For sale

[Soraya Salvorique]

@cyrenic

Endelig nåede skibet i land. Soraya havde nu tilbragt et par dage på havet, hvilket havde gjort hende utroligt søsyg, da hun nærmest havde ligget og kastet op det meste af turen, specielt efter den nat med uvejr hvor bølgerne havde fået båden til at vippe noget så forfærdeligt. Sømanden kastede et reb om en stor pæl inde på kajen og trak båden hen til havnesiden, så de kunne komme fri. Sømanden havde flået hendes mord-sith dragt af hende og i stykker lige foran hende, hvilket havde føltes som om, at han stak en kniv i hendes krop. Den dragt var så speciel og nu var den hende frarøvet. Hun var blevet pillet ned ligeså stille, men hun var langt fra færdig med at kæmpe imod. En lænke sad endnu om hendes hals, da den låste hendes magi, så hun ikke kunne slå fra sig. Det var til sømandens og alle andres held, da hun sagtens kunne slå fra sig, om hun havde midlerne. Hendes fødder var stadig lænket sammen og hendes arme bundet foran hende. Præcis som en gemen slave. Og for at det ikke skulle være nok, så havde hun fået en laset kjole over sig, der mere mindede om en sæk. Den kradsede også lidt på grund af stoffet, den var lavet af. Hendes fletning var også blevet taget ud, hvilket også var noget af et slag på hendes værdighed. Hendes hår var langt og nåede hende helt ned til lænden og bølgede, da det havde været flettet i de sidste par dage. Håret var fedtet og lidt uglet. Og nu stod hun så her på en fremmed havn, på en fremmed ø. Sømanden bød hende velkommen til 'Ithanae' på Tayevania, hvilket lød helt skørt i hendes ører. Hun fnøs og han begyndte så at trække hende med sig, da han havde bundet et reb fast i lænkerne om hendes håndled. Hun måtte følge med og de endte på en åben gade i denne by. Der var utroligt mange indtryk at tage ind, da det slet ikke lignede noget, hun havde set før. Overhovedet!
Sømanden begyndte at råbe op. "Slave til salg... Fantastisk eksemplar fra fastlandet," startede han med at bjæffe om. Og hun stod bare og holdt øje med om nogle kom hende nærmere...

[Deleted]

Hvor ofte, Cyrenic fik mulighed for at rejse omkring på øen, afhang meget af omstændighederne, og de opgaver, han stod foran på det givne tidspunkt. I perioder fik han ikke lejligheder til at forlade byen, havde knap tid til at komme ud af villaen eller rådsbygningen, fordi der var så travlt, mens hans arbejde i andre perioder bragte ham vidt omkring. Nyheden om den nyligt skabte forbindelse mellem Tayevania og de nye lande var blevet taget med blandede reaktioner fra både rådsmedlemmerne og de resterende indbyggere. Cyrenic havde ingen tvivl om sin holdning, men nogle lod til stadig ikke at være overbevist, også uden for rådspaladset. Hvis han kunne få bekræftet, at folket ikke ønskede noget at gøre med disse besynderlige væsener fra disse underlige, farlige verdener, så måtte det virke i hans favør i rådspaladset - de kunne trods alt ikke ignorere folkets ønske; det kunne blive et brugbart værktøj, når de andre racer skulle overbevises. Normalt var dette ikke Cyrenics foretrukne metoder, men dette var en vigtig sag, og hvis det kunne have en chance for at tippe vægtskålen, så var det da et forsøg værd - og det skadede jo under alle omstændigheder aldrig at have en fornemmelse for, hvad der foregik blandt den jævne befolkning. Cyrenic var selv draget til Ithanae for at vægte stemningen blandt beboerne, så kunne han samtidig få samlet op på nogle familieanliggender, når han alligevel var her.
Stemningen var nogenlunde så blandet, som i Galarion. Det burde være en prioritet, når omstændighederne tillod det, at få samlet grupperingerne lidt mere, og få mindsket den splittelse i holdninger og forestillinger, som lod til stadig at eksistere. Hvis befolkningen endte med at blive for splittet på et så centralt spørgsmål, kunne det blive et problem længere ned ad vejen. Alligevel var det mest presserende jo at få afklaret sagen i rådet, så kunne de altid fokusere på folket senere, når repræsentanterne kom til enighed.
Cyrenic havde egentlig ikke planlagt at gøre sig nogle køb i dag, men han havde aldrig været i stand til at modstå en god handel eller interessante varer. Da han på sin vandring ned gennem gaden, overhørte han en, som forsøgte at få afsat en slave, og på ordlyden lod det til, at de var tilrejsende. Han havde egentlig ikke regnet med at blive meget længere, men var faktisk ved at overveje at drage hjem, inden det ville blive for sent. Alligevel blev han draget til af løftet om et lukrativt nyt slavepotentiale. Han valgte derfor lige at undersøge sagen, men regnede ikke med at gøre et køb. Han så dog ikke ofte slaver fra den anden side af havet, selvom de begyndte at blive mere udbredte med tiden, og det kunne jo ikke skade at se på sagen.
”Pris?” spurgte Cyneric, da han med rolige skridt bevægede sig hen til manden og kvinden. Han så vurderende på kvinden og forsøgte at forestille sig, hvad hun var for en. ”Hvad kan hun?” Hvis han ville have hende solgt, måtte han jo overbevise Cyrenic om, at hun var værd at købe og slæbe med hjem, at hun var noget særligt på en eller anden måde.

[Soraya Salvorique]

En blid vind greb fat i Sorayas bølgede lokker og trak det bort fra hendes ansigt. Hun var faktisk en naturligt smuk pige, der lige nu kun så lidt blegere ud på grund af sejlturen over havet, hvor hun havde ligget syg. Og så så hun noget ussel ud i den slidte sæk af en kjole, som hun var tvunget i, for ellers ville sømanden have solgt hende nøgen. Hun holdt blikket oppe og stod rankt, da hun bestemt ikke ville lade hele sin stolthed falde til gulvet. For hvis hun først faldt sammen, så tabte hun da først sig selv på gulvet og det nægtede hun. Kampen var ikke færdigt endnu, den skulle faktisk først til at begynde, når sømanden fik hende solgt. For der måtte da være en måde at komme herfra igen. Nogle folk kiggede underligt på hende, hvor andre mere så ud som om de havde ondt af hende. Der var mange forskellige blikke, men ikke noget hun kunne gøre så meget ved. Hun stod bare stille og kiggede og havde faktisk ikke set, at en mand var kommet direkte imod hende og sømanden. Det gibbede derfor let i hende, da han spurgte kort og kontakt om prisen og hvad hun kunne. Hun overvejede at svare selv, så hun kunne prøve at ødelægge det for sømanden, men ville først lige se fyren an. Måske han faktisk kunne være nem at snøre, så hun gerne ville købes af ham fremfor nogle andre.
Sømanden vendte sig straks mod manden og sendte ham et nærmest venligt smil. "Goddag min gode Herre," startede han ud, tydeligt med en hvis respekt. Var den mand foran hende mon en med lidt status her på stedet? "Tøsen her er frisk. Hun har en flot krop, er stærk for en kvinde at være og lystrer med den rette disciplin. Hun er et nyt eksemplar bragt fra fastlandet, så jeg skal være ærlig, min gode Herre, hun kræver en hård hånd og en opdragelse indenfor sit nye fag. Hun er en magisk race, så derfor låser lænken om hendes hals magien fast i hendes krop, så hun ikke kan bruge det imod mig eller andre," startede sømanden ud.

[Deleted]

Fastlandsfolket var jo stadig lidt eksotiske, så selvom han ikke brød sig om dem, var det da alligevel lidt fristende. De måtte jo vel kunne et eller andet anderledes end de, han var vant til herfra - sådan havde det i hvert fald set ud indtil videre. Desuden kunne det jo være, han kunne udnytte muligheden for at se dem lidt an og lære lidt om dem - måske han kunne finde ud af noget, han kunne bruge mod dem senere. Det ville helt sikkert ende med at være til deres fordel.
Manden påstod ganske vist, at hun havde en pæn krop, men den blev jo ikke ligefrem komplimenteret af den las, hun var blevet trukket i. Alligevel måtte Cyrenic jo istemme, at hun da ikke var blevet helt forbigået med hensyn til udseendet, hun virkede da til at være en køn pige, når man lige så forbi alt det umiddelbare - blev hun vasket en smule og fik noget andet på, eller bare det sørgelige stykke stof af, så skulle det da nok begynde at vise sig.
Man burde altid være påpasselig med de, der var nye med slavebåndet, da de ofte tog en del tid og besvær før de blev en produktiv del af staben. Cyrenic reagerede naturligvis ikke på disse alarmklokker, da han altid havde haft svært ved at modstå en sådan udfordring. Det var altid det værd, når han blev færdig med sit projekt og så resultatet, og kunne vise det frem til sine fæller til deres store fortrydelse og misundelse. Særligt magiske racer burde man være påpasselige på, men hvis manden havde ret, så burde det halsbånd jo gøre hende ufarlig, i hvert fald på dette område. Desuden havde han jo villaen overstrøet med vagter, så sikkerheden burde ikke være truet af denne grund, med mindre hendes magi var noget helt særligt.
”Javel så…” begyndte Cyrenic og overvejede sagen et øjeblik for sig selv, mens han fortsat betragtede slaven med et bedømmende blik.
”Og hvad dette ’pragteksemplar’ så koste mig? Og jeg formoder vel, at halsbåndet følger med i prisen.” Det sidste virkede mere som en konstatering end et spørgsmål. I hvert fald var det tydeligt, at Cyrenic allerede havde besluttet sig for dette, og ikke ville lade sig overbevise om andet uden videre. Han var dog nødt til at høre prisen, før han kunne beslutte sig. Han kunne godt nok være villig til at strække sig lidt i nogle situationer, han havde jo midlerne til det, men prisen skulle være i orden - ellers skulle hun være noget helt specielt, og så speciel var han dog endnu ikke overbevist om, at hun var.

[Soraya Salvorique]

Ved sømandens ord, måtte Soraya rulle kort med øjnene. Hun holdt dog skarpt øje med manden foran hende, som jo faktisk viste interesse. I hendes hoved, kunne ingen mand nogensinde knække hende eller gøre hende til slave. Men hun skulle stadig ønske at ende hos en halvdum mand, som hun kunne sno om sin lillefinger, selvom hun ikke havde sine magiske evner. Eller en hun måske kunne overtale til at fjerne lænken om hendes hals, så hun kunne slå ham ihjel.
Begge var de dog fremmede for hinanden. Hun vidste intet om denne ø og hvor meget øen kendte til fastlandet, det vidste hun faktisk heller ikke. Måske ikke så meget. Egentligt lignede de jo hinanden, så gad vide hvad der gjorde forskellen? Hvilke racer havde de mon her? På sømanden lød det til, at hendes magiske race var noget utroligt. Så måske de slet ikke havde haft magi her på øen før fastlandet var kommet? Det kunne virkelig vise sig farligt at ødelægge roen på en ø, men hun ville dog selv elske at være med til at spolere den.
Kjolen hun var blevet trukket i gjorde ikke meget for hende og hun så også lidt medtaget ud af turen. Dog var hendes træk ikke ændrede på den baggrund og hun var naturligt køn og godt skåret. Hun vædede sine læber. Egentligt vidste hun ikke, om hun ville sælges for meget eller lidt. Helst lidt, for så tjente sømanden mindre på hende, men hvis hun endelig skulle sælges, ville hun da også gerne sælges til ordentlig pris. Eller? Hun vidste da slet ikke hvor de tanker kom fra. "Du tvivler," endte hun med at sige. Hun ville gerne se hvilken reaktion de begge fik over, at hun faktisk åbnede munden. "Men måske du i stedet kan fortælle mig... Hvad gør mig interessant for dig? Hvilke egenskaber søger du? Sømanden kender mig ikke... Jeg kan langt bedre fortælle dig det," endte hun, ganske forførende og blødt. Nu måtte hun jo afprøve, om hun kunne påvirke ham lidt.
Sømanden skulede ondt til hende, da hun begyndte at snakke. "Hvem har bedt dig om at sige noget?" vrissede han af hende, før han vendte opmærksomheden tilbage på manden. "15 guldmønter såmænd. Jeg har flækket lidt af prisen, når hun nu er helt ny. Det vil kræve noget arbejde, men jeg er sikker på, at De er manden for det. Halsbåndet følger med, ja... Hvis De vil, kan De rykke kjolen af hende, hvis De vil have et nærmere kig?" opfordrede sømanden.

[Deleted]

Cyrenic bemærkede pigens rullen med øjnene. Det var den slags respektløse opførsel, som han måtte få has på, hvis han valgte at tage hende med hjem. Han valgte dog at undlade at kommentere på det. Men hvis hun gjorde den slags i hans selskab, når først han havde købt hende, så ville der være konsekvenser.
Cyrenic havde haft enkelte møder med hendes slags, ikke nødvendigvis hendes specifikke race, men de fra ”fastlandet”, og han var hverken imponeret eller en tilhænger af deres type. Han så ned på dem og afskyede dem. De eneste omstændigheder, under hvilke han ville tillade dem adgang til sit hjem, var i lænker eller i arenaen.
Den samme respektløshed, som da hun rullede sine øjne af manden, viste sig, da hun uden tilladelse begyndte at tale. Den slags opførsel tolererede Cyrenic ikke af sine slaver, og han kunne ikke andet end erkende, at det påvirkede hans respekt for manden og hans evne til at opdrætte slaver i negativ retning. Alligevel var det ikke nok til at afskrække ham fra handelen, kvaliteten af slaven behøvede trods alt ikke være ringere, fordi ejeren ikke duede til at opdrage dem, og den opførsel skulle Cyrenic nok få ud af hende inden længe. Rigtig nok havde Cyrenic været i tvivl, egentlig vidste han ikke, om han orkede tage en ny slave ind lige nu. Han foretrak selv at involvere sig i opdragelsen, i hvert fald i den første tid. Det tillod ham at sikre, at det blev gjort rigtigt, og samtidig spotte usædvanligt talent. Der var en del at se til i rådet, så når han var hjemme havde han kun begrænset tid til de diverse anliggender i villaen. Alligevel havde han næsten besluttet sig, da hun begyndte at snakke. Det virkede til, at hun kunne blive en udfordring, og dem havde han altid haft en svaghed for. Desuden, med en smule gennemsnitlig afretning, burde han kunne sælge hende videre til en fornuftig pris som husslave. Hun var et eksotisk valg, men et der lod til at vinde popularitet for tiden, og hun havde en ganske udmærket krop. Hvis han ikke selv fandt brug for hende, burde det derfor være muligt at få tjent pengene ind med en smule fortjeneste. Hun så ikke ud til at ville være noget særligt som arbejdsslave, i de hårdere erhverv, generelt var mændene oftest mere attraktive til den slags, men som husslave eller til diverse underholdningsformål ville hun fungere ganske glimrende, når først hun lige havde fået den rette opførsel på plads.
”Udmærket, 15 guldmønter.”
Prisen var retfærdig nok. Ikke noget spektakulært udsalg, men ikke så dyrt, at han følte sig snydt. Normalt kunne han godt finde på at trække lidt ned i prisen, selvom pengene ikke var små, men lige nu orkede han simpelthen ikke diskutere pris. Han var træt og ville egentlig helst bare hjem.
”Jeg skal nok få hende afrettet.. Og jeg har set, hvad jeg behøver - for nu.”
Cyrenic rodede lidt og fandt den rette sum skinnende guldmønter frem og rakte dem mod sømanden. Han bragte altid en sum penge med sig i det tilfælde, at han faldt over noget, han ønskede at købe. Af samme årsag, og som generel sikkerhedsforanstaltning, havde han så godt som altid en livvagt - nogle gange flere - med. Han havde ladet ham blive lidt i baggrunden, så han kunne få lidt ro til at tænke, og så han ikke ville stå for meget ud i mængden. Desuden tillod det vagten at danne et overblik over situationen, og han var til enhver tid rede til at bevæge sig ind og reagere, hvis det blev nødvendigt.

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne se, at det, at hun åbnede munden, gjorde noget ved manden foran hende. Det irriterede ham, hvilket var den ønskede virkning. Hun skulle nok kunne pisse ham lidt af og forhåbentligt finde en måde at komme væk fra ham på. Men hvor nemt det egentligt skulle blive i længden, det havde hun ikke den mindste idé om. Hvem han var, det kunne hun dog ikke rigtigt læse på ham. Hun blev ret i tvivl om hun overhovedet ville kunne sno sig bort fra ham, for han virkede faktisk slet ikke dum. Oveni det, så han ud som en betydningsfuld mand her på øen, så gad vide hvem han var? Det ville hun vel finde ud af, hvis han faktisk bestemte sig for at købe hende. Hun fnøs til sømanden, da han snerrede af hende. Hun holdt dog inde med at sige mere. Det her var en utrolig svær situation for hendes slags, specielt fordi hun ikke var vant til at være underlagt andre end Kimeya. Kimeya, der havde trænet hende til at være en dræbermaskine, der kun fik mere energi af smerte fremfor noget andet. Ved sømandens ord om, at manden kunne rykke kjolen af hende hvis han lystede, så spændte hun op i kroppen, for det ønskede hun ikke. Heldigvis ønskede manden det ikke, hvilket lettede hende en smule, men det ændrede ikke på hendes anspændte holdning. Han købte hende. Han købte hende faktisk og det huede hende ikke ligefrem.
Sømanden trak på mundvigen og smilede. Han havde fået hende solgt og han havde netop tjent 35 guldmønter på 3 dage, hvilket passede ham fantastisk! Han skulle jo også hjem til sin familie igen. Han rakte sin frie hånd frem og tog guldmønterne fra manden. Han stak dem i sin lomme og rakte rebet frem, der bandt Soraya's hænder sammen. "Værs'go min gode Herre," svarede han og bukkede høfligt hovedet. Han trak sig et skridt tilbage, da Cyrenic havde fået rebet i hånden. Og ventede på at de gik, før han selv forlod stedet.
Soraya så på manden, der fik overrakt hendes 'snor', som bandt hendes hænder sammen. Hun sagde intet.

[Deleted]

Slavens stilhed efter irettesættelsen overraskede ikke Cyrenic. Nok var hun ikke garvet indenfor sin nye plads i samfundet endnu, som manden der solgte hende havde påpeget, men det lod til, at hun i det mindste ikke var helt uden sans for selvopholdelse. Om ikke andet kunne dette da fungere som en motivation for hende, når hun nu skulle til at affinde sig med sit nye liv. Det tog jo gerne noget tilvænning, når man skulle gennemgå en sådan gennemgribende forandring i sit liv. Han havde set tilstrækkeligt mange gennemgå rejsen ind i - og enkelte ud af - slaveriet til at vide dette.
Cyrenic vidste stadig ikke meget om hende, udover, at hun var fra ”fastlandet”, men han skulle nok finde ud af det, han skulle bruge. Han valgte imidlertid ikke at spørge sømanden, han havde sine egne metoder til at indhente den slags oplysninger, og når han selv gjorde tingene, var han sikker på, at de blev gjort ordentligt. Det var nok derfor, han altid havde foretrukket at være så involveret, det var muligt sideløbende med sine andre pligter og projekter.
Da slaven og pengene var udvekslet og handelen derved var afsluttet, så Cyrenic ingen årsag til fortsat at tilbringe tid her, så han begyndte at lede hende med sig i den retning, han var gået da han stødte på dem. Han besluttede sig nu for, at han ikke ville købe mere i dag, men tage direkte hjem, når det hele var klart til afgang. På vejen ville han dog se, om han kunne opsnappe mere information fra gadebilledet, som kunne blive brugbart senere, nu da han alligevel var her.
”Hvad kaldte de dig, hvor du kommer fra?”
Det meste ville han finde ud af, når de var hjemme i villaen, måske noget på vejen, men han begyndte altid med navnet. Det var det første, han ville få brug for alligevel, og han skulle jo vide, hvordan han skulle referere til hende, hvis han skulle tale om eller til hende. Selvom slaver ikke var ligebyrdige af rang og generelt ikke regnedes for mennesker på lige fod, så måtte man jo stadig have en måde at adskille dem fra hinanden, så man kunne holde styr på dem. Desuden gav det dem en følelse af menneskelighed, der forhåbentlig ville bidrage til, at de ikke følte sig presset langt nok ned til at ønske at gøre oprør. Selvfølgelig ville det blot blive slået ned, hvis det skulle komme dertil, hvad det kunne ved lejlighed, hvis ikke ejeren havde tilstrækkelig kontrol over sine slaver, men kunne det undgås var det bedst for alle parter.

[Soraya Salvorique]

Selvom Soraya som regel var en pige af mange ord, så følte hun alligevel i denne situation at det var bedst at tie stille. Måske stilheden endda kunne komme hende tilgode. Desuden gav det hende også mere tid til at gennemtænke det hele for sig selv, hvilket jo var fremragende. Hun havde ikke tænkt sig at blive nedgraderet til en simpel slave og lade sit liv ende sådan. Hun skulle hjem, hjem til Kimeya igen og hjem til fastlandet. Hun hørte bestemt ikke til her ude på en ø midt i havet, der var flere dages rejse væk fra fastlandet. Rebet blev overrakt til Cyrenic i stedet og sømanden forsvandt hurtigt. Men længe blev de da heller ikke stående samme sted, da hendes køber begyndte at føre hende med sig. Hvorhen? Sikkert hjem til ham selv. Men hvor langt der var til der, det vidste hun heller ikke. Hun vidste faktisk ikke noget og den uvidenhed irriterede hende meget. Men med tålmodighed, så skulle hun nok hurtigt kunne finde ud af mange af hendes spørgsmål. Hun vædede flygtigt sine læber og gik og kiggede rundt, da hun ville have så mange indtryk med sig som muligt. Dog holdt hun også øje med vejen og sin køber, så hun fik ikke alt med sig. Han gik egentligt ret målbestemt... Gad vide hvor de skulle hen? Ved hans spørgsmål vendte hun sine blå øjne mod ham.
"Soraya," svarede hun kortfattet. Om hun overhovedet ville få lov til at have et navn, det måtte tiden jo vise, men hun ville altid have sit navn med sig uanset hvad.

[Deleted]

Da Cyrenic havde besluttet at tage Soraya med hjem, havde han samtidig indvilliget i at bringe hendes trods med sig hjem. Den kunne nok delvis komme til gode, blive vendt til noget brugbart - drømmen om frihed, viljen til at leve og kæmpe for det - men for størsteparten måtte den selvfølgelig nedbrydes. Han ville i hvert fald ikke lade hende inficere resten af slaverne derhjemme med hendes rebelske attitude. Men den skulle han nu nok få has på hurtigt, han endte altid med at knække dem, uanset hvor uvillige de end måtte være i begyndelsen. Han havde endnu ikke besluttet, hvad hendes rolle ville være, men han skulle nok finde på noget til hende. Han havde endnu ikke haft megen kontakt til folk fra de fremmede egne, men selvom hun var anderledes fra de andre, skulle hun nok blive inkorporeret med tiden.
”Hvad er du, Soraya?”
Cyrenic formodede, hun ville vide, hvad han mente. Hendes race kunne jo have indflydelse på de opgaver, hun ville egne sig bedst til at varetage, så det ville hjælpe ham til at træffe beslutningen. Desuden ville det måske fortælle ham, hvilke forholdsregler han måtte behøve træffe i forbindelse med hendes ophold. Hans hidtillige erfaringer med hendes folk havde hverken været behagelige eller uskadelige. De ville rejse hjem til Galarion med vogn, så det gjorde ikke noget, det var blevet lidt senere end planlagt. Han havde kun taget en enkelt vagt med sig på sin vandring, som stadig fulgte dem med let afstand, men havde flere ventende ved adgangsstedet. Han kunne sagtens gå rundt med kun en eller to vagter - lejlighedsvist alene - inde i byen, men på vejene mellem bebyggelserne foretrak han altid at være på den sikre side. Hellere medbringe et par vagter mere end nødvendigt end færre.

[Soraya Salvorique]

Soraya fulgte blot efter manden, som hun endnu ikke kendte navnet på. Hun vidste ej hvor de skulle hen, da hun jo trods alt knapt nok vidste hvor hun var henne i det hele taget. Hun havde ingen pejling om hvilken vej fastlandet var, for hun var allerede forvirret af bybilledet og var jo ej klar over hvilken vej hun havde sejlet med sin transportør. Hun så på sin køber og fulgte bare med ham, da hun jo sådan set ikke havde noget valg. Hun kunne ikke rigtigt flygte fra ham netop nu, for hvor skulle hun løbe hen? Hun anede intet om denne ø og hun stolede ikke på nogen. Desuden havde hun intet forsvar, da hendes magi jo var låst. Så hun kunne bare håbe på, at han ville befri hende af lænkerne og så kunne hun så nemt nedlægge ham med sin magi. Men hun kunne ikke helt finde ud af ham endnu... om hvor kløgtig eller bestemt han var, for indtil videre spillede han nærmest venlig overfor hende. Hun var dog sikker på, det kun var en facade. "Warlock... En magisk race, som sejlmanden sagde," svarede hun ham. Hun vidste ikke om ordet 'warlock' ville sige ham noget så helst, for af hvad hun havde opfanget, så fandtes der vist ikke magi på øen? Eller det havde der i hvert fald ikke været før fastlandet var begyndt at besøge øen. Hun vædede sine læber let. "Hvor langt er der til dit hjem?" tillod hun sig at spørge.