What should we do?

[Denjarna Dark Dynithril]

Denjarna Dark Dynithril & Salvatore ’Kenara’ Salizmira

Ud af et af de aflange vinduer så Denjarna, som hun afventede sin rådgiver. I en aflang hvid kjole stod hun, alt imens hendes ravnsorte hår var blevet sat op, så hendes elviske træk trådte tydeligt frem. Hvidvinsglasset som hun stod med i hånden, vippede hun let med, så den lyse væske cirklede friskt omkring. Færdig med rundrejsen i sit land havde hun nu været i et stykke tid, og derfor var tiden nu til at se på andre vigtige anliggender. Manjarno var nemlig på vej på fode igen, og derfor kunne hun nu se til, hvad der ellers interesserede hende. Nemlig landets alliancer og fremtoning i de andre lande. Hvidvinglasset løftede hun roligt op til læberne, så hun kunne smage de tørre og lyse druer. Et nyt land havde dukket op i syden, og derfor var det kun på tide, at hun vendte sit blik imod det. Meget vidste hun ikke om det, udover at det var en sydhavsø, og at det havde et lignende styre, som det i Det Gamle Peula. Derudover vidste hun umiddelbart, at ingen af de andre lande havde slået til endnu, så derfor var det kun passende, at hun gjorde det. Guderne måtte også vide, at hendes land havde brug for venner! Selv afventede hun derfor sin rådgiver, Salvatore, nu, som hun ønskede at drøfte situationen med ham. Klart var det nemlig for hende, at de måtte gøre noget, men spørgsmålet var blot, hvad? Allerhelst så hun, at der var en der drog til landet, men ej kunne hun sige, at hun havde en passende repræsentant hængende. Passende var det nemlig ikke, hvis hun forlod landet i denne stund. Ikke med faren fra de to omkringliggende lande, og med den synlighed, som hun ønskede at vise for sin befolkning. Derudover var hun ej heller tryg ved at sende Salvatore, da den forrige gang havde været noget af en fiasko.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Manjarno var atter på vej ud af skyggerne. Folk havde værdsat at se deres dronning, som det atter en gang havde plantet det spirrende håb om, at freden var kommet for at blive. Selv dette var en effekt, som Salvatore uden tvivl kunne lide. Som ønsket havde han gjort sig klar til mødet med landets dronning. Selv han havde været vidt omkring igennem den seneste tid. Freden var uden tvivl kommet for at blive - for nu om ikke andet, men selv han vidste derimod godt, at det kunne være stilhed før storm. I den forbindelse, kunne man ikke stole på Dvasias og ej heller Procias.
Roligt nåede han pejsestuen. Selv pænt klædt, da han havde tilladt sig, at tage et godt og varmt bad. I det professionelle arbejde, var han ikke hendes elsker, men derimod hendes ansatte. En kongelig rådgiver, hvilket var et ansvar, som han endnu agtede at leve op til, såfremt at han kunne. Han bankede kort på døren, inden han tvang den op og stillede sig i døråbningen. "De ønskede at se mig, Deres Højhed?" begyndte han med en myndig stemme, hvor han foldede hænderne roligt over ryggen. Dog måtte han jo sande, at hun virkelig var en smuk kvinde i denne kjole! Dog noget som han undlod at kommentere på, for nu. Af hvad han forstod sig på sagerne, var dette et statsanliggende. Det personlige måtte vente til en god anden gang, hvor han vidste, at de ville være helt alene.

[Denjarna Dark Dynithril]

Blikket sled Denjarna roligt bort fra blikket, så det i stedet faldt på døråbningen, som Salvatore gjorde sin entre i pejsestuen. Glimrende! Begge havde de haft travlt i den seneste tid, som hun havde haft ham med i sin rundtur i landet. Dog var det også kun, hvad man kunne forvente af en dronning og hendes rådgiver. Derfor ville deres slid ej heller stoppe nu, som deres arbejde derimod altid ville fortsætte. ”Det glæder mig, at De ville gøre mig selskab, Salvatore,” lød det formelt og dog venligt fra hende. Synd at sige var det dog, at han havde haft et valg, da det var forventet af ham, at han kom, når hun kaldte. Yndefuldt bevægede hun sig fra sin plads ved vinduet og over til vitrineskabet med diverse glas og karafler med vine og andet spiritus. ”Kan jeg byde på lidt at drikke, inden vi begynder?” spurgte hun ham høfligt. Middag var det ganske vidst kun, men havde lidt nogensinde skadet? Desuden vidste hun ikke, hvor længe de ville være i gang. Det afhang nemlig af, om Salvatore var i stand til at give hende nye indfaldsvinkler eller ej, samt hvorvidt de ville være gode til at nå frem til en konklusion. En skam kunne man helt sige, at det var, at de skulle være inde på en pragtfuld sommerdag som denne, men hvad andet kunne man gøre, når man var i deres positioner? Synd at sige var det, at hun havde haft megen fritid, siden hun havde vendt tilbage, men der var også kun at forvente, skønt Damien mindst en gang havde fortalt hende, at hun burde sætte sig ned og ånde. Viftede med hånden gjorde hun dog altid af dens slags bemærkninger, alt imens hun smilede til ham. For hende var det blot en del af jobbet, og hun nød det tilmed!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det kongelige og adelige arbejde, som skulle udføres, ville aldrig nå sin ende, men Salvatore havde intet imod det. Selvom hans datter i øjeblikket var rundt omkring i verden, uden at han egentlig vidste hvor, måtte han jo erkende, at det var noget, som gjorde ham en kende urolig. Han ønskede jo naturligvis et forhold til den unge kvinde, selvom hun endnu ikke havde ladet ham gøre det.
Hans blik søgte Denjarnas skikkelse, som hun stod der. En smuk og yndefuld dronning. En kvinde som uden tvivl måtte bære den titel ordentligt og fantastisk ikke mindst. "Naturligvis, Deres Højhed," sagde han med en rolig stemme. At blive tilbudt noget at drikke, sagde han dog ikke nej til. Han selv havde været ude på en lang tur, og selvom han havde haft et godt og langt bad, så var det jo altid rart. "Det vil jeg ikke sige nej til. Jeg takker," sagde han med en rolig stemme. Han lukkede døren efter sig, så de derfor også kunne være lidt alene. Det var nok også noget, som de havde brug for efterhånden. "Hvad ønsker De at drøfte med mig?" spurgte han med en rolig og ganske sandfærdig stemme, som han atter vendte blikket mod hendes skikkelse. Han kunne jo ikke lade være. Hun så jo helt igennem fantastisk ud. Han kunne jo ikke undgå at bide sig fast i det. Langsomt satte han sig ned i en af de store lænestole. Afslappet lod han benet søge over det andet, hvor han foldede hænderne foran sig.

[Denjarna Dark Dynithril]

Som Salvatore takkede ja til tilbuddet om lidt at drikke, åbnede Denjarna op for vitrineskabet. Som han dog ikke sagde, hvad han kunne tænke sig, måtte hun meget vel vælge for ham. Uden tøven tog hun om den lyse karaffel der måtte indeholde den selvsamme hvidvin, som hun selv drak. Roligt stillede hun sit eget glas fra sig, så hun i stedet kunne tage om et glas til Salvatore. ”Jeg går ud fra, at det nye land er gået forbi Deres ører. Øen Tayevania,” begyndte hun stilfærdigt til hans ord, alt imens hun hældte op i glasset. Som den lyse væske nåede midten af glasset, udskiftede hun selve karaflen med sit eget glas, så hun elegant kunne føre sig selv over til Salvatore og selve sofaarrangementet. ”Værsgo,” sagde hun høfligt, som hun stillede hans glas fra sig på bordet ved ham. At han betragtede sig af hende alt imens, og gjorde sig diverse tanker omkring hendes ydre, kunne hun ikke just vide. Dog kunne hun heller ikke just sige, at hun havde noget imod det.. selvom det var upassende i denne stund. Selv nød hun jo, at hun var den kvinde, som han begærede i hvert sit levende øjeblik. Over til den bløde sofa, valgte hun selv at bevæge sig, hvor hun satte sig i den med det ene ben yndefuldt slængt over det andet. ”Af hvad jeg ved, har hverken Procias eller Dvasias langet ud efter landet endnu. Det er blot et spørgsmål om tid, før Dvasias griber chancen.. Det er derfor mit ønske, at Manjarno er det land det lykkedes for, samt det land der slår til først. Jeg ønsker at viderebringe til øen, at vi er deres allierede. Procias’ har altid kun været interesseret i sin egen navle, men Dvasias’ rager til sig, hvor Dvasias kan rage til sig. Jeg ønsker derfor at vise landet, at vi er dem der har deres interesse, og at vi er dem, som de vil kunne få det bedst mulige samarbejde med."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde intet imod at lade Denjarna vælge for ham. Han var ikke en kærsen mand hvad det angik, hvilket han gerne erkendte, når det skulle komme såvidt. Han tog roligt pladsen i stolen, hvor han lod blikket følge hende. Hovedet lod han langsomt falde på sned. "Tayevania er ej ukendt for mig, Deres Højhed. Flere og flere snakker om det," sagde han med en sandfærdig mine. Han nikkede taknemmeligt mod hende, som hun satte glasset med den yndige hvidvin foran ham. Han lænede sig derfor frem, hvor han lod sine fingre lukke sig om glasset, inden han atter satte sig tilbage.
Endnu var der ikke nogen af de store lande, som havde reageret på den nyopdagede ø. Uanset hvad, så var det uden tvivl et land som Dvasias, der ville reagere først. Han tog en lille tår, inden han roligt lænede sig frem igen. Han ville mene, at de skulle være påpasselige. Der var en grund til at Dvasias endnu ikke havde reageret på dette. "Jeg ved ikke, hvorfor Dvasias endnu ikke har reageret på det. Procias er mere interesseret i at værne og beskytte deres eget. Det jeg frygter, er at Dvasias er i besiddelse af en viden, som vi ikke kender til," startede han med at sige. Han forstod skam godt, at Denjarna ønskede at række ud og skabe alliancer og danne sig venner, som kunne komme landet til gavn, men det skulle endnu ske på rigtig vis. Han lod armene søge over kors og med en tydelig alvorlig mine i ansigtet. "Jeg tvivler ikke, at de ville få det bedst med et samarbejde med os i Manjarno. Det som jeg egentlig kan forestille mig bedst, var at opsøge stedet personligt," sagde han direkte.

[Denjarna Dark Dynithril]

Forventet var det kun, at Salvatore kendte til den nyopdagede ø. Sandt var det nemlig, at alle talte om den. Spøjst var det derfor også, at ingen endnu havde rykket. Derfor havde Denjarna også selv tænkt den tanke, at Dvasias måske havde en viden, som de ikke havde.. Eller også ventede de bare til det rigtige øjeblik. En ting var dog sikkert og det var, at Dvasias ej var ligeglad med, at der var kommet en ny spiller ind i billedet. Dvasias havde nemlig aldrig været kendt for at være et land, hvor det gik stille fra sig. Det havde de også kun vist ved at indtage Imandra. ”Jeg forstår Deres uro, når De siger, at Dvasias ej har rykket af årsager, som vi muligvis ikke kender til. Jeg har selv skænket det en tanke.. Dog har min spion i Dvasias endnu ikke rapporteret om nogle mistænkeligheder i landet.. Om det skal tages for gode tegn eller ej, er jeg dog endnu ikke vis på. En ting er dog sikkert og det er, at vi bliver nødt til at gøre et eller andet, hvis ikke vi ønsker at ende tilbage med en lang næse. Dvasias har allerede alt østpå.. Ej ønsker jeg, at de ligeså har al sydpå, samt et samarbejde vestpå.” Historisk var det helt, at Procias og Dvasias havde slået sig sammen. Positivt var det dog ikke, da det betød, at Procias’ regerings had var større til hende, end hvad det var til Dvasias. Noget der næppe før havde sket. ”Personligt fandt jeg det bedst, hvis jeg personligt kunne søge til øen. Dette ville uden tvivl vise vores seriøsitet. Dog frygter jeg, at det ville skabe usikkerhed blandt borgerne, hvis jeg igen forlod dem. Derudover frygter jeg også, at Dvasias vil se det som en mulighed for dem.. Mit andet bud ville naturligvis være Dem. De ville ligeså kunne tale min og landets sag, samt det også ville være værdigt at sende min rådgiver. Dog frygter jeg igen, at det ville kunne give bagslag, ligesom sidst.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det handlede om at spille sikkert hvad angik dette. Dvasias og Procias, kunne hvis de ville, presse Manjarno fra flere sider, og derfor var et også vigtigt, at de ikke fik det samarbejde med Tayevania. I det tilfælde, kunne Salvatore jo godt se, hvad det var hun mente, og han var helt enig. De var nødt til at handle, men han frygtede at Dvasias brændt inde med viden, som de ikke havde adgang til, og alene den tanke, var bestemt ikke noget, som måtte falde i hans gode jord. "Hvis Dvasias ønsker det, kan vi presses fra alle vinkler. Dette er bare en stilhed før storm, og det er nok også således, at det skal betragtes. Øen er kendt efterhånden. Hvad den dog har i sin besiddelse, og hvad der er der, ved jeg endnu ikke," lød det roligt fra ham, som han igen vendte blikket mod hende.
Denjarna havde allerede virket til at have tænkt meget over den. Han undede hende det. Det var ikke ofte, at man så en dronning have nok mellem ørene til selv at drage den form for konklusioner. "Uden tvivl vil det gavne landet her, hvis De selv tog turen dertil. Det vil dog bare ikke stille landet stærkt i samme forstand i Deres fravær," tilføjede han sandfærdigt. Der var mange ting, som man skulle have med i overvejelsen, hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre. Tvært imod faktisk. "Hvad der skete sidst, er naturligvis beklageligt. Bedst vil det være, om en stærk repræsentant for Manjarno, kunne sendes afsted. I det tilfælde, står vi ikke med mange valg, Deres Højhed. Ønsker De det, tager jeg naturligvis afsted.. Ønsker De derimod at tage turen, vil jeg regere landet i Deres sted," forsikrede han hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej brød Denjarna sig om det faktum, at Manjarno kunne blive presset fra alle vinkler, hvis det var ønsket af de omkringliggende lande. Meget kunne hun dog ikke gøre på det punkt, da hun vidste, at en alliance med enten Procias og Dvasias var umulig. Jaqia var nemlig langt mere interesseret i at eje landet, end at alliere sig med det. Og Gabriel var langt mere målsat på sit gamle knuste hjerte, samt sit eget lands velbefindende. Hvorvidt Silia havde en rolle i al dette, tvivlede hun nu på.. Oprigtigt syntes den kvinde blot som pynt, som hun aldrig trådte frem. ”Hvad jeg umiddelbart ved er, at øen er tropisk. På den led burde de have en landbrugsmæssig vækst. Derudover er der selvfølgen, at de er omgivet af vand, og der derfor burde være et højt fiskeliv. Måske lever der andre fisk der, end hvad der gør ud for Cetiul,” lød det roligt fra Denjarna, hvor det hele blot måtte være bud på livet på øen. Hvordan de helt præcis skulle komme i kontakt med det nye land var dog spørgsmålet.. Sandt var det nemlig, at landet stod svagt i hendes fravær. Derudover måtte hun knibe øjnene en anelse sammen, som han foreslog, at han kunne regere hendes land, mens hun var væk. Ikke på tale! For det første var han ikke hendes konge, selvom han var hendes elsker. Derfor var tronen ikke hans. Derudover havde han ikke ligefrem haft succes med at holde tronen, mens hun havde været væk. Sin hvidvin nippede hun til. Selv ønskede hun at tage af sted, men ej ville hun efterlade tronen til Salvatore. ”Ville De have mulighed for at lokalisere min datter? Jarniqa er i forvejen arving til den manjanske trone, samt folket allerede kender hende, som hun allerede har siddet på den. Hun ville kunne regere landet med din rådgivning, mens jeg var borte,” endte hun diplomatisk med at sige.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Mange ting måtte de tage højde for i denne situation, og særligt med den situation som Manjarno nu måtte have. Han forstod skam godt, at Denjarna ønskede at skride til handling, selvom det ikke altid gjorde sagerne nemmere af den grund. Han betragtede hende roligt. Tropisk var øen, af hvad han selv havde hørt, uden at han havde set øen med egne øjne. "Meget af det som øen skulle have, ville komme os til gavn. Jeg er dog endnu bange for, hvad grunden til, at Dvasias endnu ikke har taget skridtet endnu. Fiske- og dyrelivet, kunne jeg forestille mig, er meget anderledes end her," istemte han med en rolig stemme.
Salvatore var på ingen måder ude på at overtage Manjarno, men udelukkende på grund af hendes måde at handle og reagere på, kunne han da se, at det ikke var noget som faldt i hendes gode bog, men buddet skulle hun have. Hvorvidt om Jarniqa - deres fælles datter, ville regere landet i hendes fravær og med ham ved sin side som en rådgiver, tvivlede han dog stærkt på. Den unge kvinde, ønskede jo på ingen måder at vide af ham. Han rettede sig op. "Det skulle ikke være et problem for mig, at finde hende, samt få hende med mig tilbage igen. Jeg tvivler dog stærkt på, at hun vil regere landet i Deres fravær, Deres Højhed," begyndte han med en ærlig stemme. Han trak vejret dybt. "Forstå mig korrekt, men end ikke Jarniqa ønsker at vide af mig. Derimod vil jeg råde Dem til at lade hende løbe hornene af sig, inden hun skal placeret i sådan en situation. Hun har intet forhold til nogen af os," fortalte han sandfærdigt.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Siden De frygter, at Dvasias har en finger med i spillet, hvad er Deres råd så? At blive tilbage og se, om de virkelig har noget på landet eller ej? Eller at gå det uvisse i møde og rykke til?” spurgte Denjarna sigende. Det var nemlig ej fordi, at hun ønskede at føre sig selv eller en repræsentant fra landet i et bagholdsangreb. Dog ønskede hun ej heller, at Dvasias nok engang ville løbe med sejren. Ikke når de i forvejen havde så meget. At Salvatore ikke brød sig om hendes ide omkring Jarniqa, fandt hun hurtigt ud af. ”Hun ønsker muligvis ikke at vide af Dem, men hidtil har hun udvist interesse for sit fædreland. Hun har før forsøgt at regere det, så hvorfor skulle hun ikke ønske at gøre forsøget for en uge, når hendes dronning og moder anmoder om det? Hvis det hele går vel, kunne jeg flyve dertil og være tilbage på ingen tid,” endte det med at lyde fra hende, som hun selv anså ideen for at være ideel. Hun kunne tage Damien med sig, alt imens Jarniqa og Salvatore kunne blive tilbage og regere landet i hendes fraværenhed. Hvorvidt hun eller Salvatore havde ret i deres tankegange omkring deres fælles datter, vidste hun ikke. Der måtte hun nemlig krybe til korset, som hun egentligt ikke kendte sin egen datter. Hvad hun skulle føle om det, vidste hun endnu ikke. Selv havde hun nemlig altid foragtet tanken om børn.. men som hun havde været gravid og født pigen, havde hun haft et naturligt forhold til det.. da hun så var gået bort, og først havde set pigen igen femten år efter, havde hun denne her gang følt sig distanceret i forhold til barnet. Hvad hun derfor skulle gøre på den led, vidste hun ikke.. Forpligtet til at gøre noget som barnets moder var hun vel?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Der skal handles, men der skal derimod også handles ret," sagde Salvatore med en sandfærdig, men alvorlig stemme. Landet her, ville ikke kunne klare, at miste Denjarna endnu en gang, og derfor ønskede han jo heller ikke, at det skulle gå sådan til sig endnu en gang. Han satte sig langsomt tilbage. Selv ønskede han oprigtigt at få et forhold til deres fælles datter, men svært var det virkelig, når han ikke fik muligheden for at gøre det. Ikke kunne han sige, at han elskede hende, men derimod ville han jo gerne. Hun var jo trods alt hans datter.. hans kød og blod.
Hånden strøg Salvatore over hans hage, og med blikket hvilende på hende. Jarniqa havde ganske rigtigt kæmpet rigtig meget for Manjarno, så han var ikke i tvivl om, at hun gerne ville, men om hun ville, med ham ved sin side, var jo et andet spørgsmål. Han vendte blikket mod hende. Ondt gjorde det, at hun ikke havde den lid til ham, at han ville handle efter bedste formåen i hendes fravær. "Jeg ville foretrække, at De tog turen over havet på drageryg, om muligt. Ikke ønsker nogen her, at der skal ske landets dronning noget," pointerede han lettere henkastet. Han sukkede let, inden han atter tog om glasset, som han førte til sine læber. Stædig havde Denjarna altid været, og han forstod hende nu udmærket godt, så det skulle slet ikke være det. "Ønsker De at jeg skal finde og bringe Jarniqa tilbage til Neutranium?" spurgte han med en stilfærdigt.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Og De mener ligeså, at det korrekte at gøre er at søge derned?” lød det fra Denjarna, som hun ønskede at sikre sig, at de var på samme fod. Det var desuden den løsning, som hun hældte allermest til. At den bedst mulige repræsentant søgte til landet for at sikre sig den korrekte alliance. Hvem der bedst kunne sikre det, var selvfølgelig hende, da hun som dronning bedst kunne lide, hvad hun ønskede for sit eget land. ”Jeg havde skam allerede planlagt at tage turen dertil på drageryg. For det første vil det hurtigst muligt bringe mig fra a til b, og for det andet er det også den sikreste løsning,” lød det ærligt fra hende. Damien ville hun skam tage med sig, men han ville også være den eneste, som hun ville medbringe på sin færd. På den led kom hun ikke til det nye land med en skare af vagter, men derimod med en enkelt sikkerhedsforanstaltning. Som han spurgte ind til Jarniqa, endte hun med at nikke. Det var den beslutning, som hun drog. ”Find min datter og fortæl hende, at hendes moder og dronning kalder hende hjem grundet et statsanliggende,” endte hun bestemt med at sige, som det ikke længere var til diskussion. Hun ville flyve med Damien til denne nye ø, Tayevania, hvor Jarniqa i mellemtiden ville regere i hende sted og med Salvatore ved sin hånd. Selv tvivlede hun på, at hendes datter ville yde den store modstand i det henseende. Jarniqa havde trods alt før ønsket at styre landet, så hvad var problemet i en uge? Sikkert burde landet desuden stå i den tid, da både Dvasias’ og borgerne ville kunne se, at kongefamilien endnu sad på tronen. Nu var spørgsmålet blot, hvor i verdenen hendes datter var at finde..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore endte med at nikke. Han stod fast på, at de var nødt til at handle og reagere på det her, og det var ikke noget, som kunne komme hurtigt nok for hans vedkommende. Han vente blikket direkte mod hende. "Jeg vil som Deres rådgiver, råde Dem til at tage turen til Tayevania, og tale med de højerestillede der, for at skabe alliancer og handelsaftaler," sagde han ærligt. Han stod fast på, at det var noget, som ville komme dem alle sammen til gavn på sigt, hvilket var det vigtigste af det hele. Turen på drageryg, ville uden tvivl gøre det hele nemmere for alle parter, så det støttede han hende uden tvivl i. Desuden med en enkelt med sig, fremstod man ikke som en fjende, så det kunne næppe være så truende.. Selvom det jo var en drage. Nu vidste han ikke hvordan de tog den slags på øen.
"Jeg er enig med Dem," sagde Salvatore sandfærdigt, som han igen rettede sig op. "Drageryggen er hurtigst og mest effektivt, men nu ved vi ikke hvordan de har det med drager, eller om det i det hele taget er et kendt væsen på øen. Jeg vil råde Dem til at være på vagt," endte han. Hvor han ville finde Jarniqa, var endnu ikke til at sige. Som en frisk ung kvinde, var hun ude på eventyr, som hun naturligvis skulle have lov til. Svært var det dog ikke at forstå. Han nikkede. "Hvis det er hvad De ønsker af mig, skal jeg søge ud. Ønsker De at jeg skal drage afsted nu?" spurgte han alvorligt. Han lod hovedet søge en kende på sned. Han kunne opspore hendes magi ved hjælp af sin egen. Det var trods alt den samme, som de havde i blodet.

[Denjarna Dark Dynithril]

Denjarna ville i egen person drage til Tayevania. Det var nu fastlagt. Et sted kunne man også helt sige, at hun glædede sig til det. Personligt havde hun nemlig altid nydt at gøre forhandlinger, skønt hun var vant til at påvirke folk i det uvisse. Muligt var det dog ikke her, som hun skulle handle hurtigt og sikkert og gå direkte efter de øvre hoveder i landet. Tryg var hun også ved at tage af sted med den viden, at hendes datter ville varetage tronen i mellemtiden, og at Salvatore ville være der ved hendes side til at rådgive hende. At de to individer i så fald havde en fejde, kunne hun ikke tage højde for. Det måtte de simpelthen lægge til siden, når det gjaldt anliggender som dette! ”Jeg vil se, hvad jeg kan gøre for at skræmme befolkningen mindst muligt, når jeg ankommer til øen. End ikke her er det normen at komme anstigende på drageryg,” endte hun stilfærdigt med at sige. Nervøs var hun dog ikke for, at det nok skulle gå, da hun stolede på Damien. Selv var hun i hvert fald vis på, at han ville føre dem frem på den mest sikre og ideelle måde. Som han spurgte ind til om der var mere, eller om han kunne drage af sted, måtte hun betragte ham med et roligt blik. En flot mand var han nu, samt en god en af slagsen. Selv betvivlede hun ikke, at der ikke var det, som han ikke ville gøre for hende. Meget havde han nemlig allerede gjort, hvor han heller aldrig havde sagt nej til hende. ”Hvis ej De har mere at sige til mig, er De velkommen til at drage af sted,” sagde hun roligt. Professionelt eller personligt var det nu. Alene var de også i pejsestuen.