Two, become three?

[Deleted]

Thranduil Íl Aleazea Devárniä

En tur ved en medicinkyndig havde gjort alting klart, hun havde bedt ham om intet at sige til nogen som helst, og alvoren havde vist sig tydeligt ved hende. Hun havde skyndt sig op i deres hjem, for at få lidt ro på sig selv, for hun måtte sige at være gået lidt i panik. Tænk hvis han ej ønskede det skulle være nu, hvad hvis han slet ikke blev glad? Hvordan havde hun det overhovedet selv med det hele? Hendes fingre strøg kærligt over hendes mave, den var endnu flad, hun havde opdaget at hun var over halvvejs henne i en graviditet. Der er ikke mere end et par måneder, fosteret skulle være sund og rask i følge manden hun havde set, men hvordan kunne hun så intet se? Var den virkelig så lille, eller var alting bare mast godt sammen derinde? Forsigtigt prikkede hun til maven, hun lukkede øjnene og når hun mærkede efter, kunne hun faktisk godt mærke den lille skabning derinde. Noget hun blot havde troet var mavekneb eller sult, det var en baby, en lille elver som svømmede rundt derinde. Hun stod ved det store vindue, så ud over træerne, da hun jo måtte befinde sig i et som var langt højere. Et smil måtte træde til, hun blev mere og mere overbevist om at dette faktisk var en fantastisk ting, hun var.... lykkelig. Fingre strøg hen over maven, hun havde spurgt løs da hun først havde fået det bekræftet, om maven ikke snart ville vokse sig frem så. Men han sagde det var meget forskelligt, og før hun vidste af det kunne det gå voldsomt stærkt og maven ville titte frem. Nogen opdagede aldrig de var gravide før veerne pressede på. Lige det var hun da glad for at hun ikke havde oplevet. Dette gav dem lidt tid, ikke meget, men lidt tid til at vende sig til det. Og hun kunne sy babytøj! Hurtigt fandt hun blik og kul frem, for at begynde at lave skitser, både til en dreng og til en pige, for hun vidste ikke hvilket det ville blive. Serenity strålede, mere end normalt. Lige nu manglede hun blot Thranduil!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Igennem den seneste tid, havde Thranduil tilbragt meget af sin tid, sammen med Silia. Der var problematikker ved kongehuset, som skulle løses, og særligt hvis de skulle sikre sig, at de alle sammen, kunne komme igennem denne situation, som Procias nu måtte stå i.
Skoven var blomstret meget igennem den seneste tid. Fuglene sang og selv de store dyr, var begyndt at vise sig igen. Måske at han alligevel havde dømt freden mellem Procias og Dvasias for hurtigt? Ikke at det var hvad han ville tænke på nu. For nu, handlede det om at komme hjem. Han ønskede at se sin hustru, som han jo ikke havde set hele dagen!
Elverne bukkede med hovedet for ham, som han kom fra skoven og søgte igennem den elviske by. De bar respekten for ham, og de valg, som han til nu, havde valgt at tage på deres vegne, og ikke var han i tvivl om, at det var dette, som han skulle gøre, og at det var det, som netop skulle gøres i den samme forbindelse. Hjem ønskede han at komme, for nu var det ham, som havde brug for at trække sig lidt. Politiske debatter med dronningen var trættende, selvom det var rart. Nu var der andre ting, som stod på hans program. opstigningen af trapperne, for at komme til huset, var det næste. Han nåede døren med rolige skridt, hvor han ligeledes også måtte tvinge den op. Endelig var han hjemme. Denne gang hævede han hænderne, for at gribe om den krone af grene som han havde på hovedet - et klart symbol på hans stand blandt elevere, og tog den af, og satte den på en grøn pude ved døren. Ej antog hans mine til et smil. Han var bare glad for at være hjemme!

[Deleted]

Kreativiteten var i den grad i top, da hun jo forsømte sit gamle fag en del, derfor lå der allerede nu de første mange skitse til sødt elvertøj af mindste slags, enkelt og fint, dog med søde små detaljer. De lå næsten over alt på gulvet, midt i det hele, sad hun og tegnede videre på liv og løs, hun var gået helt i selvsving. Dog da lyden af døren som gik op løs i hendes øre, stoppede hun op, hun slap hvad hun havde i hænderne, kom roligt op på benene, og gik så roligt sin mand i møde. Hun smilede kærligt mod ham, inden hun søgte ham helt for at slå armene om hans hals, og skænke ham et blidt kys.
"Velkommen hjem min elskede. Hvad er din dag gået med?" Stemmen var som altid varm og blid, hun lod armene glide ned og hænderne hvile mod hans brystkasse. Øjnene strålede dog, hun havde jo nyt hun gerne ville dele, faktisk flere ting. Da det hun havde talt med Salvatore om bestemt også måtte være relevant, faktisk meget, specielt fordi det omhandlede fremtiden, en fremtid hvor barnet skulle vokse op. Efter hun vidste at hun rent faktisk var med barn, lagde hun også mere mærke til humørsvingningerne, og hun mærkede også liv derinde, svagt, men det var der. Gad vide om det ville gå hurtigere nu med at se og mærke tingene nu hvor hun rent faktisk måtte være klar over der var noget inde i hende som rent faktisk var levende og voksede. Hjertet hamrede spændt i hendes bryst, det var en stor ting, selv vidste hun at hun var lykkelig og et sted, var hun vel også ret sikker på han ville blive glad. Selvom en mindre frygt dog alligevel måtte hvile i hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Alt for mange arbjedsopgaver, havde Thranduil pådraget sig igennem den seneste tid, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Nu var han kommet hjem, og derfor håbede han også, at hans elskede hustru, var klar til at tage sig lidt af ham også. Han havde brug for hende til at slappe af, hvilket var en ekstrem tydelig effekt, som hun ligeledes havde på ham.
Hun var hjemme.. Han kunne høre hende inde i deres lille stue, hvilket naturligvis var en tanke, som gjorde ham glad. Han vendte sig, da hun kom ham i møde. Den nyhed, som hun eftersigende, skulle have, at give ham, var han lykkelig uvidende om, da tanken om svangerskab og graviditet, slet ikke havde slået ham. Desuden havde hun ingen tegn vist på, at hun skulle vente deres fælles barn. Hænderne lagde han roligt mod hendes sider, hvor han tog imod hendes kys. Han elskede at komme hjem til hende, og særligt når det foregik på denne her måde. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg har tilbragt tiden i skoven med landets Dronning," fortalte han sandfærdigt. Ikke havde han nogen hemmeligheder for Serenity, og ikke var det noget, som han kunne finde på at gøre. Hånden hævede han og strøg den mod hendes kind. Nu var der tid til, at de kunne være lidt sammen, og det ville han uden tvivl også se uendelig meget frem til. "Jeg beklager, jeg har været fraværende," tilføjede han med en sandfærdig mine. Det var jo ikke meningen, at hun skulle føle sig efterladt herhjemme.

[Deleted]

En nysgerrig mine måtte træde frem i hendes ansigt.
"I henhold til noget bestemt?" Spurgte hun, oprigtigt interesseret og uden den mindste form for jalousi, hun så ingen grund til at være det. Mon det var angående landene, eller om det blot var en fornøjelse mellem venner at gå i deres smukke skove? Hun lukkede øjnene blidt som hun mærkede hånden mod hendes kind, det var en følelse hun aldrig nogensinde blev træt af. Her var godt nok et fysisk hjem i træet, men i hans arme var hendes sande hjem. Uanset hvor hun var, var det hos ham hun havde tryghed og kærlighed. Serenity sendte ham et blidt smil.
"Ingen grund til beklagelser, jeg har ikke været hjemme særlig længe. Jeg har selv nydt en tur i skoven, og så var jeg forbi en af de medicinkyndige." Lød det ganske ærligt fra hende, hun sendte ham et kærligt smil, men der lå oveni det noget ganske hemmelighedsfuldt. Serenity elskede den viden hun måtte bære, og som hun næsten ikke kunne vente med at dele med ham. Men hun ville ikke bare kaste det i hovedet på ham, nej det skulle da fortælles rigtigt, selvom at det nok kunne virke pirrende at vente et sted.
"Jeg mødte en i skoven i dag, Salvatore. Vi talte om en mulighed for sikkerhed af både Procias og Manjarno, en skjult alliance for at sikre Dvasias'es mulige skjulte motiver ikke vil fælde lyset." Fortalte hun så først, da hun jo fandt det yderst vigtigt, specielt med en lille en på vej, men dette vidste han jo ikke endnu.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Let rystede Thranduil på hovedet. Deres veje havde mødtes, og han havde hjulpet hende med nogen af de mange frustrationer, som hun måtte bære på. For hans del, lå der intet andet i det. "Dog ikke," sagde han ærligt. "Den unge dronning lystede at lufte tankerne lidt for mig," tilføjede han ærligt. For Serenity så han bestemt ikke nogen grund til at bære hemmeligheder. Det var nemlig meningen, at de skulle finde ud af det hele sammen, som et ægtepar, og derfor, var det vel heller ikke underligt, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde det?
Hovedet lod han søge på sned, som hun fortalte, at hun havde opsøgt en medicinkyndig.. Var hun syg? Var der noget galt? Hvorfor havde hun intet fortalt ham? "Opsøgt en medicinkyndig med hvilken grund?" lød det denne gang en kende mere hårdt fra ham. Et sted var det jo blot en facade, som han måtte rejse overfor hende, som han jo ikke ønskede, at fremstå som en svag mand.
Salvatore? Tænkte de på den samme mand? Den mand, som havde forladt Procias, for Manjarno? Hovedet lod han søge på sned den anden vej. "Indvig mig," opfordrede han med en nysgerrig stemme. I forvejen var han ikke meget for tanken om den fredsaftale, og særligt fordi, at han vidste, at man slet ikke kunne stole på Dvasias.

[Deleted]

Det glædet hende at Thranduil var som han var, en god mand med et åbent hjerte, ikke alle så det, men alle vidste det vel et sted. Han var højtelsket af sit folk, så hvordan skulle de ikke kunne se det? Hun nikkede blidt til hans ord, som at hun forstod, det skulle jo også til en gang imellem. Det var vel lidt det sammen hun havde gjort med Salvatore et sted? At han reagerede som han gjorde, forstod hun nu godt, det var jo faktisk den reaktion hun frygtede ved at fortælle noget føltes forandret, at hun følte sig svagere end normalt.
"De seneste måneder har jeg følt mig mere træt end normalt, jeg følte det særligt kraftigt på min gåtur i dag, så jeg besluttede mig for at få det undersøgt. Og som jeg allerede et sted godt vidste, er jeg ikke syg." Lød det ganske roligt fra hende, som hun sendte ham et betryggende smil, inden hånden gled op mod hans kind som hun kærtegnede blidt. Burde hun fortælle om begge dele på en gang? Hun måtte lige overveje hvordan hun gjorde dette. Han lod interesseret, så hun måtte da hellere fortælle ham om hvad de havde tænkt. Eller hvad hun faktisk havde tænkt, som ideen faktisk havde måtte være hendes.
"Jeg tænkte det bare, ganske pludseligt, at hvis nu Procias og Manjarno kunne stå sammen i det skjulte, havde vi en chance hvis Dvasias skulle finde på at bryde fredsaftalen. Vi bør søge audiens om dette Thranduil, det ville sikre landets sikkerhed. En sikker fremtid." Kom det så roligt fra hende, ganske alvorligt, for det var jo hvad alle lysets væsner fortjente, ro i sindet og ingen dårlige nerver over Dvasias skjulte motiver.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selvom Thranduil var en hård mand, var han jo god på bunden, og det havde han alle dage været. Ikke at det var noget som man kunne forvente af en mand som ham, men han var et lyst væsen.. en lys soldat, og der var ikke det, som han ikke ville gøre, for at få tingene, som han gerne ville have dem, for landets skyld, og elvernes velbefindende. At hun havde følt det nødsageligt at gå til en medicinkyndig, var et sted en tanke, som faktisk gjorde ham en kende urolig, så det var vel heller ikke underligt, var det? Han sukkede let.. lettet over, at hun ikke var syg. "Det glæder mig.. Du har brug for at hvile i så fald," lød det roligt fra ham. Om det trættede hende så meget, så var det uden tvivl noget, som de var nødsaget til at gøre noget ved, kunne man jo sige. Hvis det var trættende for hende, så skulle de tidsnok finde en mulighed, så hun kunne få lov til at hvile noget mere.
Thranduil nikkede. Han vidste ikke helt præcist hvad denne Salvatore havde formået at bilde hende ind, men noget var der, men det var nok til at gøre ham nysgerrig. Manden alene, havde trods alt formået at overbevise hende om, at det var muligt med en alliance mellem Manjarno og Procias. En tanke som han nok bifaldt langt mere, end hvad han gjorde med fredaftalen mellem Procias og Dvasias. "Det lyder fornuftigt.. Salvatore har desuden haft en stor betydning for Procias i sin helhed, og er kendt med værdierne her. Jeg ønsker blot at finde ud af, hvad vi får ud af det," fortalte han med en alvorlig mine. Procias skulle ikke tabe på dette!

[Deleted]

For nu måtte barnet vente med at lade sin tilstedeværelse være kendt, hun måtte få talt med ham om dette, så det i første omgang var på plads. Hun sendte ham et lille smil, hun havde ikke megen forstand på den slags ting, men hun havde da tænkt lidt og det var så dette der var kommet ud af det.
"Det var blot en tanke som slog mig Thranduil, Salvatore bekræftede mig i det ikke var en helt dum tanke. Hvis Dvasias vælger at slå til imod os som vi står nu, ser vore chancer meget ringe ud efter overtagelsen af Imandra. Derfor, gav det vel mening i mit hoved at tage Manjarno til vores allierede i nødens stund, så der var en nødplan hvis, eller rettere når, nogen fra mørket mener de har fået en god ide." Sådanne ting var ikke ligefrem noget hun normalt gik og tænkte over, men som dronning, var det vel lidt kommet at hun bekymrede sig endnu mere for folket og når hun nu stod i en situation hvor hun rent faktisk kunne gøre noget, hvorfor så ikke bidrage med dette? Mon han ville kunne se det, eller talte hun bare i vildrede, hun ville jo heller ikke virke naiv og dum, nej på ingen måde.
"Jeg har ikke styr på den slags, det har du kære, så hvis du mener det ville være en god ide. Kunne vi jo altid gå videre med det?" Hun følte sig pludselig så usikker, hvor kom det fra? Hendes fingre gled helt ned fra hans brystkasse, han kunne ikke gå ind i stuen endnu, der lå babytøjsskitser over alt! Serenity lod en hånd søge op ved hans skulder hvor hun rettede blidt på hans tøj, hun måtte lave ham noget snart, det ønskede hun virkelig. Ingen krop var mere perfekt end hans, og han fortjente det bedste.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil måtte erkende, at han ikke synes, at ideen var så tosset igen. Han måtte jo sande, at det lød ganske fornuftigt, når alt endelig kom til alt. Han selv var i forvejen ikke meget for tanken om den fredsaftale med Dvasias, selvom han skam godt kunne forsåt, at den var indgået. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang, inden han tænksomt måtte nikke. "Salvatore forlod Procias, og tog posten som rådgiver i Manjarno.. hvis han mener, at det kunne være fornuftigt, er der noget om det. Desuden står Procias meget svagt, hvis Dvasias kunne finde på at angribe. Jeg synes vi skal gå videre med det," sagde han med en rolig stemme.
Hvad han skulle forvente sig at finde i stuen, vidste han ikke. Han lod hende derfor også rette på hans tøj, hvor han vendte blikket mod hende. Smukke klæder havde hun nemlig lavet til ham før i tiden, og han måtte jo erkende, at han savnede de stunder til tider. Han trak vejret dybt, inden han lænede sig frem og plantede et kys mod hendes pande. "Jeg har brug for at sætte mig lidt. Det har været mig en lang dag, og nu ønsker jeg at tilbringe tiden, med min elskede hustru," sagde han med en ærlig stemme, hvor smilet dog heller ikke var til at tage fejl af. Hertil han valgte at trække sig en smule fra hende. Han lod denne gang hænderne falde. At komme ind og sidde og bare være.. en elver ligesom alle andre, var uden tvivl noget, som gjorde ham ganske tilfreds. Det var det bedste ved at have en hustru.. hun var uden tvivl god til at få ham til at slappe af.

[Deleted]

Igen måtte hun stråle, hendes ide kunne bruge og det var i den grad noget godt. Serenity nikkede blidt, så var det sat på plads, altså lidt mere ude af hendes hænder, selvom hun endnu ønskede at være involveret, for hun ville gerne møde Salvatore igen. At det emne var lagt igen, passede hende mere end fint, hun valgte at tage hans hænder i sine.
"Inden du sætter dig kære, vil jeg gerne fortælle dig noget." Begyndte hun stille, et nervøst smil gled over hendes læber, hun var nervøs for hans reaktion. Det var jo ikke ligefrem det de havde planlagt, hun havde forventet at have ham i flere år endnu for sig selv, men skæbnen ville det anderledes. Hendes fingre nussede om hans, hun strålede lige nu, hjertet hamrede fast i hendes bryst.
"Der har været en grund til min krop har føltes anerledes min elskede. Selvom det ikke har været til at se." Forklarede hun så, inden hun førte hans hænder ned mod den flade mave. Bare ved hans hænder der, lagde hun mærke til endnu mere bevægelse derinde. Et lille grin kom fra hende, lyksalig som det måtte være. Mon han forstod? Hun ville ikke lade det komme som et kæmpe chok, selvom det nok lidt var svært at undgå.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ved hendes ord, måtte Thranduil vende sig mod hendes skikkelse. Var der noget, som han skulle vide? Var der noget, som hun ikke havde foralt ham det? Han lod hovedet søge på sned. "Og hvad er det?" lød det direkte fra ham. Et sted fordi at han også var bange for, hvad det var, hun rent faktisk ville fortælle ham?
Thranduil blev stående, som hun tog fat om hans hånd, og førte den til retningen af hendes mave. Her blev han stående for et kort øjeblik, inden at det for alvor gik op for ham, hvad der egentlig skete. Han blinkede let med øjnene, inden han trådte det skridt tættere på hende. Var hun virkelig..? "Venter du dig?" spurgte han direkte, som han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Glæden ved hendes ord, og latter, var uden tvivl at spore. Denne gang måtte han smile. Han måtte rent faktisk smile! Et varmt smil passerede hans læber. Det var da.. en utrolig nyhed at give ham!
"Det er jo.. fantastisk.." Hånden strøg han denne gang mere selvsikkert over hendes mave. Ikke at der var noget at spore, men den var hård. Hvor langt var hun henne? Hvornår kunne han forvente, at han rent faktisk skulle være far igen! Forhåbentlig ville det være mere med ham denne gang, end hvad det havde været til nu! "Hvor længe har du vidst det?" spurgte han denne gang med et smil. Nu var der endnu en grund til at bringe ideen til kongehuset! Deres barn skulle ikke leve op i et land præget af uro!

[Deleted]

Som han spurgte, nikkede hun blidt, sendte ham et mildt smil og måtte afvente hans reaktion. Da et smil gled over hans læber, fandt hun sig selv virkelig lettet, hun smilede endnu mere ved dette og måtte styrer sig for ikke at begynde at tude af ren og skær lykke. Igen tumlede det rundt derinde, men hun for nu kunne kun mærke det.
"Jeg tror dit nærværd gør vores barn glad, der er i hvert fald fuld gang i den derinde." Lo hun kærligt, som hans hånd måtte sætte mere og mere gang i hendes mave. Der var meget hun endnu ikke vidste, for intet kunne siges helt med sikkerhed, da det var svært at mærke barnet, det hele lå godt gemt bag hendes organer. Men der var en vej ud af det nu hvor det var noget man vidste, der skulle bare rykkes lidt rundt med noget lignende massage, skubbe alting rundt. Det lød ubehageligt, men det gjorde intet, hun håbede bare snart hun kunne mærke det ud af til også.
"Et par timer kun kære, jeg havde ingen anelse, men nu hvor jeg ved det, lægger jeg mærke til en masse ting. Det vides ikke med sikkerhed hvor langt henne jeg er, men jeg skulle være over halvvejs." Forklarede hun, det føltes så godt at han rent faktisk måtte være glad for de ventede sig. Hun skænkede ham blidt et kys, inden hun vendte rundt for at gå ind mod stuen. Synet som ventede var papir foran det store vinduer, over alt på gulvet, fyldt med skitser af tøj til både drenge og piger.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Alt for mange gode og behagelige tanker, skød igennem Thranduil i øjeblikket. Svært var det for ham, at finde sin plads i alt dette, og særligt når det foregik på denne her måde. Han skulle være far igen.. Tænk engang! Efter alle disse år, så skulle han til at være far igen! Og med hans elskede hustru. Selvom han naturligvis frygtede, at det som skete med den forrige, var noget som skulle gentage sig, for det ønskede han da slet ikke! Han plantede et dybt kys mod hendes pande, hvor han lagde den anden arm omkring hende.
Selvom maven ikke var særlig tydelig, kunne han da mærke, at den var hård. Der var virkelig liv på den anden side, og han ville naturligvis gerne sikre sig, at det hele gik forsvarligt for sig! Intet andet for ham, var godt nok, det var da helt sikkert! Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Jeg er glad for, at du fik det undersøgt, min kære.. Tænk en gang," endte han. Han var bestemt ikke afvisende overfor ideen. Langt fra. At hun derimod allerede var igang med skitser til tøj og andet til deres kommende barn, var noget som han da tydeligt kunne se, da han søgte ind i stuen efter hende. Han rystede kort på hovedet. Hvad det var, vidste de jo trods alt ikke endnu. "Jeg ville foretrække, at du holdt dig fra ansvaret som dronning, til du har skænket liv til vores kommende barn, Serenity," sagde han med en rolig stemme. Hun skulle jo nødigt presse og stresse mere end højst nødvendigt!

[Deleted]

Synet i stuen gav hende kun mere bekraftigelse, her kunne hun se at det rent faktisk skulle ske, de skulle have et barn sammen. Maven vidnede ikke just helt om det endnu, men den kom vel, hun nussede blidt ned over den. Hendes blik gled rundt, til dreng så vel pige havde hun allerede skabt, kreativiteten havde ingen ende, og hun havde lavet til det første af design allerede i sit sind, de alle manglede at komme på papir. Serenity var i den grad lykkelig, hun følte sig overraskende klar, mere end hun lige selv havde ventet. Måske var det fordi det var med ham? Hendes elskede mand, hendes livs kærlighed!
"Det er jeg virkelig også, tænk sig, jeg kunne måske have gået det hele igennem og først vide af det så snart fødslen gik igang." Tanken var skræmmende, hun var virkelig glad for at have fundet ud af det. Det andet havde jo været lige overvældende nok. Til gengæld skulle de ikke igennem så meget ventetid, kun et par måneder var at se frem til, hvis dette altså var korrekt. At han ville lade hende træde fra ansvaret som dronning fik hende til at spærre øjnene op.
"Lad mig være med i henhold til en nødplan med Manjarno Thranduil, alt andet skal jeg nok tage afstand fra, men lige dette betyder så meget for fremtiden, for barnet ligeså, at jeg ønsker at være en del af det." Bad hun stille med et smil, barnet var igen faldet til ro, det var nok fordi hun gik, det blev sikkert vugget i søvn.