This will be perfect!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denne kvinde forekom ekstrem sensuel for Mattheus, og det var skam ikke fordi, at han havde noget imod det. Bare hun ikke forsøgte sig på noget med ham, så kunne han leve med det. Vampyrere var jo i forvejen kendt for den sensuelle elegance, hvilket han da uden tvivl måtte sige, at denne kvinde formåede at præstere til UG. Han tog imod de papirer, inden han vendte sig mod hende. Underskriften var hvad der skulle til, og så skulle det hele bare gøres officielt. Han trak ganske let på smilebåndet.
"Jeg er ganske vidst ung i forhold til det ansvar, der hviler på mine skuldre, men dum er jeg ikke," pointerede han med en rolig mine. Han vendte sig mod et af bordene, som stod i lokalet, hvor han foldede papirerne ud. "Fjerpen," sagde han endeligt mod sin rådgiver, som straks rakte ham. Han satte sin egen underskrift på, at han ville give hende posten og positionen som leder af vampyrerne, såfremt at hun naturligvis fulgte dvasiansk skik, morale og naturligvis værdierne, som måtte følge med. Dette var noget, som han da uden tvivl måtte anse, som noget af det mest vigtige af det hele. Han skubbede papiret i retningen af hende, hvorefter han rakte hende en fjerpen. Denne dag havde vist sig, at være blandt de vigtige. Endelig var der en, som steppede op, og gjorde krav på sit, og tog over arbejdet med en af de største racer her i landet. Han var stolt. Ingen tvivl om det.

[Deleted]

Papirerne som nu måtte være i hans hånd, stod for hendes fremtid, en fremtid som var fyldt med fantastiske planer og hun nød det til fulde, det ville blive en masse arbejde, men hun tog skam imod det med åbne arme! Der var ikke noget som hed det var hårdt eller uoverskueligt, hun tog gerne imod en udfordring og hun kendte jo sin egen race, og til tider, var nogen af dem fuldkommen utilregnelige. Selv i hendes unge dage havde hun jo været lidt af en ballademager, hvilket hun vel stadig var, blot med lidt mere kontrol og stil.
"Alder behøver intet at have af sige, det handler alt sammen om udvikling under rette forhold." Lød det roligt fra hende, det var det hun ville give nyfødte i sin varetægt, de rette forhold til at udvikle sig korrekt. Hun fulgte med til det bord han lagde papirerne mod, hun var i den grad spændt, tænk at et papir kunne gøre en så ufattelig godt til mode? Smilet lå fast på læberne jo, hun var ud over lykkelig faktisk! Alt hun manglede nu var blod og alkohol, så var dette en perfekt aften og nat. Forsigtigt tog hun imod fjerpennen og lod smukke bogstaver glide hurtigt og elegant hen over papiret, hendes navn var smukt hvis hun selv skulle sige det, og hun måtte indrømme at på det papir, var det kun endnu smukkere!
"Jamen så vil jeg da ikke tage mere af Deres tid, Deres højhed. Jeg kan tænke mig til De er en travl mand." Nu havde hun jo fået hvad hun kom for, han havde gjort sit arbejde, og mange andre ventede sikkert på at komme til. Det måtte jo være det hårdeste arbejde i bund og grund, at stå for et helt land. Men ikke noget som skræmte hende hvis hun endelig skulle ende med at sidde på tronen en dag. Små slag, hun havde en ledertitel foruden hendes egen som var blevet givet af hendes tilbedere som herskerinde. Nu manglede hun i den grad et hjem og det agtede hun at finde!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Uden tvivl måtte man sige, at denne kvinde, var en kvinde lige efter Mattheus' smag. Han kunne ikke være andet end storslået tilfreds med, hvad han så, samt hvad han hørte. Og særligt hendes måde, at se ham an på, samt det hele, var noget som betød temmelig meget for ham, hvilket han skam heller ikke var bange for at lade hende vide. Langsomt lod han blikket glide mod hendes skikkelse, hvor han let lod hovedet søge på sned. End ikke det var noget som han kunne skjule for hende.
"De har så ret, frøken Decochirez," sagde han endeligt, som han let nikkede mod hendes skikkelse. Han fik hurtigt sat sin underskrift på papiret, hvor han efterfølgende rakte hende fjerpennen, så hun ligeledes kunne få sat sin underskrift på. Dertil manglede de jo kun at gøre det officielt. Hvordan folk ville tage imod hende, skulle han ikke kunne sige. Han kunne jo kun håbe, at de ville tage lige så vel imod hende, som det han selv havde gjort i en situation som denne. Han betragtede sig roligt af hende endnu en gang. "Jeg er en travl mand. Det er sandt.. Jeg håber ikke, at De vil skuffe mig." Papiret rullede han sammen, og rakte tilbage til sin rådgiver, uden at fjerne blikket fra hende. Nu hvor hun også måtte have en del at se til, ville han dog ej heller opholde hende mere end hvad der måtte være højest nødvendigt i den forstand. "Kom godt derud af. Jeg glæder mig til at følge Dem i arbejdet," sagde han blot. Han havde en meget god mavefornemmelse omkring det hele.

[Deleted]

At det var gået så godt som det var, havde hun faktisk ikke regnet med, hun havde jo ligefrem nydt at være i nærheden af en med varulveblod i sine åre, det måtte virkelig ikke sige så lidt igen! Hendes blik hvilede roligt mod ham, hun var i den grad glad for udfaldet, det var ikke kun til hendes fordel, men bestemt også hans, hvilket hun nok skulle bevise overfor ham. Roligt trådte hun et skridt mod ham, der var intet faretruende ved hendes bevægelser, og hun rørte ham trods alt ikke.
"Jeg lover Dem, ingen skuffelse vil komme af dette, kun stolthed og en ting mindre at bekymre sig om." Stemmen var lav og forførende, hun måtte smile stolt, for hun var i den grad født til dette og nu hvor hun havde kæmpet sig herop, var hun kommet for at blive! Cathlina måtte dy sig, for det var fristende at drille, men det var trods alt ikke manden at gøre det ved.
"En fornøjelse at møde Dem, Deres højhed." Det var sandt, dette havde da været en sand fornøjelse og hun glædet sig i den grad til at mødes med ham igen. Med et roligt nej og et bøjet hoved, gjorde hun sin afsked. Roligt rettede hun sig op, for at gå forbi ham, hun lod sine fingre stryge kort hen over hans på vejen, selvom det kunne have været et uheld, viste hun tydeligt ved at se tilbage med et lokkende smil, at det på ingen måde havde været tilfældet. Med den sensuelle gang i form af hofter der dansede fra side til side, forlod hun tronsalen og forsvandt ud i mørket for at starte et nyt storslået kapitel i sit liv.

//out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde en rigtig god mavefornemmelse af dette, hvilket han skam heller ikke var bange for at skjule for hendes vedkommende. For ham, var det bare vigtigt og rart ikke mindst, at der var nogen, som steppede op og tog ansvar, nu hvor der ikke var andre der gjorde det. At det jo så var en kvinde, hvis rygte, allerede var gået frygtelig langt, gjorde bestemt ikke ham noget. Han var nu temmelig sikker på, at hun nok skulle vise sig, at være kvinden, som skulle være op til denne form for opgave. Han trak ganske tilfredst på smilebåndet.
"Jeg er nu spændt på at følge Dem i færden. Det er ikke mange, som har formået at klare den opgave, siden vi mistede Alexander," fortalte han ganske sandfærdigt. Hvordan den mand havde mistet livet, var endnu ukendt for så mange af dem, men hvad kunne man da gøre ved det? For dem handlede det jo udelukkende om at det hele skulle gå frem på den måde, som det nu skulle, og det handlede om at få styr på landet her.
Rådgiveren søgte væk med papirerne, som skulle holdes i tryg forvaring. Begge havde de masse at tage sig af, hvilket Mattheus udmærket godt kunne mærke. Ikke at det var noget, som gjorde ham det mindste. Han var nu glad for ansvaret og det arbejde, som han udførte. "En fornøjelse, som er helt på min side, Cathlina," sagde han efter hende. Han bukkede let med hovedet, inden han søgte tilbage til tronen, hvor han satte sig. Dette skulle nok vise sig, at blive ganske interessant at følge med i. Det var han end ikke et sekund i tvivl om.

//Out