This will be perfect!

[Deleted]

Det havde krævet en del tanker at nå hertil, men hun havde leget med dem længe og det var på tide at søge om en status som længe havde været hende værdig. Hun var sikker i sin sag, og hendes følge kunne kun bakke op om dette og nu se endnu højere op til hende. Det var på tide at træde ud af skyggerne, men folk måtte have hørt om hende og selv kongehuset måtte have hørt en mild hvisken. Selv i skyggerne løb det jo for sig med sladder. Noget hun bestemt måtte elske. På banen var hun igen, det var i den grad fantastisk at have samlet sig op på denne måde og kun føle sig stærkere end før! Hælene gav genlyd i natten mod de kolde sten under hende, hun havde de selvsikre sensuelle smil liggende på de dybt røde forførende læber. Denne nat havde hun klædt sig i en mørkelilla kjole, dyrt stof, det havde krævet lidt at få fat på den, men hun elskede den og den viste hende velhavende, som hun i bund og grund var. I magt ikke mindst blandt sit folk. Hun endte i tronsalen, velvidende om hvem hun måtte søge for at få tildelt det hun så brændende ønskede. Lederskab over vampyrerne! Intet ville passe hende bedre, det ville i den grad være perfekt og hun ville på ingen måde lade dem fortryde hvis beslutningen blev vedtaget. Her kendte hun sin plads, hun var stadig under kongehuset, naturligvis, selvom hun sagtens kunne forstille sig på tronen en skønne dag, en yderst fristende tanke, men en ting af gangen naturligvis. Cathlina lod hænderne rette på det corsage som var syet ind i den mørke kjole, hendes bryst var på afveje, hvilket jo langt fra var første gang, men hun måtte hellere var sig lidt anstændig og opfører sig bare nogenlunde pænt her. Håret var sat op, men ingen hat denne nat, nej hendes ansigt skulle helst kunne ses. De dybtblå øjne havde et skær over sig af ren beslutsomhed.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I aften var det Mattheus der havde valgt at sætte sig i hans moders tronestol. Siden Tayevania var blevet opdaget, var det helt andre ting, der optog hans kære moders tanker, end det, som hun ville kalde for sølle audienser. Og i sin træning for at blive bedre, så var dette noget som Mattheus havde indvilget i at tage sig af.
En rådgiver stod ved hans side, som han gjorde tegn til at de kunne sende den næste ind. Han kunne lige så godt få det overstået, da han allerede nu, vidste, at dette kunne trække ud til at vare hele natten. Hvad han dog derimod skulle forvente, var jo straks en helt anden sag.
Navnet Cathlina Decochirez var et navn, som allerede var lydt på rigtig mange læber igennem den seneste tid. Derfor var han uden tvivl også meget spændt på, hvad han kunne forvente sig ud af denne sag. Hånden gned han over hans skæggede kind, inden han rettede sig op. "Frøken Cathlina Decochirez, Deres Højhed," meddelte en mand som stod nede ved døren, idet at de blev tvunget op, så Cathlina, kunne gøre sin entre i den store og smukke tronesal. Mattheus stirrede fast i retningen af døren. Han var spændt. Audienserne, var noget af det, som han bedst kunne lide ved det kongelige arbejde. Her var det nemlig ham, som kunne og skulle tage beslutningerne. Det var en magt, som han særligt godt kunne lide.

[Deleted]

At være til sådan noget her, måtte alligevel være hendes første gang, men det lod sig ikke mærke på hende, nej langt fra. Hun måtte gå med selvsikre skridt da dørene blev åbne og det måtte blive hendes tur. Spændt måtte hun være, for dette var i sandhed en stor ting for hende, hun nåede frem mod tronen, hvor på lidt fra måtte knæle yndefuldt.
"Deres højhed." Hilste hun med den fløjlsbløde stemme, hun havde intet problem med kongehuset og så det gerne blev ved på den måde. Enhver vidste jo hvad der ville ske hvis man valgte at erklærer krig eller starte modstand og et kønt syn var det jo ikke ligefrem. Desuden havde de jo styr på et fantastisk mørkt land hvor ondskab var ladt i fred og accepteret. Cathlina havde et svagt smil om hendes læber, det var jo svært at lade være, da hun i den grad var glad.
"Jeg ønsker at søge om lederstillingen for landets vampyrer." Hvorfor ikke gå direkte til sagen? Hun vidste hvad hun kom efter, og at spilde hans tid var næppe noget han ville finde interesse for. Derfor, kort og godt, fortalte hun hvorfor hun var der. Det var i den grad vigtigt for hende med denne stilling, hun brændte for at lade vampyrerne vide at de havde en over sig og at denne ikke accepterede racen blev gjort til grin eller vanhelliget på nogen måde. Tanken fik hende til at smile lettere lusket, Valerio's tæve ville få aflagt et besøg, hun vidste han ville kravle hjem til hende som en eller anden skødehund og dette hørte sig ej racen til! Hendes blik måtte glide mod ham, så dette var altså den kære prins?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus måtte sige, at han var meget spændt på denne situation. Umiddelbart kunne man nemlig ikke sige, at Cathlina var en ukendt kvinde, så et sted, kunne man vel sige, at Mattheus på forhånd, var vis om, hvad denne kvinde ønskede af stedet her? Det var i hvert fald ikke noget, som kom videre bag på ham i hvert fald, hvilket han udmærket godt kunne mærke i den forbindelse.
Som dørene blev åbnet, var det en særdeles smuk kvinde, som gjorde sin entre. Langsomt lod han hånden stryge over den skæggede hage, hvor han stirrede fast i hendes retning. Han gjorde dog ikke noget udover det. Han bukkede ganske let med hovedet, uden egentlig at gøre mere end det. "Hvad ønsker De af audiensen på Castle of Darkness?" var det første, som egentlig forlod hans læber. Hendes svar derimod, var dog tydelig. Ikke at det var noget som egentlig kom bag på ham. Langsomt satte han hænderne i armlænet, inden han rejste sig op. Dette skulle nok vise sig, at blive umådelig interessant. Det var noget som helt klart måtte vække hans egen storslåede interesse. "Og hvad får Dem til at tro, at De er den passende og rette for den stilling?" fortsatte han. Dette var et mørkt, ondt og koldt land. Det krævede uden tvivl sit, at herske over det, for det krævede en klar jernhånd. "Fortæl mig det endelig, Cathlina," opfordrede han med en sigende mine, inden han langsomt trådte ned mod hende. Bange for hende, var han ikke. Han gik da ud fra, at hun var der i et ganske fredeligt ærinde.

[Deleted]

Der var mange gode grunde, men alle hendes grunde, kunne ikke alle blive brugt her, så hun måtte jo overveje sine ord. Det var et fantastisk storslået sted, det var første gang hun betrådte disse gulve og hun var bestemt imponeret. Men alt som lugtede langt væk af magt og rigdom havde jo bestemt noget at skulle sige, Cathlina elskede det nemlig. Elegant måtte hun rejse sig, som hun så mod ham, ikke bange for at lade øjenkontakt finde sted, for hun kendte sin plads, både under ham, men også over så mange andre, hvilket gjorde hendes holdning måtte være stolt og rank.
"Jeg bekymre mig om racen, jeg ser vampyrer ødelægge det væsen de var skabt til at være og de trænger til en fast og bestemt hånd. Nogen skal jo holde styr på dem, og jeg er ikke i tvivl om at jeg er støbt til dette." Lagde hun ud, inden smilet måtte vokse på hendes læber, hun var i den grad ikke bange for at tale sin sag og hun havde god tid. Det var trods alt et rimelig vigtigt emne dette her, så det skulle på plads og det skulle gøres ordenligt. Hun blev stående roligt, som hun så ham rejse sig og nærme sig, det betød kun interesse fra hans side af, at han ikke blev siddende og gabte.
"Jeg er viljestærk kvinde, når jeg sætter mig for noget, opnår jeg det, på den ene eller anden måde. I forvejen har jeg en del vampyrer som allerede følger mig, uden den mindste tøven tilbeder flere af dem af mig. Jeg tænkte det var på tide at tage skridtet videre." Forsatte hun roligt med den fløjlsbløde stemme, hun fik en vildfaren tot roligt på plads med en finger og lod hånden hvile blidt ved hendes hals i lidt tid, inden den måtte glide ned af hendes kraveben, ned af brystet og videre ned af maven for at ende ved hendes side. Cathlina kunne uden tvivl virke som en intenst kvinde, hvilket nok heller ikke var helt ved siden af.
"Har De nogen spørgsmål Deres højhed? Jeg er uden tvivl villig til at fortælle Dem alt De behøver at vide." De dybt blå øjne undersøgte ham lidt, hun kunne allerede godt lide ham, hun havde frygtet et andet førstehåndsindtryk, måske en snotforkælet møgunge? Men nej, han virkede som en fornuftig mand, en god prins af landet her.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Cathlina var en kvinde, som selv Mattheus måtte beskrive som en meget typisk vampyr, og et sted, så var det noget, som han godt kunne lide. Han lod hovedet søge let på sned, som han søgte mod hendes skikkelse med rolige skridt. Dette var ligeledes noget, som måtte vække hans egen interesse, hvilket han bestemt heller ikke havde tænkt sig at lægge det mindste skjul på. Hun anså sig selv, som den bedst egnede til posten som vampyrernes leder? Han ville ikke benægte det, men han ville jo ligeledes gerne vide, samt se hvad hun ønskede at få ud af den post. Slottet havde i forvejen gjort fejl, hvad den slags angik, og det var der simpelthen bare ikke plads til mere, hvad end om det var noget, som man ville det eller ikke.
"Det er ikke nogen hemmelighed, at vampyrerne længe har stået uden en til at lede dem. Den retmæssige til at lede dem," begyndte han med en ganske kortfattet stemme. Svagt måtte han knibe øjnene sammen, alene ved tanken. Han ønskede ikke at begå fejl her! "Ødelægger de deres væsen, synes du? Hvad bygger du den teori på?" fortsatte han.
At hun i forvejen havde følgere, var trods alt en god ting at starte med. Med andre ord, så var hun i forvejen vant til at lede, hvilket uden tvivl var noget, som han anså som en rigtig god ting. Det kunne han heller ikke skjule for hende, og det havde han ikke nogen intentioner om. Han stoppede et par meter fra hende. Vagterne fulgte dem med blikket, blot i tilfælde. Hun var sensuel. Præcis hvad han ville beskrive som en sand og ægte vampyr. "Du har allerede de klare lederegenskaber.. Imponerende." Tungen strøg han let over sine læber, og med et smil på læben. Dette skulle hurtigt vise sig, at blive meget interessant.
Om han havde nogen spørgsmål? Han havde faktisk en del. "Hvis jeg vælger at skænke dig titlen som vampyrernes leder.. Hvad kan jeg forvente af dig?" spurgte han direkte. Han ville have alt på det rene, og dette var intet undtag.

[Deleted]

Cathlina havde sit naturlige syn på varulve, men selvom dette var der, var det ikke ligefrem fordi hun ønskede krig imellem racerne, blot en fin afstand sådan som det altid havde måtte være. Dog var man jo også tvunget i samarbejde, så som her, jo det var da en kende irriterende at prinsen bar den slags blod i årene, men det var intet hun kunne gøre noget ved og hun accepterede dette. At stå ved alle hendes holdninger ville hun altid, der var intet at frygte, for hun var den hun var og i hendes øjne, var hun jo direkte perfekt.
"Jeg ser vampyrer miste gløden i hvem de burde være, miste det indre bæst som burde herske i dem. Med en vis kontrol naturligvis. Jeg bifalder ikke vampyrer der ønsker at være noget de ikke er, eller at være sammen med andre væsner som de ikke burde være med." Lød det roligt fra hende, hun måtte forsat smile, lige nu havde hun det sådan set ganske fint og sådan som han måtte tale, lød det til at han var varsom med hvem han valgte og det ville kun gøre det bedre for hendes vedkommende hvis hun rent faktisk fik lederstillingen. Det ville være en sejr og hun ville kun blive bekræftet i hvor perfekt hun var i dette. Egocentreret? Rimelig meget, men det var deri hendes stolthed og selvsikkerhed lå og faktisk var det kun hendes tanker som måtte vise hendes ego, eller hvis man som hendes ofre, fik lov til at høre det og se det. Ros var altid fantastisk, hun måtte smile lidt større kort, som han måtte lade et ord lyde som hun bestemt elskede, imponerende. Af en mand med varulveblod i årene, havde han da hjerne og øjne, det blev kun bedre og bedre og det var lettere for hende at acceptere ham som prins.
"De kan forvente styr på en race som bestemt kan være ude af kontrol, og sørger for De ikke behøver løfte en finger hvis der skulle være nogen problemer. Jeg vil sørger for at racen forbliver stolt og at alle kender deres plads. Og jeg vil naturligvis, hvis De ønsker det, lade de stærkeste af mine kæmpe for hvad end De måtte ønske. Vi vil altid stå til rådighed." Det var løfter hun agtede at holde, uden tøven. Cathlina mente selv hun talte sin sag perfekt, men hvis han ønskede flere spørgsmål besvaret, ville hun jo hjertens gerne besvare dem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus bar ganske vidst varulven som en del af sig, uden at det var noget som rørte ham. Han vendte blikket mod hende og med en intens mine. Han havde respekten for det vampyriske væsen. Det havde hans egen moder i blodet, og han vidste hvordan det var at færdes omkring hendes slags. Hun var derimod bare en af de mere intense af slagsen. Dog måtte han give hende den, at hun noget at rykke rundt med, hvilket han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Det var virkelig rart at der var nogen, som rent faktisk havde noget at rykke rundt med. Måske at hun var hvad vampyrerne havde brug for?
"Jeg må sige, at De har været meget opmærksom på, hvad der går for sig blandt Deres race, frøken Decochirez," sagde han med en rolig stemme. Selvom det var en varulv mod en vampyr i øjeblikket, formåede de jo begge to, at holde sig på rette side, hvilket var noget, som passede Mattheus ganske udmærket. Det var jo en meget alvorlig ting, som de snakket om.
Et kort smil måtte dog alligevel brede sig på hans læber, som han lod hovedet søge let på sned. Han måtte jo sige, at han allerede nu, var fristet til at give hende den post og position, for det ville være rart, hvis der var nogen, der kunne holde styr på det hele derude.
"Allerede på forhånd, har De gjort den store salgstale klar. Jeg er imponeret over, at det er så mange overvejelser,Deu har gjort Dem, på rigtig kort tid. Hvis De er det som racen har brug for.. Desuden må jeg sige, at Deres navn ej er mig ukendt, Cathlina.. Deres ry og rygte, er kommet Dem langt i forkøbet," pointerede han med en ganske sigende mine.

[Deleted]

Der var øjne og øre stort set alle steder når hun var ude, men også når hun blot passede sig selv, havde hun folk til at finde ud af ting for sig, men det var bestemt også ting hun måtte følge op på selv. Ikke altid skulle man tage ord fra andre for gode vare, man vidste aldrig hvad meddelerens motiver måtte være. Derfor var Cathlina en kvinde der trådte ud selv, selvom hun lod andre gøre meget af arbejdet, deltog hun bestemt også selv i det. Hun havde skam hele salgstalen parat, men det var jo også nøje overvejet dette her. Det var ikke bare noget hun havde besluttet sig for på en enkel nat.
"Som sagt, bekymre jeg mig for mine egne." Lød det blidt fra hende, som et næsten legende smil måtte glide over hendes læber. Tungen gled kælent hen over hendes underlæbe inden hun lod tænderne bide blidt i den, for så igen at slippe den. Hun holdte øje med ham, der var ingen grund til at se alle andre steder hen, for hun var hverken nervøs eller bange af sig. Faktisk, havde hun det overraskende let ved at være her. Hvilket bestemt var til at se og mærke på hende. Roligt måtte hun træde lidt til siden, bare for at få bevæget kroppen lidt.
"Jeg har været en skygge i frygtelig mange år, men de seneste år har jeg sneget mig lidt ud deraf. Og selv i skyggerne lyder sladder jo. Har De hørt noget spændende om mig?" Nysgerrig måtte hun være, for mange rygter måtte gå, ikke alle lige gode, men sådan gik det jo tit. Hendes dybtblå øjne undersøgte ham på ny, han var virkelig meget mere end hvad hun havde ventet, det ville intet problem være at tale med ham i fremtiden. Et sted var hun jo slet ikke i tvivl om hun ville få denne titel, hvorfor skulle hun ikke? Hun var perfekt!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Cathlina var da uden tvivl en kvinde, som vidste helt præcist hvad hun gerne ville have. Alt taget i betragtning, så ønskede han da alligevel, at det bedste som kunne ske for racerne, var det som skete, og det var også derfor at han ikke var bange for at lade høre fra sig. Hun ville have en stilling, som ikke særlig mange havde kunne håndtere frem til nu. Han lod denne gang armene søge over kors, og med en ganske bestemt og kortfattet mine. Nysgerrig var han uden tvivl, og særligt nu hvor hun alligevel havde formået at fange hans opmærksomhed. Hovedet lod han søge en kende på sned.
"Det kan jeg se," sagde han med en rolig stemme. For nu, kunne man vel godt sige, at han var overbevist. Det krævede jo egentlig bare, at papiret blev ordnet, så man hermed også kunne gøre det officielt. Som hun heller ikke var bange af sig, var han bestemt heller ikke, da han ikke havde haft nogen grund til at være det. Desuden tvivlede han stærkt på, at hun var typen, der gjorde nogen noget, og særligt når det var på denne måde.. overfor sin egen kronprins. Det var i hvert fald et meget dumt træk gjort fra hendes side af, og så dum var hun næppe.
"Deres navn er ej ukendt for mig, Cathlina. De forekommer mig som en meget sensuel... men stædig og målbevist kvinde." Dertil måtte han skænke hende elevatorblikket, hvor smilet bestemt heller ikke var noget som han lagde det mindste skjul på. Det var uden tvivl også det, som hun udviste for ham i øjeblikket. Men han kunne jo lide det.

[Deleted]

Dette var en stor nat, en som skulle mindes altid, hun var så godt som sikker på at få denne titel, han virkede i hvert fald overbevist og hvorfor skulle han dog ikke være det? Cathlina var i den grad tilfreds med mødets udfald, hun manglede blot et sted at slå sig ned nu, det måtte hun se sig om efter. Der skulle jo gerne være plads til en del, et sted med massere af værelser hvor de fleste vampyrer kunne leve med hende. Hendes mest betroede og tilbedere som ønskede at være hende nær. Det ville jo være helt vidunderligt. Planerne voksede sig større og større i hendes hoved, hun måtte straks i gang, efter dette møde, ville jagten gå på et sted som var stort, om ikke andet, ville hun have et bygget!
"Det lyder bestemt som mig." Grinte hun, for det var sandt, alt sammen. Hvorfor ligge skjul på det? Stædighed kunne lige så vel være en styrke som en svaghed, og styrken lå sikkert i den som måtte være i hende. Elevatorblikket fik hende til at smile forførende automatisk, det lå jo i hendes natur, og hun elskede at blive vurderet og set på. Hun havde lyst til at se hvem han var som person, om han var lige så fremragende bag sin titel når pligten kaldte. Men det var usandsynligt det ville ske, så hun kunne kun gisne om dette.
"Jeg går ud fra De har taget en beslutning?" Han havde jo ikke spurgt om mere, og virkede vældig afklaret, så mon ikke at han allerede havde besluttet sig for hvorvidt hun skulle sidde på den post.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus måtte erkende, at han var meget fascineret af Cathlina, og særligt hendes ønske og måde at føre sig frem på. Det var bestemt ikke noget, som man typisk kunne sige, at man så her i landene, men det var nu bare sådan, at det måtte være i den anden ende. Et let og stille smil passerede hans læber, som han lod hovedet søge på sned. Kvinderne havde vist sig at være troværdige i landet her, hvor det var mændene, som rent faktisk havde forårsaget det problem med tillid. Den eneste kvinde, som skilte sig fra det, havde vist sig at være Macaria. Alle havde hun formået at tage fusen på. Det var ikke noget, som skulle have lov til at ske igen. Et kort og tilfredst smil måtte dog alligevel brede sig på hans læber.
"Det anede mig, at der var sandhed i de rygter," pointerede han sigende. Ikke at det var noget som gjorde ham noget. Tvært imod faktisk, så kunne han godt lide den tanke. Selvom han måtte tage sig selv i at betragte sig af hendes skikkelse, måtte han jo selv minde sig om, at han havde en forlovede, som bestemt ikke ville værdsætte det. Man kunne i hvert fald godt påstå, at han havde taget et valg. Lige nu handlede det bare om at få det gjort offentligt og få papirerne på plads.
"Uden frygt for at tage en forhastet beslutning, er jeg nu ikke i tvivl om, at du vil være den rette til den post. Allerede nu har du vist mig, at du er målbevidst og har noget mellem ørene," pointerede han med en rolig stemme. For ham, var det alt sammen vigtigt. En leder, som vidste hvad det ville sige at lede, og have et klart mål med det hele. Det var noget som de alle sammen havde brug for. "Det har jeg naturligvis," sagde han endeligt. Han sendte hende et let smil. "Jeg vil gerne skænke dig den post, såfremt at du leder din race efter de dvasianske værdier," sagde han endeligt.

[Deleted]

Det ville ikke undre hende at syndige tanker ville glide igennem hovedet på en mand, selv for kvinder kunne det være svært, så hun var bestemt ikke en der ville bebrejde ham. Mest af alt fordi hun jo faktisk var bedøvende ligeglad, hun nød sin frihed og at mænd som var lovet væk til en anden kvinde tog sig frihed af at benytte hendes væsen var hun ikke ligefrem hendes problem. Nærmere deres. Hun måtte smile lusket, gad vide hvordan Valerio var blevet taget imod efter hans hjemkomst? Hvor ville hun gerne have set udfaldet! Men kvinden kunne da ikke bebrejde ham for at være i sin sande natur, for det de havde gang i, var dybt unaturligt! Ordene som den kære prins gav fra sig, fik hende til at skyde brystet frem, ganske stolt og i den grad glad.
"Det glæder mig." Den fløjlsbløde stemme måtte være præg af den sensuelle som lå i hende. Hun gjorde et taknemligt nik mod ham, som de dybtblå øjne ikke fjernede sig fra ham på noget tidspunkt. Det måtte næsten gøre hende helt rundtosset af de fortryllende ord, han gav hende titel, indeni jublede hver en celle, udenpå var hun ganske rolig, men smilet var ikke til at tage fejl af, hun var i den grad tilfreds.
"Naturligvis. De kommer ikke til at fortryde denne beslutning Deres højhed." Hendes øjne havde en bestemt strålen i sig, der var ingen tvivl om at hun allerede nu var parat til at skulle fører en masse ting ud i livet. Tungen gled langsomt hen over hendes læber, det blev så fantastisk at komme i gang og at udfolde sig selv igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Uden tvivl havde denne kvinde formået at gøre indtryk på Mattheus, og naturligvis skulle det da også belønnes. Selv for ham, var det vigtigt, at det hele foregik som det nu skulle være, og det kunne han godt lide. Han trak kort på den ene mundvig i det, som måtte være et svagt smil. Hun var uden tvivl stolt af det. Hun var i hans øjne, en klar repræsentant for sin race, og hvorfor ikke lade hende fremgå som en leder for dem, hvis hun virkelig var det, som skulle til, for at tingene skulle være, som de nu skulle være? Vampyrerne særligt, havde brug for en, som kunne lede dem. Det var en af de racer, som deriblandt viste sig som en der havde brug for det. Ingen tvivl om det.
Et stille smil bredte sig på hans læber, inden han vinkede sin rådgiver til sig. "Klargør papirerne. Jeg gør det offentligt i aften," sagde han direkte. Rådgiveren kiggede på ham, tydeligt overrasket, men nu var Mattheus heller ikke typen der ville spilde tiden. Ikke om han kunne blive fri for det. Han trak sig, for at finde papirene.
Mattheus vendte blikket i retningen af Cathlina igen. Hun var ganske vidst sensuel, men ikke noget som appellerede direkte til ham. Han havde Aliyah ved sin side, og det var det som betød mest for ham lige nu. Han nikkede mod hende. "Jeg har en god fornemmelse af dig, Cathlina. Jeg tvivler ikke på at det du vil kunne udrette, vil være hvad vampyrerne har brug for," fortalte han roligt. Hans rådgiver kom tilbage kort efter med papirerne i næverne. Disse tog Mattheus imod.

[Deleted]

Spændingen hvilede i hende, hun havde bestemt noget at fejre, og en del at få sat i gang. En kvinde som hende, der i forvejen var herskerinde for en stor mængde vampyrer, burde have et hjem som var hende værdi, så det skulle sættes i gang. Indtil da, måtte hun jo leve i noget middelmådigt, måske søge rundt og lade vampyrerne vide hvem der var deres leder nu. Hun havde også en del at skulle have styr på, hvem som ville være hvad for vampyrerne og for riget her. Hendes smil bredte sig kun mere og mere, hendes planer måtte vokse og hun kunne ikke andet end at elske det! En arm gled ind under hendes bryst og hvilede, mens den anden hvilede med hånden ved hendes kraveben som hun kærtegnede blidt, hvor tankerne måtte fare igennem hendes hoved med en hast hvor hun næsten ikke kunne finde ro. Da han igen måtte henvende sig til hende, lod hun blikket søge ham, smilet var stilnet af og var bare svagt forførende på de røde læber.
"Deres dømmekræft virker fornuftig, så jeg ved med sikkerhed De har gjort det rette valg her. At skuffe Dem kommer ikke på tale." Hendes blik gled ned mod papirerne som blev ham rakt. Nu måtte det for alvor summe i hende, den spænding som lå i det, gik hun herfra som leder ligefrem? Det var intet hun ville have noget imod, hun kunne godt lide der blev arbejdet hurtigt og at hun selv kunne komme i gang straks. Selvom hun uden tvivl først skulle skåle på dette. Og Valerio skulle vide det! Hun var overrasket for behovet, men hun ville virkelig at han skulle vide det.