ikke noget andet! Han trykkede hende ind mod sig. "Din.." medstemte han med en rolig stemme, inden han slap hende. Det var næsten ængsteligt, at slippe hende, for det ønskede han ikke. Han ville oprigtigt ikke slippe hende, hvis han kunne blive fri. Smilet som han derimod fik sendt, var lettende et sted. Hun smilte rent faktisk til ham! Han gengældte det uden at tøve det mindste, inden han selv søgte efter hende. Hvis det var der de skulle starte, så var det også der, at han havde i sinde at starte. "Vis mig dine tegninger," opfordrede han denne gang med en rolig stemme. Et smil passerede let hans læber, som han søgte til hendes skikkelse. Ikke var han bange for at røre ved hende, og ikke var han bange for at røre ved hende. Han lod blikket følge hende. Hvis det var her de skulle starte, så gjorde han det selv med den største glæde.

[Deleted]

Alle hendes ting blev spredt ud over gulvet, saks, tråde i alverdens farver i en trææske, nåle i alverdens størrelser, et målbånd, alt hendes reststof, og tegninger. Organiseret rod havde hun lavet sig, som hun sad og kiggede tegningerne igennem. Et sted følte hun sig helt som et barn, da han opfordrede hende til at vise ham sine værker, hun fniste lidt ved tanken, når det kom til deres barn, var hun lykkelig, ingen tvivl der. Dog bekymrede hun sig om de nåede at få hvad det havde, tilbage inden barnet kom. Forsigtigt delte hun tegningerne ud, hun viste ham små huer hun havde tegnet, med forskellige broderet mønstre, kyser, kjoler, bukser og trøjer. Hun havde lavet en del efter hun havde fået det af vide, hun havde været helt vild. Roligt viste hun de forskellige tegninger, hun yndede at lave det meste af det, detaljerne kunne hun arbejde på når barnet var født og de ville vide hvilket køn det måtte være. Serenity lod fingrene glide hen over en tegning af en kjortel, de smukkeste detaljer hvilede i den, med grene, blade og blomster i brodering. Godt nok kun en skitse, men med hendes øjne, så hun allerede klæderne for sig, de var perfekte. Intet var godt nok til deres barn. Hun ville nok begrave sig i dette, for at tænke på noget andet, fokusere på barnet og huske på hvordan hun havde det lige inden han havde fortalt hende.... om det.
"Vores barn fortjener det bedste!" Lød det begejstret fra hende, som hun viste sine tegninger videre, lod fingrene køre hen over for at understrege hvordan og hvor ledes. Nogen gange var det jo kun hende som kunne finde rundt i sine skitser.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Barnet var et sted at starte ved, og det var en tanke, som Thranduil nu godt kunne leve med, når det endelig skulle være. Han satte sig ned ved siden af hende, hvor han lod blikket glide over den store bunke med tegninger, som nærmest måtte ligge spredt på hele gulvet. Stemningen havde endnu en gang forandret sig, og han håbede naturligvis, at det var således, at den skulle blive ved, for det var det, som selv han, havde brug for i den anden ende.
Han kunne ikke lade være med at smile ved synet af, hvad der udspillede sig foran ham. Selv glædede han sig uden tvivl til at blive fader, og det var alt sammen noget, som han kunne takke hende for. Hvorvidt om det så skulle vise sig, at blive en dreng eller en pige, var ukendt for ham. Han glædede sig virkelig, og det var slet ikke noget, som han kunne lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være.
"Jeg er spændt på, om det er en prins eller en prinsesse, som vi skal have," sagde han roligt. Det hele handlede jo om, at vente og så se, hvad der ville ske, og den tanke kunne han jo derimod godt lide. Han lod hånden søge rundt om hende, og over hendes ryg, som han strøg ganske let. Han selv ønskede jo bare, at se hende smile og være glad igen, også selvom han udmærket godt vidste, at det endnu, måtte have sine meget lange udsigter.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at Serenity glædet sig til at blive mor, hun var virkelig spændt på hvordan det ville gå dem, med et barn som styrtede rundt i huset. Trappen bekymrede hende uden tvivl, og de skulle sikre sig barnet ikke kunne nå døren ud til den, uden at have en af dem med i hånden. Hun så ned mod klæderne som lå i skitser, hun fandt en af huerne frem, samt noget hvidt stof, et enkel blonde og hvid tråd. Så begyndte hun ellers at måle og gøre ved, hun havde lavet babytøj før, men aldrig til hendes egen. Et drømmende smil lå på hendes læber, i dette øjeblik, føltes alt faktisk som normalt. Hans hånd som søgte om hende og strøg hende ryg fik hende til at vende hovedet mod ham og sendte ham et smil, hun gav ham et flygtigt kys.
"Måske en af hver." Drillede hun med en mild latter, inden hun begyndte at klippe stof ud efter hvad hun havde siddet og tegnet på det med kul. Hendes fingre arbejdede hurtigt og vant, hun var uden tvivl dygtig i dette, det var trods alt hendes gamle fag og hvor hun dog havde savnet det. Nu fik hun muligheden for at udnytte sin situation og det kom hun også til, til fulde. De endte sikkert med at have for meget, men så igen, så var der måske til den næste, hvis de da altså skulle have mere end en. Hun gjorde nål og tråd klar, så hun var klar til at sy det sammen, hun smilede, lige nu lignede det blot tre stykker stof og lidt snor, samt blonde, men sammen blev det virkelig den sødeste hue. Og de gik en koldere tid i møde, så der hvor barnet kom, var det ikke nær så varmt som nu. Altså måtte de passe på barnet med godt med varme klæder.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvis Serenity havde brug for at tænke på noget andet, var det skam også noget, som han kunne give hende. Han ville jo gerne med et smil, end han ønskede at se hende med det modsatte. Han satte sig og iagttog hende i hendes arbejde, for det var da tydeligt, at hun vidste, hvad hun lavede, og han måtte jo alligevel erkende, at han virkelig godt kunne lide det, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Begge dele? Et sted var det ikke en tanke, som gjorde ham det mindste! "Vil det være forkert af mig, at håbe på det?" lød det roligt fra ham.
Det kys som hun skænkede ham, var i særdeleshed noget, som faldt i ekstrem god jord hos ham selv. Han smilede let for sig selv, inden han lænede sig frem og plantede et kys mod hendes mundvig. Han trak sig efterfølgende, for bare at se hende gå i krig med arbejdet. Nu hvor de ej heller var kendt med hvilket køn deres elskede kommende barn ville få, var det uden tvilv også vigtigt, at det hele blev taget hånd om, i den forstand, at det nu var dem muligt, at gøre det. Hovedet od han søge en kende på sned, som smilet slet ikke var til at tage fejl af. Han glædede sig virkelig til det. "Skal jeg lade dig i fred med arbejdet?" spurgte han med en rolig stemme. Han ønskede jo heller ikke at forstyrre.

[Deleted]

Et overrasket udtryk kom fra hende, ville han ligefrem håbe på det? To børn på en gang var meget at se til. Uden tvivl var barnet en stor hjælp, og en ting som gjorde hende vilje til at kæmpe for dette var lige det stærkere. Det var dog også graviditetens skyld at hun tog det så tungt, humøret måtte jo svinge meget. Hendes smil hvilede dog fast på læberne som hun sad der i en dejlig stund, en stund hun delte med sin mand, og som hun elskede at dele med ham. Kys fra ham, var i den grad dejligt, lige nu følte hun faktisk alt var godt, den følelse ville hun holde fast i. Et varmt smil gled over læberne.
"Jeg er kvinde kære, jeg kan flere ting på en gang. Desuden vil jeg gerne have dig tæt på lige nu, jeg kan sagtens vente med dette. Hvis det ikke har interesse." Hendes stemme var blid og forsigtigt, hun så mod ham, mens sytøjet hvilede i hendes skød, hun ville mere end gerne bruge tiden med ham. Et sted var hun også bare ivrig efter at komme i gang med at skulle gøre noget for barnet, intet det ankom. Denne nyhed han kom med, havde jo gjort det lidt svært for hende at fokusere på så meget andet, men barnet kom i fokus igen nu og det gav hende ro i sindet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Aldrig havde Thranduil hørt om elviske tvillinger før, men tanken var derimod noget, som han rigtig godt kunne lide, og end ikke det, ønskede han at skjule for hende. Hvis der var noget, som hun fortjente, så var det sandheden. Skræmmende var det at skulle være far, og særligt fordi, at han jo havde mistet tidligere, så var det vel heller ikke underligt, var det?
Det var ikke fordi, at det ikke faldt i Thranduils interesse. Han bevægede sig vel bare varsomt frem? Frygten for at træde forkert, var uden tvivl til stede, og særligt, når det var således, at det hele måtte foregå, for han ønskede slet ikke, at der skulle ske noget som helst. Han nikkede med et smil. "Skulle vores kommende barn, da ikke falde i min interesse?" spurgte han med en sigende mine. Det var muligt, at det var sværere for ham, at vise det, men han glædede sig i hvert fald mindst lige så meget, som det hun gjorde! Hånden lod han stryge over hendes ryg. Alt det tøj, som hun skulle have lavet.. det værelse, som han skulle have ordnet. Kun det bedste var godt nok, og det stod han da fast på. "Det er godt, at se dig smile igen," sagde han med en sandfærdig mine. Han vendte blikket ned mod stoffet og de mange tegninger igen. Han kunne forestille sig det på en smuk lyshåret lille pige.. og en dreng.. Han var uden tvivl spændt.

[Deleted]

Tanken om to på en gang måtte næsten skræmme hende, men sandsynligheden var vel lille, så svagt som det kunne ses, trods hun var rimelig langt henne. Hendes blik hvilede mod ham, lige nu kunne hun ikke tage det fra ham, hun beundrede jo manden. Forsigtigt løftede hun hånden og lod den glide blidt ned af hans kind, for at sænke den igen, ned mod hendes skød.
"Jeg mente mit arbejde kære, jeg ved barnet betyder alt, jeg kan se det i dine øjne og dine dejlige smil." Lød det stille fra hende, næsten i en blid hvisken som hun smilede kærligt til ham. Barnet vidste hun allerede havde en dyb plads i hans hjerte, hvilket betød alt for hende. Hun så ned mod tøjet, og begyndte forsigtigt at sy, det lå i hendes hænder, så det var lige før hun kunne gøre dette med lukkede øjne. Hans bemærkning fik hende til at kysse ham dybt, men ganske kort, inden hun trak sig med et suk.
"Der er flere grunde til at smile, end at skulle lade være, det vælger jeg at folde ved min elskede." Hendes brune øjne søgte hans smukke grønne, hun lænede sig blidt ind mod ham som de sad der i hendes lille organiserede rod. Det føltes dejligt dette her, hun måtte se frem, og fremtiden så lys ud. Så længe han holdte ord, og at tage sorger som næppe ville ske på forskud, det gjorde kun livet surt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tanken om to, var ikke just en tanke, som skræmte Thranduil som sådan. Nu havde han jo selv stået i en situation, hvor han måtte opdrage på sin egen søn alene, da han havde mistet sin forhenværende hustru. Ikke at han ønskede, at det var noget som skulle ske igen, da han oprigtigt ville mene, at han havde brug for hende ved sin side. Det var meningen at de skulle finde ud af det sammen, og nu hvor de sammen ventede dem et barn, så var han uden tvivl spændt på hvad det ville blive. Hvem vidste.. måske, at de rent faktisk ville få to? Han ville ikke have noget imod det.. Bare de også ville have hinanden.
"Som dette jo også er en del af, som det er en del af dig.. Naturligvis er jeg interesseret," endte han med en rolig stemme. Dog med ord, som han mente. Nu hvor han kunne kende hende mere og mere, så var det også som om, at han faldt langt mere til ro ved omstændighederne, end hvad han ville have gjort ellers. Et smil passerede hans læber alene ved hendes ord. Så sandt, som det var sagt, og han elskede hende uden tvivl også for det, hvilket han skam heller ikke havde i sinde, at skjule. "Som jeg ønsker at udfolde det hos den kvinde, som jeg elsker, og den kvinde, som er kommet tilbage til mig," kommenterede han med en rolig stemme. Han ville så gerne have, at de fandt ud af det.

[Deleted]

Det måtte virkelig glæde hende at han måtte have det på den måde, det betød virkelig meget for hende, hvilket kunne ses, hun tog det tydeligt som en god ting. En let rosa farve spredte sig nemlig over hendes kinder, han kunne altid få den frem den farve, hun elskede det! Selv efter dette, så var hun jo forelsket i ham, mere end hvad godt vel egentlig var. Men gjorde det egentlig noget? Serenity håbede bare hun gjorde klogt i at stole på ham, at det var det rette valg, ikke kun for hende, men også for deres kommende barn. Sytøjet tog hun op i hænderne for at forsætte lidt med at sy, det gik stærkt, men hun var jo også van til det, hun var elegant i sine bevægelser, i den grad dygtig, og hvert sting blev perfekt. Hun lagde det fra sig igen kort, som hun sendte ham et blidt smil.
"Jeg elsker dig Thranduil, virkelig højt, og alting skal nok blive godt, det tager tid, men det skal nok blive som før, hvis ikke også bedre." Et betryggende smil blev ham sendt, hun ville jo virkelig gerne gøre dette for dem alle tre, eller fire. Tanken var hende nu stadig skræmmende, men der kunne umuligt være to derinde. Forsigtigt lagde hun sytøjet fra sig, allerede nu havde hun syet den ene side.
"Fortæl mig, hvad har du brug for kære?" Hun lagde et ekstra tryk på du, for han havde vel selv et sted været offer, et offer for en dæmon som åbenbart ingen selvkontrol havde. Det undrede hende ikke hvis landet ville gå helt i uro efter dette, for det var da med god grund! Og kunne man overhovedet stole på et mørkvæsen som ikke havde kontrol over mørket i sig? Endda som en gift kvinde? Føj!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil gik naturligvis rundt med forhåbningerne om, at dette tidsnok skulle ordne sig, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han håbede selvfølgelig, at det skulle ordne sig, og nu hvor han havde muligheden for det, så tog han den uden tvivl også. Han sendte hende et smil. At se hende med den røde farve i hendes kinder. Det var da lidt som tingene plejede at være, og det var uden tvivl også til at mærke, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. "Jeg interesserer mig for alt, der har med dig at gøre," begyndte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. "Det er dig, som jeg elsker, trods alt," pointerede han med en rolig stemme. Armen lod han hvile omkring hendes slanke liv.. Slankt, som det nu var, frem til at maven ville vokse. Kunne der være to i den? Han kunne ikke undgå at håbe lidt på det, nu hvor de havde snakket om det. Han smilede let for sig selv. Silia tænkte han ikke på lige nu.
"Hvad jeg har brug for? At tingene var som de engang var.. at jeg kan glemme, hvad der er sket, og bare lade som, det aldrig nogensinde forekom," sagde han med en ærlig stemme. Silia havde haft meget med det at sige, men det var nu sket alligevel.. Og han fortrød det virkelig bittert! "Jeg har brug for min hustru.. tid sammen med min elskede hustru," pointerede han denne gang med en rolig stemme. Han ville bare gerne have, at tingene var, som de plejede at være.